Help me...//Matt//

P: Kappe, der dækker hendes ansigt og krop.
O: En masse træer, en flok varulve der løber efter en pige med en kappe.
V: Stjerneklar nattehimel.
T: Nat.

Arina kunne mærke hvordan hendes hjerte sad i halsen. Varulvene var efter hende. Deres glumbske latter og forfærdelige øgenavne suste igennem natten. Hun kiggede sig forskrækket tilbage og måtte kæmpe for at ikke at falde over en træstamme. Da hun var ved at vælte, placerede hun sine hænder foran sig for at tage imod faldet. Med lynets halst, rejste hun sig op igen og løb videre igennem natten.
*Lad mig nu være..* tænkte hun.
Hendes hjerte pumpede vildt. Disse varulve gav ikke så let op. De ville dræbe hende. Et misfoster..

Matt var ude, han sad på sin bænk udenfor sin hytte. Og lod blikket glide op på de smukke stjerner, himlen var klar. Men der var stadigvæk køligt udenfor, en pige kom løbende, hun var tydligvis på flugt. Hendes duft ramte ham straks, varulv og vampyr blandet i en krop. Umuligt eller måske ikke.
Han rejste sig hurtigt op og greb fat i hendes arm. Ikke hårdt bare fast. Han løftede hende med en hurtig bevægelse op i sine arme, og holdte hende i sin favn. Han kunne hører råben længere nede, andre varulve.
Han gik hurtigt hen imod sin dør, åbnede den og satte hende indenfor.
"Blev der."
Sagde han med en alvorlig stemme, og lukkede døren. Han satte sig på sin bænk igen, og snittede en kniv. Han lod som ingenting, varulvene var ligepå trapperne.

Det gav et sæt i hende. En ung mand, tóg fat i hendes arm og løftede hende op i hans arme. Hun kunne dufte at han var en varulv. Den snævre, natur agtige duft var ikke til at tage fejl af.
"Bliv der," sagde han, da han havde løftet hende ind i en lille træhytte, hvor der var varmt og hyggeligt.
"Men jeg.." Hun blev afbrudt, da han lukkede døren foran hende. "Hvad laver du?" Hendes stemme var en uskyldig hvisken.. Hun kiggede sig omkring, imens hendes hænder holdte om hendes kappe. Varulven havde hjulpet hende.. Eller, det troede hun i hvert fald at han gjorde.

Varulvene kom luntende, med kapper over deres hoveder, så man kun kunne se de gyldne glumbske øjne.
"Har du set et misfoster artsfælle?" spurgte en af dem. Hans stemme var dyb og alvrolig.

Matt kiggede op på manden, med alvorlige øjne. Hans kniv snittede i træet på den trædolk han var ved at snitte. Han rejste sig op og gik imod dem, hans ekskæreste havde været vampyr. Men nogle varulve dræbte hende, han kunne kende manden.
Han havde intet kunne gøre nu, det var forsent. Han havde kun set manden sidde og sparke til hendes lig med et hånende grin.
Der var ingen andre som kendte til deres forhold, derfor var det svært at flippe ud.
"Nej jeg er ikke set nogen, så hver venlig og gå."
Hans stemme var mere alvorlig end mandens, og hans øjne så farlige ud. MEget truende.

Manden følte sig fornærmet over den unge mands reaktion, men lod det ligge og gjorde et tegn til de andre om at de skulle gå videre.
"Fortsæt godaften," sagde en af dem, efterfulgt af en latter fra de andre.
De luntede videre igennem skoven, imens stjernerne lyste klare end nogensinde.

Arian kiggede nysgerrigt rundt i hytten, stadig med sin kappe over sig. Hun ville ikke tage den af, hvis varulven nu skulle vise sig at være nøjagtig som de andre. Hun ledte på en måde også efter en bagdør, da hun ikke var så tryg ved varulven der havde reddet hende endnu.
Et billede af en smuk ung kvinde, fangede hendes opmærksomhed.
En kæreste måske?

Matt smed hvad han havde i hænderne, og åbnede døren til hytten.
Han kiggede på pigen, hun havde stadig kappen på. Forståligt hun nok var bange, men han gjorde ikke nogen noget, kun hvis de gjorde noget. Han var ikke som mange andre mænd, hans hjerne var ikke stoppet fuld med sex og kvinde kroppe. Nej han havde andet end det i sit hoved, som han sagde var han mere fornuftig.
Hans blik fulgte hendes, og landede på hans billed af Josefina. Glasset var næsten knust, det var en skam. For billedet var ellers så smukt.
"Bare rolig de er gået."
Hans stemme var venlig og rolig, han tændte op i pejsen. Den havde været tændt, men flammerne var åbenbart gået ud.

Hun vendte sig forskrækket om, da lyden af en stemme suste igennem gangen.
"Jeg.. jeg.." stammede hun og vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv.
Den unge mands stemme var venlig. Der var intet der tydet på, at han ville hende noget ondt.
varmen fra pejsen, gjorde hende rolig. Den unge mand virkede god, men hun kunne ikke helt stole på det endnu..
Ja, han var en flot ung mand, men skindet kunne jo let bedrage.
Hun kiggede sig omkring, satdig med kappen trukken godt over sit ansigt. Hendes brune øjne lyste af nysgerrighed og frygt.

Han var selv nysgerrig, hvordan det kunne lade sig gøre. At være blandet sådan på kryds af to racer som plagede at hade hinanden. Matt hadede ikke vampyrer, han havde jo været kæreste med en så hvorfor hade dem. Kan kiggede på pigen igennem øjenkrogen. Han kunne godt fornemme at hun ikke var tryg ved ham. Hvilken selvfølgelig var forståeligt, især hvis alle andre varulve var sådan overfor hende.
"Så.. Hvordan kan det lade sig gøre. Vampyr og Varulv i en."
Hans stemme var venlig og blid, ham og hans eks kæreste havde haft den snak om det kunne lade sig gøre noglegange. Men de havde ikke taget chancen, også fordi Matt fandt sig selv for ung.

Spørgsmålet om blandingen, hang i luften på en lunken måde. Det var ikke et spørgsmål hun var van til. De fleste opdaged det aldrig og hvis de gjorde angreb de hende, eller forlod hende uden at se sig tilbage.
"Hvordan ved du hvad jeg er?" spurgte hun og kiggede hen på ham, med et skræmt og nysgerrigt blik. "Jeg har da ikke fortalt det?" Hun tog kappen væk fra sit ansigt og afslørede et glansfuldt rødt hår, der gik hende til skulderne og glinsede i hyttens lys. "Medmindre varulvene har fortalt det?" Hendes chokoladebrune øjne lyste klart, samt hendes røde læber adskilte sig, imens hun ventede på et svar.

Han rejste sin veltrænede krop op, selvom han bar en trøje kunne man ane muskulaturen. Matt var van til duften af vampyr, modsat andre varulve elskede han den duft. Hans øjne scanede hende hurtigt, hun var smuk meget smuk. Han kiggede hende ind i øjne.
"Nej jeg kender duften af vampyr, og duften var varulv hænger i min hytte. Så jeg kunne regne det ud. Bare rolig jeg dræber dig ikke."
Han gik et skridt tættere på hende, med en charmerende smil på sine læber. Det var ikke hans skydt at han var født med et sexet smil og to charmerende øjne.

Hun rødmede lidt, da hun kunne ane hans smukke muskulatur under hans trøje. Den sad ikke stramt, men heller ikke lyst. Men den sad stramt nok til at man kunne se skønheden ved en drengekrop.
"Javel ja," sagde hun og fjernede en lys hårtot om bag øret. Hun kiggede på ham, med et uskydligt blik, da han sagde at han ikke ville gøre hende noget. "Det er da altid noget," Hendes stemme var en uskyldig mumlen.
Hun ville sige noget igen, da hun kiggede op i hans øjne, der var meget charmerende. Og ikke nok med det. Hans smil var sexet og forførende.
Hun rødmede og kiggede ned i gulvet.

Han pegede hen på billedet, og gik hen og tog det.
Han kiggede på det, og sukkede lavt.
"Det Josefina," Hans smil blev mere falsk, men Arian var den eneste grund til der overhovedet var et smil. Men mest fordi hun virkede så speciel.
Hun var bare noget for sig selv, der var ingen som hende. Det ville han vædde med.
Matt tog billedet ud af den ødelagte ramme, og holdte billed i hans hænder. Hans øjne kiggede på kvindens smil, og det orange hår.

Hun kunne mærke hans sorg. Billedet, eller rettere sagt pigen på billedet måtte betyde noget.
"En kæreste?" spurgte hun og kiggede på ham med et roligt blik.
Pigen på billedet var meget smuk. Hendes smil lyste klart og øjnene, var som krystaller.
"Hun er meget smuk," sagde hun, inden han havde svaret på hendes spørgsmål.
Hun kunne mærke at det var begyndt at være varmt for hende under kappen, så hun tog den forsigtigt af, imens hun ventede på et svar.

Han pustede ud, og kiggede pigen ind i hendes øjne. De mindede ham om de klareste krystaller.
"Det var hun.."
Han bevarede roen, selvom han havde det med at blive aggrasiv. Men det lagde jo til varulve, så det var der intet nyt i.
"Ja det var hun."
Et lille smil kom frem, da han kiggede ned på billedet igen.

Hun smilte skævt, da han sagde var..
Hun måtte være død, for hun kunne mærke på ham at han var ved at sprænge af agressioner. Det lå til varulve, så hun forstod det godt.
"Det gør mig ondt.." hviskede hun og kiggede ned i jorden, da hun skammede sig over at havde bragt det på banen. "Undskydl jeg bragte det på banen.." Hun kiggede forsigtigt op igen, for at se hvad hans reaktion var.
Hvis han begyndte at vrisse, måtte hun heller gå.

Matt holdte igen, og fik bygget et smil på sine læber.
"Det gør ikke noget, tre år siden men man kommer sig aldrig over sådan noget."
Han satte sig i sofaen, og kiggede lidt ud i kuften.

"Det gør man vel," sagde hun og kiggede ned i jorden.
Hvad vidste hun om det? Hun havde aldrig haft en kæreste, og der var aldrig nogen der havde elsket hende.
"Så," hun kløede sig i nakken og kiggede op på Matt, der havde sat sig i sofaen. "Hvor længe har du boet her?" Et emne skift var altid ret, medmindre man talte om noget vigtigt selvfølgelig.

Matt kunne se hun blot ville hjælpe, ved at skifte emne. Men emneskkift hjalp meget videre til det næste spørgsmål. Speicielt fordi han var flyttet herud, efter han havde mistet sin kære Josefina..
"Lige siden hun døde."
Matt smilede til pigen, og åndede ud med et let suk.
"Hvis du skal være her lidt så der en ting du skal vide om mig.."
Stemingen ved den pause han holdte, imens sætningen var sagt med en kold og hård stemme. Som næsten kunne lyde farlig.
"Er at mit navn er Matt." Han smilede til hende, og stemmen havde været modsat, varm og kærlig.

*Flot Arian,* tænkte hun og bed sig nervøst i underlæben. *Du prøver at skifte emne, også komme du ind på det alligevel,*

Hun bed sig hårde i læben og kiggede på ham, mens hun nervøst tog sit hår til den ene side.
"Undskyld, jeg burde vel bare at tie stille," sagde hun flovt og gled hænderne igennem sit hår.
Stemningen blev pludselig meget kold... `Hvad skulle hun vide om ham? Hvade han selv slået sin kæreste ihjel og var det nu hendes tur`!?
HUn åndende lettet ud, da han bare ville fortælle sit navn.
"Nårh," sagde hun og kunne ikke lade være med at grine lidt. "Jeg hedder Arian," Hun kiggede på ham, med smilende øjne. "Du gjorde mig lige bage et kort øjeblik,"

Matts latter fløj rundt i rummet, med en glad stemme. Han havde ikke grint i langtid, og derfor kunne han pludselig mærke glæden. Arian.. Airan.. Ikke et vidunderligt navn, som passede perfekt til denne så speicelle pige.
"Det var det jeg skulle tjekke." Han blinkede lidt til hende, og smiltede. Hans charmerende øjne glimtrede til hende, imens han smilede.
"Arian, jeg kan godt lide det navn."

Den søde latter han havde fløj rundt i lokalet, som en blid sommervind..
Matt.. Det var et meget flot navn og det passede skam også til ham.. Hun rystede på hovedet over sine tanker og smilte stort til ham.
"Meget morsomt," sagde hun og lagde drilsk armene på kors. "Tak," hun kiggede på ham med sine brune øjne, mens hun prøvede at lade være med at rødme. "Jeg kan også godt lide dit Matt,"

Et skævt men sexet smil voskede på hans læber, og han kiggede hende i øjne.
Han ville ikke have de tanker om hende, men det havde han enlig ikke? Han fandt hende smuk og yderst speciel.
"Jeg syntes det var ret godt lavet." Han blinkede til hende, og satte sig med et bump på den bløde sofa.

Gid han gad at stoppe med det smil... Det fik hende til at rødme..
"Det var det da også," sagde hun og smilte til ham, på en drilsk måde.
Hun havde ikke noget imod, hvis folk tog lidt gas på hende... Det var vel altid sjovt at få et grin engang imellem.
Hun kørte en hånd igennem sit hår og kiggede sig endnu engang rundt. Forsigtigt begyndte hun at gå rundt, men kunne stadig se Matt i sin øjenkrog.

Matt grinte og kiggede selv rundt, men hans øjne hvilede på hende ud af øjenkrogen. Denne lille hytte kunne man ikke finde meget spændende i. Udover måske lidt rod, men rod var der altid. Han var en dreng, de rodede.

//Sorry kort svar/

Der var en smule rodet, men det gjorde ikke Arian noget...
Hun rodede selv, hvilket altid gjorde hendes bedstefar irriterede..
"Arian, rod op på dit værelse," sagde han hele tiden, mens han tog en tår af sin kaffe.
Arian ignorede det altid, og fik aldrig ryddet op.
"Her er hyggeligt," sagde hun med et smil og kiggede hen på ham igen.

//I orden //