Trapped in the physical hell. Who will survive?(Delilah, Markulius, Zela)

Mørket strømmede ud fra kroge og skyggefulde lommer, og opslugte verden omkring sig uden den mindste angstrengelse, imens en let fugt fulgte dens kølvand og spredte spinkle dråber af dug på alt omkring sig. Skyer klumpede sig sammen på den blæksorte nattehimmel, hvor ikke en stjerne tittede frem fra skyernes tusinde tætte tæpper. Månen var fanget bag tremmerne af frostklar dug der svævede i nattehimlen, hvori regnen ophobede sig - Men selvom skyernes vand så ud til at ville falde snart, ville luftens fugtighed antyde at der endnu var et stykke tid til verden blev dækket af tunge dråber der klaskede imod jorden. Tiden var ikke til det. Ikke på dette tidspunkt. Ikke endnu. Men snart.
Skyerne der langsomt tøffede over den udslukte nattehimmel, slørede månens stråler. Men efterhånden som den bevægede sig over himlen, kom der små huller i laget, og så kom bredden til skyernes helt personlige hav - Intetheden. Så snart månen tittede frem på intetheden, så brød jorden i en bleg brand, der stammede fra månens farvede stråler.
I månens lys kunne man se hvordan skoven tårnede sig op, dannede skygger og indhyllede forskellige dufte i underlige blandinger der sivede ud gennem træerne, for at snige sig op i forbipasserendes næser og forvirre deres sanser. Men det var ikke kun skoven der kunne ses.
Larmen nåede skovens dyr inden synet ville have gjort. Men dyrene var flygtet fra de frygtindgydende lyde, langt tid inden de rent faktisk så hvad der forstyrrede nattefreden. Men hvad dyrene ikke så, var hvad der lignede en gruppe af grinende, halvfulde drenge der terroriserede området da de banede sig vej igennem ting de ikke burde kunne flytte, uden at sænke deres gang til skovens dyb. Men gruppen af drenge, havde et individ imellem dem, der var så lidt dreng som muligt. Udenpå.

Der var hænder overalt. De rørte hendes hår, hendes ansigt, hendes hænder, hendes krop. De holdt om hende, trak hende til sig, skubbede hende videre ned af stien. Der var kun én fællesnævner - De ville alle have hende.
Delilahs øjne, der var omgivet af en sky af lange øjenvipper, glimtede kort i månelyset, netop som hendes rødlige læber formede sig til et smil. Hendes hånder stod aldrig stille, da hun havde travlt med at skubbe drengenes hænder væk, imens hun med svajende hofter tog skridtene der holdt hende i midten af drengeflokken. Det var nok også denne konstante bevægelse der holdt varmen cirkulerende i hendes krop, sammen med varmen der flød fra vindene omkring dem - På trods af at vinteren endnu lå omkring dem. For normalt var det ikke, at en så kort kjole stadig kunne holde varmen på nogen, i vintermånederne.
Det hvide stof omsluttede stramt hendes brystparti, og skabte den kavalergang størstedelen af drengene hastigt lod et blik glide over, ubevidst. Underdelen af kjolen bølgede ned af hendes krop, og nåede knap til lårene før den stoppede, og afslørede dermed de lange ben der smidigt bevægede sig ved hvert skridt. Høje stiletter tvang hendes holdning til om muligt at være mere elegant end den plejede, hvilket havde den effekt at hver af hendes skridt havde en glidende bevægelse, som svævede hun hen over jorden i stedet for at gå.
Hendes mørke hår snoede sig om hendes ansigt, og indrammede den lyse hud i en glorie af mørke lokker og flød ned af hendes ryg, hvor den endte i en snoet spids. Men hendes øjne var det mest forførende på hendes krop. Skygger blev trukket hen over dem fra hendes øjenvipper, og gav dem et mystisk, farligt træk der også emmede omkring hendes ugenkendelige smil.
Som de fandt deres vej igennem terrænet, blev en af de drenge hun havde givet lov til at tro havde skabt idéen om at tage i skoven, mere nærgående end godt var. De havde ikke engang nået skovkanten endnu. Han greb fat i hendes arm, og trak hende ud af gruppen, der fortsatte en godt stykke inden de opdagede de manglende personer. Han trådte nær hende, så hun kunne mærke hans ånde varme hendes kind op, og på trods af en kraftanstrengelse lykkedes det hende ikke at ignorere den rådne ånde der blev pustet op - For meget alkohol, det var sikkert.
Han trak hende tættere ind til sig, så hele hendes krop blev mast ind mod hans. Hun kunne nærmest smage alkoholen der flød i hans årer og berusede hans hjerne i sådan en grad, at han sandsynligvis ikke havde nogen idé om hvad han gjorde, sammen med blandingen af det faktum at hun var en succubus - Fejlfri hud og en perfekt krop var hvad der skaffede hende føde, hvilket også betød at alkoholen ikke hjalp på hans vilje til at modstå hende.
Hans ånde blæste i hendes ånde, og gav hende en sygelig kvalme der byggede sig op fra hendes hals og opad. I ren refleks lod hun hænderne glide op af hans ryg, og om på hans mave, hvor hun skubbede til. Hans påvirkede balance fik ham til at vælte en smule bagover, så hun kunne komme fri. Hun trådte nogle skridt bagud, men han greb fat i hendes hånd og trak hende tættere på igen. Et smæld lød hen over vejen da hendes knytnæve ramte hans kind, i en stil der tydeligt viste at det ikke var første gang hun havde slået, men at hun var yderst velbevandret i disse metoder. Dette syntes at irritere ham nok til at gribe fat i begge hendes arme og stramme til, hvorefter han trak hende så tæt på at hendes hår blafrede let da han åbnede munden og lod ord vælte ud, sammen med den forfærdelige ånde.
"Prøv ikke at flygte. Du er min. Vores. Du kan ikke flygte."
For en der ikke vidste hvad der var sket inden, ville dette ligne voldtægt i stor grad.

Han havde fulgt efter dem et stykke tid. De havde ikke opdaget det. Han var dog i tvivl om kvinden. Hun virkede ædru nok og magtfuld nok dømme efter hendes lugt til at kunne fornemme en liste omkring hende. Han havde set at hun blev hevet væk. Men gruppen af de unge mænd var mere interessante. Markulius'es øjne var rødere end rød. De havde en cirkel rundt om den brændende røde farve. Og hans skarpe vampyr tænder var fremme. Hans instinkt for at dræbe var trådt ind. Det havde nærmest overtaget ham. Hans onde side havde lyst til at dræbe. Han måtte bare have dem til at dele sig. Og ganske rigtig. gruppen stoppede kun ti meter væk fra hvor pigen havde været forsvundet. Drengene kiggede rundt forvirret over at de pludselig manglede 2 personer i deres gruppe. Markulius stod ikke langt fra dem bag et træ og ventede. Han vidste hvad der ville ske nu. Han kunne se det. Gruppen delte sig op 2 og 2. Han havde allerede talt gruppen. Der var godt og vel 12 mænd. Udover manden og kvinden som var forsvundet. Det gav 14 ofre. Roligt med en lydløs hånd hev han ind ved ryggen under jakken. Og på indersiden af jakken fandt han en masse små kasteknive frem. Ikke nok til at dræbe dem alle. Men det var de sidste han havde. Han talte dem. 4 styks. Det var da utroligt. Han var tydeligvis nød til at tænke sig om. Hver af disse mænd skulle ha 2 knive for at dø. Hvis han kun kunne dræbe 2 på afstand var det helt sikkert at han måtte finde en strategi. Fødderne bevægede sig og hans vampyr instinkt tog ind. Med en hurtig bevægelse forsvandt han som dug fra solen. Og kom frem foran en af drengene kun 3 meter fra ham. Manden så de røde øjne. Skriget som han ville have afgivet kunne have afsløret ham. Men så snart manden havde åbnet munden. Havde Markulius allerede kastet 2 knive. Den første ramte på halsen lige ved stemmebåndet så manden mistede stemmen. Den næste ramte lige i brystet så hårdt at den røg lige imellem ribbenene og ramte hjertet perfekt. Manden faldt ned stendød. Markulius forsvandt igen med sin ekstrem hurtige fart. Og kom frem et par meter bag en anden af de mange mænd. Knivene's sivende lyd mens de borede sig igennem luften var det eneste manden hørte før den ene kniv ramte ham i nakken. Og den anden ramte ham på ryggen igen ved hjertet. Manden faldt om tydeligvis osse død. Bevægelserne fra dette væsen satte i fart igen. Og Markulius bevægede sig igen hurtigere end det blåtte øje ville se i denne mørke. Markulius havde trukket begge sine knive. Og havde dem begge fast i sine hænder. Stramt så han ikke ville tabe dem. Klingernes sjussss lyd var hurtig men osse næsten lydløse mens de skar halsen over på 3 mænd på række. De faldt om. Så hørte han det. Det var som om noget indeni ham rørte på sig. 'Du kan ikke flygte'. Ordene var det der indikerede hvor de var. Og den voldsomme hurtige bevægelse satte sig igen i fart. Og han stoppede op bag et træ ikke langt fra hvor kvinden og manden var. Han så på dem. Voldtægt. Havde disse mænd virkelig ingen fatning om hvad der foregik rundt om dem. De var i en af de farligste skove i området. Blikket faldt op på himlen. Og så under fuldmåne hvis han ikke tog meget fejl. Roligt hævede han begge klinger så hans hænder var ovenover hver skulder og hans hoved imellem dem. Så klingerne han havde omvendt i hænderne stak ud i den retning hans ansigt vendte. Derefter forsvandt væsnet igen. Og lyden der efterfulgte var hurtig og smertefri. Og han stoppede hårdt op en meter fra hvor manden stod. Men der manglede noget. Mandens hals begyndte at bløde få sekunder efter at Markulius var dukket op. Og hovedet gled langsomt ned og landede på jorden med et bump. Markulius'es voldsomme og kraftfulde bevægelse havde gjort at mandens hoved var hoppet op mens Markulius skar. Men var landet præcis samme sted. Præcis ligesom bord og dun tricket. Markulius stod stadig på hug en meter fra liget som langsomt faldt livløst til jorden. Han havde klingerne i hænderne. Pletfrie. Fordi han havde skåret så hurtigt at blodet ikke havde haft tid til at sætte sig på knivene. Roligt så han ud for sig mod de mørke dystre træer mens han bare var helt lydløs. Ventende på kvindens reaktion. I stilhed.

Knivene
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]
Kasteknivene
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

- I skriver alt for laaaaangt til miig :-(

//Jeg sagde jo at der ingen der gider læse så lange Del Zela skriv det du kan jeg skriver kun så meget ved første indlæg

- Ih altså, i har bar gjort miig helt usikker på miig selv med det lange der. Men vil prøve at skriv noget så langt jeg ka

//Du skal ikke være usikker Zela:D Jeg vil være stolt af dig ligemeget hvor meget du skriver

- svar imorgen, kan slet ikke tag mig sammen lig nu. i skriver for godt til jeg ka emne med jer

//OOC: Zela, det handler ikke om hvor langt man skriver. Jeg kender rigtig mange der emner langt bedre end mig, og de emner kun på omkring 10-20 linjer. Det handler ikke om længden men om indholdet. Så du skal slet ikke tænke på hvor langt dit indlæg bliver:)

//Lige mine ord Del