The Maze(Matt)

Hun havde været her omkring en uge dog havde det føltes som om det havde været meget længere tid, da hun var vågnet op i lysningen midt  lejeren som de kaldte det område hvor de boede havde hun været bange, hun havde intet kunne huske, ikke engang hvordan hun så ud eller hvad hendes navn nu engang var. Der havde været omkring 28 andre her, alle sammen mænd og de var nu blevet 29 med hende. Selicity var blevet betragtet som om hun blot var et stykke kød de skulle parre sig med, mange af mændende havde været her længe, nogen år og andre kun måneder men lejerens leder; Ethan havde hurtigt fået dem på andre tanker og ikke en af mændende havde prøvet at lægge en hånd på hende, i hvert fald ikke uden at det var gået ustraffet hen. Nu brugte hun ordet kun men i virkeligheden føltes en enkelt uge herinde som langt over en måned så hun kunne slet ikke sætte sig ind i hvordan de havde det. Ingen af dem anede hvorfor de var her eller hvordan de skulle komme ud men i løbet af dagen hvor portene var åbne var der en lille gruppe på tre ude og undersøge labyrinten, ude for at finde en vej ud. Om natten kunne man høre en masse brøl og klagende lyde fra de dyr og væsner der bevogtede labyrinten om natten så alle vidste at blev man fanget derude var du så godt som død.

Selicity havde endnu ikke fået et navn eller for den sags skyld en profession da hun stadig var på prøve, indtil videre havde hun været på prøve i køkkenet, hos lægerne samt dem der dyrkede markene men ingen af stederne havde hun passet ind. I dag var havde hun været her præcis en uge og det var hendes sidste dag til at prøve jobsne samt denne aften ville der blive holdt en stor samling hvor hendes job ville blive afsløret og hun ville få et navn. Hendes lange røde hår var trukket op i en hestehale men pandehåret hang stadig løst omkring hendes ansigt og indrammede det smukt, hendes skarpe blå øjne virkede en anelse trætte og døde, udover den tætte brune top hun bar der viste noget af hendes flade mave og en anelse af hendes kavalergang bar hun et par lårkorte elastiske sorte shorts der stoppede et stykke uden hendes bagdel og fremhævede hendes lange slanke smukke ben. På fødderne bar hun et sorte vandre støvler der også var lavet til at kunne løbes i. Det var også svært for hende at sove da monstrene på den anden side et eller andet sted skræmte hende.Let bukkede hun sig ned for at rette på hendes støvler og sørgede for at de var snøret stramt nok så hun ville kunne løbe langt og længe, hun skulle trods alt ud med søgerne i dag som var dem der gennemsøgte labyrinten. Solen bagte ned på dem og hun vidste at de havde mistet en del herinde, mange af dem var blevet sindssyge og havde prøvet at slå hinanden ihjel men en del af dem var også gået bort enten i labyrinten eller simpelthen bare af naturlige oversager. Hendes hud var blevet en anelse mørkere men det var ikke meget da hun havde været ret så bleg da hun ankom her, med et blidt suk skubbede hun sig på benene og banede sig vejen hen mod de store porte hvor de andre søgere ventede på hende. Med et for hun sammen da en høj skinger og skrigende alarm gik af, det havde hun aldrig oplevet før. Forvirret og forskrækket kiggede hun rundt og kunne ikke undgå at se hvordan alle beboerne samlede sig i midten af lejeren hvor hun også var blevet fundet. Selicity satte i løb og nåede hurtigt derhen og skubbede sig let frem til forrest i rundkredsen der havde samlet sig omkring en lille platform.

//Du må selv bestemme om det skal være ham der ankommer nu eller om han har været der længe
P.s, håber det her kan bruges

Påklædning En stram sort t-shirt (den er en smule ødelagt), et par jeans (også ødelagt) derudover har han et par sorte sko på

Det havde været aften, da Matt forlod sit hjem, på trods af han havde brugt de sidste 3 måneder spærret inde i en celle, lænket til en stol, så havde han i den grad brug for at komme ud. Selvom han burde havde været blevet hjemme med sin søster, bare for at få indhentet de sidste 3 måneder, så var behovet for at komme ud og løbe meget større end som så. Alting havde været en fuldstændig omvending da han endelig var kommet hjem, åbenbart havde hans søster fundet sig en kæreste, og ikke nok med det denne kæreste var nu en forlovet.
Vinden gjorde ham godt, det føltes rart endelig at være fri, ikke lænket til en stol med et løfte om en daglig omgang tæsk, nej han var fuldkommen fri...fri til at løbe og gøre hvad han ville. Så forhåbenligt ville dette varer ved bare i lidt mere tid. Månen lå lige over ham, smuk og stærk som altid. Den måne havde nok været hans eneste ven, de lange aftner i cellen. Midt i alt hans tanker fik han øje på en ud af sin øjenkrog, og selvom folk nok ville sige dette blot var et tilfælde, vedkommende ikke fulgte efter ham...så havde han mange gange oplevet det stik modsat, netop at vedkommende højst tænkelig fulgte efter ham. Han lod som ingeting og valgte i stedet bare at løbe videre, dog da en gyde kom lige foran skyndte han sig ind og gemte sig op langs siden. Han holde vejret og ventede på manden kom tættere mod åbningen af gyden, derpå greb han fat i ham og hamrede ham op mod væggen "hvorfor følger du efter mig" knurrede han og hamrede den stakkels mand hårdere ind mod væggen. Manden stirrede i starten blot overrasket på ham, som om han ikke havde forventet dette ville ske, men om ikke andet kom der et mystisk smil på hans læber efter chokket havde lagt sig "svar mig" prøvede han igen, ligesom før hamrede han ham hårdt ind i stenmuren bag ham, dog uden held. Med et skiftede mandens blik til noget omme bag ham, og Matt nåede hverken at registrere hvad der skete eller blot se sig tilbage før en smerte brød ud i hans baghovedet og alting var mørkt.

Et par timer senere

Han stønnede og langsomt begyndte hans sanser igen at vågne op. Han tog sig til baghovedet og satte sig stille op, hvor han end var og hvem der havde taget ham, var for ham ligegyldigt, han ville bare fri også hjem igen. Det gik dog hurtigt op for ham, at han var om bord på et eller anden form for flydende ting, derudover var han lænket. Han sukkede og uden rigtig at drage for meget opmærksomhed mod sig selv fik han set sig om. Hvad end der skete så var de på vej hen mod en ø og det var ikke just en ø han havde set før. Han sukkede, han var netop lige kommet ud af sin fars greb, blot for at blive smit i en andens arme igen, dette var begyndt at blive pinligt og direkte sårende for hans ego. Han kunne ikke engang undslippe nogle simple mænd, for guds skyld han blev slået ned også endnu engang bortført.
Der var tre mænd omkring ham, hvilket helt klart ikke gjorde det svært for ham at overbemande dem, dog i hans tilfælde var det en hel del svært. Specielt fordi han var bundet på arme og ben. Så med sine bedste evne også lydløst som overhovedet muligt forsøgte han sig med at møve sig hen mod en af mændende, hvorpå han sparkede ham på det svage punkt lige bag ved knæet. Manden gav et hyl fra sig, hvorpå han røg i vandet...uheldigt for Matt røg alt opmærksomheden mod ham, og der gik ikke lang tid før en af de andre mænd rejste sig og gik hen mod ham, blot for at hamrede ham en på hovedet og igen var alting sort.

Inde i The maze

På en eller anden form for bevægende anordning lå en ung mand, han havde i den grad ingen hukommelse om hvem han var, hvad han var eller hvad pokker han lavede på denne bevægende ting. Indtil nu havde han intet kunne se, og det eneste han vidste var at han højst tænkelig var blevet bortført, derudover havde han en utrolig smerte i hovedet. Han kunne intet andet end forsøge at sætte sig op, dog uden synderligt meget held, da anordningen...hvad pokker det nu end var bevægede sig så hurtigt at han knap kunne sætte sig op uden igen at skulle lægge sig ned. Som den bevægede sig, kunne han skimte lys forude, hvilket nok betød han nok ville være ved vejs ende snart.
Det sekund anordningen stod stille, blev der med et åbnet en eller anden for for gitter, hvilket nu afslørede en platform og en horde af folk rundt om åbningen. Han holde en hånd op foran øjnene, forsøgte at dække for den kraftige sol der skinnede ned på ham. Hvor end han var, så så det ikke ud til at han var den eneste der var så uheldig at blive taget væk. Han rejste sig stille op for tingen og med hjælp fra nogle af mændende omkring åbningen kom han endelig op på platformen. Det sekund han ramte jorden, tog han sig selv i at hurtigt analysere hver enkel person. Hvorfor vidste han ikke, dette måtte højst tænkelig være en vane, siden det havde føltes så naturligt. Ud af alle 29, havde der kun været en der stod ud, netop en ung kvinde. Modsat alle andre, var hun rent faktisk den eneste pige til stede. Han fjernede dog blikket fra hende, efter at havde taget sig selv i nærmest at overbeglo hende. Dog modsat de andre der stirrede på hende med et skjult begær, så han på hende med en nysgerrighed gemt i de brune øjne Hvor er jeg? spurgte han med en raspende hæs stemme.

Hun havde virkelig håbet på en den nyankomne ville være en kvinde og det var tydeligt at de andre mænd herinde også havde håbet på det, Selicity havde dog af andre grunde håbet på det da det var hårdt at være den eneste kvinde i en lejr fyld med 28, nej nu 29 andre mænd. Let strøg hun det røde hår væk fra skulderen så det nu hang ned langs hendes ryg. Da platformen endelig stod helt stille var der et par af mændende, de to der havde været her længst tid og som blev betragtet af stedets ledere. Hendes klare hypnotiserende øjne gled over den unge mand der var ankommet, han så ud til at være stærk, rigtig stærk og så måtte hun da indrømme at han nu var en yderst nydelig mand. Hun ville skyde ham til at være omkring midten af tyverne hvis hun nu altså skulle til at gætte, selv havde hun ikke turde spørge nogen af mændende om hvordan hun så ud eller hvor gammel hun så ud til at værre, enten ville de sikkert bare sige at hun så mega hot ud eller også ville hun i virkeligheden være umådeligt grim at kigge på, det eneste hun som sådan vidste om sig selv var at hun havde rødt hår og ja hvordan hendes krop så ud hvis hun kiggede ned af den men det gav ikke meget. Hvem end der havde anbragt dem her havde været så smarte at der ingen spejle var da de måske frygtede for at det ville hjælpe dem til at huske hvem de var og hvad de kunne. Selicity mødte hans øjne da de landede på hende, et eller andet sted var hun lettet da hun ikke så de sædvanlige sultne og lystne øjne der betragtede ham, nej han virkede oprigtigt nysgerrig og forvirret som en i pokker og det var derfor hun bød ham et dejligt men lettere forsigtigt smil for ikke at skræmme ham yderligere.

Ethan der var lederen kiggede en enkelt gang over Matt før hans øjne gled rundt omkring på de andre der stod med nysgerrige øjne og betragtede ham, Ethans øjne landede til sidst på Selicity, "Røde... Kom her", hans stemme var fyldt med autoritet som han kaldte hende ud blandt alle de andre. Det var jo ikke et rigtigt navn men en eller anden måde blev de jo nød til at tiltale hende for at hun vidste det var hende og indtil videre, indtil hun fik et rigtig navn var det blevet røde. Med graciøse og flydende bevægelser trådte hun hen foran ham, hendes øjne hvilede kort på den nye der stod ved hendes side mellem Ethan og Andrew, Andrew var den der havde været her næst længst tid og han var også leder af søger gruppen. Ethan rømmede sig en enkelt gang go hun løsrev blikket fra Matt og kiggede tilbage på ham. "Den nye vil være dit ansvar for i dag og jeg forventer selvfølgelig du ikke fortæller ham noget eller lader ham forlade lejeren her", hun nikkede let og kort tid efter slap både Andrew og Ethan ham og folk begyndte at bryde op. Andrew rodede hende let i håret og kiggede hende i øjnene, "Ærgerligt røde, så må du komme ud og løbe en anden gang, vi ses i aften til den indvigelse", efter det var sagt satte han i løb sammen med to andre mænd og de forsvandt ud af den nordlige åbning, det eneste sted der var åbent. Selicity kiggede kort efter ham inden hun kiggede ned på Matt igen, han måtte være umådeligt bange og forvirret samt være ved at eksplodere med alle de spørgsmål han sikkert pludselig havde. "Velkommen til lejeren...", et let og forsigtigt smil lå over hendes læber som hun kiggede ham i øjnene.

Han lagde igen blikket på pigen, mest fordi hun rent faktisk virkede som den mest behagelige at se på, ud over hun jo var køn, så virkede hun også en smule bekendt, hvordan kunne han på ingen måde forklarer. Da en af de andre, der åbenbart var lederen begyndte at snakke, vendte han et par hårde brune øjne direkte mod vedkommende. Han havde aldrig kunne lide folk der skulle bestemme, og derudover brød han sig bare ikke om personen. Allerede fra første øjekast kunne han se at de to næppe ville blive perlevenner. De to ville nok være noget hen af fjender, for han ville gøre alt for at smide den fyr ned fra sin selvvalgte trone. Det lå ham næsten nært, bare lysten til at hamre ham en på siden af hovedet. Da han meddelte pigen..røde eller hvad pokker han nu kaldte hende havde ansvaret for ham, hævede han blot øjenbrynet. Det var som om en del af ham, ikke just var helt tilfreds med at der var en pige der skulle tage sig af ham, selvom han intet kunne huske om sig selv, var det mere eller mindre som om der var nogle ting kodet i ham han bare ikke kunne komme af med.
Han rettede igen sine øjne direkte mod hende, skarpe og utrolig observerende. det var som om de to øjne holde øje med alt alle hele tiden. Selvom han burde være bange, var der en del af ham der næsten var for vant til det at vågne op steder han ikke kendte, lænket til forskellige ting. Så selv uden hukommelse, virkede dette blot alt for normalt for ham. Han rejste sig elegant op, eller så elegant en ung mand på 1,90 nu engang kunne. I starten kunne han ikke helt stå helt op, mest fordi det hele segnede for ham, dog efter lidt tid fik ham fodfast over sig selv.

Han nikkede til hende "jamen mange tak...røde" han sagde det sidste med en svag drillende tone. Han lagde armene over kors, hvilket i den grad fik hans biceps og triceps til at spænde. Nysgerrigt så han ned over sig selv, og hurtigt måtte han konstatere at hvem end han var, så var han i den grad en der holde sig selv sund og klar på fødderne. Han vendte sig imod hende og hævede spørgende øjenbrynet "så hvor helvede er vi, og hvad er det med en indvielse...og hvorfor skulle du ud og løbe" spurgte han og trådte hen mod hende. Han tårnede let over hende især fordi han i den grad var meget højere end hende. Det føltes næsten underligt at skulle kigge ned på hende, i stedet for som før at skulle se op på hende

Selicity havde anerkendt overfor sig selv at denne mand der lige var ankommet så umådeligt bekendt ud, kendte hun ham inden hun var ankommet til dette rædselsfulde sted? Dog sagde hun ingenting da hun havde set hvad disse folk i lejeren gjorde ved dem der skilte sig ud, dem der huskede for meget eller brød grundreglerne der var for deres samfund herinde; de blev forvist til labyrinten der omringede dem og ingen havde nogensinde overlevet en nat derude, monstrene derude skulle være umådeligt stærke og noget af det mest frygtindgydende du nogensinde ville se i hele dit liv. Nu havde hun godt nok ikke set en af dem selv og selvom alle de andre havde advaret hende omkring dem, sagt at hun ikke ville du til det job så havde nysgerrigheden trukket mere end noget andet i hende, hun ønskede at se et af disse såkaldte monstre der bevogtede labyrinten. Hendes klare blå øjne gled søgende over ham som hun stod foran ham, mest af alt for at finde ud af om hun ville have problemer med at skulle have ansvaret for ham og ærlig talt virkede han ikke ligefrem synderlig begejstret over at være overladt til en kvinde, en anden ting hun havde bidt mærke i var de onde øjne han konstant havde sendt Ethan, hvis han ønskede at overleve herinde havde han meget at lære. Disse mænd var ikke blege for at slå ihjel og han var altså kun en mod alle de andre, han havde allerede tabt.
Let gled hendes arme over kors da han rejste sig op i sin fulde højde, hun var ikke nogen lav kvinde men han tårnede alligevel nemt over hendes form på 1,70 meter men det skulle han også gerne, det var kun de stærkeste af de stærkeste der overlevede her. Hvad end du så havde en utrolig skarp hjerne plus en nogenlunde fysik eller om du ikke havde andet end en god fysisk form.

Selicity løftede et fint øjenbryn og kiggede ham i øjnene med et skævt smil på hendes fyldige lettere rose læber, "Jamen det var da så lidt....", hun lod øjnene glide over ham for at finde noget hun kalde ham og der gik ikke længe før hun havde fundet det perfekte kælenavn til ham, "Blondie", hendes stemme var drillende. Roligt begyndte hun at gå, gik faktisk forbi ham så hun nu havde ryggen til ham, hendes hofter havde en naturlig sensuel vuggen til sig. "Som sagt tidligere er du i lejeren... Dit nye hjem.. Og det vil du kunne få svar på i aften, den er forskellig for hver gang da det altid er en ny person jo, din vil ske om en uge". Det sidste svarede hun bevidst ikke på da det var forbudt at fortælle omkring labyrinten den første dag da det oftest var for overvældende for de ny ankomne, mange havde prøvet at flygte i panik når de havde fået den information og det var ikke alle de havde kunne fange inden de var nået ud i labyrinten. Let kiggede hun sig over skulderen, et charmerende men stadig drillende smil på hendes læber, "Kommer du.... Du er jo så heldig at få en eksklusiv tur af mig i dag.."