Sweet dreams - Zane

af Gæst Tirs 14 Okt 2014 - 14:45

Tid: 02.30
Sted: Adam's forældres palæ.
Vejr: Det trækker op til storm.
Omgivelser: To nye malerier og Adam's husholderske, Alice.
Påklædning: Sorte bukser og sort t-shirt. En mørkegrå kappe med hætten trukket ned over hovedet.

Adam nærmest slæbte sig selv ind af døren, med de to malerier under armen. Hans vejrtrækning var tung og gispende, og han sparkede døren i bag sig, uden tanke på hans sovende tjenestefolk. De to malerier, stillede han meget forsigtigt op af vægen i entréen, som om en hurtig bevægelse ville få malingen til at krakelere. Så tillod han sig endelig at kollapse på gulvet. Hans lunger gjorder ondt, hver gang han hev en ny portion ilt ned i dem, og han greb sig gispende til brystkassen, mens han forsikrede sig selv om at han skulle trække vejret langsommere. Han drejede hovedet for at tilrettelægge den hurtigste vej til køkkenet, så han kunne få noget vand, men da han kiggede op, fangede han to store, lyseblå øjne, kigge på ham.
Alice.
Hun gik ud af skyggerne med sammenbidte kæber, og satte sig på hug ved siden af ham. Han greb fat i hendes hånd, og havde lige luft nok til at klukke hæst. Hun kneb læberne sammen, og strøg forsigtigt hans hånd.
"Sir," sagde hun stille, og kiggede alvorligt på ham, "du bliver nødt til at stoppe inden det får dig dræbt."
Adam lagde hovedet op af muren og lukkede øjnene hårdt i. Alice forstod hentydningen, og pressede ikke på med at få ham til at love, ikke at stjæle ting, der kunne få ham dræbt. I stedet stak hun en arm ind under ham, og hev ham op at stå. Hendes ansigt var endnu engang sammenbidt, mens hun hjalp hans tunge krop ind i det store værelse, hvor han sov. Hun var hurtig og professionel i sine bevægelser, fjernede hans kappe, og fik ham ned at ligge. Han havde altid været og ville altid være utrolig taknemmelig for sine tjenestefolk, der var utroligt loyale mod ham i forhold til hvad de havde været overfor hans forældre.
"Alice, malerierne-" Han nåede ikke engang at kvække den halvkvalte sætning færdig, før hun blidt pressede en hånd mod hans mund, og gav ham et sigende blik.
"Adam," svarede hun, med tryk på hans navn i stedet for at sige sir, "du kommer i første række, jeg rykker malerierne ovenpå, efter du har fået noget te, og har lagt dig til at sove. Det første du gør i morgen tidlig er at tage et varmt bad for at løsne dine muskler, men lige nu bliver du nødt til at slappe af i din krop, okay Sir?" Hun fjernede hånden, og han nikkede med et skævt smil. Hans vejrtrækning og puls var endelig ved at vende tilbage til normalen, og hele hans krop syrede stadig efter den hæsblæsende flugt han havde været igennem. Sørgeligt, tænkte han, men ikke desto mindre sandt, var det, at han havde overset en vagt, mens han var på vej ud af et af de større villaer nær Darkwind Citadel, og så var der hurtigt blevet slået alarm. De tre lærredsmalerier han havde haft under armen var blevet til to under jagten, og han var flygtet ud af Terrorville og videre ud i Doomsville, før han endelig var sluppet af med vagterne. Løbeturen hjem igen havde ikke været meget sjovere, for det var svært at slæbe to malerier med sig nogen steder hen, så endnu engang havde han måtte løbe fra vagter, og havde hun lige rystet dem af sig, før han rundede vejen til sit hus. Det var risikabelt at malerierne stod i gangen, for hvis vagterne havde tænkt sig over at gennemsøge husene for malerierne, så var det de første de ville se overhovedet. Adam håbede bare, at de ville vente til morgenen, for ikke at vække nogle vigtige og rige folk.
Han nikkede til Alice, der med hurtige skridt gik ud i køkkenet. Han kunne høre stemmer og gik ud fra at det enten var Elijah eller Marina, der var stået op for at se hvad der skete.
Udmattelsen ramte ham som en hammer og lagde sig som en tung dyne over ham allerede få minutter efter. Adrenalinen var ved at forsvinde ud af kroppen på ham, og han stirrede lige frem for sig med et tomt blik, indtil Marina, kom gående ind af døren med en kop te. Hun gav ham den uden at sige noget, men han kunne se frustrationen og frygten i hendes øjne, da hun så hvor bleg han var.
Adam smilede svagt, og nikkede til hende for at signalere at han var okay. Hun nikkede tilbage, som svar på at hun havde forstået.
Den varme te – som han havde svært ved at holde, men stædigt prøvede alligevel – gav ham en rolig og varm fornemmelse igennem hele kroppen, og han sukkede af nydelse. Varmen spredte sig, og hans muskler blev om muligt endnu mere trætte, ligesom hans hoved og hans øjenlåg.
Adam stivnede, og kiggede på koppen.
”Alice!” Kvækkede han hæst, og stillede bundslatten af te fra sig på hans sengebord. ”ALICE!”
Den unge pige kom gående ind med bestemte skridt, og puttede dynen omkring ham, mens han kæmpede for at holde øjnene åbne. Han greb fat i hendes arm, og hun vristede sig hastigt fri.”Det er for dit eget bedste, sir, du har brug for søvnen.” Sagde hun bedende.
Han kunne kun se hendes slørede silhuet, da han hørte hende sige det. Ihærdigt prøvede han at råbe på hende og sige at hun skulle få malerierne af vejen. Det sidste han hørte før søvnens mørke overtog hans sanser var Alice, der sagde til Marina at malerierne skulle op på loftet hurtigst muligt. Så gav han slip, og alt var sort.

af Gæst Tors 30 Okt 2014 - 17:37

Det havde været den mest underholdende aften Zane havde haft i lang tid. Mange andre ville måske nok mene det modsatte, eftersom der var tale om indbrud og tyveri af malerier, som var mange penge værd, men han var ligeglad med penge. Åh hvor var han dog ligeglad med penge. Havde det også blot været et andet maleri, havde han jo bare dræbt tyven og taget det tilbage, men nysgerrigheden nagede allerede nu i ham. Hvorfor lige dét maleri? Hvorfor dét maleri, der tilsyneladende var totalt uden værdi og af en ukendt kunstner? Zane konstaterede at tyven enten måtte være dum eller virkelig, virkelig lærd indenfor kunstens verden, og han valgte stædigt at tro på det sidste. Mest fordi det var det mest spændende, men også fordi han var ved at gå til af irritation over ikke at vide noget om billedet, der var hans eneste praj mod en familie, han havde lovet sig selv at støve op. Så da en af hans vagter kom tilbage og forklarede at tyven var sluppet væk, havde han da også bare klukket for sig selv, og rejst sig op, for selv at finde ham. Han ville vide hvad mennesket vidste om maleriet.
Zane havde lydløst fulgt efter mennesket, der tydeligvist kun kørte på adrenalin og frygt, og til sidst derfor var nem at følge efter. Det tog næsten halvanden time for den stakkels fyr at komme hjem til sit overraskende store hus - igennem den mere snavsede del af Doomsville og tilbage i Terrorville. Langsommeligt var det gået, men det havde givet Zane tid nok til at lægge en plan for aftenen. Han blev nødt til at udspørge mennesket, men var også overbevist om, at han ikke ville få meget ud af ham, med mindre han brugte nogle lidt mere alternative metoder – det var også helt klart det sjoveste han kendte til overhovedet. Disse ”alternetive metoder”. Det betød at han ikke bare kunne overfalde fyren på åben gade, fordi det ville være at udsætte hans egen krop for alt for mange risici. Altså måtte han vente på at dette utroligt langsomme menneske fik sig slæbt hele vejen hjem til, hvad Zane håbede ville være, et tomt eller sovende hus.
Flere minutter gik ude foran menneskets hus, der ikke så ud til at være bevogtet. Det var noget, der undrede ham en smule, for hvis dette menneske var en tyv af dyrebare malerier, ville man da forvente at de blev bevaret godt og sikkert. Fyren havde slæbt sig selv ind af døren, og Zane havde på forhånd set, at mennesket ikke ville kunne gøre nogen form for modstand. Derfor var hans løsning meget enkel. Når mennesket endelig havde lagt sig i sengen, ville han simpelthen ikke vågne lige med det samme, og det ville give Zane tid til at stykke en lille drømmeverden sammen, hvor han kunne tale frit med dette menneske. Men først måtte han ind i huset – måske ville der være noget, han kunne bruge til at skræmme mennesket fra vid og sans. Hans erfaring sagde ham at skræmte mennesker var lettere at have med at gøre.
Det åbne vindue på første sal var gemt bag et stort træ, men han opdagede det heldigvis på sin runde omkring huset. Måske boede tjenestefolket eller slaverne på den etage, tænkte han, men fik alligevel hoppet ind igennem det, og listet sig neden under. Han stivnede ved lyden af stemmer. Forbandet! Hvorfor sov huset ikke?
”Adam”, sagde en blød kvindestemme en anelse panisk. Zane spidsede ører, og smilede muntert for sig selv. Mennesket måtte hedde Adam. ”Du kommer i første række, jeg rykker malerierne ovenpå, efter du har fået noget te, og lagt dig til at sove.”
Den sætning fornøjede Zane yderligere. Altså ventede han i et par minutter på trappen, før kvinden var gået i køkkenet og denne Adam lå i sin seng, og han smuttede hurtigt ind i skyggerne bag et stort skab. Han hørte tjenestepigerne hviske sammen i køkkenet, og spidsede nysgerrigt ører, mens han prøvede at opfange hvad de snakkede om. Ordet ’sovemiddel’ blev nævnt, og Zane var lige ved at grine for sig selv. Meget bedre kunne denne aften da vidst ikke blive! Et offer under påvirkning af sovemedicin ville være meget nemmere at have med at gøre. Han kunne jo næsten ikke vente! En let klukken undslap alligevel hans læber, og han slog en hånd for munden for at dæmpe på sig selv. Han hørte mennesket Adams halvkvalte råb på Alice, som han gik ud fra var kvinden fra før, og så tøffede to kvinder hviskende forbi ham, for at gå ovenpå. Han kunne lige akkurat se den ene kvinde tage de to malerier, og gå ovenpå. For en sikkerheds skyld ventede han 10 minutter bag ved skabet, indtil de eneste lyde han kunne høre var grundet den kommende storms rusken i huset.
Zane kunne ikke skjule det svage smil, der spillede om hans læber, da han trådte frem fra skyggerne, hvor han ellers følte sig yderst komfortabel.
Mennesket Adams, værelse var som et hvert andet rigt menneskes, og Zane tog sig ikke tid til at fokusere på andet end den sovende skikkelse. Vejrtrækningen var stille og regelmæssig. Han lagde hovedet på skrå og slikkede sig om læberne, før han lydløst satte en stol ved siden af sengen, og lagde hånden på menneskets febervarme pande. Han klukkede endnu engang let for sig selv, vel vidende at stormen ville overdøve det for tjenestefolkene, og at Adam var langt inde i søvnen.
Så lukkede han øjnene og fokuserede på at skabe en verden i Adams drømme. Det stjålne maleri havde hurtigt været hans inspiration, og derfor kreerede han hurtigt og præcist en verden af sneklædte skove og et lille hus med røg op af skorstenen. Det skulle nu nok blive sjovt at se mennesket vågne op midt i sneen.
"Velkommen til min verden," hviskede han.

Sweet dreams - Zane

Sweet dreams - Zane

Sv: Sweet dreams - Zane