I do not like to be trapped ((Enya))

Kol bevægede sig igennem den kolde vinteraften. Han var i klædt en hvid kortærmet trøje, en sort læderjakke og et par mørke bukser. I hans inderlomme havde han en lille kniv med. Han gik aldrig uden den, ellers ville han ikke kunne dræbe nogen, hvis han skulle få lyst til det. Hvilket der var en stor chance for han ville. Hans fødder fik ham igennem Terrorvilles gader. Der var mange der rakte ud efter ham, prøvede at få hans penge, men han havde ingen. Han mente penge var overvurderede, og at han ikke havde brug for den slags småligheder. Så han tvang folk til at give ham det han vil have. Først forsøgte han sig som regel med charme, for på trods af hans tendens til at dræbe folk, og hans blodafhængighed, kunne han være ganske charmerende. Men siden det næsten aldrig virkede, måtte han ofte ty til andre metoder. Han bevægede sig ind på Det Vilde Svin, og gik straks op i baren, hvor der også sad nogle andre. Det var sent nok til, at folk var kommet ud for at feste. Han så på bartenderen, det var en kvinde, hvilket gjorde det noget lettere for ham. Kvinder var som regel lettere at true end mænd. Han kaldte kvinden hen, og bevægede hans læber op til hendes ene øre. ”Hvis du giver mig alt hvad jeg vil have, så lover eg, at jeg ikke vil skære halsen over på dig, at jeg ikke vil nyde hver eneste dråbe af dit blod. Giver du hvad jeg vil have, lader jeg dig leve.” Han løftede den ene side af jakken, så hun kunne se kniven. Han trak sig tilbage, og satte sig godt på rette på en stol. Han sendte hende et smil, der virkede overraskende venligt. Kvinden begyndte at gøre en øl klar til ham, hvilket passede ham fint. Han begyndte at drikke, men drejede så blikket imod en af de øvrige kunder, en lyshåret flot ung kvinde. Eller ung var hun måske ikke, men hun så ung ud. Mens han var opmærksom på kvinden, sneg nogen noget i hans øl. ”Skå…” Alt blev sort.

Kol vågnede op på jorden, og tog sig til hovedet. Han følte det var tungere end normalt, han rejste sig op og lænede sig op af en mur af et materiale han ikke kunne definere. Han vidste ikke hvad der foregik omkring ham, men det gik hurtigt op for ham, han var buret inde. Noget han bestemt ikke var glad for. Han foretrak at være fri. Men hvem gjorde ikke det? Han bevægede sig usikkert hen imod tremmerne der holdte ham inde. Kol greb fat om en af tremmerne og ruskede voldsomt i den, men den rykkede sig ikke en millimeter. "Hallo!" Han var udmærket klar over, dem der holdt ham fangede ikke ville svare ham, men det kunne være der var nogle andre der var fanget.

Påklædning Et par slidte jeans, nogle ødelagte sko og en alt for stor gammel sort trøje. Derudover har hun en sort hue på

Det var efterhånden noget tid siden, hun så meget som havde bevæget sig hen imod en kro...eller for den sags skyld store befolkningsmasser. Efter at havde levet på gaden i så lang tid, så havde hun nærmest glemt hvordan det var at være omkring så mange på engang. I denne anledning så hun dog også en del pænere ud en normalt, det normalt fedtede hår var silkeblødt og smukt. Hendes normalt beskidte klamme hud var fin og ren, så man kunne næsten se noget af den rigmandsdatter der forsvandt for så mange år siden. Hun havde brugt noget tid på at gøre sig selv ren, dog var det fortsat det samme gamle, slidte tøj som altid. Hun havde ikke just været heldig med at finde noget rent tøj.
De blå øjne var konstant rettet imod hver enkel person, som hun bevægede sig rundt blandt dem. Hun ville nok altid være en smule mistroisk omkring andre...netop fordi man aldrig kunne vide hvem folk var. Dem der havde bortført hende dengang for 70 år siden, de havde taget hende på det grundlag af hendes efternavn og hvilken magt det havde. Det var en stor ting og hedde Dragomir til efternavn, så det var ikke just noget mange hed. Det var et navn man kunne gifte sig ind i, men som regel var det kun Draconianerne der kunne dette. Så når hun først var ude omkring folk der kendte til dette navn, så kunne der ofte være en chance for nogle ville have fat i hende...udelukkende for at misbruge den magt det kunne give dem. Så som denne gang holde hun sig mest for sig selv og sad nede i det bagerste hjørne. Dog som hun kiggede væk kunne hun mørke en brise imod sig, hvorpå der gik en smerte igennem hendes nakke og med et var alting mørkt.

Hun vågnede op til lyden af en mandelig stemme, der kaldte ud efter nogen som ikke ville være der. Som hun åbnede sine øjne var alting endnu ikke helt klart for hende, alting var sløret og der gik godt fem minutter før hun kunne se ordenligt "der er ikke nogen" brummede hun og fik stille sat sig op. Ligesom ham var hun også spærret inde, hun var dog spærret inde med ham. Hun fik rejst sig op, hvorpå hun så rundt "mhh det er i det mindste bedre end sidste gang" hun snakkede mere til sig selv end hun gjorde til ham. For dette sted så da langt kønnere ud end det sted hvor hun tilbragte godt 50 år af sit liv. Hun sukkede og bevægede sig rundt i buret, alt i mens hun betragtede hvordan det var bygget og hvor de overhoved var. Hun kastede et blik hen imod den anden mand og hævede øjenbrynet "hvorfor fangede de dig? har du en eller anden værdig for dem?" spurgte hun og hun lød dog en smule uinteresseret. Lige nu ville hun bare gerne ud af dette sted!

Kol hørte en stemme fra cellen ved siden af. ”Tak fordi du kunne oplyse mig.” Det var ikke fordi, han ofte blev spærret ind i en ulækker kælder med celler til gud ved hvad. Nej, han foretrak at holde sig oppe over jorden. Kol kunne høre hun talte sig selv, men kunne ikke høre hvad sagde, og det kunne vel også være lige meget. Da hun spurgte ham om noget, der var rettet imod ham, blev han igen opmærksom på hende. ”Det ved jeg ikke. Måske var de misundelige over hvor flot jeg er.” Han var udmærket klar over, hvorfor de havde fanget ham. Hvem end de så var. Han var penge værd, og folk gik så meget op i penge for tiden. ”Hvad med dig?” Kol så ud igennem cellens tremmer, og fik øje på en kniv der lå på et bord ikke langt fra ham, men langt nok væk til, at han ikke kunne nå den. ”Du har ikke tilfældigvis en telekinetisk kraft, har du?” Han nikkede imod kniven, for at vise hvad han hentydede til. Hvis han bare kunne få den kniv, kunne han udføre lidt blodmagi og komme ud der fra. Hvis hun hjalp ham, ville han også hjælpe hende ud.