En bedre person ~ Audrey

@Audrey

Humøret havde ikke været højt siden hun havde oplevet det kaos, som havde spredt sig ved herregården. Det var som lå en grå tåge om Alítheias hoved, der blot gjorde hende mere irritabel og bitter end normalt.
Efterhånden var hun velbevandret i gaderne, specielt denne del af byen, ofr her kunne man handle hælervarer. Det var også her hun nu gik, dog uden formål og med at tomt blik. De folk som gik på gaden, virkede som ingenting, blot skyggevæsener. Dog, som altid, undgik hun at komme for nær, de skulle ikke berøres, hun måtte undgå dem, overlevelsesinstinktet havde lært hende dette, erfaringer havde lært hende dette.
Opmærksomheden var dog ikke i toppen, tågen havde sløret hendes reflekser, og nu ville hun opdage det. Inden Alítheia vidste af det, stod tre mænd foran hende. I starten virkede det blot som en situation, hvor den ene ikke kunne komme uden om de andre. Dette viste sig at være forkert, Alítheia forsøgte at passere, men de endte blot med at få hende tættere mod en mur. Snart fandt hun sig helt omringet uden mulighed for flugt. ”Sikke en fin lille tøs vi har her, tror i hun kan bruges” en af stemmerne rungede, i hendes hoved, nu lettede tågen, hun så dem, reagerede. ”Slip mig fri” stemmen var hård, ikke en der tålte modsigelse. De lyttede ikke, tværtimod, de trådte nærmere.
Den største blandt dem, havde mørkt sjusket hår og mørkebrune øjne. Han trådte et skridt nærmere, så der nu kun var en håndsbredde mellem dem. Let førte han hånden ned af Alítheias kind, for til sidst at tage fat i hagen og løfte hendes hoved op. ”tøsen er køn, og har noget fyrrigt over sig, jeg vil ha’ hende” han kiggede først tilbage mod sine kompagnoner og sendte derefter Alítheia et blik, som sagde hende mere end, hvad ord havde gjort.
Hun mærkede det allerede nu, de slimede fangarme, fra han berøring, samtidig med tankerne føj rundt. Vejret blev hevet ind, brystet hævede sig højt, og alligevel kunne hun ikke få vejret. Da hans hænder bevægede sig længere ned, blev det værre, hun fik flere blackouts i træk, ikke længere end få sekunder.
Dette fungerede ikke, en del af hende bandede over hendes svaghed, hun kunne kæmpe igen, få ham til at bede om nåde, men hun stod blot frossen, gjorde ingenting i langt tid. Først efter en længere kamp med sig selv slog hun til ham, blot for at få et hårdt slag tilbage. Nu var hun ikke længere stille, et skrig, der udtrykte både smerten og vreden kom ud af hendes mund, om nogle hørte det var ikke til at vide.