Hej little girl come here. Don't be afraid. (Lilianna Grace/The Templar=Privat)

S: Valley of Dead.
T: Omkring midnat.
V: Mørkt og skummelt.
O: Ikke særlig mange.

//Templar kommer først senere og på det tidspunkt er Zann med lidt endnu før han forlader emnet

Denne aften var unormal stille. Som om ikke en mus turde bevæge sig ud af deres hul. Vinden blæste roligt. Men ellers var der stille. Det var i hvert fald indtil man nåede kirkegården. Eller gravpladsen var det nærmere. Og hvis man først gjorde det havde man et problem. For det var ikke ligefrem venlighed man kunne mærke på kirkegården. Langt fra.

Inde på kirkegården. Stod 3 kappeklædte mænd. Foran en grav. Hvis man ikke vidste bedre ville man tro de stod og bedte. Eller rettere den ene gjorde så det ud til. Han stod med samlede hænder foran sig. Hænderne var tynde og så rimelig svage ud. Man kunne ligefrem se knoglernes form. De 2 mænd som stod på hver side af ham. Stod helt stille og intet gjorde. Men hvis man lyttede efter kunne man høre nogle svage ord fra den midterste. Ham der så ud til at bede. "Rogo vos de sepulcro. Domum meam, et ibi accubabit, motus quiescit. Remanda expecta surgere postquam eget mi." Han gentagede besværgelsen langsomt og roligt som om han havde masser tid og var helt rolig. Den 4 gang han sagde den sagde han et ord ekstra. "Rogo vos de sepulcro. Domum meam, et ibi accubabit, motus quiescit. Remanda expecta surgere postquam eget mi. Sum." Langsomt begyndte jorden at bevæge sig ved graven. Og graven begyndte at blive gravet op nedefra. En knoglehånd blev presset op fra jorden af. Som om den var levende. Hvilket den også var. For langsomt begyndte resten af kroppen at komme op. Udelukkende kun et stort skellet. Som roligt rejste sig fra graven. Holdende et sværd og et skjold. Samt en hjelm. Det var tydeligt at det var en gammel falden kriger. Men alligevel så knoglerne ud til at være rimelig velbevaret. Ja endda nye og skindene hvide. Den gik roligt på knæ foran manden med de foldede hænder. Manden med de foldede hænder hævede roligt sine skelettynde hænder op og hev hætten af kappen af hans hoved. Hvorefter et smukt perfekt ansigt kom frem. De kulsorte øjne. Som langsomt formindskede sig. Så de blev himmelblå i stedet. Med en sort pupil som lignede en slanges pupil. Den var aflang og spids. Det brune hår som blidt lagde sig om hans hoved. Indrammede det. Blæsten tog roligt fat i kappen forfra. Og blæste hans kappe bagud. Så den perfekte muskuløse overkrop kom frem. Han så rimelig ung ud. Måske kun 18 19 i kroppen. Iført et par sorte bukser. Men ingen sko. Og virkede heller ikke som om han havde noget under bukserne. For bukserne hang lidt ned. Og hans kant hvor underbukserne burde sidde sad der intet. Hvilket betød han var nøgen under bukserne. Han smilede svagt. Hvis man ikke kendte ham. Hvis man ikke vidste bedre. Så han flink ud. Han lignede slet ikke en der kunne gøre en flue fortræd. Måske bortset for øjnene. Og alligevel. Der var noget mærkværdigt i nærheden af ham. Som om ens sjæl blev kold. Som om ens sjæl frygtede ham.

Han vinkede kort sin hånd. "Gå." Sagde han kort mod skelettet der stod på sit ene knæ foran ham. Skelettet rejste sig roligt op. Og begyndte så svagt at gå ud af bagindgangen for at gå imod hvor denne mands skjulested. Det var tydeligt den fulgte hans ordre. Den ene af de kutteklædte mænd der så højere ud som stod ved siden af ham. Begyndte roligt at følge med skelettet for at beskytte det på dens rejse. Mens den anden stod stille ved siden af manden.

Hårde vindstød kom i jævne mellemrum imod kvinden, som så ud til at velkomme hver enkel af dem, hun dansede med dem, og lod de bare små fødder føre sig i retningen af hvor blæsten førte hen. Hun drejede elegant rundt om sig selv, i små vals-lignende trin, mens et lille smil sad på de prinsesseformede rosa læber, som af og til blottede hendes perlehvide tænder. Det lignede nærmest at vinden kunne løfte kvinden når hun sådan dansede med den, og det var måske ikke helt forkert for ærlig talt vejede hun ikke for meget, selv hvis man tog i betragtning at hun var en engel.
Kvinden var iklædt en hvid kjole, der gik ned over hendes knæ, ud over den en mørkebrun kappe, der skulle holde hende varm. En marmorhvid hånd, med lange tynde fine fingre tog blidt fat omkring kappen, når vinden gjorde hende for kold.
Hun havde ingen anelse om hvor hun var, og havde igen ikke hold øje med hvilken vej hun var gået, men stoppede endelig op da hun så 3 mænd. De så alle optagede ud, og nu så hun sig omkring, hvor var hun? En kirkegård? Hvad lavede hun her? "hvorfor har du ført mig her hen?" mumlede hun undrende til vinden, som ville den svare hende, måske ville den have hende uden om dem? Eller måske kunne de fortælle hende hvor hun var? Nu hvor hun mærkede efter, så kunne hun godt bruge noget at drikke, og at sidde lidt ned... måske hvile sig lidt. Hun havde fulgt vinden siden middagstid, og nu så det ud som om klokken nærmede sig midnat i stedet.
Hun rystede tankerne ud af hovedet, og så efter hvad mændene lavede, bad de? Hun hørte mumlen, og skjulte sig bag en busk ved en af gravstederne "undskyld" mumlede hun mod gravstenen, og ønskede ikke at være respektløs. Hvad mon de lavede? Nysgerrig som hun var, kiggede hun op fra busken og så mandens hænder, de så tynde ud, i samme nu kom en hånd op fra graven, og et lavt gisp kom fra kvinden. *hvad sker der?!?!* Hun så forundrende på det der foregik, og på skelettet der rejste sig med rustning, de diamantlignende øjne, der kunne fange enhvers opmærksomhed, lyste kort op, uden hun bemærkede det, men det havde været mere eller mindre tydeligt i denne mørke, at noget ville lyse op. Hun betragtede manden, der så ud til at være samme alder som hende, man man kunne jo aldrig regne med alderen ved de forskellige racer.
De skindende smukke øjne, som kunne gøre enhver person grisk og grådig, uden så meget som brug af en evne, var lettere fascineret. Hvad var det dog han gjorde? Og hvorfor? Hun dukkede sig igen, da skelettet begyndte at gå imod hende, og en af mændene fulgte med det. Hun snoede med en elegant bevægelse kappen omkring sig, som ville virke som en slags kamuflage for skelettet, de ville næsten ikke kunne se hende i dette mørke. Det var dog heller ikke det der var problemet, men mere at hun ikke havde trukket fødderne til sig. På sin vej væk, stødte skelettet ind i hendes fod, hun trak den hurtigt til sig, i håb om at væsnet blot ville tro det var en sten. Og blev liggende musse stille. *det går sikkert videre, det går sikkert videre, det går sikkert videre!* tænkte hun og knugede øjende sammen. Hun spændte en hver muskel i hendes krop, og holdt vejret, imens hun ventede i det der virkede som en evighed på at væsnet ville enten gå videre eller lede efter hende.

Skellettet bumpede ind til et eller andet. Og stoppede op. Skellettet stod helt stille. Og ham der fulgte med stod også stille. Før den kappeklædte der havde fulgt med vendte blikket imod Zann. Zann så kort på dem. Før den kappeklædte gik videre. Og skellettet fulgte med. Da de så var ude for kirkegården. Zann sukkede kort. Og så mod den anden som hed Warren. Og nikkede kort til ham. Før Warren roligt gik ind i skyggerne fra buskene bag dem. Zann rettede blikket frem. Og begyndte roligt at løfte fødderne. Så han svagt begyndte at gå. Før han roligt løftede hans hånd og tog fat i spænden som holdt kappen på plads. Et kort klik hvorefter kappen så roligt faldt til jorden bag ham. Hvorefter Zann fortsatte med at gå. Med direkte kurs imod den gravsten han allerede vidste en gemte sig bag ved. Zann stoppede op et par meter væk derfra. Før han grinte kort. "Jeg kan se dig engel. Kom frem." Sagde han kort. Zann kunne se hendes sjæl. Lugte den. Så han havde vidst hun var kommet før hun overhovedet selv havde opdaget det. Men han havde ikke stoppet sit ritual på grund af det. Specielt når det tydeligt ikke var en særlig stærk sjæl. Og grinte kort. "Kom frem sagde jeg. Eller jeg tvinger dig frem. Jeg vil smadre alt i den retning." Roligt gik han lidt på knæ og tog den ene hånd ud af lommerne som han havde placeret dem i. Før en svag stemme kom ud af hans læber. "Bone Flagellum." Roligt gled en lårknogle op fra jorden og svævede op i hans hånd. Før flere knogler fulgte med. Startende med en rygrad med mange flere knogler end den burde ha. Og sluttende i en lillefinger knogle. Så en pisk lavet af knogler kom frem i hans hånd. Han svang den roligt op og piskede den imod en gravsten et stykke fra dem. Dog ikke den hun gemte sig bagved. Denne gravsten var til højre for ham og til venstre for hende. I det øjeblik spidsen af pisken ramte gravstenen. Flækkede den midt over. Selvom det var tydeligt en sten lavet af marmor og den burde være hård at knække. Flækkede den midt over i en næsten lige linje. Roligt hev han pisken tilbage. Som blidt og forsigtigt lagde sig på hans venstre skulder. Og under hans højre arm. Og så rundt et par gange. Så pisken hang rundt om ham. Dog ville han hurtigt kunne trække den igen hvis det skulle være. Men lige nu ville han bare se om hun kom frem.

Hun åndede lettet ud da skellettet gik videre, og troede fuldt og fast på at det ikke havde bemærket hende. Hun blev dog liggende i lidt tid for at sikre sig at hun havde mistet al opmærksomheden.
Det gik dog langt fra som hun håbede, hun gøs og stivnede da hun hørte manden kalde på hende *det er ikke mig han mener* tænkte hun, i et dårligt forsøg på at overbevise sig selv om at der helt bestemt måtte være en anden engel på denne kirkegård, som også lå i skjul! hun klemte øjende endnu hårdere sammen, da hun hørte ham kalde endnu engang, og hendes dårlige forsøg på at overtale sig selv, virkede nu mere og mere absurd. Hun åbnede det ene øje, og kiggede ud mellem buskens blade, hvor hun kunne skimte hans fødder og ben, og derved ligeså at han gik i hendes retning. Hun åbnede begge øjne og gispede kort da han satte sig ned på knæ, fordi hun troede at han kiggede efter hende i buskende, men det var noget helt andet han foretog sig. Undrende og en smugle fascineret så hun til, mens knogler under jorden lystrede hans underlige kald, og formede sig på unormale måder. "en pisk?"mumlede hun så sagte at det knap kunne høres, og fik i løbet af få sekunder bekræftet det, da han svang den og flækkede noget så hårdt som en gravsten. Hun dukkede sig og holdt hænderne over hovedet, i et underligt og dårligt forsøg på at passe på sig selv. Hun rejste sig, med blikket fæstnet i jorden, og i en usikker men elegant bevægelse.
Hendes spinkle, dog enormt velformede krop blev pressenteret i det meget svage månelys. hendes hud var bleg som marmor, og hendes hår lyst, næsten hvidt. De smalle små hænder var foldet foran hende, og hun så umådelig lille og umådelig smuk ud. "jeg... ææhmm... jeg mener... det... jeg... du ved... jeg..." hun stoppede og rømmede sig, hvorefter hun kort så op på ham, men lod blikket falde til jorden igen "Jeg... jeg kom bare tilfældigvis forbi.. jeg... du... jeg ville ikke forstyrre, jeg ved ingen gang hvor jeg er! Jeg går bare igen" det var som om det hun sagde både var til ham, men også til hende selv, som om hun forsøgte at finde ud af hvad hun skulle gøre, mens hun snakkede, og som om hun bekræftede sig selv i at sige ordene. Hun tog et halvt skridt væk fra ham, fordi hun egentlig gerne ville gå, men på en anden måde, havde hun det som om det ikke var det smarteste at gå, før han på en eller anden måde havde bedt hende om det, eller givet hende lov. "du... æhm... du kan bare fortsætte... j.. jeg ville ikke forstyrre! Jeg forstyrre ikke... jeg mener.." halv mumlede hun, som om hun forsøgte at lave en undskyldning.