This is gonna be interesting (Lilianna=privat)

S: Det brændende træ kro. Firewood Village.
T: Lidt over 11 om aftenen.
O: Utrolig nok ikke så mange.
V: Der er rimelig mørkt og en del skyer der gør at det virker så trist alt sammen.

Det var sent. Og denne mand valgte alligevel at gå rundt. Han havde lige vadet hele vejen fra porten ind til Doomsville City. Sammen med nogle rejsende. Og så tilbage til Firewood village. Og så videre hen til kroen. Dørene gik op. Og bartenderen vinkede kort til manden der kom ind af døren. Manden gik roligt hen til bartenderen og satte sig. "Nåh Dylan hvordan gik det så." Sagde bartenderen kort til manden. Manden hvis navn åbenbart var Dylan. Smilede kort. "Det fik faktisk fint nok." Sagde han roligt hvorefter bartenderen stillede en stor nybrygget øl foran ham. Dylan grinte svagt. "Hold nu op. Du ved jeg ikke kan betale for det." Sagde han roligt. Bartenderen grinte svagt. "Dylan den er på huset." Derefter valgte bartenderen at vende sig inden Dylan nåede at svare igen. Dylan så kort på øllen. 2 mænd kom gående hen. Nærmest som om de ville angribe Dylan bagfra. Men klappede ham roligt på skulderen. Dylan vendte sig og smilede. Og gav dem begge hånden. Og en kort krammer. "Dylan for pokker da. Nu er tøsen sku gået ned for at købe tøj igen." Sagde han kort. Dylan grinte svagt. "Er der ikke altid en overraskelse til dig?" Spurte han kort. Hvorefter manden grinte. "Jo det er derfor hun gik ned for at handle." Dylan grinte svagt sammen med mændene. "Vi må videre vi skal lige nå forbi din kontakt der og få lidt blod." Sagde den ene mand svagt. Dylan smilede roligt. "Vær nu forsigtige. Hun er frivillig. Det betyder at i ikke skal dræbe hende." sagde han kort efter mændene og vinkede kort til dem. Før han satte sig ned ved sin øl igen. Og tog en dejlig stor tår af den. Med et blidt smil. Det havde været en meget god dag idag syntes han.

En yngre kvinde åbnede forsigtigt døren ind til kroen, Vejret havde ikke ligefrem været med hende idag, det havde regnet hele dagen og det var blot for nyligt holdt op med at regne, hendes tøj var stadig vådt, og selvom det var laset og hun så temmelig fattig ud, så virkede det som om det klædte hende. Hun stod i kort tid i døråbningen og kiggede sig omkring, der var heldigvis ikke så mange, udenfor var der koldt og da hun var gennemblødt, føltes det blot endnu koldere, så hun var kommet hen til kroen for få ly, og måske et værelse her ikke var så dyrt. Hun skyndte sig hen til disken hvor man kunne bestille, en ung mand som åbenbart var vældig populær sad ikke så langt fra hende. *hvad mener han med at hun er frivillig?* tænkte hun, men lod det ligge.
Hun stirrede på krofatteren, med hendes gråhvide øjne, og anede ikke rigtig hvad hun skulle sige eller bestille. Så slog hun blikket ned i bordet, og mumlede lavt, hun var tydeligvis ikke tilfreds med sig selv.
Hun rømmede sig, og så igen på krofatteren "undskyld mig?" hendes stemme var dog for lav og han hørte ingenting da han gik og nynnede et eller andet, og det lød egentlig ikke alt for godt. Hun så over på manden der sad næsten ved siden af hende, og var næsten helt forlegen fordi hun ikke kunne råbe ham op. Hun tog den ene hånd op til nakken og kiggede ned, så han ikke kunne se hendes ansigt. "er du sød at spørge ham hvor megt et værelse koster?" kom det lavt fra hende, hun bed tænderne hårdt sammen da hun synes dette var pinligt.

Kort hørte han den genkendelige klokke der betød at døren åbnede sig. Og Dylan vendte sig kort mod døren. Han så godt den kludede beklædning. Og smilede roligt til hende. Det så dog ikke ud til hun så det. Dylan var heller ikke ligefrem rig selv. Han brugte sin tid på at hjælpe fremmede gratis. Og så sidde her på kroen og snakke med folk. Det var derfor han var så populær. Fordi han ingen fordomme havde. Han så kort mod kroejeren. Hans smil forblev siddende på. Han hørte hende godt spørge efter kroejeren. Men at kroejeren ikke hørte ham virkede ikke som ham. Langsomt rejste han sig op og rykkede hen til pladsen ved siden af hende i stedet da hun spurgte om han ville spørge kroejeren. Han smilede roligt og så på hende svagt. "Jo kan jeg godt. Dylan Ether." Sagde han roligt og rakte hende hånden kort. Hvorefter han så på kroejeren. "Hey. Hvor meget er det nu et værelse koster Carl." Sagde han kort. Og kroejeren vendte sig kort. Så helt chokeret ud over at Dylan spurgte om hvor meget et værelse kostede. Dylan viftede kort hovedet hen mod kvinden ved siden af ham. Og åndede pludselig lettet ud. "en sølvmønt om dagen." Sagde kroejeren kort med et roligt smil. Hvorefter Dylan rakte ud efter sin øl som han selvfølgelig glemte. Hvis kvinden valgte at skubbe til ham nu ville han falde. Ellers ville han trække øllen hen og tage en tår.

"Lillianna Grace" kom det lavt fra hende, og en kold, smal hånd klemte kort hans. Det var dumt, hun kunne jo bare tale højere! Hun gemte fortsat sit hoved lidt væk med hånden, og så ned i bordet da kroejeren fik øje på hende. Hvorfor havde han set så forkert ud i hovedet da den unge mand havde spurgt? Hun mumlede noget uforståeligt da han nævnte prisen, og bed endnu hårdere sammen, så hendes tænder gav en knasende lyd fra sig. hendes hånd gled ned i noget der skulle minde om en lomme, for desperat at lede efter hendes dårlige forsøg på en pung. Hånden kørte længe rundt i den store lomme, der nærmest var hele hendes bukseben, indtil hun tilsidst fandt den. Hun knuede om pungen, som så ud til at være fyldt med alt andet end penge. Mens dette foregik spurgte hun nysgerrigt ind til kroejerens reaktion "Er der noget galt i at du skulle bo her, siden han ser sådan på dig når du spørger?" hendes stemme var lav, men meget venlig. Hun brugte nu begge hænder til at åbne pungen, alt imens hun ventede på svar fra manden. Et par enkelte møntet blev taget på af pungen, og hvis hun selv skulle bedømme, så var det enten et værelse eller mad, mere var der ikke penge til. Hun sukkede, og hang lidt med hovedet, nu måtte hun altså også snart tage sig sammen og finde et job! Hun gemte igen hendes ansigt bag den ene hånd "er der bad med i prisen?" spurgte hun forsigtigt kroejeren, og så kun op i få sekunder. "hvordan tjener du penge?" kom det lettere pludseligt fra hende, alt imens hun kort så over på manden, stadig mens hun dækkede for hendes ansigt.

Han smilede roligt. "Det er hyggeligt at møde dig Lillianna. Må jeg tillade mig at kalde dig Lilli?" Spurgte han svagt mens han så på hende roligt. fulgte hendes bevægelser ned i lommen. Så dog lidt overrasket over hvor stor hendes lomme var. Men var ikke typen som der spurgte ind til sådan noget. Det var jo ligemeget. Han grinte svagt ved hendes spørgsmål. "Du er helt klart ny her. Jeg har aldrig penge Lilli. Jeg bruger min tid på at hjælpe fremmede rejsende herfra igennem Ashen Wood Forest. Og hen til Doomsville City portene. Carl her giver mig et gratis værelse. Til gengæld for at jeg henter kød til ham fra når jeg bliver nød til at dræbe et tyr ude i skoven." Han så kort på hendes pung da hun fandt den frem. Han lagde roligt en hånd hen over hendes hånd med mønterne. "Jeg kan se du ikke har så meget. Hvad siger du til at jeg lader dig bo på mit værelse en enkel nat. Sengen er stor nok til at vi kan sove uden at behøve at sove tæt. Samt så deler vi den mad som jeg får af Carl idag." Sagde han med et roligt smil mens han så på hende. Dette virkede virkelig som verdens flinkeste mand. Og det var han også. Han dræbte ikke hvis han kunne undgå det. Og han brugte al sin tid på at hjælpe andre. Og hun virkede som en der godt kunne bruge en smule hjælp. Så Dylan følte at han burde hjælpe. "Så kan jeg føre dig til Doomsville City imorgen. Der kan du nemt og hurtigt finde dig et arbejde." Sagde han med et blidt smil. Og så på hende afventende. Ventede på hvad hun mente til hans idé. Mens et svagt flirtende smil kom frem på hans læber. Mens han havde sin hånd ovenpå hendes hvor pengene var. Og nussede den svagt.

"ehm... uhm ... Jo det må du da godt" hun var ikke så højlydt, hun lyste lidt op da han kunne konstatere at hun var ny. Ja hun var ny, i den grad! "får man gode kontakter af at være guide? og er det svært? Eller ja... er der andre jobs i nærheden du kan anbefale?" hun lød denne gang en smugle ivrig, men det var jo vigtigt for hende at få fat i lidt penge. Det gav godt mening at kroejeren havde set så skævt på Dylan hvis han havde et gratis værelse.
Hun tog hånden ned fra hendes ansigt, lænede hovedet på skrå og så med store øjne på ham da han kom med forslaget. Det havde hun ikke ventet fra en fremmed, og det var på mange måder grænseoverskridende for hende, men hun kunne ikke tage imod, det var for generøst og hun havde intet at tilbyde ham. "Det kan jeg ikke!" kom det hurtigt fra hende... *for helvede nu lyder du bare uhøflig* hun lukkede øjende hårdt sammen fordi hun fortrød de ord der nettop var kommet ud af hendes mund. "Jeg mener... ehm det er for gavmildt af dig.. Jeg kan ikke tage imod så meget... Ehm" kom det lidt efter *og nu lyder det som om du tror han er en voldtægtsmand* "jeg kan godt selv få råd til at købe mad, så skal du i det mindste ikke dele mad med mig!" prøvede hun igen, og havde mest af alt lyst til at slå sit hoved ned i bordet. "jeg skal nok betale dig tilbage igen for din venlighed, jeg har bare ikke noget at tilbyde dig lige nu" det eneste hun havde på sig var hendes pung, lidt urter og ellers det tøj hun stod i. Hun måtte skaffe penge til ham imorgen, for lige nu var hun for træt. "hvad ville du anbefale at spise.. Jeg kan godt købe lidt ekstra til dig hvis du ønsker det?" nu havde hun jo sparet en de ved at få et gratis værelse, så hun havde alligevel en smugle til overs, en bronzemønt eller mindre, men det behøvede han ikke vide. Hun håbede inderligt at maden ikke var for dyr her, for hun nænnede ikke at spørge om en ting mere.

Han så på hende svagt. Og grinte blidt. Ikke sådan hånligt. Mere fordi hendes ivrige måde at snakke på egentlig lød sjov efter den måde hun havde talt før. Han så på hende med et svagt smil. "Det går an på hvordan du er. Hvis du kræver penge så nej. Men jeg gør det gratis. Til gengæld så får jeg mad gratis her engang imellem. Har et værelse jeg kan bruge. Normalt sover jeg ude i det fri. Men sådan en nat som denne hvor det har regnet er det ikke så dejligt." Sagde han med et svagt smil. Hvorefter han roligt begyndte at spænde sine Bracers op. De armbeskyttere han havde på underarmen. Og lagde dem roligt på bordet. Han grinte svagt af hendes alle mulige måder at rette på hvad hun siger. Før han roligt så på hende da hun stoppede. Et svagt charmerende skævt smil kom frem på hans læber. Da han nussede hendes hånd videre. "Hør. Jeg har mine grunde til at være så gavmild. Lad nu vær med at skyde mit tilbud ned. Det er ikke en målskive. Det er som sagt et tilbud. Og jeg er tilbyder kun noget som intet besvær er for mig lige nu." Sagde han med et blidt smil. Hvorefter han så på Carl. "Carl kan du ikke finde min mad frem og dele den op på 2 tallerkner." Carl smilede roligt. "Det gør du altid." Dylan trak kort på skulderen. Hvorefter Carl roligt gik ud i baglokalet. Han så kort på Lilli igen. "Og angående at betale mig tilbage. Det eneste jeg vil ha igen er at du smiler og er glad for min hjælp. Ellers skal du intet betale tilbage. Jeg giver alle de penge jeg får til fattige som dig. Faktisk." Han stak roligt sin hånd ned i sine bukselommer. Og fandt 2 kobbermønter frem. "Det er ikke meget. Men værsgo." Sagde han roligt og lagde roligt de 2 mønter ned i hendes hånd med de andre penge. Hvorefter han lagde en hånd over hendes hånd igen. "Og lyt til mig. Du skylder mig intet. Du er en kvinde som ikke har mange penge. Det er min forpligtelse at hjælpe fattige og dem der ikke har mange penge. Jeg vil blive fornærmet hvis du betaler mig tilbage." Sagde han med et svagt smil. Hvorefter han grinte svagt. "Medmindre du vil betale mig tilbage med et kys på kinden. Så kan jeg ikke sige nej." sagde han og grinte svagt. Mens han så på hende med et forførende og drillende smil. Så hun kunne se han kun drillede hende og ikke mente det.

Hun følte sig dum, hvorfor kunne hun ikke bare sige hvad hun mente? Igen bed hun tænderne hårdt sammen, men fortrød da smagen af blod bredte sig i hendes mund, hendes tunge var tydeligvis kommet i klemme. Hun himlede i to sekunder af det *hvorfor er du aldrig forsigtig?* tænkte hun, men rettede blikkes hen mod Dylan, hun så ham ikke i øjende, men hen mod ham mens han forklarede om hans job. Nej det gav nok ikke ligefrem penge nok "så er der andre jobs her omkring?" spurgte hun, efter han var færdig med at fortælle om hans job, ikke sådan flabet, men fordi at det job som han havde ikke lige var det hun havde håbet på.
Hun så undrende på de ting han havde på armene, hvad skulle de bruges til? Hun kløede sig i det næsten hvide hår "ehm... hvad bruger du dem til?" det lignede beskyttelse til armene, men var det fordi han havde brækket dem, eller var han bange for at slå sig?
Hun kom med et ganske lille smil da han sagde at hans tilbud ikke var en målskive, nej det var det jo nok ikke. Hun så mod kroejeren, da han kom med hans tilføjelse *gør han altid det?* hun så nu tilbage mod Dylan, fik han så overhovedet nok mad?
Hun trak sig en smugle tilbage da han gav hende pengene, og så forbløffet på ham "nej!" kom det hurtigt fra hende. Hun trak hænderne til sig og så i et kort sekund på kobbermønterne hvorefter hun hastigt lagde dem foran ham "det kan jeg ikke tage imod!" hun ville føle sig som en tyv hvis hun tog imod dem, han havde allerede gjort rigeligt! Hun ville på ingen måde fornærme ham, men hun kunne ikke tage imod alt dette, det fik hende til at føle sig dårligt tilpas. "behold du dem, det kan være du skal bruge dem på et tidspunkt" kom det ivrigt fra hende, det var for meget alt alt for meget! "ehh heh" kom det akavet fra hende da han havde forslået at hun kunne betale ham tilbage med et kys, hun anede ikke rigtig hvordan hun skulle reagere på dette "så heldig er du ikke" kom det lavt fra hende, hun følte sig en smugle skyldig, fordi hun afviste alting fra ham, men der var ikke meget hun ellers kunne gøre.
Hun rystede kort hendes hænder, og lagde pungen tilbage i hendes endeløse lomme. "så hvor kommer du fra?" spurgte hun for at distrahere eller ændre samtalen, alt imens hun ventede på at maden skulle komme, det var måske lidt griskt at spise hans mad? Denne tanke fik hende endnu engang til at slå blikket ned i bordet i al forlegenhed.