Sajro- Havets tanker.

Dato:irl
Dag:irl
Vejr: solen skinner så dejligt og varmt
Tid:13.34
Omgivelser: Havets bred, palmer og sand.
Sted: ved breden af det store flotte hav.
Årstid:Stadig forår men man skulle ikke tro det.

Lidra så mod havet med sine brune øjne, så mange tanker og ting
hun skulle tage stilling til inden længe. Så meget hun havde mistet
og så meget hun havde fået. hun stod med fingerne flettet sammen
imens hun nu stod her. HUn så ikke glad ud men heller ikke synderligt
surt eller trist. Hendes ansigt var bare fyldt med tanker. Tanker og livet
og om fremtiden. Hun var langt fra det hun kaldte hjem, og skønt at
det ikke passede til en kvinde at gå alene i denne verden, så var det
der hun fandt ro. Når hun var væk fra andre. Væk fra det hun kaldte sit
hjem og dem som var hendes familie og såkaldte venner.

Han kom gående langs havet uden at vide hvorfor han gjorde det... Han havde nok bare brug for det efter at have været oppe at skændes med Lyssa igen... Dog var de da denne gang sluttede af med at være enig om det... Og ikke længere sure på hinanden...

Han var nogle gange svagt i tvivl om hun virkelig elskede ham eller om det bare var fordi hun havde brug for en person hun altid kunne være sikker på at få sex hos... Han vidste det ikke... Men han var ligeglad...

Han så Lidra... Som han bare gik hen forbi stille og roligt uden at sige noget til hende... Sidst var de blevet sure på hinanden... Så hun var nok stadig vred...

Lidra stod nærmest i trangse over sine egne tanker men da nogen kort
skyggede for solen og så lod solen komme igen, fik det hendes prupiler
til at blive irreteret og derved få hende til at vågne. Hun rystede svagt på
hoved og kiggede på det der var gået fordi hende. Da hun så den person
som var gået fordi hende blev hun nået forbavset, "Sargonis?!" sagde hun
overrasked. Hun havde ikke regnet med nogen sinde at se ham igen. Sidst
havde han jo gidet hende skylden for at han havde gjort skade på ham selv.

Han vendte sig bare om mod hende med et ret så ligegyldigt blik men alligevel smilede han bare til hende... Hvorfor vidste han ikke det virkede bare så rigtigt at gøre, og han kunne derfor ikke lade være med det...

''Hej Lidra...''

Han sagde ikke mere hun var vel stadig sur på ham...

Hun var lige ved at løbe over til ham, men hun stoppede efter hun havde taget et
skridt frem, hun lod end hånd falde ud mod ham, men den stoppede også da kroppen
jo ikke fuldte med. "Du....hvad laver du her?" hun kiggede lidt studerende på ham
da han virkede som et barn der ikke havde fået den ting han ville have. HUn lod
armen falde ned langs siden og så ventende på ham.
Der var helt vindstille som om at alt stod stille lige nu, selv bølger var der ingen
af. Det havde hun faktisk først langt mærke til nu selvom at hun havde stået der
så længe og set på det.

Han kiggede på hende hvad skulle han sige til hende... Han vidste det slet ikke hvorfor var han der egentligt? Ja det vidste han jo knap nok... Lyssa var ikke sur på ham og ej var han sur på hende... Men han vidste ikke hvad han mere skulle gøre ved det hele...

''Går mig en tur... Dig?''

Han smilede venligt til hende og trådte lidt tættere på hende...

Et meget, meget, meget lille smil kom frem på Lidras ansigt. Ja en tur
havde man da vel lov til at gå, det var så forfriskende og det var faktisk
selv det hun havde gjort, men var så stoppet her for at tænke nogen
ting igemmen. "Jeg, du ved, går bare rundt og tanker" hun trak på skulderne.
Hun blev stående selvom at han nærmede sig, hun var ikke bange for han,
han havde ikke villet skade hende før, så hvorfor skulle han det nu.
Der var nu kun 1 halvt år tilbage inden at hendes endelige valg skulle
traffes....

Han kiggede på hende... Han holdt stadig af hende virkelig meget hun var som en søster for ham... En søster måske lidt ældre end ham selv som han kunne tale med om alt, og det glædede ham...

''Ja det skal man have lov til... Hvilke tanker? Hvis man da må spørge?...''

Han kiggede hende dybt i øjnene...

Han vendte nærmest på 0 komma dut, de ligegyldgie blik han havde
sendt hende før var astattet af et blik der så å¨hende som en ven.
Øjne hun ikke hvad set i meget lang tid!! "Det....det bare sådan lidt
frem tid, du ved" hun lod sine øjne kort klippe fra ham og væk bare et
eller andet sted end at se på ham. Dublo havde friet til hende, men hun
havde ikke givet ham svar endnu. Alle de andre piger sagde til hende at
hun skulle sige ja...Men hun ønskede så meget mere end det. Ikke at
han ikke ville blive en god mand....Men hun ønskede bare mere.
"Jeg tror det tanker om livet" hendes blik vendte sig mod ham igen.
Hun prøvede at smile og det lykkede lidt.

Han kiggede på hende han vidste slet ikke hvad han skulle besvare hende omkring det hele... Han havde bare sådan en utroligt lyst til at give hende et kram men alligevel var han stadig bange for at hun ikke ville bryde sig om det... Han blev derfor bare stående forsigtigt og roligt...

''Okay...''

Han nikkede bare omkring det med at have tanker om livet... Han manglede stadig at finde ud af hvornår han skulle giftes med Lyssa, hvor, hvordan og en masse andet omkring det med at deres bryllup skulle være...

''Ja kender det godt selv...''

Det gør vi alle på et punkt...." sagde hun og trak på skuldernde
Hun sukkede i sit kropssprog men holdte sig tavs en tid efter at
hun havde talt. Hun så kort op og ned af ham. "HVad med...dit barn ?"
var det blevet født? hvad køn, og hvordan så barnet ud havde hun
lyst til at sige...men ville tage det stille og roligt istedet,

''Ja det gør vi vel egentligt...''

Han smilede bare til hende han gad ikke at virke ligeglad eller på anden måde dum eller træls... Nok mest fordi han ikke følte sådan...

''Mit barn?''

Han stillede det som et spørgsmål, fordi han ikke lige huskede hans barn... Men lidt efter kom han i tanke om det...

''Når Ammon... JA han, er en stor dreng nu er 17 år... Han stak af grundet at han voksede hurtigt, og tog til en anden verden hvor tiden gik hurtigere...''

han smilede bare og trak så lidt på skuldrene...

Måske var Lidras reagtion dårlgit beskrevet af hvad hun lige nu følte,
hun blinkede kort et par gange...Hvordan kunne et barn stikke af??

og 17 år nu?? Det her var lige til at falde tilbage af. Hun blinkede et
par gange. "O....kay" var hendes svar, hun var målløs....Det her var
virkelig en underlig ting til livet. Alt kunne åbenbart ske....

Han forstod godt at hun blev meget chokeret og meget overrasket... Hvad kunne han ellers forvente når han fortalte at hans søn, kun var et par år yngre end ham selv... Det var meget underligt for andre og også for ham selv...

''Ja det er noget sært noget...''

Han grinede lidt fordi han fandt det for det meste bare morsomt...

Hun klørede sig i hovedbunden ja det var ganske sært. Men måske var det fordi hun kun var et menneske? Hun var født i denne verden og fandt den alligevel så fremmed og så anderledes hver gang hun var ude fra sin....Lille landsby af sigøjner.
Hun så endnu engang nærmest bekymret ud. "Hvordan har du det?" hun kunne ikke huske om hun havde spurgt ham om dette, men hvis hun havde så måtte
han jo bare sige det eller igen svare på det. Hun lyste op i et smil igen da hun
mærkede var afslapped Sajro pluselig var. Det var som om deres sidste møde var
glemt, og igen sad det stadig i baghoved at han mente at hun virkelig havde fået ham til at skade sig selv....Og igen , hvorfor skadede han sig selv. HUn var jo
bare en ven, hvorfor være så alvorlig?? Så mange spørgssmål!

//poke//