Curiosity killed the cat or so they say? - Zero Bang

Flyttede lige emnet og kom så til at slette det inden jeg kopierede det. :/

Tid: Midt på aftenen, ville mene klokken var cirka 11-12
Omgivelser: Fulde mennesker og sortsælgere, for det meste
Vejr: Mørkt og koldt men en fin stjerneklar aften.
Påklædning: Blondetrøjen som på billedet og et par sorte jeans samt en hættetrøje med hætten oppe.

Der var en stank af snavs og alkohol i luften, men det var ikke ligefrem noget anderledes end andre aftener udover at nattehimlen var meget smuk. Bygningerne stod tæt sammen og vejen frem var nu en smule smal og tildækket af diverse skidt og snavs. Fulde mennesker lå og rullede rundt i deres brandert, samt sælgere stod og ventede på deres stamkunder så de kunne sælge hvad de nu solgte. Denne del af byen var ikke for de sarte sjæle da børn efterladt af deres familier også stod udenfor, ikke nok påklædt til at kunne holde sig varme. Man ville næsten få det dårligt af at gå gennem den lille sti hvis man ikke selv var en del af denne mængde eller havde prøvet at gå her før. Man fik nærmest en glæde over at man ikke var så uheldig som disse mennesker. Lys var der ikke meget af, da ingen rigtig smed en tanke til denne del af byen, da folk alligevel ikke begav sig herud medmindre de havde et lumsk ærinde de skulle have klaret eller hvis man gik forkert. Dog var det lige præcis tilfældet for denne pige. Hun skilte sig ud af mængden mens hun gik, mest fordi hendes tøj var rent og ikke i stykker.

Emmy havde nu gået forkert igen. Det var ikke første gang at dette var sket, hun kunne bare ikke modstå trangen til at prøve nye veje hjem fra sit arbejde på kroen. Dog havde hun en dårlig fornemmelse i maven og hun kunne ikke finde ud af om det var stanken eller noget andet. Hendes mave vendte sig for hvert åndedrag og hun ledte efter et sted hun kunne sunde sig eller få et glas vand. Hun kunne mærke kulden sive gennem hendes tøj og hun var nød til at gnubbe sin arm for at holde på varmen. Børn rakte ud efter hendes bukseben men hun sørgede for at de ikke fik fat. Hun kunne ikke helt forstå deres smerte, hun havde aldrig rigtig fået et forhold til fattigdom udover at det gjaldt penge. Hendes blik var nede i jorden da hun ikke rigtig brød sig om de forskellige folks stirren. Hun så kun op hvis hun passerede forbi et hus med lys i, men hver gang var det bare et beboet hus. Hun brød sig ikke om at spørge hos dem der ikke havde særlig meget til sig selv heller. Hendes blik blev dog fanget af en krostue længere nede af gaden. Samt lagde hun også mærke til at der var lang vej før hun kunne komme ud af dette sted. Skiltet på krostuen sagde lukket men da hun prøvende tog fat i døren var den åben. Hun åbnede døren meget forsigtigt og en smule inden hun så ind. Der var et svagt lys tændt og meget andet kunne hun ikke se gennem den smalle åbning så hun åbnede døren en smule mere. Hun var nød til at tage en beslutning snart inden hendes mave tog en for hende.

Aftenen havde været så god ellers indtil nu. Endelig havde denne mand troet at han kunne få lov til at slappe lidt af. Bruge noget tid på sig selv. Eller på sine slaver. Men det var ikke tilfældet denne gang. For ikke for så lang tid siden havde han fået en besked via en brevdue. En mand havde snydt ham for en masse penge. En bartender. Manden havde sukket kraftigt men alligevel valgt at tage derhen. Han stod i den lidt snavsede kro. Han havde 2 store mænd stående bag ham. Og så bartenderen siddende på en stol bundet fast til den. Bartenderen blødte fra ansigtet. Og rystede mens han tiggede om mere tid for pengene. Men manden så ud til at være ligeglad. Langsomt begyndte Bartenderen at tigge yderligere. ”Hr. Bang vil de ikke nok være sød. Bare et par dage mere så har jeg pengene det lover jeg.” Sagde han tiggende og bedende. Manden hvis efternavn var Bang smilede kort. Den ene mand han havde bag sig begyndte at snakke. ”Zero Bang lader sig ikke tigge om nåde.” Sagde han. Zero som manden åbenbart hed til fornavn smilede kort. Og nikkede til sin ene vagt. Før han trådte lidt frem. Lyset var ikke kraftigt nok til at lyse hans ansigt op. Men alligevel lyste hans øjne med en svaglig rød glans. Før han roligt hævede sin hånd og hamrede den ind i ansigtet på bartenderen. ”Du kan ikke skaffe pengene.” Sagde Zero kort. Bartenderen begyndte at tigge igen. ”Hr. Bang jeg lover dig at skaffe pengene bare ikke det. Du må ikke tvinge mig til at dræbe en stamkunde.” Zero grinte kort. ”Jeg ber dig om at putte noget i hans drink og så tage fri. Du skal ikke dræbe ham. Kun hjælpe ham på vej til at dø. Til gengæld får du en måned ekstra før du skal betale.” Bartenderen rystede på hovedet kraftigt. ”Jeg er ingen morder Hr. Bang. Jeg ber dig.” Zero grinte kort og hamrede sin næve ind i ansigtet på ham igen.

Udenfor kom en mand gående. Det var en af Zero’s ekstra vagter der var gået ud for at hente det bartenderen skulle putte i drinken. Han stoppede kort op lidt fra baren. Han kunne se en ung kvinde stå og kigge ind af døren. Før han roligt begyndte at bevæge sig igen. Og listede hen bag hende. Hvorefter han greb hårdt fat i hende bagfra. Med en arm om hendes hals. Og den anden om hendes liv. Før han løftede hende op og bar hende indenfor. ”Se hvad jeg fandt udenfor Hr. Bang.” Sagde han kort. Zero vendte blikket imod sin vagt der lige var kommet og smilede roligt. Før han trak en stol hen. Som hans vagt satte kvinden på og holdte hende fast så hun ikke kunne løbe. Før Zero stillede sig lidt foran hende. Og gik lidt på hug. ”Nåh vi har os vist en smuglytter? Hvad skal vi gøre ved hende?” Spurgte Zero kort. Mændene begyndte at komme med forslag. Dræbe hende. Torturere hende. Voldtage hende kom den ene endda med. Men Zero grinte kort af de mange forslag der kom. Og lod sin hånd glide op og begynde at nusse hende på kinden lidt. ”Ja det må vi finde ud af.” Sagde han og rettede sig op. Tog roligt imod det drug bartenderen skulle bruge. Og lagde ned i brystlommen på bartenderen. ”Hvis du ikke gør det vil jeg finde frem til dig. Og tvinge dig til at se på det. Mens jeg voldtager dine døtre og din søster du passer.” Sagde ahn roligt og klappede fyren på kinden før han rettede sig op. Bartenderen blev sluppet fri og løb så ud af kroen. Hvorefter Zero trak den stol som bartenderen havde siddet på hen foran den unge pige. Og satte sig ned. Mens han så undersøgende på hende. Prøvede at beslutte sig for hvad han skulle gøre ved hende.

Da hun havde fået åbnet døren en smule mere lagde hun mærke til bartenderen i stolen og manden der stod og slog ham men hun kunne kun høre bartenderen:" Hr Bang...?" hviskede hun svagt for sig selv med et løftet øjenbryn og regnede nu ud af manden måtte være Hr. Bang. Hun var stille derefter og prøvede nu at lytte men fik kun Hr Bangs fornavn ud af deres samtale, og noget om en kunde og en slags gift. Den mand udenfor gav hende et chok og hun vred sig straks som en vildkat da hun mærkede hans arme om hendes hals og hendes liv. "Lad mig gå! Slip mig!" kom det lavt fra hende. Hun rev hans arme med sine skarpe negle men nåede kun at give ham nogle små sølle rifter inden hun blev sat ned i stolen. Hun så roligt op på Hr Bang som så måtte være Zero Bang og var bare stille. Hun følte en svag gysen ned af sin rygsøjle men nænnede ikke at vise den mindste form for svaghed. Et kort smil bredte sig på hendes læber og hun kunne ikke modstå trangen til at smide en lille spydig kommentar:" Har Hr Bang brug for hjælp til at holde en lille pige nede?" fløj det ud af hendes mund uden den nærmeste tanke over hvilke konsekvenser det kunne bringe. Gysen kom atter en gang da hun mærkede hans hånd køre ned af hendes kind. Hun havde en vis stålvilje i blikket selvom at hun inderst inde stadig havde kvalme og en vis ubehag. Men det gav vel lidt sig selv da de fleste ikke bryder sig om at blive taget og holdt nede mod deres vilje. Hendes hætte var stadig over hendes hoved og skjulte hendes lange hår og noget af hendes ansigt. Det eneste man kunne se i det svage lys var hendes øjne der skinnede svagt og hendes mund. Hun bed sig svagt i læben og havde nu ikke ligefrem lyst til at blive voldtaget eller skadet på nogen måde:" Jeg ville bare have et glas vand..." sagde hun og så på Zero.

Et svagt smil gled hen over læberne da hun kom med den spydige kommentar. Og tog så fat i hendes kæbe. Før hans øjne i et kort øjeblik blev helt sorte. Før han så slap hende igen. Mændene var væk. Ja alt var væk. De stod pludselig et sted hvor alt var hvidt. Det var umuligt at se om der var vægge 1 meter fra dem eller om det fortsatte ud i uendeligheden. Det eneste specielt var at de 2 stole de sad på stadig var der. Roligt rejste Zero sig op. Og så sig lidt omkring. Før han gik lidt ud i det kridhvide rum. ”Velkommen til dit mindecenter. Her kan jeg se alt hvad jeg behøver.” Sagde han kort og vendte sig imod hende lidt. Og smilede svagt. ”Bare rolig imens vi er her bliver vi begge transporteret hjem til mig. Så du er stadig i live. Selvom det kan mindes om nogle af de tanker man har om himlen.” Han vendte ryggen til hende igen. ”Her kan vi gøre præcis det vi vil. Og ingen kan forstyrre os.” En form for fjernsynsskærm gled frem foran ham. Dog var det nærmere et gennemsigtigt stykke glas hvor der blev fremvist noget på. En dag i skole. Han kunne se hun gik hen af gangen. Folk kiggede mærkeligt kunne han se. ”Du er vist lidt af et udskud i skolen.” Sagde han roligt og lagde en hånd på skærmen. Før han kunne bevæge den rundt i forhold til ham. Og drejede hen på siden af ham. Hvorefter tusinder og atter tusinder af den slags skærme kom frem rundt om dem begge i en form for kubel. Alle sammen minder. Han rodede rundt i dem som om han kunne se dem alle sammen. Han samlede roligt alle minderne i en lille kugle i hans hånd. Hvorefter han vendte sig imod hende. ”Et lille knus. Og alle dine minder vil være væk. Alt.” Han hævede den lille glaskugle og så imod den. Hvis man så ordenligt på den kunne man se minderne flyde rundt indeni den. Som små stykker papirer i vand. Han lod kuglen glide ud igen og flyde afsted så alle hendes minder samlede sig i en form for række. Før han lod filmene glide til siden efterfulgt af den næste i rækken tog dens plads. De gled hurtigt igennem som om han søgte efter noget specielt. Før han stoppede det. Dette minde. Han tog roligt fat i det ved at lægge en finger på det og løfte det op fra bunken. Og skubbede den så lidt fremaf ovenover bunken. Langsomt begyndte det hvide rum at ændre sig. De var i en skov. Der kunne høres gøen rundt omkring fra ulve tydeligvis. Og 2 unge mennesker kom løbende. Hvis Emmy kiggede godt efter kunne hun se den ene var hende selv. Og den anden var hendes ven Jonah. Zero så hvordan Jonah blev bidt og dræbt lige foran dem begge. Mens Emmy blev omringet lidt derfra. Zero drejede hovedet svagt og smilede blidt. ”Wow.” Sagde han kort før det hvide rum kom frem i stedet. Og han vendte sig imod Emmy. ”Sin bedste ven blive dræbt af ulve. Og intet kunne gøre ved det? Wow.” Sagde han og smilede svagt. En stol kom frem bag ham. Og han satte sig roligt på den. Mens han drejede hovedet lidt på skrå.

Emmy fik en smule frygt i blikket da hans øjne blev sorte og lænede sig tilbage i stolen. Hun så kort rundt da de pludselig var i et hvidt rum og rettede så sit blik mod skærmen.. Da hun så sig selv på skærmen frøs hun i et kort sekund. Hun rystede så bare på hovedet da han tilbød at tage hendes minder væk:" Jeg ved ikke hvem der har taget imod sådan et tilbud før, men Hr Bang. De minder har gjort mig til den jeg er.. Så jeg må takke nej til deres tilbud.." Sagde hun bestemt og så nu lidt op på ham med et halv koldt blik. 'Jeg er nok ikke den første pige han har prøvet sådan et trick på...' tænkte hun. Hun kunne nu godt lide at kalde ham Hr Bang da det lød godt når det kom ud af hendes mund, så hun valgte at holde sig til det. Samtidig var hun blevet opdraget til at være på efternavn med folk der ikke havde introduceret dem selv endnu. Da hun så Jonah skyndte hun sig at klemme om sin arm og se væk igen:" Jeg vil ikke se ham.." hviskede hun til sig selv og ville nu ikke kunne bære at se på ham, ikke efter alle disse år, ikke efter han døde. Hun så op på Zero og smilte så kort:" Den Emmy du ser i mine minder er ikke den Emmy jeg er mere. Hun døde i den skov med Jonah.." sagde hun roligt og rejste sig så forsigtigt og lidt trodsigt da hun ville se hvad denne stærke mand kunne finde på når tingene ikke ville gå efter hans fløjte:" I min mening er det kun svage piger der ville tage imod sådan et tilbud... som om de skammer sig over deres fortid.. Men jeg er ikke sådan en pige Hr Bang..." sagde hun roligt og kom nu med et lille smil der nu viste at hun slet ikke var bange for ham, tværtimod var det en smule morsomt for hende, men alligevel var det et halvhjertet bluff for ikke at virke svag, men det kunne man ikke ligefrem se i hendes blik eller noget.'Tænk på noget Emmy, ellers regner han dit bluff ud..' tænkte hun. Hun havde nemlig øvet sig længe på at fremstå som en selvsikker og stærk karakter. 'Du ikke svag Emmy og det har han nok regnet ud nu' tænkte hun. Ikke fordi at hun havde lavt selvværd eller var svag, men det plejede hun at ligne og det blev engang pointeret da hun arbejdede. Hun gik roligt hen til Zero og kørte en hånd ned af hans bryst mens hun så op på ham. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre efter det men hendes hånd blev på hans bryst.

Han smilede lidt over hendes kommentar om at han ville slette alle hendes minder. Fik ham til at grine lidt. ”Det er ikke et tilbud. Det er en trussel om at jeg kan fjerne alt som gør dig til den person du er. Uden jeg behøver at gøre noget stort ud af det. At jeg kan slette dig fra dig selv.” Sagde han roligt og så lidt på hende med et roligt blik. Tænkende over hvordan hun kan sige sådan noget. Han var i gang med at skimte hendes minder i hans eget hoved. Og al den mobning. Udstødning. Zero vidste selv hvordan det var at være udskudt. Et nyt minde kom frem. Han hørte hendes tanker. Og han smilede kort over det. Så snart hun havde tænkt noget eller gjort noget var det allerede et minde om det. Hvilket betød at alt hun gjorde lige nu alt hun følte og tænkte sad som minder. Dog skjulte han faktaen af at han kunne høre hendes tanker. Lidt endnu ihvert fald. Da hun begyndte at snakke om hun ikke ville se ham fik det ham til at smile. Og alle minder om ham ’kopierede’ han ind i sit eget hoved. Og formede den person. Så han havde muligheden for at manifestere ham ud af det blå hvis han havde brug for det på et tidspunkt. Hendes ord om den Emmy var død. Fik ham til at grine svagt. ”Emmy? Flot navn. Mit navn er Zero.” Sagde han roligt og drejede hovedet svagt. ”Dog vil jeg fortælle dig. At hvis jeg ville. Kunne jeg tvinge dig til at gennemleve den dag. Med alle følelser tanker og idéer. På en gang. Så det virker 100 procent ægte.” Sagde han svagt og smilede roligt til hende.

Da hun begyndte at være trodsig og fremvise sig selv som en modig pige. Smilede han kort. Hendes skuespil var næsten perfekt. Bortset for en detalje. De var indeni hendes hoved. Alle hendes minder gled rundt om dem. Også nye minder. Og i det hun har tænkt en tanke. Så blev det allerede et minde. Langsomt lod han hende gå hen til ham. Og lægge en hånd på hans bryst. Et kort øjeblik efter havde han ingen skjorte på. Hvilket betød hun rørte direkte på hans veltrænede muskuløse brystkasse. Med den flotte sixpack. Selvom de var indeni hendes hoved og han kunne manipulere det som han ville så han ville fremvise sig selv mere perfekt så at sige. Så havde han ikke. Han havde et par enkle ar fra blandt andet knive og sværd hen over brystet og maven. Hele hans krop var en komplet kopi af hans rigtige krop. Lige nu var de i hendes hoved. Hvilket betød alt hvad de gjorde virkede ægte. Føltes ægte. Men intet af det var ægte. Herinde kunne de gøre hvad de ville og intet ville påvirke dem. Langsomt lagde han en hånd på hendes hofte. Og hev hende lidt tættere ind til ham. Så hende direkte i øjnene. Før han roligt lod sin hånd skubbe hende ned på hans skød. ”Ved du hvad det sjove er?” Han løftede hånden og et minde kom frem. Et nyligt minde. Mindet begyndte at spille som en lille film. Hvorefter man kunne høre hendes tanker. ’Tænk på noget Emmy, ellers regner han dit bluff ud..’ Hvorefter mindet langsomt forsvandt igen. Han så lidt på hende med et roligt smil. Og afventede hendes reaktion. Mens han roligt lagde en hånd på hendes skød og den anden lagde sig på hendes ryg.

Emmy sank en klump da han sagde det var en trussel. Selvom hun nu ret stærkt troede på at han havde gået fra tilbud til trussel nu hvor hun afslog det. Hun så let på sin hånd da Zeros trøje var væk og var nu stille i noget tid. Efter det rystede hun kort på hovedet. Hun var godt klar over at intet af dette var ægte men hun ved ikke lige helt om hun havde lyst til at fortsætte i den retning hun var på vej i, mest fordi hun ikke kendte ham. Hun var stadig i gang med at fatte situationen og da han trak hende tættere på kom en svag rødmen frem i hendes kinder:" Mine forældre gav mig det navn..." sagde hun med en svag foragt i sin stemme. Hun havde intet imod at hedde Emmy men hun havde noget imod alt hvad der angik hendes forældre. Hun hadede et inderligt had for dem hvilket fik hendes minder om dem til at flyve ud af hende og rundt om dem. Hun så kort rundt og trykkede så sit ansigt mod Zeros bryst for ikke at se på det mere:" Jeg vil gerne ud af mit hovede... og tilbage til virkeligheden..." sagde hun og så op på ham, med en svag tiggen i sit blik. Emmy brugte nu meget sine øjne til at kommunikere med frem for kropssprog eller tale da "øjen-sprog" ikke er det lettelse at aflæse samlignet med de to andre. Hun trak roligt sin hætte ned og lod sit hår falde ud og brede sig om hende. Hendes hår var fyldigt og smukt i en gylden farve. Hun så på Zero og kom med et let suk, havde nu ikke noget imod at være så tæt på nogen, dog var det første gang i lang tid:" Er du bange for at jeg ville sladre om din lille forbrydelse..? Hvem er det overhovedet der har gjort dig så sur at du vil få andre til at slå ham ihjel..?" Sagde hun roligt og kunne nu ikke lægge låg på sin nysgerrighed:" Han må virkelig have gjort dig vred.." hviskede hun let for sig selv og så lidt på de ar Zero havde. Hun havde selv et ar på armen som hun nu ikke ligefrem havde lyst til at vise frem.

Da hun nævnte sit navn begyndte minderne at flyve rundt om dem. Han smilede kort ved synet af dem. Og fulgte svagt lidt med i dem. Før han mærkede hvordan hun pressede sit hoved imod hans bryst. Og han grinte svagt. Ikke hånligt. Mere over hendes reaktion. Det var tydeligt hun kun var en teenager. Han svang sin hånd og minderne forsvandt med det samme. Han så på hende da hun begyndte at snakke om hun ville tilbage til den virkelige verden. Og han grinte blidt til hende. ”Nej dsv. Ikke endnu. Selvom jeg er herinde kan jeg godt høre hvad der foregår udenfor. Og lige nu er vi i en karet og på vej imod mit hjem. Men for at sørge for du ikke stikker af. Vil jeg gerne undgå at du finder ud af hvor det er.” Sagde han roligt og så lidt rundt på det hvide rum. Lige nu var der ingen minder der fløj rundt. Han tænkte sig kort om. Og knipsede kort med hænderne. Hvorefter rummet ændrede sig. Det blev pludselig en hyggelig lille stue. Hvor de sad på en sofa. Foran dem var en pejs. Og bag dem nogle vinduer hvor det blidt sneede udenfor. Dog selvom det var en stue. Var der ingen døre. Zero så ikke rigtig grund til at sætte døre i rummet? Hvorfor? Heldigvis på grund af hans ’illusioner’ var så livagtige. Betød det også at selvom det var en drøm så virkede varmen fra pejsen ægte. Og små gnister skød fra det som en forstærkelse på at det var ægte. Han lænede sig blidt tilbage i sofaen mens han lod hende holde sig ind til ham. Han smilede blidt og nussede hendes kind roligt. ”Bedre?” Spurgte han kort. Der var ingen minder flyvende rundt. Han havde i stedet for at placere alle minderne på skærme. Samlede dem i bøger der lå på bogreoler hele rummet rundt. Så de ikke poppede op rundt om den længere. Men så han samtidig kunne læse hendes minder hvis det var nødvendigt. Der var godt og vel en halv time til de ville være hos ham. Men på grund af dette var en drøm. Betød det også at tiden gik meget langsommere. De ville først være hjemme hos ham i det der føltes som 2 timer. Så de kunne lige så godt gøre det lidt komfortabelt.
Da hun begyndte at snakke om det hun havde overset grinte han blidt. Og så på hende svagt. ”Nej jeg er ikke bange for det. Hvis jeg ville kunne jeg bare slette det du har set. Jeg vil bare give dig muligheden for ikke at få manipuleret dine tanker. Hvilket betyder at jeg vil give dig en chance for at vise dig selv som en der kan holde på de hemmeligheder.” sagde han roligt og smilede blidt til hende. Da hun spurgte ind til hvorfor han ville dræbe ham trak han kort på skulderen. ”For en gangs skyld viser jeg dig en af mine minder.” Han fandt en lille bog frem fra sin lomme som han åbnede. Et billede begyndte at bevæge sig i den.

Bogen:
En mand der kom ind på noget der lignede et stort kontor. Zero sad roligt og var i gang med arbejde. Manden gik med det samme på knæ foran Zero. ”Hr. Bang. Du store Godfather. Vil du ikke gøre mig en tjeneste.” Zero så kort imod ham der talte. Og smilede kort. Det var alvorligt kunne han se. Ellers havde manden ikke sagt godfather som det første. Zero lænede sig tilbage og så på manden. ”Fortæl mig din situation.” Sagde han kort. Manden begyndte at forklare at hans datter var blevet voldtaget og mærket for livet med brændemærker samt ar. Udover det også fået skåret et øje ud. Zero sukkede kort. Han kunne se alvoren i det. Og så imod manden igen. ”Har du et billede af gerningsmanden?” Spurgte han kort. Manden rystede svagt på hovedet. Og Zero sukkede igen. ”Ja. Så lad mig snakke med din datter. Jeg vil finde gerningsmanden og ordne ham.” Sagde han roligt. Manden bukkede kort og gik så ud efterfølgende. Hvorefter billedet i bogen roligt forsvandt.

Zero lukkede bogen og lagde den roligt i baglommen igen. Og så på hende svagt. Og smilede kort. ”Jeg dræber ikke folk fordi de gør mig vrede. Men fordi de gør mine venner vrede.” Sagde han roligt og nussede hendes kind blidt med hans frie hånd. Mens den anden lagde sig om hende og nussede hendes arm svagt.

Emmy så kort rundt som rummet blev forvandlet til en stue, en smule skuffet over at det bare var en illusion selvom det virkede ægte. Vidste ikke helt hvad hun skulle sige men da det begyndte at blive varmt tog hun sin hættetrøje af kun for at afsløre blondetrøjen, hun havde kun en bh på indenunder og hendes feminine former kom frem efter at have været skjult under hættetrøjen:" Snakkede du med hende? Hvad med hendes øje..." sagde hun roligt og kunne nu forestille sig hvor frygteligt det ville være ikke at have sit øje, dog rystede hun svagt på hoved da hun ikke brød sig om den forestilling:" Han burde få en værre død end en langsom død med gift... Hvor gammel var hun?" sagde hun roligt og vidste ikke helt om hun ville vide det sidste da hun nok regnede med at pigen ikke havde været særlig gammel.

Hun satte sig en smule op og så på Zero:" Så jeg kan gøre som jeg har lyst til nu hvor intet af det her er ægte..? Mnh... der noget jeg altid har lyst til at prøve..." Sagde hun og mumlede den sidste sætning en smule for sig selv. Hun lagde sin hånd på hans kind med det nederste af hånden rundt om hans kæbe og fingerspidserne blidt mod hans kindben hvorefter hun lænte sig ned mod hans skulder og kyssede den forsigtigt. Langsomt begyndte hun at kysse op af hans skulder og så roligt op af hans hals, dog var hun blid og samtidig en smule forsigtig da hun ville gøre det ordentligt, dog kunne hun ikke undgå at de første par kys var en smule akavede. Mest fordi hun aldrig rigtig havde kysset, kun set det. Dog blev det bedre da hun nåede op af hans hals, til sidst nåede hun hans hage og så ham så ind i øjnene. Hun lukkede roligt øjnene i og pressede sine læber blidt mod Zeros, let overrasket over hvordan en andens læber føltes mod hendes, men det var en rar følelse. Hun holdte vejret under kysset og var nød til at trække sig væk efter noget tid og gispede let efter vejret. Hun rødmede svagt og så lidt ned, en smule flov og nervøs over om hun nu var god nok eller om det var en katastrofe. Hun afventede nu bare hans reaktion, men kunne ikke skjule sin nervøsitet.