I have not killed her! //Sean//

S: Gyderne i Doomsville
T: Tæt på midnat
V: køligt, men tørt
O: Skrald, folk

Endnu en af de aftener hvor man ville snige sig ud om aftenen for og komme væk fra sin familie. Ikke fordi hun ikke elskede dem, men de kunne bare blive for meget i længden. Hun vidste heller ikke helt, hvem hun kunne blive mest træt af, men det var også ligemeget. Hun gik roligt rundt i gaderne i et par brune bukser og en matchene trøje og havde en brun kappe på med hætte som hun havde hen over hovedet, hvor nogle hårtotter strittede ud til siderne. Hun vidste ikke hvad denne dag eller rettere aften ville bringe, men hun håbede lidt på, at hun mødte en eller anden så hun ikke var helt alene, men det var vel bare nogle drømme som kørte rundt i hovedet på hende.
Hun var kommet ind i en gyde, hvor der havde været en masse uro den sidste time. Der var nogle blodpletter forskellige steder på jorden. Hun kiggede undrene på blodet og fuldte blodpletterne. Da hun var gået et godt stykke ind i gyderne så hun en pige på omtrent hendes alder der lå på jorden og var indsmurt i blod. Hun løb hen til pigen og mærkede efter puls. Hun var stadig varm, men hun kunne overhoved ikke finde nogen puls. Hvor længe havde hun ligget der? Hun forstod intet af det hele. Hun kiggede rundt og inden hun havde registreret det havde nogen taget fat i hende og trukket hende væk fra liget. Hun vendte sig rundt og lignede en der både var i chok og ikke anede hvad hun skulle gøre eller sige. Hun kiggede undersøgende på 2 fyre der var kommet, hvor den ene dog var gået direkte hen til liget imens den anden holdt fast i hendes arm. Efter hun havde kigget lidt tid på ham og var blevet mere klar i hovedet opdagede hun, at de var en af vagterne. "Hvad laver du her og hvad er der sket?" spurgte han hende om. "Jeg kom tilfældigt forbi og så, at hun bare lå der. Jeg ved ikke hvad der er sket" sagde hun og man kunne tydeligt høre på hende, at hun stadig var forvirret og chokeret over det hun havde opdaget. Vagtens ansigtsudtryk viste tydlige tegn på, at han ikke troede på hende "Hvorfor skulle jeg haft dræbt hende?! Jeg er datter af Sakref og det er under min værdighed og dræbe i smug!" råbte hun af vagten, men hun havde heller ikke helt gennemtænkt det hun havde sagt.

Det var ellers sådan en stille nat. Kold, javist, det var jo vinter, men stille. Folk puttede under deres varme dyner og han overvejede faktisk det samme...Han var en smule træt nu, især efter at have udført endnu en opgave. Pigen havde været ung og livlig, men alligevel skulle hun dø. Og det var hun så blevet, dræbt. Han havde gjort sig ren igen, tørt lidt af blodet af sine hænder. Kniven var blevet smidt væk. Faktisk havde han været på vej væk fra stedet, da han havde hørt skridt. Han gemte sig i skyggerne og...Opdagede en kvindelig skikkelse, der virkede chokeret over at finde et lig - Som alle andre også ville være. Af normale mennesker og uskyldige væsner. Lidt efter kom der nogle vagter og Sean havde været klar til at stikke af...Da han genkendte stemmen som Rafs. Dette var ikek godt...Faktisk bare problemer. og han burde skynde sig endnu mere væk nu, så han ikke kom i problemer med byens højeste.
Og alligevel så han sig selv træde ud af skyggerne, som kom han tilfældigvis forbi, og gå direkte hen mod stedet.

Den ene vagt, der havde set til pigen, rejste sig op og rystede på hovedet.
"Hun er stendød. Men ikke kold, mordet er nyt" vagten så anklagende på Raf. I deres hoveder var hun taget midt i akten.
Sean nåede netop hen til dem og skuespillede at være dybt chokeret over liget...
"Mine herrer! hvad er der sket her?"
Den anden vagt, som netop rystede Raf og havde sagt noget i stilen af at hvis hun var Sakrefs datter, var han gud, stoppede op og de så hen på ham.
"Kvinden her er taget på gerningen! Piger er knap nok død og pigen her har blod på sig. Det er klar som solen!" svarede den vagt, der holdt Raf.
Sean så hen på Raf og lyste op i et nervøst smil. Det hele for vagternes skyld.
"Hende? Jeg kender hende. Hun er en af mine venner...Hun kunne umuligt have myrdet nogen!"

Hun var nærmest helt ude af den. Hvor var hendes familie når hun endelig havde brug for dem?! Hun var nærmest desperat for og komme væk og hjem til sin familie igen. Hendes far ville blive stik hamrende tosset hvis hun var kommet hjem med vagterne i hældende. Hun kiggede på vagten der ikke truede på hende. Hun blev nærmest mobset da han ikke troede på, at hun var Sakrefs datter. Det var så soleklart som natten var lang! Ihvertfald i hendes øjne. Hun skulle lige til og råbe af vagten da hun hørte en velkendt stemme. Sean? Hun kiggede hen på ham og var nærmest lykkelig over og se ham. Hun prøvede og vride sin arm fri, men vagten holdt bare fastere i hende og trak hende tættere på sig så hun ikke kunne flytte sig. Hun kiggede på vagterne "Bare vent til min far høre om det her! I bliver fandme taget af posten!" hun var ikke bare blevet irriteret over situationen. Det var den rene pine for hende. Hun kiggede på Sean "Hej Sean" hun kiggede på ham med et blik der viste store tegn på om, at hun bad om hans hjælp.

Sean sendte hende et advarende blik. Hun skulle stoppe med at prale af hvem hun var og det skulle hun nu, inden det forværrede hendes situation. Viste hun ikke de fleste, jævne folk mere bekymrede sig for deres egne, end højrøvede Herrer, der gemmer sig i sine slotte? Folk kunne blive direkte ondskabsfulde, når de opdagede en person var af høj byrd...og helt alene. Dertil kom at de også kunne tro hun var syg og slet ikke ville lade hende gå.
Han sendte vagterne et lille smil og sendte liget et hurtigt blik.
"Hør, mine herrer. Dette er i sandheden et trist øjeblik. Men lad os nu ikke gøre noget overilet" han nævnte intet om at hun faktisk var af høj byrd. overhoved.
"Se på hende! Hun er jo ved at gå ud af sit gode skind og hun er jo ikke ligefrem den stærkeste. Hun er bare en kvinde..." han viste at i denne middelalderlige verden, kunne visse ting stadig godt være mandepræget.
"...Og hvor er mordvåbnet?" spurgte Sean, der jo udmærket viste at de ikke ville finde våbenet...lige med det samme. Vagterne tøvede lidt. De var ikke glade for at skulle lade hende gå, nu hvor de endelig havde mulighed for at anklage nogen.
Sean gik hen til Raf, som om han ville overtage hende og tage sig af hende, hvis bare de slap hende. Hvilket han opfordrede dem til med sit kropssprog. Til sidst orkede han ikke at vente længere. Han brugte sin evne i et kort øjeblik, til at overbevise dem om at kvinden her var den forkerte...Og vagten slap hende.
"Godt. Ikke tøve, lad os komme væk!" hviskede han roligt til hende og skubbede hende væk fra vagterne, ud mod den åbne gade.

Hun opdagede blikket Sean sendte til hende og kiggede istedet ned i jorden. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre eller noget som helst. Hun vidste dog en ting og det var, at hun var glad for, at Sean ville hjælpe hende. Han kunne lige så godt være ligeglad med hende og været skredet, men så skulle han nok regne med, at han ikke stod på top 10 listen af folk hun mente ikke skulle straffes på nogen måde, men mere på top 3 listen over folk der skulle hænges. Men sådan var han nok ikke. Hun sukkede nærmest opgivende og stirrede ned i jorden. Hun bed sig usikkert i underlæben og lyttede til det vagterne og Sean snakkede om. Hun kiggede dog hurtigt op på Sean da han sagde, at hun bare var en kvinde. Hun sagde dog intet og kiggede ned i jorden igen og ventede på og se hvad der skete. Hun mærkede efter noget tid vagten slippe hende. Hun flyttede sig dog langsomt væk fra ham. Hun var usikker på om det nu også var en god ide og smutte, men da hun hørte Seans stemme og mærkede, at han skubbede hende hen imod udgangen fra gyden flyttede hun sig og gik imod udgangen.

Han vedblev at skynde på hende, til de var kommet ud på gaden og lidt væk fra stedet. Til mørket gemte dem fra evt. nysgerrige øjne eller hvis vagterne skiftede mening. Han slap sin evne og trak vejret dybt en enkelt gang. Og sendte Raf et hurtigt smil, da han begyndte at gå mere roligt og uden at skynde på hende.
"Det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt...Vil du gerne i fængsel?" smilte han, som om hun havde lavet en joke med ham.
"Dræbte du hende virkelig?" spurgte han så lidt efter. Han viste jo godt hun ikke gjorde...Men han ønskede ikke hun kendte til hans arbejde. Eller til at han dræbte...Hun ville jo bare løbe skrigende væk fra ham. Han smilte let til hende. De slap væk fra vagterne...Godt nok.

Hun blev bare ved med og se ned i jorden imens hun gik, men hun kunne godt mærke på Sean, at han ville have hun skulle gå hurtigere væk fra stedet. Hun ville nærmest løbe væk, men ville det ikke virke underligt? Som om hun virkelig havde dræbt pigen? Hun vidste ikke om hun skulle tude, være glad for hjælpen eller hvad hun skulle. Der var en masse følelser som løb rundt i hendes krop og en masse tanker der samtidig kørte rundt i hovedet på hende. Det gjorde hende vanvittig. Hun kiggede op på ham da hun endelig mærkede, at han ikke skyndede på hende. Hun rystede på hovedet "Nej selvfølgelig vil jeg ikke det!" der var en lettere snerren i hendes stemme. Hun sukkede lidt "Undskyld det var ikke meningen. Det bare for meget på en gang. Men tak for din hjælp" hun gik næsten helt inde i skyggerne for og skjule blodet fra hendes tøj. Forhåbentlig var vampyrene et andet sted på dette tidspunkt. Hun kiggede på ham med et spørgende blik "Tror du selv på, at jeg gjorde det?" hun kiggede alvorligt på ham.

Han så tilbage på hende, så godt han kunne i mørket, som for at bedømme hende. Så trak han på skuldrene.
"Tiderne har lært mig at enhver kan finde på hvad som helst. Ja, jeg tror faktisk du kan dræbe, men jeg tror ikke du dræbte kvinden i gyden" svarede han og sendte hende så endnu et lille smil. Han tog det ikke personligt, at hun havde snerret af ham. Hun følte sig nok presset, chokeret...
Og nu ville han følge hende hjem, endnu en gang.
Troede han.
Lyden nåede han og gav ham en mindre overraskelse. Virkelig? Det endte med han himlede med øjnene, stoppede op og så sig tilbage fra hvor de kom fra. Mennesker var godt nok dumme...
Der kom de løbende med deres små venner!
"Vent! I lovens na...navn!..." forpustet. virkelig?
"Vi skal...I er...Anholdt!" råbte den samme vagt, som havde taget fat i Luce. De to vagter var der...og ca. 5 andre, som de havde fundet. Seans ene øjenbryn gled undrende i vejret.
"Åh...vi bliver vist nød til at slås...Eller løbe" sagde han og trak på skuldrene, da han roligt så tilbage på Raf, for at se hvad hun ville.

Hun kiggede på ham imens hun fortsatte med og gå. Meget kunne hun sikkert godt finde på, men hun havde nok ikke lige været den der dræber. Ihvertfald ikke som hun har oplevet, men det var masser af tid endnu til og finde ud af det "Jeg dræbte hende altså ikke!" hun sagde det bestemt for, at understrege, at hun ikke havde dræbt pigen. Hun sukkede lidt og prøvede og falde til ro. Hun ville sådanset bare hjem så hun kunne slappe af, men hvad ville hendes familie ikke sige, hvis de opdagede hende smurt ind i blod?
Hun gik roligt videre men stoppede da hun opdagede, at Sean var stoppet. Hun kiggede om på ham og så nogle folk komme løbende imod dem. "Seriøst?!" dette var bare ikke hendes aften du kunne hun hurtigt understrege. Hun mærkede, at hun så småt var ved og blive godt irriteret. Nærmest vred. Hun kiggede på Sean og trak på skuldrene "Alt for, at undgå komme i fængsel for noget jeg ikke har gjort!" hun mærkede sine hænder blive varme. Hun begyndte faktisk og fokusere på ilden indeni hende. Hun var ligeglad med om nogen ville opdage hende, hvis ilden kom frem, men hvis det blev nødvendigt brændte hun vagterne og tog problemerne derefter.

En kniv gled ned i hans hånd. Han skjulte den, af ren vane, men var klar til at modtage vagterne. Dette blev jo ikke engang svært, ikke for ham...
Han viste ikke hvad Raf tænkte, men havde han gjort det, var han nok blevet sur. Han skulle ikke have ekstra problemer pågrund af hende og hvis der var noget der kunne gøre ham muggen, var det folk der gjorde ting uden at tænke først. Det var simpelthen så...Dumt.
Men han viste intet om det og smilte bare svagt for sig selv, da han tog et halvt skridt ind foran hende. Vagterne kom i fuld fart...Men stoppede op, så de ikke løb direkte ind i dem.
"Overgiv jer!" prustede den ene af dem. Sean rakte hænderne i vejret, men skjulte stadig sin kniv i mørket.
"Fint, fint...Rolig nu..." han nærmede sig dem stille...Lidt efter var han kun få meter fra den ene af dem...Manden var ved at finde noget reb frem, så han kunne binde dem, mens han virkede en smule vantro over at de allerede havde overgivet sig...
En lynhurtig bevægelse, umenneskelig hurtigt og stærk, og manden rallede svagt. Manden sank til jorden, men blodet der flød ud over hans krop. Hans hænder nåede ikke engang op til hans hals, før han var død.
De andre vagter stod som lammede. Sean gik efter den næste, der kun lige nåede at rejse en arm for at beskytte sig. Sean gennemborede hans hoved.
En valgte nu at flygte, eller hente forstærkning. De andre havde listet sig uden om Sean og imod Raf...

Hvorfor kunne de vagter ikke tage sig af andet end og jagte hende? Hun var vred indeni over at blive beskyldt for løgne. Meget kunne hun finde sig i, men direkte blive beskyldt for noget hun ikke havde gjort var dråben. Hun var dog stadig chokeret over det, men hun måtte tage det bagefter og vende og dreje det som hun nu ellers ville senere. Hun kiggede på Sean og holdt øje med vagterne. Hun knyttede sine næver og trak vejret dybt nogle gange. Hun var nød til og have kontrol over sig selv. Hun havde stadig svært ved og styre sin evne. Den var blevet trænet og hun var blevet bedre, men meget ukontrolleret når hun var vred. Hun havde det som om hun selv var ved og brænde, men hun vidste også godt, at det kun var hendes hænder der ville bryde i brand, hvis det egentlig skete noget. Hun kiggede på Sean. Hvordan kunne han tage det roligt? Vidste han, hvem det egentlig var der havde dræbt pigen? Hun rystede lidt på hovedet og så nogle af vagterne var på vej imod hende. Hvordan var de kommet forbi Sean? Hun borede sine negle ind i sine hænder og kiggede på fyrene. Da de var tæt nok på hende brød hendes hænder i brand. Hvis det ikke var fordi det var ild havde det set smukt ud, men det kunne hun gøre senere igen. Vagterne sprang væk for ikke og blive ramt af flammerne. Hun smilede kort for sig selv. "Er man pludselig blevet tøsedrenge?" tænkte hun let for sig selv og kastede nogle ildkugler der var på størrelse med tennisbolde, men deres hurtighed var det der kunne overraske for vagterne kunne ikke nå, at reagere før de brød i brand og skreg og løb rundt som nogle høner der havde fået hugget deres hoveder over.

Sean vendte sig hurtigt rundt, for at se om Raf havde brug for hjælp og for at tage sig af de sidste vagter...Lige tidsnok til at se hendes ild gå amok. Og lidt efter hvordan hun nærmest havde forandret sig og nød at sende ildkugler efter dem, som var de myrer og ikke mennesker. Sean, derimod, fandt ingen skade i det. Mennesker var svage og dumme. De var mad og irriterende. Han tørrede sin kniv af i en af de døde mænd og lagde den på plads i en lomme, mens han kom med et lille grin. Nu var det pludselig en dum ide at have rustning på, for vagterne. Lidt efter faldt den ene, så den anden. De endte som udbrændte lig på gaden.
Sean rystede let på hovedet af det og lod blikket glide over ligene...Dette var ikke så godt. Var der nogen der så dem her, ville det ende galt. De ville begge blive jagtet. Han sukkede svagt. Det nemmeste ville være bare at stikke af...Han kunne evt. bede nogen om at komme efter ligene senere, hvis de kunne nå det.
"Jeg syntes vi skal stikke af. Din ild er ikke ligefrem...stilfærdig og det samme var larmen fra kampen. Hvis nogen ser os her, med dem, vil vi blot blive jagtet og din familie opdager du har været ude på eventyr" smilte han let til hende, som om de bare var på picnic.

Hun nærmest morede sig over og se vagterne løbe rundt som høner der havde fået hugget deres hoveder af. Hun smilede let til det, men hendes smil forsvandt også hurtigt igen da hun vidste hvor alvorlig situationen var blevet. Nok havde hun ikke dræbt kvinden som vagterne havde beskyldt hende for, men nu havde hun dræbt de vagter som havde været efter hende. Hun sukkede lidt og så på Sean. Morede han siger over denne situation? Hun fattede det ikke. Dette var et mareridt for hende, men det var nu også første gang dette skete for hende. Ihvertfald det, at hun kunne styre sin evne og havde dræbt nogen med den. Hun nikkede let til det Sean sagde og kiggede ned i jorden og prøvede og tænke på noget andet for og få flammerne fra hendes hænder væk. Det nederste af hendes ærmer var blevet brandt væk, men hendes hud så normale ud som om intet var sket. Hun kiggede på Sean efter lidt tid "Hvor hen?" hun kiggede lidt forvirret på ham.

Han så på hende med et svagt smil.
"Helt ærligt...Vil jeg følge dig hjem. Der er sket nok for en nat og hvis nogen opdager du har været her, eller hvis der sker mere, vil det være svært at holde det hemmeligt. Jeg skal nok få dem til at glemme der overhoved var en kvinde med, en af vagterne nåede jo væk i live, men kun hvis du tager hjem...Og bliver der for i nat. Faktisk nok helst nogle dage, til de begynder at glemme hvad der er sket, igen. Men det er selvfølgelig bare et råd" smilte han let. Han lod kort blikket glide over ligene. Det havde været sjovt...Men Raf virkede også en smule chokeret over det og det var endnu en grund til det var bedst at få hende hjem, inden chokeret begyndte at gøre sin virkning. Han orkede ikke at slæbe en besvimet kvinde igennem byen. Hvis det altså kom dertil.
"Men godt klaret" tilføjede han så

Hun stod lidt og lyttede til det Sean sagde. Det lød som en god ide han havde givet hende. Hun nikkede stille "Lyder som en god ide og tak for hjælpen igen." hun vidste ikke helt selv hvor hun havde sig selv. Der var for meget som kørte rundt i hovedet på hende og hendes følelser var heller ikke bedre for de kørte også rundt og spillede hende et pus. Hun fumlede lidt med sine fingre og prøvede og få styr på sig selv igen, men hun havde det som alt bare var i en stor rode bunke. Hun kiggede på Sean og smilede kort til hans kompliment "Kan kun sige i lige måde" Hun kiggede rundt og begyndte og gå hen imod hendes hjem.

Han fulgte med hende, bare for at være sikker på hun kom helst hjem, sikkert. Der skete dog heldigvis intet og de kom ret hurtigt igennem byen og tæt nok på slottet, til at Sean mente det var hans tur til at forsvinde, så han ikke blev set sammen med hende.
"Tak for i aften" han bukkede let for hende, mest for at drille hende.
"Vi ses jo nok endnu en gang" mest fordi han ofte var ude i byen om aftenen...Lige som hun.
Lidt efter var han forsvundet.

/out//