Who do you think you are? ~ Lilianna Grace

Sted: I en af de mere afsidesliggende områder af basaren.
Tid: Klokken er nok lige omkring 17:30.
Omgivelser: En del boder/butikker, men der er ikke nær så mange personer som nogle andre steder af basaren, da det er en langt mere afsidesliggende del. Faktisk er der mere eller mindre tomt, på nær de få butiksejere.
Vejr: Solen står stadig forholdsvist højt på himlen, og det er en helt klar dag, uden synderligt mange skyer, og kun en svag brise.

Det hele virker dødt i denne del af det store bazarområde. Mange andre steder, var der stadig fyldt med liv og mennesker, men ikke her. Der var tomt, på nær butiksejerne. Kun få personer kom gående ned ad gaden, og de fleste af disse gik alene, uden at se på tingene, og de fleste lod til ikke at have et bestemt mål, som gik de bare hvileløst rundt. Blandt disse, var også Wysor. Han gik med sin typiske, brune kappe, med hætten trukket op over hovedet, og blikket rettet mod jorden. Han ænsede ikke boderne han passerede, de var bare i vejen for ham, i vejen for den destination han endnu ikke havde. Han burde bare vende om, drage hjem til det lille hus, lidt udenfor den nedre del af byen. Men hvad var der at vende tilbage til? Han havde sin bog med sig, samt læderpungen med den minimale sum penge han ejede. Han havde også sit bedste, og næsten eneste sæt tøj på, så han kunne lige så godt blive væk.
Langsomt stoppede han op, for at sætte sig på en af bænkene. Han løftede hovedet, og skubbede hatten væk fra sit ansigt, så hans mørkebrune krøller og det blege ansigt, med øjnene som en reptils, blev vist tydeligt frem. Roligt lod han blikket følge de få personer der i ny og næ passerede. Inde i sit hoved, forstillede han sig de forskellige scenarier der gjorde, at de var endt præcist der, på denne dag. Noget han tit fik sin tid til at gå med, hvis han ikke læste i magibogen eller stjal fra andre. Det var ikke ligefrem det der fik tiden til at gå hurtigere, men det gjorde alligevel at han ikke kedede sig nær så meget. Og folks historier var altid spændende, så det var noget han kunne underholde sig selv lidt med.

Lili kom tumlende ned af gaden, og opdagede først lidt for sent at hun var drejet ned af en forkert gade *det er da ikke rigtigt det her* Hun havde en stor brun pose med frugter i favnen og kunne næsten ikke se for den. Hendes tøj var laset, og den trøje hun havde på var alt for stor til hende, hendes bukser var hullede og slidte, men alt hendes tøj var i det mindste rent. Hendes blege porcelænshud skindede nærmest frem under de slidte klæder. Og som hun kiggede sig omkring og drejede rundt med blikket opad så hun slig ikke for, og faldt over en ung herres fødder. Han havde siddet på bænken med en bog i hånden, og hun havde rent overset ham i hendes forvirrelse, hun faldt lige så lang hun var, foran hans fødder, men formåede dog med lidt held at holde posen så frugten ikke faldt ud eller tog skade. Hun der imod, det var en anden sag *din klumsede abe!* tænkte hun om sig selv og kunne mærke at det stikkede i hendes knæ. Hun fik samlet sig og sat sig op foran den fremmede, mens hun holdt posen i favnen "det må du meget undskylde" hun kløede sig i nakken med den ene hånd, hendes hoved var drejet mod den fremmede men hun havde lukkede øjne, dog smilte hun til ham. "det var ikke min mening" hun så mod sit knæ, som var begyndt at bløde *se nu der!* tænkte hun, og klaskede den hånd der før havde været omme i nakken, op på panden. *hvorfor skal du også være så klodset* hun krympede sig ved denne tanke, som om det ikke helt var hendes egen. "jeg håber ikke jeg forstyrrede dig i noget vigtigt!"

Wysor havde siddet, opslugt af tanker, da der var en som snublede over hans fødder. Dette fik revet ham ud af hans tranceagtige tilstand, og han så først irriteret, og derefter lidt mere forundret på den fremmede ved hans fødder. Han forholdte sig tavs, og betragtede bare pigen foran sig. Det var ikke en han kunne genkende, og han var ellers klar over hvem de fleste i dette område var, da det var en af de steder han opholdte sig lidt oftere. Ved hendes undskyldning, nikkede han bare, men sagde stadig intet. Hvad var der at sige? Da hun selv vendte blikket mod sit knæ, fulgte han det, og rystede en anelse på hovedet. Hun blødte, på grund af at hun faldt over hans fødder.
”Du bløder… ” sagde han så, som den første ting siden det lidt forunderlige møde. Han kunne hjælpe hende, hvis han ønskede det. Healingen var en af de ting han mestrede ret godt, efter at have øvet sig en del, så hvis han ønskede det, kunne han godt gøre det. Men ville han det? Hun var en fremmed, som bare var snublet over hans fødder. Han havde jo ingen idé om hvem hun var. Men på den anden side, så virkede hun ikke ligefrem farlig, så hun ville højst sandsynligt ikke pludselig gå amok på ham. Faktisk så virkede hun, overraskende nok, venlig.
”Det var jo et uheld ” sagde han som kommentar, og trak bare let på skuldrene. At hun snublede over hans fødder, var ikke hendes fejl, hun havde jo nok ikke ligefrem ønsket at det skulle ske. ”Jeg kan ordne det der.” Sagde han og nikkede mod hendes knæ. Han kunne lige så godt gøre det, for uanset hvor ligeglad han måtte virke, med det neutrale ansigt og de korte sætninger, så var han også lidt skyld i hendes fald. Han kunne jo have trukket benene til sig. Han rykkede lidt til siden, så hun kunne sætte sig på bænken hos ham, hvis hun da ville det.

Lili var ny i område, eller sådan generelt var hun ny til at være udenfor et bestemt hus, derfor var det langtfra overraskende at han ikke havde set hende før. Han virkede en smugle irriteret, eller sådan opfangede hun hans korte sætninger. Hun rynkede brynende og kom med en halvsørgmodig mine. Det havde ikke været hendes mening at forstyrre den unge herre.
Igen kløede hun sig i kort tid i nakken, da han sagde at hun blødte "ja, heh..." kom det let tøvende fra hende, mens hun betragtede hvordan blodet piplede ud af hendes knæ "det var lidt klodset af mig" tilføjede hun. Lili var langt fra en voldelig type, og ville ikke forsøge at gøre ham noget, med mindre han gjorde hende noget, hun slog aldrig først. Hun betragtede blodet mens det løb ned af hendes glatte blege ben *jeg må finde noget at tør det op med!* tænkte hun, men blev afbrudt af den fremmedes forslag "ehm... jeg... undskyld" mumlede hun, og betragtede ham da han flyttede sig. Hun kom til den konklusion at det ville være mere uhøfligt at takke nej, end det ville være til besvær at sige ja, så hun satte sig lige så forsigtigt op ved siden af ham, og stillede posen med frugt imellem hendes ben. "tak" kom det lavt fra hende, mens hun så lettere skamfuldt ned i jorden. "Jeg hedder forresten Lillianna Grace" hun havde det skidt med at hun var til så meget besvær, og anede ikke rigtigt hvordan hun skulle betale ham tilbage. Hun så på såret med en skæv mine, det havde åbenbart været et dybt sår, og der sad en lille sten i. Hun kom med et mærkeligt ansigtsudtryk da hun synes det så ucharmerende ud, det stak og sveg lidt, men det var ikke det hun bekymrede sig om.
Hun roede i sin lomme efter sin pung, og lommen som virkede uendelig stor, indeholdt alle mulige mærkelige ting. Da hun fik fat i pungen, var den også fyldt med de mærkligste ting, hun roede nu denne igennem i stedet *det er jo intet* tænkte hun, men fandt til sidst en kobbermønt. "her!" kom den en smugle lettet fra hende "jeg ved godt at det ikke dækker for besværet, men det er det jeg har!" hun så på sin pose "med mindre du gerne vil havde noget frugt?" tilføjede hun, og rakte mønten frem imod ham.

Wysor trak endnu en gang på skuldrene. Klodset, det måtte han give hende ret i at det var, men så igen. Han kunne bare have trukket sine ben mere ind under bænken, i stedet for at holde dem udstrakt, så uopmærksomme folk ville falde over dem. Han blev ved med at holde blikket rettet mod hendes ben, mod den blodrøde farve der løb ned af det. Han kneb øjnene let sammen, og rystede på hovedet af sig selv. Han burde have vænnet sig til blod nu, til synet af det. Det var jo ikke ligefrem første gang han så det, og han vidste det ikke ville blive sidste gang. Han løftede først blikket fra hendes ben, da hun satte sig op ved siden af ham, og ved hendes tak bredte noget nær et smil sig, et kort øjeblik over hans læber, inden det faldt tilbage i de neutrale folder.
Lillianna Grace, en fremmed, klodset person, som nu sad ved siden af ham, fordi han tilbød at ordne hendes sår. Hans ellers så normale dag, var lige så stille begyndt at vende sig til noget helt andet. ”Wysor.” Han så på hende et kort øjeblik i øjnene, inden han fjernede blikket igen, for at se på hendes sår. Det var en anelse dybt, men det var ikke noget han ikke kunne klare.
Han trak bogen frem igen, men inden han nåede at gøre noget, havde hun fundet sin pung frem. Han var ikke ude efter en belønning. Måske havde han brug for penge, og mad, men det var ikke derfor han ville belejlige sig selv med at hjælpe hende. Det var udelukkende fordi hun var faldet over hans ben, så det var på sin plads at hjælpe. Ellers ville han gå rundt resten af dagen og tænke over, hvorfor han ikke havde hjulpet hende. Han løftede hånden op, for at stoppe hende og rystede langsomt på hovedet. ”Jeg gør det ikke, for at få noget fra dig. Behold det selv, du har vist lige så meget brug for det som jeg.” Han så mod frugten hun også tilbød og derefter tilbage på hende. Bogen han havde trukket frem, gemte han langsomt væk endnu en gang. Dette behøvede han jo ikke bogen til. Han havde healet sine egne skrammer så mange gange nu, at han kunne huske ordene i hovedet. Bogen var mest til for, at han kunne sikre sig at han ikke gjorde noget galt. Men sandsynligheden for det, var minimal.

Hun lukkedes øjende som hun smilede til ham *han kunne jo også godt smile* tænkte hun og blev glad ved tanken. Hun betragtede ham, uden at se ham i øjende, han havde faktisk et ret ... rart? ja, et rart ansigt. Det gjorde hende godt tilpas. hun nikkede da han sagde sit navn "Wysor" mumlede hun og vænnede sig til lyden af navnet "det er et usædvanligt navn... Jeg har aldrig hørt det før" hendes stemme var lav, men det var den nu altid, og det var bestemt ikke negativt på noget måde at hun havde ment dette. Hun synes derimod at det var fascinerende, navnet altså. Noget vendte sig i hende da han så hende i øjende, hendes klare øjne der med lethed kunne forveksles med diamanter, tiltrak normalt folks opmærksomhed, og folk havde for det meste svært ved at se væk fra dem igen, men åbenbart ikke ved ham. Dette var på en måde beroligende for hende, men så igen, der måtte være noget andet der tiltrak hans opmærksomhed mere end hendes øjne, hvilket måske ikke var det bedste. Hun lod tanken ligge, det kunne være ligemeget. "oh" mumlede da han afslog hendes tilbud "men jeg..." hun kunne da ikke bare tage imod hans venlighed? Hun måtte jo gøre et eller andet til gengæld, hun sad og spekulerede over hvad hun kunne gøre, da hun fik øje på bogen, hendes hoved lænede sig en smugle på skrå "h... hvad er det for en bog?" hun så kort op på ham, inden hendes øjne igen landede på bogen, den så spændende ud. Hun havde fuldt glemt hvordan blodet blev ved med at glide ned af hendes ben, fordi såret var for stort til at blodet kunne størkne hen over. Det var faktisk en del tid siden hun havde læst, hun havde ikke haft det privilige længe.

Wysor havde ikke ligefrem tænkt over navnet før. Det var bare sådan han blev kaldt, sådan han altid var blevet kaldt. Hans navn var det godt nok ikke, men hans rigtige navn, Elijah, det var ikke et han brugte. Sidst nogen havde kaldt ham det var meget, meget længe siden. I stedet for at sige noget til hendes kommentar om hans navn, var det eneste han gjorde at trække på skuldrene, som om det var ligegyldigt.
Han måtte indrømme, hendes øjne var noget for sig selv, men personligt havde han ikke behov for at folk regnede ud præcis hvad han var, på grund af hans egne reptilagtige øjne. Det ville han hellere undgå, selvom han udmærket godt vidste det næsten var uundgåeligt.
”Nej, det er ikke nødvendigt. Jeg gør det, fordi jeg gerne vil.” Han så i et kort øjeblik på hende igen, sendte hende nærmest et blik der sagde, at det virkelig ikke var nødvendigt for ham at få noget som helst, fordi han var godt klar over, at en sådan samtale kunne komme til at trække ud. Ved hendes spørgsmål om bogen, frøs han. Måske havde det været en dum idé? Han var ikke ligefrem typen der viste det for andre, oftest var det hele bare forbeholdt ham selv. Han så op og ned af gaden, for at sikre sig at der ikke var for mange andre, inden han så trak bogen frem. Han ville have rakt den til hende, men han kunne ikke få sig selv til det. ”Vita Natura.” Var det eneste han sagde, imens han så ned på bogen i sine hænder. Den var hans kæreste og mest værdifulde eje, så han var ret øm omkring den. Også fordi der var visse folk, som gerne ville have fat i en magibog hvis de kunne. Han ville ikke fortælle for meget om den, ville helst ikke vise den for meget, og alligevel havde han siddet på åben gade og læst den, men oftest tænkte folk ikke videre over det. Men hvad havde han forventet, når han sådan træk den frem, efter at have sagt han kunne ordne hendes sår. Han blev ved med at holde blikket rettet mod bogen, uden at fortælle andet.