Drink up... or something (Mikkel

Sted: Kroen "Det Brændende Træ"
Omgivelser: folk der sidder omkring borde og snakker dæmpet med hinanden
Tid: omkring klokken ni om aftnen.

At se Rinaya på en kro ville ikke være noget, de fleste kunne nikke genkendende til.

Faktisk ville der ikke være mange, der kunne nikke genkendende til at have set Rinaya i det hele taget. Men nu måtte hun erkende, at her sad hun. Omgivet af mumlende folk, der sad lænet indover fedtede borde og mumlede dæmpet til hinanden, som om de alle sammen havde en eller anden konspiratorisk plan, de var en del af.

Den unge formskifter brød sig lidet om den trykkede stemning og holdt sig godt til sin plads i hjørnet ved siden af pejsen, hvor hun sad på en vakkelvorn trebenet stol og stirrede ned i et krus varm krydret rødvin, der ingenlunde passede til, at det var sommer udenfor.

Generelt tiltrak hun en række forskellige undrende blikke grundet det faktum, at hun trods den halvlune sommeraften var iklædt tunge pelsklæder og tilmed havde hætten trukket godt opover sit flammerøde hår, som om hun var bange for at vise verden sit ansigt.

Det var hun da i det store hele også. Ikke, at hun ville indrømme det. Nej, for hende var det blot en klog måde at leve på, for hvem vidste, hvad folk kunne bruge mod en i denne verden? Måske var der folk, der ville være efter hende, så snart de kendte hendes ansigt.

Det var ikke noget hun vidste, men ud fra hendes optik, kunne man ikke være for forsigtig. Særligt ikke på et sted som dette, som hun ærlig talt fandt lettere skummelt.

Fra tid til anden løftede den unge kvinde blikket fra sit krus og afsøgte lokalet med flakkende blå øjne fulde af åbenlys mistro og ubehag. Der var alt for mange folk.
En hver herinde kunne jo i princippet være en knivstikkende morder.

Hastigt, inden hun nåede at få øjenkontakt med nogen vendte hun blikket tilbage til tinkruset, som hun knugede i begge hænder, der lod til at være evigt kolde. Selv ikke vinens varme lod rigtigt til at kunne varme dem ordentligt op. Hvad det skyldtes, men det vat noget, hun altid havde døjet med
.
Lettere irriteret tog hun en slurk af vinen, ikke så meget fordi hun havde lyst, men mest fordi det bare var det man gjorde. Så flyttede hun blikket igen og holdt nærmest ængsteligt øje med kroens dør.