Hello my little friend //mouniqe//

S: Skoven The Forest
T: 11:30
V: Solen skinder
O: Træer

Rafaela havde påbegyndt sin oplæring som hendes far havde forlangt pga han og resten af familien mente hun ikke gjorde andet end og vanære familien. Hun gik rundt i skoven da hendes far havde endelig givet hende lov til og komme ud af slottets mure, men det havde taget flere uger for hende. Hun følte sig endelig bare lidt fri bare det, at hun er kommet ud af slottet og kunne gå alle steder. Hun vidste dog godt, at hun blev overvåget, men det skulle ikke ødelægge hendes følelse af frihed. Hun elskede lyden af fuglende der kvidrede rundt omkring hende det gjorde hende rolig. Hun havde valgt skoven denne dag da hun ikke ville have nogen form for chance, at vanære familien i byen denne gang. Hun ville helst være alene i skoven selvom hun vidste, at mange af hendes fars spioner holdt øje med hende, men det kunne være til hendes fordel på et andet tidspunkt så det ville hun ikke gøre noget ved. Hun gik hen til et træ der var væltet og satte sig på den imens hun observerede en hjort der løb rundt imellem træerne.

Det var et utrolig godt vejr, eller det regnede ikke, og solen skinnede så det var vejr til at være ude. Så behøvede Mouniqe ikke være i en grotte for at gemme sig for regn. Det var dejligt at kunne være ude, og selvfølelig kunne hun hele tiden være ude, men det var ikke sjovt hvis det regnede. Mouniqe bevægede sig hurtigt gennem skoven, og meget lydløst. Hun vidste at hun kunne blive ædt af dyrene hvis hun larmede og tiltrak deres opmærksomhed. Hun fik øje på noget lidt længere fremme, og hendes nysgerrighed tog over. Hun gik langsomt mod det hun havde fået øje på. Det var en kvinde, og da Mouniqe fandt ud af dette, gemte hun sig hurtigt bag et træ og betragtede hende. Hun vidste ikke om denne kvinde var farlig da hun kun havde omgået med dyr siden hun var 4. Hun havde ikke lært noget om folk, så hun anede ikke hvad hun skulle forvente af dem. Hun sneg sig lidt nærmere, men kom til at træde på en gren. Hurtigt gemte hun sig bag et nyt træ for at stå helt stille og se over mod kvinden. Havde hun mon opdaget hende? Hun var ikke helt sikker på det.

Rafaela syntes det var dejligt, at sidde og se på hjorten der gik roligt rundt omkring hende. Hun lagde sig ned på træet og kiggede op i himlen. Hun lå og tænkte på det barn hun havde mistet. Barnet hendes far havde taget fra hende og dømt til døden ved og smide det ud i en skov så det ville dø der. Hun var stadig ikke kommet over det selvom der var gået over en måned. Hun satte sig op da hun hørte en gren knække og kiggede sig omkring. Hun så noget der lignede en person der gik forbi. Hun rejste sig op "Er der nogen?" hendes stemme var rolig og venlig. Hun var ikke bange for hun vidste, at der var nogen der passede på hende. Hendes fars spioner der altid holdt øje med hende specielt efter hendes far havde skældt hende ud for det groveste.

Mouniqe betragtede kvinden lidt, da hun nu havde lagt sig ned, men hurtig satte sig op igen da Mouniqe kom til at træde på en gren. Hun hørte kvinden sagde noget, men hun var ikke helt sikker på hvad det betød, men stemmen der sagde det lød venlig, så hun var nok ikke farlig? Mouniqe trådte en smule til side, så hun ikke stod helt bag træet, men hun blev ved det, uden at komme tættere på. Hun så på hende med sine mørke krystalblå øjne, og var ikke sikker på om hun skulle gå tættere på, blive hvor hun var eller flygte? Hun endte dog med at blive hvor hun var og bare se på kvinden som var næsten lige foran.

Rafaela så pigen der trådte frem fra træet. Hun kunne se på pigen, at hun var lidt utryg. Hun kiggede undersøgende på pigen. Hun så ikke særlig gammel ud. Hun smilede venligt til pigen og gik et skridt tættere på og blev stående. Hun ville ikke skramme pigen væk overhoved. Hun stod bare stille og betragtede pigen. Hun satte sig på hug og kiggede på pigen med venlige øjne "Hej min lille ven" hun lagde sit hoved let på skrå og sad roligt og ventede på og se pigens reaktion.

Hun blev ved med at se på kvinden, og da hun tog et skridt mod Mouniqe, trådte Mouniqe et skridt bagud, men standsede igen op, og blev ved med at se på kvinden som nu satte sig ned på hug. Hun trådte forsigtig nærmere, men ikke helt hen til hende. Hun kunne stadig stikke af hvis det var det hun ville. Hun var sulten da hun ikke havde fået noget at spise siden i går, og ikke havde fundet noget mad. Måske havde kvinden mad? Men Mouniqe var ikke sikker på hvordan hun skulle finde ud af det, da hun ikke kunne snakke med hende.

Hun kiggede stille på pigen. Hun syntes det var underligt, at pigen ikke sagde noget. Hun var nød til og vinde pigens tillid. Dels for og komme i bedre kontakt med hende, men også fordi hun ville bevise for sin familie, at hun godt kan gøre andet end ødelægge familiens ry endnu en gang. Hun kiggede lidt på pigen "Hvad hedder du min ven?" hun var nød til og få en samtale igang med pigen ellers ville det ikke hjælpe det store. Hun ville gerne vide hvem pigen var og hvor hendes forældre var

Hun gik lidt tættere på hende, og var kun nogle få meter fra hende, men stadig så hun kunne vende om og flygte hvis det blev nødvendigt. Hun forstod halvt hvad kvinden sagde, at hun vil ha hendes navn, men Mouniqe kunne ikke helt huske sit eget navn mere, da hun ikke havde hørt det i 3 år. Hun trak på skulderne, da hun vidste det betød at hun ikke vidste svaret på spørgsmålet. Hun vil selv ønske hun kunne kommunikere ordentlig, men hun kunne ikke tale med ord jo.

Rafaela stod lidt og spekulerede på hvordan hun kunne få pigen til, at kommunikere med hende. Måske havde pigen svært ved, at tale? Der var meget der kunne tyde på det, men samtidig kunne det være, at pigen ikke turde, at snakke med fremmede. Hun kiggede kort ned på sin dragehale der lovrede bag ved hende. Hun gik bag ved et træ og tog sin kjole af så den ikke ville gå i stykker da hun forvandlede sig i til sin drageform. Hun krummede sig lidt sammen så hun kunne være foran pigen. Hun lagde sig ned på jorden og lignede nærmest en forvokset øgle der var venlig. grunden til hun forvandlede sig så kunne hun kommunikere gennem tanker så ville hun kunne forstå pigen hvis pigen prøvede og sige noget gennem en tanke eller bare tænkte sætningen som hun ville sige "Jeg hedder Rafaela Morladin. Jeg vil ikke gøre dig noget. Jeg forvandlede mig så jeg bedre ville kunne kommunikere med dig. Hvad hedder du min ven?" sagde en stemme i hovedet på pigen. Hun håbede, at dette virkede.

Hun blev stående da kvinden bevægede sig. Hun var dog urolig for hvad der kunne ske hende nu. Da der pludselig var et mærkeligt væsen foran Mouniqe så hun undrende på det. Hun havde aldrig set sådan et væsen før. Hvad var hun mon? Da hun hørte en stemme i sit hoved, så hun undrende ud, og trådte et skridt bagud. *Ikk.... husk* fik hun lige med nød og næppe dannet i hovedet. Det var utrolig svært for hende bare at tænke med den slags ord, men det var kun to meget enkelte ord. Man kunne nok godt mærke eller høre at hun ikke var vant til at bruge den slags ord.

Hun kiggede stille på pigen imens hun bare lå stille på jorden. Pigen skulle selv komme hen til hende for det kunne skræmme hende fra vid og sans, at bevæge sig for meget i den store krop Rafaela var indtaget. "Kan du finde ud af, at snakke eller hvordan er der med det min lille ven?" sagde stemmen i hovedet på pigen. Hun måtte finde ud af hvad der var med denne pige. Hun følte, at hun var nød til og passe på hende af en eller anden grund som hun ikke selv kunne besvare hvis nogen spurgte hende om det.

Hun trak vejret en smule hurtigt da hendes frygt var begyndt at vokse. Hun var dog ikke sikker på hvorfor hun var begyndt at blive mere bange nu, for væsnet lå jo bare der, og gjorde hende jo intet. Da hun hørte ordene i hovedet, gik der lidt tid før hun helt forstod dem. Da hun forstod dem, rystede hun på hovedet. Nej hun kunne ikke finde ud af at snakke med den slags ord som væsnet her brugte, men hun havde heller ikke rigtig lært de ord helt før hendes mor døde, og hun glemte dem da hun aldrig brugte dem. Hun havde stadig en ret hurtig vejrtrækning, men prøvede at tage sig sammen og trække vejret normalt igen, men hun var nervøs.

Rafaela kiggede undrende på pigen. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle hjælpe denne lille pige. Hun spekulerede på om hun skulle i sin menneskeform igen for så ville pigen nok ikke være bange for hende mere, men så ville hun få svært ved og kunne kommunikere med pigen. Hun lovrede lidt med halen "Kan du tegnsprog?" hun vidste ikke, hvor meget denne pige forstod af det hun sagde, men hun måtte prøve noget for, at kunne kommunikere med pigen. Pigen havde brug for hjælp. "Hvor er dine forældre henne?" hun måtte vide det for måske kunne hun følge pigen tilbage til sin familie.

Mouniqe fik langsomt styr over sin hurtige vejrtrækning, så den nu blev mere normal i det. Hun så at væsnet logrede med halen. Hun havde lidt set det ved ulve, at de gjorde det når de var glade. Betød det at hun var glad eller hvad? Mouniqe var ikke helt sikker, men valgte at gå ud fra det. Hun lagde spørgende hovedet på skrå, da Raf spurgte om hun kunne tegnsprog. Hun forstod ikk helt spørgsmålet, men svaret vil nok alligevel være nej da ingen havde lært hende det. Hun havde dog sit eget sprog når hun var sammen med dyr. Hun efterlinede dyrene, og kunne på en måde kommunikere med dem på den måde, men den måde vil Raf nok ikke kunne forstå?
Da Raf spurgte hvor Mouniqe's forældre var, trak hun på skulderne. Hun forstod det halvt, og vidste ikke hvordan hun skulle svare at hendes mor var død, og at hun aldrig havde kendt sin far. Det vil ikke blive let når hun ikke kunne tale.

Hun lå lidt og spekulerede over tingende. Hun rejste sig op og kiggede stille på pigen "Hvordan plejer du og snakke med andre? Både dyr og mennesker?" sagde stemmen til pigen. Hun var nød til og vide det for hun måtte finde en måde der ville være nemmest for dem, at snakke sammen. Hun gik om bag nogle træer og gik i sin menneskeform igen og derefter tog kjolen på igen. Hun gik frem til pigen igen og smilede stille til hende "Prøv og sig nogle ord ud af din mund" hendes stemme var venlig og varm

Hun så på Raf da hun rejste sig op. Hun tog et let nervøst skridt bagud. Det var svær at vise mennesker hvordan hun snakkede med dyrene da de jo havde hver deres sprog, og mennesker var ikke blandt dem hun normalt kommunikerede med. En lav piven som en ulveunge forlod hende, da hun ikke var helt god til det at snakke med mennesker. Hun havde lært sig selv nogle få dyrelyde, her i blandt ulve som var det nemmeste at lære. Hun havde dog hverken øre eller hale til at vise sit humør med. Hun vil kunne snakke med næsten hvilket som helst dyr som kom forbi.

Hun gik roligt hen til pigen og kørte blidt en hånd hen over hovedet på hende og nussede hende bag øret. Noget sagde hende, at hun måtte prøve noget andet. "Lad mig gætte du snakker normalt kun med dyr?" hun vidste ikke om det passede, men hun var nød til og finde ud af hvilket sprog der var nemmest for hende og forstå pigen. Hun kiggede rundt og så en busk med nogle bær på. Hun gik hen til buske og plukkede nogle bær og gik hen til pigen og rakte hende dem "Vil du have nogle?" hendes stemme var venlig imens hun spiste nogle bær selv.

Hun stivnede kort da Raf kom helt hen til hende, men faldt lidt ned da hun nussede hende bag øret. Det var egentlig ret rat at hun gjorde det, og derfor blev hun stående hvor hun var, meget mere rolig end i starten. Hun forstod ordene snakker og dyr, så hun havde på fornemmelsen hvad Raf mente med det hun lige havde sagt, og derfor nikkede Mouniqe kort.
Da Raf gik over mod en busk med bær på, fulgte hun Raf med øjnene. Da hun blev tilbudt nogle af bærrene, så hun først på bærrene og derefter op på Raf. Forsigtigt tog hun nogle af bærrene og spiste dem. Hun var sulten da hun ikke havde spist siden i går. Det var ikke altid lige nemt at finde mad i skoven her.

Hun smilede stille til hende og gav pigen resten af bærene og gik hen for og hente nogle flere bær til pigen. Hun satte sig på træet hun havde siddet på tidligere og kiggede stille på pigen og smilede "Er du sulten?" hun kiggede spørgene på pigen imens hun spekulerede på hvordan hun skulle lære pigen og snakke. Men hun vidste en ting og det var, at hun måtte vinde pigens tillid før hun bestemte sig for og lære pigen og snakke.

hun tog glædeligt imod resten af bærrene Raf gav hende, og slugte dem nærmest bare. Hendes øjne fulgte vagtsomt Raf, ikke fordi hun helt troede hun ville gøre hende noget, men man kunne jo aldrig rigtig vide. Mouniqe kom en smule tættere på træet Raf nu havde sat sig på igen. Hun nikkede da hun vagt genkendte ordet sulten. Hun var faktisk meget sulten lige nu. Hun gik meget langsomt over til stammen, og satte sig på den, lidt væk fra Raf af, men det vær det tætteste hun var kommet end til videre, på nær da Raf nussede hende bag øret.

Hun smilede stille til pigen og spekulerede på hvad hun kunne gøre for og finde noget mad til pigen. Der var for langt til byen og hendes far havde taget hendes våben fra hende. Hun vidste nu heller ikke hvad denne pige hed eller hvad man skulle kalde hende. "Hvad skal jeg egentlig kalde dig?" hendes stemme var venlig. Hun var glad for, at pigen havde fået lidt mere tillid til hende. Det kunne hun se ved, at hun var gået tættere på hende og nu sad på samme træ som hun gjorde. Hun kiggede rundt i skoven for og se hvad der gik rundt omkring hende af dyr.

Hun sad lidt og så sig rundt, men skævede til kvinden ved siden af sig i ny og næ. Da hun talte, vendte Mouniqe sin fulde opmærksomhed mod hende, men forstod ikke det Raf sagde, og lagde derfor hovedet undrende på skrå. Hun så dog kort efter væk, og uden at tænke rigtig over det, lod hun sin hånd glide lidt ned i blusen hun havde på, for at lukke sig om hendes mors medaljon som var lavet som en halskæde. hun hev den forsigtigt op, og så stille ned på den. Den var sølvfarvet, og den kunne åbnes, men det sidste vidste Mouniqe ikke. Inde i den vil der være et billede af hende, og der vil stå hendes navn på billedet.

Hun kunne se på pigen, at hun ikke forstod hvad hun sagde. Hun satte sig lidt tættere på pigen og nussede hende igen bag øret da det virkede til, at det beroligede hende. Hun stoppede efter lidt tid og kiggede på medaljonen som pigen holdt imellem sine hænder. Hun kunne se, at den kunne åbnes. Hun kendte til de medaljoner der var ofte et billed af deres næreste. Måske var der et billed af hendes forældre. "Må jeg se hvad der er inde i medaljonen?" hun lavede nogle fagter samtidig med hun sagde det for og se om pigen kunne forstå det hun sagde.

Hun blev siddende da Raf rykkede tættere på, og hun lod hende nusse hende bag øret. Hun sukkede stille af det, da det var beroligende. Hun blev ved med at se ned på medaljonen selv efter Raf stoppede med at nusse hende. Mouniqe så op på hende da hun talte. Hun var ikke helt sikker på hvad Raf mente, men havde på fornemmelsen hun ville se medaljonen hun sad med lige nu. Tøvende tog hun den helt af halsen og rakte den lige så tøvende til Raf. Billede i den ville være af Mouniqe, men fra da hun var 4 år, lige før hendes mor døde.

Hun smilede beroligende til pigen og tog imod medaljonen da hun rettede hende den. Hun kiggede ned på den før hun åbnede den og så et billed der lignede pigen bare yngre, hvor der også stod et navn på billedet "Mouniqe? Er det det du hedder? Det er et sødt navn" hendes stemme var rolig og venlig. Hun lukkede stille medaljonen igen og rakte pigen den igen "Har du fået medaljonen af din mor?" hun kiggede observerende på pigen for og se hendes reaktion.