Hallo again old friend

Det havde været så længe siden, ganske vidst havde det ikke været flere år, men det havde heller ikke blot været uger, siden han sidst havde lagt sine øjne på hende. Efter han havde haft hjulpet hende, værnet om hende og til sidst hjulpet hende på rette vej igen, havde han aldrig troet han ville se hende igen. Dog tog han fejl, da han for netop et par dage siden, opfangede nogle snakke om en unik skønhed der var flyttet ind i en gammel villa, en skønhed vis mystik kun ramte halvdellen af hvad hun fortjente sig...han kunne bare ikke dy sig for at besøge en gammel ven. Caroline, en kvinde som ved første øjekast kunne ramme en, man skulle blot kigge en gang på hende og man var fanget i hendes magi...hendes mystiske aura tiltrak flere end man lige skulle tro.
Der var gået et halvt år siden han sidst havde set hende, og selvom han kun havde kendt hende et ganske kort moment, så var hun alligevel en kvinde der var groet på ham. Han var endda gået så langt som rent faktisk, at fortælle hende sit rigtig navn og at han ikke var af denne dimension, men mere kom fra et andet sted. Hun var den eneste som rent faktisk havde fået lov til at kalde ham ved hans fødselsnavn, nemlig Julius og man kunne da sige hun var den eneste som havde overlevet, at kalde ham det. Han havde aldrig været vild med sit oprindelige navn, mere fordi det bragte for mange uønskede minder frem, men i dette tilfælde med hende havde han skam intet imod det!
Som han vandrede hen over de blanke gulve, kunne han høre nogle ovenpå. Han behøvede ikke en superhørelse eller for den sags skyld overmenneskelige sanser for at vide hvem det var. Hun havde en helt unik måde, at bevæge sig rundt på, så det tog ham ingen tid at dreje om hvem det var. Med et skævt smil på læberne bevægede han sig lydløst ovenpå, hvor bevægede sig ind i hendes soveværelse. Ganske vidst var det dumt at gøre, men så igen han gjorde efterhånden så mange dumme ting. Så da hun trådte ind i værelset, sendte han hende et bredt smil "Caroline min kære, din skønhed synes kun at vokse som årerne går" han havde altid været en charmøre...dette var da noget han ikke kunne løbe fra, men det var da også kun rart at se en gammel ven.

Hun var kommet tilbage til byen efterfuldt af en række af døde personer som havde lidt døden for den blodtørstige vampyros, som endnu engang havde haft ondsluppet dødens klør. Af en eller anden grund overlevede hun på en eller anden måde. Var helt klart en af de stærkeste vampyre man kunne falde over, og man ikke skulle ønske at komme på den forkerte side af.
Det havde været Enzo, som hun elskede at kalde ham, der havde fået hende ud af grotten, hvor hun havde været hængt op på, og næsten drænet for blod - nok til at hun ikke kunne have gjort modstand. Der havde hun været i et par år, uden nogen havde fundet hende. Derfor stod hun i sådan en gæld til Enzo, men var alligevel smuttet fra ham så snart hun havde genvundet sin styrke. Dengang havde det været vigtigst for hende at finde Nicolas - som i hendes fravær overhovedet ikke havde søgt efter hende, men gået hen og ændret sig til en hun ikke kunne elske.
- Derfor var hun flyttet i denne nye villa, hvor det uheldigt nok allerede var kommet ud - at den lyshårede skønhed befandt sig. Tideligere raceleder, og brandende vrede - samt en af de eneste vampyrer som kunne gå i solens stråler - det gjorde både engle og mennesker ekstra bekymrede - og med god grund.

Caroline havde taget sig et dejligt langt bad. Langt nok til at hun ikke havde hørt den gæst som var trængt ind i hendes villa. Hendes kære tjenestefolk havde heller ikke gjort deres for at stoppe ham, da de vidste at vampyrer var yderst vrede væsner hvis man gjorde dem vrede. Befolkningen hos Caroline bestod mest af alt af engle, også fordi hun drak fra dem - hvilket nok også forklarede de utallige bidemærket de havde ar fra rundt omkring på både hals og arme.
Caroline trådte ud af badet og tørrede sit hår - svang håndklædet rundt om sin mælkehvide hud - inden hun så trådte ind i soveværelset, hvor hun næsten gik et chok. "Shit.. du fortrækkede mig.." Hun sank kort en klump og lagde hovedet på skrå, inden hun så rystede let på hovedet af ham i et smil. "Jeg ser rygterne førte dig til det rigtige sted. Enzo." Sagde hun med et smil på læben. "Men næste gang, så send et brev. Så står jeg i det mindste i en mere passende påklædning." Tilføjede hun drillende. "Så hvad bringer dig hid, savner du mig?"

Han klukkede over hendes overraskede blik, hele hendes form virkede blot helt igennem overrasket, som havde hun ikke hørt eller fornemmet ham komme. Han lagde hovedet på skrå og hævede øjenbrynet, han havde da ikke forventet hun ville være så opmærksom på sit bad, hun ikke ville opdage ham. Han sendte hende dog om ikke andet et bredt smil og blinkede drillende "i den grad, det går jo ikke just blidt forbi andres øre, når en så stor skønhed flytter ind" han bevægede sig rundt i soveværelset, som var han vant til det. Dette var skam også en af hans signatur tegn, det med han hurtigt kunne føle sig hjemme i et hjem, der på ingen måde tilhørerede ham. Derudover havde han en helt utrolig trang efter blod, og han angrede ikke direkte over sin mord....dem havde han efterhånden mange af.
Han klukkede "åhh Caroline, breve...de er så kedelige, så ekstravagant, hvorfor ikke bare mødes i person" han slog ud med armene og vendte igen de brune øjne imod hende "siger du, at du ikke er glad for at se mig" han lagde drillende en hånd over sit døde hjerte, der var et sårede udtrykke i hans øjne, men det var tydeligt han drillede. Det fremstod sig tydeligt overalt omkring ham "og dit tøj, skønne Caroline du kunne havde rendt rundt nøgen og du ville stadig havde været ligeså skøn" han kastede blikket rundt, hvorpå den landede på en fin silkeslåbrok, som han smed i hendes retning. Han brummede kort og bevægede sig hen imod en stol, som han satte sig ned i "ohh der er så mange faktorer til hvorfor jeg er her, men jo vi kan da godt sige det er fordi jeg har haft savnet dig" han blinkede til hende med det ene øje

Hun trak på skulderen. Caroline elskede tanken om, at de folk som var dumme nok - angreb - de klogere sad stille og gjorde intet. På den måde var det nemt at fjerne de åndsvage væsner, som blot ønskede at angribe hende. "Så der chance for de vælger deres modstandere med omhu." Smilede hun lidt kækt for sig selv inden hun greb om en badekåbe som hun svang over sig og bandt, så hånklædet kunne glide af hendes krop med lethed. "Det ved jeg nu godt min kære." Blinkede hun drillende om hans kommentar omkring hendes påklædning. Hendes klareiskrystaller til blå øjne fulgte ham da han satte sig på en stol - faktisk den eneste stol i dette rum. Den store dobbelseng med slør over og de fine komoder med alt hendes tøj - fyldte nu en del uden at fylde - mærkeligt nok. "Så venter du vel på, at jeg skal sige, at jeg har savnet dig ikke sandt?" Spurgte hun og gik lidt tættere på ham med armene overkors. "For det har jeg." Tilføjede hun med et smil på læben. Selvfølgelig havde hun savnet ham - men på trods af hendes tilstand før og efter ulykken, var det først omkring nu hun så klarest. Det havde taget hende en god bunke måneder før hun var kommet sig over Nicolas - trods alt havde de været gift og alt muligt. Hun havde nærmest kysset alle dem hun kunne efter det hele - fordi hun havde savnet følelsen af at være tæt på andre. Selv Christian havde hun været tæt på igen, uden de voldsomme følelser - desværre. Den tætteste der kom på hendes hjerte lige nu var Enzo - men hun kunne ikke forklare hvorfor - og hun havde da ikke tænkt sig at fortælle nogen om hendes lille tiltrukkelse af denne vampyr. Man kunne jo være tiltrukket af sig meget uden de betød det store. "Kan jeg byde på noget? Andet end mit underskønne selskab." Spugte hun. Caroline havde jo en hel buffet han kunne få af blod, hvis han tørstede.
Caroline vente ryggen til ham og gik hen til sit skab, hvor hun fandt en kjole frem, og lod derpå badekåben glide ned af hendes krop og ramme gulvtæppet. Hun trak kjolen over sig for derefter at trække i hendes trusser. "Kommer du?" Spurgte hun da hun allerede var henne ved døren til værelset og med hovedet på skrå og et legende smil. Lige nu havde hun brug for selskab - og et godt et endda. Desuden fortjente Enzo hendes gæstfrihed - og hun kendte ham. Hvilket gjorde det hele mindre kompliceret.

Han klukkede og nikkede, han var mere end enig med hvad hun sagde. Nok var han ikke selv en vampyros, men han havde da over 2000 år på bagen, så at kalde ham svag...det kunne være en meget farlig fejl. Han kunne skam slå ihjel og det ville han også gøre, hvis tiderne kaldte for det. Han var en samvittighedsløs morder og han havde aldrig følt så meget som en smule skam over sine dræb. Han lagde hovedet på skrå og betragtede hende drillende "jeg kan kun være enig, har du ikke prøvet det, hvor en nyfødt vampyr forsøger at angribe en...ganske vidst må de havde troet bedre end at angribe de som er stærkere end dem selv" han havde oplevet op til flere gange, en nyfødt vampyr havde forsøgt at angribe ham, troet han eller for den sags skyld hun, kunne være bedre end ham. Han klukkede stille, af en eller anden grund kunne hun altid få ham i godt humør, selv dengang for de måneder siden, den gang hvor de havde været samme stort set hver dag...hun havde bare en eller anden lille ting, med at kunne få ham i godt humør. Han hævede øjenbrynet og et drillende udtrykke dukkede op i de nøddebrune øjne "det ville da kun være dejligt, ellers sårer du jo mit ego" han greb drillende fat omkring hendes hofte og trak hende tættere på sig.
Nok havde han været drillende før, men i det ordene forlod hendes læber, dukkede der et blidere smil op på hans læber "jeg har også savnet dig kære Caroline og det er mig kun en glæde, at se dig blomstre på denne måde" han tog hendes hånd i sin og gav hendes kno et blidt kys. Nok var han en masse negative ting, men han var stadigvæk en gentleman, så en kvinde skulle altid behandles med stor respekt. Som hun vendte om og gik hen for at tage tøj på, rejste han sig elegant op og rettede på sit tøj "dit underskønne selvskab er i den grad nok i sig selv, men jo en lille snak er da altid dejlig...jeg har rejst hele natten og har ikke haft tid til at tage noget at spise" han børstede nogle ikke eksisterende korn væk fra sin sorte jakke, før de brune øjne igen lå på hende "men du ved jo hvordan jeg kan lide min middag" de to havde jagtet før, så derfor kunne man da kun sige hun kendte til hans præference når det gjaldt den slags mad. Han nikkede, hvorpå han gik straks hen til hende og som den gentleman han var, tilbød han straks hende sin arm. Dog havde han vandret om på hendes anden side, således hun var på hans højre...for en kvinde skulle altid være placeret på mandens højre side

De ældre vampyre var stærke. Nogen af dem klogere end andre. Nicolas sidste ord til hende havde været en trussel - han troede ærligtalt, at han kunne slå hende i en åben kamp? 2500 år på bagen af ham, og hun havde troet at han vidste bedre... åbenbart ikke. Nok ville hun ikke have kunne slå ham ihjel, også mon dog... tanken havde ikke ramt hende før nu.
Caroline blev smidt tilbage til den virkelige verden da Enzo gik imod hende og tilbød hende sin arm. Caroline tog mod hans arm, og gik i møde med den fine lange gang, som for enden førte nogle trapper nedenunder. "Så du vil ud og jage, eller vil du hellere have en hyggelig lille drink. Jeg har det bedste blod direkte fra kilden." Sagde hun. Caroline gik overraskende tæt op af ham, som var de et par. Hun nød at være tæt på Enzo, det fik hende til at føle så varm indeni, på trods af at hendes hud var kold som is. Så snart de var kommet for foden af trappen mødte et par tjeneste folk dem. To engle en mand og en kvinde klædt i hvideklæder. Caroline drak ikke ret så tit fra kvindelige væsner, men det skete. Hun havde fået en skideballe af Stella for at holde kvindelige tjeneste folk - for så skar hun jo ned på den kvindelige bestand. Tanken fik hende til at smile, måske skulle hun snart mødes med den kvinde igen. Hun var nu noget helt specielt. Ikke at Caroline ville overveje at få et forhold til hende, for selvom hun vidste Stella var til kvinder - så delte Caroline ikke samme syn på det kvindelige køn som dæmonen - og desuden havde dæmonen jo også en forlovet.
Caroline førte Enzo ind i den store stue, hvor sofaerne var pyntet med skin og pelse, der var tændt op i pejsen, selvom hun ikke kunne mærke forskellen på kulden og varmen. Men det var nu så hyggeligt.
Hun satte sig i sofaen, med plads så Enzo blot kunne sætte sig ved hendes side. Alt det dyreste ejede hun, men havde aldrig betalt noget for det. Vundet ved magt eller ved hendes evne - mest evnen - så ejede hun alt det hun ville have. "Bare lad som om du er hjemme - du er jo godt igang." Det sidste sagde hun drillende til ham og blinkede med det ene øje. De to tjeneste folk kom ind med et fad, hvorpå der var to høje vinglas med blod i. De var under hendes tvang til at skære i sig selv for at fylde glassende op med blod. De satte fadet på bordet og skulle til at forlade rummet da Caroline rømmede sig og den kvindelige vendte hovedet til siden. "Jasmin. Vil du være rar at sende Vanille og Viola herop om en time." Der var et ikke spørgsmål, men Jasmin nikkede og forsvandt ud af døren uden så meget som et blinke eller gøre tegn på at være i tvivl om sin plads indenfor disse døre. Caroline tog glassene fra fadet og skænkede det til Enzo. "Here you go." Smilede hun til ham.

Han smilede bredt ned til hende, som hun gik der tæt på ham. Havde man ikke vidst bedre, ville man faktisk sige de to kunne ligne et par. Han havde altid været ligeglad med hvad andre syntes om ham, hvad han gjorde og hvordan han var som person...rigtigt nok betød Carlines mening nok mere end andres. Hun var trods alt i hans øjne, noget af det smukkeste og mest perfekte man kunne komme fordi. Hendes eks, var ikke andet end en idiot, sådan at gøre hvad han gjorde. I hans øjne, var den vampyr ikke andet end svag og idiotisk. Havde han selv været i Nicolas sko og derved selv stået med det scenarie at have sin elskede manglende...så havde han valgt at tage ud også selv finde ud af hvad der var sket, han ville havde fundet frem til hende også slagtet hver og en af dem som havde taget hans elskede fra ham. Han klukkede og blinkede til hende "Åhh Caroline, vi kan altid smutte ud og jage senere...nu er jeg bare små sulten og vil helst bare gerne slukke tørsten" pointerede han med et skuldertræk.
Enzo havde aldrig været god med der hed kærlighed, han var ikke just en der voksede op med kærlighed og det ligene...men Caroline her, hun var speciel. Hun fik ham faktisk til at overveje, det at se anderledes på emnet kærlighed og følelser, end hvad han førhen havde gjort. For ham havde det været nogle idiotiske ting, men nu som tingene så ud nu...jamen så var alting meget mere anderledes og han så det hele i et andet perspektiv.
Som hun satte sig, gjorde han hurtigt an for at ville sidde ved siden af hende. Han sad rank og med hvad man kunne kalde den perfekte holdning. Han kluklo og sendte hende et drillende blik "min kære, hvorfor dog ikke være hjeme blandt venner" spurgte han retorisk. Han tog glasset, da fadet landet på bordet. Nysgerrigt betragtede han hende som hun snakkede til sin tjenesteskvinde "min kære dog...tilbyder du direkte middag direkte fra pulsåren" spurgte han drillende, alt i mens han drak fra den røde væske