Pretty isn't the point - Zane

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Beth var i denne del af byen for tiden. Sammen med Geralt for at møde Aria. Godt nok i Firewood Village, men hun havde nogle ting hun skulle ordne her. Hente her og der inden hun skulle tilbage til Sunfury næste måned. Beth gik rundt tæt ved gyderne, hun havde boet tæt på her før - så hun kendte godt til rygterne om gyderne, men selvom Beth måske ikke var den mest fysiske stærke, så var hun klog nok til at tænke selv inden hun gik ud i en masse lort. Beth hørte dog en lyd af et barn der græd, det gjorde hun stoppede op og kiggede til siden. Beth kiggede sig omkring, inden hun gik derover. Inde i gyderne var der koldt, næsten grufuldt. Hun kunne mærke hvordan det krøb ned under huden på hende, men Beth var ligeglad, der var en som lød ked af det.
Beth kom frem til en lille dreng siddende i en krog imens han græd, måske var han kommet til skade? Måske var han blevet væk? Beth sank en klump og gik hurtigt derhen og satte sig på hug ved drengen med et smil på læben. Beth kiggede henover drengen for at se om der var nogle tydlige skader. Hun opdagede hurtigt hvordan der kom blod fra hans arm. "Er du okay?" Spurgte hun stille for at få hans tillid. "Mit navn er Hanna, hvad hedder du?" Beth løj måske lidt der, men det var et af hendes navne. Et barn på 10 år ville ikke vide det var løgn alligevel. "Jeg hedder Dylan." Sagde han med en svag stemme, imens der var en lille tåre i hans venstre øje. Beth smilede til ham. "Har du slået din arm?" Spurgte hun stille og kiggede ned på hans arm. Drengen nikke. "Må jeg se?" Spurgte hun og drengen rakte hende armen. Hun kunne se han sikkert var løbet ind i et eller andet, men hvad vidste hun ikke. Dog var det ikke en stor skade, nok bare chokket der fyldte en del. Beth tog sin taske af skulderen og fandt noget hun kunne binde rundt omkring det. Hun bandt det derom og smilede så til ham. "Sådan. Så du klar igen." Sagde hun og hjalp ham på benene igen. "Så smut du afsted med dig." tilføjede hun. Drengen smilede til hende med et smil der varmede hendes hjerte inden han så nikkede tak til hende og løb afsted ud i solskinsvejret. Det var eftermiddag så mon ikke at hans forældre ledede efter ham, han lignede ikke ligefrem en forældreløs dreng.
Beths smil falmede lidt efter, og en lyd fra skyggerne gjorde hende derefter opmærksom. Hun drejde rundt på sine hæle og kiggede sig omkring. "Er her nogle?" Spurgte hun og sank en klump.

En rask gåtur havde været Zanes svar på en kedelig dag. Som altid fik den friske luft ham i bedre humør, og mens han listede rundt i de skyggebelagte gyder, var han gået hen og blevet helt tilpas. Han havde da også hapset en skygge inde i byen, før han var vendt om, og havde begivet sig mod sin lille lejlighed. Der gik han nu. Fra skygge til skygge, med tankerne flyvende rundt i ubestemte, døsende baner. En lyd irriterede ham dog, og han kunne ikke helt sætte fingeren på hvad det var. Var det en der råbte i nærheden? Det plejede jo ikke ligefrem irritere ham. Skrig heller ej. Efter nogle minutter, kunne han placere lyden uden problemer. Én eller anden græd. Kunne folk for pokker da ikke græde inde i deres huse i stedet for at gøre det midt på vejen? Tænkte han og fnøs, men fortsatte alligevel mod lyden.
Lyden, der pludselig stoppede.
Zane rynkede brynene sammen, før han hævede det ene. Besynderligt. Uden at tøve fortsatte han i retningen hvor han havde bestemt at gråden kom fra, men holdt sig i skyggerne, da han kunne høre en varm pigestemme. "Har du slået din arm?". Han var faktisk en smule overrasket, hvis da ikke pigen havde bagtanker ved spørgsmålet. I denne del af byen var der ikke mange, der hjalp hinanden. Zane gik længere ind i skyggerne, før han turde gå omkring husmuren, til der hvor han kunne høre stemmerne. Han sørgede for at holde sig tæt op af den mørklagte mur, for han vidste, at de så ikke ville kunne se ham. Eller i det mindste ikke ville lægge mærke til ham.
En ung pige sad på hug ved en lille dreng.. Og hun var ved at binde bandage om hans arm? Zane hævede endnu engang et øjenbryn og studerede nysgerrigt denne godhjertede pige. Hvem i alverden ville dog gøre sådan noget i Rotten Root? Drengens øjne strålede, mens han betragtede pigen putte bandage om hans arm. Den slags drengede glæde kunne han godt huske fra da han selv var lille, når hans mor havde købt ham en gave eller når hans far havde lavet god mad eller læste historier for ham og hans lillesøster. Zane spænde i sin kæbe, og knyttede hænderne for at få de nostalgiske tanker væk. Hvad i alverden var det også for noget at tænke på. Alligevel blev han ved med at kigge på pigen, og måden hun smilede på, da drengen løb væk, og - knæk! - Han var uden at bemærke det kommet til at træde på noget, mens han sneg sig i skyggerne. Pigen havde også hørt det, og Zane stivnede mens han håbede på at hun ikke ville ligge mærke til ham. Det gjorde folk alligevel sjældent. Hans evner til at smelte ind i skyggerne var jo ikke ligefrem dårlige.
Pigens spørgsmål fik ham til at smile skævt, og han sørgede for at lade skyggerne hvirvle sig tættere om sig, før han svarede hende.
"Det er bare vinden!" Forsikrede han hurtigt, og lød helt som en replik fra et eventyr han havde læst som lille. Noget med nogle børn, og et hus lavet af slik.

Beth sank let og halv nervøst en klump, imens hun holdt blikket imod lyden hun havde hørt. Det kunne være hvad som helst, og selvom hun ikke brød sig om at være for mistroisk - så var hun kommet på udebane her i denne by. Den var ikke ligeså fredelig som Sunfury City - der var flere slaver her - flere folk i bure. Hvis hun ikke passede på ville hun snart være en fugl i bur.
Beth hørte lyden af en stemme, der krøb hende let ned af ryggen - dog sank hun blot en klump og kiggede imod skyggen. "Yeah, for vinden snakker også tilbage til en." Svarede hun med en let harmonisk stemme, der bar en let legende klang over sig. Dæmoner. Vampyre. Andre væsner fra mørket var noget man skulle frygte i de historier hun altid havde fået fortalt i skolen. Hendes mors side af familien var allesammen dæmoner - endda tæt beslægtet til den reneste dæmonside man kunne, dog bar Beth ikke Jazmin og Fays gener ligeså godt som hun kunne. Beth kørte en hånd henover sit hår og var helt rolig - eller næsten. Hun skjule sin usikkerhed godt. Beth vidste godt at der gemte sig noget i skyggerne - hun kunne fornemme det og det gjorde blot de blå øjne prøvede at analysere området godt igennem.
"Jeg har hørt det er ren høflighed at vise sig for dem man snakker sig med, men ja. Det måske ikke lige din stil?" Spurgte hun og bed sig kort i læben.

Zane dansede en smule til siden, og stod så fuldkommen stille. Selvom mange troede det, var skyggedæmoner ikke komplet usynlige i skyggerne, men havde tvært imod bare lært at bukke og bøje dem, så man ikke lod til at se dem. Hvis man bevægede sig, dog, var der altid ricisi for at en lysstråle ville fange et knap i tøjet, eller at personen der kiggede, ville ænse en svag bevægelse i skyggerne. Hvis man ville være usynlig, tænkte han for sig selv, skulle man altså stå helt stille.
Piges svar kom ikke bag på ham overhovedet. Det var en mere flabet udgave af historiens 'siden hvornår taler vinden?', så han kunne ikke lade være med at smile skævt. Han havde altid elsket lege og små finurligheder som samtaler som denne. Bare ærgeligt at det ikke var alle, der synes det var lige sjovt. Og pigen så ud til at være ved at gå ud af sit gode skind. Hendes stemme var næsten syngende, lod han mærke til.
"Nah du har nok ret," svarede han, "måske er det kun skyggerne, der snakker."
Han rettede sig lidt op, og kneb øjnene sammen for bedre at kunne se hendes ansigt. Hun mindede i farlig grad om hans egen lillesøster fra dengang... Dengang. Ja. Måske var det derfor han følte en bølge nostalgi, når han kiggede på hende. Hun så en smule nervøs ud, men det var ikke noget i forhold til så mange andre, han havde lavet samme nummer på. Harmonisk. Harmonisk var et godt ord at bruge om hende. Og derfor virkede hun malplaceret i de dystre omgivelser, også selvom eftermiddagssolen lod gyderne ligge i et varmere lys end normalt.
Zane smilede igen. Han gjorde altid meget ud af at være høflig overfor folk, selvom det var på en flabet og nedværdigende måde han ofte gjorde det på.
"Ah ja, I denne den af byen kommer man ikke ligefrem langt med høflighed," svarede han, men trådte alligevel ud fra skyggerne. Selvom han blot stod i sorte bukser og en mørkegrå trøje, var der noget over ham - en aura, der skinnede mørkt og dystert. Han puttede hænderne i lommerne, og betragtede pigen med hovedet på skrå.

Hvis nogle kom forbi hende - ville de tro hun havde mistet forstanden. At stå og snakke til - ingenting. Det ville ikke være umuligt for folk at være sindsyge her. Alt ved Doomsville var nærmest hjemsøgt af sindssyge folk. Hvad var der ved dette sted, som nærmest holdt folk væk fra et normalt liv? Beth undrede sig let over det, men fik hurtigt sig tilbage i, hvad der egentlig skete omkring hende. Når ja, hun snakkede til skyggerne. Th, typisk normal dag?
Hun rystede let på hovedet af de næste han sagde, og der blev hun opmærksom. Benene i ført sort stof der trådte ud af skyggerne. Hun løftede hovedet og mødte øjnene på den fremmede. Beth sank diskret en klump og åndede stille ud. Han puttede sine hænder i lommen, og ligesom han betragtede hende gjorde hun det samme med ham. De dyriske instinkter var nysgerrige - eller måske var det blot hende? Beth foldede sine læber sammen i en smal streg inden hun slap dem ud igen. Hun følte sig tom for ord. Hvad sagde man til en, som lige var taget et skridt ud af skyggerne. Et ord omkring dem var skyggedæmoner. Selvfølgelig havde hun læst omkring dem. Var der noget hun ikke havde læst om?
"Akavet." Mumlede hun svagt og grinede let af sig selv. Det var jo ikke fordi, at han ikke ville have hørt det. Hun foldede sine hænder sammen foran sig og sank en klump.
"Jeg kommer heller ikke lige frem for byen. Det kan være jeg kan smitte lidt af på den i den tid jeg er her." Svarede hun på det han sagde før, hun trak lidt skævt på smilebåndet imens hendes øjne stadigvæk var rettet mod ham.