Tyler ~ can U help me?

Tid	Sted	Omgivelser	Påklædning	Vejr
11:50	Firewood village	mennesker	Se profil billede	lunt

Det var snart middagstid. Carrie var på en måde kommet ind til Firewood village. Hun havde aldrig rigtig været her, så hvordan hun var kommet her hen var hun faktisk ikke helt sikker på. Hun burde finde hjem igen, men problemet var at hun slet ikke kunne huske vejen. Hun stod midt på gaden og så sig rundt for at finde en vej. Hun tog et let tøvende skridt men vidste ikke hvor vejen ville føre hende hen. Skulle hun følge den, eller finde på noget andet? vejen førte længere ind i byen kunne hun se, og fulgte hun den kunne hun måske finde en som kunne hjælpe hende hjem eller noget? Hun fulgte vejen, og var nu helt inde i byen. Hun havde aldrig været her før, så mens hun gik, så hun sig nysgerrigt omkring for at betragte byen nu hun alligevel var her. Man ville ikke lige kunne se på hende at hun var faret vild, for hun linede ikke ligefrem en som var faret vild.

Tyler var lige kommet tilbage fra sin løbe tur rundt i skovene. Vejret var perfekt til det og han havde nu nydt sin fridag. Han gik med hurtige skridt igennem byen til han nåede til den lokale købmand. Han købte et par store bøffer til i aften også noget øl. Han købte altid mad til to, i håb om, at hans bedste veninde en dag skulle finde på, at komme forbi han igen. Han tog imod kødet og forsatte videre, til at han stoppede op da en nysgerrig lille pige gik igennem kvateret. Han havde aldrig set hende før, men nu var det heller ikke alle mødre der lod deres børn gå rundt alene. Tyler kiggede lidt diskret efter pigen, da en klam mand - lad os sige, at han havde ry for at misbruge kvinder og børn. Hvorfor nogen ikke havde stoppet ham i det endnu, vidste Tyler virkelig ikke. Men manden løftede pigen op i sin favn og spillede rigtig sød overfor hende. Det var der Tyler gik med hastige skridt derhen, og da Tyler var så bred og muskuløs - blev den klamme mand pænt bange. "Giv mig pigen." Sagde tyler med sine øjne og manden rakte pigen, hvorpå han derefter satte i løb så hurtig han kunne. Tyler havde pigen på den ene arm og kødet på den anden. "Han gjorde dig intet vel?" Spurgte han med et svagt smil inden han satte hende ned igen. Tyler var nu en flink fyr at løbe ind i, medmindre man var hans fjende - i det tilfælde var man ikke så heldig.

Carrie fortsatte med at gå gennem byens gader, men standsede brat op da hun mærkede en person tage fat i hende, og løfte hende op i sin favn. Manden så ikke lige som sådan ondsindet ud, men Carrie var alligevel urolig for ham. især fordi han bare havde løftet hende op uden at kende hende, og det gjorde hende kun mere urolig over for ham. "Vær sø at sætte mig ned igen" bad hun ham, men han gjorde det ikke ligefrem. Hvorfor gjorde han ikke det hun bad ham om at gøre? Hun bed sig i læben for ikke at skrige op. Hendes hjerte bankede hurtigere end før. Manden som holdte hende skulle vist lige til at gå kunne hun mærke på ham, da en anden mand kom over til dem. Han så både farlig og venlig ud på en gang, og Carrie vidste ikke om hun skulle stole på ham. Han fik manden som holdt Carrie til at give hende til den nye mand. Carrie så efter manden da han smuttede, og så nu på manden som holdt hende nu. Hun har let åben mund mens hun ser på ham. Da han spørger om manden gjorde hende noget rystede hun på hovedet. "Vær sød at sætte mig ned" sagde hun med en let bange stemme. Da han satte hende ned, var hun meget taknemlig. Hun var ikke tryk over for fremmede, og hun havde en stærk trang til at løbe væk og gemme sig lige nu. Hun gik et par skridt bagud mens hun så på manden. "Hvem er du?" fik hun hurtigt spurgt. Hun sagde ikke tak, da hun ikke var sikker på om hun skule takke eller ikke, og hendes mor havde hun næsten aldrig hørt bruge det ord.

Han forstod godt, hvorfor pigen var rystet over det hele. Han var næsten 2 meter høj og bredskulderet. Dog var Tyler okay med, at hun gik bagud - han forventede intet andet. "Mit navn er Tyler. Hvad er dit?" Spurgte han venligt, inden han rettede sig lidt op. Han havde et varmt smil ville nogle synes, men han var nu heller ikke van til at møde børn på hans vej. Det var jo ikke sikkert pigen var faret vild, det mærkelige var, at han ikke havde set hende i byen før. Tyler kiggede sig kort rundt, inden hans blik gled ned på den lille engel. "Og, hvor er din mor?" Det var et dumt spørgsmål, hvis pigen nu ikke havde nogle forældre. I så falde, ville han nok tage hende ind for at få noget at spise.

Carrie nikkede stille da den fremmede sagde hvad han hed. Tyler var altså hans navn. Hun bed sig i læben, og gik længere bagud. "Carrie" sagde hun blot. Hun kunne nok godt smutte fra ham, men hvis hun løb sin vej, så ville hun nok ikke finde hjem foreløbigt, og ham her kunne måske hjælpe hende på en eller anden måde, og hun vil aldrig finde ud af det hvis hun stak af nu. Da han spurgte hvor hendes mor var henne, fik hun let store øjne. "Hun er der hjemme tror jeg nok, hvis hun ikke leder efter mig, eller er et andet sted" svarede hun. Hun var jo ikke sikker på hvor hendes mor var.