I am looking for family | Mikkel

Layla havde for kun et par dage siden, stukket af fra kulten hun var opvokset i. Hun følte sig endnu ikke hjemme i verdenen. Meget kunne man sige om kulten, men hun havde følt sig tryg der. Det var det eneste hun nogensinde havde kendt som hjem, og derfor det eneste sted hun følte sig hjemme. Hun havde brugt det meste af dagene på at gå. Hun havde brug for en der kunne hjælpe hende. Hun havde brug for familie. Men hun anede intet om sin familie, eller om sig selv. Hun var ikke engang sikker på, om Layla var det navn hendes mor havde givet hende. Men hun havde spurgt en masse om de kunne hjælpe hende, men ingen havde været i stand til det. Først da hun mødte en kvinde, der mente hun kendte en, der kunne give hende svaret, følte hun et stik af håb. Måske kunne hun lære noget om hendes familie. Kvinden havde omtalt dem hun skulle mødes med som højelevere. Layla anede ikke hvad en højelver var, men hun var åben over for idéen. Hun havde brug for hjælp. Kvinden tilbød af vise hende vej, hvilket Layla ikke var lang tid om at tage imod. Side om side, gik de ind i en stor skov. Den virkede nærmest magisk, og Layla var utrolig fascineret af den. Kvinden virkede dog til, at tage det som var det hverdagskost. Måske var det også det for hende. Det tog omkring et halv døgns tid, før de var nået igennem skoven, og nåede til udkanten af skoven. Foran dem tårnede der sig et bjerg, og oppe på de bjerg lå der en by. Det var et fantastisk syn. De flotte farver, de utrolige bygninger. Helt igennem fantastisk.

Kvinden lod Layla gå det sidste stykke vej selv, nu hvor hun kunne se det foran sig, kunne hun umuligt fare vild. Med en dyb indånding trådte Layla ind i byen, og modtog en masse skeptiske blikke. Det var tydeligt, at folk ikke ville have hun var der, men det generede hende ikke. Hun skulle bare have sine informationer, og så ville hun smutte igen. Layla havde ikke haft en chance for at skifte tøj, og hun var derfor stadig klædt i den sorte silke kjole. Den var blevet tør, men var stadig beskidt. Nogle af solens svage stråler brød igennem trækronerne, og skabte et utroligt flot lys i krystallerne. Hun bevægede sig længere ind i byen, og spurgte efter Li’sannion, som åbenbart var en af højelverne, der kunne svare på alting. Da en venlig højelver endelig fortalte hende hvor hun kunne finde ham, mærkede hun endnu et stik af håb. Layla bankede en enkelt gang på en dør, før hun uden videre gik ind i huset. Manden så på hende med et blik der først var stift, men dernæst mere afslappet. ”Kom ind, unge Du.” Layla trådte nærmere, og satte sig på stolen foran ham. ”Hvad søger De?” Hun så sig kort omkring, før hendes blik igen lå på ham. ”Min familie.” Manden nikkede, og rakte sin hånd frem. ”Giv mig Deres hånd.” Layla lagde tøvende hendes hånd op i hans. Han prikkede en nål igennem hendes finger, så blodet lagde sig i en skål med vand. Manden så ned i skålen og nikkede, før han igen vendte blikket mod Layla. ”Du vil snart møde en fra din familie. Vær tålmodighed, og han vil komme til dig.” Manden viftede hende væk, og Layla bevægede sig udenfor med et dybt suk. Hun troede ikke et øjeblik på ham. Men så igen, han havde ikke forventet en betaling. Måske var han reel nok .

Mikkel den uge mand som gik rundt og lignede en tom skal uden nogen sjæl, dog lå det ikke til hans race at havde nogen sjæl men der var noget der inde som holdte fast på hans følelser, hvad det var viste han ikke, og han havde heller ikke lyst til at finde ud af det nu, han har haft så meget at tænkte på, først var der hans far som havde gjort ham i tvivl om hvem Mikkel i virkeligligheden var, i første omgang troede Mikkel at han var vampyr og bloddæmon, men det viste sig at han var vampyr og incubus, men efter sin ulykke var han blevet et skyggevæsen, men han var stadig i tvivl om han virkelig var det? hvad nu hvis han stadig var dæmon eller vampyr et eller andet sted inde kroppen på ham? han måtte finde en som kunne give ham svaret på alle de spørgsmål han havde gemt på i mange år nu, men det største spørgsmål han gik rundt med var om hans familie...

Mikkel havde fundet et brev eller noget som lignede et brev, i hans far's gamle gemmested, eller det var mere hans far's hjem, lige indtil Mikkel tog livet af ham, men alt dette var sket for år tilbage, den var også den første gang han havde mødt Caroline, nej hende vil han ikke tænkte på nu, hun måtte vente selvom hun havde ventede længe, men han havde nogen ting ham bare måtte finde ud af og lige nu var det hvem denne tante var? hans mor havde en søster, og hende måtte Mikkel finde det kunne være at hun viste hvor hans mor var hvis hun stadig var i live...

Mikkel viste lige hvor han skulle gå hen, en højelver som kunne se svaret på ens spørgsmål, det eneste han skulle give denne elver var noget af hans blod, og det var Mikkel ikke så meget imod især ikke når det handlede om hans familie, eller den familie han muligvis havde, han var kommet frem til byen som slå inde i skoven, han kiggede ikke rundt for han viste at han ikke var velkommen i denne by, nu hvor han tænkte over det var der mange byer han ikke var velkommen i, dog holdte han at denne by var noget andet i forhold til mange andre byer. Han forsatte hen til en hus men enden han kunne nå at banke på døren blev den åben og en ung kvinde kom ud, Mikkel kunne ikke nå at stoppe før han var gået ind i hende, han rystede på hovedet og kiggede kvinden ind i øjne og sagde med en rolig stemme "Beklader frøken, så dem ikke"

Layla vidste ikke helt, hvordan det var meningen hun skulle kunne finde sin familie. Ja, manden havde taget noget af hendes blod. Men hvordan var det nok? I det hun gik ud af døren, blev hun stødt ind i af en mand. Da hun fik øjenkontakt med ham, følte hun noget. Hun kunne ikke helt beskrive hvad det var, men hun følte at hun kendte ham. Hun begyndte at se ting for sig. Hun greb fat i hans arm af ren refleks, da hun følte hun var ved at falde.

Layla følte at hun svævede, og havde et overblik over det hele. Hun kunne se hvad der skete over kilometer afstand. Hun kunne se en fødsel. En ung kvinde der var i gang med at føde. Ved kvindens side, sad en yngre kvinde. Hun var på Laylas alder, måske et par år ældre. Den fødende kvinde blev færdig, og en lyd af babygråd bredte sig i det lille hus. Den nybagte mor, fik babyen lagt op i hendes farm. Det var en lille dreng. ”Mikkel,” sagde kvinden og strøg den lille drengs hoved.

Et helt andet sted, mange år senere, lå en anden kvinde og var ved at føde. Det var kvinden fra før, hende der havde siddet ved den fødende kvindes side. Nu var hun selv ved at føde. Men hun var alene. Hun blev nød til at gøre det hele alene. Da fødslen var overstået, tog kvinden den grædende baby op i armene. ”Du er min lille Layla.” Dørene blev flået op, og på en voldsom måde, blev babyen tvunget ud af kvindens arme og ført bort. Kvinden lå grædende tilbage. Hun havde mistet sit barn.

Layla svævede nu over skoven de befandt sig i. Et stykke væk gik Mikkel, men ikke langt derfra gik Layla og kvinden der viste hende vej. De var kun få meter fra hinanden, da Layla skiftede retning og bevægede sig væk fra ham. De havde været så tæt på at støde på hinanden.


Layla så på ham med et blankt blik, før hun mærkede hendes ben svigte hende. ”Mikkel,” sagde hun før hendes ben bukkede under og alt omkring hende blev omslugt af mørke. Det havde æret en utrolig oplevelse, men også en der havde drænet hende fra energi. Så meget, at hun til sidst var besvimet.

Mikkel mærkede hvordan kvinden tog fast i hans arm, han synes ikke det var mærkeligt, det kunne jo være at hun var ved at falde så han tog også hurtig fast i hendes for at give hende endnu mere hjælp til at holde sig oppe hvis hun nu alligevel var ved at falde....

Mikkel så på hende, det lignede hun var helt væk så han prøvede at ruske i hendes svagt imens han prøvede at kalde på hende "Frøken? Frøken!?" men det så ikke ud til at hjælpe overhovedet, han kunne ikke bare give slip på hende, tænkt hvis hun havde taget skade af at han var gået ind i hende, gik hvis hun var død? hun kunne svagt hører hende trække vejeret roligt, han sukkede dybt og var meget glad for at hun ikke var død, han kun ikke klarer at forklare Caroline at han havde slået en engel ihjel ved at gå ind i hende, nej nu måtte den tanke om Caroline svart forsvinde, han havde andre ting at tænkte på lige nu...

Han så hvordan hun kiggede på ham igen, det så ud til hun var ved at være tilbage til sig selv igen, men han fik dog hurtig et chok da hun sagde hans navn, hvor kendte hun ham fra? han slap hende fordi han ikke kunne holde sit hoved klart, dog kom højelveren hurtig ud og fik sine arme under kvindens armen før han sagde til Mikkel "Kom ned, hurtig" Mikkel gjord som elveren sagde og gik med ham ind i hans hus....

Layla opfangede ikke hvad der skete omkring hende, først da manden kom ud og bad Mikkel tage ham med ind, blev hun opmærksom på omverdenen igen. Men det hele var stadig meget tåget. Hun blev lagt på en sofa. Hun fik tvunget sig selv op at sidde, og hendes syn blev langsomt mere fokuseret. Et smil kom automatisk til at vise sig på hendes læber. Hun havde fundet et familiemedlem. Hun vidste ikke hvordan det hang sammen endnu, bare at de var i familie. Han skulle næsten hjælpe hende. Skulle han ikke? Layla havde i den grad brug for det. Hun var, ifølge de fleste, kun et barn. Hun kunne ikke klare sig selv. ”Mikkel.” Gentog hun. Layla blev nød til at forklare sig, han måtte være forvirret omkring hvordan hun vidste hvem han var. Hun rejste sig op, og gik vaklende hen til ham, mens hun støttede sig op af en reol. ”Det virkede. Det han gjorde.” Hun tog en dyb indånding og så kort over på højelveren, før hun igen vendte blikket imod Mikkel. ”Den gang du stødte ind i mig, så jeg noget. Jeg så en kvinde der lå med en baby i armene. Hun kaldte den Mikkel. Ved siden af kvinden sad der en pige på omkring 15. Senere, lå pigen med en baby i armene. Hun kaldte den Layla. Det er mig. Jeg ved ikke hvad det betyder. Men det må betyde noget.” Hun tog en dyb indånding, og lod en hånd føre over hendes hår, før hun vendte blikket imod højelveren. ”Hvad betyder det?” Højelveren gik hen til dem, og så skiftevis på dem. ”Det er svært at sige. Men jeg kan hurtigt finde ud af, om i er relateret. Hvis det er det i ønsker.” Layla så afventende på Mikkel. Hvis han sagde ja, gjorde hun også. Men hun havde næsten allerede sagt ja. Hun blev nød til at vide, om de var i familie. Hun vidste at hendes familie var tæt på, så hvis det ikke var Mikkel, måtte det være en anden der var i nærheden.

Mikklel var stadig selv ude af sig selv, hvad skulle han stille op med en kvinde han ikke kendte, man hun kendte ham og det ville han også havde svar på, og det måtte ikke vente, nok var der så meget som måtte vente men lige dette skulle ske lige nu, han ville vide hvem denne mærkelige kvinde var som kendte hans navn, han tænkte over det og de eneste som kendte hans navn var Caroline og Nikolas, og en eller anden dæmon ved navn Oliver, han kendte ikke sådan nogen andre end de tre personer.
Han hørte hendes stemme igen sige hans navn, og jo mere hun snakkede til ham jo mere havde han lyst til at tage fast i hende og råbe ind i hovedet på hende hvor hun kendte hans navn, men han valgte at lade være måske ville svaret komme af sig selv, og hvis det ikke gjord måtte han bruge plan B...
Hvad mente hun med at det virkelede det han gjord, han så spørgerne på dem begge og viste ikke rigtig om han skulle svare hende eller ej, hun forsatte enden han fik besluttede sig for at holde mund.
*Hvad f... Snakker denne kvinde om?* tænkte Mikkel inde i sig selv, han viste ikke rigtig hvordan han skulle tage dette til ham...
Han kiggede på elveren og ventede på han skulle hjælpe ham, eller hjælpe dem.
Elveren havde spurgt om han skulle hjælpe men enden elveren fik snakkede færdig råbte Mikkel sit svar ud "Ja! nu!" han vente sig om imod kviden og så spørgerne på hende.

Layla nikkede let, da Mikkel virkede til at var meget opsat på at finde ud af, om de var i familie. ”Lad os gøre det.” Højelveren vinkede dem hen til sig, og rakte ud efter deres hænder. ”Jeg vil udføre et ritual. Jeg vil lade noget af jeres blod dryppe ned i en skål og så sige nogle ord. Hvis jeres blod blander sig sammen, betyder det i er i familie. Men dette kræver mere, og jeg gør der derfor ikke gratis. Jeg vil have noget af jeres blod.” Layla havde aldrig haft et problem med blod, og så derfor ingen grund til ikke, at give ham noget blod. Hun kunne slet ikke forstille sig, at han kunne bruge hendes blod imod hende. Layla rakte hendes hånd frem imod ham, og han vendte hendes håndflade op ad, stak en spids genstand hen af hendes hånd, og skabte derved en mellemstor rifte i hendes håndflade. Han vendte så hendes hånd, så blodet dryppede ned i skålen. Da han havde fået nok, gav han hende et stykke stof at stoppe blødningen med. Han lod en lille plade af glas, skubbe hendes blod til siden, så det ikke blev blandet sammen med Mikkels. ”Hold den her.” Sagde han henvendt til Layla. Hun lod et par fingre holde glaspladen fast. Højelveren rakte sin hånd frem imod Mikkel. ”Din tur.” Layla så på Mikkel. Det hele afhang af ham, om han ville give elveren noget af sit blod eller ej. Hvis ikke, ville hun ikke finde ud om han var en del af hendes familie. Hun ville rigtig gerne vide det, men hun ville heller ikke tvinge ham til noget.