The promise to thy Father//Eria//

S Royal Flame District, i en kælder.
O Omkring 3 dæmoner og to Engle, udover ligger der lig fra nogen engle og dæmoner som Luke har dræbt.
Vejr. Det er køligt og regner.
Tid lidt over midnat.
P https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/236x/f2/af/b4/f2afb459ba2310a4e404f5b8bad3f451.jpg
Skrigene lød over alt, hvad der var starte som en normal dag var ende i et helvede. Luke kunne høre skrigene fra alle de uskyldige mennesker, mens han selv stod omringet af hvad der så ud til og være to mandelig falden engle og  3 kvindelig dæmoner. Luke kigget på dem alle sammen på skift, "så ind til jeres leder dukker op, kan jeg vel ikke få jer til og gå hen og fuck jer selv og derfor fuck af helvedes til." Lød det koldt fra Luke af. Luke kigget hen mod dem da de bevæget sig over mod, hvad der så ud til at være en hellig kniv. Luke kigget på dem og fnøs kort af dem, "ved i hvad befri mig og jeg vil gi jer hver en chance for at kæmpe mod mig, eller er i så store kujoner." Lød det flabet fra Luke af, kvinderne havde dog fået nok af ham, så i det han fik det sagt hamret de en kniv i armen på ham. Luke bed sig selv i tungen, men han kunne ikke undgå og bande, mens han gav et skrig fra sig. "I kan da gøre det bedre i forbandet sataner, jeg ved ikke om i forvente og overleve for jeg ville ikke skyde på det." Lød det iskoldt fra Luke af, hvorefter han prøvet og få styr på sin krop, der var en helt forbandet smerte da den ene kvinde havde sat den ind i hans arm. Luke kigget på dem, mens de spurgte noget de havde gjorde op til flere gange, "hvor har du fået dette at vide fra, hvem vi er og hvor du kunne finde os."  lød det fra den kvinde som stod, og torturet ham. Luke kigget på hende da de gik op for ham, hvad hendes spørgsmål var igen grinte han bare, "lad nu ikke dine følelser få overhånd frøken jeg ved godt du er vred fordi jeg har dræbt jeres kærester, i skal nok møde dem når jeg kommer fri." Sagde Luke mens han grinte svagt, kvinderne gik op og stak kniven ind i hans ham og hånd, om og om igen. Skrigene som lød fra Luke af, var ikke så store som dem der kom fra de mennesker af som de os havde her og varulve. Luke blive efterladt af de to engle, og de 3 dæmoner, da de havde fået slået ham ud. Luke var besvimet og hang stadig op, som et kors, han begynde dog lige så stille og komme til sig selv efter, hvad der havde føltes som en evighed.

Selvfølgelig havde Luke rodet sig ud i noget lort. Hun kunne fornemme det i hver eneste af hendes nerver. Hun sad stille i Sunfury City. For trods alt, vidste hun, at han skulle her til byen - og hun havde ikke lyst til at være alene hjemme - så henne ved et lille kroværelse sad hun og ventede. Da pludselig modtog hun et brev, som hun åbnede. Selvfølgelig nogle ønskede penge for hans befrielse. Hvilket gjorde hende vred - havde de fået fat på hende for et halv år siden - så havde hun givet pengene med det samme, men nu var tiderne skiftet og hun var ikke længere en lille ynkelig - skrøbelig engel. Hun kunne faktisk gøre en forskel for hendes eget velbefindende, og hjælpe Luke. Derfor gik hun hen og sprang i tøjet - en militærfarvet top og et par sorte shorts skulle kunne gøre det. Derefter løftede hun madressen op fra sengen hvor der lagde en daggert og en pistol - som hun tog op. Hun gik våbene gemt så godt så muligt og satte så afsted.

Det tog hende en smule tid at vende sig til mørket med sine øjne, men snart kunne hun næsten se ligeså godt som en kat. Lydløst bevægede hun sig mod huset, hvor hun fandt udenfor en hemmelig gang ned til en kælder. Fakler oplyste den lange kælder ganske svagt, men ikke meget. Kulden var også ved at gribe fat i hende, men andrelinen ruskede hurtigt varmen tilbage i hendes kinder. Så snart hun hørte stemme blev hun opmærksom og støttede sig op af den iskolde mur så hun næsten gispede. Så snart en af dæmonkvinderne passerede hende fik hun fast i håret på hende og skubbede hende op af muren med daggertens blad for struben af hende. "Hejsa. Så.. hvad med at fortælle mig, hvor Luke er henne?" Spurgte hun i en lav dog yderst truende hvisken. Dæmonkvinden blev kort nervøs - hun stod ret tæt mod døden trods alt. "Never mind. Jeg finder ham selv." Tilføjede hun og på de ord lod hun bladet glide henover struben på kvinden så hun faldt død om. Derefter forsatte Eira med at gå stille frem af, helst i skyggerne til hun mærkede en brandende smerte i sin overarm da en kniv afmærkede sig med en pæn stor flænge. Hun skar ansigt af det og vendte sig hurtigt om. "Jamen det jo en pæn ung engel vi har fået på krogen her." Grinnede han. Næste sekund kunne hun mærke hvordan den brandende smerte i armen forsvandt over på hendes kind, efter et hårdt slag i ansigtet så hun landede på den hårde jord. Eira var van til at blive skubbet rundt med på grund af fortiden, så det gjorde hende ikke det helt store. En af dæmonkvinderne rev hende op i halsen og tvang hende med ind i rummet hvor Luke hang på et kort. Så kastede hun lidt vand på ham for at få ham til at vågne op. "Så Lukeeboy. Er du klar til at føle smerten som du påsatte os. Jeg vil gætte på, at du vil savne din lille kæreste her rigtig meget når hun er væk. Foraltid." Smilede dæmonkvinden lumsk. Derefter skubbede hun Eira op af en væg, så Luke stadigvæk kunne vende hovedet til siden for at se hele showet. Eira gav kort et støn fra sig ved slaget af muren mod sin ryg. Hun sank kort en klump, hun tabte sin daggert på jorden - det gav næsten ekko i rummet. Kvinden tog sin egen kniv op og lagde den imod strubehovedet - derefter kastede hun sit blik mod Luke. "Jeg tæller til tre." Smilede hun ondskabsfuldt. "1" Eira kunne mærke, hvordan bladet stille skar hul på hendes hud. "2" Eira bed sig i læben af smerten og imod lysten til at synke - så meget at blod stille løb ud fra hendes underlæbe. ".." Hun nåede ikke at sige det sidste inden Eira slog hendes arm ned og dunkede sin pande ind mod dæmonens hoved. Derefter trak hun sin pistol og skød hende direkte i hovedet - så blodet sprøjtede udover hende selv dog. Englene og den sidste dæmon hørte det tog, og Eira skyndte sig at lade pistolen igen og fyre skud løs - til de alle tre til sidst lagde på gulvet. Hun vendte opmærksomheden imod Luke, og rev hans lænker af. "Du har ikke tid til at drive den af der, kom så." Sagde hun og nikkede kort. SElvfølgelig var hun i smerte. Hun var 1 god til at skjule det og 2 hun havde i længere tid ikke kunne føle fysisk smerte i sådan en grad som man burde. Der skulle ekstremt meget til. Så de værre skader hun havde, føltes som hudafskrabninger - men var langtværre.

Luke mærket det iskolde vand, hvor han med et åbnet øjne det var sindsygt hvor provokerne hende dæmonen kunne være især når hun kaldet ham Lukeeboy. Luke kigget over på hende da han så, hvem hun stod med sank han en klump. "Du vove på at dræbe hende, hvis i skal skade nogen og dræbe nogen så vælg mig." Lød det fra Luke af men kvinden var hvis ligeglad, hvorfor var Eria os taget ud efter ham nogen gange forstod han hende ikke. Der havde været en grund til han ikke, havde fortalte om, hvad han skulle her. Men hun havde selv fundet ham igen, hvilket gik ham på, Luke kigget over på hende og prøvet og rive sig fri, men da han så, hvordan Eira klaret sig imod de sidste slappede han lige så stille af. Men smerten var der dog stadig, han ville ikke kunne bruge begge hans, hænder i et godt stykke tid, hvem vidste om de nogensinde ville blive sig selv igen. Luke kigget på hende da hun hjælp ham ned, hvor havde dette dog været sindsygt ydmygende for ham, hvilket han hadet sig selv for. Luke kigget på hende da hun sagde de skulle ud herfra, Luke kigget på hende, "jeg går ikke før jeg har gjorde hvad jeg kom her for, i første omgang Sansa." Lød det kort fra Luke af, hvorefter han begynde og bevæge sig lydløst eller så stille han kunne, med hans hænder og arme som nærmest brændte. Luke stoppet op og bed sig kort i læben, da han mærket en kniv mod hans skulder, før kvinden overhovedet noget og gøre noget, fik Luke hende ned i gulvet, hvor hendes kranium nærmest sprængt i luften da det ramte, det kolde gulv. Jack så kort hen på Eria, hvorefter han prøvet og finde ud af hvad de skulle gøre, med mindre hun ikke ville afsted, men det måtte hun sige selv så. Luke rejste sig op efter at dæmonkvindens kranium, var blive smadret lige ned i jorden Luke hadet dette, men han havde lovet at han ville skaffe et hæfte herfra. Luke listet lige så stille længere ind, han skulle finde det særlige hæfte, som mere eller mindre ville være her nede og det var kun første skridt, i det han skulle gøre for sin far. Eira vidste det jo ikke men, hvorfor skulle hun os blandes ind i det, hvis han kunne gøre det uden og sætte hendes sikkerhed over styr, det hæfte skulle holde på en grim hemmelighed omkring, hvad hans far havde fundet ud af om den før. Luke så hen på Eria, hvorefter han sagde med hovedet at han ville forsætte længere ind, men at hun var fri til og tag afsted.

Fuck han forvirrede hende lige nu. Galte det ikke bare om at komme væk, nu skulle han også have noget herfra. Glimrende. Sådan her skulle de da nok overleve. Hun blev stående og klukkede lidt. Hun begyndte så at gå videre og samlede sin daggert op på vejen. "Glimrende." Sagde hun til sig selv og gik videre ned af gangen. Den var mørkt, men fakler lyste den smalle gang op. Eira var klar. Selvom mørket gav hende nogle traumer. At Luke var med, hjalp dog på det en del, for hun vidste, at hun ikke var alene. "Så fortæl mig, hvorfor at jeg ikke skulle vide, at du var ved at lokke dig selv i døden?" Spurgte hun nok lidt kølligt, lidt små irriteret, over at han bare sådan lige, ville udsætte sig for sådan en misson, specielt uden at sige noget til hende om den. Det var lige det hun ikke havde brug for, at finde ud af en anden hun elskede var død. Et skud lød og ramte Eira lige på skulderen, hun tog sig til skulderen og fjernede skudet med to fingre og smed det fra sig på jorden. Som om, den arm ikke var nok skadet. Men igen, hun kunne ikke mærke smerten. Hun løftede armen og sigtede - så skød hun. Så tog hun en af faklerne med den frie hånd og lyste foran sig. Fandt en dæmon død på jorden. Hun kiggede over på Luke, og først nu kunne man se hendes skader tydeligt. Såret fra kniven som havde lavet en dyb flænge på hendes arm, blodet stoppede ikke med at fosse ud - hendes healingprosses virkede ikke som andre engles, fordi kroppen ikke opfangede smerten. Skudet længere oppe var ude, men såret stadigvæk åben. Hun var næsten dækket til at blod. "Skal vi komme videre. Finde hvad enden du er ved at sætte livet på spil for at finde. Er det virkelig dit liv værd?" Spurgte hun og sank en klump. Altså. Hvis det var så vigtigt for ham, så ville hun hjælpe med at finde det, ligemeget, hvor meget hun skulle betale for at hjælpe ham.
De kom til en lyst dør, som hun rykkede i et par gange. Hun kiggede sig omkring. Hun vidste de ikke var alene, for pludselig kunne hun høre lyden af nogle lyde. Så bekendte, at hun spærrede øjnene klart op. Walkere. "Shit just got real." Mumlede hun for sig selv.

Da Eria talte til ham stod han et øjeblik og tænke lidt, hvordan skulle han forklare dette han, havde lovet sin far at han ikke ville fortælle det, hvorfor han var sådan her nu var mere for at hun skulle være  i sikkerhed, han ville ikke kunne bære hvis hun døde. Luke sank en klump, hvorefter han kigget hende i øjne kort "det var et løfte det her jeg havde ikke troede der ville være så mange, den anden ting er dog os jeg ville ikke bekymre dig, derfor fortalte jeg ikke at jeg var taget afsted, men hvordan i helvedes navn fandt du frem til mig jeg var sikker på jeg ikke havde efterladt nogen spor." Sagde Luke hvorefter han tog en pause da det, havde været en meget lang forklaring. Men nu var den ude, Luke bed sig svagt i læben da han hørte skudet, hvorefter  han så over på  Eria, første nu kunne han se hendes skaderene.  De var næsten lige så slemme som hans egene, hvilket fik ham til og blive lidt nervøs for om hun ville kunne klare det, som de ellers ville komme ud for senere.  Luke så kort på liget, inden de gik videre trak han pistolen op fra dæmonen af nu manglet han bare sit eget udstyr og hæftet, "klare du den Eria." Lød det svagt fra Luke af, hvorefter han begynde og bevæge sig videre med hende, smerten som var i hans hænder kunne mærkes da han holde pistolen i hans ene hånd.  Det brænde af helvedes til, men han var fast besluttet på ikke og vise det, Luke så på hende han håbet hun forstod, hvorfor han ikke havde forklaret alt, men han ville gøre det på et tidspunkt men lige nu havde hun det bedste med ikke og vide, hvad han havde gang i. Luke fulgte med hende hen til døren, da hun prøvet og åbente den viste den sig at være låst, Luke kigget på den, hvorefter han sparket den ind, det syn som dukket op, var som noget taget ud af en gysserfilm levende døde, Luke kigget hurtigt over på Eria, hvorefter han stormet ind og hen til skrivebordet. Uden og tænke over det mærket han en hånd lukke sig om hans ben, Luke kigget ned og skudt de to udøde som lå der i hovedet, derefter sætte han i løb  ud igen, med hæftet på sig.  Luke træk Eria med sig, mens de walkers lige så stille begynde og løbe efter dem, hvorfor skulle det her altid ende så galt for ham. Luke håbet inderligt at dette hæfte ville være dette vær, han stormet gennem alle gange med Eria, han måtte få nogen nye våben senere, Eria ville sikkert ha en ordenlig forklaring når de var i sikkerhed, hvilket ville være vildt svært og holde hende ude af alt det her, som hans far, havde gjorde engang.

Lyden af walkerne, som hun havde lært at kæmpe imod som hverdags kost, også deres skyld, hun i sidste ende var blevet mere sindssyg end hun burde have været. Det forklarede hendes personlighed. Hun smadrede daggerten i hovedet af dem imens Luke løb ind. Hun smadrede dem som var det hverdags kost, og det var det næsten. Hun fik kort et chok da Luke greb fat i hende, men løb med ham. Hendes ben flyttede nærmest hende, til hun snublede ved at en walker på jorden greb fast i hendes fod. Hun prøvede at sparke sig fri, men det var næsten umuligt. De andre walkere var på vej imod dem på sammetid. "Luke!" Råbte hun nærmest i frygt. For første gang i langtid viste hun tegn på frygt, det havde hun alligevel savnet. At vise tegn på svaghed. Hun havde virket så selvsikker for tiden, at det ikke kunne være andet end rart at vise noget. Hun fik fast i sin pistol med rystende hænder og skød uden at ramme den første gang. Først anden gang lykkedes det, men hun måtte sætte sig op for at vikle dens døde hænder fra hendes fod. Hun spærrede øjnene op da resten kom lige imod hende. Hun tog den døde og brugte den til at blokere ved at holde de walkere som smed sig op af hende på afstand. Men det var alligevel ekstremt meget pres der til sidst var på hende. Deres klamme hænder imod hendes ansigt. Det var begrænset hvor længe hun kunne holde muren oppe imod dem, og de var begyndt at finde andre måder at komme til kødet på. En af dem gik neglene ind i hendes åbne sår på armen, blodet tiltrak dem som hajer. Men smerten kom i det sæt de beskidte negle holdt fast i hende. Det gjorde hun skreg. Det kunne ligeså godt lyde som om, at hun blev bidt. Hvem vidste? Bevidstheden truede hende med at lukke ned, og hvor længe hun kunne kæmpe med at holde sine øjne åbne, og walkerne på afstand... var bare et sprøgsmål om tid... alt for lidt tid. Sved af anstrengelse løb ned af hendes pande, der var mange, og hendes arme rystede til hun lod den døde falde ned ovenpå hende. Nu var det op til Luke at spille dagens helt. For hun kunne ærligtalt ikke mere. Panikken bredte sig af lyden og følelsen af de næsten havde fat i hende - en helt forfærdelig følelse.

Luke vendte sig helt om da han hørte Erias stemme braste gennem, alle de andre lyde, Luke vendte sig derfor lynhurtigt om, adraneline var vildt høj i hele hans krop. Luke kigget på hende og på hæftet, som var i hans gode hånd, han  blive nød til og vælge om han ville holde sit løfte, eller redde hans livs kærlighed.  Hvorfor skulle dette være så svært, Luke greb fat i pistolen, hvorefter han smed hæftet fra sig nu måtte han redde hende, hvilket måske var en dårlig ide, men han kunne ikke lade hende blive en af dem. Luke løb hen mod hende lige da han så hende tabe walkerne som var død over hende selv, Luke stormet frem han havde ikke nogen ide, om hvor mange han ville kunne dræbe før de overmandet ham, han måtte tag den med ro selv om hele hans krop, nærmest var i oprør mod den måde og gøre det her på. Luke skød 3 kugler ind som ramte 3 walkers lige i hovedet, hvorefter de faldt ned på jorden og var døde. Luke kaste sig selv hentil Erias pistol, hvor han tog den op og tømte begge magasiner mod de walkers som var ved og være ved dem, de fleste skud ramte men der var nogen få som ikke gjorde. Men Luke havde ikke prøvet og ramme, han ville bare holde dem lang tid nok væk til han kunne hjælpe Eria ud. Luke vende sig om og skubbet liget af Eria, hvorefter han tog hende op på ryggen, de skulle bare ud nu. Luke greb en fakkel, han kigget sig omkring og løb ud mod den friske luft. Han der lød skud bag dem, hvor en af dem ramte en walker, Luke så sig tilbage og inden han kunne nå og om bestemte sig, var hæftet brændt af ham selv. Det lavet en ring som ville kunne holde walkerne i kort tid, væk fra dem men han måtte bare ha hende ud. Da de nået udgangen og var kommet ud hamret Luke kælderens dør i. Det kunne holde i langtid på dem, hvilket var hvad Luke havde prøvet på men hæftet var væk, Luke sætte Eria af, hvorefter han skar sig selv Engels blod var jo noget der kunne hele, som Eria, havde gjorde for ham en gang for længe siden for ham. Luke kigget på hende da han havde sat den op for hendes mund, hun måtte få sine kræfter igen han ville ikke kunne leve med sig selv, hvis hun var død nu eller værre en af dem.