Is that you? ~ Caroline.

Regnen silede ned, de tunge dråber ramte den allerede våde jord under Adrians fødder. Hans ånde kunne ses for ham, det var koldt, vejret var bestemt ikke rart men for ham var det perfekt. Stille stoppede han op og lagde hovedet tilbage for så at lade dråberne banke mod hans iskolde ansigt. De ellers så flotte øjne var lukket tæt i som minderne, tankerne vældede rundt i ham. Han blev ved med at se hende for sig igen, den hvide bryllups kjole, hans brors arme rundt omkring hende. Før han havde tid til at reagere havde hans knyttede næve allerede mødt den hårde sten mur. Små sprækker var at se i den i forvejen ødelagte hus mur. Dog havde den sikkert gjort mere skade på ham end han havde på den. Små bloddråber piplede frem fra hans knoer men han reagerede ikke på det han gik bare videre. En hård mine var at se på hans ansigt men samtidig var den også smertet. Endnu et flashback kom, Hendes lange røde hår var svøbt omkring hans fingre, hun var så smuk og uskyldig som en engel som han mærkede hvordan hendes smil varmede hele hans brystkasse men med et blev det smadrede da billedet af hende i broderens arme atter engang ødelagde det for ham... Hvordan kunne han ikke være kommet over hende, der var gået år, han havde trods alt kun været sytten den gang men hun havde været hans livs kærlighed, kærlighed ved første blik. Nej nu måtte det være nok! Hun var en tøjte, hun havde leget med hans hejrte og som sædvanlig var hun endt i hans broders arme. Adrians hvide tank-top var drivvåd og klæbede sig mod hans muskuløse brystkasse, de sorte bukser hang lavt på hans hofter grundet den ekstra vægt regnen havde givet dem. For første gang åbnede han øjnene og kiggede op på den store fuldmåne over ham. Hans øjne var en smuk blå farve. Med rolige skridt forsatte han gennem den tunge regn nu med kursen mod hans hjem.

//Her er øjnene: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Caroline havde haft besøg af Angela i et par dage nu, eller faktisk var det lidt omvendt. Angela havde ikke ligefrem fundet sig i Carolines lille slukning på følelserne, så hun havde valgt at lade hende sulte og prøve at torturer frygt frem i hende. Dog var det lykkes Caroline at slippe fri, imens Angela var væk i ganske få sekunder. Caroline bevægede sig nu igennem gyderne ikke langt fra Angelas hjem, hun var godt tørstig, efter at Angela næsten havde tømt hende for blod uden at give hende noget igen.. Caroline gik og svajede næsten som om hun var fuld og havde det rigtig dårligt. Regnen ramte hende, og det føltes som om de prøvede at svække hende.. Selvom det ikke lykkedes helt som planlagt, det svækkede hendes lugtesans en smule, men ikke nok til at den pludselige fært af shapeshifter hang i luften. Caroline gik derover imod hendes ben kunne næsten ikke bærer hende mere, så svag var hun. Vampyrens leder, hvis nogle så hende sådan her vil hun aldrig blive respekteret. Men nu lagde det sådan til at Caroline faktisk var ligeglad, hun havde trods alt slået sine følelser fra. Nu ville hun bare have sin tørst slukket. Caroline kom tæt på shapeshifteren, hun stod foran ham men hun nåede ikke rigtigt at tænke over hans ansigt. Før hendes blå øjne, blev røde og blodårene kom frem under hendes øjne efter tørsten af blod. De lange hjørnetænder tittede tydeligt frem inden hun satte dem i nakken af ham, selvfølgelig ville han kunne skubbe hende væk eller slå hende. Så stærk var hun ikke at hun var uovervindelig, hun var bare tørstig. Der var dog noget bekendt ved hans ansigt der gjorde efter hun havde drukket lidt slap hun for at kigge igen. Hun kunne nu i det mindste stå ordenligt på benene. Hun kneb øjenbrynene lidt, ansigtet virkede så bekendt. Hendes øjne ændrede sig ikke, mest af alt fordi hun er så tørstig som hun nu engang var. Så trådte hun frem for at gøre sig klar til at tage mere af hans blod. Spørgsmålet var om han kunne genkende hende.

Den hvide trøje fremhævede den tatovering han havde, han havde fået tatoveret et par kæmpe klomærke henover brystkassen som om han var blevet revet af et eller andet stort. Det var et symbol, et symbol for ham som ingen andre skulle vide hvad betød. De blå øjne lukkede sig blidt i i et kort øjeblik og han kørte en hånd gennem hans våde hår. Derefter åbnede han øjnene, roligt løftede han hånden og lod fingerne glide over hans blødende knoer, smerten skar igennem hans hånd og det var først nu det gik op for ham hvor ondt det egentlig gjorde men han ignorrerede det. Adrian så slet ikke kvinden da hun tydeligvis kom bag fra ham ellers ville det ikke kunne forklare hvordan hendes tænder kort tid efter sad i hans nakke. Han kom med et overrasket smertens udbrud da tænderne gled ned i hans hud. Han var lammet af overraskelse, normalt ville han havde hørt dem men dette her kom som noget af en overraskelse for ham. Med det samme da hun trak tænderne ud af ham greb han hendes overarm og smed hende mod muren og holdt hende der, det var ikke fordi han ville slå hende ud så hårdt var det ikke men det var så hårdt hun nok ville få lidt ondt og i hvert fald forhåbentligt blive holdt fast. De blå øjnene borede sig ind i hendes. Vent lige lidt... Det blonde hår, de blå øjne, den fine lettere spidse næse... Caroline... Et skævt og legende smil gled over hans læber, "Rolig nu lille tiger mis, træk bare kløerne til dig igen". Tiger mis, han kaldte hende det altid, det var hendes kælenavn, det havde det være siden de var små men hun var forsvundet og han havde ikke set hende siden men nu stod hun her, lige foran ham og til og med var hun nu vampyr?! Lidt blod løb ned af hans hals og satte sig i kanten af hans ellers våde trøje. Det meste af blodet blev dog vasket væk af regnene. Adrian holdt forsat hendes blik og slap hende ikke.

Hun mærkede shapeshifteren forsvarede sig ved at holde hende op af den våde mur, så slog det knik indeni hende da han sagde Tiger mis. Adrian havde altid kaldet hende det, ihvertfald dengang hun var mindre. En lille form for glæde skøllede indover det livløse ansigt, det var ikke set i langtid, og længere tid varrede det dog heller ikke før smilet var væk igen. Muren havde givet et knæk om hendes menneskelighed, og nu stablede den sigt hurtigt på benene igen. Caroline gjorde hvad hendes race naturligt ville gøre, hun lagde hovedet på skrå og så på Adrian.
"Adrian hej. Længe siden, rolig nu det var bare en smule blod. Jeg har ikke fået noget i langtid, og min krop begynder snart at mumificere.." Hun prøvede at lege med lidt af hans menneskelighed, hendes øjne var måske lidt bekymret, men kun en snert. Ligegyldighed og kulde, samt død strålede ud af dem. Det livløse smil, og den hårde samt kolde kropsudstrålling. Caroline så ham i øjnene, hun virkede også svag. Som om hendes krop kunne falde sammen hvert øjeblik, men nu skulle man ikke undervudere hendes vampyros styrke alt for hurtig. Caroline smilede skævt til Adrian, det var koldt. Men alligevel var der noget over det som man kunne sætte spørgsmålstegn ved om hun faktisk godt kunne føle.

Man kunne tydeligt se bekymringen i hans øjne. Hvad var der dog blevet af den stærke kvinde han engang havde kendt eller nok nærmere stærke pige han havde kendt. Lige nu mindede hun ham allermest bare om et dyr, et såret dyr som prøvede at lokke ham i en fælde. Adrians blik betragtede hende men han svarede ikke lige med det samme. Skulle han gå i hendes fælde og give hende noget af han blod eller skulle han lade hende sulte? "Hvad er der sket med dig?..". Hans stemme var bekymret men også kærlig som en broder ville tale til sin søster. Forsigtigt slap han hende og lod sine store hænder ligge sig mod hendes kinder så hun kiggede ham i øjnene.

Der gik lidt tid før han slap hende og trådte et skridt bagud for at tage hende rigtig ind i hans arme og det gjorde han også. Han lagde armene omkring hende og trak hende tæt ind til sig i ordentligt kram. Han havde savnet hende havde han. Hans arme lå omkring midten af hans ryg og hvis hun ville var der mere end rig mulighed for at sætte tænderne i ham. Naiv som han var regnede han ikke med at hans lille tiger mis ville skade ham på nogen måde men det måtte tiden jo vise.

Caroline stod bare stille og da han krammede hende, kom hendes tænder ud.. Dog var der en lille ting indeni hende som ikke ønskede at skade ham, så hun trak dem tilbage.
"Der er sket en del siden du så mig sidst, nu er jeg nået til kapitlet af min historie hvor jeg er ligeglad med alt. Sådan er mit liv bare generalt, kærlighed og at holde af folk.. Det ødelægger dig. Mine venner forlod mig, min datter er død. Jeg har været torturert ubeskriveligt mange gange. Det eneste jeg har tilbage af min familie er min lille søster. Jeg har snart intet tilbage, så at slukke for sine følelser for ikke at lide. Det blev blot meget fristende. En af mine venner kalder mig svag for min beslutning, men det var det eller at dø.. Hvad synes du, var det ikke den rigtige beslutning af mig?" Svarede hun ham, og hendes stemme indholdte intet besvær ved at snakke om hvad der var sket med hende, hun var helt kold.
"Jeg er ikke den Caroline du kendte før, jeg kan klare mig selv." Sagde hun med et skævt smil, med en anelse følelse.. De var på vej tilbage, men der var langvej endnu.. Caroline så på Adrian.