I've seen your flag on the marble arch... ~ Javier

p: klik her
o: ingen, der er helt stille..
v: det er iskoldt, der sner en smule - men meget lidt
s: lige uden for kirken
t: omkring halv tre om morgenen

Nemesis' hår var fedtet af manglen på et bad. En uge... Det var næsten to uger siden hun havde forladt Sunfury City, sin søster og sit livs kærlighed.
Normalt, lignede hun en gudinde. Nu, lignede hun et skygge af sig selv. Hendes hud var halvgennemsigtig, hendes læber tørre, hendes øjne matte. Hendes hjerte koldt og blødende. Hun var alene om denne sorg, om denne smerte. Hun havde ingen venner - Cassidy, Alistair, Mika... De var alle væk. Udødeligheden kunne hun ikke give skylden - tvært imod. Kun Cassidy var menneskelig, men hun havde skræmt ham væk - fornægtet sine følelser for ham. Nu var han væk, og hun var alene. Igen.
Selvom Nemesis var vampyr, var hun troende. Ikke på guderne som tilhørte Underworld. Nej, på guderne og gudinderne som gennem hendes liv havde hjulpet hende gennem svære tider. De gudinder hun var opkaldt efter. Nemesis, Nephthys... Gudinden for hævn, og for døden. Hun vidste, at de to ting var hendes lod i livet. Hævn og død.
Hun havde været i kirken, blot for at få lidt ro. Lidt fred. Lidt håb.
Nu, flere timer senere, sad hun på kirkens trappetrin, og stirrede tomt ud for sig, mens hun afventede morgenens første solstråler. Smerten var det eneste hun kunne mærke efterhånden.
''Well.. I've heard there was a secret chord...
That David played, and it pleased the Lord..
But you don't really care for music, do you..?''
Sangen var svag, lige som hendes stemme. Engang havdehun været en glimrende sangerinde, en nattergal var hun blevet kaldt. Nu var hun en lille grå mus, som kun sang for at lindre hullets smerte i hendes hjerte. En ting, der nok aldrig ville hele..

Det ville blive lyst om nogle timer og snart ville mørkets væsner være krybet ind i sprækker og kroge for at beskytte sig for solens skarpe stråler. Dog Bevægede Javier sig alligevel ud i natten selvom at det drejede sig om 2-3 timer før de første stråler ville ramme. Han havde løbet rundt i gaderne og kigget op på ting hist og her. Han havde iagtaget en mor med to små drenge som havde skyndt sig hjem efter at hun havde måtte tage på apoteket efter smertestillende urter. Den yngste af drengene havde sagt imens de gik med raske skridt. "Tror du far får det bedre af menthol salven moar?" Moderen havde svaret den lille dreng kort og da hun bestemt ikke kunne lide at rande ude i de mørke gader med sine to små børn. "Det håber jeg lille skat" derefter havde Javier vandret videre. Hans vandrede havde nu endt nær kirken hvor han valgte at tjekke stedet ud. Hver nat var ny og hver person han mødte var et nyt ansigt. Han vandrede lidt rundt ved kirken hvor han tilsidst endte 5 meter fra kirkens porte. Han forholdte sig i mørket da han så der sad en kvinde, ved trappetrinet. Han var tavs, så afventende på hende... Hun ville vel snart opdage hans tilstedeværelse lige som han allerede nu kunne dufte hende derfra hvor han stod.

''Well it goe like this
the fourth, the fitfh
the minor fall, the major lived
the baffled king composing hallelujah...''
Sangen havde aldrig givet mening for hende, ikke før hun havde forladt Sunfury City, sin søster og den eneste mand hun faktisk troede hun elskede. Nu var hun alene, og uden mulighed for at kunne gøre noget ved det. Det var slut mellem hende og Nicolas, og det var bare sådan det var. Hvis hun var blevet under daten Nicolas havde planlagt - hvad var så anderledes? Intet... Det gik ikke mellem skaber og vampyr. Det var ikke meningen at det skulle være sådan.
Hun sad i sine egne tanker, da pludselig en lugt af død ramte hende. En lugt hun kendte alt for godt fra Nicolas, Mika og Elaija. Men, det var ingen af dem. Hun rejste sig op, hurtigt, og stirrede direkte mod Javier, mens hun ventede på ham. Hvis han ikke selv trådte frem - så ønskede han vel ikke at tale med hende, og så ville hun bare gå sin vej - hjem til det kroværelse hun ikke ønskede at bo i længere.
Hun holdte hånden frem for sig med håndfladen oppe, og en fin flamme kom til syne. Den voksede og voksede indtil den oplyste hendes ansigt. Hun så stadig på Javier.

Ja, de havde nærmest øjenkontakt nu, så det viste at hun trods alt havde set ham. Nogle svage elektriske gnister lyste op rundt omkring Javier's krop da Nemesis begyndte at holde den store flamme frem i den ellers mørke natur. Dette var ikke en  trussel (Læs eventuelt profilen/evnen). Han så hende først an, han havde et lettere neutralt ansigt på sig imens han så lidt op og ned af hende... Så godt han nu kunne nå hun sad der på kirkens trappetrin. Stemningen omkring hende eller rettere auren var grå... hvis han skulle bruge stik ord ville det vare, trist, ensom, stille, sorg. Hans ansigt var stadig neutralt da han begyndte at tale. "Det sjældent jeg ser nogen så tidligt på morgenen gå i kirke... Jeg mener.... og ud fra hvad jeg husker så er gudstjenester tidlige  forvejen.?" Først nu kom der et MEGET svagt smil på hans læber. Han blottede dog ikke sine tænder. Det han havde sagt var mest af alt en joke. Vampyrer som dem begge kunne aldrig komme til de morgen gudstjenester der var for håbet og lystets guder osv... Han stod nu afventende og så på den vampyr hun der intet havde sagt.

//hun står altså op...?//

''Til trods for min race, kan jeg sagtens besøge kirken.'' sagde hun roligt, men med et strejf af advarsel. Hun var ikke typen man gjorde grin med, langtfra.
''Og til trods for den tidlige stund, så er du her?'' flammen i hendes hånd blussede kort op, inden hun lod den gasse ned til en mild lille flamme, som på et lys.
Havde han en grund til at tale til hende? Hvem var han? Hvad ville han?
Hun var kommet hjemmefra uden et våben - hvad hvis han var en af den der var ude på noget?...
Hun havde endnu ikke vist ham sine tænder, og valgte derfor at lade være

/Nårh men så står ser han på hende imens hun står op dame!//


Han nikkede anerkendende til hendes første sætning. Alle racer havde jo deres guder at ofre, bede og søge råd til. Det havde faktisk ikke noget med racer og gøre som sådan overhoved. Han måtte være svar skyldig med hendes anden kommentar til det han havde sagt til hende. "Ja det rigtig.... Det sidste mørke skal lige nydes inden at jeg forsvinder for solens stråler." Han trak på skulderne og tog nu sig sammen til at træde frem så hans ansigt viste sig i lyset fra kirke vinduernes lys. Det betød nok ikke noget da Vampyrer jo alligevel så godt nok i mørke. "Sådan er det når man vil se det hele og ikke har tiden til det..." Igen kom et kort svagt smil frem på hans læber. Hans øjne var på flammen som nu var blevet mindre igen. *Ild kræfter?* tænkte han imens han nærmest blev fanget i at se på ild flammen. Sneen var begyndt at ligge sig på Javiers hår og krop. De smeltede ikke engang når det rørte ham.... Han havde jo ingen tempretur til at smelte noget som helst. Strømmen i ham kunne nogle gange lave gnister der smeltede sneen af ham.... Men det var ikke tilfældet når det nu også blæste så biter koldt. Eller koldt og kold... Han kunne ihvertfald ikke mærke noget, men det lå vel ubevist i ham endnu selv efter så´mange år hvor han ikke havde kunne mørke kulde på samme måde som da han var et menneske. Det gik pludseligt op for ham at han faktisk bare var begyndt at tale uden overhoved at sige sit navn eller præsentere sig, havde det været ham der blev talt til ville han tænke, hvorfor fanden vil du snakke med mig??? "Forresten, så må du undskylde at jeg bare snakker uden nogen form for præsentation eller indledning....." han holdte en kort pause hvor han vendte øjenene fra flammen og direkte ind i Nemesis'es øjne. "Jeg er Javier..." Han valgte at lade være at præsentere sit tilhørs forhold angående klan eller familie vilje.

//ingen grund til at vrisse..//
Nemesis så på ham, da han trådte nærmere hende. Egentlig, var dette ikke en trussel, men desværre så hun det som en.
Hun var ved at træde et skridt tilbage, da hun mærkede at trappetrinene stoppede hende. Hun var fanget mellem trappen og ham. Hun genkendte en vampyr når hun så en, og derfor frygtede hun ikke at han ville gøre hende noget.
''Nemesis.'' sagde hun bare, en smule kort og kontant - da hun normalt holdte sit navn for sig selv. Hvad ville han?
''Sig mig, Javier, hvad vil du mig? Eller nyder du bare at snuse rundt i nattens mulm og mørke for at se om der er nogen du kan tale med?'' spurgte hun, mens ilden i hendes hånd døde ud og efterlod dem i det svage lysskær fra kirken.
Hendes øjne lyste en smule op i natten. Som om sølvet hendes øjne efterlignede var smeltet og sat i flammer.
Hun vidste godt, at hun havde besynderlige øjne - nogle valgte at se det som en trussel eller som et vidunderligt mirakel, at hun havde sådanne øjne. Men hun hadede det. Hendes syn var blevet forværret, og hendes evne til at mærke ting var blevet svagere. Hun var ved at sygne hen, til trods for hendes race.

//sorry babe ^^' //

Han så lidt undrende på hende over hun var såkaldt bange for ham. Han studerede hende nu mere grunddigt. Hun var ikke særlig gammel af en vampyr at være. Og unge vampyrer var da normalt være energiske eller hvad? Hun var måske stadig i sin sorg periode efter at have mistet sit liv? En helt masse tanker gik igennem Javier lige nu. Først nu åbnede han munden for at svare hende. "Det faktisk et rigtig godt spørgsmål" Han rystede på hoved. "Jeg faktisk bare det er et tilfælde at jeg snakker med dig?" Han anede det virkelig ikke.... Han ville selv være sådan lidt: Hvorfor fanden snakker du til mig? Hvis nogen begyndte at snakke til ham imens han var et sted som dette. Her kom man vel for at være alene. Det kunne også være vampyr genet der fik ham til at tale med hende, det at finde et... offer/person/væsen og så fokusere på det indtil at man ikke synes det er spændende mere? Dette var så bare en anden vampyr Javier havde lagt sin koncentration på i nat... Måske var det også fordi at den sørgelige stemning omringede hende og det tit tiltrak vampyrer.... Han viste det altså ikke. "Du kunne vel lade være med at svare ?" han trak på skulderne og blev hvor han var nu. Det var ikke lige sådan han hadve forventet hendes reagtion. Endnu et elektrisk stød/lyn kørte på hans hud. Hans øjne forblev elekstrå mørkeblå denne gang. Han havde alt i alt ikke brug for sit menneske udseende som sådan over for en anden vampyr....