Mor, datter, dobbelt eks //Zero//

Karaktere: Luce/Rafaela og Zero
S: Bronze of time district
T: Aften
V: Koldt udenfor
O: Udenfor: Træer og huse Hjemme ved Luce: Møbler

Rafaela:
Rafaela var på vej hjem til sin biologiske mor Luce Trieetence. Det var for godt og vel måned  siden hun sidst havde set hende, men hun ville vide mere om sin far. Chev. Hun fik stadig kuldegysninger over hele kroppen når hun tænkte over, at han var hendes biologiske far. Ikke fordi det var nyt for hende, men fordi han havde været så ond ved hende. Han havde direkte været modbydelig overfor hende. Der var dog en overgang hvor hun selv havde opsøgt ham, men det var fordi hun manglede nærvær efter Zero havde forladt hende. Hun frygtede ham og vidste ikke hvordan hun skulle sluge det. Hun havde dog ikke opsøgt Chev siden. Hun havde været ude i en skov sammen med Melvin hvor hun skulle lære og styre sin nye hale som var kommet efter hun havde trænet i sin drageform sammen med Valiona hendes adoptivmor. Det var ved, at være tydligt, at hun var gravid. Gravid med Zeros barn. Hun vidste ikke om hun ville gøre det samme som Luce havde gjort ved hende kort tid efter hun var blevet født og da Connor blev født eller om hun ville beholde det. Det var stadig svært for hende. Hun havde en sort kappe for som skjulte det meste af hendes krop, men hendes hale stak lidt ud og slæbte hen af jorden. Indenunder kappen havde hun en blå kjole på der gik hende ned til knæende og et par sorte støvler der gik lige under hendes knæ.

P: Uden maske
http://fc06.deviantart.net/fs70/f/2012/179/c/4/nightingale_armor_by_williamfdrake-d557y35.jpg

Vinden blæste i en blid forførende berørende fornemmelse hen over de frie fingre på denne mand der stod i en form for let læderrustning med en bue på ryggen sammen med en holder med pile. Bevægelserne af manden var blide rolige og kontrolleret. Det virkede som en som var kendt til skyggerne. Der levede i skyggerne. Men som samtidig ikke var kontrolleret af mørket i skyggerne. En fri mand. Roligt stoppede mandens fødder op. Og i en blid men hurtig og rolig bevægelse trak han buen frem med en pil. Buen blev spændt med pilen i samme glidende blide fornemmelse. Før pilen blev sluppet. En kort hvislende lyd kom da pilen blev skudt igennem luften i en ekstrem hurtig fart. Før den ramte sit mål. En skydeskive som var placeret på et træ. Pletskud. Derefter trak manden endnu en pil frem. Trak den tilbage og skød igen. Pletskud igen. Han begyndte roligt at bevæge sig imod skydeskiven som var mindst 500 meter fra ham. Mens han trak ny pil for hvert tredje skridt. Og skød den af før han havde gået tre skridt mere. Pletskud pletskud pletskud. Pludselig så man det. Der var noget over ansigtsudtrykket. Noget plaget. Som om der var noget indeni ham som plagede ham. En skjult ting.
Den sidste pil fløj af sted på omkring 400 meter. Og plovede en af de andre pile i halv. Før han satte buen tilbage i holderen på ryggen. Og trak hætten af hovedet blidt. Nu kunne man også se ansigtet. Det blide smukke men mystiske og dominerende ansigt som tilhørte Zeronium Elliot Bang. Også kendt som Zero. En blid bevægelse fjernede noget af det sorte hår fra ansigtet så hans svagt røde øjne kom frem. Som langsomt lod sig glide omkring i sine omgivelser. Søgende efter noget. Noget som manglede for ham. Roligt bevægede han sig hen imod skydeskiven. Som han stoppede op foran. Og begyndte at tage de pile der kunne genbruges ned igen. Der var omkring 20 pile der kunne genbruges. Roligt satte han de 20 pile ned i holderen på ryggen. Og begyndte at bevæge sig imod den nærmeste by. Dragon’s Peek. Med langsomme skridt bevægede han sig ud på den vej som bevægede sig imod Dragon’s peek. Før han stoppede op. Han kunne fornemme en nærvær. En genkendt nærvær. Men en nærvær der også samtidig var prøvet at blive glemt. Han vendte sig om lige i tide til at se en komme frem forbi nogle træer i et sving. Han stod og kiggede på skikkelsen der kom frem. Da en blid stemme bevægede sig ud af de stærke og maskuline læber. ”Af alle steder jeg havde regnet med at støde på dig.” Zero var iført sin letvægtslæderrustning med et smukt mønster der samtidig også blev brugt som camouflage. Han smilede roligt og så på skikkelsen. Forventede en form for reaktion. På hans hofte hang en Katana en hvid Katana der normalt ikke passede til hans outfit men det var hans familiesværd. Så han efterlod det aldrig.

Rafaela var i sin egen lille verden. Hun var alene så hun kunne endelig vise sit sande jeg frem. Pigen der var usikker og ikke vidste hvad der var op og ned på sig selv. Slet ikke når hendes følelser spillede imod hende. Hun ville aldrig vise sig som den svage foran folk længere. Det havde hun ikke gjort længe. Det var dog blevet værre siden hun blev klanleder for The Secret Angels. Der var der ikke en følelse der viste sig ude på tøjet, hvis nogen fra klanen eller nogen anden hun ikke kendte eller ville vise sine følelser for så var de der. Men hun var samtidig blevet bedre til og spille svag, stærk eller bare dum og ynkelig som Sean havde kaldt hende på en mission hun, Melvin og ham var på. Det havde også været en tur til Dragons Peak.
Hun havde gået et godt stykke, hvor hun så kunne høre noget der lød som pile der blev skudt afsted. Hun stoppede lidt op og lyttede for og høre, hvor lyden kom fra. Hun kunne ikke helt høre hvor fra den kom da vinden blæste i træerne så lyden af grene og blade slå mod hinanden blandet sig med alt andet.
Hun gik videre og der gik ikke lang tid før hun drejede om et sving på vejen hvor hun stoppede op. Hun ville normalt haft fortsat, men skikkelsen der var foran hende var en hun ikke havde haft i sin vildeste fantasi, at hun ville se ham igen. Zero. Hun vidste ikke hvordan hun skulle holde rede på sig selv længere. På en måde var hun glad for og se ham og på en måde ville hun ruske i ham og skælde ham ud for det han havde gjort imod hende sidst gang de så hinanden. Hun tog sig kort til sin lettere tykke mave. Der ville ikke være mange måneder før hun ville føde hans barn. Hun tvang sig selv til og se mere fokuseret ud end hun var. Hun gik hen imod ham samtidig med, at hun kæmpede med og holde styr på følelserne der løb rundt i kroppen på hende.
Da hun var nået hen til ham stoppede hun op og kiggede op på ham. "Jeg havde ikke regnet med og se dig igen" hvis man ikke kendte hende havde hendes stemme virket kold og ligegyldig, men hvis man kendte hende så godt som Zero gjorde var det kun tegn på, at hun undertrykede sine egne følelser som kæmpede imod hende. Hun kiggede undersøgende op på ham "Hvad laver du egentlig her?" hendes øjne flakkede rundt omkring på hans krop for og se om han lignede sig selv eller om han havde forandret sig. Hun kiggede på hver en detalje af hans krop. Det fik hende til og få en længsel af og være i hans arme og føle tryghed, men samtidig var der noget i hende der stadig frygtede ham. Måden han ville fortælle folk på, at det der foregik var forkert.

Et svagt smil gled over de faste men blide læber. I takt med hun bevægede sig tættere på. Roligt bevægede han sig hen imod hende. Så de mødtes på midten ved siden af et stort træ. Han så lidt på hende. Tjekkede hendes udseende ud for forandringer. Men på grund af kappen og det lette mørke kunne han ikke rigtig se hendes krop. Dog hendes ansigt så sin vis ud det samme. En blid bevægelse med hans hånd tog fat i hendes skulder og vendte sig imod træet. Som han pressede hende op af med sin egen krop. ”Jeg kunne spørge dig om det præcis samme.” Hviskede han med en blid og forførende samt mystisk og dominerende stemme. Der fløjede sig om hendes øre som var det små berørelser. Mens hans højre hånd lagde sig på hendes hofte under kappen. Og den venstre på hendes nakke. Mens han smilede ondt. ”Hvordan har min usikre pige sig det så. Hygger du dig med dine små englevenner? Hvad hedder det? Secret Angels eller sådan noget?” Spurgte han blidt ind i hendes øre. Hvorefter han placerede sit ansigt foran hende. ”Hvad er det i står for? Ingen domination af kvinder?” Han grinte blidt på en forførende måde. Før han roligt pressede sit venstre knæ ind imellem hendes ben så hun blev tvunget til at sprede dem. ”Sidst jeg tjekkede.” Sagde han blidt før han placerede sine læber ved hendes øre. ”Så elskede du at jeg var dominerende.” Hviskede han med en stemme der lød længselsfuld og tændt på en måde der gjorde det svært at lade være med at reagere med samme effekt.

Rafaela stod lidt væk fra ham. Hun synte det var lidt underlgit, at møde ham der. Hun kiggede ned på sin skulder da hun mærkede hans hånd på den. Hun vidste godt, at dette ikke ville føre noget godt med sig. Hun gjorde ikke noget for og fjerne den da hun vidste, at det ikke ville hjælpe noget. Nok havde hun dræbt en masse mænd der havde gjort det ved hende, men der havde der aldrig været følelser iblandt, men det var der hos ham. Hendes hale svang til siden da han vendte hende imod træet og pressede hende ind til træet. Hun kiggede op på ham med et usikkert blik. Hun havde aldrig kunnet holde en facade oppe for ham. Det irriterede hende. "Jeg er på vej hjem til min biologiske mor. Må snakke med hende" Zero vidste godt, at Rafaela ikke havde troet på ham da han havde fortalt hende, at hun i virkeligheden var adopteret. Hun troede ham nu. Hun var usikker i hele kroppen og det kunne man tydeligt se på hende. Han havde så meget ret i, at hun var en usikker pige. Hun kiggede kort ned på hans arm da hu mærkede, at han holdt på hendes hofte. Hun kiggede op på ham igen med et undret blik da han begyndte og nævne The Secred Angels. Hvor vidste han fra hun var med i klanen? Vidste han hvad hun havde gjort, hvor meget hun havde med klanen at gøre? Tankerne kørte rundt i hovedet på hende. Hun var dog glad nok for, at han hviskede for hun vidste ikke længere hvor mange der kendte til klanen eller hvem der var i den. Hun vidste, at hun var tvunget til og høre på ham endnu en gang ellers stod hun direkte til en henrettelse. Hun ville ihvertfald have et helved af et liv derefter hvis de forkerte fik, at vide hun var lederen. Hun lukkede sine øjne og spredte sine ben da hun mærkede hans knæ tvinge sig ind imellem hendes ben. Hun sukkede lidt og åbnede sine øjne og kiggede usikkert op på ham "Hvor ved du alt det fra? Det er sådanset, at holde kvinder som slaver eller underkure dem direkte imod deres vilje" hendes stemme var lav, men det var tydligt, at hun var usikker. Hun kunne ikke komme væk og hun kiggede væk fra ham for ikke og blive fristet til og holde om ham. Hun savnede ham og det, at hans lugt var tæt på hende igen og hans krop var imod hendes gjorde det bestemt ikke bedre. Hun var stadig såret over, at han havde forladt hende på den måde som han havde gjort. "Det er noget andet" sagde hun lavt imens hun fortsat kiggede væk fra ham.

Stilheden omkring dem blev kun brudt af vinden som fik grenene til at hvisle mens han pressede sig ind imod hende. Han så på hende blidt. I takt med at hun fjernede hovedet fra ham begyndte han blidt at kysse hendes hals mens hans hånd på hendes hofte begyndte at nusse. Følge hendes livkant langsomt så han nærmede sig hendes underliv. Kun for at få hende til at kigge på ham. Mens han blidt hviskede hende i øret. ”Hvorfor stritter du imod. Jeg ved du har savnet mig. Jeg kan se det på dig. Jeg kan se klart og tydeligt at du har savnet mit nærvær. Mine berørelser. Min måde at få dit begær frem. Så kig hellere på mig.” Han bed hende blidt på halsen. Hvorefter hans hænder greb fat i hendes lår og hev hende op af træet. Så hendes kjole røg ned omkring hendes hofter. Og hun blev løftet op så hun ikke kunne nå jorden. Mens han pressede sig mere imod hende. ”Lad vær med at afvise det. Jeg ved du stadig elsker mig. Fordi hvis du ikke gjorde så ville du ha flyttet dig for længest.” Hviskede han blidt hvorefter han blidt begyndte at kysse hendes kindben blidt op langs den. Kyssede hendes hage. Så deres læber var lige i nærheden af hinanden. Han smilede blidt. ”Hvor jeg ved det fra? Jeg har aldrig sluppet dig. Jeg har aldrig ladet være med at holde øje med dig. Og hvor jeg ved klanen fra? Den har dræbt et par stykker af mine kunder. Så det er godt jeg stødte på dig. For jeg vil gerne ha kompensation for det.” Han grinte blidt. Og så hende direkte i øjnene. Mens han holdt hende oppe. Pressede sit liv imod hendes. ”Jeg vil have dig tilbage.” Hviskede han blidt mens han blidt åbnede munden lidt. Så hans ånde blidt flød ud af hans mund. Og gled omkring hendes læber så hun kunne mærke hans længsel. Hans savn. Hans begær for hende.

Hun blev ved med og kigge væk fra ham. Hun ville ikke fristes overhoved. Hun strittede imod psykisk, men fysisk gjorde hun intet. Hun lignede nærmest en slatten dukke der blev holdt imod træet udover hendes ansigtsudtryk kæmpede imod og det var også det eneste der viste den største tegn på, at hun var i live udover hendes vejrtrækning. Hun bed sig i underlæben da hun mærkede hans læber imod sin hals. Hun lyttede til det han sagde, men hun kiggede først på ham igen efter han havde løftet hende op fra jorden. Hendes hale rørte dog jorden og svingede til siderne. Hun kiggede meget usikkert på ham. Hun havde en trang til og lægge sine arme om hans hals, men kæmpede imod. Hun vidste, at han havde ret, men hun ville overhoved ikke have, at han skulle få ret. Hun lukkede sine øjne da hun mærkede hans kys ved sin kindben. Hun knyttede sine næver sammen så hendes negle borede sig ind i sine håndflader. Hun gispede lidt da hun mærkede hans liv imod sin. Hun kiggede ldt til siderne for og se om der var nogen, men de var alene. Hun måtte beskytte klanen og hun vidste, at han nemt ville få klanen frem i lyset. Han viste hvor hun var henne i klanen og hvor meget magt hun havde. Han vidste sikkert også hvem der var med siden han havde holdt øje med hende. Hun kiggede ned i jorden "Hvad vil du have for du holder mund med klanen og ikke sladre til nogen?" hun måtte tage klanen i første række denne gang. Så måtte hun blive henrettet hvis det skulle være det der skulle til for, at holde resten af klanen skjult. Hun kiggede meget usikkert på ham.

Han så på hende med et blidt og dominerende blik. Før det ændrede sig. Og han grinte blidt. Hans blik blev med et det kærlige og beskyttende blik hun kendte så godt. ”Tror du virkelig jeg vil gøre dig til slave eller sådan noget? Helt ærlig Rafaela. Du kender mig bedre end det. Det er jo ikke sjovt. Det ville være for nemt.” Han smilede blidt og satte hende roligt ned på jorden. Men holdte stadig ind imod hende. Hans højre hånd placerede sig på hendes hofte igen. Mens den venstre placerede sig på hendes højre side af halsen. Med tommelfingeren på hendes kind som han blidt nussede med den. Mens han så hende blidt i øjnene. Han smilede svagt til hende. ”Min pris er den dyreste du kan give mig. Det eneste jeg ønsker fra dig af.” Han placerede blidt sine læber imod hendes pande. Og kyssede den svagt. ”Lyt til mig når jeg siger jeg vil have dig tilbage. Jeg vil have en chance til. Det er min pris. At du tænker over om du vil give mig en chance til. Det er min pris.” Sagde han blidt og placerede svagt og blidt sine læber imod hendes. Kyssede hende kærligt med en svag anelse af grådighed. Men mest fordi han havde savnet det så meget.

Hun kiggede på ham. Hun spekulerede på, at hvs han forlangte og få magten over hende. Hun overvejede og tilbyde ham, at de samarbejdede, hvis det var det han ville at han fik magten over hende, men den tanke skød hun væk fra sig da han sagde det ikke var det han ville. Hendes kjole gled ned på plads igen da han satte hende ned på jorden igen. Hendes kappe var røget lidt til siden så man bedre kunne se hendes runde mave der beskyttede deres barn der var på vej. Hun nikkede stille til det han sagde. "Jeg skal nok tænke over det. Det lover jeg dig" det var tydeligt i hendes stemme, at hun havde valgt, men hun ville alligevel tænke det igennem et par gange før hun bestemte sig helt.
Hun stivnede kort i hele kroppen da hun mærkede hans læber imod sine. Hun havde savnet hans grådighed. Hun begyndte langsomt og gengælde hans kys. Hun lagde sine arme om hans liv kort. Da kysset stoppede kunne man tydeligt se i hendes øjne, at hun havde fået bare lidt af det hun havde savnet i alt den tid de ikke har været sammen eller set hinanden. Hun lovrede lidt med sin hale og kiggede på ham "Vil du ikke følge mig hen til min mor? Turen er lang når man går den alene og vil ikke forvandle mig" grunden ville hun ikke komme frem med.

Han så på hende blidt med et roligt smil. Og kyssede hendes pande svagt. Hans hånd på hendes hofte gled blidt op på hendes side. Og nussede hende svagt. Han så på hende blidt og smilede svagt. ”Tak.” Svagt lagde han mærke til noget på hendes side. Og lukkede svagt øjnene halvt i. Så det var tydeligt han tænkte. Før han lod hånden følge hendes liv hen for at mærke efter hans mistanke. Og kunne mærke den svagt bulende mave. Men resten af hendes krop var normal. Samt den halvstore mave heller ikke hang som var det fedt. Før han så hende i øjnene. ”Hvis er det?” Spurgte han blidt. Han kunne mærke den lille sjæl der blidt voksede indeni hende. Men han kunne ikke genkende sjælens struktur. Det var ikke en mindre kopi af en han kendte. Dog var der jo mange sjæle i byen han ikke havde set. Blandt andet hans egen fordi han ikke kunne se den. Han så hende blidt i øjnene. Han virkede nervøs. Som om han kun ventede på hun sagde det ikke var hans. Han havde altid troet han ikke kunne gøre nogen gravid. Han kunne mærke Rafaela’s blandede sjæl med en anden. Men hvem var faren? Han slap blidt hendes hals og sin hånd fra hendes mave. Og gik et skridt tilbage svagt. For som sagt vidste han ikke det var hans eget. Og han troede eller ikke det var hans egen. Eftersom han egentlig troede han var steril. Eller rettere han troede ikke han kunne få børn. Han var aldrig blevet tjekket. Det var bare noget han havde troet eftersom han aldrig havde hørt om nogle som var blevet gravid med hans barn. Han så lidt ned imod maven lidt. Og nu da han kiggede på den kunne han godt se den lidt deforme mave. Som var et tegn for graviditet.

Hun smilede lidt til ham og kiggede roligt på ham. Hun vidste godt, at hun ville have ham tilbage, men det ville stadig gøre det svært for hende og redde de kvnder der blev holdt som slaver da hun godt vidste, at han havde slaver. Det var ihvertfald det sidste hun havde hørt om det var sandt kunne hun ikke bevise overhoved.
Hun kunne godt se alvoret i hans blik og i hele hans ansigtsudtryk da han spurgte hvems barnet var hun bar på. Hun vidste ikke om hun turde fortælle ham det eller ej. Hun havde allerede mistet et barn som hendes far og storebror tog fra hende. Det var sket lang tid før hun kendte til Zero, hvor hun var blevet gravid med Melvin. Hun vidste ikke om han ville snage i hendes underbevisthed som han havde gjort andre gange. Hun bed sig usikkert i læben og kiggede ned i jorden. "Det er dit" sagde hun lavt og kiggede usikkert op på ham for og se hans ansigtsudtryk. Hun fumlede lidt med sine fingre og var bange for, at han ville angribe hende eller noget der var værre. Hun havde holdt det skjult længe. Men hendes familie var ved og bide mærke til det. Hun var snart nød til og introdusere ham for Sakref og dem så der ville komme mere styr på det hele.

Han så på hende afventende da hun så ud til at blive nervøs og usikker. I hans hoved tog han det som et tegn for det ikke var hans så han var allerede der begyndt at blive vred. Men i det øjeblik hun sagde det var hans. Tabte han nærmest kæben. Hans blik blev chokeret og han mistede kort balancen så han gik et klumpet skridt bagud. Så på hende med et chokeret blik. Før det langsomt udviklede sig til noget andet. Et smil. Ikke det sædvanlige sarkastiske eller dominerende smil. Men et glædes smil. Roligt gik han hen foran hende. Og lagde en arm om livet på hende. Hev hende helt ind til hams. Mens en hånd borede sig ind i hendes hår og lagde sig på hendes baghoved. Og han placerede sine læber blidt og kærligt imod hendes. Mens han nussede hende på ryggen og holdte hendes hoved ind imod hans. Kyssede hende i en masse små kys. Så hun kunne mærke at han var glad for den nyhed. ”Skat… Du… Bliver… Nød… Til… At… Tage… Mig… Tilbage…” Sagde han imellem hans kys mens han nød hvert eneste af dem. Før han kyssede hende hen af kinden og et par gange på hendes tinding og holdte hende så helt ind til ham. ”Rafaela jeg elsker dig. Og det faktum at du bærer mit barn. Gør mig så lykkelig. Jeg vil gøre hvad som helst for at få dig tilbage. Jeg kan selv informere dig om de slavemestre jeg kender.” Hviskede han svagt ind i hendes øre. Og nussede hendes ryg mens han holdte hende ind til ham.

Hun var meget usikker på hvordan han ville reagere på. Hun smilede stille da han virkede til, at have taget det meget pænt. Hun lagde langsomt sine arme om livet på ham da han tog hende ind til sig. Hun elskede ham og det vidste han sikkert godt ligemeget hvor meget hun ville stritte imod. Hun gengældte stille hans små kys og puttede sig ind til ham. Hun nikkede stille til det han sagde "Det vil jeg gerne, men kun for barnets skyld til og starte med" hun smilede stille til ham. Han skulle endelig ikke tro, at hu også gjorde det for hendes egen fornøjelsesskyld. Selvom hun også gjorde det af den grund. Hun smilede stille da han sagde, at han ku informere hende omkring de slavemestre han kendte til "Det er en aftale. Så kan vi vel på en måde arbejde sammen?" hun kiggede ham i øjnende.
Hun kiggede op mod himlen og så der var gået lang tid. Hun var nød til og nå hjem til sin mor inden det blev alt forsent. Hun kiggede ham sødt i øjnene "Må se, at komme videre skal hjem til min mor. Vil du ikke nok tage med?" hun lagde sit hoved let på skrå og kiggede sødt på ham.

Han så på hende med et smil. Og kyssede hende et par enkle gange mere. ”Du skal ikke kun gøre det for barnet’s skyld. Og det ved jeg du ikke gør. Jeg behøver ikke at læse dine tanker for at se at du stadig elsker mig. At du savner mig. Du er som en åben bog selv uden mine evner.” Hviskede han svagt. Og holdte hende ind til sig. Han nussede hendes ryg blidt. ”Sig det til mig. Lad mig høre du elsker mig.” Hviskede han blidt og nussede hendes ryg blidt videre. Han grinte blidt da hun sagde de kunne arbejde sammen. ”Et samarbejde kræver en gensidig givelse. Hvad får jeg ud af det? At jeg ikke bliver slået ihjel?” Han så ned på hende blidt. Og grinte svagt. ”Jeg har ikke flere slaver. Så der er ingen grund til at slå mig ihjel.” Sagde han svagt og kyssede hendes pande.
Han smilede blidt da hun spurgte om han ikke ville med hen til hans mor. Og nikkede svagt. ”Jo hvorfor ikke.” Han slap hende blidt undtagen en arm om hendes liv. Så hun kunne vise vej for dem begge. Mens han smilede blidt og nussede hendes ryg videre kærligt.

Rafaela: Hun kyssede ham igen da han kyssede hende. Hun elskede ham virkelig højt og det var næsten umuligt og skjule det. Han kendte hende for godt. Hun rødmede og kiggede ned da han sagde han godt kunne se, at hun ikke kun gjorde det for barnets skyld. Hun følte sig temmelig fjollet måtte hun indrømme. Hun lukkede sine øjne og nød, at han nussede hende på ryggen "Jeg elsker dig" sagde hun lavt og kiggede ham i øjnene. Hun elskede og se hans blide øjne. Han havde da hende og et barn var det så ikke normalt, at man samarbejdede selvom det var meget ulovligt de begge havde gang i på hver deres måde. Men sådanset slap han for og ansætte folk til og få drabt de slaveejere som skyldte ham noget. Men det måtte han selv regne ud. Hun smilede lykkeligt da han sagde, at han ikke havde flere slaver. Det glædet hende "Det er jeg glad for, at du ikke har nogle af" hun smilede sødt til ham. Hun blev glad over, at han ville med hende hen til sin mor, Luce. Hun førte vejen hen til Dragons Peak, hvor hendes mor bor.
De var faktisk ikke så langt væk fra stedet. Tiden gik meget hurtigere når man var 2 og ikke kun 1.

Luce: Luce sad i sit hjem i Dragons Peak. Hun havde fået skiftet hjem til et hus istedet for en hel grottegang sammen med mange andre. Hun var mere sig selv og var næsten selvstændig. Hun havde selvfølgelig brug for hjælp med madlavningen, men det, at jage, tage på arbejde som havde det sidste ord i en retssag uden, at være dommer var noget hun var rigtig god til. Hun var stadig afhængig af det blod Zero havde skaffet hende. skyggevæsenblod. Det smagte stadig dårligt, men det, at skulle drikke en deciliter en gang om ugen var slemt nok. Hun havde dog ikke haft brug for Zero længe da hun kunne få det uden problemmer gennem nogle af sine venner som var skyggevæsner og som gerne hjalp hende fordi hun var en venlig sjæl overfor alle der var venlig imod hende. Hun havde nu også hjulpet mage skyggevæsner og det gjorde det nemmere for hende, at få det..
Hun sad inde i sin stue i en god lænestol og læste i en bog med blindeskrift som Sakref havde haft med til hende omkring de forskellige love der er kommet i underworld som hun skulle forholde sig til når det gjalt retssagerne. Hun havde fået sine øjne tilbage, men de var dog blevet helt hvide så hun lignede en der var død hvis man bare kiggede direkte på hendes øjne i mørket. Hun havde et par helt sorte solbriller på for og skjule det. Hun havde samtidig et par sorte bukser på og en lilla tang top på og et sort sjal over skuldrene for og holde varmen. Det var mørkt udenfor da det var ved og blive sent.

Han smilede blidt da han hørte hende sige at han elskede hende. Og kyssede hendes pande blidt. ”Jeg elsker også dig Raf. Og kun dig.” Hviskede han blidt. Han fulgte blidt med hende. Før han så på hende med et smil. Og lavede en glat men hurtig bevægelse. Hvor han roligt lagde en arm om hendes ryg og derefter under hendes knæ så han løftede hende op i hans arme og bar hende af sted i den retning hun guidede ham. ”Jeg må hellere rette på mine ord skat. Jeg har stadig slaver. Men jeg bruger dem aldrig mere. Jeg kan ikke fjerne mit mærke fra dem uden at miste respekt så jeg har tænkt mig at sælge dem. Og derefter fortælle dig hvem der købte dem så du kan befri slaverne. På den måde tjener jeg penge på det og du får fjernet nogle mestre.” Sagde han blidt og så på hende med et roligt og kærligt smil. Mens de gik den tur der var over til hendes mors hus. Gik Zero og tænkte på hans fortid. Mest de gange han var blevet forelsket. Og mistet hver gang. Dog faldt hans tanker mest på Luce. Han kunne ikke sætte hvorfor. Men når han var sammen med Raf tænkte han engang imellem på Luce. Ikke fordi han ikke elskede Raf. Han elskede hende over alt på jorden. Men noget ved hende mindede ham ved Luce. Han huskede sidst de sås. Det havde ikke ligefrem været en god hilsen. De var blevet vrede på hinanden. Og skændtes. Hvorefter han havde truet med at slå hende ihjel hvis han så hende igen. Roligt stoppede han op udenfor det hus som Raf guidede ham hen til. Han så på Raf kort. Og stillede hende på jorden kort. Lagde armene om hende blidt og hev hende ind til sig. Så de havde front mod front. Hans ene hånd placerede sig på hendes kind og den anden rundt om livet på hende. Han nussede hendes kind blidt. Imens hans anden hånd hævede sig og bankede på Raf’es mors dør. Da døren blev åbnet. Så han kort imod døråbningen. Men før han overhovedet kunne se personen ordenligt. Så han de hvide øjne. De øjne. Der var noget over dem. Hans evne gik amok. Og pressede sig ind i personens minder. Han så forskellige minder fra hendes synsvinkel et efter et. Zann torturere ham. Rafael torturere ham. Selv Zero ham selv torturere ham? Minderne skiftede og skiftede. Før det stoppede på et minde. Et spejl. Det var dugget efter et bad så det ud til. Langsomt hævede han hånden. Det var et minde så han kunne ikke styre sine bevægelser. Men han hævede hånden. Og fjernede duggen fra spejlet. Synet der mødte ham skubbede ham direkte ind i ham selv igen. Før han slog blikket væk fra hende. Og greb fat i Raf og hev hende bag ham. Hvorefter han roligt trak sin kort snuede revolver frem og sigtede imod skikkelsen. Trak splinten tilbage så den var klar. Mens han så direkte imod det der måtte være hendes pande. Zero så vred ud. ”Hvad helvede laver du her Luce?” Spurgte han hårdt og holdte Raf bag ham. Så det var tydeligt han beskyttede hende. Så hun hurtigt kunne se han holdte af hende. Normalt ville Zero aldrig beskytte nogen anden end ham selv.

Rafaela: Hun smilede stille da han kyssede hende på panden. Hun var lykkelig sammen med ham. Hun elskede ham af hele sit hjerte. Hun var nu også spændt på, hvordan hendes mor ville reagere på, at hun havde taget sin fyr med sig på besøg. Hun vidste egentlig godt, at Luce ikke ville have nogen fra hendes fortid kom uden videre eller bare nogen som kunne have en ide om, at kende hende. Hun ville helst have, at de havde fået tilladelse til, at komme. Hun grinede stille da han løftede hende op i sine arme og bar hende hjem til sin mor. Under hele turen tænkte hun tilbage på sidste gang hun havde set sin mor. Der havde Luce næsten halshugget Sean af vrede over, at han havde taget hende med hjem til Luce. Luce var selvfølgelig glad for og se hende, men det, at skulle konfronteres med fortiden igen var hårdt for hende.
Hun smilede stille til ham og guidede ham hen til Luces hus. Hun stod ind til ham og kiggede ham dybt i øjnene. Hun kiggede dog på døren da han bankede på og så døren blive åbnet hun skulle lige til og sige hej da Zero trak hende om bag sig og så hvad der skete. Hun blev helt forvirret og tog fat i Zeros hånd hvor han holdt revolveren "Skat nej!" man kunne høre på hende, at hun var blevet usikker og ikke ville have der skulle ske nogen af dem noget

Luce: Luce havde læst i sin bog i et godt stykke tid, hvor hun derefter begyndte og gøre klar for natten. Hun skulle lige til og slukke for de tændte stearinlys da nogen bankede på døren. Hun undrede sig meget over, hvem det kunne være. Nok var hun blind, men hun havde fået sin tidsfornemmelse tilbage og hun vidste, at hun ikke ventede gæster på denne tid. Hun tog sine solbriller af og lagde dem på et bord ved siden af den lænestol hun havde siddet og læst i.
Hun gik hen til døren og åbnede den. Hun kunne se 2 forskellige auraer der begge var velkendte. Hun fik et vredt ansigtsudtryk. Hun kunne mærke, at Zero begyndte og se i hendes minder. Hun lod ham kigge lidt før hun sp han holdt sin hånd imod hende. Om han havde noget i den kunne hun ikke se. Kun auraren fra hans hånd. "Jeg bor her Zeronium Elliot Bang. Jeg vil hellere høre hvad du laver ved mit hjem sammen med min datter Rafaela?" hendes stemme var hård og vred. Man kunne tydeligt høre på hende, at hun langt fra var begejstret for, at se Zero igen. Hun kiggede væk fra Zeros aura og hen på Rafaelas istedet. Hun lagde mærke til, at der var 2 auraer ved Rafaela. Hun måtte være gravid for den ene aura mindede om en blanding af Zeros og Rafaelas "Hej min pige det er lang tid siden. Hvad skylder man æren for, at du kommer denne lange vej og i din tilstand?" hendes stemme var venlig overfor Raf, men man kunne tydeligt høre, at hun ikke var tilfreds med, at Zero var der.

//Out