Frit--- The holy sun

Dag:mandag
Dato:ikke relevant
Sted: PÅ bredden af strandkanten.
Tid: 15.23
Vejr: Varmt skønt sommervejr
Årstid: lige meget, men på dette sted føles det som sommer


Solens stråler føltes som kys hen over den våde krop, den sorte havfrue hale slog blidt i vandet så små dråber vand
faldt hen over den lange krop. Den del af væsnet der lignede et menneske havde samme hud farve som vampyrens.
Hvid som sne, nogen ville endda sig askegrå. Men så man øjnene på dette væsen så man hurtigt at dette langtfra var
et væsen der tilhørte ondskabens verden. De brune øjne så op mod solen, en svag grøn ring kunne skimtes i det brune.
Varme rolighed og mystisk var i øjnene samtidig med glæde og livslyst strålede ud af dem. Det sorte hår var bredt ud i vandet og lignede nærmest tang der var ved at blive skyllet op på strandens bred. Hun elskede at være her, tæt på overfladen, hvor væsner og skabninger med ben kom og badede i hendes hjem. Havet. Det selv samme hav som
hun havde forbandet sammen med solen nogen dage forinden fordi at bølgerne havde skubbet hende for langt op på land og solens stegende hede havde brændt den følsomme hud der havde best af at forblive i det bløde vand. Men hvordan skulle hun forblive i vrede når disse 2 ting var det hun elskede allermest? Hun slog endnu et smut med halen og lod sine læber forme sig i et smil. Solens varme stråler tilsmilede hende denne gang.

Varme dage fortjener bare en gåtur. Sådan mente Tristan det i hvert fald. Man blev bare ikke inde når der var højt solskin. Især ikke i den lille hytte han delte med Asmodeus, for der ville man koge inde!
Nettop af denne grund - altså solen der bagte ned - havde fået Tristan til stranden. Med hans Trofaste tiger og bror Luck løb han nu hen over det varme strandsand. Han var iført en grå åben skjorte og en hvis t-shirt indenunder, samt et par slidte mørkeblå bukser. Hans tøjstil skillede sig lidt ud i denne verden, da alt hans tøj næsten kom fra hans gamle verden. Den 'virkelige' verden.
"Kom nu Luck!" Udbrød han og satte farten op hen langs vandkanten. Hans orange hår strålede i solen imens vinden tog fat i det og slyngede det rundt. Tigeren satte farten op så den med lethed kom op på siden af ham. Også dens orange pels strålede smukt når solen ramte den.

I hendes underbevisthed hørte hun noget der kunne findes som et kald og nogen der snakkede, men der kom aldrig nogen her ude. Så langt fra civilisation eller hvad man kaldte det der var blevet til skumle storbyer og mørke stræder. Zirien lå stadig på ryggen strålerne fik nærmest den hvide hud til at se endnu lyserer ud. Hun lod sit ansigt falde ned i strandbunden imens hendes øjne stadig var åbne, hun kunne skumte solen, men da de små bølger gjorder overfladen uklar satte hun sig op istedet, fra hendes hår dryppede det klare vand og fik håret til at hænge ned af den tynde muskuløse krop. Hun så ud mod havet, men hørte så i det samme trin tæt på. HUn vendte sig strakt om for at se´hvad der nærmede sig.

Tigeren smuttede snedigt rundt om hans ben imens de løb, hvilket resulterede i at Tristan fandt sig selv med hovedet i sandet. Han kiggede forvirret op og fik øje på en storsmilende tiger. Eler han kunne ikke se dens smil, men fornemme det.
"HEY! Hvad tror du at du laver?!" Udbrød han og kastede sig efter tigeren så de begge rullede rundt og var fyldt med sand.
"Det vil lære dig!" Grinede han da tigeren gav ham et puf på skulderen med sin pote. De rystede begge på hovedet for at få det værste sand af og rejste sig så igen.
Tristan slog blikket ud imod strandkanten, var der ikke nogen derude? Han synes at kunne se en skikkelse.

I det de levede vildt rykkede Zirien sig lidt tilbage, hun lavede små ringe i vandet som blev større og større og som tilsidst forsvandt. HUn mærkede hvordan tristans øjne så på hende uden virkelig at se på hende. Hun lod sit hoved falde lidt længere ned i vandet så det lignte en sæl eller andet der var i vandet....Men landvæsner var dog alligevel lige som havvæsner...Nysgerrig. Så ikke vide om dette væsen ikke også ville se hvad det eller i det mindste prøve at se hvad hun var for en. Hun bad til at han ikke ville søge efter hende. Han var sjov?? Sjov at se på. Dte var nok en af de første gange hun havde set landvæsner rigtig lege, og så hanner ligefrem. Og igen hanner havde det jo tit med at lege...hvor de nærmest også udfordede hinanden uden helt at vide det. Hun havde på en måde lyst til at nærme sig, og det gjorder hun da også selvom at hun viste at han faktisk kunne se hende kom hun alligevel 1 meter tættere på. En stemme sagde hun skulle forsvinde og en anden ville have hende til at komme nærmere