Katten efter musen (Ziva)

S: Doomsville
O: huse, folk og diverse
T: Midt om natten
V: overskyet, køligt.

Dagen var gået med at sove. Som oftest var han mest aktiv om natten. Om natten kunne man skjule sig, gøre brug af folks indbyggede frygt for mørket og de fare der gemte sig i det. Og netop det af manipulerer med folk var han skabt til, trænet til og god til. Det, og så det at han var en Archdemon, resulterede i at han havde mange fjender, men ikke mange der turde komme efter ham. De fleste døde, forsvandt...Eller kom hjem, men uden mulighed for at ordentlig liv bagefter. Og selv vagterne havde en tendens til at overse ham, trods han til tider gik fuldt synligt. Vagtchefens datter skulle jo ikke lide nogen nød.
Sean var en meget berygtet mand. Han var ganske magtfuld, som lederen af den store klan, The Shadow Clan. Ikke at folk rigtig kendte navnet...De vidste bare der var en organisation af kriminelle, som herskede i byens mørke.
Sean levede et dobbeltliv. Det ene øjeblik var han en god nabo, i de riges kvarter, og det næste listede han ind af naboernes vinduer og stjal deres ting. Ingen ville forbinde det med ham, denne elskværdige mand.

Alt dette var dog ligegyldigt til aften.
Sean var klædt på til arbejde. Iklædt sorte sko af smidigt læder, nogle sorte bukser og en sort trøje. Tøj han kunne bevæge sig i og som holdte ham varm...Og hjalp med at gemme ham i mørket. Det mørkebrune hår strittede som altid til alle sider, men det var ikke noget man rigtig så i mørket, medmindre man stod tæt på ham. De mørke øjne gled over byens velkendte omgivelser.
Han var klar. Klar til at udføre endnu et mord i byens fattige kvarter. Det var ikke nemt at være fattig og hadet af dem med alle pengene. At være en torn i øjet.
Sean listede tættere på det lille hus. De små huse var normalt ikke særlig godt beskyttet, ofte halvt faldefærdige, og vagterne brugte mere tid i byens rigere dele. Eller gik kun på de større gader. Det var en sand legeplads for kriminalitet.
Sean listede sig tæt på en af vinduerne og kiggede ind af det. Mørkt. To senge. Dette var børneværelset, fornemmede han. Derfor listede han videre til det næste.
Stærk som han ellers var, nød han at snige sig rundt. At være en ukendt skygge, noget man frygtede. Han havde aldrig været typen der sprang ud i kamp. Ikke hvis han kunne undgå det.
En lille dolk gled ned i hånden på ham. Dette måtte være det rigtige vindue. Han stak knivsbladet ind under vinduet og begyndte at dirke rundt med den, for at få vinduet op.
Men som stor og stærk...Forventer man heller ikke altid at folk vil en til livs. Og når man laver noget, kan selv den bedste blive for optaget til at opdage en skygge, der kan følge efter en...

Ziva havde brugt hele dagen på at ordne hestene, som hendes far havde taget med ud for at sælge, og gøre rent i huset og hjælpe sin lille bror, hun var virkelig bekymret for at han en dag ikke længere ville vågne, op med heldigvis havde han da fået en smugle medicin idag og hun sparrede stadig op så han kunne få et ordenligt læge besøg, for hun ønskede kun det bedste for ham.

Ziva stod i skyggen af et hus og holdte øje med skikkelsen der roede ved vinduet. Hendes største frygt, var nok at en som ham ville gå efter hendes lillebror en dag, ikke at hun kunne se nogen grund til at de skulle gøre det, men tanken var stadig i baghovedet. Hun betragtede skikkelsen, men hun stod og tænkte på hvordan hun skulle tackle ham, for vis hun kunne undgå at forvandle sig gjorde hun det helst, for hun var ikke den største fan, med at hun ville skulle tage tøjet af for ikke at ødelægge sit læder tøj. Et smil gled frem på hendes læber da hun fandt en vej den, ville være risikabel, for han ville måske kunne komme til at høre hende. Hun listede langs med huset skygge imod et nøgen træ, efter som bladene var faldet af. Hun bed sig i læben, som hun begyndte at kladtre op i træet og over på hus taget. Hun sørgede for at holde sig lidt  dukket som hun gik på taget, og hun prøvede at være så stille så muligt, da hun nåde hen til kanten af det, tog hun sin kniv frem og sprang ned fra taget. Hun håbede nu at hun ville kunne nå at ligge kniven imod hans hals, men det var langt fra sikkert, for hun kendte ikke til fyrrens reflekser, men hun håbede at det ville gå nemt som hendes andre job her på det sidste, men det var jo langt fra sikkert.

Kniven smuttede. Lækkert. Det betød låsen var dirket og vinduet nu kunne åbnes...Og han nu kunne gå ind. Som en gæst. Og dødens skygge. Han smilte svagt for sig selv. Dette job var for let...Hvor var de spændende opgaver? De udfordrende? Han var blevet så stærk, kun for at kede sig yderligere. Gad vide hvad han skulle sætte som sit næste mål. Storme Sakrefs borg og overtage magten i Doomsville? Tanken var sjov, han gad det faktisk godt. Men det ville kræve så meget arbejde. Alligevel...Virkede tanken sjov. Man så alligevel intet til denne Sakref, personligt havde han kun mødt ham en gang. En spøjs fyr.
Natten var fuld af lyde. Han proppede dolken væk, i en af hans tusind lommer og stoppede op for at lytte. Det var denne indbyggede forsigtighed der gjorde ham opmærksom på lyden af stof der fløj igennem luften...Og dermed at nogen var på vej mod ham. Godt nok fra en lidt uventet kant, nemlig fra oven. Han trådte et skridt ud fra huset og ventede pænt. Og ganske rigtig om denne person ikke landede. Med en fin dolk i sine små hænder. En ung kvinde! Ud fra lugten, ud fra fornemmelsen...En shapeshifter. Åh, Alane ville måske blive sur når hun hørte en af hendes prøvede at dræbe ham? Han smilte svagt for sig selv. Personligt ville han dræbe dem, der ikke lyttede, men sådan var de vel forskellige.
Hans dolk gled ned i hånden igen. En hurtigt, elegant bevægelse.
"Godaften" hilste han
"Godt forsøg. Må jeg spørge...Prøvede du virkelig at dræbe mig?"

Ziva stoppede helt op, da hun hurtigt regnede sig frem til at hun var opdaget. Hun bandede for sig selv i sit stille sind, for det var jo ikke meningen han skulle havde opdaget hende, men okay hun havde nu også valgt en rimlig risikabel vinkel at prøve at få ham fra. Hun sukkede kort bare over sig selv.
Ziva tænkte lidt og lod dolken finde sin plads i skeden som var ved hendes bukseben. Hun vidste at det hun gjorde nu virkelig var risikabel, men hun så ingen anden mulighed vis hun stadig skulle havde en chance for at få dusør pengene for han, for hun kunne godt regne ud at en nærkamp med ham ville være det rene selvmord.
Hun lod bare et smil glide over læberne som hun så på ham. "Nej, men en kniv imod halsen for de fleste til at følge ens mindste vink"svarede hun bare. "Og desuden er du mere værd levene ind død". Hun rettede kort lidt på heste halen og så på ham. Hendes mål var at gennemskue ham for vis hun var heldig kunne hun måske lokke ham i en fælde, så hun enten lidt senere eller en anden dag kunne få ham fanget.
Hun var dog klar heletiden til at kæmpe vis det var det han ville og hun fulgte hans mindste bevægelse, for vis hun ikke var klar, ville han nok nemt kunne vinde, så hendes hånd lå trygt og hvilede på dolken.
Hun så utrolig selvsikker ud som hun stod der og så på ham med sine blå øjne, og hun lignede en der næsten syntes det her var sjovt, men sandheden var at hun var bange, men ikke for at dø, som de fleste havde det, men for at hun ikke ville kunne få fyren afleveret så hun kunne få pengene til hendes lille bror. Hun ville gøre alt for den lille dreng og det ville hun altid gøre og det var den eneste grund til hun gad risikere sit liv.
Hun afventede fyrens næste træk og reaktion, mens hun mærkede  den kølige brise imod den bare hud.

Han holdte dolken skjult bag sin arm. Holdte bladet op mod ærmet, så den ikke afslørede ham. Måske kunne folk alligevel godt gætte han var bevæbnet, men der var så sandelig også dem der aldrig opdagede det, og det var for deres skyld at han gemte den. At udnytte mulighederne, når de var der. Han smilte svagt og lod blikket glide over hende et øjeblik. Så rettede sig op fra forsvarsstillingen og så afslappet på hende. For nu, bedømte han hende ikke til at være en trussel. Ikke direkte. Han havde levet længe og kendte de fleste tricks. Hun skulle virkelig være god, hvis hun skulle overrumple ham.
Han var forbavset over hun manglede de mest kendte ting. Ting som vievand og pentagrammer. Man skulle aldrig komme til en mulig kamp, et muligt drab, uden at være ordentlig forberedt. Han smilte svagt, viste sin dolk frem og pegede den mod sin egen hals.
"Skal jeg være bange nu?" foreslog han.
"Hvad skulle jeg gøre nu? Være bange for at du skære hovedet af mig? Det sker vidst ikke. Der skal noget mere til" han tog dolken væk og gemte den væk. han havde ikke brug for våben lige nu. Den ville ikke betyde noget i en nærkamp og den ville ikke betyde noget, hvis hun angreb fra en hvis afstand.
Så...Han var mere værd levende end død? Interessant. De fleste ville bare gerne have fat i ham, uanset om det var som det ene eller det andet. Hans mørke blik gled over huset, som han havde været på vej ind. Det så ud til at opgaven måtte blive udskudt!
"Interessant. Og hvad er prisen på denne gang? Jeg kan ikke være helt billig" han smilte svagt.
"Hvem prøver at købe sig til mig, som var jeg en gemen slave?" spurgte han ligeud. Han så direkte på hende.

Ziva fulgte ham med blikket, som han vidste sin dolk frem. Hun spændte en smugle i hånden klar til at få sin frem, vis han prøvede at skade hende, for man kunne aldrig vide med folk, nogle angreb jo når man mindst ventede det.
Hendes blik blev undrende kort som han rettede kniven imod sin egen hals. "Nej det ville jo bare svine for meget, og jeg ønsker ikke mit tøj skal grises til, vis jeg kan undgå det"svarede hun bare roligt.
Hun vidste godt at hun ikke havde alle de ting med som de fleste dusør jægere havde, men hun havde ikke haft behov for de ting endnu, selv ikke vis det var en hun skulle slå ihjel. Men hun ville enlig gerne havde skaffet de ting, men hun kunne ikek rigtig, for de kostede penge og der var grænser, for hvor mange penge hun kunne bruge uden at blive opdaget af sin far, så hun måtte skaffe tingene lige så stille, og lige nu de penge hun fik via det her arbejde, ville gå til hendes lille bror.
Ziva smilede bare ved hans spørgsmål om sin pris. "Hvad kommer det dig ved hvor meget du er værd, det er jo ikke fordi du for noget ud af det vel? men nej du er slet ikke billig, ellers havde jeg ikke gidet jagte dig, så havde jeg hellere ville bruge mit krudt på at jagte en anden"sagde hun bare og betragtede ham lidt, han var nu meget pæn efter hendes smag, så det var da lidt ærgeligt at han sikkert skulle slås ihjel, eller det vidste hun at han skulle efter han var blevet afleveret.
Hun grinede lidt ved det sidste han sagde. "Jeg fortæller dig da ikke hvem køberen er, jeg jo ikke komplet idiot, for fortælle jeg dig hvem det er, kan jeg da være sikker på ikke at blive betalt, for så har du sikkert slået personen ihjel, for at få viftet mig og andre dusør jæger af nakken, og som slave det tror jeg næppe nogen ønsker at havde dig som, ingen ønsker sådan nogen som dig som slave, ihvertfald ikke dem der tænker normalt"klukkede hun bare. "Nej du skal vist bare skaffes til nogle informationer, og når du har gjort det, tror jeg at det er købern du skal være bange for skære hovedet af dig, og ikke mig for, så er mit arbejde færdigt, jeg skal bare skaffe dig hen til dem og det er det."sagde hun så og smilede bare lidt.

Han tænkte lidt over det. Hendes drilleri var som spildt på ham, det eksisterede slet ikke i hans verden. Det irriterede ham ikke, fik ham ikke til at røbe noget ekstra eller gøre noget dumt. i stedet bed han mærke i de informationer hun næsten øste over ham, som i et vandfald. Viden var magt. Det havde det altid været. Og magt var farlig. Derfor var viden farlig. Folk tænkte bare ikke altid over det.
Hvis personen ønskede han arbejdede for dem...Plejede at vælge en mindre truende måde at kontakte ham på. En der kom med et brev, en dreng der kom løbende med en besked, nogen der kiggede ud af skyggerne og bad ham følge med...Eller, hvis de ikke kunne finde ham eller vidste hvem han var, opfangede hans mænd det normalt rundt om i byen og fortalte ham det. Han elskede når folk var helt overraskende, eller chokeret, over at ham, de havde brug for, pludselig kiggede forbi.
"Hvor er du snæversynet" kommenterede han med et svagt smil.
"Det her går helt over hovedet på dig. Et magtspil, hvor du blot er en gemen brik, der bliver spillet rundt og som kan undværes" smilte han til sidst. Det var hans konklusion.
"Jeg ville selvfølgelig give dig min pris, så jeg slap for at have dig hængende. Vi ved begge at folk som dig kan købes for de rette penge. Og navnet på min køber ville da være ligegyldig, for så havde du jo pengene...Og jeg en person mindre der blot ville udnytte mig eller se mig død. Men bare tag det roligt...Mit tilbud om penge står stadig ved magt. Og selv hvis du nægter, får jeg altid det jeg vil have. Vis mig vej til din køber, da. Vi kan da ikke have personen ventende?" smilte han afslappet. Han var ikke bange eller nervøs. De fleste var svagere end ham, han havde som oftest en stor fordel i at være Archdemon. Sådan så han det også nu.

Ziva mærkede vreden vokse frem inden i, da han sagde hun kunne undværes. Hendes kinder blev røde, fordi hun blev så vred, for hun var så træt af folk der bare mente hun kunne undværes. Hun var en stædig og hissig lille dame, og det han havde sagt havde ramt et ømt punkt hos hende, så hun var bare virkelig gal på ham nu, men der skulle hellere ikek så meget til at få hende op i det røde felt, men hun lod ham tale færdig før hun sagde noget.
"Jeg skal med glæde føre dig til køberen, og så må vi jo se om du altid for det du vil havde"sagde hun bare før hun roligt begyndte at gå, hun holdte dog øje med ham og vente ikke ryggen til ham, for det vidste hun godt man ikke skulle gøre, for man vidste aldrig hvad folk kunne finde på.
Ziva så skifte vis på ham og på vejen hun gik, det med at han havde sagt hun bare var en brik der sagtens kunne undværes, kørte rundt i hovedet på hende. Hun blev kun mere og mere vred, ved at tænke på det, og hun havde enlig mest lyst til at slå ham og råbe og skrige, for hun var så træt af folk, der bare mente hun var ingen ting, og så kunen det godt være hun ikke kendte fyren, som havde sgat det til hende, men det lykkes ham stadig at gøre hendes rasende.
Hun kunne tilsidst ikke dy sig og blev nød til at sige noget til det, hun vidste det nok var dumt, men hun kunne bare dy sig og blev nød til bare at sige noget til det.
"Jeg ved du er farlig og sikekrt kan slå mig ihjel på 2 sekunder, men du kender hellere ikke mig, og jeg er lige glad om jeg bare er en brik i et spil, for jeg er lige glad med alle jer, jeg vil bare havde pengene, og hvad i gør med hinanden kan rage mig, og i kan sikkert alle undvære mig, men jeg ved der er en der ikke kan undvære mig". Det var tydeligt hun var gal. "Og så jeg lige glad, om hvad du tænker om det jeg lige har sagt eller bare syntes jeg er åndsvag, for jeg er så træt af folk som dig, der tror i er bedre ind alle andre, bare fordi i er svære at slå ihjel eller er stærkere ind det fleste". Hun fnøs kort, og fortrød lidt efter sit udbrud, for han var vel helt lige glad, men de var nu meget rart at kunne skælde folk lidt ud, engang i mellem.

Vreden lyste ud af hende og lyste hendes øjne op på en måde, han alt for godt kendte. Åh, han havde ikke engang tænkt over at det ville gøre hende vred eller ked af det! De fleste var jo ligeglade, når bare de fik deres penge. Det gik virkelig ikke at lade sig rive så meget med, når man havde så farligt et arbejde, som hende. Følelserne kom bare i vejen, slørede ens syn og kunne hurtigt bringe en død. Hun virkede som en amatør, i hans øjne, men han vidste også bedre end at undervurderer hende. Måske kunne hun slås, men det tog tid at lære den mentalitet, det krævede, til at bruge det rigtigt.
For ikke at nævne...Han blot havde sagt sandheden. Men for mange var sandheden gift.
Han fulgte efter hende. Hverken direkte foran hende eller bag hende, men blot ved siden af hende. Han virkede afslappet da hun gik. En lille tikkende bombe...Og hun eksploderede da også. Og han kunne ikke gøre andet end blot at smile lidt. Hun var jo helt nuttet! Var det ikke det ord folk brugte?
"Du tager fejl" Han kendte hende ikke. Han var også ligeglad.
"Hvis du var ligeglad, havde du allerede reageret som du gjorde nu. Se på mig..." han snorede elegant rundt, med armene ud til siden, så hun kunne se hvor afslappet han er.
"Jeg er ligeglad. Sådan her ser ligeglad ud..." han lod en arm glide ned over hans krop, som vidste han sig selv frem.
"Desuden...Hvis du var ligeglad, ville du have sagt ja til mine penge og bare være taget hjem. Men i stedet skal du lege loyal og følge mig til køberen, som en hund i snor" Han kunne ikke lade være med at smile.
At hun havde en som hun så efter...Se, det var interessant. Det betød hun havde en svaghed. Det betød...Alt!
"Du mener det sikkert godt. Men du virker bare som en der har så meget at lære!" kommenterede han og så frem efter sig igen, da han gjorde tegn til om de skulle gå videre.
"Her er hvad jeg forestiller mig vil ske" han så kort på hende. I forhold til før, var hans øjne mere alvorlige nu.
"Vi mødes med køberen. Her vil der ske følgende. Han vil være fuldstændig ligeglad med dig og snart efter også død. Måske ville han give dig penge, måske ikke. Hvis han vil, vil jeg tage pengene. Se det som en straf for du overhoved valgte at gå efter mig. Kort sagt...Du vil være undværlig og det vil du altid være for dem der har penge. Det er dumt at lade sig rive med af sine følelser i et fag som dette. De afsløre dig og sløre din hjerne, så du ikke kan se klart. Du vil lade dig rive med ad strømmen og sige noget dumt. Hvilket allerede er sket. Men jeg er en forstående og tålmodig fyr...Lige nu. Hvis jeg var dig, ville jeg blot indse at der ikke er nogen grund til at risikerer sit liv for en fyr, der hellere end gerne vil betale den samme pris. Måske endda mere...Hvis du hjælper mig imod køberen i stedet" han smilte svagt. Han vidste ikke hvor stor sandsynlighed der var for at hun ville gøre som han foreslog. Umiddelbart kunne det gå begge veje. Det var faktisk ganske spændende.
"Vær dog lidt mere egoistisk" tilføjede han.

Hun vidste godt ikke burde være flippet sådan ud, for hun vidste hvor nemt hun havde ved at tale over sig når hun først røg op i det røde felt, men hun skulle vel nok lære at styre sine følelser en dag for hun kunne jo ikke blive ved med at lade følelserne styre hende, for det ville jo bare ende galt, hvilket det allerede var gjort et par gange, heldigvis var hun da sluppet levende fra det.
Hun rettede blikket imod ham, da han begyndte at snakke. Hun undrede sig lidt da han stoppede op, men så bare på ham som han vidste sig selv frem og rullede bare kort med øjnene over ham, men lyttede ellers bare til det han havde at sige.
"Jeg har en grund til ikke at tage imod dine penge, for det jo ikke sikkert du ville give mig dem"sagde hun bare og nikkede til hans tegn om de skulle gå. Hun holdte stadig øje med ham mens de gik, for man kunne aldrig vide hvad folk kunne finde på. Meget at lære? han skulle bare vide, for hun havde hellere ikke været i branchen særlig længe kun et par år, men hun var blevet langt bedre for før der havde hun slet ikek været så god til at liste sig ind på folk og slås og sådan, men hun vidste godt hun skulle lære at kontrollere sine følelser og andre ting, men hun skulle nok finde ud af det, hun kunne kun blive bedre jo.
Hvad han forstillede sig der skulle ske, tja det skulle vel nok blive spændende at høre. Hun sukkede kort, men lyttede ellers bare og hun bed sig lidt fast i det, da han sagde at han måske ville betale mere. Vis det var sandt at han ville betale mere, ville hun måske godt kunne gå med til hans tilbud
"Fint vis vi nu siger jeg går med til din lille "Ide"..... hvordan kan jeg så vide at du har de penge, for du kan da sikkert sagtens finde på bare at lade mig vise dig køberen og når han er dræbt, stikke af eller noget, eller bare sige du ikke har pengene" Hun løftede det ene bryn og så på ham.
"Hvordan kan jeg vide du ikke tager fusen på mig?"Spurgte hun bare.
Hun ville sikre sig at han ikke bare snød hende, for hun havde jo hurtigt lært at man ikkke kunne stole på andre ind sig selv.

Han grinte. Hvordan skulle han kunne andet? Åh...Så naivt.
"Det forundre mig hvor meget du stoler på en køber. Har han bevidst at har pengene? Hvad har han sagt eller gjort, for at vise at han faktisk vil give dig dem?" smilte han. Han førte ikke frem, legede ikke bedrevidende. Faktisk var han totalt afslappet og nød faktisk denne lille samtale. At hun tolkede det anderledes...Var hendes problem.
Hendes andet spørgsmål var dog berettiget. Og betød at han var tæt på at have hende på hans side. Måske. Hun kunne lige så godt lege med ham, som han med hende.
Han trak let på den ene skulder.
"Livets store mysterier. Hvordan kan man stole på noget som helst? Det kan man ikke. Selv hvis jeg fortalte dig at jeg er en mand af ord, da ord er noget af det eneste jeg har, vil du ikke tro mig mere af den grund. Omend...Jeg går ud fra det er nøjagtig det samme en køber har. Ord på ord" han smilte til hende, en smule drillende.
"Jeg har ikke pengene på mig. Der ud over ved jeg heller ikke hvor mange penge der egentlig er tale om. Men..." han så frem for sig et øjeblik. Normalt kunne man betale halvdelen nu og resten bagefter. Men så mange penge gik han jo ikke rundt med i lommerne!
Han tog hånden op til kraven på hans trøje og hev en halskæde frem. Den var simpel, en halvtyk metalkæde og en nøgle af skinnende metal, hvor der sad en lille krone oven på nøglen. Han tog den over hovedet og rakte den til hende.
"Tag den i pant. Hvis jeg ikke holder aftalen, er selve metallet den er lavet af og designet, nok til at indtjene dig en god del...Hvis du går det rigtige sted hen. Det er fin håndværk, meget kompliceret. Og hvis jeg holder aftalen...Får du pengene og jeg halskæden tilbage. Det er klart jeg ikke vil fortælle dig hvad nøglen bruges til" han sendte hende et lille smil. Hvis hun ikke afleverede den tilbage...Ville han jagte hende ned, slå hende og alle hun elskede ihjel og tage ikke bare halskæden, men alle spændende genstande hun måtte eje. Selv om det sikkert ikke var mange.
"Vi er ikke så forskellige, du og jeg. Vi arbejder med meget af det samme" kommenterede han.

//Halskæden: http://www.bikerringshop.com/images/necklaces/mens-rocker-necklace-1.jpg //

Hun hævede et bryn da han grinede, for havde hun sagt noget sjovt eller hvad og hun vidste godt han nok bare grinede af hendes måde at være på, eller fordi han syntes hun havde sagt noget dumt, eller bare noget andet i den retning.
Hun lyttede til det han havde med at sige og han havde jo enlig ret i hun ikke anede på køberen ville betale, men på den anden side hun havde nok lettere ved at slå ham ihjel, eller true ham for at få dem end hun havde med ham her.
Hendes blik gled opmærksomt hen på hans hænder da han pillede ved noget ved sin nakke og hun så opmærksomt på ham, for at sikre sig han ikke bare fandt på noget, eller havde et våben der eller sådan. Hun vidste måske godt at han nok ikek hev et våben frem på den måde, men okay folk kunne gemme våben de mærkeligste steder og gjorde det også gerne.
Hun så på halskæden og holdte bare blikket på den, som han snakkede. Hun nikkede kort og tog så imod den og betragtede den bare roligt uden at svare.
Hun betragtede grundigt metallet og nikkede så. "Okay jeg går med til din ide, og tja vis du ikek betaler mig som aftalt, skal jeg nok selv finde ud af hvad den nøgle skal bruges til, jeg er ret god til at få folk til at tale"sagde hun bare og smilede lidt.
"Når okay, hvad arbejder du da med?"Spurgte hun bare. Hun tænkte kort på hun enlig ikke havde nogen ide om hvad han enlig hed, men det var nok ret dumt at udveksle navne, da det nok ville være lettere for ham at finde hende vis de gjorde, så hun valgte med villige at lade være med at spørger ind til hans navn, men han ville nok hellere ikke svare på det.
Hun tog bare halskæden på, for så vidste hun hvor den var og kunne lettere give ham den tilbage, vis han gav hende sine penge.
"Forresten jeg håber du er villig til at give lidt mere ind køberen vil, for så kan vi sige det er som tak for at jeg viser dig frem til ham, så du kan slå ham ihjel"sagde hun så bare og så kort lidt på hals kæden.
Nøglen gjorde hende nysgerrig, for hvad lukekde den mun op til, og hvor meget var halskæden værd, for den så virkelig værdifuld ud.

Han smilte svagt. Så det mente hun? Det var han også. Og det var mange af hans mænd også. Hun ville aldrig nå tæt nok på genstanden, den låste op, til faktisk at låse den op. ikke uden enden at dø eller blive fanget. Og han var den eneste der vidste hvad nøglen duede til. Men han sagde det ikke højt. Ville lade hende være i sin lille tro, siden det nu styrkede hende.
I stedet så han blot frem for sig, som de drejede ned af forskellige gader. De måtte da snart være der?
"Alt folk betaler for. Mord, tyverier, informationer. Jeg er en af de mest magtfulde mænd i denne by og med god grund frygtet og hadet af mange...Nok næsten lige så mange, som finder mig nyttig" han smilte let. Godt nok virkede det til at hun mest arbejdede med mord. Med at jagte folk. Hvilket han jo også gjorde, selv om han også arbejdede med andre ting.
Han gik ud fra hun allerede kendte hans navn. Det gjorde forholdsvis mange i byen, det var ikke en hemmelighed. Der var normalt alligevel ikke mange der turde opsøge ham.
"Hvis du gør det godt, angående det med at hjælpe mig, vil du også blive betalt derefter" og mere sagde han ikke til det. Han betalte folk det, som de arbejdede for. ikke mere, ikke mindre. Så det var op til folk selv at tjene så meget som muligt.
"Jeg vil gå efter selve køberen. Jeg har nogle ting af ham, jeg gerne vil vide. Men du kan jo passende hjælpe med at tage dig af nogle af køberens mænd. medmindre køberen er så naiv, blot at være sig selv" smilte han svagt.
"Hvornår er vi der?" han var spændt på at nå frem.

Ziva lyttede til det han fortalte om det han arbejede med og hun så bare frem kort. "Så hvem har så betalt dig for at bryde ind i det hus, du var på vej at bryde ind i, før jeg afbrød dig?"spurgte hun roligt. Hun kunne nemlig huske han stod og rode, med en kniv ved et vindue. Om han skulle stjæle eller slå ihjel, anede hun ikke, men det betød hellere ikke så meget for hende at vide, for hvad ville hun dog få ud af det.
Hun rettede blikket imod ham, ved det han sagde med pengene, for hun var ikke særlig tilfreds med at han ikke ville acceptere at hun ville få mere, for det ville måske betyde hun ville få mindre, ind vis hun ikke havde hjulpet ham. Hun valgte dog ikke at kommentere på det.
"Nej nej han har skam en masse mænd, han har to der altid står ved hans side, og så har han nogle andre nede i kæleren, som kommer vis der opstår problemer. Folk ved dog sjælent at der er en kælder, da den er skjult så folk ikke tror han har flere mænd ind det, men jeg fik en af vagterne til at tale rimlig meget over sig" Hun smilede lidt efter hun havde sagt det, da hun stadig kunne huske hvor let det havde været at få ham på tale, hun havde ikke engang behøvet at true ham, hun havde bare skulle flirte lidt.
Hun tænkte lidt ved hans spørgsmål, for hun skulle lige tænke hvor langt der var igen. "Øhm ikke så forfærdelig langt igen, han opholder sig et stykke væk fra de andre huse, så han kan være ifred uden nogen brokker sig, eller finder ud af hvad han laver"sagde hun bare med et skuldertræk.
Hun så bare rundt og betragtede området omkring dem, der var meget stille og det var enlig først nu hun lagde mærke til hvor stille der enlig var.

Hun ville få for det, hun gjorde. Gjorde hun en masse arbejde, og gjorde det godt, var betalingen større end hvis hun gjorde en smule, dårligt. Det var også en måde han holdt folk engageret i arbejdet. Det var jo altid sjovest at tjene mest, så folk gik ofte efter at gøre et godt stykke arbejde. Det skulle jo leve op til en hvis standard. Han smilte svagt til hende.
"En mand. Eller en kvinde. En der er rig...Eller var personen fattig? En der bor i byen...Eller var det en anden by?" han drillede hende lidt. Selvfølgelig ville han da ikke sige det! Han garanterede altid anonymitet. Ellers ville han jo aldrig få noget arbejde gjort. Han svarede heller ikke på hvad han skulle i huset. At være kendt for et tyveri var bedre end for et mord. Det gav mindre ballade.
Selvfølgelig havde manden altid mord. Og selvfølgelig var han dum nok til at prøve og holde noget skjult. Både klog og dum nok til det. Men det betød ikke noget. En vagt eller fem mere betød intet.
De nærmede sig udkanten af byen, de kunne se bymuren i det fjerne. Dette var området hvor de fattige ofte holdte til...Men der var enkelte, større huse i området, som lå lidt mere afsides. Det var det eneste sted i byen hvor husene kunne ligge lidt afsides. De fattige stillede ikke spørgsmål og deres interesse betød ikke så meget, som de riges. Han kendte godt til den slags personager. Men det betød også de snart måtte være der.
Det var tydeligt hun var stolt af sit arbejde. Og det var også okay. Han smilte bare svagt til hende. Det var bedre end slet ikke at vide noget.

Ziva rettede blikket imod ham ved det han sagde, og hun sukkede bare og rullede med øjnene, for det kunne godt være han syntes han var sjov, men hun syntes bare han var plat. "Vis du ikke ville sige det kunne du så ikke bare sige det, istedet for at sige alt det der" sagd ehun bare og forventede enig ikke, han ville sige noget til det eller noget.
Hun så frem på husene og så lidt tænkene ud, for hun skulel luge vlre sikker på hvilket et det var af dem, bare fordi hun ville ikek gå ind i det forkerte, for det kunne hurtigt give problemer, og det var svære at kende forskel nu der var mørkt.
Hun fik dog øje på det rigtige hus og hun smilede bare lidt og gik i retningen af det. "Hvad er så din plan når vi kommer derind?"spurgte hun så bare og så på ham med et ventende blik, for hun ville gern ehelt præcist vide hvad der skulle ske, så hun kunne sikre sig der ikke skete nogen fejl.
Hun stoppede et stykke foran huset og så på ham, bare så han kunne nå at sige det han ville sige vis han enlig ville sige noget. Hun kunne svagt høre mændende inde i huset og hun kunne høre de allerede små festede lidt, det var vel enten fordi de troede hun var død eller fordi det var sikre på at hun ville få fanget Sean.

//Mange gange undksyd det sene svar, der skete bare pludselig en masse ting der gjorde jeg ikke kunne komme på, men kommer meget mere på fra idag af //

Han smilte let til hende, fuldstændig ligeglad med hendes upassende bedømmelse af ham. Han var aldeles ikke plat...Det var nok en af de ting hun aldrig ville opleve Sean være. Men det var tydeligt for ham at hun var lidt tør - Hun brød sig ikke om humor.
"Det gjorde jeg også?" kommenterede han med et lille smil. Hendes frustrationer var hans sjov. Jo mere utilfreds hun ville være, jo sjovere ville han blot have det.
Han trak let på den ene skulder og så lidt på hende.
"At dræbe mændene og afhøre manden, der gav dig opgaven. Til sidst vil også han dø" kommenterede han.
"Men der ud over har jeg ikke yderligere nogen plan. Lad os se hvad der sker"
Hun stoppede op foran at hus og han lod blikket glide over det et øjeblik. To etager, lidt fint, om end det faldt godt i spænd med de ellers triste omgivelser af småhuse. Der var lys i vinduerne og han kunne høre nogen der hyggede sig. Godt, så ville de på ingen måde være forberedt på et angreb. Han smilte svagt for sig selv. Han så kort på Ziva, men gik så selv hen mod huset. De var ikke forberedt på angreb og forventede højst at Ziva ville vende tilbage, hvis hun klarede opgaven. Derfor bankede han på døren, et par hurtig lette bank, som fra en kvinde. Så bevæbnede han sig med sin dolk og blinkede drillende til Ziva.
Døren blev åbnet. En mand stod i døren. Inden mandens smil nåede at forlade ham og han kunne nå at advare nogen, var han død. Kniven gled imellem hans ribben og stak hul i hans hjerte. Manden sank forover og Sean greb ham og lænede ham op af væggen, lige indenfor døren. Så trådte han ind over dørtærsklen...