Let me introduce myself - Tyler.

Sted: Gaderne, Angerforge.
Omgivelser: En del væsner der går i blandt hinanden.
Tid: 15:25
Vejr: Solen står højt på himlen, men bliver indimellem dækket af faretruende skyer der tydede på regn.

Blair havde ikke haft noget at lave den dag. Hun havde forsøgt at finde noget underholdning, men intet var faldet i hendes smag. De få ting hun havde fundet var utrolig kedeligt. Det var ikke noget hun havde lyst til at bruge sin tid på. Så der gik hun og ventede på at underholdningen ville finde hende. Det måtte ske på et tidspunkt. Blairs skridt var elegante, hun havde meget feminine bevægelser der fremviste hende former. Det var sådan hun fik mænds opmærksomhed. Hun fik også nogle blikke mens hun gik ned langs gaden, det var dog ikke en uvant situation for hende. Blairs lyse hår hang til midten af hendes ryg og bevægede sig i takt med hendes skridt. Hendes påklædning bestod af en sort kjole der gik til midten af hendes lår og sad tæt ind på hendes krop. Man kunne tydeligt se hvor tynd hun var når hun havde den slags tøj på. Blair havde overvejet at gå i løsere tøj, men hun følte sig ikke tilpas i det tøj. Dog havde hun haft løst tøj på kort efter Alian og Lucys død, der havde hun ikke lyst til at være tilpas, hun ville bare gemme sig væk. Men det var noget tid siden, så hun prøvede at leve med de ikke længere var en del af hendes liv. Men mange ting mindede hende om dem, især Lucy. Blair satte kurs hen imod en bænk og satte sig på den. Hun lagde det ene ben henover det andet og lænede sig en smule tilbage. Hun tog fat i hendes hår og lagde det i to totter hen over hendes skuldre, uden at tænke over det begyndte hun at glatte spidserne mellem to fingre.

Dagen havde ikke ligefrem budt på de mest overvældende følelser i Tylers så ellers unge liv, dagen havde blot begivet sig med at finpudse nogle møbler, hvorefter han havde givet dem et lag olie, dog så midt under forløbet var han løbet tør for det, og han havde ingen anden mulighed end at tage ud og købe noget, hvilket han netop også havde gjort, efter en tur i det lokale center i Doomsville, besluttede han sig for at tage ud i gaderne, og se hvordan væsnerne levede, også selvom det misbilligede ham, hvert eneste blik han gav til disse væsner, mostre var de, hvilket han heller ikke havde planer om at kalde dem andet, de var monstre, hvert eneste ene af dem, og hvis det stod til ham, så var de alle væk, og ikke bare væk, men færdige, de skulle jages og slagtes, ligesom de havde gjort ved hans race.
Selvom hadet flød i Tylers åre, så holdte han det under kontrol, men han fik dog stadig en masse.. sultne blikke, måske havde det ikke været det smarteste at tage hjemmefra, kun iført et par gamle slidte bukser, hvor man kun svagt kunne skimte ordet ’U. S Marines’ samt den svage grønne farve, som klart havde lidt last af mange års brug. Med et par dogtags, også slidte, hængende om hans hals, dog så var der så mange ridser i dem at det næsten var umuligt at læse hvad der stod, dog så vidste Tyler godt hvad der stod, både hans fulde navn, fødselsdag blodtype og den religion han besad. Samt et par gamle afladte militær støvler, dog så havde han ingen skjorte, eller t-shirt på, hvilket nok også var grunden til at han mente at disse monstre sendte ham sultne blikke, hvilket absolut ikke behagede ham.
Tyler fortsatte ned af gaden, og jo længere han bevægede sig ned af den, jo mere og mere ’skummelt’ blev det, men så igen, det var nok mest af alt fordi han var en smule paranoid overfor disse væsner som ikke var mennesker, eller nogen sinde havde været mennesker.

Blair begyndte så småt at falde ind i en omtåget verden fyldt med hendes minder og tanker der passerede hinanden, rodede sig sammen og blev til et stort rod. Hun så mange minder med Alian, Ammon og Lucy. Det var dem der indtil videre havde påvirket hendes liv mest. Det var dem der altid ville betyde noget, selvom ingen af dem længere var en del af hendes liv. Hun ville altid huske dem. Blair blev ved med at forstille sig de vigtige i hendes liv. Urox kom snigende og fyldte pludselig en stor del af hendes minder. Det irriterede hende en smule, fordi hun ikke vidste hvad hendes følelser for ham var endnu. Hun havde prøvet at finde ud af hvad hun følte, men det var ikke lykkedes hende. Da han pludselig fyldte størstedelen af hendes tanker prøvede hun at komme tilbage til virkeligheden og fokusere på den i stedet for. Blair så ned af gaden og opdagede en mand komme gående uden trøje på. Han fik hurtigt hendes opmærksomhed. Da han lige havde passeret hende rejste hun sig og gik hurtigt så hun kom op på siden af ham. Hun så nærmere på hans bare overkrop. "Du burde ikke gå i bar overkrop her. Det tiltrækker de skumle typer." Hun sagde det med et skævt smil over hendes læber.

Tylers tanker var helt andetsteds, han anede ikke himmel og jord, hvorfor gik han her? Han burde bare havde taget turen hjem asap efter han havde købt de ting han havde brug for, men næ nej, han hjerne sagde at han netop skulle gå i gaderne, imellem alle disse vanskabninger. Monstre der ikke engang kunne tænke eller havde en form af rationel fornuft, hvis det stod til dem, ville kaos herske i gaderne, ingen af dem besad den mindste smule fornuft, eller sådan så Tyler på det, hvor han selv mente at menneskerne burde være den dominerede race, og underlægge alle disse anden rangs væsner i en form af trældom eller i det mindste bare fjerne dem, bestandigt. Dog så forsvandt Tylers tanker da en stemme gennembrød barriaren fra hans tankestrøm ”De kan bare give mig deres bedste skud” kom det selvfedt fra Tyler, stadig uden at hans opmærksomhed var rettet imod kvinden, med et selvfedt smil plantet på læberne, hvorpå han vendte sig om, også selvom han ikke anede at det var til ham, men hvem ellers gik rundt ude på gaden i bar overkrop.. netop ingen ud over ham selv. Kvinden som Tyler ingen anelse havde om hvem hun var, så alligevel ret godt ud, men næppe noget han ville sige højt, i det at stort set alle af disse anden rangs væsner åbenbart lignede mennesker, så man kunne aldrig bide sig forsigtig i hvem man sagde, var køn og ikke var, og noget som Tyler næppe ville sige til et væsen var at det var smukt.
”Og du er?” kom det som en næsten nedladende bemærkning fra ham, udelukkende fordi han var den han var, også selvom han næppe regnede med at det var et menneske som han stod overfor.
Med et hastigt og kort blik kiggede han ned på sine knoer, de ar han havde på hænderne fortalte en historie om hvem han var, og i tilfældet at han stod overfor et væsen af en anden menneskelig æt.

Blair havde nu fundet underholdningen for den dag. Ham. Hun havde dog en fornemmelse om at ham her ikke ville blive så let at forføre som hendes øvrige 'ofre.' Hun fulgte med ham selvom det krævede at hun tog to skridt hver gang han tog et, eller at hun tog lige så lange skridt som ham hvilket ville se dumt ud. Hun lagde en hånd omkring hvor hendes hjerte sad som om hans ord virkelig sårede hende. "Så skummel er jeg heller ikke." Hun så hen mod en fyr der stod og gemte sig i skyggerne. "Ham der skulle du måske passe på." Hun havde et skævt smil over hendes læber mellem hendes ord. Blair så indimellem på ham, men holdte for det meste øje med hvor hun gik. "Blair." Hun brugte som regel ikke hendes efternavn når hun præsenterede sig selv. Hun var for paranoid, hun frygtede at nogen ville kunne opspore hende og finde ud af en masse ting om hende. Der var mange derude man ikke kunne stole på. Så hun holdte hendes efternavn for sig selv, medmindre hun virkelig begyndte at stole på nogen. Blair så over på ham og lagde hovedet en smule på skrå. "Må man vove at spørge om dit navn?" Hun lod en hånd glide igennem hendes hår.

Atter lod Tyler sine øjne glide hen over kvinden som gik under navnet Blair, et noget usædvanligt navn, for en som enten var et væsen eller også var hun et menneske, og i sådanne et spørgsmål, så blev der automatisk stillet et nyt i Tylers knold, hvis hun nu var menneske, hvilken side stod hun så på?
”Nej, ikke endnu” kom det kort fra Tyler, som en kommentar på hendes selvfede tone om at hun ikke var skummel, skindet kunne trods alt bedrage, hvilket hun nok også havde gjort, Blair var nok ikke så ’uskyldig’ som hun selv gik og påstod. Tyler kiggede over på manden som stod og gemte sig i skyggerne, hvorpå et smil bredte sig på hans læber, Tylers blik gled dernæst over på Blair ”Se her” andet behøvede han ikke at sige, før et lige skarpt objekt fløj gennem luften og ramte med en så dødbringende kraft at objektet borede sig flere centimeter ind i muren. En halvkvalt latter kom dernæst fra Tyler, også selvom han hadede at gøre andre opmærksomme på hvad han kunne og hvem han var, så skulle Blair næppe være den person som fortalte ham at han skulle passe på, især når han var i fin stand til at forsvare sig selv.
”Jeg er Tyler..Tyler Stafford” kom det fra ham, hvorpå han rakte hende hans hånd ”Hyggeligt at møde dig” dog så skulle der ikke en særlig stor observations evne til før man opdagede at der var et tydeligt meget frist sår, som stadig blødte lidt, på hånden som han ville hilse Blair med.

Blair himlede med øjnene over hans ord. Hun ville aldrig blive skummel. Ikke skummel som hun tænkte på det i hvert fald. Men hun var ikke helt som man først så hende. Hun lignede ikke ligefrem en uskyldig skolepige, men hun var slet ikke så uskyldig som hun først så ud. Der var sider af hende der var svære at spotte før man kom tæt på hende. Hun havde nogle dybe sider som ikke mange kendte til. Når hun først var tryg ved nogen kunne hun være dybsindet. Blair så på mens han gik hen til en mur og førte hans hånd ind i muren. Hun var imponeret over at han sådan uden videre kunne gøre det. Men noget sagde hende at det var noget overnaturligt, hvilket fik hende til at tro han ikke var et menneske. Men hun kunne tage fejl, dog troede hun ikke at mennesker kunne den slags. Blair så ned på hans hånd da han kom tilbage og havde blod på hans hånd. Hun lagde sin hånd i hans og rystede den blidt, men i stedet for at slippe den brugte hun hendes anden hånd til at tørre blodet væk. Da det meste af blodet var lagde hun blot en hånd oven på hans. "Og hyggeligt at møde dig, Tyler." Hun slap hans hånd med begge hendes hænder og lod dem falde ned mod hendes side igen. Hun lagde hovedet en smule på skrå. "Så hvad er grunden til at du ikke har en trøje på?" Hun så på hans overkrop mens hun sagde det, men flyttede hurtigt hendes blik til hans øjne igen.

Efter Blair havde givet hånd, kunne han ikke lade være med at se det sjove i det, hvor uhøfligt af ham at give hånd når han stadig blødte, men ak og ve, såret ville alligevel lappe sig selv om et minuts tid eller sådan, Tyler lod langsomt hans blik glide ned på såret som allerede var i fuld færd med at lappe sig selv, selvom hans opmærksomhed stadig var rette på Blair ”Ser du Blair, Jeg ’glemte’ min trøje der hjemme, så jeg valgte at tage af sted uden” ja, det måtte vel give mest mening, samt at han ikke gad fortælle at han følte sig meget bedre tilpas når han ikke havde trøje på, samt at han var mere end blot tilfreds med sin overkrop, hvordan kunne han sige det uden at han ville blive stemplet som en der gik alt for meget op i hans udseende? Nej, det var nemmere blot at sige at han havde glemt trøjen, i alt hast da han skulle hente olien til de møbler han var i gang med at lave.
Dog så var hans nysgerrighed stadig ikke stillet, sulten om viden omkring denne kvinde Blair, var… nådesløs, hvad var hun for en? Hun så ikke ud til at være et væsen, men der var ikke rigtigt noget som indikerede på at hun var et menneske, hendes være måde var helt til rotterne, eller sådan så Tyler da på det, han kunne jo sagtens tage fejl.
Tyler stoppede brat op og vendte sig om så han stod front-til-front med Blair, hvorpå han langsomt lænede sig nærmere imod hende og hviskede til hende ”hvad er du?” efter ordene var sagt rettede han sig op og kiggede blot afventede på hende.

Blair havde ikke det store problem med blod. Hvis hun havde et problem med blod så var hendes ikke liv det rigtige at leve. Halvdelen af hendes liv bestod af blod og vold. Men det var noget hun havde vænnet sig til efterhånden. Så blod var hun vant til og når det skete på den måde som det gjorde for Tyler var det slet ikke så slemt. Hun så ligeud mens hun gik for at ingen gik i vejen for hende. Det ville aldrig blive hendes skyld hvis nogen gik ind i hende. Selvfølgelig ville det aldrig være hendes skyld. Hun så dog på ham da han fortalte grunden til hvorfor han ikke havde trøje på. Det virkede underligt for hende, hvordan kunne man glemme sin trøje? Men hun valgte alligevel at tro det på det. Hvorfor lyve om det? "Ja. Det er en god grund." Hun så ingen grund til at mistænke ham for at lyve, selvom hun ikke helt troede på det. Det ville være en humørsødelægger hvis hun sagde han løj. Da han lænede sig ind til ham blev hun lettere overrasket, mens hans ord overraskede hende mere. Var det så utydeligt at hun var menneske? Hun lænede sig ind imod ham da han havde rettet sig op igen. "Er du sikker på du gerne vil vide det?" Hendes smil var en anelse flabet da hun lænede sig tilbage. "Jeg er et menneske."