Wanna play with me? - Chester

S: Gyderne i Terrorville
O: Ikke så mange mennesker
T: Nat
V: Koldt, en smule vind
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Emnepartner: Tjo den fantastisk [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] aka Cupcake! <3

---

Tilbage til byen. Måske møde Nicolas? Det var et stykke tid siden hun sidst havde set ham, men han havde vel travlt med sine pligter som rådgiver for de kongelige i Sunfury. Josette var i Dragons Peak ligesom de andre hun kendte. Ingen var tilbage i Terrorville som sådan, men det var altid her hun fandt sin vej tilbage til i sidste ende. Hvorfor anede hun ikke. Hvem vidste hvad denne aften havde at byde på? De hvidblonde lokker hang elegant henover hendes skuldre, imens de krystalklare øjne var plantet fremadrettet. Mange undgik hende netop fordi, at hun så noget så køllig ud. Mere køllig end hun faktisk var. Hurtigt havde hun fået øje på en ung pige som stod og prøvede at sælge nogle æbler. Et menneske. Caroline rystede på hovedet og gik derover. Hun stillede sig bagved pigen og greb fast i hende ved baghovedet og kiggede analyserende på hende.
"Shhh.. Don't cry. It will all be over soon" Sagde hun med en lettere hvisken. Snart blev hendes øjne røde og Caroline blottede sine tænder. Så stak hun dem i nakken på den unge pige. Det tog ikke Caroline længe før hun havde suget livet ud af pigen, og efterlod den ikke mere end 14 årige siddende op af sin æblestand. Så forlod Caroline stedet og kiggede sig ikke tilbage. Det var helt unødvendigt for hende at se sig tilbage, det var et problem som ikke længere var på hendes skulder. Blot endnu en person som var død og ingen ville huske. Caroline havde gjort mennesket en tjeneste, eller det var i hvert fald det hun sagde til sig selv.

Caroline havde ikke tænkt sig at stoppe der. Hun var tørstig efter mere. Hun vil have mere blod. Caroline følte sig måske lidt ond, men hun havde set en herre. Han havde øjnene på et mål. Caroline fik øje på hans mål og besluttede sig for at gå efter det. Måske lige vise, at hun var hurtigere og mere handle kraftig end ham. Så hun løb afsted og fik grebet fat i byttets hår. Kvindens lange røde hår og blottede sine tænder for at sætte dem i nakken af kvinden. Caroline kiggede på ham imens hun drak byttet. Flabet? Pretty much. Det hvide i hendes øjne var blodrødt, men pupillerne var stadigvæk krystalblå. Så snart kroppen var tom for blod, så slap hun grebet. Kvinden landede på jorden som en kludedukke.
"Uhm.. Delicious." Sagde hun og slikkede sig ganske kort om læberne. Så vendte hun blikket om imod ham hun havde stjålet byttet fra.
"Oh, sorry was that yours?" Spurgte hun med et smil, der signaleret, at hun var pænt ligeglad. Det var måske ikke helt fair, men ham foran hende virkede nu heller ikke, som en der spillede efter andet end egne regler. Let vippede Caroline hovedet en tak på skrå og kneb øjnene en anelse sammen. Ikke fordi at hun prøvede at analysere ham og hans kropssprog - men blot af ren og skær nysgerrighed over, hvad han egentlig ville sige eller gør. Det var altid sjovt at møde nye former for mennesker.

Chester havde haft en begivenhedsrig dag. Valeria og ham havde kidnappet en ung mand og brugt dagen på at torturere ham. Han var en fighter. Han holdt dagen lang, selv om det havde intentioner om at han skulle dø af blodmangel. Det var faktisk næsten ikke sjovt til sidst for der hang han bare og dinglede med hovedet. Så de lod ham dø i fred - der var ingen tilfredsstillelse i at slå en ihjel der nærmest allerede var død. Men det havde bare sørget for at han egentlig ikke have lyst til at torturere en mere i dag. Jage en og lege lidt med den, selvfølgelig, men så ville han også bare drikke han eller hendes blod og få det overstået.

Efter mørkets frembrud forlod han Valeria for at komme ud og jage. Det var en rolig nat. Der var koldt, så ikke mange gad bevæge sig ud i det. Han ville kunne slå ihjel midt på gaden og sikkert ingen ville opdage det. Men i stedet valgte han at forfølge en kvinde. Det var altid sjovere, for så nåede de at blive skræmte. At prøve at flygte for ham, altså forgæves.
Men denne kvinde nåede slet ikke at opdage ham. Ligesom han ikke nåede at se, at han ligeså blev forfulgt. Han var ikke vant til at blive forfulgt. Han var vant til at være forfølgeren. Så han havde ikke forventet, at da de drej rundt om et hjørne, og han lige skulle til at gøre sit første angreb, kom en anden ham i forkøbet. En kæk blondine, der stirrede på ham, mens hun tog hans bytte fra ham. Først var han forbavset - han havde slet ikke set det komme. Men så spredte der sig et smil på hans læber. Han nikkede anerkendende til hende.
Han fulgte kvinden med øjnene, da hun faldt til jorden. Svagt puffede til hende med sine fødder, ikke rigtig af nogen grund, bare for at sikre sig, at hun var helt og fuldstændig død. Så vendte han blikket mod kvinden igen. Der var intet tegn på irritation. Faktisk skulle man næsten tro, at han var glad for at se hende på sine skinnende øjne. Hans hugtænder var stadig ude efter han skulle til at angribe den nu døde person.
"Greetings, nice to meet you and all that, " startede han ud med, "Not really a place I usually meet new people, well, not people I don't kill. I don't suppose I have to kill you though."
Han var munter og hans stemme ekkoede gennem de tomme gyder. Han trak sit blik væk fra kvinden men gik i stedet en runde rundt om liget. Så satte han sig på hug ved hende. Han ville tjekke hendes lommer for skatter og penge, noget måtte han få ud af denne her nat.
"Mine and mine, you can't really call it mine," mumlede han før han talte normal toneleje igen, "She wasn't my slave and I didn't really know her, so nah, she wasn't mine. I would have loved to taste her blood though, but you've already sucked every last drop out of here, so that's not an option anymore. "
Han fandt intet, selvfølgelig, hvem ville være dum nok at gå rundt med penge midt om natten? Så han rejste sig op igen og børstede noget ikke-eksisterende støv af sine bukser. Da han så på kvinden igen rynkede han panden som om han skulle koncentrere sig om at se noget. Han pegede på sin ene mundvige.
"You've got something... there," sagde han, hentydende til blod, og så grinede han. Han rystede på hovedet.
"But really, it's fair. Not all of us has the creativity to go after our own prey," sagde han og trak på skuldrene og så lagde han hovedet en anelse på skrå. "And I'm sure you just chose my prey so I was there to save you in case something went wrong." Hans smil blev en anelse større og han blinkede til hende. "Don't worry, Blondie. Just ask next time before hand, mkay?"
Han stak hænderne i lommerne og gav sig til at traske væk. Han skulle ud og finde sig et nyt bytte, for det her var der ikke noget nærende tilbage i.

Hun fnøs ganske kort med et lettere legende smil på læben. Første tegn på en person ikke var helt rask i hovedet, var når de snakkede om alle verdens have. Let rullede hun med øjnene.
"Killing me.. you could try.. but I know I will still be alive in the end." Den muntre stemme gjorde hende i tilpas humør, for hun ville aldrig nogensinde stå og være seriøs overfor en, som ikke kunne tage hendse ord seriøs alligevel.
"I can tell you that her blood tasted good. I was almost a shame." Forklarede hun kort. Han gennemsøgte liget for værdi, hvilket fik hende til at knibe øjnene en anelse. Caroline var van til at håndtere personer i alle personligheder, hun havde trods alt en søster der ikke ligefrem var rask på øverste etage. Han rejste sig igen og hun kiggede på ham. Som han pointerede hun havde blod ved mundvigen. Hun gled sin håndryg henover mundvigen og fjernede blodet. Let hævede hun det ene bryn over hans næste ord.
"Well If you took your prey while you had a chance. But I'm pretty sure I'm just better then you." Svarede hun dog blot på det. Caroline tog ikke rigtig noget personligt længere - specielt ikke hvis fremmede fortalte hende noget om sig selv.
Hun blinkede ganske kort til det næste han sagde. Selvtilliden fejlede vel intet. Let himlede hun med øjnene. Let rømmede hun sig.
"If that helps you sleep at night.. I will let you think that." Svarede hun og gik en anelse kækt. Så begyndte han stille at traske væk.
"Wauw... You just give up like that? Did I hurt you feelings?" Spurgte hun og fnøs kort. Nysgerrig var hun dog. Hun havde boet i Terrorville så længe og hun havde ikke mødt ham. Hendes liv skete der hele tiden noget, så det burde ikke komme bag på hende.

Caroline lod liget af kvinden blive tilbage på jorden, alene og snart glemt. Natten var først rigtig gået igang nu, og hun var en jæger. Og en jæger som havde haft en lang pause men omsider spredte frygt omkring sig igen. Alt hun ønskede var ikke at støde ind i Rowan. Ikke på den der, oh han er min eks måde, men på den måde, at han vidste hendes fortid var mørk og dyster - og hun var blevet den person igen - sig selv. Det var fantastisk. Nicolas dømte hende aldrig for hvem hun var, og hvorfor også dømme en for at være den person, som man var skabt til at være? Stille bevægede Caroline sig videre igennem mørket. Hun kedede sig. I Dragons Peak kunne hun tage afsted med Josette, men her var hun alene på jagt - og hun brød sig ikke om at være alene. Nu havde hun fundet en som virkede til at være frisk på en del jagter, så hvorfor ikke holde lidt øje med ham. Caroline var god til at forblive ubemærket. Så hendes stalkerevner fejlede egentlig intet. Så hun observeret ham blot finde et nyt bytte, ikke at hun havde tænkt sig at stjæle det denne gang - eller måske. Hvem vidste?

Endelig så det ud til at der ville ske noget spændende! En gruppe piger på nok omkring de 17 kom gående i latter. Det vækket hendes interesse og jagtinstinkterne satte hurtigt ind igen. Pludselig var hun ligeglad med, at hun afslørede sit dække.
"Hey Prettyboy." Sagde hun og gik op på siden af ham. Let placerede hun albuen imod hans skulder for at hvile sin arm. "So do you wanna go on a date with me? I mean It looks like a party over there... and I don't want to go alone." Tilføjede hun med et skævt smil. Det var ikke fordi, at det var på denne romantiske måde hun mente. Hun ville blot have selskab. Hun lod sin arm falde ned og lagde armene overkors imens hun vendte sig i font imod ham.
"So are you in? I can promise you an amazing night with alot of blood."

Smilet bredte sig fra den ene side af ansigtet til den anden.
"Give up? Nah, but I do like to choose my battles. You don't seem like much fun, well not funnier than killing," sagde han og grinte selv over sin interne joke. Han vendte sig om og gik derfor baglæns nu, "And besides - You can't hurt something that isn't there. "
Han blinkede en enkelt gang til hende, før han vendte sig om og drejede om hjørnet. Så havde han da også oplevet det. Mødt en ny person. Han forventede dog ikke at møde den nye person igen, så han gjorde ikke meget for at gennemtænke deres første møde. I stedet slentrede han videre gennem mørket og fløjtede en lille melodi for sig selv. Det eneste, han kunne høre var hans fodskridt gennem gaderne og hans glade melodi. Men han lyttede efter. Han ville sørge for, at han ikke blev forfulgt, for det var ikke en særlig sjov overraskelse, lige udover at møde en ny person. I starten kunne han intet høre eller også var det fordi det var svært både at holde øje med bytte og jæger. Der var ingen mennesker denne aften, det var som om de vidste, at de ville blive myrdet, hvis de gik ud. Eller også var han bare ude af held den ene aften, hvor han ikke ledte efter noget stort. Han ville bare have noget blod og blive mæt, og det var det, men hans bytte skulle selvfølgelig blive stjålet. Universet ville virkelig godt have at han torturerede folk.
Han hørte noget, der fik ham til kort at se sig omkring. Han var ikke sikker på, hvad lyden var. En sten? Et fodskridt? Det var i hvert fald et tegn. Han var ikke alene. Han vidste, at det ikke var et menneske, nej, de var får sløset i deres bevægelser. Hvem ved, måske var det blondinen igen. Klar til at stjæle endnu et bytte. Han gik videre. Der var ingen grund til at stoppe op eller konfrontere hende. Hvis hun var efter ham, så var det nok for at før eller siden komme i kontakt med ham. Eller også kunne hun bare lige at se på ham. Huh.

Han hørte så noget andet og denne gang var det et bytte. Faktisk en helt flok af bytter. Nu var han helt sikker på at universet ønskede kaos.
Det var latter. Latteren måtte tilhøre nogle unge piger. Chester kunne høre i sit sind hvordan latteren ville lyde som skrig. Teenagepiger var altid komiske, især i grupper. De var så usikre og bange, men som en gruppe prøvede de alle at være en stor organisme. Han elskede at bryde dem op, rive en efter en fra gruppen. Se hvordan gruppen langsomt blev svagere og svagere og hvordan håbet forsvandt. Det var også hans strategi for denne gang. Han havde helt glemt om sin stalker. Han var klar til jagt.
Men den jagt skulle vente. For hans stalker havde indhenten ham og stod nu ved hans side lænet op af ham. Han velkommede hende dog med et smil. Han stod stille uden at røre ved hende, men han lod hende røre ved ham. Han var rimelig ligeglad med kropskontakt.
"Pretty boy? I take that as a compliment. It's always nice to be called pretty."
Hun talte videre, fortalte om sin plan. Et kort fnysende grin kom fra ham, da hun kaldt det en 'date'. Chester havde kun været på én date før og det var første gang han mødte Valeria. Den endte ret godt. Ingen døde godt nok.
Hun stod nu foran mig og forventede svar. Han så overvejende ud.
"Hm, on one hand, I don't like you. You seem like someone who's both a pain in the ass and can kick my ass."
Han gav hende et tydeligt elevatorblik, før han plaprede videre. Armene var lagt tænkende over kors.
"I hunt solo. Mostly. Sometimes people just join on the killing spree, I don't know why. Guess I'm just that interesting. You're one of the 'people' by the way."
Han nikkede kort til hende og lavede en slap pegende fakt mod hende.
"But anyways. I know from experience that if I don't hunt with you, you just steal my prey."
Han lavede nogle skamfulde 'tsk'-lyde af hende, og så trak han på skuldrene.
"So fine, I can be your date. On one condition! That we do it my way. We chase them into a dead end, scaring the shit ouf of them on their way. Then we take them one by one. Got it? Understand? And suggestions, no, good."
Han trådte frem til hende og sendte hende et godt flabet smil, før han gav sig til at gå igen. Latteren var på vej den anden vej.

Caroline fnøs halv fornøjet af hans kommentar på hendes kommentar. Det var alligevel længe siden, at hun havde haft nogle der gad prikke lidt til hende uden at det blev for meget. Reaktionen på hendes lille forslag var intet mindre et forslag, hvis han ikke kunne lide det, så kunne han ikke. Caroline vidste ikke engang selv, hvordan hun havde det med det. Hendes partners in crime var hun meget kræsne med. Sean var hendes yndlings ingen tvivl omkring det! Josette kunne hun også sagtens have nogle goder timer med, men Josettes stil var ikke altid Carolines stil. Denne her fyr havde blot vækket interesse i hende.
"Oh. I hope you don't think I like you.." Sagde hun hurtigt da han sagde han, at han ikke kunne lide hende. Et skævt smil sneg sig op på hendes røde læber. "Well, I am. Just another reason you should say yes." Tilføjede hun og blinkede drillende med det ene øje. Let vippede hun ventende hovedet på skrå før han snakkede løs igen. Heldigvis var hun da van til det fra Josette. Det var sikkert noget hun havde fra Ramsay. Lige nu var det hun ikke ville se; Ramsay, Josette og denne her random fyr sammen i et lokale. Det kunne kun ende i et rent blodbad eller blot en masse snak. Caroline havde intet imod han kort tjekkede hende ud, faktisk var hun mere eller mindre van til folk havde en eller anden mening omkring hende. God eller dårlig, hun var ligeglad.
"Solo hunts, damn. That must be boring." Tillod hun sig at sige, hun syntes selv det var kedeligt. Dog måtte hun også indrømme det vel var op til den enkelte person, hvad de fandt spændende.
"Actually, I'm just a girl looking for a partner in crime. One of the people, that is new." Hun trak kort på en grimasse som ikke ligefrem var imponeret, dog ændrede udtrykket sig i hendes ansigt over det næste han sagde.

Ja hun ville sikkert kunne stjæle hans bytte igen, men kun hvis hun gad. Hvis han var kedelig var der ingen grund til at irritere ham - medmindre hendes aften skulle gå med at provokere ham? Det var selvfølgelig også en mulighed. Dog sagde hun ikke noget til hende, men det skæve smil på hendes læber sagde alt. Han sagde ja til at være hendes date. Betingelsen. Her kom hans metode. De skulle jage dem. Det var længe siden Caroline havde gjort sit for at skræmme sit bytte, normalt tog hun det bare med magt. Så det kunne vel være interessant. Ellers så var hun da i sidste ende ligeglad med hans regler, for hun spillede altid med sine egne. Desuden var hun ikke glad for at skulle kontrolleres af andre, men nu måtte hun jo se om det gik hen og blev sjovt. Let rullede med øjnene af ham. Ja han var syg i hovedet, men hun kunne altid bare brække hans nakke og smutte, hvis det blev for meget for hende. Hun var ikke bange for ham. Hvis hun skulle være bange for ham, skulle hun også være bange for alle de andre psykopater i verden, og ærligtalt så var hun ikke i tvivl om at hun kunne nå de fleste af dem før de nåede at ramme hende. Han trådte frem imod hende med et flabet smil. Caroline kneb dog blot øjnene lidt og rystede på hovedet af ham.
"My lucky day." Mumlede hun let for sig selv, hvorefter hun fulgte ham.

Caroline følte virkelig en træng til at komme tilbage til den pige, der lo koldt når hun ville jage. Fik frygten til at springe ud af brystet på sine ofre imens hun pirrede dem mentalt fra hinanden. Generelt savnede hun den person hun var lige kort før hun blev leder og var som leder. De varulve havde sandelig sørget for at hun ikke ville have nemt ved at komme tilbage - men her var hun. Caroline havde den største lyst til at skrabe lidt panik i gruppen der var deres mål. Det skulle de også.
"Oh by the way. I'm Caroline." Sagde hun da hun atter kom op på siden af ham. Hun kunne forvandle sig til en flagermus og flyve henover hovederne på dem. Men hun orkede ikke at skulle til at klæde sig på igen bagefter. Eller det havde hun intet imod. Takket være hendes møder med Delilah og de minder - så kunne hun ikke andet end at være ligeglad. Så var Carolines fortid lidt ligemeget der, for så kom nogle af Delilahs minder ind og erstattede hendes frygt.  Men en flagermus var ikke altid skræmmende, men tanken om det lille dyr der fik liv i selskabet ville bringe hende glæde en anden dag.
"So handsome. Why don't you show me your plan?" Spurgte hun med et skævt smil.

Han lod mest hendes kommentarer komme ud uden modsvar, for han havde for travlt med halvt at tale med sig selv og finde ud af, om han ville have hende med på jagt. Kun én kommentar afbrød han sig selv for at svare.
"No, I know you don't like me. Nobody likes me. I've made sure of that."
Så fortalte han sin plan videre. Hun rullede med øjnene over ham og kom med en sarkastisk kommentar, men hun fulgte stadig efter ham. Han så ikke tilbage på hende, men han kunne ane hende ud af øjenkrogen og høre hendes skridt. Hans gang var munter og afslappet, han virkede ikke som en person der skulle til at gå efter nogle piger og myrde dem. Han følte også for at fløjte men lod være, for han ville ikke have, at pigerne hørte ham, før han ønskede, at de skulle høre ham.
Blodinden talte igen og fortalte ham sit navn. Hans smil blev en anelse bredere og han så på hende med et glimt i øjnene. "Caroline? That's such a sweet name. It doesn't suit you."
Han så lige frem igen. Hans mørke øjne søgte gyden selvom der ikke var meget at se. Han gad vel egentlig bare ikke at lade blikket hvile på Caroline, når der ikke var grund til det.
"I'm Chester. And yes, my name suits me. You can't say the name Chester without thinking of an asshole. My parents really thought this through."
Han fugtede kort sine læber. Han var tørstig. Blondinen havde taget hans blod før, og nu var han ved virkelig at kunne mærke tørsten trænge på. Det begyndte at gøre ham ufokuseret. Derfor kom han også med et "Huh?" før det gik op for ham hvad hendes sidste sætning var. Hun fik hans opmærksomhed igen.
"Okay then," han trådte tættere på hende for at læne sig mod hende, "Just because I know how much you like watching me." Og med det var han væk.

Eller ikke væk, men han var med høj fart henne om hjørnet, for det var der pigerne var. Den var en åben gade, lidt smarte havde de været, men der var ingen andre i nærheden. Udover ham. Han standsede nogle metre foran dem og stod helt stille. Med den hastighed kunne det næsten ligne at han var dukket op ud af ingenting. Pigerne havde ikke set ham i starten, men så snart den ene havde set ham, lagde alle de andre også mærke til ham. Deres latter svandt langsomt hen og de gik langsommere for til sidst at stoppe ham. Der blev de stående tydeligvis utilpasse over at han stod og spærrede vejen og stirrede på dem. De mumlede til hinanden om hvad de skulle gøre. Til sidst råbte en af pigerne: "Hey!" for at få ham til at tale. Det gjorde han ikke.
Han lagde hovedet en anelse på skrå, mens han betragede dem. Hans fingre knyttede sig og strakte sig ud igen. Pigen prøvede igen. Det var nemt at være modig, når man havde sine veninder med sig "Hey, what are you doing?"
Han sat i løb igen og dukkede op på den anden side af dem. Tættere på. De trak sig væk fra ham og nu satte de i løb. Han elskede at se dem løbe, gøre et ynkeligt forsøg på at flygte fra ham. Han lod dem endda få et forspring, før han løb efter dem igen. Dog standsede han lige bag dem, for det var kun én han var ude efter ud af de fem piger. Pigen der havde råbt efter ham løb bagerst og han fik grebet fat i hendes håndled og trukket hende ind til sig. Hun skreg, men hendes veninder løb videre. Han kunne ikke bruge hendes skrig til noget så hans hånd greb fat om hendes hals. "I know, I hate when friends betray you. People are soo fake."
Med de ord bed han ned i hende. Det var ikke en del af planen, men han var for tørstig til at han gad at gå videre med den lige nu. De andre piger kunne han sagtens finde igen, han skulle jo bare lige have en tår, før han forsatte. Han drak ikke op, for de andre piger skulle jo ikke føle sig snydt, hvis han ikke også drak fra dem. Da han stoppede op så han på Caroline igen. Hans smil var nu omkredset af blod. Han var ikke en særlig renlig drikker.
"Come on, blondie, the fun has just begun."
Han løb videre, efter pigeren, og fik den bevidstløse pige over skuldrene. Hun skulle bruges til senere.

"Oh you are that kind of person." Mumlede hun for sig selv. Det var ikke fordi, at hun havde noget imod sådanne personer og det overraskede hende ikke. Alle var i bund og grund ansvarlig for, hvordan de ville opfattes. Den lille kommentar omkring hendes navn gjorde hende intet, hun var ikke ligefrem van til folk kommenterede på om det passede hende eller ej. Caroline kunne godt lide sit navn, og det var vigtigst for hende.
"Well, good thing I couldn't care less, If you liked it or not." Svarede hun med et skævt sarkastisk smil. Caroline kunne ikke sætte en finger på, om hun det var en foragt hun havde til ham, eller en form for interesse som hun ville ønske ville stoppe nu. Når djævelen trak i en, skulle man modstå - men hvad så, hvis alle ens instinkter i kroppen skreg for at gå med. Hvad skulle man så gøre? Ville det ikke være bedst, at gå med dem? "Chester." Hun tyggede lidt på navnet, det var unikt på sin måde. Caroline kunne igen ikke sætte sine fingre på, om hun faktisk kunne lide den eller ej. For hun kunne faktisk godt lide navnet. Hun trak let på skulderen.
"Well. I like the name." Sagde hun lidt for sig selv. Ikke i mening for at få ham til at have det godt med sig selv. Tvært imod.

Det næste han gjorde overraskede hende. Han trådte tættere på hende, og muren ramte hendes ryg. Let kiggede hun ham i øjnene, hendes blik flakkede kort ned på hans læber, dog kun ganske kort før de var rettet imod hans øjne igen. Så var han væk og hun åndede ud. Så sank hun en klump.
"Get yourself together Caroline." Mumlede hun til sig selv, og gik imod hjørnet han var forsvundet omkring. Hun havde vel altid haft en tiltrækning til mørket. Ikke at hun oplevede en bestemt følelse, men tiltrækningen var nok. Mørket. Hun måtte stoppe. Så lænede hun ryggen op af muren i et perfekt spot, hvor hun kunne se, hvad han havde i tankerne.
Pigerne stoppede usikkert op. De talte til ham, men han svarede ikke - hvilket fik hende til at rulle med øjnene. Nu holdt han kæft? Typisk. Dog forsatte hun med at observere.

Måske virkede Caroline som en amatør og en irriterende blondine i øjnene på denne sadistiske vampyr. Men når det engang vækket hendes opmærksomhed for alvor, ville han se løjer. De løb. Allerede. Caroline fulgte jagten med øjnene. Han gik fat i den langsomste og den som havde snakket til ham. Der var noget i hende som vendte sig, da hun så veninderne blot løbe fra hende. Det var den menneskelige side af Caroline der stadigvæk bankede løs. Dog fik hun den skubbet tilpas til side igen. Chester talte til hende, hvilket vækkede Caroline op af hendes tanker. Så satte hun i fart. Hun stoppede op foran pigerne der løb. Let rystede hun på hovedet.
"Stop." Sagde hun. I få tilfælde havde hun fået øvet sin evne nok til at kunne ramme en lille gruppe mennesker på engang. De stoppede med at løbe. Hun var hurtigere end en normal vampyr. Så tog hun en rødhåret pige og skubbede hende lidt væk. Caroline var ikke tørstig. Bare lysten til at dræbe nogle som var voldsom.
"Who are you people?" Spurgte pigen med en stemme der rystede af skræk.
"Oh! I'm Caroline.. and this is Chester." Præsenterede hun dem med et smil på læben og vippede legende hovedet en anelse på højkant.
"What is going on?" Spurgte hun derefter.
"Well. Chester wanted to scare you.. spoiler alert. But I just wanna scare you to death. Like literally scare you to death." hun mente det bogstavligt. "Well I'm a bit angry you aren't freaking more out. I mean we took your friend. Just give me something. A heart attack maybe?" Sagde Caroline og trådte et skridt tilbage. Pigen så sit snit og løb. Caroline var dog hurtigt foran hende igen.
"I don't think you heard me? You are having a heart attack." Sagde hun med sin evne. Hvilket gjorde man kunne se, hvordan pigen panikkede imens hun stod og gik i panik. Det var kun mentalt, men det vidste pigen ikke. "Now your throat is tightening.. you can't breath." Hun lavede bevægelsen som om, at hun selv var kvalt, men i virkeligheden gjorde hun lidt grin med det. Pigen faldt til jorden. Caroline kunne hører hjertet der gik amok, sød musik i hendes øre. Til det stoppede og kroppen blev slap på kroppen.
"Look at that. I call that a win." Sagde hun med et tilfreds smil på de røde læber.

De andre piger stod og så på. De var frosset i frygt, og de kunne ikke løbe videre. Af en eller anden grund - Caroline vidste godt - at det var hendes evne der hang over dem. Hvis de dog blot selv vidste det. Så havde det ikke været sjovt. Eller måske. Caroline kiggede over på Chester.
"So now. What is next?"

Caroline overhalt ham, mens de løb. Han vidste ikke om det var fordi pigen over hans skuldre sløvede ham ned eller om hun bare generelt var hurtigere end ham, men det var egentlig også ligemeget. Lige nu var hun på hans side, så han behøvede ikke at bekymre sig om hendes styrker og svagheder. Det problem kunne han tage, hvis det kom. Hvilket det havde med at komme for Chester. Han var ikke god til at holde bekendte fra at blive til fjender.
Hun fik alle pigerne til at stoppe og Chester stoppede lidt væk fra på den anden side. Han tænkte ikke, at det var på grund af en evne men på grund af at pigerne nok ikke havde lyst til at løbe mod endnu en vampyr. Så de var fanget i mellem de to. En af dem græd ved synet af deres halvdøde veninde på Chesters skulder.
Han sagde heller ikke noget her. Chester elskede måske at tale, men han vidste også hvornår man skulle holde kæft - eller i hvert fald hvornår han selv syntes, at det var passende. Caroline skulle vise sine evner er, og det ville han lade hende gøre uden forstyrrelser.
Hun trak en pige til side, en rødhåret delikatesse, og Chester fulgte dem med sine blikket. Han løftede kort hånden for at vinke og sende pigen et smil, da hans navn blev nævnt men ellers blev han stående. Observerende. Han glædede sig til at se, hvad vampyren havde i tankerne. Indtil videre fandt han hende ikke speciel kreativ, som hun stjal hans bytte fra ham, og han havde svært ved at se hende som en der faktisk kunne få sjovt med sit bytte. Hun virkede mere som en der drak og fik det overstået. Derfor trådte han et skridt nærmere, da hun gav sig til at snakke med pigen. Han lagde hovedet en anelse på skrå for han havde ingen anelse om, hvad hun faktisk havde gang i. Han nød en samtale mellem jæger og bytte, men det virkede ikke til at hun havde tænkt sig at gøre meget andet det. Indtil at det gik op for hende hvilken effekt hendes ord havde på pigen. Pigen blev fuldstændig panisk, hendes hjerte hamrede af sted. Chester kneb øjnene en anelse sammen, undrende over, hvordan det fungerede. Hans opmærksomhed var fuldt ud på Caroline og pigen, men de andre piger virkede heller ikke til at løbe.
Caroline talte videre, og Chester forstod endelig, hvad hun egentlig gjorde. Hun kunne styre pigen med sine ord. Hans øjne spærrede sig op af en blanding mellem forbavselse og begejstring og hans smil spredte sig over sin læber, da pigens hjerte stoppede med at banke.
"That's - wow - amazing!" Han så på Caroline som om han også forventede at hun ville være lige så begejstret som om. Han smed sin bevidstløse krop fra sin skulder og ned på jorden for at gå hen til hende.
"How did you do that? That's seriously - You're strong as hell," fortsatte han. Hans øjne var lyst op, mens han så på hende med let åben mund og smil på læberne. Han elskede at lære om folks evner, specielt når de var sjove at bruge. Det her kunne de få meget sjovt med.
"I've underestimated you, Blondie," sagde han med et anerkendende nik, "So where's the line? Can you use it only use it or humans or someone weaker than you?"
Han gispede da et nyt spørgsmål faldt ham ind: "Can you use it on me?"
Det var ikke fordi han faktisk ønskede at miste kontrollen over sig selv, men det var stadig en fascinerende tanke at hendes ord kunne blive lov.

Han sørgede dog for at tilføje: "But don't do that. It's my time to show of my ability. It's not as stronge as yours, but definitely cooler. You ready?"
Han ventede ikke efter svar men fugtede sine læber og slikkede pigens blod om sin mund væk før han tog sit håndled op til sin mund. Han brød ikke øjenkontakt med hende, da han bed hul gennem huden så blod piplede frem. Det var først nu, at han så væk fra hende, før hans øjne gled ned på blodet, der spredte sig hen af hans håndled. Det samlede sig i en klump og fløj derefter væk fra hans hud og op i luften. Hans øjne fulgte det og smilet lå permanent på hans læber. Han havde ikke engang i tankerne at se hen på Caroline efter hendes reaktion. Han var optaget af blodet. Han lod det svæve i luften et øjeblik, og så fik han det til at flyve hen til pigerne. De stod fastfrosset og kæmpede for at komme væk fra blodet. Chester havde regnet sig frem til, at de ikke kunne bevæge sig på grund af Carolines ordre. Blodet kunne han kun dele i to, så der var nok, så der var en pige der ikke blev en del af legen. Men han ville ikke bruge sin evne endnu. Han så hen på Caroline igen.
"Can you make them run?"
Hvis hun fik dem til at løbe, ville de to pigers ben kort efter give under for dem som kastede de sig til jorden. Når Chester blod var i dem kunne han styre dem.

Han var tydeligvis imponeret over hendes evne, hun havde vendt sig til den. Og hun elskede den, men hun havde set mange andre ting, som var til at dåne over. Han var tydeligvis en type der både og var svær at imponerer. Hvordan hun gjorde det. Let trak hun på skulderen.
"A true master never tell her secrets. I would have to kill ya." Sagde hun med en lettere flirtende klang i stemmen. Nærmest harmonisk.
"Its's never smart underestimating someone smarter then yourself honey." Let trak hun på skuldrene og lod en lille latter glide henover de rosenrøde læber. Hvor var grænsen på hendes evne egentlig? Det var faktisk et godt spørgsmål, for hun var ikke selv helt klar over den.
"I can use it on who I want to. Stronger people may be able to fight it, but I can still use it on them. It's growing stronger each day. Now I can control more then one, as you can see." Sagde hun som om, at hun var en kunstner der viste sine malerier frem. Caroline gik et par skridt tættere på ham og vippede hovedet let på skrå. "All I have to do is look into your eyes." Sagde hun og lod sin hånd stryge henunder hans hage for kort at vippe den blidt op. Så vippede hun stille hovedet legende på skrå og rynkede kært på næsen.
"Nah I wouldn't do that to you. It is only fun with silly humans." Sagde hun med samme toneleje som før. Hvorfor hun opførte sig sådan her overfor ham, anede hun ikke. Sådan opførte hun sig ikke engang omkring Nicolas. Det var skørt. Der var noget over Chester som hun godt kunne lide. Han var utilregnelig, blodig, målrettet - ikke på samme måde Josette var. En måde sindssyg som Caroline ikke havde mødt før, men som hun på en eller anden måde elskede. Det havde også tydeligvis fanget hende fra starten af.

Hun nikkede da han spurgte om hun var klar til at se hans evne. Lidt nysgerrig faktisk. Mange evner var virkelig fascinerende på hver deres egen unikke måde. Ikke mange kunne det samme. Caroline var både misundelig på Andreas drage og Josettes evne til at manipolere med vinden. Jacobs evne til at kontrollere isen og Josh frygt. Der var mange evner i denne verden. Caroline tog ikke øjnene fra ham. På trods af, hun lige havde sagt at hendes øjnekontakt kunne tage ham i trance, så tog hun det som et spørgsmål om tillid her. Lige nu tog hun det som om, at han testede om hun så ham som fjende eller legekammerat. Han bed hul på sig selv, hvilket gjorde hun kneb øjnene undrende ganske kort. Først tog hun det ret roligt. Det var først da blodet fløj i luften i en klump, at hun blev overrasket. Let spærrede hun øjnene op.Det var tydeligt at han var i fokus på det her. Blodet var på vej imod pigerne. Blodet påvirkede to af dem. Så Caroline ville nyde at lege med den sidste. Så snart Chester kiggede over på hende igen, fangede hun hans blik ganske hurtigt.
"Yeah. I can do that." Sagde Caoroline og gik op foran pigerne. Hun knipsede blot og de kom til sig selv. "You better run.. before I do something much more worse to you." Sagde hun med et dystert toneleje. Pigerne løb forbi hende. De vidste godt de ikke ville klare den, men de prøvede.



Så snart hun havde fået forsmagen på hans evne. Kunne Caroline se solen begynde at stå op. Nok kunne hun overleve uden problemer i sollyset, men det kunne Chester ikke - og lige nu behøvede han ikke at vide, at hun ikke kunne. En af dem som ikke kendte hende som vampyreren der kunne gå i solen. Måske havde han hørt om det før. Men ingen sagde behøvede at være hende jo?
"Chester. The sun." Sagde hun og pegede over taget, hvor man kunne solens stråler der prøvede at kaste sig ud efter dem. Hun brugte sin fart til at løbe hen til et hus, hvorefter hendes styrke var nok til at bryde låsen på døren op. Så åbnede hun den og gjorde tegn til, at han skulle skynde sig indenfor. Så snart han var det, så lukkede hun døren. De næste par minutter gik med at løbe fra vindue til vindue og dække til, så solen ikke kom ind til dem.
"If we are lucky. Some people might be inside.. or maybe they have other fancy stuff to drink!" Sagde hun med et skævt smil og klappede let i hænderne inden hun gik igang med at lede efter gode ting. Små ting hende og Josette gjorde var til lighed med, men ikke ret mange. Så fandt hun et par flaske wiskey frem og satte dem på bordet.
"Drinking party.. Hmm." Sagde hun eftertænksom. Så tjekkede hun værelserne igennem. Ingen hjemme desværre. Let surmulede hun en anelse skuffet.
"No one to drink from. Nothing. It is a bored house." Sagde hun og slog lettere dramatisk ud med armene. "I give you 2 minuts. Find something fun to do.. or I'm out." Tilføjede hun og satte sig ned i sofaen med benene over kors. Hun havde glemt hvor kedeligt det var at gemme sig for solen. Det var mere det totale mørke der gik hende på. Irriterede hende. At jage om natten var en ting, men hun elskede at give folk et chok om dagen. Caroline så charmerende hen på ham, og vippede indbydende hovedet på skrå. Hvis nogen hun kendte så hende her lige nu, ville de undre sig meget på godt og ondt omkring hende. Ja hendes forhold til Rowan havde taget hende i modsatte retning end, hvad dette her var ved. Caroline elskede folk som var anerledes, hun elskede det. Når der var noget hun ikke kunne forklare.

Stadig vildt begejstret over at have oplevet Carolines evne, lo Chester kort over både hendes mindre trussel og hendes fornærmelse. Men med sin kærlighed for at tale kunne han heller ikke lade være med at kommentere på det: "Smarter? You've only been with me for what... half an hour maybe? You have no idea how smart I am. You seem pretty smart though. Pretty and smart as well, but then again it might just be your ability that makes me look at you with different eyes."
Chester var ikke typen der tænkte på om han fornærmede nogen. På samme tid var han ikke typen der tænkte på om han komplimenterede nogen. Han sagde, hvad han tænkte, det sekund han tænkte det. Derfor var der ikke noget ved ham der ændrede sig, da han talte, hverken på hans brede smil eller glimtet i hans øjne.
Han smed nu den bevidstløse pige ned på jorden, for han var blevet træt af at bære hende. Han kunne ikke bruge hende til noget mere, nu var det evner de skulle lege med. Han lyttede til hendes forklaring på hendes evne. Den var mindre begrænset end han havde forventet, og færre begrænsninger var lig med mere sjov. Hende Caroline blev lige en del mere interessant i Chesters øjne, faktisk gjorde hendes evne sådan, at han næppe tænkte, at dette ville blive den sidste nat de mødtes. Men så igen, nu måtte man vente og se.
"That's... very strong," sagde han, mens hans øjne fulgte hendes bevægelser, som hun trådte tættere på. Det fik ham til at miste fokus, fra hvad han egentlig gad at sige. Han holdt vejret som hun kom helt tæt på og lod hende vippe hans hage op uden at se væk fra hende. Noget ændrede sig i hans udtryk. Chester var ikke normalt en seriøs type, men som han så på Caroline, skiftevis mellem hendes mund og øjne, blev det arrogante smil en anelse mindre og alt fokus lå på hende. Det var først da hun trak sig væk fra ham igen, at han huskede på, at de stod foran en flok piger og egentlig var på jagt. Chester vidste godt, hvad der skete ved ham lige der, han var trods alt flere hundreder år gammel. Men det fik ham ikke til at vige væk, faktisk var det næsten det modsatte - Caroline blev interessant på en helt ny måde. En måde, der måtte vente til senere.
"Oh yes, silly humans, just standing there and waiting for us to kill them," sagde han og klappede en gang i hænderne før han vendte sig mod dem igen, "Must be getting impatient."

Da Caroline fik pigerne til at løbe, så Chester først betaget med, men så vendte han sig mod hende igen. Han ville lige lade dem løbe lidt.
"Okay so you may think that my ability isn't that special like your incredible power, but believe me - it's hilarous.."
Han var færdig med at snakke og så hen mod pigerne igen. Så lavede han nogle enkle kast med hånden. Den ene pige ændrede kurs uden at sænke farten og løb direkte ind i en mur som var det ingenting. Selvfølgelig fik slaget mod hovedet hende til at vælte og en latter skød op fra Chester. Det var måske ikke specielt drabeligt, men det så yderst komisk ud. Den anden pige greb i stedet fat i den pige, som Chester ikke havde sit blod i, og kylede hende ned i jorden. Det så lidt klodset ud, men Chesters fokus var slet ikke god nok til at han kunne gøre deres bevægelser mere præcist. Alligevel var han selv stolt af at kunne blære sig med sin evne, og han så på Caroline med et stort smil.
"See? I don't even have to use words," drillede han, men pludselig forsvandt hans smil. Det var så snart hun nævnte solen, og han så op mod himlen. Den var på vej, de havde måske et minut eller to til at komme væk herfra. Caroline løb og Chester traf valget at løbe efter hende, både fordi han ikke var færdig med hende og så fordi han håbede, at hun havde et bestemt sted i tankerne. Lige så snart hun havde brudt døren op var Chester inde og oven på for at trække gardinerne for. For et vindue var der ikke et gardin, så han stillede et skab foran det i stedet for. Alt dette tog kun omkring ti sekunder. Han var derefter nede ved Caroline igen, og kunne se at hun havde gjort det samme dernede. Han åndede lettet ud og med det samme var smilet tilbage. Denne gang var han dog mindre energisk og mere afslappet. Han traskede rundt i huset med hænderne i lommerne og tog omgivelserne til sig.
"Nice home. It's not that big but then again, I live in a mansion. All houses seem small to me," sagde han og trak på skuldrene, "Doesn't matter, I think we're the only ones here, and we don't need that much room. As long as the sun doesn't slip in."
Han skæver til et gardin, som kun lige akkurat dækker for vinduet. Der vil komme en lille sprække, hvor solen ville slippe ind der, så der skulle de ikke bevæge sig hen. Da han så tilbage havde Caroline fundet to flasker whiskey frem, og Chester lyste op.
"You drink? What a wonderful surprise, I'm sure we wouldn't be able to stand each other a whole day without alchohol." Han gik hen og greb den ene flaske, som han åbnede op og faktisk hældt op i et glas i stedet for at drikke ud af flasken. Han satte sig ikke ned men gik i stedet hen til en pladespiller. Hans fingrer strøg hen over den.
"Some music would lighten up the mood, don't you think?" spurgte han uden at forvente svar og satte den til at spille uden at vide hvilken plade der var på. Heldigvis så var musikken festlig med saxofoner og kontrabas og en fin rytme. Han vippede med den ene fod til melodien og tog en tår af whiskyen. Han brød sig faktisk ikke vildt meget om whisky men det handlede ikke om smagen men effekten. På en eller anden måde skulle de have det sjovt i de mange timer de var fanget indenfor. Dette var én af måderne. Chester havde også en anden måde i tankerne.

Det var også derfor at hans smil var mindre arrogant og mere charmende, da han så hen mod hende igen. Et fnys blandet med en latter kom fra ham over hendes sidste år og han gik roligt hen mod hende.
"No matter how much I would love to go along with your little challenge," startede han ud.
Han nåede hen til hende og bukkede sig ned mod hende. Hans ene hånd røg hen på sofaryggen bag hende for at støtte ham og så bukkede han sig helt ned mod hende, så hans ansigt var tæt op af hende. Hans smil blev en anelse mere drillende, måske endda udfordrende og han så hende ind i øjnene.
"- You're stuck with me. Sorry about that. But don't worry..." Han kom tættere på, men lige da hans læber var ved at snitte hendes, ændrede han retning. I stedet bevægede de sig ned af hendes kæbe og mod hendes hals, mens han meget let, næsten ikke, berørte hende med sine læber på vejen dertil. Hans stemme blev lavere, mere mumlende: "I still know a great way to have fun."

Hun så nøje med til, hvad Chesters lille blod evne kunne. Han virkede ikke som en ufaren vampyr, men det var hun jo heller ikke. Caroline havde kun været vampyr i knap 5 år - men virkede til at kunne være flere tusinde år. Nogle ville mene hun stadigvæk var nybegynder, hvis de hørte hvor lidt hun kun havde været vampyr. Men hun havde flere oplevelser på bagen end mange andre havde i deres lange liv. Det var ikke til at vide, hvor mange eller hvor lidt år Chester havde været vampyr - og i sidste ende var hun lidt ligeglad. Nicolas var over 2500 år, det havde ikke ændret noget. Caroline fulgte hans blik hen på pigerne, hvor en bevægelse med Chesters hånd var nok til at ændre kursen på pigen. Da hun ramte væggen foldte Caroline sine læber sammen i en smal streg, blot for at anstrenge sig for ikke at grine for højt. Dog var det tydeligt at det morede hende på samme tid med hun synes det var grusomt. Så vendte Chester ansigtet imod hende efter den sidste lille forstilling.
"You don't need words.. That most be a challenge for you. I mean you talk.. like alot." Svarede hun drillende igen med et skævt smil på læben. Det var en fed evne det måtte hun give ham. Dog måtte de fra solen. Eller han måtte fra solen. Hun kunne lade ham brænde op, men det gjorde hun ikke.


Hun nikkede som om, at hun skulle være imponeret over, hvor han boede.
"I have two maonsions. This is small for me too. Live with it." Sagde hun med et drillende skævt smil, blot for at overgå ham lidt - det var sjovt.  Det var rigtigt de behøvede ikke meget rum, men Caroline ville kede sig hvis hun var indespærret i et lille rum - og måske var små rum heller ikke hendes stærke side eller kældre - men det var historier til en anden dag. Drikkelsen virkede han tilfreds med.
"Well. Why challenge fate, cheers to that." Hun åbnede selv en flasken eftersom der ingen mennesker var her. Så tog hun en slurk af flasken og satte den før hun havde sat sig ned. Musik var en fantastisk ide. Hvem elskede ikke musik?

Et bryn blev hævet kort efter hans latter. Let kneb hun øjnene imens han stille kom henimod hende. Caroline slippede ikke sine øjne væk fra ham i et eneste sekund. Måden han bukkede sig nedover hende. Ansigtet var tæt imod hendes, og fik hende kort til at synke en klump. En lille procentdel ville skubbe ham væk og spille kostbar, men den anden ville blot give efter for begæret - samt behovet for at være tæt med nogle. Øjenkontakten var på sin egen unikke måde intens måske endda en smule intim-udfordrende. Caroline var forlængest frosset fast i sin seneste bevægelse. Caroline kunne næsten føle hans læber imod hendes, men kun næsten. Hvis hendes hjerte havde været i stand til at banke, så havde det sprunget ud af rummet i en fart. De vandrede.. læberne vandrede henover hendes hals. Perfekt uden at rører, men alligevel kunne hun mærke det tydeligt. Det slog små gnister. Let sank hun en klump. Noget han stensikkert ville bemærke. Noget han sikkert ville nyde. At kunne sno hende på den måde om sin finger. Dog skulle han ikke tro, at hun ville lade ham spille hele spillet selv. Derfor rejste hun sig op, og stod tæt op af ham. Let lod hun sine fingre spidser glide henover hans hals og videre hen over kravebenet - i en nærmest kildrende bevægelse. Carolines øjne fulgte hendes fingres bevægelse. Hun kunne se så uskyldig ud, også når hun ikke var det. Pludselig sneg der sig et smil op på hendes læber. Et djævelsk skævt smil.
"I hope you didn't think It would be so easy?" Spurgte hun i en lettere sensuelhvisken, imens hun lænede sig tættere imod hans læber. Lige nu var det ja, hvad hun havde lyst til. Caroline vippede hovedet let på højtkant og bed sig kort i læben. Overvejende.  "Or is it so easy?" Spurgte hun igen og vippede hovedet let til den anden side. Så slog hun blikket op og kiggede Chester i øjnene igen.

Så pressede hun sine læber imod hans ret hurtigt. Det var intens på sin helt egen måde. Det tog hende ganske kort tid for hun praktisk talt flåede hans trøje af. Let lod hun sine hænder afmærke hans overkrop med sine hænder. Derefter placerede hun sine hænder omkring hans nakke, og lettede sine hæle fra jorden for bedre at kunne placerer sine læber på hans. Ikke alle ville trygge ved en vampyr der havde hænderne omkring nakken, i frygt for at den ville blive brækket - dog var det ikke ligefrem det hun havde i tankerne. Let bed hun ganske kort fast i hans underlæbe før hun slap Chesters læber igen. Så skubbede hun ham ret so kontrollerende ned i sofaen, og der var ikke gået længe før hun sad over ham, med sit ansigt lænet henover hans. Uden at rører det, men blot for at se på ham.
"Wanna play with me?" Spurgte hun i en lettere drillende hvisken og lod sin håndryg kort kærtegne hans kind. Så satte hun sig op og trak sin trøje over hovedet for blot at smide den fra sig på gulvet, så han kunne se hendes krop an. Som andre vampyrer var hendes hud fejlfri. Ganske elegant førte hun en hånd igennem sine blonde krøller og kiggede Chester direkte i øjnene. Et smil sneg sig op på hendes læber. Det var ikke drillende, ikke djævelsk. Det var oprigtigt. Han ville nok ikke vide det, men Caroline selv kendte jo sandheden om det smil.

Så stoppede hun op og så sig tænkende om.
"Nah. I have other plans... I think I will take a walk and maybe find some breakfirst." Hun skubbede ham elegant til side og satte sig op. Caroline sig sin trøje og trak den tilbage over sin krop.
"See ya later. And... don't go anywhere." Et skævt smil sneg sig op på hendes læber som hun trådte ud af døren. Mere hørte man ikke, var hun brændt op så hurtigt alligevel?