Here take a lollipop -CAIUS!-

Påklædning [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Sted: Doomsville gader
Tid: Middagstid
Vejr: overskyet, regner og en smule koldt.
_____________________________________________________________________________________

Regnen var højlydt, hvis man gemte sig inden for. For at undgå de kolde regndråber mod ens hud, lød det som sten der hamrede mod roderne og taget, men hvis man var udenfor. Lød det fantastisk, som dråber der ramte vandet, og lavede nogle smukke dryppende lyde.
Alex var en af de få kvinder, der altid løb rundt udenfor når det regnet. Hun gik ikke op i at hun måske kunne blive syg af det kolde vejr, eller om at hendes makeup ville løbe. Hun elskede bare at være ude i regnen, følelsen af vandet der ramte hendes ansigt og vinden der kørte gennem hendes hår. Luften virkede også mere frisk af det, duften af det våde græs fra skovene. Kunne også få hende ud!
Alex løb rundt fra sted til sted, hvor hun hoppede fra vandpyt til vandpyt. Hun snurrede derefter rundt på sin hæl og drejede hovedet op mod himlen, hendes sorte trøje klistrede stille mod hendes hud. Hun havde smidt sin jakke, da der var kommet blod på den. Fra det sidste menneske som ved et uheld var gået ind i hende, han havde måske ikke ment noget ondt med det. Men han rørte jo Alex, hvilket ikke var okaii. Eller, han døde nu mest kun fordi han var et ildelugtende menneske.
Dagen var kun blevet bedre, da solen skinnede var det ubærligt at være nogle steder, men så kom regnen hvilket fik Alex til at gå rundt udenfor. Derefter løb hun ind i et menneske, som skreg da Alex stille rev hans negle af hans fingre og fjernede hans øjne med en pind. Skrigende fra menneske drengen, kørte stadigvæk rundt i hendes øre. Hendes brune øjne lyste op ”Fantastisk dag” Sagde hun med et bredt smil på læberne.

Lidt længere foran Alex gik en mand, han var omkring 1.80 høj, spinkle… dette var alt hun kunne se bagfra, han lignede Ithan en smule. Alex løb mod ham og sprang op på hans ryg, med en blid latter. Satte hun sine ben om hans hofte og sin hage på hans skulder. ”Ithan?” Sagde hun med en forførende og kærlig stemme, hun smilte kærligt. Han måtte være vokset lidt, og have tabt sig en smule. Han virkede mere spinkle end han plejede, men han var jo også vokset hvis det var.
Alex var på ingen måder tung, hun var som altid meget nem at bære, hendes vægt havde aldrig rigtig været et problem for hende eller andre for den sags skyld. Hendes hår klistrede en smule mod personens kind og hendes egen kind, hun kiggede på ham også en smule rundt ”Du virker højere, og du dufter bedre end jeg husker” Sagde hun mens hun fjernede sin hage fra hans skuldre og satte sine arme på dem i stedet, for at holde sig oppe.

På grund af vejret – den voldsomme regn – havde de fleste bevæget sig indenfor, men det betød ikke at gaden var fuldstændig tom. Der gik stadig personer rundt, folk der havde gøremål og andre der bare gik i regnen fordi de havde brug for en gåtur. Der var stor variation i personerne på gaden, som der typisk var, når man befandt sig i Doomsville.
Caius Attïcus var en af de personer, der gik ude i regnen uden noget bestemt formål. Han havde bare trængt til en gåtur, fordi det lille, dårlige værelse han havde lejet sig ind på, var begyndt at blive for klaustrofobisk. Og så manglede han slik, så han kunne jo lige så godt slå to sluger med et smæk. Han var dog alligevel ikke på vej mod et bestemt sted, for kendt var han ikke i byen, så hvor han lige skulle få sine stoffer fra, vidste han ikke. Den ellers slidte, hvide skjorte, var blevet erstattet af en sandfarvet han havde stjålet fra en butik, da han var i Firewood Village. Udenover denne, bar han en lidt for stor, brun jakke, som han havde taget fra sit sidste offer. Hans bukser var også brune, og efterhånden så våde at de var begyndt at klæbe til hans ben. De var i forvejen ret korte, fordi størrelsen ikke var helt passende til en i hans højde, så de viste tydeligt hans bens tynde struktur. Hans sko var de brune støvler, som var det eneste af det han bar, som virkelig var hans eget. Nej, så var der selvfølgelig også den brune taske, hvor hans kæreste eje – dødsbogen Bloody Mamba – lå i.

Stemmerne der ellers plagede ham, var ikke slemme den dag, så han gik mere afslappet end han plejede, og han blev ikke ved med at mumle ord til stemmerne i hovedet, som man ellers så tit kunne se ham gøre. Dagen var starten godt ud, det var blevet middagstid, og den var forsat helt udmærket. Altså, lige indtil han mærkede en springe på sin ryg, med en alt for blid latter, for så at kalde ham Ithan. Han frøs på stedet, spændt i hele kroppen. Dog holdte han denne fremmede lidt oppe, fordi han ellers selv ville blive en anelse kvalt af hende. Det måtte tydeligvis være en kvinde, det afslørede stemmen.
En af stemmerne i hans hoved, begyndte at grine. Som var det en rigtig person, der så dette scenarie udefra, og fandt det yderst underholdende. Dette fik ham til at blive mere irritabel. ”Kom ned fra min ryg, fremmede. Jeg er ikke denne såkaldte Ithan!” hvæste han sammenbidt. Han slap hende med sine hænder, så hun selv bare skulle give slip.
Han havde ikke brug for det her, og denne kvinde skulle passe på hvad hun sagde, for det var ikke ligefrem ting som dette, at Caius værdsatte; fremmede der sprang på ham og kaldte ham ved et navn der ikke var hans.

Lyden af Caius stemme, gjorde det med det samme klart for Alex at dette på ingen måde kunne være Ithan. Da hans hænder blev fjernet fra hende, gled hun stille ned af hans ryg. Hendes brystparti blev en smule mast mod Caius ryg, i det hun gled ned. Med små yndefulde hop, var hun nogle få centimeter fra ham. Hun bukkede hurtigt for ham og sagde med en blid stemme ”Det må de undskylde hr! jeg troede de var en anden.” Hun snakkede høftlig til ham, lige til hun fik rettet sig op igen. Hun rakte en slikkepind mod hans ansigt og satte sit hoved på skrå, hendes våde klistrede brune hår fjernede sig fra hendes bløde kinder og hang nu lidt til siden. Dråber kørte stille ned af hendes kinder og pande, mens nogle få dryppede fra hendes hår spidser.
”Slikkepind?” Blev der sagt med en lystig stemme. Alex var kendt for at være glad, hendes smil var smukt og hendes øjne var kun smukkere end diamanter. Typiske engle træk! Hun ventede på at han ville tage den, hvis han ikke tog den ville hun selv æde den. Hvis han derimod tog den, ville hun finde en anden slikkepind frem og putte den i munden.
Med et kækt smil, nikkede hun til ham ”Jeg ved ikke med dig, men søde ting som slikkepinde. Kan ikke andet end at gøre en regnfuld dag bedre” Hun rettede sit hoved op mod de mørke skyer, følelsen af regndråberne der ramte hendes ansigt fik hende til at lukke sine øjne i. Hun vende dog efter lidt tid, sine øjne mod denne fremmede mand. Hans tøj var en smule slasket og som sådan ikke rigmands tøj, hvilket nok var godt nok. Hvis han havde gået rundt i de fineste klæder, ville Alex nok været hoppet på ham og stjæle alt han ejede. Ikke fordi hun havde brug for det, men penge kunne man godt få brug for, uanset hvor mange man havde ville der aldrig være nok. Det havde Alex lært på den hårde måde, hvordan salgs folk ville finde ud af at du havde penge, også bede dig om at betale mere end alle andre.
Hans bukser, fik ham dog til at se en smule sjov ud. Så korte som de nu var, og hans spinkle ben. Alex kørte en hånd gennem sit våde hår, inden hun smilte endnu engang kærligt til ham ”Hvis det er, kan jeg give middag som en undskyldning for denne… uhmm” Hun kiggede rundt inden hun snakkede videre ”Denne misforståelse.”

Caius havde vendt sig om, efter denne fremmede kvinde var gledet ned fra hans ryg, så han nu stod mod ansigtet vendt mod hende. Hans ansigt viste tydeligt hans irritation, men der var også noget andet ved hans ansigt. Han havde store rander under øjnene, som han aldrig rigtig kunne komme af med, på grund af manglen på søvn, og så var der hans lilla øjne og elver ørerne, som, hvis man kendte lidt til racer, tydeligt viste hvilket udskud han egentlig var. Han gned sig træt i øjnene og rystede på hovedet af kvinden.
Hr? Folk tiltalte ham normalt ikke så venligt som hun gjorde. Oftest undgik han at indlede samtaler med folk, og det samme gjaldt den anden vej rundt. Men denne kvinde, hun havde kaldt ham hr., hvilket var nyt for ham. Lige som han åbnede munden, for at sige noget, blev der rakt en slikkepind over mod ham. Hans øjne blev store og hans mund stod en anelse åben. Efter dage uden slik, var det at se en slikkepind, en større fristelse, end han havde troet det ville være. Med en hurtig bevægelse, tog han slikkepinden ud af hånden på hende, åbnede den og stak den i munden. Et næsten lettet suk undslap hans læber, da den søde smag spredte sig i hans mund. Det var som om, at den irritation kvinden før havde skabt, forsvandt i mængden af det søde. Han blev mere rolig. Og stemmerne dæmpede sig endnu mere, end de i forvejen havde gjort. Der var kun lyden af en konstant banken og nogle få kommentarer og råb tilbage.
Han skubbede en gennemblødt tot hår, som havde forvildet sig ind foran hans øje, om bag øret, imens hans blik konstant var rettet mod hende. Ved hendes næsten sætning, undslap en lavmælt latter hans læber, hvilket resulterede i at han var nødt til, at tage slikkepinden ud af munden. ”Slikkepinde gør altid dage bedre.” Hans stemme var meget neutral og viste ingen følelser. Han stak slikkepinden ind i munden på ny. Han proppede sin ene hånd ned i jakkens lomme, imens han med den anden, holdte fast i remmen på den brune taske, så han var sikker på at ingen kunne stjæle den.
”Hvem er du?” Han lagde ikke skjul på sin mistroiskhed. En slikkepind var en ting, men at give en middag på grund af en misforståelse, som kvinden så fint kaldte det, var bare noget helt andet. Hvorfor skulle han følge med en fremmed til et sted for at få mad? Så han havde levet på kaffe og ufattelig tørt brød de sidste par dage, men var han virkelig desperat nok til at lade en fremmed købe mad til ham? Han lod hovedet glide lidt på skrå, og med et næsten undrende blik, så han på hende. Slikkepinden han havde fået, var stadig i hans mund, pinden stak ud i den ene mundvig.

Den fremmedes ansigt solgte ham lidt, det var tydeligt at han var irriterede. Hun forsøgte at holde et uskyldigt smil på læben, mens han kiggede på hende. Hans rander under øjnende fik hende til at sætte sit hoved en smule på skrå, det var ikke særlig tit at hun så folk med rander under øjnene. Da de fleste folk i doomsville gik meget efter deres udseende, det var lige før at folk ville gå i panik hvis de bare havde en rynke på panden. Alex havde læst op om mange ting, dog ikke særlig meget om Elvernes forskellige racer, hun kendte meget lidt om dem, men ville altid kunne kende dem via deres øre. De lilla øjne han havde, fik hende til at kigge ham blidt i øjnene. De var smukke, de så trætte ud, men det fik dem kun til at virke mere krystal artige.
Den måde den fremmed stod med åben mund, helt målløs fik hende til at fnise lavt. han virkede en smule som et barn, i dette lille øjeblik. Alex lukkede blidt sine øjne i det hun tog sin egen slikkepind ud af munden og satte sit hoved på skrå, hun smilte kærligt til ham i det hans lave latter næsten blev overhørt af regndråberne der ramte jorden ”Af en person med så sød en latter, kan snakke så neutralt er meget imponerende.” Hendes stemme var en smule forførende, da hun gav ham dette lille komplitment. Hun åbnede sine brune øjne stille, inden hun svarede på hans spørgsmål. Hvem var hun? Det var et svært spørgsmål, hvordan skulle man svare på det. Hun slikkede stille på slikkepinden inden hun svarede, med den altid så kærlige stemme. Hendes øjne blev i et split sekundt placerede på den brune taske, af en sær grund fik hun løst til at snuppe den. Hun rystede blidt tanken ud af hovedet, ikke være ond i dag. Du har dræbe folk, du har hørt vores stemmer skrige. Hørte hun kort inde i hovedet, stemmen var en smule barnlig. Men disse stemmer kom kun få gange, når hun havde dræbt eller toturende et barn.
”Alex Hyppernose Von Kari, men kald mig Alex. hvis de ønsker.” Hun kiggede endnu engang ind i hans smukke lilla øjne. Alex var en tyv, den eneste grund til at hun ville give middag var kun fordi, hendes bytte havde flere penge end hun havde regnet med. Hvis hun kom hjem med så mange penge, ville de sikkert forsvinde for hende. Udover det, hadede hun også at have penge på sig. Det var nemt nok at dræbe folk, eller bare stjæle deres penge. Men svært at skulle passe på dem igen, når hun viste at hun skulle spare op. gav hun pengene til hendes veninde Aeron, som så ville passe på pengene til Alex fik ivrigt brug for dem. Hendes udseende fik også folk, eller de fleste mandlige indbygger til at købe mad til hende. Så det med at give mad til en fremmede, var mest for at finde en der ikke frygtede hende. Som Aeron, Aeron holdte af Alex, mest fordi Alex altid dræbte folk for at skaffe blod til Aeron. ”Hvem er de? Hr.” Hun spurgte ham høfligt, mens hun kiggede rundt. Det ville blive et lille problem hvis en dusør jæger ville komme forbi, mens hun forsøgte at få en ny ’VEN.’

((Det er ret kort, det må du undskylde >.<))

Kvinden foran ham, skulle være glad for at det var en af hans gode dage, hvor der skulle mere til at få ham op over kogepunktet. Han var mere overbærende og selvom hun irriterede ham en anelse, var lysten til at slå hende ihjel ikke dukket op, og stemmerne i hans hoved, bedte ham heller ikke om det, som de ellers nogen gange havde gjort det. Hans ansigt havde lagt sig i mere neutrale folder, efter hans irritation var begyndt at fordufte, og i stedet så han bare på hende, øjnene knebet lidt sammen, og med et anelse mistroisk blik. Slikkepinden suttede han ihærdigt på, fordi den søde smag var helt igennem fantastisk på en dag som denne, hvor han virkelig havde haft brug for den.
Hans hoved gled lidt på skrå og hans ansigt gik igen over til at se lidt irriteret ud, da denne fremmede kvinde fniste lidt af ham. Hvad morede hende sådan? Han rystede lidt på hovedet, inden han igen lod sit ansigt gå over til mere neutrale folder. Hans ansigt glinsede, på grund af regnen der bare forsatte med at komme. Alt var gennemblødt, hans sko, tøjet, hans hår og sikkert også hans taske. Så længe bogen kunne holde til regnen, så skulle han også nok overleve det. Han tog slikkepinden ud af munden. ”Tak?” At tage imod komplimenter var ikke noget han var vant til og han var heller ikke helt sikker på, hvor meget han så det som en kompliment, at han havde en sød latter og kunne snakke meget neutralt. Det virkede bare svagt.
Han forsatte med at slikke lidt på slikkepinden, hans øjne konstant rettet mod kvinden, som var han bange for at hun pludselig skulle stikke af, eller sådan noget. Det eneste han havde brug for, var mad, og hvis hun var villig til at give ham det, skulle han måske takke ja? Han kunne også bare lokke hende med ind i en gyde, dræbe hende og stjæle de penge hun nu lige måtte have på sig. Det eneste problem med dette var, at nogen nok ville se ham og så ville han være tvunget til at flygte, hvilket han virkelig ikke havde brug for lige nu. Det eneste han manglede, var penge og mad, ikke endnu en flugt.
Det var et specielt navn, denne kvinde havde. Alex Hyppernose Von Kari. ”Ikke er navn man hører hver dag…” kommenterede han. Nu han tænkte over det, var det faktisk utrolig hvor få personer han havde navne på. Hende, og måske fem andre, var de eneste som havde fortalt ham deres navne. Så var der andre, folk han havde dræbt, hvis navne han kendte, fordi han havde overhørt dem blive kaldt det, eller kroejere, som præsenterede sig med navn. Men af folk han havde snakket med, var mængden mere begrænset.
Hvem var han, simpelt spørgsmål for en, som altid brugte samme svar, uanset hvem der spurgte. ”Caius Attïcus… Hjemløs og ikke en Hr. Det er jeg slet ikke fin nok til at være!” Hans stemme var lavmælt. Han gik meget nemt fra at være højlydt, til mere rolig, eller fra at være irriteret til ligeglad. Det var en del af den han var, sammen med stemmerne der konstant skiftede, slikket og kaffen, der var en nødvendighed for ham, hans konstante hovedpine og mangel på søvn, samt hans mistroiskhed overfor fremmede.
”Hvorfor skulle du gide købe middag til mig?” spurgte han eftertænksomt. Stemmerne skreg på, at han bare lod vær med at spørge. Det ville være gratis mad og det havde han brug for, fordi mængden af penge var ved at svinde ind. Og, som de jo havde ret i, hvis noget gik galt, måtte han bare dræbe hende.

Alex kiggede engang i mellem rundt, mens Caius ikke slap sine øjne fra hende. Kunne hun ikke lade vær med at kigge rundt engang i mellem, hun var vantil at folk stirrede på hende. Hvorfor virkede han hele tiden så irreterede, han burde være lykkelig over at hun tilbød mad. Hun kunne jo også bare give ham de overflødige penge som hun havde, tanken strejfede hende i hvert fald.
Tak sagde han en spørgende, han måtte vel være usikker på om det var et komplitment. At blive kaldt nuttet og sød som mand, var vel ikke det fedeste. Alex var dog meget ligeglad med sådan noget, hvis folk ikke kunne klare at blive kaldt nuttet var det deres problem ikke hendes. Hun mente selvfølgelig intet ondt med det, han havde jo bare en nuttet/sød latter og det med at være neutral var meget svært for hende at gøre.
Normalt var Alex altid glad og hendes humør skiftede fra når hun dræbte, til når de allerede var døde. Altid murderisk, eller glad. De to ting var det hun var kendt for, omkring hendes venner. Hendes navn var ikke kendt, da de folk der kendte det. Endten var døde eller hendes venner, hvis de afslørrede hendes navn kom hun tit efter dem. Dog fortalte hun ikke alle folk hendes navn, kun når hun kedede sig eller så noget i personen.
Denne Caius, virkede meget anderledes. Som en forholdsvis stærk person, de stærke var dem med hårdest baggrund eller hjerne. Hvilket gjorde folk mistoriske, hans blik var det der solgte ham til hende. De mistroiske lilla øjne, fik hende til at forstille sig hvordan han kæmpede og hvilke ting han kunne være gået igennem. Hvilke ting han havde i hovedet, havde han nogle sinde myrdet nogle? Han var jo et udskud ved elver, var det fordi han myrdede eller var der andre grunde. Hendes tanker forsvandt da han kommenterede hendes navn, hun satte sin ene finger op til hendes øje og trak ned. Hvilket fik hende til at se lidt sjov ud, hun rakte blidt sin lille tunge ud. ”Laver du grin med mit navn?” Hendes stemme var en smule kold, men havde som altid den blide undertone. Hun hadede sit navn, elskede Alex delen men alt andet var lort i hendes øre. Hvilket gjorde at når folk kommenterede det, fik hun lysten til at rive deres øre af.
Alex sukkede blidt, da han fortalte sit navn. ”Caius, hmmm lyder en smule bekendt. Vent” Hun løftede blidt en finger og smilte elegant, inden hun åbnede sin mund. ”Der går et rygte rundt i doomsville, at der er denne her mand ved navn Caius, eller noget i den stil. Han myrder folk på de mest grufulde måder” Hun lukkede sine øjne blidt sammen. ”Han er kendt for at snakke meget med sig selv, nogle af rygterne lyder dog at han er dækket af sine ofres blod, og at den røde farve ikke engang kan vaskes væk fra hans hud mere, hvilket har gjort ham til et monster. det siges også at han vandre rundt i byerne fordi skoven har forbudt den blodige mand at gå rundt, blandt de smukke blade.” Alex grinte blidt og åbnede sine store brune øjne, hendes blik var smukte. ”Jeg har penge i overskud, og kan lide at få venner” Hun krydsede sine arme og skød hoften ud til siden, hvis dette virkelig var denne 'Caius' ville hun måske flippe en smule ud. Han var kendt omkring hende, hun havde sågar fundet alle de folk der kendte disse rygter og myrdet dem, hvis de ikke kendte noget nyt omkring ham. Hvilket var trist da det altid var det samme rygte der blev fortalt. Regnen blev bare ved, som om det aldrig ville stoppe, det var kun eftermiddag og følelsen af at byen ville blive oversvømmet var der allerede.

Caius var på ingen måder en person, man kunne vide hvor man havde, fordi stemmerne i hans hoved, var med til at han havde en ret vild personlighedsspaltning. Som sagt, kunne han gå fra at være en til, til noget helt andet, utrolig hurtigt og på de mest mærkelige tidspunkter. Og måske var det også det der skete her. Denne kvinde, Alex, hun var så udadvendt, at han i starten havde været ufattelig mistroisk overfor hende, også på grund af det faktum at hun havde sprunget op på hans ryg. Men nu, efter hun sådan forsatte i sit blide toneleje, som kun få gange havde noget andet til sig, var det som om han lod sig glide over i den mere rolige del af ham selv. Han holdte stadig i et fast greb om tasken, men hans blik var begyndt at mildnes lidt, efter kun at have vist irritation eller mistroiskhed.
Et lille, skævt smil kom over hans læber, i et kort øjeblik. ”Tværtimod. Det er kedeligt at have et typisk navn. Folk husker ikke en så, du er bare endnu et ansigt. Med specielle navne, er sandsynligheden for at folk husker noget om dig, større.” Han trak en anelse på skuldrene. Selv, var han egentlig glad for sit navn, Caius Cïcero Seneca Attícus, ikke noget man hørte hver dag. Det eneste der gjorde, at han havde en hvis afsky for det, var det faktum at det var hans forældre, der havde givet ham det. Han afskyede alt hvad der havde med elvere at gøre, specielt højelvere, som var den race han oprindeligt havde været. Nu, omfavnede han kun andre elvere, hvis de viste respekt for ham og ikke bare prøvede at dræbe ham, som de fleste ellers gjorde.
Han lod for første gang siden han var begyndt at snakke med hende, blikket glide rundt ved gaden. Dette var, udelukkende, fordi hun også gjorde det og noget sagde ham, at hun ikke ville ses, eller i hvert fald ikke havde behov for at blive genkendt. Om det var af vagter, andre personer, eller bare generelt fordi hun ikke bryd sig om for store mængder, det var ikke til at sige. ”Hvorfor så vagtsom?” spurgte han, med et næsten hånligt tonefald. Faktisk, mente han intet ondt med det. Han var blot nysgerrig, at tonelejet så var hånligt, tja, det var bare en uheldig tilfældighed.
Han smed pinden fra slikkepinden væk, fordi der ikke var mere af den tilbage, imens han på ny rettede opmærksomheden mod hende. Da hun nævnte rygtet, bredte et skævt smil sig over hans læber, imens et mere ondskabsfuldt glimt spillede i hans øjne. Så der var folk der havde hørt om ham, der var et rygte der løb rundt i byen. For ham, var dette yderst tilfredsstillende, fordi hvis ingen viste hvordan han så ud, men kun kendte ham ved navn og handlinger, så kunne han stadig bevæge sig rundt i byen, uden at være på vagt. En kold latter undslap hans læber. ”Ligner jeg en, hvis krop er dækket af blod?” Hans stemme var noget et mere ondskabsfuldt leje, udelukkende på grund af det prængende rygte der åbenbart gik om ham.
Han kom med et lille fnøs. ”Tror du virkelig jeg ville blive en god ven?”

Hans skæve smil, fik hende for første gang til at se lidt mistroisk på ham. Hvorfor det lidt skæve smil, nu? Lavede han virkelig sjov med hendes navn, mere nåede hun ikke at tænke. Før han som sådan sagde hendes tanker imod, Alex blev aldrig husket. Da hun mest af alt slog folk ihjel, kun hendes tætteste venner kunne huske hendes navn. Fordi hun sjovt nok havde valgt at lade dem leve, hans svar fik hende til at smile lidt. Det var forholdsvis kærlig sagt af ham, han virkede ligeglad. Alex fik dog en lidt rar følelse af det, han virkede rar. En smule misforstået men rar, selvfølgelig kunne dette nemt ændre sig om lidt. Caius havde jo ændret adfærd ret hurtigt på det sidste, hvilket fik ham til at være en smule utilregnelig.
”Vagtsom, mig? haha” Hun grinte halvt irolisk, til hun satte en finger op foran hendes mund ”Jeg er eftersøgt at alt for mange folk, derfor er jeg vagtsom. Jeg er morder og elsker at se børn lide, følelsen af deres blod der nærmest sprøjter ud af deres kroppe og op i mit ansigt, giver mig sådan en fantastisk følelse” Hendes stemme virkede anderledes, som om hun bare jokede med det. Stille satte hun sine hænder bag sin ryg, hendes brune øjne lyste op og hun gik rundt om ham.
Han lignede på ingen måder personen fra rygterne, men hans ondskabsfulde stemme og kolde latter fik hende dog til at tænke sig om en ekstra gang før hun svarede. ”Du ligner ikke en person dækket af blod.... men skindet kan bedrage.” Sagde hun med en yndefuld stemme, regnen stoppede en smule. Det faldt nu ikke i lår tykke stråler, hun kiggede op mod himlen og så hvordan skyerne spredte sig. Da han lavede et lille fnøs, vende hun blikket mod ham. ”Ja, ja det tror jeg” Hun trådte tættere på ham og satte en hånd på hans brystkasse. ”Jeg tror du ville være en af mine bedste venner hr… jeg mener Caius” Et halv ondt smil kom frem på hendes smukke læber, han virkede mystisk hvilket hun godt kunne lide. Hans ondskabsfulde måde at snakke på, fik hende kun lyst til at kramme ham.
Alex virkede meget forførende, måske lidt som en der kunne finde på at gå i seng med alle folk. Men på trods af at hun var jomfru, havde hun det med at lure folk ind i sine fælder. De købte mad til hende, drak og førte hende altid op på et værelse. Hvor hun langsomt dræbte dem, på de mest utænkelige måder. Det var en almindelig hverdag ting! ”Men er du så denne Caius, jeg kan se på dine smukke øjne at nogle af rygterne passer til dig.” Hendes stemme var forførende og blid, mens hun kiggede ham ind i de smukke lilla øjne. Hvordan kunne hun lade vær med at drille ham lidt, hvis hun var heldig fik hun hans kræfter/evner at se. Eller så ville han skubbe hende væk, som de fleste hun fandt interessante gjorde.

Caius lod endnu en gang sit blik glide rundt. Det var begrænset hvor mange personer der var til stede udover dem, så hvad deres samtale handlede om var ligegyldigt, der var ingen til at lytte med. Han vendte blikket mod hende, og endnu en gang bredte der sig, i kort tid, et skævt smil over hans læber. Det hun havde beskrevet, det var sådan han selv havde, sådan han selv så på tingene. Men han havde selvfølgelig også en anden grund til at gøre det. Træning, træning og mere træning. Ved at dræbe, eller nærmere ofre, kunne han forbedre sine kræfter, fordi han kunne lære at mestre de forskellige ting i Bloody Mamba bedre. ”Du er enten en løgner, der bare prøver på at teste min reaktion, eller psykopat nok til at stå og snakke åbent om det, med en du knap nok kender.” for første gang, var hans stemme næsten munter. Dette samtaleemne, det var lige hans stil. Det var sjældent han mødte andre som var bare lidt som ham, så måske var dette hans heldige dag? Måske stod der rent faktisk en foran ham, som var ligeglad med hans mange mord, fordi personen selv var lidt forskruet.
Endnu en gang, undslap en kort latter hans læber. ”Det har du helt ret i, skindet kan bedrage.” Han var igen gået over til den neutrale stemme. Han kunne tydeligt mærke hvordan regnen var begyndt at stoppe, kun en smule støvregn faldt ned over dem nu. Det gjorde ham intet, for hans tøj klæbede utrolig tæt til ham, og viste tydeligt hans spinkle figur frem. Kulden ved regnen, kunne han ikke mærke, men han bed også sjældent mærke i kulde. Det gjorde ham ikke noget, kulde og regn nød han.
Han løftede sit ene øjenbryn og så på hende. Kort efter sænkede han det dog igen, og et skævt smil kom igen til syne ved hans mundvig, ondskabsfuldt, og med et svagt glimt af morskab i sine øjne. ”Det tror du alligevel hva? Hvis den du siger du er, er den du virkelig er, så må jeg give dig ret.” Han ønskede ikke at skabe venskaber med hvem som helst, og på trods af at han lige havde sagt de nok godt kunne blive venner, ville hans mistroiskhed ikke stoppe før noget tid. Han var ikke en der bare stolede på folk, sådan uden videre.
Han lod sig ikke rigtig mærke med, at hun stod tæt på ham, med hånden hvilende mod hans bryst. Man kunne vel sige, at han ikke længere lod sig mærke med de lidt mere sensuelle og forførende ting, som om den del af ham bare var væk. Han kunne godt fornemme, hvis folk havde en virkning på ham, men for ham, var samleje bare en ting der skete i ny og næ, hvis han fandt en kvinde, eller mand for den sags skyld, der var syg nok til at være sammen med en som ham.
”Det må du selv bedømme om jeg er.” Han havde ingen intentioner om åbent at sige, at hun havde fat i den helt rigtige person, det måtte hun selv finde ud af. Om hun så syntes rygterne passede alt for dårligt til ham eller ej, det var ligegyldigt. På den ene eller den anden måde, skulle det nok gå op for hende, at hun havde med den selvsamme Caius at gøre, som rygterne så strålende omtalte.

Alex drejede rundt på sin og stoppede igen, så hun stod face to face med ham igen ”Hvem ved? Måske er jeg en løgner, eller måske er jeg en psykopat som kan se hvor mange gruefulde ting du har lavet. Caius…” Sagde hun med et kækt smil på læben. Caius virkede anderledes og morderisk, lige en mand for Alex. Hun kunne lide denne person, om han var den Caius som blev sagt i rygterne eller en anden. Alex var på ingen måde dum, hvilket gjorde at hun havde opdaget at Caius måtte være ligeså syg i hovedet som Alex. Måske mere endda!? Alex opdagede hurtigt hans muntre måde at snakke på, i det de havde snakket lidt sammen ”Tro mig, jeg er ikke ligeglad med alle de mord, de har begået. Jeg er aldrig ligeglad med mordere.” Sagde hun med sin kærlige stemme. ”At dræbe er fantastisk, og hvis du er morder kan jeg måske få noget at lære fra.” Hun klappede blidt sine hænder sammen og lukkede sine øjne, regnen var blevet blid mod deres hud. Hendes hår klistrede stadigvæk mod hendes kinder.
Hun havde aldrig været god til kulde, hun blev faktisk nemt syg. Tit så syg at hun besvimede, bare ved at en person prikkede til hende, eller så syg at hun ikke kunne åbne sine øjne uden at det ville være smertefuldt. Hun kørte en hånd gennem sit våde hår, så det fjernes fra hendes kinder.
Alex skabte havde ikke mange venner, kun folk der ikke kendte til hendes drab. Det var som regl dem der holdte sig ude af doomsville, som var venner med hende. Hun kiggede Caius i øjnene, mens hendes hånd kørte op og ned af hans bryst kasse. ”Jeg kan ligge to plus to sammen, og regne ud at du er ham. Rygter overeagere altid.” Hendes stemme var kold, med et lille lusket smil på hendes røde læber. Denne person ved navn Caius, gav Alexs lysten til at klappe ham på hovedet og give ham endnu en slikke pind. Han var nuttet i hendes øjne, hun trådte derefter lidt væk fra ham.
”Så fortæl mig Caius, vil de dræbe mig? Eller vil de sige noget andet? For den måde du stråler op på, nu hvor du hørte rygtet om dig selv på, er nu ret nuttet” Alex rodede lidt i sin lomme og trak endnu en slikkepind frem ”En til?” Hun satte sit hoved på skrå og kiggede op på ham med sine lysende brune øjne.

Han løftede endnu en gang det ene øjenbryn. Kunne hun se hvilke grufulde til han havde lavet? Var det en evne hun besad. Spørg hende skreg stemmerne i hans hoved synkront. Han trak på skuldrene over dem, og nikkede så en anelse. ”Er det måske en evne du besidder? Om det ravede ham eller ej, var han fuldkommen ligeglad. Nu var hans nysgerrighed vækket på det punkt, og hvis hun ikke ville svare, var der ikke mere i det. Han skulle nok få det ud af hende, på den ene eller den anden måde. Sagen var bare den, at dræbe hende var ikke længere en mulighed for ham. Hun interesserede ham, fordi hun ikke var helt så tom, som mange andre ellers var.
Det skæve smil, kom igen til syne, ondskabsfuldt og alligevel kækt. ”Det giver i hvert fald en skøn følelse.” Hans stemme var fuldkommen rolig, og hans blik virkede næsten tørstende. ”Jeg er måske ikke den rette at lære efter, mine metoder kan … Ikke alle lære.” Bloody Mamba havde en stor del med dette at gøre, eftersom han brugte metoder fra den også. Han dræbte også på mere normal manér, men de specielle metoder, som krævede visse midler, var takket være bogen.
Han så ned mod hendes hænder, imens han en enkelt gang rystede på hovedet. Et mysterium, det var hvad det var for ham, at hun lod sine hænder glide op og ned af hans brystkasse. Andre, med mere normale lyster ville måske have fundet det yderst tillokkende, men for ham, var det anderledes. Han nød som sagt andres samvær, men han længtes ikke efter det og der skulle en del til, før han pludselig gik i seng med en. Oftest, var det noget der skete, inden han dræbte en person, hvis det var en del af ritualet, eller hvis han bare lige havde lyst til det, men ellers skete det sjældent uden for mordtidspunkterne.
Han fnøs en enkelt gang. ”Sig mig, Alex, ville jeg få noget ud af at dræbe dig? Den eneste person, som ved hvem jeg er, og sikkert en af de få i miles omkreds, som er syg nok til at snakke åbent om sin glæde ved barnemord. Så ville jeg miste en interessant samtalepartner…” Han ignorerede hende kommentar om at han var nuttet som han lyste op, om rygtet ved sig selv.  
Han så mod slikkepinden i hendes hånd og nikkede en enkelt gang, inden han så løftede sin hånd op og lukkede fingrene omkring pinden, for at tage den fra hende. Han stak den ind i munden, og så ind i hendes øjne. Det skæve smil havde stadig ikke forladt ham. ”Hvor finder du dem dog henne?” Spurgte han, efter at have taget den ud af munden igen.

//Mit blev heller ikke så forfærdelig godt.//

Hun fniste kærligt da han spurgte hende om det var hendes evne, stille kiggede hun op i hans øjne. ”Hvis jeg sagde nej, ville du så selv tro på det?” Hun satte sit hoved på skrå, da hun havde sagt det. Ville han stole på at hun ikke løj, eller havde han allerede valgt at svare på spørgsmålet selv. Hans øjne var blevet en smule mere ondskabsfulde, men det rørte hende ikke. Hun kunne nu godt lide hans lilla øjne. Det føltes heller ikke rigtig at hans øjne var kærlige, nå den lilla farve lyste sådan op.
Alex kiggede rundt, da Caius fortalte at han ikke dræbte på måder, som kunne læres. Alex klappede sine hænder sammen og smilte enormt ”Hvordan dræber du, og måske kan jeg lære af dem.” Hun lyste op, som et lille barn juleaften. Selvfølgelig ville hun altid gerne lære nye måder at myrde på, specielt hvis de var nemmere og sparede hende en masse tid. Alex fjernede sine hænder fra ham, hun prøvede ikke at forføre ham. Følelsen af hvordan hans hjerteslag, om det øges når hun gik tæt på ham eller ved en hvis berøring. Det gjorde det dog ikke, hvilket fortalte hende at hun ikke havde noget at frygte over at blive overfaldet eller voldtaget. Hvis hun valgte, at gå rundt med ham.
Da hun hørte fnøset, kiggede hun bag sig og derefter op på ham. Hans spørgsmål fik hende til at trække på skuldrene. ”Får man ikke altid noget ud af at dræbe en person?” Hun trådte lidt væk og spredte sine arme. ”Hvis du vælger at dræbe mig her og nu, får du de slikkepinde plus pengene jeg har på mig… du får også en død person, som ikke kæmper imod det du gør.” Hun tog sine arme om bag ryggen. ”Men du mister en fantastisk samtale med mig, du finder aldrig ud af mine evner og…” Hun pegede på ham og satte sit hoved på skrå, mens hun smilte en smule lusket til ham ”Du bliver alene, med stemmerne i dit hoved igen.” Hendes stemme var blid, men undertonen var lusket.
Hans skæve smil, var herligt. Hun kunne næsten ikke tage sit blik fra det, hvorfor kunne hun ikke det? Tænkte hun, inden han spurgte hvor hun fandt dem henne. ”En købmand sælger dem, jeg stjal dem dog. Hvilket gør at jeg har sygt mange” Fniste hun. ”Så jeg er villig til at dele dem.” Hun valgte ikke selv at tage en slikkepind, hun skulle jo passe en smule på sine tænder.
Da regnen var begyndt at stoppe, var folk begyndt at strømme ud på gaderne. Alex kiggede hurtigt rundt, hver gang hun hørte en anden stemme end en Caius eller hendes. Det fik hende til at se en smule forskræmt og irriteret ud.