Rebels of the night - Caroline.

Det var midt om natten, klokken var sikkert to, og halvmånens lysstråler viste en vej. Stjernerne glimtede fredeligt, men der var skam ikke fredeligt i Doomsvilles gyder. Nille så sig over skulderen for at se om de stadigvæk var efter hende, hvilket de selvfølgelig stadig var. Det var ganske normalt for hende at blive jagtet, men ikke desto mindre hadede hun det. Hun blev for det meste jagtet af den samme grund, men dette var anderledes. Denne gang vidste hun ikke hvorfor, ikke andet end at det havde noget med Caroline at gøre. Hun havde ikke set Caroline i mere end et år, men hun havde også haft travlt med at jagte Lily. Hun var først kommet hjem for nogle uger siden og hun havde ikke tænkt sig at smutte igen. Hun havde savnet alle sine venner, men især Jacob. Men hvorfor jagtede de hende? Hvad var Caroline rodet ind i? Hvorfor var de efter Caroline? Nille havde først tænkt på at angribe dem og dermed sørge for de ikke fik fat i Caroline, men hun havde ikke kunnet gøre det. Hvorfor hun ikke havde kunnet det var hende et mysterium, men der var ikke tid til at tænke over det nu. Hun var lige ved at snuble over rimelig stor sten, men hun nåede lige at holde balancen. Hun løb rundt om et hjørne, og stoppede straks op. "Blindgyde, perfekt!" Mumlede hun og vendte sig om.
Fyrene som havde jagtet hende dukkede op og begyndte at grine. Hun trak sine to daggerter op fra sine støvler, men hun blev ved med at kigge på dem. "Jeg ville ikke komme tættere på, hvis jeg var jer!" Sagde hun advarende og stillede sig i en forsvars stilling. De blev dog bare ved med at grine og begyndte at nærme sig hende. Der var nok tre eller fire af dem. Hun kunne ikke bedømme hvilken race de var, desværre.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

På trods af Stella, vidste Caroline at Julian ønskede sin blodtørstige hævn. Han ønskede at se hende skrige, for at han ville stoppe i at påføre hende mere smerte, men han skulle fange hende først. Der var hun på hjemmebane, hun var hurtig, men han kunne teleportere sig, modsat Caroline gjorde Julian aldrig selv sit beskidte arbejde. Men han ønskede hende død, og med den skulle han have fat på de folk som Caroline holdt mest af. Det forklarede, hvorfor de sønner af Julian jagtede Nille igennem de 'dejlige' gyder denne nat.

Heldigvis for den aften var Caroline ude på jagt i modsatte ende af gyderne. Hun havde netop lige blottet sine knivskarpetænder da hun kunne hører en jagt forgå for hendes gode hørelse. Hun trak tænderne til sig og valgte i stedet blto at brække nakken med den unge herre for at sætte i fart langs gydernes skygger. Lydløs var hun. Som en kat der sneg sig op på sit bytte. Hun havde farten. Erfaringen og ikke mindst smedigheden til at liste sig ind på dem. Hun stoppede op ved at hører en advaresel som tydligt kom fra Nille. Det lyste lidt op i hende at hører Nilles stemme, men hurtigt var hun tilbage i virkelighedens verden, og hurtig som lynet brækkede hun nakken på de to første. Julians sønner nogle stærke og nogle svage, men ja. Hun smilede mystisk og ondt til en af dem inden hun blottede sine tænder og satte dem i nakken af ham, for ikke blot end at tømme ham på rekord tid. Den næste fik bare brækket nakken som de andre. Caroline vendte sig imod Nille og tørrede blodet væk fra læber med hendes håndryg. "Længe siden." Sagde hun og lod armene falde stille ned til siden, velvidende om at jagten kun lige var begyndt. "Vi skulle sikkert begynde at løbe. Der er allerede flere på vej." Tilføjede hun med et kort nik til siden.

Nille var ikke bange for dem, trods de sikkert troede at hun var og at hun blot gemte det for dem. Hun nægtede at blive bange for en gruppe fyre, der jagtede hende, også selvom hun ikke helt præcist vidste hvorfor. Hendes hætte var over hovedet, så man ikke så let kunne se hendes ansigt. Hun ville ikke bruge sin evne på en af dem, da hun vidste at hun ville være sårbar imens hun så personens skamfulde minder igennem. Mon ikke hun kunne skade dem nok til at de ikke kunne følge efter hende når hun flygtede? Tydeligvis behøvede hun ikke at finde på en plan, da en skikkelse dukkede op bag to af drengene og brækkede deres nakker, hvorefter den sidste blev tømt for blod af Caroline.
"Det må du nok sige." Sagde Nille og satte daggerterne på plads i støvlerne igen. Hun rettede sig op og gik hen imod Caroline. "Udmærket." Hun smilede kort, inden hun satte i løb, og regnede med at Caroline fulgte efter. "Sig mig, hvordan kan det være at de er ude efter dig?" Spurgte hun og så spørgende på Caroline.

Hun smilede skævt til Nille. Det var alt for længe siden de havde set hinanden - men tingene havde været så kompliceret - at det havde været svært at se tilbage - uden ligesom at blive revet ind i smerte af en eller anden form. Hvornår startede deres liv med at være så kompliceret? Hvorfor skulle de begge være havnet i dette liv. Tvunget til at kæmpe for deres egen sikkerhed hvert eneste åndedrag de tog sig.
"Kan du huske jeg nævnte Julian? Josh's far? Han er tilbage og ønsker hævn fra da jeg dræbte ham." Fortalte hun kortfattet imens de løb igennem gyderne. "Han er spøgelse nu. Ikke at det er mere betryggende." De kom rundt om et hjørne, hvor der lagde et efterladt hus - og Caroline gik indenfor imens hun stille så sig omkring. "Nille pas på!" Råbte hun op. Caroline kunne hører en lyd af en masse pile der kom direkte imod Nilles retning.

//Ved du ikke svare emner, men ja, havde lyst til lige at svare det her emne