Vi skal alle starte et sted. (The Templar)

S: The Valley of the Dead
O: Diverse beplantning, et par ruiner og efterladenskaber af døde væsner.
T: Sen eftermiddag
V: Overskyet. Let, kølig vind.

Tiden var gået. Det var den anden side af dagen, solen var tæt på at være færdig med sin tur og snart ville månen og mørket overtage. Ikke endnu, men der ville nok ikke gå forfærdelig mange timer. Ikke fordi man rigtig bemærkede solen, med undtagelse af der ikke var direkte mørkt. Himlen var beklædt med grålige skyer, som kun marcherende fra bjergene og lovede regn senere på natten. Vinden var let, men dog alligevel kølig. Enkelte ville måske sige direkte kold. Også vinden kom fra bjergene og tog den kølige bjergluft med sig...Den kølige, men friske bjergluft.
Vinden legede let med det knæhøje, gullige græs der var over det hele, kun afbrudt af en afblomstret plante eller to. Andre steder stod der små træer eller en gruppe med forvitrede buske. Buskene og træerne havde endnu deres blade, blade som dansede let i den svage vind. Som fingre der blev trukket igennem noget hår.
Generelt virkede stedet ret forladt og tomt. Der var ikke meget liv her, ikke engang af dyreliv. Der var ikke mange folk der gik her hen, specielt ikke af almindelige bønder. Historierne om hære af levende-døde holdte folk væk. Det kunne godt være de ikke var der...Men hvorfor tage forsøget? Og efter kampen med necromanceren for snart et år siden...Var der faktisk ingen der turde tage chancen. Ikke medmindre...Man var Sean.

Han var taget tidlig hjemmefra. Ikke fordi turen var vildt lang, på hest gik den ret hurtigt. Men fordi han have tid. Tid til at kigge, til at fornemme...Og til at afprøve. Tingene var kommet ud af kontrol og det var på tide han generhvervede kontrollen, inden der skete noget slemt. Han var nu ikke bange for, eller ked af, at tage et liv. Han havde vænnet sig til det, døden var en stor del af hans hverdag, for hvordan skulle han ellers selv leve? Men hvis han blev lidt sur eller hvis tingene ikke var i kontrol på et vigtigt tidspunkt...Kunne det ødelægge alt! At tage væk fra byen var ganske nærliggende. Ingen til at forstyrre, ingen til at komme i vejen.
Klædt i nogle sko af mørkt, smidigt læder, nogle sorte bukser og en sort trøje. Den lige så sorte kappe lå over hans skuldre, men da han ikke havde det særlig koldt, havde han ikke trukket den om sig. I stedet hang den over hestens ryg og ned om siderne, langs hans ben.
Han var ikke alene. To mænd fulgte ham, to tilfældige mænd. Normalt tog han altid af sted alene, men lige nu havde han brug for dem. Den ene var klædt i afslappet hverdags tøj. Et par brune bukser og en lys trøje. Den anden var mere klar på evt. kamp. Klædt i sorte bukser og en hvid skjorte, med et sværd ved siden. De red på hver deres side af Sean, lidt bag ham. De havde snakket på hele turen.

Hvis man kendte Sean, ikke fordi der var mange der gjorde det, ville man vide at de sidste par uger havde været forfærdelige for ham og at noget var...Galt eller havde ændret sig uventet. Han havde sovet dårligt, ikke kunne spise ordentligt og var generelt meget optaget af sine egne tanker. Han havde trukket sig mere tilbage end han plejede og virkede næsten ubehagelig tilpas i omkreds med nogen som helst. Uanset hvem. Normalt ville han intet have imod det, han levede af at være i kontakt med folk. Han havde også sagt nej til flere opgaver eller omdirigeret dem til andre folk.
Han kiggede op fra jorden, op mod himlen og deres omgivelser. De mørke øjne virkede trætte, men fulde af tanker. Han bedømte de var kommet til det rigtige sted, selv om det hele lignede hinanden og havde gjort det i lidt tid. De var midt i dalen.
Han stoppede hesten og så sig omkring en ekstra gang. Der var ingen tvivl om at dette var The Valley of the Dead. Man kunne stadig se at der for mindre end et år siden havde befundet sig en stor hær af undeads her. Der var efterladenskaber i form af rustende rustninger, knækkede våben og stof. De fleste ligdele var dog ved at være rådnede væk og gav luften en sødlig lugt. Eller...For Sean var den i hvert fald sødlig. Han stolede ikke på sine sanser i øjeblikket.

De to andre stoppede også og steg ned fra deres heste samtidig som ham. Han slap tøjlerne til sin sorte hest, som snuste skuffet til græsset. Den havde ikke lyst til at spise det. I stedet fik den øje på et sted med noget mere frodigt og satte kurs derover. Sean ignorerede den. Den kunne være stukket af og han ville end ikke have bemærket det...
For stedet...Emmede af en sær energi. Den energi han havde kunne mærke hos folk og væsner, siden den morgen, hvor han havde reddet Delilah fra et ritual. Hvorfor ville han også være Archdemon? Med det havde han modtaget en forbandelse. Og det havde ændret ham. Han så ned på sine hænder, der rystede let. Og han knyttede dem, samtidig som et mørkt og flammende raseri steg i hans indre. Han lukkede øjnene...
De blev ved med at snakke...
"...tænk på da hæren var her! Hvor må den have været stor..."
"Og skræmmende! jeg skulle ikke nyde noget...Hvis man ikke passede på eller blot døde af et hjerteslag, ville man blive en del af hæren i sit efterliv"
"Tøsedreng. Jeg har hørt det var en fantastisk hær, stor og mægtig..."
"Og som faldt fra hinanden! Åh...Hvad betyder det også? Chef, hvorfor er vi her? Vi har redet og redet, for at stoppe et dødt sted?" manden lød tvivlende. Som om han ikke helt stolede på hvorfor Sean havde taget dem med dertil.
"Thori, jeg tror ikke du skal..." sagde den anden mand lidt nervøst.
"...Skal hvad? Jeg har ret til at vide hvad vi skal! Det er komplet latterligt vi er her! Fortæl mig du ikke også har hørt at vores chef er blevet vandvittig!" den provokerende mand, ham med sværdet, så direkte på Sean og forventede åbenbart en reaktion. Det fik han også...Men ikke en han havde regnet med.
Sådan en bagatel ville aldrig have irriteret ham til hverdag. Men i dette øjeblik gik det ham på.
Lidt for meget. Kombinationen af ikke at kunne kontrollerer noget som helst, af træthed og en svag sult, han aldrig kunne få til at gå væk...At folk hele tiden krævede noget af ham...Følelsesmæssig ustabil...Så mange ting!
Han vendte sig langsomt om mod manden og åbnede øjnene igen. Manden med sværdet, Thori, lod hånden glide ned til sværdet og trådte et halvt skridt bagud, ved Sean skræmmende blik.
"øh...Jeg mener..."
Hvor ville han ønske det var en bevidst handling. Men han kunne ikke klare det mere. Hvad der gik fra at være en tur, hvor de skulle se på og bedømme omgivelserne her og se om hæren havde efterladt yderligere nyttige ting..Blev nu helt anderledes. Den nervøse mand trådte væk fra ham og så skiftende fra den ene til den anden.
Det var ikke bevidst...Da han greb fat i den energi, han kun kunne forklare ved at kalde det for "dødsenergien". Alle havde noget af den, især dem der var døde. Det sortnede næsten for hans øjne, da han følte det som om skyggerne kom myldrende, ivrige. De greb alle fat i energien, trak i den, hev i den, fortærede den...Og Thori så ud til at blive bleg. Lidt efter hostede han og til sidst faldt han på knæ...Sean kunne ikke stoppe det. Det følte han i hvert fald ikke. Thori var på vej til døden. Og det eneste Sean kunne, var at føle hvordan energien forlod ham. Han vidste ikke hvordan det fungerede...Han vidste kun at han blev forfærdelig træt, hver gang han brugte evnen. Eller kom til det. Somme tider kunne han sove en hel uge væk.
Et svagt ord gled ud mellem hans læber, næppe hørligt fra nogen som helst...
"...stop..."