What if there was no other? ~ Caius

Mennesker og væsner myldrede imellem hinanden, handlede, råbte, skældte, grinte, bandede og spyttede, der var travlt på bazaaren og selvom det regnede og tordenen buldrede, hindrede dette ikke folk fra at løbe rundt fra butik til butik. Der var røg og en tung duft der ændrede sig fra hver meter man gik, pludselig lugtede der af fisk, det næste øjeblik af cerutter, som sad der 100 folk og røg, der var utrolig meget at tage ind, og den unge kvinde som stod midt i gaden, og mest af alt stod i vejen stod og beundrede det. Hendes nyfundne frihed fik hendes til at tage de underligste steder hen, hun nød alt hvad hun kom i nærheden af, og selvom hun ikke ejede så meget som en krone, så gjorde det hendes ikke så meget, hun havde endelig fået et sted at være, men det afspejlede hendes tøj langt fra. Hun var iklædt en lang grå trøje, som var alt for stor til hende, den var tydelig meget slidt og den gik hende til over knæene, hendes fødder var pakket ind i små sko, der var lige så slidt som den trøje hun havde på, og det var det eneste hun havde på. Hun stod der, og kiggede op imod den himmel som regnede på hende, og nød at hun selv kunne bestemme, for en gangs skyld.
Det var som om folk ikke ville komme for tæt på hende, der var ingen der rørte hende, heller ikke selvom de havde travlt, de gik alle sammen rundt om hende, hun havde noget underligt over sig, og da de sølvfarvede øjne, der kunne forveksles med diamanter kiggede rundt på boderne, sørgede kvinden for at ingen kunne nå at få øjenkontakt med hende. Hun gik endelig videre, og sørgede for ikke at røre nogen mens hun gik. Endelig kom hun til en lille butik, fyldt med urter, og uden ret mange væsner, der var en underlig duft der inde, men meget beroligende, de få mennesker der var der inde, kiggede besynderligt på hende, som om hun ikke rigtig hørte til. Hendes hår og tøj dryppede på gulvet, og først da endnu en person kom ind af døren, fjernede de blikkende fra hende. Hun så for en kort stund på ham, og fik øjenkontakt med ham, før hun hurtigt slog blikket ned i gulvet. Det havde ikke været hendes mening, og hun gik et skridt tilbage og bøjede hovedet efterfølgende. En af de få personer der var inde i butikken gik ud, og nu var der kun den nye kunde, hende, og ejeren som efter kort tid så ud til at ville gå om bag ved i butikken, så han ikke længere var i samme lokale. Ejeren hostede og løftede det ene øjenbryn mens han så imod dem, som om han ventede på en henvendelse af en art, og hvis der ikke kom en, ville han forlade lokalet "hvis i har sprøgsmål så ring med klokken" mumlede han og ventede endnu en stund.

Regnen stod ned i stænger og en voldsom torden buldrede over dem, over personerne ved bazaaren. For mange personer betød dette, at de skyndte sig fra butik til butik, fordi de ikke ønskede at blive for gennemblødte. Men for få personer, betød regnen intet, og de travede bare roligt fra butik til butik, imens de nød regnens dråber, som lagde sig i deres hår og kølede deres kroppe. For en af disse personer, betød den kølige regn også hjælp til en voldsom hovedpine, der havde bredt sig over natten, på grund af manglen på søvn og stemmerne som ikke ville lade ham sove.
Caius, manden hjemsøgt af stemmer, kom gående ned af gaden. Han snoede sig udenom personerne han passerede, imens hans blik var rettet lige frem. Personerne der gik omkring ham, skænkede han ikke et eneste blik. Han havde for travlt med at gnide sig ved tindingen, og prøve på at dæmpe stemmerne. Det var en af de dage, hvor de bare ikke ville holde op. Der blev ved med at være nogen, som snakkede til ham, forstyrrede ham, råbte og skreg, og det var ved at drive ham fra forstanden. ”Hold nu bare mund. Jeg har ikke brug for jer!” Mumlede han for sig selv, imens han med sin ene hånd forsat gned sig ved tindingen. Den anden fandt ned i bukselommen, hvor han træk noget slik frem, som han hurtigt stak i munden. Lige som det havde ramt hans tunge, dæmpede stemmerne sig. Det var ikke meget, men lidt havde også ret. Han forsatte med at mumle ting til sig selv, hvilket resulterede i at personerne han passerede som hørte ham, gloede på ham som var han sindssyg, hvilket måske ikke var helt løgn.
Jakken han havde haft på tidligere på dagen, havde han efterladt på en bænk i udkanten af byen, så han var kun klædt i hans slidte hvide skjorte, der nu var gennemblødt og klæbede til ham, så man tydeligt kunne se hans magre figur. Hans bukser var et par brune, lidt finere par, som han havde stjålet fra et af hans ofre, for nogle uger siden, og skoene var de samme brune støvler, som han havde brugt det sidste år.
Da duften af forskellige urter nåede hans næse, idet han passerede en butik, stoppede han op, og lod blikket ramme butikken. Det ville måske være et udmærket sted at gå ind, for det virkede ikke som om butikken tiltræk nær som mange kunder, som nogle af de andre gjorde. Han gik ind i butikken, og lod blikket glide rundt. Idet han gjorde det, mødte han en fremmed kvindes diamantagtige øjne. Hun slog hurtigt blikket ned, men han lod blikket hvile på hende, med en let vækket nysgerrighed. Den eneste anden kunde i butikken, forlod dem, så de kun var de to tilbage, samt butiksejeren.
Han fjernede blikket fra kvinden og gned sig i øjnene, med sine slanke fingre. Hovedpinen var ved at drive ham sindssyg, han havde ikke mere slik og han stod i en butik, med stort set ingen kunder, hvor duften af urter omgav ham. ”Lort.” Hviskede han lavmælt for sig selv. Han gik lidt længere ind i butikken, men stoppede da butiksejeren sagde noget. Hans blik blev langsomt vendt mod ham, dog kun for en kort stund, inden han så lidt ned igen. På ny gned han sig i øjnene, fordi det føltes som om hans øjne var ved at blive presset ud indefra, på grund af hans hovedpine.

Den unge kvinde lod hendes fingre flette sig sammen, mens hun gned dem mod hinanden, i det der mindede om en nervøs handling. Hun fulgte hans fødder, og så af og til lidt op, men aldrig mod hans øjne. Da han sagde noget, der ikke rigtig var henvendt til nogen, reagerede hun ved at se op mod hans bryst, hun fuldte hans bevægelser, og bemærkede at han ikke så tilpas ud, som om der var noget der plagede ham, måske var han syg? Uden at tænke nærmere over det, kom der ord ud af hendes mund, rettet mod den fremmede, og det var jo egenlig slet ikke hendes plads, hun behøvede jo ikke at blande sig "Leder du efter smertestillende urter?" hendes stemme var lav, og meget rar at lytte til, hun vidste lidt om urter, og måske hun kunne hjælpe ham, men så igen, hvis det var noget helt andet han var på udkik efter så havde det måske ikke været den bedste kommentar. *hvad har du gang i?* Hendes øjne lyste op i et kort sekund, men hun rystede tanken af sig og bed tænderne sammen, så forsvandt lyset fre hendes øjne igen *og hvad er det så du skal huske?* Hun rakte hånden frem imod ham og så mod hans bryst "hej" hun kløede sig i nakken med den modsatte hånd, fordi hun selv syntes at det havde lydt underlig "øhm... Jeg hedder Lillianna Grace" forsøgte hun, det hele havde lydt meget tumpet, hvis hun selv skulle vurdere det, og det at hun havde tilføjet hendes navn havde ikke redet situtationen. Hun så en kort stund imod ham, og håbede på at han ville tage hendes hånd, mest fordi hun ville tage det lidt som om at hun ikke havde lydt så tumpet, som hun selv havde syntes.
Hun så kort rundt i butikken, og forsøgte at undgå hans øjne, ejeren af butikken havde nu forladt lokalet så de to var alene, og det så ikke ud til, at det var den mest populære butik man kunne komme i nærheden af. Folk udenfor passerede den, og selvom man kunne se at nogle af dem lagde mærke til duften af urter, var der ingen der faktisk kom der ind i butikken. Regnen udenfor væltede forsat ned, og lynene lyste af og til det relativt dunkle lokalet op. Det var en ~for Lilli ~ ret så hyggelig baggrundsstøj, som druknede lyden af alle mennesker en smugle.





//undskyld de blev så kort D: //

Caius gned sig igen i øjnene, et svag støn undslap hans læber idet hans gjorde det, af ren smerte. Det måtte snart stoppe, hovedpinen, smerterne, stemmerne. Det hele var ved at blive for meget. Han fumlede, næsten desperat, efter noget slik i sine lommer, men som han jo egentlig allerede var klar over, var de alle tomme. Der var ingen hjælp at hente der. Han så op fra gulvet, og lod sit blik løbe rundt. Måske kunne han finde noget kaffe derinde et sted, så han kunne komme hjem og få lavet noget kaffe. Det virkede næsten lige så godt som slikket gjorde, og det hjalp ham med ikke at falde i søvn, når natten endelig faldt på, og han fik problemet med at holde sine øjne åbne. Så var han sikker på, at hans monstre ikke ville møde ham i søvne, men kun gennem stemmerne i hans hoved. Nu, var det dog fordi han havde brug for at få dæmpet stemmerne, og ikke fordi han skulle holde sig vågen.
En stemme forstyrrede ham, og han vendte hovedet mod kvinden, med de specielle diamantagtige øjne. Selv, var hans øjne en mørk lilla og hans hår næsten kulsort, på grund af den simple grund at han var svartelver. Selv, fandt han det næsten morsomt, men de fleste andre undgik ham på grund af det. Ikke at det gik ham på, han havde ikke meget tilovers for andre, fordi de nærmest bare forstyrrede ham.
Smertestillinende urter… Det havde han før prøvet og det havde aldrig virket, men måske havde de en anden form herinde. Han træk let på skuldrene, med undgik at svare kvinden. Han kendte hende ikke og han havde intet svar. Hans skuldertræk, var det nærmeste han kunne komme på et svar. Idet hun rakte hånden frem mod ham, stirrede han på den, som var der noget galt med den. Han vende så ansigtet mod hende. ”Antallet af bakterier der overføres ved håndtryk er enormt. Det ville faktisk være sikrere for os at kysse.” Kommentarer som den, var nogle han sommetider kom med, når han havde noget at sige om en bestemt ting. Alligevel tog han hendes hånd, meget kort. ”Caius.” Han sendte hende er smil, der ikke helt var til at sætte sin finger på. Det var næsten venligt, men alligevel var der noget skævt over det, som gjorde at han så næsten syg ud, når man blandede det med hans rander under øjnene.
Kort efter han havde sluppet hendes hånd, strøg den ene op til hans tinding, hvor han begyndte at massere. Stemmerne larmede i hans hoved og de nægtede at holde op. Det var ved at drive ham fuldstændig til vanvid. Han kneb øjnene sammen og vendte blikket mod gulvet, dog fik han hurtigt åbnet dem igen og så mod kvinden. Hun ville sikkert spørge ham, hvad der var galt, og hvad skulle han sige. Der var intet han kunne sige, for det fandtes intet svar på hvad der foregik i hans hoved, og hvordan hans personlighed konstant skiftede. På hvordan han kunne hallucinere og hvordan slik og kaffe, var de eneste ting der kunne hjælpe ham. Det hele var ubesvarligt.

Hendes øjne lyste op da ham kom med kommentaren, og hun sank en klump. Kort efter blev hun distraheret af at den fremmede, som alligevel valgte at trykke hendes hånd, hvilket faktisk overraskede hende en smugle. Det gav et lille sæt i hende, da hun blev en smugle overvældet af ham, eller rettere sagt de mange stemmer. Hun fulgte hans hånd op til hans tindinger, og kunne mærke hans bevægelser "Larm" mumlede hun lavt, og så ned igen. Hun havde aldrig før følt så stort et pres fra en anden persons sind, det var let at forstå at han ikke så ud til at have det for godt, der var meget at holde styr på, men det var ikke noget hun ikke kunne klare, troede hun. Hendes øjne lyste op igen, inden hun knep dem sammen, hun forstod ikke hvordan denne mand kunne forholde sig så roligt *forbløffende* tænkte hun, og førte selv en hånd op til til den ene tinding. "e..er" hun virkede ukoncentreret, der var så meget at holde styr på "er du okay? ... Du virker stresset" fik hun tilsidst mumlet frem, igen var stemmen meget behagelig at lytte til, men denne gang også anstrengt. Hun veg tilbage fra ham, men intet hjalp det, stemmerne var meget insisterende. Hun kopierede hans handlinger, i håb om at det ville hjælpe, og gned hendes tindinger i en stresset gentagende handling "hvordan klare du det" mumlede hun, og tænkte ikke videre over om han faktisk hørte det, det var egentlig slet ikke meningen at han skulle høre det. Hun gik igen lidt tilbage fra ham, og kneb nu øjende hårdt sammen, mens hun gned hindes tindinger fortsat, sådan stod hun i nogle minutter mens hun følte at presset steg.
Hun vuggede lidt hvor hun stod, og krummede sig en smugle sammen"STOP! STOP DET!" skreg hun og så mod ham, hun forsøgte at se ham i øjende, og så han hende i øjende, ville han med stor sandsynlighed blive fikseret, han ville have svært ved at se væk fra de nu, tydeligt skindende øjne, om han så hende i øjende eller ej ville ikke stoppe hendes handling. Hun slukkede for hans stemmer, holdt dem ude, så ingen anden lyd end hendes og hans vejrtrækning var at høre "stop" mumlede hun igen, og lod hendes hænder falde ned langs siden, da larmen endelig stoppede, altimens hun fortsat så imod ham. Det havde været skrækkeligt, på trods af at hun kun havde prøvet det i få minutter, så kunne hun ikke klare alle de stemmer, hvordan kunne han overhovedet det?
Det slog hende pludseligt, hvis han var vant til stemmerne... Hvordan kunne han så tackle dette? Stilheden?
"jeg... det... der var så mange... sådan en larm.... jeg kan ikke li' larm" hun følte sig ude af stand til at forklare hvad hun netop havde gjort, og afventede mest af alt hans reaktion.

Han forsatte med at gnide sig ved tindingerne, massere dem, fordi det hjalp en smule på hovedpinen. Stemmerne dæmpede sig ikke, men han kunne slappe bare en anelse mere af, når han gjorde det. Han så mod kvinden, Lilianna Grace, idet hun mumlede et ord. Han kunne ikke høre hvad det var hun sagde, men noget havde hun sagt, det vidste han. Han tog nogle dybe indåndinger, for at få så meget ilt til hjernen som muligt, og så mod gulvet igen, hans øjne knebet tæt i, og ansigtet generelt ret anstrengt at se på. Hvis man så på hans hænder, kunne med se den rysten, han altid havde, når stemmerne og hovedpinen var værst. Det var når det var så uudholdeligt, at han spændte for meget i kroppen og derfor begyndte at ryste.
Han slog en kold latter op, ved hendes spørgsmål. Var han okay? Nej, det var han bestemt ikke, men det ravede da på ingen måde en fremmed kvinde. Måske var hendes stemme behagelig at høre på, måske var hun faktisk venlig over for ham, hvilket var en sjældenhed, men det betød ikke at han brød sig om hendes spørgsmål. Og stresset, det var han vel på en måde også, med stemmerne der konstant var hos ham, der hjemsøgte hans tanker dag og nat. ”Det kan man vist godt sige, at jeg er…” Han ville egentlig have sagt noget mere, men en skinger lyd bredte sig for hans øre, så et lille gisp undslap hans læber og han på ny kneb øjnene sammen. Først da lyden var hørt op, så han igen mod hende. ”Klare hvad? Kan du … Kan du høre … Dem?” Han så på hende, hans forvirring tydeligt i hans ansigt. Hun måtte kunne høre dem, sådan som hun veg tilbage fra ham og gned sig ved tindingerne, som om hun pludselig havde fået hovedpine. Der var ingen anden forklaring på det, var der?
Overrasket over hendes pludselige udbrud, trådte han nogle skridt tilbage og så mod hende, øjnene rettet mod hende. Hendes øjne skinnede utrolig klart, de var ufatteligt smukke, og et eller andet fik ham til ikke at se væk. Det var først da der blev fuldkommen stille omkring ham, at han formåede at løsrive sit blik, udelukkende fordi han ikke kunne forstå den pludselige stilhed. *Hvad forgår der?* Han kunne for første gang høre enhver lyd omkring ham klart. Deres åndedræt, lyden, da han trådte et skridt frem mod hende igen, det hele lød mere tydeligt. Men der var noget der manglede, og det hele virkede forkert uden. Hans øjne blev store og han så på hende, ude at stand til at gøre noget som helst. Hvad var var der lige sket? Hvor var stemmerne han havde levet med så længe? De kunne jo ikke bare lige forsvinde. I to hurtige skridt, var han oppe ved hende, og hen greb hende hårdt ved skuldrene, med sine tynde fingre, som han borede ind i hendes hud. Han havde ikke planer om at give slip, ikke før han fik nogle svar. ”Hvad har du gjort?” Hans stemme var ikke andet end en forhastet hvisken. ”Hvor er de henne? Hvad har du gjort ved dem?” Han omtalte stemmerne, som var de personer. Måske var de også lidt det, i hvert fald for ham, fordi han var så vant til at de var der, at de plagede ham døgnet rundt, og nu var der så ulideligt stille. Kun hans lille, hurtige vejrtrækning, og hendes, kunne han høre.

Hendes øjne var knebet hårdt sammen, og hun formåede ikke at svare på hans spørgsmål, men så igen, var det ikke åbenlyst? I en anstrengt anspændt handling havde hun forsøgt at nikke som svar, men vidste ikke om det overhoved kunne tydes. Det var et umådeligt pres der kom fra de mange stemmer, og de virkede uendelige.
Da larmen endelig var stoppet, og han stirrede i hendes øjne, virkede hun for et kort sekund helt lettet. Det skulle dog ikke vare længe, hun betragtede ham, mens hun selv vågnede en smugle. Hendes øjne lyste vildt op, og selvom han havde afbrudt øjenkontakten, fortsatte stilheden.
Hun veg lidt tilbage da han forunderlig hurtigt var kommet hen til hende, men tydeligvis ikke hurtig nok. Han nåede at få fat i hende, og de tynde fingre bar på skarpe negle, der piercede hendes hud. Hun så ham i øjnende, ude af stan til at røre sig, som om han netop havde lammet hende, "s..slip... stop" fik hun desparat mumlet frem og begyndte at ryste. Inderst inde forstod hun hans reaktion, men tanken om at han rørte hende, var ved at skræmme livet af hende, og hun havde ikke selv tænkt sig at røre ved ham. "du kan da ikke.. du må ikke bare.. stop" hun forsøgte at gå et skridt tilbage, og med mindre han ville hindre hende så ville hun bakke ind i reolen med urter bag hende. "du forstår ikke! det var for en sikkerheds skyld! men der var bare så meget larm! Jeg vidste ikke havd jeg ellers skulle!" forsøgte hun, nærmest undskyldende, hendes vejrtrækning blev hurtigere og mere stresset end den havde været før og hendes hjerte hamrede så højt at han, med den nyfundne stilhed, ville kunne høre det. "der var bare så meget larm" mumlede hun igen stammede det nærmest frem. Rystende som var hun forfrossen forsøgte at se ind i hans øjne, lykkedes det hende at få øjenkontakt med ham, ville hans syn gradvist ændre sig. I et håb om at han ville bakke væk fra hende, ændrede hun hans syn, så han nu så myre og edderkobber kravle hen over hende, og mod hans hånd, alt imens slanger ville sno sig i mellem hendes fødder og hen mod ham, hvis han ikke fjernede sig ville han se dem kravle hen mod ham, og op på ham, hvor imod hvis han flyttede sig væk fra hende, ville de langsomt forsvinde igen. Der imod, hvis hun ikke kunne få øjenkontakt, ville han blot kunne høre lydende fra dette, uden at vide hvor det kom fra. Hun kunne ikke klare tanken om at han skulle røre hende, og dette var i hendes stressede situration det eneste hun kunne finde på.

Han borede forsat sine fingre ned i hendes kød, imens hans øjne var knebet sammen til små streger, i ren vrede. Han trak vejret i små, hurtige stød, fordi hans temperament var vokset. Før havde han faktisk kunne forholde sig nogenlunde roligt, men nu; det var en helt anden sag. Alt hvad han havde brug for, var at få stemmerne tilbage, at få den ting der tyngede ham allermest tilbage, fordi han følte sig forkert uden. Stemmerne var en så stor del af ham, at han uden dem slet ikke kunne fungere ordenligt, den ufattelig stilhed var for voldsom.
Da hun prøvede at træde et skridt tilbage, strammede han grebet om hendes skuldre. Hun skulle ikke tro hun kunne gå nogen stedet, ikke før han var færdig med hende. Ejeren af butikken, var han ligeglad med. Han var alligevel ikke kommet tilbage endnu, på trods af det postyr de to havde lavet inden for de sidste på minutter, så lidt døv måtte han næsten være. Ellers havde han bare valgt at ignorere det, for sin egen skyld.
”Forstår jeg det ikke? Forstår jeg ikke larmen, og den trykkende fornemmelsen der er i hovedet? Forstår jeg ikke følelsen af aldrig at være alene, aldrig at få ro?” Råbte han ind i hendes ansigt. Det var hende der intet forstod, hende der ikke kunne vide præcis hvordan det var, fordi hun ikke havde levet med det, siden hun var 10. ”Det kaldes stemmer, der kæmper om at få plads til at skrige dit hoved i stykker, med deres kommentarer!” sagde han lavmælt.
Hans blik hvilede på hende, på hendes ansigt, hendes næse og til sidst hendes øjne. Hans øjne spærrede sig op, fordi i det han havde set hende i øjnene lidt, begyndt dyr at dykke op, eller nærmere kryb. Edderkopper og myre, slanger mellem hendes fødder, på vej over mod ham. Det var ikke noget han frygtede, men i denne mængde ville de fleste træde væk derfra, fordi der bare var for mange. Og det var præcis det han gjorde. Han sprang nogle skridt tilbage, og så på dyrene, med overraskelse i øjnene, som de begyndte at svinde hen. ”Hvad har du gjort ved mig?!” Råbte han. Han nærmede sig hende ikke igen, men så bare på hende, chok malet tydeligt i hans ansigt.
Han førte rystende sine hænder op til ørene, og bøjede i sine knæ, så han næsten sad på hug på jorden, hvorefter han begyndte at vugge frem og tilbage. ”Hvor er I? Kom tilbage, kom tilbage til mig…” mumlede han næsten uhørligt. For mange, ville stilheden nok have været befriende, men for en som ham, en som var så vant til at høre stemmer, var stilheden alt for forfærdelig. Der var næsten ingen lyde, andet end hendes hurtige vejrtrækning, og hans, nærmest små hulk. Hans øjne var lukkede i og han forsatte bare med at vugge frem og tilbage, bare for at få lidt ro på sig selv.

Hun så chokeret på ham, det havde aldrig været hendes mening at gøre ham så... ulykkelig? Hun trak vejret hurtigt ind, og klemte det ene øje i, blot for nogle sekunder da han borede sine negle dybere ind i hendes skulder. Det havde været for meget for hende, og hun kunne stadig ikke forstå hvordan han kunne forholde sig til så mange stemmer, hvordan han kunne rumme dem. Hun havde aldrig oplevet så meget larm før, ikke at det var underligt, hvis man skulle tage i betragtning af at hun det meste af hendes liv havde boet i et bur.
Ejeren havde nok oplevet diskussioner, og kampe nok gange i hans butik, til at han vidste at han bare skulle blande sig uden om, og det var nok også for sin egen sikkerhed at han ikke kom ind i lokalet igen. Og selvom Lillianna havde set over mod den dør, som ejeren var gået ud af, i håb om at han ville komme, så skete der intet.
Hun lukkede øjende hårdt sammen og vendte hovede til siden, da han råbte af hende "jeg" mumlede hun, men blev afbrudt af ham "det var ikke min mening" hendes stemme var undskyldende, og nærmest tryglende. Hun forstod det ikke helt, han havde netop sagt at de var de for at få hans hoved til at sprænge, noget som var negativt "hvorfor er du så ikke glad for at de er væk!" råbte hun tilbage og så igen mod ham.
Da han sprang tilbage for det han så, sank hun til jorden med et bump. Hendes knæ var presset op mig hendes hage, og hendes hænder hang nærmest livløst ned langs hendes krop. Hun havde lukkede øjne, og hendes pande hvilede mod hendes knæ, så hendes ansigt var dækket "Det var ikke min mening" mumlede hun, og blev ved at mumle det. Hun havde set hans chokerede ansigt, og nu følte hun sig så ussel og beskidt.
Alle dyerne eller krybene om man ville, var nu væk. Lillianna så op og stoppede hendes mumlen, hun så på ham, hvordan han reagerede, og vuggede sig selv, i det der måtte minde om en stilhed værre end døden for ham. Det gjorde nærmest ondt på hende at se ham have det sådan, det var jo hendes skyld. Hun krøb baglands, uden at rejse sig op, hen i den inderste krog af lokalet, så langt væk fra ham som muligt, hvorefter hun, en efter en, lod bare halvdelen af stemmerne komme tilbage til ham.
Hun klemte øjende sammen og fik det hurtigt dårligt af stemmerne, det var hårdt bare at lade halvdelen af stemmerne vende tilbage"undskyld" mumlede hun lavt og så imod ham. Hun førte sine hænder op til sit hoved og pressede, det var voldsomt, også selvom at det kun var halvdelen af hans stemmer. Hun bed hårdt sammen og lod resten af stemmerne komme tilbage, i samme sekund slog hun, i en tvangs handling hendes hoved ned i hendes knæ. Usikker på hvor længe hun kunne holde det ud, så hun hen mod ham, for at finde... trøst i ham? Hun ville have at han skulle have det bedere, men var også en smugle nervøs for at han enten ikke kunne takle at de var tilbage, eller at han med dem, ville være i stand til at gøre skade på hende. "der er bare så mange" mumlede hun og begyndte nu selv at vugge.

Caius blev ved med at vugge frem og tilbage, imens han hviskede beroligende ord til sig selv. Dette var aldrig sket for ham før, stilheden havde ikke været en del af hans dagligdag, siden han tog livet af sin mor. Dengang, dukkede de første stemmer op, og gennem årerne havde de bare hobet sig op, til den mængden de nu var nået til. Han havde tit tænkt på hvordan det måtte være at få dem væk, men da det var sket, var det forfærdeligt. Stilheden var ved at tage livet af ham. Han kunne høre alt for mange ting, som før havde været næsten skjult fra ham, fordi stemmerne larmede så meget. Nu, nu kunne han høre de mindste ting og det skræmte ham fra vid og sans.
”Du forstår det ikke… De-De er en del af mig.” Hans stemme skælvede, og han måtte virke ret ussel, i forhold til tidligere, som han sad der og vuggede med tåre formende i sine øjne. Han følte sig fuldstændig elendig til mode nu. Over for ham, sad en pige med panden hvilende mod sine knæ og hænderne hængende ned langs hendes krop. Men det var ikke det der gjorde det, det var stemmernes fravær og pigens opførsel. Hvorfor havde hun kunnet høre stemmerne? Hvem var denne Lilianna Grace? Han så mod hende, da hun krøb baglæns, væk fra ham, som det misfoster han nok egentlig var.
Et grin nåede hans øre, højlydt, skingert, hånende. Men hvor kom det fra? Forvirret så han sig omkring, for at finde kilden til grinet. Men da der begyndte at komme flere stemmer, gik det op for ham, hvad det var, hvor det kom fra. Det var hans stemmer. De var begyndt at vende tilbage til ham. Selvom dette betød ufattelig meget larm, var det også velkendt for ham. Han førte sin ene spinkle hånd op, for at tørre sine øjne, så han var sikker på at ingen tåre ville glide fra dem. Han havde også stoppet sin vuggen og slog i stedet et grin op. Lavmælt, måske bare en anelse forskruet. De var tilbage, den voldsomme stilhed var væk og han var ikke længere alene med sine tanker, men tvunget til at dele dem med stemmerne.
Hans blik gled over mod hende, da resten af stemmerne vendte tilbage for fuldt drøn. De fik ham til at gnide sig øjnene, på grund af presset, men det svage smil om hans læber, forblev plantet der. Han bevægede sig over mod hende. Uden virkelig at tage hensyn til, at hun nu var den der sad og vuggede, spurgte han: ”Hvem er du? Hvad gjorde du ved mig? Og vigtigst af alt, hvordan gjorde du det?” Stemmerne var tydeligvis stadig i hendes hoved, men som den person Caius var, lod han sig ikke mærke med det. Han ville bare have svar.

Det vendte sig i Liliannas mave, da hun så hvad hun havde gjort ved ham, hvordan kunne hun gøre sådan noget? Det var da på ingen måde en undskyldning at stemmerne var for meget! *ja du er et misfoster.... men du er mit misfoster det løb Lilianna koldt ned af ryggen, og hun rystede tanken væk. hendes blik landede af og til på manden, eller Caius som han hed. "undskyld" mumlede hun igen, da han havde forklaret at de var en del af ham, hvordan kunne hun finde på at gøre sådan noget?!?
Nej hun havde bestemt ikke tænkt at han var et monster, men der imod tænkt at afstanden mellem dem, ville svække hendes evne, men den var langt fra stor nok til at han var uden for hendes evnes rækkevide, og derfor hjalp det lige meget.
Hun så i kort tid op på ham, fulgte hans hånd, der sikrede at tråene ikke fik lov at løbe, og hvordan et underlidt smil kom frem på hans læber, efterfulgt af at lige så underligt grin, en smugle forskruget, men han var lykkelig over stemmernes tilbagevenden, og selvom det pinte Lilianna og gav hende hovedpine, så gjorde hendes hjerte ikke nær så ondt nu hvor han så ud til at have det bedre. Hun så dog hurtigt ned igen, og fokuserede på at holde stemmerne ude, men så længe han kunne høre dem, så kunne hun også.
Den eneste grund til at hun bemærkede at han kom over til hende, var fordi at presset blev større, at han var så tæt på, gjorde at alle stemmerne var endnu tydeligere, og hun klemte øjende sammen så godt hun kunne. Da han snakkede til hende, skulle hun først beslutte sig til om det var nogen af hans stemmer, eller om det faktisk var ham. Det kunne godt være at han havde styr på stemmerne, og kunne skelne mellem dem og fysiske folk, men han havde også haft dem længe, Lilianna skulle imidlertid lytte godt efter for at beslutte det. "undskyld" startede hun, og så op mod ham, dog kun på hans hage, hun sørgede for ikke at se i hans øjne. "jeg har sagt hvem jeg er, jeg hedder Lilianna Grace" hendes stemme var anstrengt, men stadig rar at lytte til. "jeg slukkede bare for dine stemmer, det var ikke min mening at det skulle gøre det ved dig! men det var bare så mange! undskyld! hun havde haft det forfærdenligt med hans reaktion, men det havde nok langt fra været så slemt som han havde haft det. Hun så usikkert på ham, og vidste ikke helt om hun skulle svare på hans sidste spørgsmål, egentlig så kunne hun jo ikke rigtig gøre det, da hun ikke helt var klar over hvordan hun kunne gøre det, men hun havde ekstremt godt styr på evnen, og vidste præcis hvad den kunne og hvordan den kunne bruges. "det... det er bare noget jeg kan" mumlede hun og så ned, hendes fingre var flettet ind i det lyse næsten hvide hår, og tryggede ind mod hendes hoved, fordi der var så meget inde i det.