Sted hvor alle, kan møde alle. Ved tilfældighed. (Nille)

S: kroen "Det brændende træ" i firewood village
O: borde, stole, væsner af mange slags.
T: eftermiddagen
V: udenfor er det koldt, sneen daler roligt. Indenfor dejligt varmt, fra pejsen som brænder lystigt.

Sean sad midt i det hele, henne ved et vindue, som han foretrak det. Han ville gerne sidde lidt i fred, men alligevel midt i det hele, så han kunne følge med i det der skete omkring ham. Dog var det ikke meget han lagde mærke til, da han var helt opslugt af tanker. Foran ham lå et stykke papir med noter, hvis man læste dem ville man opdage de handlede om en person, men der stod intet navn på papiret.
Foran Sean stod også en kop lun te, som han foretrak det her i det kolde vejr. Denne eftermiddag var han klædt i nogle løse, sorte bukser som var godt foret og en sort kappe. Kappen hang over stole ryggen. Ellers havde han en sort skjorte på. De to sædvanlige dolke sad hvor de plejede, en på indersiden af underarmen og en på det ene ben og armbåndet sad også på sin plads, dog rykket fra højre håndled til venstre, hvor det vare mere praktisk.
Det mørkebrune hår var redt tilbage og sad fint, hans pandehår gled ned over panden som det plejede. Og de mørke øjne...Var også som de plejede.
Det eneste der ikke var som det skulle være, var de fire lange sår der gik på tværs over hans ansigt. Man kunne se de kom fra nogle store kløer og man kunne også se at de var healet meget, for de havde været større. Faktisk havde Sean kun været heldig at de havde ramt hans ene øje, den dag. Han havde også nogle sår på armene, men de var skjult bag skjorten og nogle bandager.
Han lod tænksom en finger glide ned langs et af de sår han havde på kinden, mens tankerne gled rundt i hans hoved, igen og igen...Men han manglede stadig at få nogle ting bekræftet og finde ud af nogle sidste brikker...Før det hele ville gå op!

Nille sparkede hårdt til sneen, og kiggede på dyngen af sne som om det hele var dens skyld. Som om det var dens skyld at Nilles hoved var en stor forvirring over det sorte hul, som om det var dens skyld at Nille havde en følelse som hun aldrig havde prøvet før... Forelskelse. Jeps, den sidste rigtige skammer var forelsket. Jep jep, det havde man sikkert ikke regnet med... Men det var hun! Og det bedste ved det hele... Var at hendes følelser for ham blev gengældt. Hun skævede til dyngen, og gik så videre. Ingen grund til at være et pattebarn... Den dag havde hun som sædvanligt sin hvide jakke med hætte, sort tanktop indenunder, sorte bukser, og sorte converse sko på. Hun lynede jakken op til hagen, og trak hætten over hendes sorte hår som var løst, og hang ned af begge skuldre. Det var en anelse krøllet, men hun havde heller ikke ordnet det... Hvorfor skulle hun? Hun gemte sig jo... For nogen... For noget... For hele verden... Udover nogle få. Javist, den dusør på hende var væk... Døden var ... Død? Men men, der var nogen der fulgte efter hende! Dusør jægere... En hun engang kendte... Som hun altid havde hadet... Havde puttet en ny dusør ovenpå hendes hoved! Det var skam meget sjovt at have den dusør over hovedet, jaja! Nej. Det var det ikke. Det var FORFÆRDELIGT! Sneen knasede under hendes sko mens hun gik... De sorte øjne glimtede som altid... Hendes hud var bleg, men samtidig var der noget der strålede at hun var lykkelig... Som om hun havde fået det hun ønskede sig i julegave! Jul... Hun plejede at holde jul... Men efter hendes mormors forsvinden var det bare at være indendørs, og slappe af... Hun havde øvet en del med sin nye evne... Og havde lært at kontrollere den bedre. Det var nu meget dejligt. Hun fik øje på sit mål... Kroen det brændende træ. Hun smilede skævt, men smilet forsvandt hurtigt. Hun mente at hun kunne finde svar på hvor personen(som hun som sagt kendte) var. Langsomt åbnede hun døren, og gik ind. Hun børstede sneen af hætten, og ærmerne. Hun kiggede sig omkring... Der var dejlig hyggeligt med den fine pejs, og træbordene... Hun fik øje på en bekendt... Hun ignorerede ham dog. Hun ville ikke snakke med Sean. Hun bøjede nakken nedad, og gik hen til et bord i hjørnet hvor der var to stole, og satte sig. Hun skubbede den ene stol væk med foden, og gemte sig bag sin hætte..

//KREA BOMBE! //

Han havde ingen ide om at Nille var trådt ind af døren. Han var alt for fordybet i sine tanker. Hans tanker drejede sig om to ting. Den ene var at vide så meget om denne mand, som han netop havde stiftet bekendtskab med og som havde givet ham disse sår. Det andet var hvad der ville ske om lidt under 9 måneder, når Neph fødte deres barn...Han så barnet som en genstand og det var den jo på en måde også. Han havde altid fået at vide han ikke kunne, ikke skulle, være far. Lige siden han var ganske lille og det var mange år siden. At han måtte ofre familie, for sin styrke, som var ganske speciel...Og nu tog han det bogstavligt. Han smilte svagt for sig selv. Han ville ofre barnet og selv få mere styrke, gennem et ritual som gerne skulle gøre ham til en archdemon...Måske. Han manglede stadig at finde en dæmon der kendte til og kunne dette ritual...
Han sukkede og tog ubevidst en tår af sin te og fingrede lidt ved papireret foran sig...Hvis bare...

Nille så at en tjener gik med et glas vand forbi Sean... Som sad med et stykke papir... Interessant. Hun kiggede på vandet med koncentrerede øjne, og løftede den ene hånd lidt med håndfladen nedad. Hun bevægede hånden til side, og til side... Langsomt løftede hun hånden lidt, og vandet bevægede sig op af. Hurtigt som lynet drejede hun hånden med håndfladen til siden, og rykkede hånden hen imod Sean. Vandet røg hen imod Sean, og medmindre han undvigede ville den ramme hans kind... Og så ville Nille gemme sig bag hætten igen, og lade som ingenting.

//fordi hun vil drille, og have opmærksomhed fra ham //

//så snak med ham? undskyld...Blev bare forvirret...Især fordi det virker som om du stadig bare gerne vil havde ham til at hade dig, selv om i har muligheden for at starte forfra //

han havde siddet dybt i sine tanker, da han pludselig fik et chok. Han fik sjældent chok, han så ofte ting komme og undgik dem eller mødte dem med åbne arme. Men han havde ingen mulighed for at se dette komme, især ikke da han var så fordybet i tanker.
Tjeneren stod forvirret med et tomt glas og sean sad forvirret, med vandet der gled ned af hans ansigt og ned over hans skjorte. Det var køligt.
Han rejste sig op og gik over til baren, hvor han straks fik nogler servietter, som han fjernede det meste af vandet med.
Han lod blikket glide gennem rummet, opsat på at finde personen der ingen respekt havde og lære personen, at respekt var skam en meget vigtig ting...Endda uhyre vigtig.
Han fik øje på den af de eneste personer der sad og gemte sig, skyldigt som et lille barn og endda med det samme tøj, som Nille plejede at have...Men Nille kunne da ikke lege med vand? Kunne hun?
Han tog en kort beslutning. At ignorere hende. Og det.
ingen andre så ud til at have bemærket noget eller være videre skyldig. Han gik tilbage til sit bord, men satte sig ikke ned igen. i stedet tog han sin kappe og satte den fast omkring sin hals, så stoffet formerede sig efter hans skuldre og ryg. S¨å tog han papirert, foldede det sammen og gemte det væk. han havde ville gå. Han gad ikke sidde her, når man åbenbart ikke kunne få lov til at sidde i fred, for børns små julelege...

//Hun er blevet noget drillende siden hun mødte Jacob Det var skam kærligt ment xD//

Nille kunne ikke lade være med at grine lidt... Hun elskede faktisk sådan noget at øve sådan med sin evne... Utroligt morsomt! Hun gemte munden i ærmet, og grinede stille. Da hun så at Sean skulle til at gå... Rejste hun sig op. Hun gik hen til ham, og skjulte ansigtet lidt. "Goddag Sean..." Sagde hun høfligt, og smilede. Hun kiggede spørgende på ham. "Blev du lidt våd?" Spurgte hun, og gemte det drillende smil væk, og blev erstattet af et lille forsigtigt, skævt smil.

//hun har altid været drillende...nu har du bare noget, du anser somen undskyldning //

Han himlede med øjnene, uden at hun så det. hun var stadig lige barnlig og det gik ham, af en eller anden grund, lige til nerverne og irriterede ham gevaldigt. Så voks dog op!
han vendte sig dog om mod hende med et svagt, kontrollerede smil og blik.
"Nille...Jeg tænkte nok det var dig" svarede han kort og en smule brysk, for at lade hende vide at han ikke brød sig om hendes små lege.
"Ingen respekt for nogen som helst, hvordan kunne det være andre?" han smilte svagt til hende og tog sin kop, hvor han hurtigt drak resten af teen.
"Men nogle af os har faktisk vigtigere ting at lave, end at finde os i små, respektløse, børnelege. så derfor vil jeg gå." sagde han så.

//Det skam rigtigt nok //

Sikke sur han blev... Han burde virkelig have en dag med Jacob. Så snart tanken strejfede hende fortrød hun den. Hvorfor? Det vidste hun slet ikke. Der var... Bare noget... Noget i hende... Nå, lige meget. Hun skubbede det væk, og smilede undskyldende.
"Undskyld Sean... Jeg ville bare øve mig lidt..." Sagde hun, og kiggede ned på jorden.
"Sean, jeg er kun 17... Hvor meget vil du forlange af mig? Vil du ligefrem have at jeg gør ligesom dig? Sætter mig ned med et stykke papir, og gruble over vedkommende når jeg bare kan se på dem med ét blik, og alt det de skammer sig over er hos mig." Sagde hun, og lagde armene over kors. Først nu lagde hun mærke til de ar på hans ansigt... Hun så spørgende, og en anelse bekymret på ham.
"Hvad er der dog sket Sean?" Spurgte hun blidt, og kiggede på dem.

//Ikke ar...sår! De er stadig sår...*ryster opgivende på hovedet*

han så kort på hende, som om han bedømte hende en gang til.
"Jeg er bedøvende ligeglad med hvad du gør. Men en ting syntes jeg..." sagde han, både roligt med også bestemt.
"...At du skal respektere folk omkring dig. ikke bare nogle af dem, som du har lyst til, men også os andre. Mit umiddelbare gæt er dine fjender mest består af folk der er løbet tør for tålmodighed, fordi du opføre dig som et barn, som en person der endnu ikke har indset alvoren ved livet og de ting der sker, som en person der tror hun kan lege sig igennem det hele..." han sukkede kort. Og rystede på hovedet.
"Jeg har lavet alvorlige ting. Dette..." sagde han og gjorde tegn til sine sår i hovedet.
"...Er hvad der sker, når man virkelig er indblandet i alvoren ved tingene" Det gik op for ham at han virkelig ønskede hun forstod det her, at hun virkelig kunne indse det og være lidt mere alvorlig. og forhåbentlig stoppede med at lege med ham, som om han var hendes legekammerat!

//*Besvimer*//

Nille lagde armene over kors, og hovedet lidt på skrå.
Hvor han dog kunne minde om en far... En far der skældte sin datter ud. Uadr, nej! Sean som hendes far? Bvadr, væk med det billede!
"Jeg opfører mig ikke som et barn..." Sagde hun, og kiggede på ham. "... Men siden du virker til at du gerne vil have mig til at forstå det... Så lær mig det." Hun så udfordrende på ham. Hun skar ansigt af sårerne.
"Hvem har du dog irriteret? Det der ligner ikke noget fra en kniv..." Sagde hun, og så nysgerrigt på ham.

Han grinte kort, lære hende det? Han regnede ikke med han havde tålmodighed til det...det var ikke noget man lærte, det var noget med udviklede. at snakke og opføre sig som en voksen og ikke som et barn.
Han lod kort hånden glide gennem sit hår, fordi han faktisk ikke viste hvad han skulle sige. Ville hun bare tættere på ham, for at infiltrere hans klan? Skamme den ene efter den anden? Hun var jo teknisk set hans fjende, hvorfor hjælpe hende? den eneste grund var for at komme tættere på hende...lære hende at kende og om hendes klan, samle informationer...Og for lettere at kunne ødelægge dem, hvis de viste sig som en virkelig trussel. Han så lidt på hende.
"Nej, selvfølgelig er de ikke fra en kniv. De er fra kløer" svarede han så kort, men en smule mere roligt.

Nille kiggede chokeret på ham.
"Klør?! Sean!" Hviskede hun sammenbidt, og chokeret. "Hvorfor fanden har du sår fra klør? Det der ligner faktisk ikke klør fra et normalt dyr..." Hun hviskede stadig.
Hun lagde armene over kors.
"Ville du hjælpe mig med at blive... mere..." Hun sukkede irriteret. "... Alvorlig?"
Sandheden var vel at hun følte sig som et barn når hun var i samme rum som ham eller noget... Og det var mega irriterende.

Han grinte kort.
"Nille...Jeg ved ikke om det er noget man lære, jeg tror mere det er noget man udvikler. Min tålmodighed er ikke stor over for folk jeg ikke respektere..." svarede han kort, men med et smil.
"Men vi kan vel prøve. Skal vi?" spurgte han og gjorde en gestus mod bordet. Det var jo altid mere behageligt at sidde ned og snakke om tingene.
"så længe du ikke forfølger mig som et klistrende, irriterende, nysgerrigt og evigt-spørgende barn" tilføjede han, men denne gang mere venlig og humoristisk.

I det mindste var han ikke så sur nu... Hun satte sig ned da han gjorde en gestus til det. "Det synes jeg vi skal." Sagde hun, og lagde arme, og ben over kors.
Hun grinede kort, og smilede skævt.
"Jeg har ikke tænkt mig at klistre mig til dig... Men du vil ikke kunne undgå nogle spørgsmål." Hun trak lidt på den ene skulder.
Hun kiggede lidt på sine hænder.
"Hvor har du endelig fået de sår fra?"

Han sukkede.
"Du bliver ved med at spørge, selv om jeg bliver ved med at ignorere det. har du evnen til at forstå skjulte hentydninger?" spurgte han kort, da hans tålmodighed igen var ved at forsvinde. han knipsede kort efter tjeneren som kom lidt efter.
"Øl...og gik hende et eller andet, hun selv vælger" sagde han til tjeneren og gjorde en gestus mod Neph.
Så så han på hende igen.
"Jeg har været oppe og slås under en opgave. Mere behøves du ikke at vide og mere behøves jeg ikke at sige."

Nille smilede undskyldende.
"Nej, jeg har evnen skam, og evne til at manipulere med vand. Ja, det var mig der lavede lidt sjov.. Undskyld." Hun trak lidt på den ene skulder.
Hun kiggede ikke på tjeneren, men smilede drillende.
"Et glas vand." Sagde hun kort.
Det var skam også nok svar for hende.
"Okay så."

//Host host, Neph? Mener du ikke Nille? xD//

//Sorry...vanen tror jeg^^//

Han nikkede kort...I det mindste indrømmede hun nu at hun bare drillede og kom videre.
"Godt. Den får du brug for. Den er ikke kun til at opfatte, når folk ikke gider besvare et spørgsmål. den kan skam være nyttig" svarede han.
"Og hvis man kan opfatte skjulte hentydninger, kan man ofte også opfatte andre sjove ting ved folk" han smilte svagt. Han havde lært sig selv at se på folk om de løj eller ej, om de skjulte noget...Det og så fornemmelsen. Der var altid en fornemmelse, hvis man lyttede og mærkede efter.
De fik snart deres drikkevarer og Sean tog en god tår af sin øl.

Nille så undrende på ham. Hun rystede dog blot på hovedet, og kiggede på glasset med vand i... Lige siden hun havde fået evnen havde vand ikke bare... Været noget der var der... Tvært imod. Nu var det en del af hende. Hun så på vandet med beundrende øjne. "Jeg er ikke så god til det med at snakke med folk... At lære dem at kende... Sikkert på grund af min evne." Hun trak lidt på den ene skulder.
Hun rørte ikke vandet, hun kiggede bare beundrende på det.

Han så lidt på hende.
"Prøv det. prøv at lade være med at bruge din evne på alle mulige. prøv bare at snakke med dem i stedet. Jeg er sikker på du vil møde nogle...mærkværdige, men også fantastiske personligheder" han smilte svagt. Han huskede jo godt hvordan hun havde tvunget sig adgang til hans minder...Selv om hun ikke kunne huske noget af det mere, heldigvis.
"Og lidt mindre fjendskaber. Folk er ikke altid glad for at dele sådanne ting. Folk gemmer det. prøv at tænke over hvornår du bruger din evne, i stedet for at bare at gøre det"

Nille sukkede irriteret... Og prøvede at tage sig sammen.
"Det har jeg prøvet med en... Min evne virker ikke på ham! Han er vist immun eller sådan noget." Hun trak på den ene skulder, og grinede lidt.
"Hvordan kan jeg så vide om de ikke vil bedrage mig? Du er heldig... Du har ikke prøvet at jeg brugte min evne på dig." Hun smilede. Hun kunne ikke engang huske anden gang... Intet.

Han smilte svagt og så lidt på hende da hun nævnte det.
"Umiddelbart lyder det til du har fjender begrund af din evne. Det vil sige du kunne have undgået meget af det...Ved ikke at bruge den hele tiden. Du bliver nød til enden at stole mere på folk, hvilket jeg ikke vil råde til, folk er egoistiske. Eller lære at sandheden nok skal komme frem. Eller..." han tog en tår af sin øl for at holde spændingen lidt, hvis der var en.
"...Lære at se det på dem. De fleste er dårlige til at skjule det...det lille blik med øjet, den desperate måde øjet kan bevæge sig på, læben kan sitre...fingrene travlt optaget af et eller andet, koldsved, hævet puls...det hele" han trak let på den ene skulder med et lille smil.

Nille kløede sig lidt på hagen, og smilede svagt.
"Jeg er god til det med øjne... Jeg kan se på nogle folk om de lyver... For de kigger for det meste væk fra mig... Jeg kan også true med min evne." Hun trak lidt på den ene skulder.

//undskyld, kort svar... //

Han grinte kort og rystede på hovedet.
"nogen folk, Nille...reagere enten slet ikke, eller meget dårlig på at blive truet. Hvis du ønsker at snakke roligt med folk og de skal fortælle om dem selv, skal du nok ikke true dem" det virkede som om hun helt havde misforstået hvordan man kommunikerede sammen.

Nille kiggede uforstået på ham.
"Men... Folk kan så let bedrage en? Lade som om de er ens ven..." Hun pillede ved vandet med en finger. "... Og derefter stikke dem i ryggen." Ikke at hun havde prøvet det... Hun hadede bare tanken om at det kunne ske. "Jeg har ikke prøvet det ..." Hun lænede sig tilbage. ".. Endnu."