You will scream - Stella.

Sted: En fæstning midt i The Forest, som virker ubeboet og ubrugt men er i virkeligheden brugt som torturkamre og eksperimenter. En besværgelse gør den ser forladt ud.
Tid: 23.45.
Omgivelser: En lang gang med celler, hvor skrigende aldrig forsætter på hele gangen. En masse mørkt klædte mænd der går imellem cellerne. En stærk duft af blod.
Vejr: Udenfor regner det, og det trækker op til tordenvejr.

Nicolas sad i et stort værelse. Han havde tidligere på dagen, sendt nogle mænd ud for at finde denne såkaldte Stella. Hun var grunden til han ikke længere havde Caroline i sit liv, og selvom det måske var det bedste for nu, skulle Stella stadig straffes. Han kendte ikke meget til hende, men han vidste hun var modig og stærk, men at hun også tog kampe op, hun umuligt kunne klare. Han havde derfor sørget for, at sende to, af hans stærkeste og ældste mænd. På den måde, var sandsynligheden for at hun dræbte dem mindre. Foran Nicolas, lå en række af knive, dolke og sprøjter. Han forsøgte at afgøre hvilken metode der var bedst. Han tog en sprøjte med en grøn væske og en dolk med et skarpt blad. Hun skulle fortryde, at hun havde forsøgt at vende nogen som helst i mod ham. Han forstillede sig hvad han ville gøre. Starte med væsken, der ville sænke hendes energiniveau, og så langsomt stikke i hende, som var hun et stykke kød, et barn legede med ved middagsbordet. Han ville sørge for, hendes skrig var det højeste af dem alle, det der var længest, og det der var mest smertefuldt. Hun skulle fortryde. Når mændene kom tilbage, vidste de hvad de skulle gøre. Føre hende ned i en celle, spænde hende fast og låse et magisk halsklæde om hendes hals, der sikrede hun ikke brugte nogle magiske kræfter. Nu skulle han bare vente. Vente på at morskaben kunne begynde.

Hun havde været sammen med Josh og var faktisk bare taget ud for at handle ind - da to mænd kom hende til overraskelse. De overmandede hende hurtigt, men slap ikke afsted uden nogle alvorlige blødninger som snildt kunne koste dem livet, hvis de ikke fik det i behandling. Alligevel lykkedes det dem at få hende med sig. Hvor hen vidste hun ikke, og faktisk havde hun slet ikke lyst til at vide det. Hun kom ned i en kælder. Det overraskede hende ikke. Halskæden der hang smukt nedover hendes kraveben, blokerede hendes evner. Hun kunne ikke fremmane nogle våben. Ussel beygndte hun stille at føle sig uden sine evner. Lænkerne holdt hende godt fast. Hun bed tænderne sammen inden hun prøvede at rykke lidt i lænkerne for at tjekke, hvor godt de nu måtte være sat fast til væggen. Stella kiggede sig let omkring. Da en genkendelig fært af vampyr slog hende. Kunne det være, nej vel? Stella begyndte at mistænke Nicolas for at være manden bag dette. Hvilket hun kunne se hans grund til - hans latterlige grund til. Caroline havde advaret hende om ham og hans vrede - specielt lige nu, hvor han var så mentalt ustabil. Hun havde dog ikke i sinde at lade ham knække hende - det var han ikke hendes tid værd. "Kom bare an." Mumlede hun svagt for sig selv inden hun holdt vejret for at se, hvad der ville komme hende i møde. Hun bad til, at hun ville kunne klare det. Hun vidste, at hun kunne klare det.

Nicolas ventede og ventede, indtil en mand, noget yngre end ham selv og et menneske, kom ind. ”Dæmonen er ankommet. Hun er i celle tre. Nicolas nikkede, og gik ned i kælderen. Der var nogle ting han nød, og nogle han nød meget. Dette var en af de ting, han ville nyde meget. Han havde sprøjten i den ene hånd, og dolken i den anden. Han gik ind i cellen, og låste den bag sig. ”Stella.” Han gik hen til hende, og lod blidt hans hånd køre over hendes kraveben. ”Du ved ikke hvad du har gjort Stella.” Han lagde dolken på et bord bag ham, og lod nu spidsen af nålen hvile på hendes skulderblad. ”Bare rolig Stella, det her er ikke farligt for dig. Det tager bare din energi og gemme den i en magisk potte for enden af regnbuen.” En diabolsk latter forlod hans læber, da han stak nålen ind i hendes skulderblad. ”Det var ikke så slemt, vel?” Han trak nålen ud og lagde den på bordet, hvor han i stedet tog dolken. ”Nu kommer det sjove.” Han gik hen foran hende, og lagde den flade side af bladet ved hendes knæ. ”Hvad med vi starter her?” Han førte kniven op af og endte ved hendes lår, ”eller her?” Hendes mave ”her?” Han fjernende kniven og så på hende. ”Det er dig eget valg Stella. Hvor skal jeg starte med at sprætte din hud op?” Endnu en diabolsk latter fyldte rummet.

Hvor heldig havde hun lov til at være? Det var med sandten den 'mægtige' og modbydelige Nicolas. Han talte nedladende til hende - eller i heneds hoved gjorde han. Hun lyttede ikke til ordene, blot tonen i hans stemme. Hun lod sit ansigtsmaske ligge som is henover ansigtet da han stak kanylen ind i hendes skulder og lod en væske gøre hende mere og mere søvnig. Det sjove, det sjove var, hvor meget kontrol Caroline havde over ham. Hun havde forladt ham og nu opførte han sig som en oprørst teenager der ikke fik sin vilje. Han lagde bladet fra kniven rundt omkring, for at lade hende vælge, hvor han skulle skære hende op, men som om, hun ville lege det lille lam og svare ham på det. Stella brugte sin sidste energi til at spytte ham i ansigtet og hævede på et bryn. "Rådn op i helved." Snerrede hun af ham og så ham i øjnene. Han skulle ikke tro, at hun bare have tænkt sig at give op så hurtigt. Dum kunne man kalde hende, hvilket hun måske også var. Stædig, ja som det værste æsel. Men bange - langtfra. Håb var ikke en evne hun havde haft i langtid, men dens satte spor i heneds sjæl var ingen magi, men vilje og den ville blomstre til, at hun ville glemme at vande den, men det havde hun lovet sig selv aldrig at glemme.

Nicolas fjernede kniven da hun ikke virkede til at ville vælge. I stedet valgte hun at spytte ham i ansigtet. Ikke det smarteste trick. ”Er det sådan det skal være.” Han hævede skeptisk et øjenbryn, tørrede spytten af hans ansigt og gik op til hendes ansigt, hvor han blidt lagde det kolde stål mod hendes kind. ”Ved du hvad den værste måde at dø på er?” Han så hende i øjnene og rystede blidt på hovedet. ”Det er mange bud om det. Du vil opleve dem alle sammen. Selvfølgelig vil det ikke dræbe dig, men du vil føle dem alle, lige indtil det sidste åndedrag, hvor jeg vil vække dig til live og starte det hele forfra.” Nicolas rystede endnu engang på hovedet. Stupide lille pige. ”Man skulle tro du vidste bedre. En ung, køn dæmon. Folk vil gøre slemme ting ved kønne piger som dig. Du bør ikke gå rundt og ødelægge folks liv. De vil have hævn.” Han lod knivens spids køre hen over hendes kind så der kom en lang overflødig flænge.

Hun lyttede til ham. Måske opførte hun sig dum, men hun var ikke bange for døden. Den kom når den kom, og i det mindste havde hun gjort en forskel nogle steder. Folk vil gøre slemme ting ved kønne piger som dig; Den sætning gjorde hun hævede et bryn. "Tro mig. Jeg ved det udmærket. Det vil ikke være første gang jeg overlever mødet med en sindssyg som dig, jeg har mødt nogle langt værre." Vrissede hun og kiggede ham i øjnene. Problemet med folk - de kendte ikke hende - og omvendt. "Hævn kan skam være godt." Svarede hun imens han kørte kniven henover hendes kind. Det var ikke megen smerte i forhold til, hvad hun havde prøvet før. Hendes smerteterskel var større end manges, fordi, at hun ligepræcis havde prøvet så meget af den før - hun var i stand til at lukke den ude - til hun ikke var andet end en tom skal - men der skulle mere til, at hun ville nå til det punkt. "Er det alt det du har?" Svarede hun og slog blikket op i øjnene på ham.