HJÆLP ZERO!!! HJÆLP ~~Zero~~

Der er sket så meget med Rebekah siden den til med dæmonernes leder, først var hun blevet gravid også var hun taget til fange hos Zero hvor hun havde mødt sin søster eller noget i den stil, så havde hun mødt Rend eller hvad fanden han nu hed, der havde hun også mistede sin søn fordi han var hård imod hende så det gik ud over hendes barn som hun fødte dødt, nu var hun løbet væk fra den sindssyge mand som hun ikke kunne huske navnet, hun var gået rundt i mange timerfor at lede efter Zero, han måtte vide besked om alt det som var sket imod hende...

Rebekah gik nu rundt i næsten ikke noget tøj, hun havde dog lidt men det var ved at falde af hende, hun græd som aldrig før og prøvede at råbe efter Zero hendes herre, hun faldt sammen foran et stort hus, hun viste ikke hvad hun skulle gøre Zero var væk og nu lå hun her og græd...

Døren til det store mansion blev åbnet i takt med en ung mand kom ud af døren. I hånden var der en revolver som var ladt og klar. Han havde hørt nogle råbe hans navn. Og hans vagter var allerede i gang med at finde rifler frem. Men den unge mand gik direkte forbi sine vagter selvom de foreslog han blev inde denne gang. Nej han ville ej. Der var nogen der havde råbt hans navn. Zero’s navn. Og hvis den nogen ville slås så måtte den person slås. Zero var ikke nogen kujon. Han ville hellere dø med oprejst pande end leve som en kujon der gemte sig. Den eneste grund til han havde vagter var fordi ikke alle var lige så modige som ham. Folk sendte snigmordere afsted. Og dem gad han ikke bruge tiden på. At snige sig ind og dræbe en. Det var ikke sjovt. Zero fortsatte direkte forbi dem alle og vinkede til manden der stod ved gitteret som var den eneste indgang til hans område. Gitteret blev åbnet og Zero trådte roligt ud.

Da han stod derude og så sig omkring kunne han med det samme fornemme at der var noget galt. Han havde forventet at der stod en mand eller måske flere mænd klar til at beskyde ham. Men der var ingen. Zero så roligt lidt rundt. Før hans blik faldt på en bule i jorden ikke langt fra gitterindgangen. Det var en person der lå der kunne han se. Han begyndte roligt at bevæge sig hen imod det. Vinden tog roligt fat i den sorte skjorte han var iført og blæste den lidt. Så lidt af hans muskuløse overkrop kom frem. Han bukkede sig roligt ned ved personen. Og hørte hun græd. Han lagde en hånd på hendes skulder og drejede hende så han kunne se hendes ansigt. Men i det øjeblik han så det var Rebekah strålede hans blik af vrede. Og han hev hende op og stå og ind imod den store væg til hans område. Han havde sin arm hen over hendes hals og pressede svagt imod den så hun ikke kunne flytte sig samt blev en smule kvalt. ”Hvad helvede laver du her?” Spurgte han vredt og holdte hende ind mod væggen. ”Efter al den tid så kommer du pludselig valsende?” Vreden strålede frem i hans stemme og hans øjne blev langsomt mørkerøde. Størknet blodrøde faktisk.

Rebekah hørte hvordan porten blev åbnet, hun rystede over alt på kroppen, var dette nu endnu en mand som ville voldtage hende og torturer hende, hvorfor kunne hun ikke bare havde været blevet hos Zero til at starte med så var alt dette ikke sket, så havde hun ikke mødt den der vampyr som troede han kunne noget, også havde hun ikke mistede sin lille dreng, hvis drengen stadig levede kunne han blive den perfekte slavemester lige som Zero var, men hun viste at Zero aldrig vil tillade det hvis hun var kommet tilbage med barnet i sine arme.

Rebekag mærkede hvordan hun blev vent om så en velkendt herre kunne se på hende. Det var Zero.
Rebekah har aldrig været så glad for at se sin herre igen, hun mærkede hvordan hun næsten blev kastede imod væggen til det hus der nok var hans hjem, hun havde aldrig set det selv, men lige nu var det også lige meget, hun var bare glad for at se Zero igen, hun var ikke længer bange for at vampyren skulle finde hende, det eneste hun var bange for var hvad Zero kunne finde på at gøre ved hende, hun rystede ved tanken, han kunne finde på så meget.

hun mærkede hvordan hun blev en smule klemt, så hun tog sine iskolde hænder op omkring hans håndled for at løsne hans tag selvom hun godt viste at det ville være lige meget, hun så ind i hans øjne og åbnede sit sin for ham, men alligevel sagde hun roligt med en stemme som var svag og rolig, "Hvad jeg laver, ja lige nu bliver jeg kvalt" hun viste godt det ikke lige frem var det bedste at sine til Zero når han var vred men sådan var hun altså, hun lyttede roligt til hans stemme som dannede ord for hendes ører, "Jeg er kommet tilbage til min Herre, er det nu forkert?" Sagde hun igen med sin svage stemme, hun kiggede roligt på hans næsten blodrøde øjne.

Han så på hende med et vredt blik mens han pressede sin arm mere imod hende da hun valgte at prøve og skubbe hans arm. De mørkerøde størknet blodøjne så undersøgende på hendes øjne. I tanken om at hvis han kunne bore igennem hendes forsvar så ville han få svar. Han lagde mærke til hun åbnede sit sind for ham. Og hans øjne borede sig ind i hendes minder. Velvidende af at hvis han brugte sin evne så voldsomt som han gjorde lige nu ville det højst sandsynligt gøre ondt. Han gennemlæste hendes minder fra siden hun forsvandt til hun kom tilbage. Skimtede dem på et par sekunder. Og trak dem ud af hende så han selv havde de minder. Selvom kopiering af minder ville gøre endnu mere ondt når først han brugte sin evne så voldsomt. Men var ligeglad. Han skulle vide sandheden. Og det var nemmere at gøre det sådan her. For så kunne hun ikke komme med forklaringer. ”Et barn? En vampyr?” Han kunne ikke se hvor barnet var fra så han borede sig dybere i hendes tanker. Det der svarede til 9 måneder før hun skulle give fødsel. Det var ikke hans kunne han se. Det var en ved navn af Rafael. Rafael? Hvor havde han set den navn før. Han valgte at bore i sine egne minder. Og fandt det. Det var den samme der for år tilbage før han mødte Luce havde voldtaget Luce. Hans vrede blev større. Han hørte hendes flabbede kommentar. Og skubbede en enkel gang lidt hårdere imod hendes hals. ”Du skal ikke være flabet. Det er et rigtig dårligt tidspunkt.” Sagde han hårdt. Hendes næste sætning fik ham svagt til at smile lidt. ”Hvorfor komme tilbage til mig når du tydeligvis har haft en slave før mig? Når først du åbner dit sind. Så kan jeg ikke kun se noget af dine minder. Men jeg kan se alt hvad jeg vil. Jeg ved hvor barnet du har haft kommer fra. Og så tror du du kan komme valsende til din fritidsherre?” Spurgte han hårdt for han skubbede hende på halsen i forbindelse med at han skubbede sig selv et skridt bagud. Så han ikke kvalte hende mere.

Han smilede roligt til hende med et ondt smil. ”Hvorfor komme tilbage til mig. Når du har haft et barn med den forrige herre?” Spurgte han kort og så på hende svagt. Før han lukkede sine øjne og de blev langsomt blodrøde igen. Så de var neutrale farver. Hvilket betød han havde en neutral følelse i kroppen. Før han roligt vendte sig imod hende igen. Og hævede revolveren i hans hånd. ”Hvis jeg virkelig skal tro på du er kommet tilbage fordi du gerne vil ha mig som herre. Så bevis det. Gå på knæ og tig om tilgivelse.” sagde han hårdt og sigtede fortsat på hende med pistolen i tilfælde af at hun ville prøve på et eller andet.

Rebekah var glad for at hun behøvede at fortælle Zero hvad hun har været igennem, det var nemmer på denne møde, selvom hun beder kunne lide at sige sådan nogen ting, men sådan var Zero ikke han ville helst havde at det skulle gå hurtigt og nemt sådan var Zero bare og det kunne ingen lave om på.
Hun hørte kort hvad Zero sagde imens han gik igennem hendes minder. Et barn. Ja et barn hun havde gået rundt med i meget meget langt tid, et barn som kom fra hendes anden herre, eller hendes gamle herre Rafael, som hun var løbet fra fordi hun var blevet gravid, hun havde dog lagt en seld hvor der stod at hun ikke længer var hans slave, mere fik han ikke af vide og han var endnu ikke kommet efter hende, og hun viste at han aldrig ville komme efter hende.
Det andet ord som Zero sagde var vampyr, en vampyr som var følelse kold, og valgte at gøre ting ved Rebekag så hun mistede sin dreng, dog var hun også løbet væk fra denne mand, hun tilhørte kun en mand i denne verden og lige nu var det Zero, og sådan ville der være lige til han slap hende fri, selvom hun godt viste at det aldrig ville ske.
Rebekah kom ud fra sine tanker da hun mærkede at hun havde endnu sværere ved at få vejret, efter hun var flabet, hun viste godt han ikke kunne lidt at folk var flabet når det var så vigtig som det nu var ellers kunne han vist godt lide det, så havde han jo en grund til at torturer sine slaver.
Rebekah hørte alt hvad han sagde og på en måde lyd det som om han var såret over at han troede at han var hendes fritidsherre, men sådan var det ikke, [b]"Zero! Herre du er ikke min fritidsherre, du er min fuldtidsherre"
hvad kunne hun sige, han var hendes herre og hun var hans slave og sådan var det bare, Rebekah faldt sammen da Zero slap hende, hun faldt ned på hendes knæ og bid smerten i sig, hun hostede roligt og kiggede op på Zero uden at gøre noget.
Rebekah kiggede på Zero og rystede overalt på sin stadig smukke krop, den var lige så smuk som den altid har været, også selvom at hendes tøj var ved at falde af hende, hun sagde med en svag og bange stemme, "Jeg kom tilbage fordi jeg er din slave"
Hun hørte at hun skulle tigge om tilgivelse og det ville hun med glæde gøre, hun satte sig til redte og gjort klar til at bede og tilgivelse, hun bukkede sig på hendes hoved var nede ved hans sko, hun kyssede den let og sagde roligt "Herre, tilgiv mig for alle mine fejl, jeg tjener kun dig og ingen andre, det ville være en gave for mig at være din slave til den dag du bliver træt af mig og sætter mig fri eller til den da du vælger at dræbe mig, tilgiv mig herre Zero Bang"
Nu kunne hun bare vente på hvad Zero ville gøre ved hende.

Han så på hende roligt. Vreden dulmede stadig indeni ham. Men han havde fået det under kontrol. Han ville ikke lade sig blive blændet af vrede. Det gjorde han ikke kunne fokusere. Og lige nu skulle han fokusere. Da hun begyndte at sige at han ikke var hendes fritidsherre men fuldtidsherre grinte han kort. ”Det kan du nemt komme og sige nu. Jeg så det. Du er bange for ham Render.” Sagde han roligt og så fortsat fokuseret på hende. Han lyttede til hendes ord da han havde sluppet hende. Og så på hendes smukke krop. Han ville sådan slå den lige nu. Mest fordi han var så vred.
Da hun begyndte at tigge smilede han svagt. Ligefrem slå hende ihjel? Han tænkte kort på tanken. Måske skulle han bare slå hende ihjel? Men besluttede sig for det ville han ikke. Han satte sig roligt på hug foran hende. Og så på hende svagt. ”Fik jeg nogensinde sat et slavemærke på dig?” Spurgte han kort. Det var den nemmeste måde at bedømme at hun var hans slave. Ved at give hende et slavemærke så alle andre kunne se hvem hun tilhørte. Dog hvis han kendte Rafael rigtigt. Hvilket han gjorde. Så havde Rafael nok allerede sat et slavemærke på hende. Det måtte han fjerne. Zero var dog ikke ligesom Rafael. Han satte lidt større slavemærker på. Specielt eftersom han ikke gad de der små. Det som Rafael havde sat på Luce var et lille et i øreflippen. Men hvor havde han sat slavemærket på Rebekah? En ting var sikkert. Det skulle fjernes.

Roligt rettede han sig op igen. Og begyndte at gå imod indgangen til hans mansion. ”Du skal straffes for at du havde stukket af i så lang tid. Ydremere så kommer der nye regler for dig. Brud på reglerne og jeg vil straffe dig hårdt.” Han stoppede roligt op og vendte sig imod hende svagt. ”Kom med.” Sagde han roligt og begyndte at gå.

Han gik direkte ned i kælderen via en ekstraindgang hun havde set før. Hun havde aldrig set selve mansionen. Eller rettere hvor den havde været henne. Men hun havde været nede i kælderen før. Den dag Zero tvang Ryan og Rebekah til at snakke sammen. Det var i selv samme kælder. Dernede var der torturredskaber langs væggene. Skabe med forskellige redskaber til alt muligt. Men det som han gik hen til. Var et kryds. Han vinkede hende imod det. Og spændte hende så op på det. Hvorefter han tog en ridepisk fra væggene. Og kom tilbage til hende. Og begyndte så at hamre hendes mave og arme med pisken. Samtidig med at han rev hendes sidste tøj af så hun kun havde undertøj på. Hvis hun havde noget undertøj på.

//Krydset
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Rebekah så ikke de sjove i det hun havde sagt, hun havde jo bare sagt sandheden, hun havde jo sagt at Zero var hendes fuldtidsherre, nu hvor hun tænke over hvad hun havde sagt lyd det måske lidt dumt at sige fuldtidsherre, hun kunne havde fundet på så meget andet, men hvorfor havde hun dog brugt dette dumme ord som han grinede af, Rebekah så på Zero med et svagt glemt af uro, hun sukkede og svagt "Render kan ikke længer gøre mig bange herre, det eneste der kan gøre mig bange er dem min herre, bange for du ikke skaffer mig som jeg fortjener" hun kiggede væk igen og stoppede med at ryste på kroppen.
Rebekah hørte hvad han sagde om et slavemærke det havde hun aldrig fået hverken fra Zero eller fra sin anden herre Rafael, det skulle hun måske sige til ham, så hun tog sig sammen og træk vejret roligt imens hun sagde sine ord til Zero, "Kære herre, jeg har aldrig fået et slavemærke hverken fra dig eller fra Rafael" han måtte med glæde se hende i sindet for hun talte sandt, Rafael havde aldrig sat sit mærke på hendes krop og det var hun rigtig glad for, hvorfor skulle hun også havde et mærke på hendes smukke krop, det kunne han ikke gøre imod hende, hun ville gøre modstand, han skulle ikke havde lov til at sætte et mærke som skulle være der rasten af hendes liv.

Rebekah så på Zero da han roligt raste sig op igen, hun nikkede, selvfølelige skulle hun skaffes og det forstod hun også godt, men han måtte da forstå hvorfor hun var blevet væk, hvad ville han mund havde sagt hvis hun havde født sin søn her i live, hvad havde han så ikke gjort ved hende eller mere hvad havde han så ikke gjort imod hende og hendes søn.

Rebekah gik roligt med Zero, ned til den kælder som hun kendte så godt, der var her hun havde mødt sin søster til Ryan, gad vide hvor hun var blevet af hun havde ikke set hende siden dag i kælderen, gad vide hvad hun mund lavede, havde han slået hende ihjel? nej den tanke skulle ikke bare komme nu, det var ikke det rigtig tidspunk at tænke på sin søster, hun gjord hvad Zero ville havde hende til at gøre, hun kunne på ham hvad hun skulle gøre hun stillede sig ved korset og lod ham spænde sig haft så hun ikke kunne gøre noget, hun mærkede den velkendte smerte og skrig alt hvad hun kunne, hun havde stadig mærker fra Render og det kunne ses som ingen ting, hun havde mærker som Zero aldrig havde set på hendes krop før, den var helt rød at man skulle tro at Rebekah ville havde været død af det, hun mærkede hvordan hendes tøj faldt af og hvordan kulden kom til hende, hun havde håbede på at hun havde fået et bad enden han skulle troturer hende, men sådan var det ikke, Zero kunne ikke bare vente, og sådan ville det altid være, nu stod hun der med stik undertøj på som var ligesom hendes andet tøj.

Zero så lidt på Rebekah mens hun hang på korset. Og trak pisken tilbage. Før han hamrede den hen over hendes mave en gang til. Han så udmærket godt de mærker hun havde fået af Render. Men ignorerede dem. Og gjorde et ihærdigt forsøg på at slå så hårdt hen over mærkerne at de måske ville forsvinde lidt. ”Kan du li din herre straffer dig for at forråde ham?” Spurgte han hårdt og slog hende flere gange hen af maven og hen af lårene. Før han roligt lagde pisken og gik hen til skabet. Hvor han fandt et halsbånd frem. Hvor der var et stort Z med en ring om. Det var tydeligt at det symbol var hans slavemærke. Men det var også tydeligt han ikke havde tænkt sig at brænde det fast i hende. Han gik roligt hen til hende. Og lagde halsbåndet om hendes hals. Før han låste den på bagsiden. ”Jeg har købt disse halsbånd specielt for mine slaver. Jeg købte dem på slavemarkedet. De er bestemt til min krop. Hvis jeg ber dig om noget og du nægter. Vil det give dig stød. Hvis du stikker af vil jeg kunne spore dig. Samt det advare mig hvis du prøver at tage det af. Og det er næsten umuligt at få af.” Sagde han roligt. Før han trak nøglen ud af en lås som sad på hendes nakke. Det sad lidt stramt så det ikke kunne dreje sig rundt om. Samt hvis han hev lidt i det ville det nok kvæle hende lidt. ”Er det ikke bedre end et slavemærke?” Spurgte han kort. Før han tog nøglen og gik hen og fandt en blindfold som han lagde om hende. Før han gik hen til et pengeskab. Som han låste op og lagde nøglen ind i. Blindfolden var for at sørge for hun ikke så koden. Desuden så havde pengeskabet 3 forskellige drejemoduler til koder. Hvilket betød 3 forskellige koder. Og alle 3 havde mellem 5 og 7 tal. Imellem 0-99 var numrene per tal. Så det var næsten umuligt at bryde op hurtigt nok til han ikke ville opdage det. Han gik roligt hen til hende igen. Før han roligt låste krydset op. For det specielle ved dette kryds var at det også kunne rotere. Roligt roterede han hende rundt så hun hang på hovedet. Før han langsomt lynede sine bukser op. Fordi hun hang med hovedet ned var hendes hoved lige foran hans skridt. ”Åben munden.” Sagde han roligt. Og fandt sin lem frem som han lod spidsen røre hendes læber. Før han pressede den imod hendes læber så hvis hun åbnede læberne ville den ryge direkte ned i hendes hals. Hvis ikke ville halsbåndet give hende stød.

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]