Så du er hendes datter...Se, det er interessant! (Carrie)

S: Doomsville city
O: huse, folk, hestevogne m.v.
T: eftermiddag
V: overskyet, mørke skyer i horisonten, nær frostgrader.

Det var endnu en normal dag i Doomsville. Det var vinter, eller i hvert fald så tæt på det kunne komme, for de var begyndt at få nattefrost og være nær frostgrader om dagen. Lige nu var luften kold og de fleste var pakket godt ind i diverse tøj og pelse, mens de fattige samlede om små bål, de lavede, hvor der nu var læ. De fattige skulle være glad for hans klan, ikke blot om sommeren, men især om vinteren. Hvert år ryddede han nogle efterladte rum nede i kloakkerne, sørgede for der var varme og tæpper og lod de gamle, børn og de svage flytte derind, samt gravide og skadede folk. Resten måtte klare sig i selve byen, men han sørgede for de fik noget varm mad fra tid til anden og tæpper, hvis der var nogen i overskud. Åh, misforstå ikke, dette havde intet at gøre med at han var blødsøden og alt for god. Tværtimod havde det noget med velvilje at gøre - De kunne bruge hans hjælp og hans klan kunne bruge deres. Der var altid fattige der døde, det kunne han ikke undgå, men han kunne nedsætte tallet lidt. Ingen tog sig af de fattige, så de var ofte vidner til ting de ikke burde. De var de bedste spioner og derfor nyttige at være venner med...Netop også fordi de så mere, end de burde.
Sean var også klædt varmt på. I hans vinterstøvler, foret med pels, nogle varme, sorte bukser og en varm trøje. Der ud over havde han en varm vinterkappe, der afskyede både kulde og vand, hvilket var praktisk. I hans bælte hang to skeder, en på hver side, med hver deres dolk, men ingen punge. Grunden hans ekspertrise på området, lod han ikke sin pung hænge frit, hvor alle tyve kunne se og nå den. Tværtimod gemte han sine ting i de inderste lommer, ingen kunne nå til...
Eller, de fleste kunne ikke. Alex havde gjort det, forsøgt, selv om han alligevel havde bemærket det og skældt hende ud derfra. Men det var samme tidspunkt han tilbød hende en plads i klanen...
Alex, som havde været gravid, men skyndt sig at arbejde videre, som altid. Han smilte svagt. Og Xander, hans søn, som hun boede hos. De mindede ham om Kairi, en af hans elskede medlemmer, der havde trukket sig tilbage, da hun havde en stor familie. Bortset fra at Alex ikke var stoppet, bare fordi hun var gravid og fik børn.
Han trak vejret dybt og lod blikket glide ud over de alt for velkendte gader.

Det var et stykke hen af eftermiddagen, og vejret var ikke det aller varmeste, så Carrie havde fået en masse varmt tøj på af sin bekymrede mor inden hun fik lov til at gå ud. "Bliv nu i nærheden" sagde hun, og lod Carrie komme ud efter hun havde nikket og svaret. "Ja ja mor".
Så snart hun kom ud af hytten begyndte hun at gå væk fra hytten. Hun holdt ikke altid hvad hun lovede da hun var eventyrlysten. Det havde hun nok arvet fra begge sine forældre.

Hun havde gået helt ind til byen, og havde forvildet sig ind i byen. Hun var ikke god til at finde rundt i byen da hun næsten aldrig var i byen, så hun viste ikke hvor hun skulle gå hen af. Hun gik bare frem af, og så sig nysgerrigt om da hun mærkede et par arme om hende. Hun skreg højt fordi hun fik et chok, og hun snurrede rundt og så på manden som stod bag hende. En gammel hjemløs mand. Han lugtede ikke alt for godt, og han smilede til Carrie med sine rådne tænder, og smilet var ikke venligt på nogle måde. Alle kunne se på ham, at han var ude på et eller andet med hende, men hun havde ikke helt lært at se det på folk endnu at de ville hende noget ondt. "Hei" sagde hun, og smilede til manden som smilede lusket tilbage til hende. "Hej, lad mig hjælpe dig lidt. Det liner du er faret vild min kære" sagde han, og fik hende til at følge efter sig. Han fik hende med ind i en gyde, hvor han satte sig ned, og fik derefter hende til at sætte sig ned på hans skød, og hun ville kunne mærke noget hård mellem hans ben. Hun lagde hovedet på skrå, og så på ham med et undrende blik, da han lagde armene rundt om hende, og kyssede endes skulder. Carrie skreg endnu en gang, men blev stoppet midt i sit skrig af hans hånd mod hendes mund. "Shhh min kære, nogle kunne jo høre dig" han smilede og kørte brutalt en hånd gennem hendes hår.

Børn kom og gik. Nogen døde af sygdomme, ofte som ganske unge, andre døde af andre årsager. Sult og vold, som et par eksempler. Personligt holdte Sean ikke meget af børn, de krævede for meget ansvar og opmærksomhed, så man ikke kunne tage sig af meget andet. Det var noget andet med Connor, en lille dreng i hans hus, som hans tjenestefolk passede for ham. Elyas og Xander var begge store nok til at passe sig selv...For ikke at nævne Daron, omend han endnu ikke helt havde accepteret denne fyr som sin søn. Hvordan kunne det være han gik fra at have ingen børn til en halv million? Det var en ubehagelig ting og han håbede ikke der dukkede flere op lige nu. Han tænkte endnu til tider på Dean, hans spæde søn, han havde dræbt for at blive archdemon. Dette havde resulteret i at han direkte hadede spæde børn.
Dette havde dog intet med dette at gøre. Hvad han snart ville opdage, var denne pige gammel nok til at selv at gå rundt, trods hun ikke var gammel nok til at passe på sig selv. Byen var et skummelt sted, men det var skoven også. Begge havde de hver deres farer. Byen havde klamme folk, skoven klamme væsner. Så var spørgsmålet hvad man foretrak?
Han var gået ned af de mere ensomme gader og havde tænkt over de hellige dage, som nærmede sig. Når vinteren var værst, var der et par helligdage, hvor folk fik fri og kunne feste med familien og dele gaver. En traditioner menneskerne havde taget med fra jorden, den gang de var vandret gennem portalerne. Han hadede disse dage, af personlige grunde.
Og her, midt i sine egne tanker, hørte han det spæde skrig, ikke så højst, men skingert nok til at være fra en lille pige. Skriget døde, uden at være færdigt og det fortalte Sean at nogen gjorde denne pige fortræd eller skræmte hende og ville undgå opmærksomhed fra nogen som helst. Han stoppede op og så ned af gaden, den vej skriget var kommet fra. Skulle han blande sig?
Det faldt ham desværre alt for naturligt at hjælpe folk. Han begav sig, med større hast, ned af gaden, til han nåede gyderne.

Han fik snart øje på manden. Han holdte sig lydløst inde i skyggerne og så hen på den gamle, fattige mand og den unge pige, der ikke kunne være meget mere end en 5-6 år gammel, der sad oven på ham. Hun var bange, kunne han se, og brød sig slet ikke om situationen, mens den gamle mand begyndte at røre på hende, på en måde børn ikke burde berøres. Manden smilte lumsk og nød tydeligvis sit lille nummer. Hvor mange børn havde ikke lidt samme skæbne?
Trods hans klan hjalp de fattige, gjorde de det ikke blindt. De dræbte stadig dem, der kunne være farlige eller som generelt opførte sig alt for forkert. Og denne mand hørte så sandelig i den kategori. Børnene skulle være i fred og vokse op. De blev fremtidens soldater, bagere, koner...Eller klanmedlemmer. Han havde jo flere ældre børn i sin klan også.
Han skjulte den dolk, der gled ned i hans hånd, da han trådte frem fra skyggerne og gik afslappet hen til dem. Hans blik så på den gamle mand, hårdt som sten og hele hans ydre bar præg af at han var en mand med ganske meget autoritet og som burde blive frygtet.
"Jeg er ganske sikker på hun er alt for ung. Du får præcis tre sekunder til at slippe hende" Han vidste allerede hvad han ville gøre. Uanset hvad, ville manden ikke nå langt. inden aften ville han være endnu en død i de ukendtes grave, glem af alt og alle, med undtagelse af de børn, hvis liv han havde ødelagt.

Manden rørte Carrie mere og mere på en seksuel måde, og tog sin hånd ind under Carries trøje. Carrie sad så stille hun kunne, og hendes hjerte bankede hårdt og hurtigt i brystet på hende. Hun var rædselsslagen og vidste ikke hvad hun skulle gøre andet end bare at side stille. Manden smilede bare lusket og tilfreds til hende, og skulle lige til at lade sin hånd ned i hendes bukser, da han blev forstyrret af en stemme bag sig. Han slap hurtigt Carrie som straks kom på benene og løb væk fra manden, men da hun var bange for det ville ske igen eller noget, løb hun om bag ved Sean og brugte ham som en mur mellem hende og manden. Hun kendte ikke denne nye mand, men han havde fået hende ud af det her, så hun håbede på at han var okay i forhold til den anden mand.
Den gamle fattige mand vendte sig om mod Sean stille med hænderne i vejret. "Jeg gjorde hende ikke fortræd. Jeg var kun ude på at hjælpe hende." sagde han, og så hurtigt til siden, inden han satte i løb den modsatte vej af Sean.
Carrie stod stadig bag ved Sean med et meget hurtigt bankende hjerte. Hun var stadig bange, men ikke så meget mere som hun lige havde været. Hun så forsigtigt op på den nye mand. "Tak" sagde hun stille, og stod en smule uroligt. Hun var ikke sikker på om hun skulle sige mere til ham end det eller ikke.

Heldigvis holdte manden ikke mere fast, end pigen vred sig løs og, utroligt nok, løb over til Sean og brugte ham som skjold mod det onde, der i dette øjeblik lignede en gammel mand med rådne tænder. Sean så kort på hende, da hun lød over mod ham, før han så på manden igen. Han smilte svagt, da manden kastede ansvaret fra sig og løb for sit liv...Åh, ja, for sit liv!
Hans hånd gled op i luften, gled bag ud , for at kaste noget. Dolken fløj igennem luften, lyset skinnede i dens blad...Og dunk! Manden faldt forover med et støn af smerte, da dolken borede sig ind bag hans skulderblad. Skarp som den var, tværs gennem tøj, hud og muskler. Men manden var ikke død endnu, blot nedlagt. Han hørte næsten ikke pigens tak, for han var endnu fokuseret på at dræbe manden. Han gik fremefter, velvidende at hvis pigen holdte fast i ham, ville hun nok slippe eller følge efter.
Han satte sin fod på ryggen af manden og holdte ham nede, samtidig som han endelig så ordentlig på pigen.
"Manden er beskidt. Du er måske ikke gammel nok til at forstå hvad han ville, men vær vis på at han har gjort det før. Sådan en mand fortjener ikke at leve. Lad mig vise dig hvad man bør gøre ved en fyr som ham" smilte han afslappet. Han forventede halvt om halvt at hun ville vende om og stikke af fra ham. Det ville også være klogest. Han var ikke god til børn.
Han bukkede sig ned og tog dolken fra mandens skulder. Manden peb...
Sean bukkede sig ned, greb fat i mandens beskidte hår og skar halsen over på ham, så blodet gled sultent ned på jorden og farvede den sort. Lidt efter rallede manden og var død. Sean slap ham og tørrede dolken af i mandens eget tøj, før han satte dolken på plads i dens skede og vendte sig om mod pigen, hvis hun altså stadig var der...

Manden løb bare uden at tænke, men løb bare for sit liv, og pludselig mærkede han en smerte i mellem skulderbladende da han faldt ned til jorden med et skrig af smerte, men tav da han ramte jorden. Han var ikke i tvivl om at han nu ville dø. At denne mand som havde kastet kniven nu ville dræbe ham, og nok ikke være den blødsødne type, og lade ham slippe med sit liv i behold.
Carrie så op på Sean da han begyndte at gå over mod manden, og hun fulgte en smule tøvende og stille efter ham. Hun vidste ikke hvad han ville gøre mod manden som nu lå på jorden, og Carrie havde slet ikke været forberedt på, at manden ville kaste kniven mod manden, og et gisp forlod hendes læber. Hun så direkte tilbage på ham, da han så på hende, og hun vidste ikke hvad det var den gamle mand ville ha gjort mod hende, men hun vidste at det ikke var noget som var rart for hende på nogle måde. Carrie blev stående hvor hun var standset op, og så op på Sean. "Hvad man gør?" hun var ikke helt med på hvad han mente med det, og hun havde heller ikke helt forstået døden, kun til dels. Hun så på det, som Sean nu gjorde ved denne mand som han havde kastet en kniv i ryggen på. Hun så hvordan han trak kniven ud af mandens ryk, og hun kunne tydelig høre hvordan den gamle mand peb i smerte. Carrie fjernede ikke blikket et eneste sekund da Sean greb fat i mandens hår, og skar halsen over på ham, men hun rørte en smule uroligt på sig da han havde gjort det. Hun kiggede chokeret op på Sean da hun ikke var vant til at se på folk dræbte, selvom hendes mor også dræbte folk, men det vidste Carrie ikke noget til overhovedet. Hun vidste ikke hvad hun hverken skulle gøre eller sige lige nu, så hun stod der bare, og så lige på ham. "Hvorfor?" spurgte hun blot, uden helt at hvide hvad hun selv mente med det.

Han så på pigen med et svagt smil. Hun havde taget det hele ind, måske ville hun endda få drømme eller mareridt om det. Han så lidt ned på manden, før pigen så ud til at være kommet sig over det værste af chokket. Men spørgsmålet var også hvor meget pigen egentlig forstod af det der var sket?
"Manden ville gøre slemme ting ved dig og har sikkert også gjort det med andre børn. Den måde han tog på dig? For din alder og mandens alder var det forkert. Det er en skændsel at have sådan en mand gående. Død kan han ikke længere gøre nogen skade, til nogen som helst" svarede han, uden at vide om det var hvad hun havde ment. Når alt kom til alt, vidste han ikke særlig meget om hvordan børn tænkte.
"Nå, skal vi komme væk herfra? Hvor bor du?" han kunne vel lige så godt se hende hjem nu?

Carrie så på manden og prøvede at smile tilbage til ham, men det blev ikke helt ægte smilet. Hun så ned på den døde mand, og op på den anden mand som hun ikke vidste hvem var. Hun hørte på det han fortalte hende, og hun havde halvåben mund imens han talte da hun lyttede til hvad han sagde. Hun trak vejret tungt, og blev ved med at se på ham da han havde talt ud. Hun havde forstået en smule af hvad han havde sagt til hende, og hun havde accepteret at den gamle mand var bedst som død. Hun nikkede til han første spørgsmål, og svarede så på det andet. "Bor hos mor og Xander" svarede hun, men hun var ikke sikker på om manden vidste hvor det var henne af, men hun kunne ikke forklare det bedre for ham, da hun ikke helt kunne alle ord til at beskrive det med, og hun vidste heller ikke hvordan hun skule forklare hvor det var.

Han kunne se hendes forvirring, men mest af alt mente han nu hun havde klaret det godt, taget i betragtning hun ikke var brudt grædende sammen, trods hun var et barn. Måske ville hun få et sundt forhold til døden. Eller også ville hun få mareridt og være traumatiseret resten af sit liv...Men det var nu heller ikke Zeans bekymringer, var det vel? Det var forældrene der lod deres barn ude af syne.
Xander...
Der var vel flere der kunne hedde Xander. Det behøvede ikke være hans søn.
"Hvem er din mor? Og hvor bor de? Er det tæt på?" spurgte han forholdsvis venligt.

//Undskyld tiden

Carrie blev ved med at se på ham. Trak stadig vejret tungt da hun ikke var helt rolig. Hendes hjerte bankede også en smule hurtigere end sædvanligt. "Mor hedder Alex." sagde hun stille. Om han vidste hvem hun så var, var hun heller ikke sikker på. "I et hus af træ. Skoven" prøvede hun med. Hun vidste heller ikke om det ville hjælpe manden med hvor hun boede henne af. Hun stod en smule uroligt og lænede vægten fra det ene ben til det andet og så tilbage igen. "Hvem er du?" spurgte hun så bare, en smule stille og så på bare på ham.