What's the deal? - Samuel

Tid: 23:40
Omgivelser: ingen
Vejr: overskyet men varmt
Sted: Samuels Hus
På: håret i en knold holdt oppe af to tykke sylelange nåle der hurtigt kan skære halsen op på nogen eller punktere deres lunge. Hun bærer en sort kimono der er stramt bundet med et læder bælte og lange skind støvler.

Maybeline var ikke sikker på om dette var en god ide. Hun der gik fem minutter før hun nærmede sig huset helt, hun havde vandret frem og tilbage lidt derfra. Tankerne svirrede, hvor kendte han hende egentlig fra? Altid havde hun siddet i fangenskab, aldrig havde hun været uden for sin herres hus før den nat hun dræbte ham. Hurtigt slog hun sig selv mod tindingen inden hun lydløst listede sig op til Husets dør, og efter et kort sekunds ekstra overvejelser bankede hun endelig på.
Hun slog sig let mod læberne med den ene finger imens hun ventede og en meget lav nynnende lyd man knap nok ville kunne høre selv hvis man stod ved siden af hende.
Hendes ansigts træk viste intet om hendes tanker, hendes tvivl, eller hende nervøsitet. Bare det at have fundet vej herover var stort for hende, det havde været forfærdeligt det at skulle spørge folk om hvor vejen lå, hun havde snakket så lavt til en ældre kvinde at kvinden havde sagt, Undskyld, hvad siger De? tre gange før hun kunne forstå og høre hvad Maybeline sagde.
Pludselig faldt en ro over Maybeline da hun hørte trin på den anden side af døren, en ro, der kom af at hun jo alligevel intet havde at miste hvis noget skulle gå galt, hendes liv var ikke indholdsrigt overhovedet, hun levede bare for at overleve, og det gjorde hun med nød og næppe.

Samuel kom gående med rolige skridt hen mod døren til huset, hvor på den anden side den unge kvinde Maybeline stod, som han havde bedt møde ham her denne aften. Han smilede roligt for sig selv, Han var kun iklædt et par simple men pæne bukser, og en simpel og tynd skjorte der i denne anledning stod åben, da han vidste det var en kvinde der stod på den anden side, og efter hvad han havde hørt skulle hun ikke se værst ud.

''Godaften Maybeline.''

Han åbnede døren og hilste på hende i en flydende bevægelse. Han kiggede ned på hende, Hun var i sandhed ikke stor måtte han ærligt indrømme, Han trådte til siden og med en håndbevægelse viste han hende indenfor i huset. Han viste hende ind i stuen med rolige bevægelser.

''Nååå du er klar til at tage imod det job jeg har til dig?''

Han smilede roligt til hende som han satte sig ned i en lænestol, det var to lænestole med høj ryg der var stillet overfor hinanden, han bad hende sætte sig i den anden.

Som døren gik op kiggede hun automatisk op, hun skulle næsten altid kigge op, medmindre det var børn, men hun var ikke den store fan af børn, af en eller anden grund skræmte de hende.
Hun nikkede roligt som en gestus, at snakke var ikke hendes ting, hun var et utroligt stille væsen, hun snakkede kun når det var højst nødvendigt i følge hendes egen mening.
Roligt og smidigt nærmest listede hun ind af døren. Hun fuldte stille med ham ind i huset og videre ind i stuen. Hun kiggede sig kort omkring inden hendes blik faldt på ham da han snakkede igen. Hun trak på skuldrene og hendes ansigts træk fortalte at det kommer an på hvad han ville give for det.
Hun satte sig i stolen over for ham, krydsede benene og lod ikke blikket forlade ham, hvad hun havde lært var at man aldrig skulle lade blikket forlade en mand i for lang tid af gangen, men vidste jo aldrig hvad de kunne finde på.

Han betragtede hende som hun satte sig ned overfor ham, meget stille måtte han ærligt indrømme. Han betragtede ehnde i lidt tid inden han sagde noget nyt til hende, noget der ikke havde noget som helst at gøre med det job han havde til hende, eller noget at gøre med hvorfor hun var der.

''Har du aldrig lært at bruge din mund til at tale med?''

Han kiggede på hende stille, han kiggede ned af hendes krop, da han jo var en dæmon med noget af et behov var det en normal ting at gøre for ham overfor enhver kvinde han så. Han sad lidt.

''Så svar mig dog kvinde, eller hvis du ikke vil bruge din mund til at tale med så brug den til noget andet brugbart imens. Hvad vil du helst?''

Han kiggede på hende, roligt, det irriterede ham at hun ikke svarede ham, og hvis det fortsatte på denne måde kunne han godt blive vred, og når han blev vred så han kun kvinder som deres krop.

Hendes øjne indskrænkede sig til to smalle åbninger, lidt som en slange, og nikkede en enkel gang inden hun lagde hovedet på skrå. Han skræmte hende ikke. At hun ikke snakkede havde hun sine grunde til. At snakke var noget hun så som mindre godt, man kunne hurtigt vise sine svagheder på den måde eller hentyde til dem.
Da han snakkede igen snerpede hendes læber sig sammen, hendes temperament var lunefuldt, og hans ord havde fået hende til at skubbe sig selv aggressivt op fra stolen som en gestus til at han ikke behagede hende lige nu og hvis han skulle være på den måde ønskede hun hverken hans job eller selskab. Hun havde også lagt mærke til hans blik og da hun havde set ham kigge ned af hende havde hendes ene øjnbryn bevæget sig med lynets hastighed så langt op som det kunne.
Hendes hoved gik langsomt fra venstre til højre og tilbage til venstre som svar på hans sidste spørgsmål.

Han kiggede på hende roligt, og han rejste sig så op, og han gik med rolige skridt forbi hende og hentede noget i et skab, hun gjorde det bevisdt var han sikker på hvilket for ham betød at hun skulle have en lektie i hvordan hun burde opføre sig overfor andre og især over for ham!

''Nå men hvis du ikke vil tale, hvilket jeg gætter du har tænkt dig ikke at gøre, så kan du nok godt glemme de små 10000 guldstykker det job jeg havde ellers ville have givet.''

Han gik hen til hende, og han tog fast i lænestolen som han så drejede rundt sådan at han stod bag stolen, og derved også bag hendes ryg, hvor han kort rørte hendes arm, inden han gik fra hende igen, han drejede stolen på plads og satte sig så ned igen i sin egen stol og kiggede på hende.

Hun kiggede på ham imens ham rejste sig og gik forbi hende. Hun brød sig ikke om ham, overhovedet.
Hun hadede at folk skulle tro hun ikke snakkede for at irretere dem. Hvis hun ville irretere dem ville der jo være mange andre måder at gøre det på.
Hun mærkede vreden ulme over hans ord, hvis han ikke kunne acceptere at hun ikke brød sig om at snakke, skulle han have tænkt over det noget før. For hvis han vidste hvem hun var måtte vedkommende som havde fortalt om hende, også have fortalt ham at hun ikke fandt talens brug behagelig.
" der kan være grunde til at folk ikke snakker" hendes stemme var lav men selvsikker og hun vidste han ville kunne høre hende.
Hun brød sig ikke om noget af det han gjorde, hverken det at han drejede stolen eller rørte ved hende. Hun havde en mindre fobi for mænd der rørte ved hende, men hun havde lært at ignorere den da hun jo var den slags dæmon der jo levede af intimitet med det modsatte køn. Da han satte sig igen gav hun sig til at stirre på ham med et lettere køligt blik. Hun var ikke vant til at bruge ord og derfor valgte hun intet at sige, hvad skulle hun sige? Hun var vant til tavshedens sprog.

''Tja jeg kan kun sige som før, hvis du ikke vil bruge din mund til at snakke med kan du få noget andet at bruge den til.''

Han rejste sig op, igen, han var hurtigt henne ved ehnde, og han greb fast i hendes hals og løftede hende op af stolen, mens han med den anden hånd hurtigt greb fast og fjernede de to syle der sad og holdte hendes hår. Han smed hende så ned på det store spisebord der stod i rummet, han lænede sig ned over hende.

''Kan du selv gætte hvad det er jeg vil få dig til at bruge din mund til så?''

Han grinede lidt, som han bare lod hende ligge der, han afventede hendes reaktion.

Hun kiggede vredt på ham, hele hendes ansigt havde trukket sig sammen til en streng mine" og hvem giver der retten til at give mig disse valg?" Vreden ulmede i hende og det blev ikke bedre af hans greb om hendes hals. Instinktivt greb hun fat i hans arm der holdte om hende og borede de lange uplejede negle ned i den" tør du virkelig at putte den ind i min mund?" Spurgte hun så, truende med et brændende blik. Der var intet hun ikke ville gøre for at gøre en mand ondt. Sådan som hun havde lært det af sine erfaringer, var mænd noget farligt skidt.
Hun prøvede at vride sig væk fra ham" hvordan kender du mig og hvordan fandt du frem til mig?" Hendes spørgsmål var lavt og lysten til at få et af hans øjne som souvenier steg i hende.