I promise.. Im a friend.. -Luce-

S: Terrorville District.
O: Der er egentlig ikke så meget at se.. Der er en mark, en vej og et par få huse.. Ellers, er der ikke meget andet at se..
T: Eftermiddag. (Solen er på vej ned)
V: Lunt.
P: Profilbilled.

Josh var sikker på at livet var på vej til at gå ned af bakke.. Lige meget hvor meget han forsøgte at kravle op, faldt han altid ned. Han havde slet ikke fundet det han søgte, langt fra! Der var så meget han skulle vide, men det var som om at alle holdt det hemmeligt for ham.. Han kunne bruge sine venner lige nu, til at fortælle ham at alting nok skulle lykkedes, så længe han blev ved med at kravle op ad, ville han ikke ende med at ramme bunden.. Men, nu da de ikke var hos ham, følte han at han snart var ved at ramme bunden med en hurtigt fart, så slaget ville gøre mere ondt..
Han lukkede sine øjne i og spredte sine arme ud et kort øjeblik, bare for at lade den lune vind blæse på ham med sine blide kærtegn. Han åbnede sine øjne igen, efterfulgt af et kort suk, inden han gik videre langs vej.. Ignoret alle dem som kom kørende forbi i deres hestevogne.. En af hestevognene var ved at køre galt, så han kunne fornemme et lille sus i sig, men så snart den fik styr på sig selv igen og kørte videre, faldt han til ro og rystede på hovedet over sin reaktion..
Han kiggede op på himlen med et drømmende blik i sin chokoladebrune øjne.. Der var så meget han skulle vide...

Luce gik bare rundt hen ad vejene og frem og tilbage som var hun ved og blive gal. Hun anede ikke hvorfor hun bare gik der frem og tilbage. Hun lignede sikkert en idiot i andre folks øjne. Hendes sorte lange hår hang løst og flavrede i vinden som tog fat i hendes hår imens hun gik og kærtegnede det. Det var beroligende og gå der og føle, at vinden kærtegnede hendes hår. Hun havde taget en lyseblå top på som gik ned til røven. Hendes mave var blevet noget større og det kunne anes, at hun var i starten til og være gravid. Der var gået 2-3 måneder siden Rafael havde voldtaget hende og tortureret hende og det havde ødelagt hendes liv. Hun havde taget et par lette sorte bukser på som ikke sad for stramt hverken om låret eller om livet på hende. Hun mærkede alle de blikke der gloede på hende hvergang en hestevogn kørte forbi hende. Hun hadet de blikke. Folk havde kigget underligt på hende siden rygtede startede, at hun havde en affære med Sean. Hun fattede stadig ikke hvorfor det rygte var startet. Han havde været så flink og hjælpe hende og nu sad hun i denne situation. Hun så en hestevogn komme kørende alt forhurtigt imod sig. Hun kiggede bagud da hun mærkede vinden fra hestevognen komme forbi sig og så den var ved og køre galt. Hun stoppede og vendte sig rundt og så på hestevognen der var kørt forbi. Solens sidste stråler ramte hendes blå/lillae hud så den næsten glimtede og hendes dunkle drageøjne som havde et lillaet skær i sig stoppede da hun så en fyr kigge drømmende op i luften.

Det nyttede ikke noget.. Lige meget hvor meget han kiggede op på himlen og håbede på et mirakel, var det som om at der ikke skete noget som helst.. Tiden gik ikke i stå, han så ikke det som han gerne ville se og han hørte ikke det han gerne ville hører.. Hans liv var som et gammelt pariserhjul, det kørte blot rundt, men det kom ingen vejne. Nogen gange kom der en skøn udsigt, men snart var den nede nær jorden igen og man ville ikke kunne se andet end det sædvanlige.. Han stoppede med at kigge op på himlen og kiggede i stedet frem for sig, hvor det gav et lille sæt i ham, da han så en anden stå ikke så langt væk fra ham.. Tøvende sendte han hende et smil og et kort vink, inden han langsomt begyndte at gå hen imod hende.. Han ved ikke hvorfor han gjorde det, men det var som om at han var draget til det..
Snart blev freden dog forstyrret, da en larmende hestevogn kom forbi, men menneskerne i denne vogn fandt det åbenbart sjovt at skyde efter Josh og Luce, imens deres latter blev hånende og de råbte et par skældsord.. Josh undgik skudene med nød og næppe, ved at springe til siden og trille rundt i det bløde græs.. Så snart vognen var væk, rejste han sig op og børstede græs af sit tøj..
Nogen mennesker forstod at gøre livet værre end det var..

Hun kiggede på fyren der stod lidt væk fra hende. Hvad var der egentlig med ham? Han virkede til og være plaget af et eller andet ligesom hun var. Hun så han smilte til hende og vinkede. Hun smilte stille igen og vinkede kort tilbage. Hun så han gik hen imod hende. Hvorfor gjorde han egentlig det? Hun flyttede ikke på sig. Hun blev bare stående, hvor hun var og kiggede på ham. Hun hørte en hestevogn komme kørende. Hun troede det endnu var nogen der ville råbe af hende og hun havde til dels ret i det hun tænkte. De råbte noget efter dem og begyndte og skyde efter dem. Luce flyttede sig ikke. Hun blev bare stående som om hun var van til og folk skød efter hende. Det sidste skud de skød ramte hende i overarmen. Hun skreg op af smerte og lagde en hånd over skudsåret. Hun brummede letter irriteret. Hvem var de kraft idioter der skød efter dem? Hun undrede sig lidt over, hvorfor de egentlig havde skudt efter dem. Var det imod ham specielt de skød efter eller var det hende eller bare dem begge? Hun undrede sig nu også lidt over hvor heldig hun var ikke og blevet ramt så slemt som hun nu var. Hun satte sig på jorden og lod den sårede arm hænge. Hun kunne godt heale det hurtigere, men det krævede nu også, at kuglen ikke sad inde i hendes arm og det kunne hun ikke selv få ud det kunne hun allerede sige nu som det var. Hun mærkede blodet løbe ud mellem fingrene og ned over hendes arm. Hun så på den fremmede fyr der havde smidt sig på jorden.

Så snart vognen var væk, rejste han sig og bandede et par ord for sig selv om at han hadede hvordan nogen opførte sig.. Om der var en grund til at de havde gjort det, vidste han ikke, men uanset hvad, så gjorde det ham ikke mindre sur af den grund. For hvem pokker havde en grund til at skyde efter folk? Han børstede sand af sit tøj og blev ved med at bande et par ord, lige indtil han bemærkede en dråbe blod ramme jorden, så det gav et sæt i ham. Han kiggede hurtigt op fra jorden og hen på pigen, som var blevet ramt af et af skudene. Hurtigt gik han hen til hende og kiggede på såret, uden rigtig at vide hvorfor han gjorde det.. Han kendte hende ikke, men alligevel havde han det som om at han skulle hjælpe hende.
"Vi må heller få skudet ud," mumlede han stille og kiggede spørgende på hende.

Hun brummede lavt for sig selv. Hun hadet inderligt folk efterhånden. Hun kunne snart ikke gå nogen steder længere uden og blive kaldt skældsord, skudt efter, være en de fleste ville skade eller det der var værre. Hun hadet det. Hun bed sig i læben af smerter fra armen. Det gjorde afsindigt ondt. Nogle enkelte tåre trillede ned af hendes kind af rene smerter. Hun blev aldrig van til smerterne. Hun så på sin hånd hvor blodet løb fra "Man kan fandme ikke gå frit længere uden folk er efter en!" hun nærmest brummede det. Hun var normalt ikke en der bandede, men nu gjorde hun det og var temmelig ligeglad med, at den fremmede hørte det. Hun kiggede på den fremmede og kiggede efter om han var blevet ramt, men det var han heldigvis ikke. Hun sukkede kort og så undersøgende på ham. Han så temmelig ung ud i hendes øjne. Hun nikkede kort til det han sagde om og få kuglen ud af sin arm. Hun så væk fra blodet. Hun begyndte og stirre tomt ud i luften. Blodet mindede hende for meget om dengang Rafael havde tortureret hende. Det mindede hende for meget om dengang han havde skåret undersiden af hendes fødder af og alt det blod der var landet på gulvet efter den episode.
Hun rystede lidt på hovedet og kiggede så på den fremmede igen "Hvad hedder du?" hun var lidt nysgerrig for og vide, hvem han var eftersom hun ikke stollede helt på folk.

Hvis de skulle have kuglen ud, kom det nok til at gøre.. Ret så ondt.. Han bed sig i underlæben, inden han tog en dyb indånding og kiggede hende i øjnene, alt imens han fjernede skuden fra hendes arm, ved at stikke sine fingre ind i hendes sår. Så hurtigt som et lyn, trak han skuddet ud og smed det fra sig, hvor han derefter tørrede sine blode fingre af i sit tøj. Det skulle jo alligevel vaskes, så der var vel ingen grund til at være så hysse omkring det, selvom han nok heller måtte finde et sted at vaske den, inden han gik ind i byen eller noget i den stil. Medmindre folk skulle gå hen og blive bange for ham. Han kiggede kort ned på skuddet, derefter ind i Luces øjne, med et varmt og venligt blik.
"Mit navn er Josh," sagde han og nikkede høfligt til hende. "Må jeg spørge om dit navn?" Han smilte til hende, inden han rev et stykke af sin skjorte af, for at binde det omkring hendes sår. Han gjorde det forsigtigt, som var han van til at behandle andre.. Det var han egentlig ikke.. Det var mere ham selv, han havde fjernet skud fra og bundet forbinding omkring.. Han smilte til hende..

Hun kiggede på ham og så undersøgende på ham. Han så nu meget venlig ud. Hvad var han egentlig for en person. Hun lagde sit hoved på skrå og så på ham. Hun vidste ikke om hun skulle frygte ham eller være tryg ved ham. Det stod stadig som et spørgsmålstegn for hende. Hun kiggede ned på sit sår og så op på ham. Hun kiggede ham i øjnene. Han så nu meget ærlig og sød ud. Hun bed sig i læben da hun mærkede, at han havde stukket nogle fingre ind i såret, hvor skudet havde sat sig. En tårer trillede ned af hendes kinder. Hun så ned på sit sår som blødte noget mere end det havde gjort for lidt siden. Hun lagde en hånd for såret og var ligeglad med om blodet kom på hendes hænder. Hellere det end, at forbøde eller noget lignende. Hun så på ham og smilte roligt til ham. Hendes øjne var rolige "Pænt navn du har. Jeg hedder Luce" hun så roligt på ham da han rev et stykke af sin skjorte af. Hun fjernede stille sin hånd fra såret og tørrede blodet i græsset så godt som hun nu kunne. Hun så på armen hvor der nu sad et stof bundet omkring. Hun begyndte stille og fnise. Hun så på ham med et smil på læben "Tusind tak for din hjælp, men du behøvede ikke og ødelægge din fine skjorte for og binde det om såret" hun havde latter i stemmen og hendes stemme var samtidig rolig og mild.

Det varmede ham på en måde om hjertet at han kunne fornemme en latter i hendes stemme, endda selv om hun var såret og at han lige havde fjernet en kugle fra hendes arm. Det var sjovt hvordan skæbnen kunne spille en et pus, menneskene skød efter dem og sådan lærte de altså hinanden at kende.. Sikke et eventyr..
Han grinte lidt sammen med hende, inden han endnu engang kiggede hende i øjnene.. Fine skjorte? Der tog hun fejl.. Det var bare en helt almindelig skjorte, som man kunne få til billige penge..
"Hej luce," sagde han med en varm og blød drenge stemme, der også afslørede hans unge alder.. "Fine skjorte? Ah.. Det er nu okay, den er ikke meget vær så,"

Hun smilte roligt til ham. Han så nu ret ung ud, men virkede også til og være meget ældre. Det var nu sjovt, at de skulle mødes på denne måde. Hun smilte stille og fjernede stoffet han havde bundet om hendes sår. Blodet stod ud til alle sider. Hun kiggede lidt på det. Hun så på ham "Hej Josh" hun smilte roligt til ham. Han lød til og være meget ung. Hvor ung var han mon? 15-16 år måske? Hun vidste det ikke helt, men det var sådan set et fedt lige nu. Hun så på ham "Det var ligemeget du behøvede ikke og ødelægge den for og forbinde mit sår for kan bare heale det stille og roligt" hun smilte venligt til ham og kørte langsomt en hånd hen over såret. Dette gjorde hun i et pænt stykke tid. Imens kiggede hun på ham "Hvor kommer du egentlig fra?" hun kunne lige så godt have en eller anden samtale med ham imens hun ventede på, at hendes sår var healet helt ind til det stykke hvor kuglen havde siddet. Det var nu langt inde så det ville vare noget tid endnu før det var helt healet. Hun kiggede kort ned på sin mave og så op på ham igen. Hun smilte stille imens hun fortsat kørte en hånd hen over dåret. Det var begyndt og samle sig lidt, men det var ikke nok til det var helt healet.

Kunne hun heale? Jamen, det var da altid noget. Josh havde op til flere gange set at nogen kunne heale, men aldrig havde han tænkt videre over det og hvor mange racer der egentlig kunne det. Selv var han i tvivl om han kunne det, eftersom han ikke vidste så meget om sin egen race. Ja, han var en engel, men hvad kunne en engel egentlig, udover at være god og flyve. God.. Josh kunne huske Dust's ord om at en engel ikke burde lave ballade, ligesom Josh kunne finde på at gøre, hvilket gjorde at Josh fandt ud af at han var mere end bare en engel.. Der var en lille smule dæmon blod i ham, det kunne han ikke lægge skjul på, med en far så ond og grum.
Han betragtede såret der langsomt healet, så han nær ikke havde hørt spørgsmålet der suste med vinden og ind i hans øre.. En rysten på hovedet, også var han klar og fokuseret igen.
"Jeg.. Øhm.. Det er for kompliceret, men jeg har boet det meste af mit liv ude i Ashen wood Forest," svarede han og kiggede hende i øjnene, da han var blevet en smule betaget af hendes drage agtige øjne, der skinnede på sin egen måde. "Men, lige nu, går jeg bare for mig selv," Han løftede på sine skuldre og kiggede kort på hendes sår, inden han kiggede hende i øjnene igen. "Hvad med dig selv?"

Hun kiggede roligt på ham imens hun fortsat strøg hendes hånd hen over såret. Såret blev mindre og mindre, men hun vidste godt, at selvom det healede uden på så var der stadig mange flere lag indenunder som skulle heales og det tog noget længere tid end man bare lige gik og regnede med. Hun kunne ikke helt huske hvad der stod i den magibog hun havde læst om evnen og studeret den i rigtig mange måneder for og lære den. Hun undrede sig lidt over, hvorfor der skulle så meget til for og kunne en evne. Alle hendes andre venner havde fortalt, at de var medfødt med evnen, men hendes evne måtte hun studere for hun havde ikke nogen medfødt evne. Medmindre, at det og blive til en drageagtig tingest som kun er til ballade og er mere klodset end noget andet så havde hun en også. Hun trak let på skulderen og kiggede på med rolige øjne. Hun smilte roligt til ham og lyttede til det han fortalte "Ok, det lyder lidt til, at du ikke rigtigt kommer fra denne del af verdenen" hun smilte stille til ham. Hun var heller ikke herfra. Ihvertfald ikke i denne del. Hun var stukket af i månedsvis for og komme her til, men det var en anden side af sagen. Hun så ham i øjnene. Hun smilte stille "Ja mit og også sådan lidt kompliceret, men de sidste 352 år sådan ca har jeg boet i Doomsville" hun ville sikkert lyde på hendes alder allerede der hvor hun sagde, hvor længe hun boet der, at hun var gammel. Men hun følte sig ikke gammel endnu. Hun holdt sig godt. Der ville gå nogle år før hun vil krakke af og være en gammel tusse. Hun smilte stille til ham og så undersøgende på ham. Hun undrede sig lidt over hvor gammel han egentlig var "Hvor gammel er du egentlig?" hun måtte vide det for nu var hun blevet meget nysgerrig.

En enkelt vind tog fart, så Josh kunne mærke noget hårdt ramme ham i ryggen, hvilket fik ham til at sætte hænderne ned i jorden, så han kunne støtte sig og ikke vælte, selvom det nok ikke gjorde ham så meget i den forstand. Han grinte kærligt til Luce, eftersom det nok havde set en lille smule sjovt ud, at han nær var væltet. Vinden stoppede med at tage til, så Josh kunne sætte sig i sin anden stilling igen, imens han lyttede til hvert et ord Luce fortalte ham. Han spærrede sine øjne en anelse op, da hun sagde noget med at hun havde boet i Doomsville i 352 år.. Hvor gammel mon hun var? Det var et spørgsmål han hurtigt slog væk fra sit hoved, da han havde lært at det ikke var noget man bare spurgte en pige direkte om. Det ville de muligvis tage som en fornermelse, selvom Josh måtte indrømme at han var.. Nysgerrig omkring.. Også om hvilken race hun var, siden at hun kunne heale og havde øjne som en drage.
"Så er vi da to som har et kompliceret liv," Der voksede et skævt smil på hans læber, som han sendte til hende, inden han kiggede ned på græsset og lod sin finger snoe omkring et græsstrå.. En klukkende latter bølgede igennem ham, da hun havde spurgt om hans alder, eftersom han lige for sekunder siden havde tænkt på at spørge hende om det samme. Han kiggede væk fra græsset og ind i hendes øjne. "Jeg er 16," Han løftede på sine skuldre. "En 16 årig knægt," En klukken undslap hans læber og han kiggede ned på græsset endnu engang..

Luce så på Josh og sad bare stille og strøg sin hånd hen over såret som var healet helt. Hum fjernede sin hånd fra såret og der var dannet et lille ar i stedet. Hun så lidtpå det og smilte tilfreds. Hun så på Josh og smilte roligt til ham og mærkede stille vinden var blevet stærkere. Hun så på ham og begyndte og grine venligt af ham da hun så han var væltet. Hun rækkede ham en hånd og hjalp ham op og sidde igen imens hun snakkede. Hun smilte roligt til ham. Hun kunne godt se på ham, at han var forbavset over og høre hun havde boet over 300 år i Doomsville. Hun havde ikke tænkt særligt meget over, at hun var så gammel som hun nu var og alligevel så, så ung ud som hun gjorde. Hun så på ham og smilte stille til ham. Hun trak let på skuldrende "Ja, troede jeg var den eneste der havde et kompliceret liv" hun smilte venligt til ham og kiggede rundt. Hun undrede sig lidt over, hvorfor han hele tiden kiggede hende i øjnende, men ville ikke spørge om det for tænkte det ville være ret underligt og spørge om. Hun blev temmelig overrasket over, at han kun var 16 år. Han virkede til og være meget ældre end han var. Hun følte sig pludselig meget gammel. Hun så ham i øjnende "Du virker ellers til og være meget ældre. Føler mig næsten som en olding ved og være sidde her med dig" hun grinte lidt og spekulerede lidt over om hun skulle fortælle ham hvor gammel hun egentlig var i forhold til ham.

Han kiggede op på hende igen, inden han med en lystig og hurtig bevægelse rejste sig op og kiggede ned på hende, med et skævt smil og et glimt i sine chokoladebrune øjne. Der var ingen tegn på at Josh ønskede at gøre hende ondt, hvorfor skulle han også det, når den eneste person han kunne finde på at gøre noget ond ved var sin far, som vist allerede var død. Gudskelov for det. Hver gang Josh tænkte på at han blot var et barn af en voldtægtsmand, fik det ham lyst til at straffe sig selv på en mærkelig måde.. Ordet fejl, passerede endnu engang, men han valgt igen at skubbe det væk, hvor han i stedet plantede et varmt smil på sine læber og sendte det til Luce.
"Nå men, det er du aldeles ikke," sagde han og grinte kort, men kærligt. "Der er sikkert mange væsner derude som har et kompliceret liv, ligesom os selv," Han lagde sine arme på kors og kiggede ned på hende, med det samme livlige glimt i sine øjne. "Det må vi altid huske," Det overraskede ham en smule at der pludselig kom så vise ord fra ham, men det var vel helt normalt. "Må jeg have lov at spørge dig hvor gammel du er? ikke for at fornærme dig," Han smilte venligt til hende og satte sig hovedet på skrå.

Hun kiggede på ham og undrede sig lidt over hvorfor han rejste sig så hurtigt op. Skulle han til og gå eller? Hun vidste det ikke, men kiggede istedet roligt op på ham. Hun vidste ikke helt, hvad der var ved denne dreng, men hun tænkte, at det sikkert var bedst, at hun ikke spurgte ind til det for hun var heller ikke selv specielt glad for og snakke om sin fortid. Sine fejl. Hun rejste sig langsomt op og kiggede på ham. Hun vidste godt, at han havde ret i det han sagde, men samtidig gik det også bag på hende, at der kunne komme så vise ord fra en så ung knægt som ham "Der er ingen som er en stor fejl alene. Alle har deres fejle. Nogen mere end andre og nogen har nogle så slemme, at det vil ændre deres liv for altid." dette kendte hun alt til. Hendes liv ændrede sig helt efter hendes forældre fejlede igennem opførelsen efter den ulykke. Hun kiggede roligt på ham og smilte. Det rørte hende ikke rigtigt, at han spurgte hende om hvor gammel hun var. Det var bare nogle tal som fortalte hvor længe folk havde levet. Hun så roligt på ham og smilte "Jeg er 752 år gammel og ved godt jeg ser meget yngre ud end hvad jeg er" hun havde latter i stemmen og kiggede roligt på ham og smilte. Hun undrede sig lidt over hvilken race han var og hun kunne ikke holde sin nysgerrighed tilbage hun måtte vide det "Ikke for og være alt for nysgerrig, men hvilken race er du egentlig?" hun smilte stille til ham.

Der var ingen som var en stor fejl alene.. De ord ramte ham perfekt, som havde nogen lige slået ham i hovedet med en stegepande. Det var som om at hun havde læst hans tanker og vidst at han så sig selv, som en stor fejl.. Han kiggede imponeret hen på hende, med tydelige tegn i sine brune øjne der viste at han var blevet ramt rigtigt af det hun sagde.. Ikke fordi det gjorde ondt på ham, men fordi at det passede så underligt til ham.. Han smilte varmt til hende og nikkede til det hun sagde.
"Du har ret, der er ingen som er en stor fejl alene," sagde han med det samme varme smil på læben, alt imens han placerede sine hænder bag sit hoved, i stedet for at have dem på kors, som man for det meste havde når man ønskede at have et skjold om sig selv.. "752 år? wow, det må jeg sige," Han lød meget imponeret, imens der voksede et drillende smil frem på de smalle læber. "Men må jeg have lov at sige, at du holder dig godt," Han grinte kærligt, hvor han derefter kiggede rundt i horisonten.. "En engel," svaret kom hurtigt, men dog alligevel tøvende. "Jeg er blot en engel, hvad med dig selv? Dine øjne er i hvert fald meget flotte," Han smilte endnu engang varmt til hende.

Hun kiggede bare roligt på ham. Hun kunne godt se, at hun havde ramt perfekt på et eller andet i det hun havde sagt til ham, men hun vidste ikke rigtigt, hvad det var hun havde sagt som havde ramt så perfekt. Var han en fejl? Det virkede han ikke til og være. Hun ville ikke sige noget og lod det bare let passere hende og smilte i stedet stille og roligt til ham. Hun var glad for, at han gav hende ret i det hun sagde. Hun kendte nu også meget godt til og være en 'fejl' i familien. Hun var netop en fejl i familien og det ville hun sikkert altid være. "Er glad for, at du giver mig ret i det" hendes stemme var rolig og mild. Hun kunne godt se, at han blev imponeret over, at hun var så gammel som hun nu var, men hun var nu heller ikke den ældste person man ville støde på. Det var hun ihvertfald glad for. Hun blev lidt rørt over han kompliment. Hun holdt sig sikkert godt, men hun stoppede jo bare med og ændre udseende da hun var omkring de 18. Mange havde altid troet, at hun var 18 og mange nærmest bukkede under bare over og høre hendes rigtige alder. Sådan havde hendes gamle venner det. Hun smilte roligt til ham "Jeg takker for komplimenten" hun grinte kort og så på ham.
Nåh han var en engel. Det var hendes far også så det rørte hende ikke rigtigt, at han også var det. Hun så roligt på ham og smilte venligt "Sjovt det er min far også" hun smilte roligt og fortsatte "Jeg er en draconier. Du ved en slags formskifter ligesom shapeshifters bare, at jeg bliver til en drage lignende form" hun havde nu ikke skiftet til sin drageform i over 500 år nu så hvordan hendes drageform så ud nu kunne hun simpelthen ikke huske.

En Dracoianer? Det forklarede hvorfor hun havde et par øjne, som mindede så meget om en drages.. Josh havde altid været facsineret af drager.. Faktisk, havde Jacob fra fremtiden vist en drage, men han var i tvivl om han havde den nu, men nu var han trods alt også i fortiden og ikke fremtiden.. Det mindede ham om, at han egentlig på et tidspunkt skulle tilbage til sin egen tid igen, selvom han ikke var meget for det. Fortiden var bare lidt sjovere end fremtiden..
"Var din far en engel? Min far var en dæmon, hvilket forklarer min opførsel i ny og næ," mumlede han og puttede sine hænder i de lommer som var på hans bukser. Josh var ikke meget for at snakke om sin far, han ville helst være fri for at tænke på ham, så han kiggede húrtigt hen på hende med et smil, som et tegn på at han hurtigt ville over emnet. "Jeg har engang læst om dracoianer, en meget interessant race må jeg sige," Pludselig forsvandt smilet og en bekymret smil kom frem i stedet. Lige så hurtigt som et lynnedslag, sprang han ind i Luce, så hun væltede ned på jorden igen og trillede væk fra det skud som nær havde ramt hende endnu engang.. Det var de råbende mennesker igen. En gruppe unge drenge ude på ballade..
"Hej misfoster!" råbte en af dem, imens vognen trillede forbi dem..

Hun kiggede bare roligt på ham og smilte. Hun var helt rolig ved og stå her og snakke om alt mellem himmel og jord. Hun kiggede lidt på ham "Ja han var. Dæmoner er ikke lige min ynglingsrace..." hun bed sig lidt i læben og fortsatte "Min far sendte mig væk for godt og vel lidt over 500 år siden. Har ikke set ham siden, så har intet med ham og gøre overhovedet"hun trak let på skuldrene som om hun var pænt ligeglad med det der var sket dengang og det var hun stort set. Hun var kommet videre i livet. Det sårede hende af og til, men det var ikke så ofte som det havde været.
Hun trak let på skuldrende igen da han sagde, at draconianere var en interessant race. Det mente hun nu ikke, men det var så også fordi hun ikke havde skiftet form eller noget længe og aldrig havde noget specielt med hendes egen race og gøre. Hun smilte stille "Det er vel en ok race" hun så bekymret på ham da hans smil pludselig forsvandt og blev til et bekymret blik "Hvad..." mere nåede hun ikke og sige før Josh sprang ind i hende så hun væltede og trillede ned af en lille grøft. Hun landede nede mellem alle mulige underlige vilde blomster. Hun hørte nogen sige noget med misfoster.Var det til ham eller hende de sagde det til? Hun rejste sig om og tørrede stille støvet, græs og jord af sit tøj. Hun gik op af skrænten igen. Hun mærkede vreden koge op i hende. Hun kiggede vredt efter de unge fyre da de kørte væk og så, så på Josh igen "Hvem kaldte de for et misfoster?" der var vrede i hendes stemme. Hun var så vred, at hun tæt på havde gået i sin drageform, men beherskede sig dog.

Dæmoner.. Josh havde ikke noget imod dæmoner, men måske hang det sammen med at han altid havde troet at han var en, takket være sin storebror Jacob.. Men, da han fandt ud af at han var en engel, måtte han til at bruge andre tricks og lærer dem. Feks. skulle han lærer at bruge sine vinger, selvom det ikke var det nemmeste i verden. Det med hendes far, fik ham kort til at kigge bekymret hen på hende.. Nogen fædre var idioter.. De fortjente ikke at være far..
Efter drengene var kørt, så man ikke længere kunne hører deres latterlige bemærkninger, rejste Josh sig op og sagde en masse bande op inde i sig selv. Hvorfor han ikke sagde dem højt var et helt andet spørgsmål, som han ikke selv kunne svarer på. Måske var det pga. engle dnaet.
Han sendte Luce et skævt smil, da hun kom op af skrænten. Heldigvis var hun ikke blevet ramt af skudet, hvilket fik ham til at ånde lidt ud.
"Det ved jeg ikke, men jeg har lyst til at følge efter dem og finde ud af det," sagde han, alt imens han havde rettet sit blik imod den vej, hvor vognen lige var forsvundet i horisonten..

Luce kiggede surt efter de unge mænd. Hun var ved og være godt træt af dem. Hun rystede irriteret på hovedet og kiggede på Josh. Han så nu ikke til og være kommet noget til under skudepisoden. Det var hun glad for. Han så nu mere ud til og være sur ligesom hun var og lettere irriteret måske. Han lignede ihvertfald en der godt kunne finde på og løbe efter dem og angribe dem. Hun var stadig irriteret over, at de havde kaldt en af dem for et misfoster. Ingen af dem var det. Nok havde de begge hver deres fejl, men det gjorde dem aldeles ikke til nogle misfostre. Det gjorde dem bare anderledes og måske stærkere end de så ud til og være. Hun så på ham og gik roligt hen til ham. Hun lagde stille en hånd på hans skulder "Lad det ligge. De er ikke det værd og bruge krafter og energi på" hendes stemme var rolig, men havde en snært af irritation i sig. Hun vidste ihvertfald en ting og det var, at hvis de kom igen gik hun til angreb og så var hun helt ligeglad med hvad der skete hende. Hun ville ikke finde sig i og folk blev ved med og skyde efter hende. Hun kiggede på Josh "Skal vi se og komme et andet sted hen?" hendes stemme var lidt roligere.

Ikke det værd.. Nej, det var det sikkert ikke.. Det fik ham til at være glad for at hun var hos ham, ellers var han fløjet efter dem og brugt sin hævntørst. Nok var han en engel, men til tider kunne han have ligeså lumske tanker som en dæmon, pga. sine dna fra sin far. Han sukkede og kiggede hen på Luce med et smil på sine læber.
"Du har ret," mumlede han og kørte en hånd igennem sit hår. "Lad os komme væk herfra, inden nogen begynder at kaste med vandballoner efter os," Det sidste blev sagt med en latter i sin stemme, alt imens han kiggede rundt i horisonten for at finde et sted de kunne tage hen. Ville hun mon have noget imod hvis han løftede hende og fløj af sted? Jah, han kunne nok ikke bare løfte hende som det passede ham, så i stedet begyndte han langsomt at gå og kiggede sig over skulderen, for at se om hun gik med ham. Pludselig lød en hvisken i vinden.. Det lød som om at det var vinden som prøvede at sige noget til dem.. Før de kunne nå at gøre noget, blev de omringet af blade og transporteret et andet sted hen. Josh skyggede sine øjne med sine arme, imens han ikke forstod hvad der skete omkring ham. Så snart han åbnede sine øjne igen, stod de i en hytte hvor en pejs var tændt og en duft af mad fyldte deres næsebor.

Hun håbede, at hun havde fået ham overtalt til ikke og følge efter dem. For det var en dum ting og følge efter dem og bruge sine dyrebare krafter på sådanne nogle idioter. Nok plejede hun og være venlig overfor alt og alle, men der var grænser for, hvor venlig hun skulle være og lige nu mente hun ikke selv, at hun burde være venlig overfor sådanne nogle fyre. Hun smilte stille for sig selv da han sagde, at hun havde ret. Så havde han forstået hvad hun sagde til ham. Hun kiggede på hans bevægelser i lidt tid. Hun sukkede lidt og begyndte og sætte sit hår nogenlunde som det var for lidt siden. Lige nu sad det til alle sider, men fik det så til og ligge fladt ned af hendes ene skulder. Hun grinte lidt over, at han havde sagt vandballoner "Jep god ide, men hvor hen?" der var stadig lidt latter i hendes stemme.
Hun gik stille efter ham, men kunne pludselig høre vinden hviske og kunne mærke, at den var blevet noget kraftigere. Hun lukkede sine øjne hurtigt i og åbnede dem først igen da hun kunne mærke, at vinden var stoppet. Hun mærkede en dejlig varme og en dejlig duft af mad. Det virkede meget underligt for, for bare kort tid siden stod de ude på en vej, men nu var de inde i en eller anden hytte. Hun kiggede undrende på Josh "Hvordan endte vi her?" der var en stor undren i hendes stemme.

Josh lignede et stort spørgsmålstegn. Hvordan i alverden kom de derhen? Lige før stod de ude ved en vej, og nu stod de og nød den dejlige varme fra pejsen, samt den lækre duft af mad, som fik Josh mave til at rumle en smule.
"Det.. Det ved jeg ikke," sagde han med en undren i sin stemme, præcis ligesom hun havde. "Vi stod.. jamen.."
"Jeg er svaret på jeres spørgsmål mine kære børn," sagde en stemme pludselig, en stemme så rungende og varm. Josh vendte forskrækket sit hovede imod stemmen, hvor hans øjne kom i kontakt med en kvinde som var på vej ned af trappen, med afslappede bevægelser og en kjole slæbende hen ad trappetrinene. Til at starte med kunne Josh ikke finde hoved og hale i det hele, en kvinde, svævende blade.. Hvad pokker ville hun med dem? Hun smilte venligt til dem, men alligevel kunne man se et lumsk glimt i hendes grønne øjne, der var pyntet med en lys øjen make up.
"Det er rart at i kunne komme, jeg har nogen strålende opgaver til jer," sagde hun og viftede med sin hånd, hvor en tjener hurtigt kom luntede hen til Josh og Luce med et fad. Han fjernede låget og to glas vin afslørede sig.
"tag for jer," sagde kvinden.
Josh rystede med en hånd og et skævt smil. "Nej tak,"
Tjeneren nikkede og så spørgende hen på Luce.