I am a very trusting person(Razion)

Sted: Gaderne i Angerforge.
Omgivelser: En hel del mennesker, men de fleste har for travlt med deres eget, til at opdage dem omkring sig.
Tid: 18.02.
Vejr: Det er koldt, og det kan tydeligt ses på mange af de forbipasserende, da de er klædt i flere lag for at holde varmen.
Påklædning: En grålig kjole/trøje med et blomstermønster, der går hende til midt på lårene.

Bay var begyndt at være i menneskeform noget oftere. Hun havde i løbet af det sidste tid lært, at der ikke var en grund til at skjule sig væk. Der var brug for hende i verden, hun skulle bare finde sin plads. Manges blik vandrede over hende, da hun kom gående i hendes lette påklædning. Hun følte sig utrolig utilpas, i en trøje så kort. De forbipasserendes blikke, hjalp ikke ligefrem på følelsen. Hun var på vej hjem til skoven. Det var der hun var mest tryg. Dyrene så ikke på hende, som om der var noget galt med hende. De gav hende selvtillid, eller de hjalp på hendes lave selvtillid. Det kunne man ikke sige om menneskene. De havde så mange fordomme, at man ikke kunne gå et sted, uden at blive bedømt fra top til tå. Tanken var yderst ubehagelig. Bay satte farten op, og drejede ned af en sidevej til den store gade, hvor der ikke var nær så mange mennesker. Hun stoppede op, lænede sig op af en mur, og tillod sig selv at trække vejret. Nogle ville mene hun havde socialangst, hvilket ikke var usandsynligt. Hun var bestemt ikke socialt anlagt, og foretrak at være alene. Men nu var hun her, ude i den fulde offentlighed, som et menneske. Det var ikke noget hun ville gøre særlig tit. Det var alt for ubehageligt.

Påklædning: sort trøje og nogle bukser med lidt huller her og der og sko

Razion havde ikke været i den seneste tid ude fra hvor han boede, da han havde været ude og ja lave noget han ikke skulle så han måtte lige passe på med hvad han lavede sådan nu her, men han havde endeligt taget sig sammen og komme ud af døren og ud på gaden og alt det.

Han gik lidt for sig selv da han så en som gik ind i en gyde eller noget, roligt gav han sig til at gå stille og roligt mod denne her gyde ting og så roligt på personen "er du okay Frøken"spurgte han roligt og kiggede på hende, han viste jo ikke hvad han ellers skulle sige da han jo sådan set ikke kunne spørge om andet og alt det halløj der.
Han stod roligt og kiggede på hende og håbede ikke at der var noget galt siden hun stod der væk fra menneske mængden og den slags, men nogen havde ting de var bange for og andre havde noget helt andet, så der kunne være mange grunde jo for at hun var her inde i gyde eller sidevej hvad det nu var.

//håber det okay svar //

Bay så ned i jorden, indtil en stemme brød igennem den stilhed der havde skabte sig omkring. Hun så op, og blev mødt af en fyr, der så ud til at være et par år ældre end hende selv. Men man kunne aldrig vide, nogle var tit ældre end de så ud. Hun nikkede som svar på hans spørgsmål. Hun havde det fint nok, hun havde bare brug for at komme væk. ”Jeg er ikke så god med mange mennesker.” Han virkede til at bekymre sig for, om hun havde det godt, på trods af de ikke kendte hinanden. Det gav ham et plus, hvilket gjorde hun næsten stolede på ham allerede. Når man var ung, naiv og usikker på sig selv, skulle der sjældent mere til. Hun trak læberne op i et smil, for at gøre det klart, hun havde det helt fint. ”Tak fordi du spurgte.” Der var ikke mange der tænkte på hende længere. Hun faldt bare i med mængden, og lod andre forsætte med deres eget liv, mens hun levede hendes. Selvom hun knap nok havde et. Hun overlevede, men hun manglede indhold i hendes liv. Hun manglede nogen at tale med, opleve ting med. Men på et eller andet tidspunkt, ville hun finde en, hun kunne få sådan et forhold med. Det kunne være ham her, eller en hun mødte senere, om en uge, et år, eller når hun var gammel og grå. Det var aldrig til at vide. Bay fjernede sig fra muren, og stillede sig i stedet over for ham, før hun rakte hånden frem imod ham. ”Bay Daphne Emerald.” Nogle foretrak blot at give deres fornavn, og det respekterede hun, men hun forstod det ikke. Hvad skulle man kunne bruge et navn til?

//Selvfølgelig er det det (:

Han kiggede roligt på hende, mens han sådan set stod og ventede på at se om hun lagde mærke til at han var der og snakkede til hende og den slags der.
Han så på hende med et stille smil og hørte på hvad hun sagde og at hun var okay, det var sådan set det han var ude efter og høre for det var jo godt.
Han så på hende med et stille smil, da hun fortalt ham hendes navn og alt det, roligt tog han imod hendes hånd og kiggede på hende "flot navn mit er Razion Revael"sagde han roligt og så på hende, før han roligt slap hendes hånd igen og slappede af "hvordan kan det være du ikke har det godt blandt mange mennesker"spurgte han roligt og kiggede roligt på hende og havde jo ikke noget imod at hun måske kunne være genert og alt det for det var der jo mange der var omkring i verden.
Men nu var det jo lige hende at han stod der og snakkede med og alt det, så han måtte jo se hvad hun savede på det han spurgte hende om.

//det var godt er lidt træt så gør mit bedste //

Bay var genert, hun var stadig en ung pige, der ikke kendte særlig meget til den verden hun levede i, eller de personer der boede i en. Hendes smil voksede, og hun afslørede et af de kendetegn der var ved hende. Hendes store smil. Det var stadig flot, men nogle mente det var lidt for stort. Hun prøvede derfor at lade vær med at vise det for tit. Tanken fik også hendes smil til at falme. ”Revael. Det er flot. Det er Razion også. To r’er. Man bør næsten kalde dig RR, eller Raz. Eller måske Vael.” Bay slog blikket ned, hun havde det med at tale lidt for meget, når hun blev genert eller nervøs. Det var ikke fordi han gjorde hende nervøs. Det var bare fordi han var levende, eller levende nok til at tale. At han så godt ud, gjorde det ikke ligefrem lettere. Men hun prøvede at tage sig sammen. Hendes tænder greb fat om en del af hendes underlæbe, og forsøgte ikke at se for meget op, så han kunne se hendes svagt røde kinder, der opstod. Mest fordi hun følte sig flov over hendes smøre om hans navn. Da han spurgte hvorfor hun ikke havde det godt blandt mennesker, trak hun bare let på skulderen, stadig med hendes blik plantet i jorden, hendes læbe mellem hendes tænder og de røde kinder. Grunden kendte hun godt, men hun frygtede hendes stemme ville ryste, hvis hun forsøgte at sige noget. Det, eller hun ville stamme. Begge ting, var noget hun helst ville undgå.

Han kiggede på hende og smilte roligt og undrede sig lidt over hvorfor hun sådan lige pludselig kiggede ned i jorden og alt det, han havde ikke noget imod det hun sagde angående hans navn eller noget, så hvorfor kigge ned i jorden.
Han kiggede på hende og smilte roligt "er du nervøs eller noget nu siden du kigger ned i jorden sådan der"spurgte han roligt og kom lidt tættere på hende og roligt lagde sin hånd op under hendes hage og løftede stille hendes hoved op så han kunne se hendes ansigt helt og smilte roligt til hende "du skal ikke være nervøs overfor mig jeg tager ikke det med mit navn personligt eller noget altså du kan kalde mig hvad du selv vil jo"sagde han roligt og så på hende, man kunne se på ham at han sådan set mente det.
Men hun havde jo nok sine grunde og alt det, så han ville da ikke tvinge hende til at snakke og alt det hvis hun ikke ville, men det så da sødt ud til hende at hun havde små røde kinder og alt det.

Bay lyttede til hans stemme, og overvejede længe hvad hun skulle svare. Hun var uden tvivl den værste i verden, til at begå sig socialt. Det var det hun tænkte, selvom det ikke var sandheden. Det der var mest grund til hendes lave sociale evner, var hendes eget selvværd og selvtillid. Hun kunne godt fornemme at han kom tættere på, og da han lagde an til at løfte hendes hoved, strittede hun ikke imod. I stedet så hun ham bare ind i øjnene. Han havde flotte øjne. Bay skulle passe på, hun var typen der faldt alt for let for det mandlige køn. Lidt sweet talk, og så var hun så godt som solgt. Endnu en grund til, at holde sig væk fra dem. ”Nej, det tror jeg heller ikke. Det er bare.. Jeg bliver let nervøs.. Eller genert. Genert og nervøs. Ja, og når jeg gør, så begynder jeg tit at..” Hun holdte en pause, fordi hun lige gjorde det igen, men afsluttede sætningen kort efter: ”... tale meget.” Hun tog en dyb indånding, og forsøgte at forblive rolig, selvom hun mest af alt havde lyst til at stikke af, men hvis hun gjorde det, ville hun aldrig blive bedre til at begå sig socialt. Hun fjernede sit blik fra hans, blot så det ikke blev for akavet, i stedet så hun nærmere på resten af hans ansigt. Især hans læber fangede hendes opmærksomhed.

Han kiggede på hende "roligt du skal jo ikke besvime af luft mangel når du snakker"sagde han roligt og kiggede på hende og så godt at hun fjernede sit blik fra hans og alt det men dog stadig kiggede på ham, han smilte roligt og så på hende "jeg håber du kigger på noget som du kan lide og se på"sagde han roligt og havde dog ikke nogen anelse om hvad hun kiggede på, af hans ansigt men noget kiggede hun på, han så på hende og havde det nu godt nok med og stå og snakke med hende og alt det.

Han kiggede roligt på hende og vendte sit mod menneske flokken og så tilbage på hende og smilte roligt "når men hvad skal du så nu her hvis det er kan vi gå lidt rundt sammen hvis du kunne tænke dig det"sagde han roligt og så på hende med et smil.
Han havde bare fået lyst til at bruge lidt tid sammen med hende da hun jo virkede flink nok og rar og være i nærheden af så det var jo godt nok.

Bay ville gerne blive bedre til at omgås mennesker, så det var godt at hun kunne øve sig på Raz. Hvis han så ikke fandt hende interessant i sidste ende, havde hun stadig prøvet, og det var mere end hvad hun havde gjort før. Så lige meget udfaldet, var hun stolt af sig selv. Hun var ikke sikker på hvad hun skulle sige til det første han sagde, så hun undlod at svare. Da han kommenterede på, at hun så nærmere, slog hun igen blikket ned. ”Ja,” fik hun mumlet over hendes sammenbidte tænder. Hun kunne ikke komme uden om, at hun fandt Raz tiltrækkende. Om det var fordi han var venlig over for hende, eller om det var fordi han faktisk så godt ud eller en blanding af de to, var hun ikke klar over. Han ville gerne bruge mere tid med hende, et kunne umuligt være et dårligt tegn. Hun havde ikke noget hun skulle nå, hun var bare på vej hjem, men det kunne hun godt udsætte. ”Det kan vi godt,” sagde hun mens hun igen fandt hans blik, selvom det krævede mere af hende, end man lige skulle tro.

Han kiggede på hende med et stille smil og gav sig roligt til at gå og den eneste grund til at han gik stille og roligt var jo at få hende med jo, så han ikke bare gik fra hende eller noget som helst, han kiggede på hende "kommer du bay"spurgte han roligt og kiggede bare roligt på hende, da han jo ventede på hende.

Hun virkede nu sød nok på den måde hun var på overfor ham og alt det, og det kunne han godt lide at hun var på den måde for der var mange gange en hvis charme over det syns han, men han var jo også ham og han syns ting der var charme over som folk nok vil mene var underligt.
Han kiggede på hende og gik bare roligt vider og håbede på at hun fulde med ham og alt det, man kunne jo ikke håbe på andet kunne man.

Bay forstillede sig altid, at mænd fandt selvtillid tiltrækkende og charmerende. Men hun tænkte altid ned om sig selv. Hun tænkte, at hendes hår var grimt, hendes øjne for mærke, næse for stor og hvad hun ellers kunne finde på. Men det var også let, når hun kunne havde sig selv. Hun faldt ind i en tankestrøm, og opdagede derfor ikke han var på vej væk. Bay skyndte sig hen til ham, og gik ved hans side. Hun førte en tot hår om bag hendes ene øre, med den hånd der var imod ham. Hun afslørede derved også en tatovering på siden af hendes hånd ved lillefinger. Den forstillede ganske enkelt et kors, men havde en dybere betydning en det. I det hun rørte ved hendes hår, blev spidserne ændret til en lysere farve. Hun kunne godt lide at ændre de små ting ved sig selv engang imellem. Det gav hende hele tiden et nyt pust. Bay så på ham og sendte ham antydningen et smil. ”Hvad har du lyst til at lave?” Hun var ikke selv sikker på, hvad hun gerne ville lave. Det var også svært, når hun ikke havde særlig mange penge.

Han kiggede på hende og slappede roligt af mens hun gik der ved siden af ham, og roligt kørte han en hånd over sit hård og smilte for sig selv "hmm ved det ikke lige der jo meget man kan lave og alt det hvad har du lyst til"spurgte han roligt og så på hende med det samme smil som han har haft hele tiden snart, han var en meget smilende person og det viste jo bare at han var taknemlig for at personen som nu er hende vil være sammen med ham og alt det, og det var han jo glad for på mange måder.
Han så sig lidt rundt "vi kun måske gå et eller andet hen og bare slappe af eller noget men hvor ved jeg ikke sådan endnu"sagde han roligt, og så på hende og viste jo ikke om det var noget eller om hun havde noget helt andet som hun godt ville, for han kunne jo ikke ligefrem læse tanker eller noget af den slags ting jo, og det var han på en måde også glad for, for han ville ikke ligefrem vide hvad folk tænkte om ham og alt det, nogen kunne jo tænke de mest onde ting og andre knap så onde.

Bay så på ham da han talte. Hvad hun havde lyst til? Ja, det var jo spørgsmålet. Hun havde ingen anelse faktisk. ”Det ved jeg ikke helt.” I stedet forsatte hun bare med at gå, på et tidspunkt ville de vel finde et sted at bruge deres tid. Da han foreslog de gik et andet sted hen, nikkede hun let som svar. Det kunne de sagtens. ”Vi kan gå i parken?” Hun var generelt glad for naturen, og siden der var et godt stykke til skoven, var parken det der var tætteste på. Måske kunne de også støde på nogle venlige dyr, der havde lyst til at tilbringe tid med dem også. Bay havde altid syntes det var dejligt at kunne kommunikere med dyr. Det gjorde det lettere for hende. Hun havde det helt sikkert bedre med dyr end mennesker, men hun forsøgte at arbejde med det. Hun blev nød til at være mere social. ”Hvis du har lyst, vi kan også lave noget andet.” Hvis han ville noget andet, skulle de gøre det. Parken var blot et forslag, hans ville sikkert være bedre.

Han kiggede på hende og slappede bare af mens de stille gik der "altså parken lyder da som et godt sted og gå hen"sagde han roligt og kiggede lidt rundt også på hende igen og smilte roligt til hende og gik bare vidre, han kunne godt lide og bare gå sådan stille og roligt og nu var det jo parken han skulle hen og alt det.
Han kiggede på hende med et stille smil og viste ikke hvor langt væk de var fra parken af og alt det, men det måtte jo bare gå og tage den tid det sådan set ville tage dem, for at komme der hen, andet kunne det jo ikke rigtig gøre lige nu, for hvis der var ville han jo nok gøre det.
Han kiggede på hende og gik stille og roligt der sammen med hende "hvad tilbringer du så endeligt tiden med til hverdag når du har så svært ved og være blandt så mange mennesker"spurgte han roligt og kiggede på hende, ikke fordi han syns det var vigtigt for ham og vide mere bare så der ikke blev alt for stille mellem dem og den slags der.