Sure you wanna play in my messy head?[Mitch]

Alex var begyndt at bruge mere tid ud. De seneste to år, havde hun brugt meget af sin tid sammen med Andrew, eller Toy, som hun også kaldte ham. Han havde bare været der, og derfor været den mest naturlige at tilbringe tid med. Men nu var han stukket af, og hun blev nød til at finde på noget andet at lave, selvom hun dog sagtens kunne finde igen. Men lidt adspredelse var også godt. Så havde Andrew tid til at finde ud af, at han ikke kunne leve uden hende. Hun havde besluttet sig for at tage på kro. Hun foretrak private fester, men en kro kunne også være godt en gang imellem. Hun var klædt i en sort top der afslørede det nederste af hendes mave, samt et par grå jeans. Hendes hår var sat i en stram hestehale, der bevægede sig i takt med hendes skridt. De høje hæle lavede en klikkende lyd henover kroens gulv, men musikken overdøvede hendes klikkende hæle. Alex så sig først omkring, mens hun overvejede hvor hun skulle bevæge sig hen, men vigtigst af alt, hvem der fortjente hendes selskab. Hun endte dog bare med at gå op i baren, da ingen ude ved bordene, virkede specielt interessante. Hun bestilte et glas whiskey, og drejede sig rundt, så hendes front igen var vendt imod rummet. Hun blev nød til at vide hvad der skete, hvis nu der var noget spændende at tage del i. Da glasset blev placeret for hende, drejede hun sig kort rundt for at tage det, men vendte sig atter imod det åbne rum. Der skete ikke meget, men klokken var heller ikke mange. Den var kun lige sneget sig op på 20.00. Udenfor var vejret mørkt og koldt, hvilket også fik mange til at krybe ned under tæppet, frem for at gå på kro. Hun tog en tår af whiskeyen, og så et øjeblik frastødt ud. Bestemt ikke den bedste hun havde smagt, men hvad kunne man forvente.

Mitch var alt andet end en normal ung mand.
Han tjente til føden, ved at gøre hvad han elskede - træning og underholdning. Og denne aften var ingen undtagelse. På en barstol i et hjørne, sad Mitch med en smukt udskåret guitar og spillede mens han sang en ældre folkesang fra hvor hans forældre havde været fra - et land i en anden verden.
Han smilede, nød hvordan folk nød hans fortællinger gennem sangen. Iført slidte jeans som var hullede hist og her, samt en tanktop og en sort habitjakke med ærmerne foldet op og rodet hår, sad han med et stor smil mens han spillede og sang. Nogle klappede med i takt mens andre bare lyttede og få bandede over støjen. Da sangen var færdig, fik han serveret et glas whisky da han bevægede sig hen ved siden af Alex med et smil.
''Dejlig aften, synes De ikke?'' spurgte han, mens han hævede sit glas i en hilsen.

Alex havde lagt mærke til musikken, men havde ikke bidt mærke i hvor den kom fra. Det lød godt, så betød alt andet ikke så meget. Da en af de mandlige gæster bevægede sig hen imod baren, kunne hun godt regne ud hvem han gik efter. Det var enten hende, de ældre mænd, pigerne der sprang på nærmest hvad som helst eller alkoholen. Alex+alkohol var en god cocktail. Hendes kropsprog virkede åbent og venligt over for ham. Ingen grund til andet. Men man skulle ikke regne med et smil fra hende. Det hørte sjældenhederne til. ”Den er fin nok. Lidt kedelig. Men det kan jo ændre sig.” Hun lod kort hendes blik bevæge sig ned af ham. Hun vurderede ham. Var han hendes selskab for den aften, eller skulle hun finde noget andet? Han havde udseendet med sig, men hun kunne ikke vide sig sikker på om hans personlighed var det værd. For på trods af, Alex gik rigtig meget op i udseende, betød det ikke så meget, hvis han havde en irriterende eller kedelig personlighed. Hun kunne dog godt overse dette, hvis han blot var et måltid. Hun lod glassets kant ligge imod hendes læber, mens hun lod den stærke væske bevæge sig ned igennem hende. ”Hvad får så dig ud denne dejlige aften.” Hun lagde tryg på dejlig, for at gøre det tydeligt, hun hentydede til at han mente den dejlig, og at hun egentlig gerne ville have uddybet hvad der gjorde den dejlig. Men det var tit svært for folk, at forstå alle de ting hun lagde i hendes ord. Det var også det der gjorde hende så uberegnelig.

''nogle skal jo underholde staklerne, der sidder her fordi konen har smidt dem ud.'' sagde han med et lille smil.
Han vidste godt at han ikke var så sexet, smuk eller lækker som de fleste andre unge mænd. Han var heller ikke klog, veltalende eller god til at formulerer sig. Ærligt, så var han bare gennemsnitlig i alt.
''hvis De ikke finder den dejlig, behøver De skam ikke bruge ordet.'' sagde han roligt inden han bundede hans whiskey.
''Forresten, navnet er Mitch.'' sagde han rolig.
''Hvad bringer så Dem ud i aften?'' spurgte han roligt, inden han så lidt rundt for at se om der eventuelt var et sted de kunne sidde og snakke hvis de fandt det mere behageligt.
Hvad skulle han ellers sige? Der var ikke meget at sige, andet end WAUW! Hun så vidunderlig ud, og alligevel, så lignede hun tildels alle andre kvinder han havde mødt igennem sit liv. Uheldigt for ham, at han ikke havde lært at påskønne det smukke i et andet væsen.

Alex nikkede let til hans svar. Han underholdte folk. Måske var det ham der havde spillet musik? Det var heller ikke så vigtigt, hun behøvede ikke at bruge lang tid på at tænke over alt muligt. Hvis hun ville vide noget, så spurgte hun. Men lige netop om han havde spillet musik eller ej, var ikke vigtigt for hende. Hun skulle bare afgøre, om hun kunne bruge ham til noget eller ej. ”Det er jeg klar over. Men tak.” Hun prøvede ikke at få det til, at lyde alt for arrogant, men det var svært når hun nu var det. Mitch. Hun havde ikke forstillet sig han havde Mitch. Men hun kunne heller ikke komme på, hvad han ellers skulle hedde. ”Alex,” svarede hun ham blot med en neutral klang i stemmen. Det var som regel det stemmeleje man hørte fra hende. Hun lød sjældent glad eller vred, bare neutral. Alex vidste godt, at der var mange piger derude, der så lige så godt ud som hende, hvis ikke bedre, men de havde bare ikke hvad hun havde. Hendes succubus charme, og de der havde, manglede hendes historie. Der var ingen derude som hende. Hvad der bragte hende der? Ja, det var et godt spørgsmål. ”Nogen gange har man bare brug for at komme væk.” Hendes øjne søgte hans. Hun havde brug for underholdning, og siden Andrew ikke var der til det, kunne hun måske få noget underholdning ud af Mitch. Så længe hendes evne ville virke på ham, kunne hun få det sjovt for en tid. Sidste gang hun havde fundet en legekammerat, havde han været hos hende i to år. Man skulle passe på med at lege med hende. Hun havde svært ved at give slip igen.

Vant til det almindelige svar fra kvinder, som altid indeholdte et afslag, men denne unge kvinde var endnu ikke kommet med 'pas dig selv'-kommentaren.
Han smilede stille for sig selv inden han så på hende igen.
''Helt enig. At sidde i den samme kedelige trommerum må være noget så kedelig, og tildels også udmattende for en enhver der prøver at opretholde en lykkelig facade i et ulykkeligt liv.'' sagde han stille, mens han så ned på sit tomme glas. Han nikkede hurtigt til kroejeren, der fyldte glasset uden tøven. Ja, Mitch drak - og han drak meget. Han var ligeglad med at være sund og lykkelig, han ville bare være fuld - så havde han det fint.
''Så, Alex, hvad er dit rigtige navn? Ingen forældre døber deres lille pige Alex. Lad mig gætte; Alexandria?'' han tog en tår af sin whisky inden han så på hende igen. Han smilede svagt til hende, drilsk.

Alex så på ham, da han erklærede sig enig med hende. Han var tydeligvis intelligent, hvilket bare gjorde det sværere for hende. Hun ville finde et nyt legetøj, men hun var begyndt at blive overbevidst om, at ham her ikke kunne blive en del af hendes samling. ”Jeg keder mig ikke.” Hun foretrak alt andet end at kede sig. Hun hadede det, så lige så snart kedsomheden sneg sig ind på hende, fandt hun på noget at lave. Ofte omfattede det en svag fyr hun kunne manipulere og torturere til hendes egen fornøjelse. Ja, det var ikke ligefrem den bedste måde at bedrive tiden med, men så længe hun ikke kedede sig, så var hun ligeglad med bekostningerne. ”Jeg forstår ikke facader. Jeg forstår, at man ikke gør og siger alt man har lyst til, men facader er vel bare at skjule den man i virkeligheden er. Det forstår jeg ikke.” Hun så ingen grund til at skjule sig væk. Alex vendte blikket imod ham, med et blik der på en og samme tid mindede om en legesyg killing og en tiger på jagt. Han havde tydeligvis vakt hendes opmærksomhed, men hvordan han ville vælge at bruge dette endnu, var hun ikke klar over. Men bruge det ville hun. Hvis de tilbragte mere tiden sammen, ville hun hurtigt finde ud af det. ”Er du synsk, Mitch?” Hun hævede mistroisk et øjenbryn, de fleste ville have gætter på Alexandra, men Mitch gættede på Alexandria.