Hello my little friend //mouniqe//

Hun blev ved med at se lige på Raf mens hun havde medaljonen. Hun så overrasket ud da Raf åbnede den, da hun ikke selv vidste den kunne det. Da Raf sagde et navn så Mouniqe tænkende ud. Mouniqe? Var det virkelig det hun hed? Det kunne nok godt passe. Svagt huskede hun en anden stemme, også en kvindelig en, som sagde dette navn. Hun var ikk sikker på hvem stemmen tilhørte.
Hun kom tilbage til virkeligheden igen da Raf rakte hende medaljonen tilbage. Hun tog den hurtigt om halsen, og da hun hørte ordet mor, så hun op på Raf igen. Hun mindes svagt at ha brugt det ord tit. Hun så et kort glimt af sin mor og et billede da hun var død. Mouniqe så hurtigt ned i jorden da hun egentlig stadig savnede sin mor utrolig meget selvom hun ikke så godt huskede hende mere.

Rafaela kunne se på Mouniqe, at det ramte hende dybt, at hun havde nævnt ordet mor. Hun lagde langsomt en beroligende arm om pigen og aede hende på ryggen for og trøste pigen "Er din mor død?" spurgte Rafaela lavt. Hun måtte vide det. Hun ville passe på pigen eller ihvertfald finde en ny familie til hende så hun ikke var alene i verdenen. Det var hun alt for ung til og hun skulle ikke lide samme skæbne som hun gjorde inden Sakref fandt hende og som hendes egen søn blev udsat for fordi hendes far var blevet rasende på hende.

Hun var blevet en smule trist af at tænke på sin mor, som hun ikke havde tænkt så meget på længe da hun havde travlt med at overleve her ude. Hun skulle jo selv finde mad og alt sådan noget. Hun nikkede svagt da hun igen genkendte et ord. Død, eller hun havde på fornemmelsen hvad det betød. Hun lod Rafs arm blive om sig, og hun blev siddende og så lidt ned i jorden. Hun sukkede stille, og ville ønske hun rigtig kunne snakke med Raf her, men kunne hun stadig ikke helt.

Rafaela fik ondt af Mouniqe og trak hende ind til sig og vuggede hende stille i sin favn. Hun forstod godt pigens reaktion og da hun fik bekræftet, at hendes mor var død nussede hun pigen i hovedbunden og holdt hende tæt ind til sig samtidig med, at hun pakkede sin hale rundt om Mouniqe også for og give hende varme. "Har du ingen far du kan komme til så?" hun vidste ikke om Mouniqe forstod hvad hun sagde til hende, men ellers måtte hun tage sig af pigen indtil hun fandt en anden familie til hende som kunne passe på hende.

Hun lod Raf trække hende helt ind til sig, og lod hende vugge hende. Hun huskede hendes mor også af g til havde gjort dette, og det beroligede hende at sidde sådan her. Hun lukkede øjnene i og trak vejret dybt og regelmæssigt. Der var ikke rigtig nogle tvivl om at hun følte sig tryg lige nu og her. Hun blev siddende da Raf snakkede, og hun forstod ikke rigtig det hun sagde, så hun valgte at trække kort på skulderne som svar på det.

Hun vuggede stadig med Mouniqe samtidig med, at hun kiggede på, hvad hun svarede på hendes spørgsmål. Hun havde ikke forstået spørgsmålet eller også havde hun ingen far eller kendte ikke til sin far. Hun lagde sit hoved stille ned på Mouniqes hoved og vuggede hende fortsat i sin favn. Hun gav hende et lille klem for og vise, at hun passede på hende. At hun ikke var alene længere i verdenen. Hun kiggede ned på Mouniqe "Skal jeg lære dig og snakke så du kan snakke med andre som dig selv og som mig?" hun håbede, at hun forstod det hun sagde for hun ville virkelig gerne hjælpe pigen videre.

Da Raf lagde sit hoved oven på Mouniqe's åbnede hun øjnene og så op på Raf, ikke helt sikker på om det var begyndt at blive for meget at side sådan her. Hun var jo ikke vant til at sidde sådan her, så det føltes en smule mærkeligt. Hun blev dog siddende hvor hun var. Hun bed sig i læbe da Raf talte, og det var en rimelig lang sætning, så det var svært at forstå den helt. Hun trak meget forsigtigt på skulderne. Hvis hun havde forstået det, havde det været et ja.

Hun trak sig lidt væk fra Mouniqe og slap hende. Hun kunne se på hende, at hun var blevet forvirret over det hun havde sagt. Hun sad lidt og tænkte over hvordan hun kunne forklare hende, hvad det var hun ville fortælle hende eller rettere prøve og forklare hende. Hun kiggede venligt på Mouniqe "Skal jeg lære dig og snakke?" hun prøvede og gøre sætningen korte så hun muligvis bedre kunne forstå hvad der blev sagt.

Mouniqe sad bare og så spørgende op på Raf da hun havde flyttet sig. Ventede på hvad hun mon ville sige, og da Raf igen sagde noget, prøvede hun at forstå det der blev sagt, og hun mente hun forstod det som sådan. Hun nikkede stille som svar. Ja hun ville utrolig gerne lære at snakke, men hvis Raf ville tage hende med ind i byen, vil Mouniqe stikke af. Der var for mange i byen, og hun vil ikke kunne klare så mange fremmede om sig. Dyr var mere behageligt at have om sig syntes hun.

Hun smilede stille til hende. Hun kunne se på solen, at det snart var tid for hende, at skulle vende hjem af. Hun måtte ikke komme forsent for ellers ville hendes far straffe hende. Hun kiggede roligt på Mouniqe "Prøv og sig hej" hun sagde ordet så tydeligt som hun nu kunne. Hun ville starte med noget nemt og når hun havde lært og sige ordet ville hun forklare hvad det betød, hvis hun altså ikke forstod det. Hun måtte starte i det små.

Mouniqe så at Raf kiggede op mod solen. Skulle hun mon nå noget siden hun gjorde det, eller bare for at vide tiden? Når det var også lige meget lige nu. Hun koncentrerede sig så om det Raf ville have hende til at sige. "Hhh.." Det var ikke så nemt for hende blot at sige hej, fordi hun ikke rigtig havde brugt sin stemme i 3 år. Hun prøve en gang til at sige det ord, og fik stille lidt tøvende sagt "Hhheeii" Hendes stemme var en smule hæs af ikke at være blevet brugt længe, men man kunne også høre at hun havde en sød stemme hvis man lyttede efter. Hun så op på Raf for at se om hun havde udtalt det okay.

Hun kiggede roligt på pigen. Hun var meget tålmodig og vidste, at det ville kræve mange måneders arbejde for og få denne pige til og mestre stemmens kraft og snakke. Hun sad stille og kiggede på Mouniqe og lyttede imens Mouniqe prøvede og sige hej. Hun havde en sød stemme. Hun smilede stille da Mouniqe var tæt på og udtale ordet rigtigt "Du er tæt på prøv igen" hendes stemme var sød, opmundrende og venlig.

Hun ventede på Rafs svar om ordet var ok eller ikke. Det var desværre ikke helt rigtigt, og hun bed sig i læben og sukkede, inden hun prøvede igen. "Hhejj" Det var tættere på nu, men om Raf ville godtage det vidste hun ikke lige. Det var det første ord hun rigtig havde sagt i 3 år, ellers var det kun dyre lyde hun havde sagt, og mest som en ulv da det var det dyr hun allerbedst kunne lide.

Hun smilede stille til Mouniqe og nikkede da hun hørte ordet komme fra Mouniqes mund. Hun var ret god af en der ikke kunne snakke det måtte hun indrømme. "Di er meget lærenem" hun blev ved i en time og lære Mouniqe nogle nemme og basale ord man skulle kunne for og snakke med andre mennesker. Hun syntes, at Mouniqe var virkelig god til og snakke og hun var glad for, at hun havde fundet hende. Hun ville hjælpe andre på den rigtige måde.

Da Raf sagde at hun var meget lærenem smilede Mouniqe bredt. Hun prøvede så godt hun kunne at sige de næste ord Raf prøvede at lære hende, men nogle af ordene var for svære til hun kunne udtale dem ordentlig. Enstavelsesord var de nemmeste, men alligevel ikke alle dem kunne hun finde ud af, men hun lære da nogle få af ordrerne.

Hun var stolt af, at Mouniqe kunne lære nogle af ordene og hvad de betød. Selvfølgelig ville det tage lang tid for og hende og lære det. Hun kiggede op på solen igen og så, at hun skulle skynde sig hjem for hendes far ville få et føl på tværs hvis hun blot kom 1 minut forsent. Hun kiggede stille på Mouniqe og smilede "Jeg er nød til, at smutte nu, men jeg kommer igen i morgen hvis du vil have det?" hendes stemme var venlig og sød. Hun kunne ikke tage Mouniqemed ind til byen selvom hun gerne ville. Hun håbede ihvertfald, at Mouniqe kunne klare sig selv indtil da

Mouniqe så på Raf med et let trist blik da hun sagde hun blev nødt til at gå nu. Hun måtte ikke gå, da Mouniqe ikke ville være alene mere, men hun ture heller ikke at tage med ind i byen hvor der var alle de mennesker. Hun greb fat i Rafs arm, og rystede på hovedet. Hun ville sagtens kunne klare sig til i morgen, men hun ville ha Raf blev her. Kunne godt være hun lovede at komme igen næste dag, men stod det til Mouniqe, så gik Raf ikke hjem nu.

Hun kunne se på Mouniqe, at hun ikke ville have, at hun tog afsted. Et lille smil bredte sig over Rafs ansigt. Var hun kommet ind i hjertet på denne lille pige? Raf lagde sin arm hen over Mouniqe og aede hende på kinden og gav hende et kys på panden "Jeg er nød til og smutte søde. Mine forældre bliver bekymret for mig" hun kiggede på Mouniqe medøjne der fortalte, at hun var blevet lykkelig eller retter utroligt glad. Gladere end hun havde været i månedsvis. Hun lagde sin hage på Mouniqes hoved og holdt om hende blidt. Hun ville på en måde tage denne pige med sig for og beskytte hende, men hun kunne ikke for hendes far. "Jeg lover dig, at jeg kommer tilbage i morgen og lære dig nye ord" hendes stemme var venlig og blid. Hun kyssede Mouniqe i hovedbunden.

Hun blev ved med at se på Raf, og lod hende ligge sin arm over hende, og blev stående mens Raf aede hendes kind, og gav hende et kys på panden. Hun ville i de fleste situationer ha flygtet nu, og det var også næsten ved at blive for meget med det her, men hun stolede på en måde på Raf. Hun forstod ikke helt det raf sagde, eller ikke det med hendes forældre der vil blive bekymret da hun ikke kunne huske at havde forældre der var bekymret for hende. Hun forstod ikke helt at Raf skulle gå, men på den anden side forstod hun det en smule. Hun nikkede til det sidste Raf sagde, og krammede hende kort inden hun trak sig ud af krammet da det nu var tæt på at blive alt for meget for hende når hun ikke var vant til den slags.

Raf smilede stille til Mouniqe og trak sig stille ud af krammet. Hun vidste ikke, hvor meget Mouniqe forstod af det hun havde sagt, men det var også helt i orden. Hun skulle nok lære og kunne forstå ordenes betydning og kunne snakke med andre folk end bare dyr. Hun smilede stille til Mouniqe og begyndte og gå hjem af. Hun kiggede tilbage på Mouniqe og vinkede til hende og smilede stille til hende

//Ved ikke om vi skal fortsætte emnet som det sker dagen efter eller oute det. Hvad synes du?//

Mouniqe så efter Raf da hun gik hjem af, og hun vinkede kort tilbage inden hun smuttede længere ind i skoven for at gemme sig og finde noget at spise inden hun vil finde en hule eller grotte at sove i for natten. Det vil nok blive en smule køligt i nat eller noget, så hun ville ikke sove under åben himmel. Hun gjorde det nogle gane, men for det meste sov hun i en grotte eller hule da det var en smule varmere.


//For min skyld kan vi sagtens fortsætte det, og så bare springe til næste morgen eller noget?//