Everyday is a second chance - Rafaela

Tid - Ud på eftermiddagen
Sted - Gågaderne
Vejr - Sådan nogenlunde varmt, men ikke nok til shorts og det hele
Omgivelser - Mange mennesker
Påklædning - [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var ud på eftermiddagen og det var ikke videre varmt, Aaron gik roligt ned af gågaderne, han gjorde ikke meget, han 'kiggede' bare forud, for hvad skulle han ellers, han havde solbriller på som altid, for at skjule sine blinde øjne, hans tomme og overskyet øjne, der var flere gange hvor han havde oplevet at folk var blevet skræmt og endda sagt at han skulle dække dem til, så han turde ikke rigtig andet mere end at dække dem til, som de sagde, det resulterede så bare i at der kom nogle kommentarer som 'hvorfor går han rundt med solbriller om vinteren' eller 'hvorfor har han solbriller på indenfor' men sådan var det, det var ikke nemt at være blind.
Han undveg mange af de folk der var omkring, det hjalp hans sanser ham med, der var nemlig rigtig mange folk på gaderne, så hans sanser var ekstra opfattende, han sukkede, han var ved at blive træt i hovede, han var så opmærksom lige nu, at det gjorde ham helt ør i hovedet, han ville gerne finde et sted at side, men det ville tage noget tid og endnu mere energi at finde en bænk eller noget, han måtte bare holde lidt ud endnu, han vidste at der ikke var langt hjem, han var der snart, efter at havde gået en lang og fin tur, nu skulle han bare hjem i sin lejlighed og slappe af og måske få sig en lille lur, det kunne han godt trænge til, også et glas koldt vand, det lød fristende lige nu.
Han havde ikke meget  i sit liv, det vidste han godt, han sov for det meste dagen væk fordi han ikke havde andet at lave, han havde ingen venner at ses med, fordi der var ikke mange som havde lyst til at være ven med en blind, han havde haft nogen, men deres omsorg og pludren om hvor synd det var for ham fik han nok af til sidst og han tog ikke kontakt til dem mere.
Han sukkede endnu engang, han havde et meget kedeligt liv, ikke et han just var glad for, men han overlede, det var... det vigtigste.
Gud bestemte hvornår han skulle dø, ikke ham selv.

P - [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Rafaela gik stille for sig selv i gågaderne. Hun havde haft nogle hårde måneder som slave for sin egen far! Dem der havde hørt om den livsstil hun havde fået det efter barnet var blevet født havde troet hendes far var en ond satan. Oveni, at han var kongen over Doomsville og havde megen stor magt omkring sig. Hun følte sig ulykkelig og ødelagt indvendigt. Hun havde fået tilladelse til og gå rundt i byen lidt længere end normalt da hun først fik tilladelse til og komme ud lidt senere end hun plejede. Hun holdt dog alligevel øje med hver en person hun kom forbi. Hun håbede lidt, at der ikke var nogen der kom imod hende og sagde "blodklanen vender tilbage" til hende for det var et tegn på, at de kendte hendes far og havde en opgave til hende. Hun ville gerne få slappet af og ikke føle sig som en slave selvom det næsten var umuligt for hende da hun konstant tænkte på om hun var født til og skulle være en slave da hendes biologiske mor, Luce havde været det det meste af sit liv.
Hendes biologiske mor var blind pga hun var slave og de 2 herrer hun havde haft havde pillet et øje ud hver fra hende. Hun elskede dog stadig sin biologiske mor ligemeget hvordan hun så ud for hun var en af de kvinder som hun kendte som havde gået igennem så meget i sit liv og alligevel var hun den sejeste kvinde og den som havde overlevet mest skade som de fleste havde været døde af. Hun nærmest beundrede hende. Hendes mor var en overlever.
Rafaela kiggede ned i jorden da hun pludselig gik ind i en fyr. Hun kiggede forskrækket op på fyren og bed sig usikkert i underlæben. Man kunne tydeligt se på hende, at hun var blevet usikker. Hun var blevet straffet i månedsvis for hver gang hun gjorde noget der var forkert og var derfor konstant bange for og gøre noget forkert. "Det...det...det må de undskylde" stammede hun og kiggede usikkert på fyren. Hun vidste ikke om personen ville skade hende eller lade det passere. Hun havde slet ikke set fyren før det var forsent og der var så mange folk ude på gaden.

Han fik sig noget af et chok da en stød ind i ham, han havde ellers undveget alle andre, men hans sanser var også ved at være godt trætte, han kunne godt bruge en pause nu.
Han tørre læber formede sig i et smil da han hørte en stammende stemme der helt klart tilhørte til at kvinde.
"Det er helt okay" sagde han. Han kunne ikke rigtig finde pigen, ikke engang hendes stemme kunne han placere hende på gaden, så han kiggede på ligeud, hvilket nok virkede en anelse mærkeligt for denne kvinde, men hun måtte bære over med ham, han kunne ikke meget andet i denne situation.  
Han kunne ikke lade være med at fornemme en hvis bange anelse over denne kvinde, en hvis usikkerhed måske mere. "Er du okay?" spurgte han, stadig kiggende ligeud, men med et smil på læben, når han ikke kunne kigge på hende, måtte han i det mindste give hende et smil, så hun vidste at intet var galt og han intet ville hende ondt, tvært imod, han kunne ikke rigtig gøre hende noget, kunne han vel.
Han rettede lidt på sine solbriller, de sad lidt forkert efter som de var gået ind i hinanden, hans solbriller irriterede ham, han kunne ikke lide hvis de sad forkert, det kunne gøre ondt i sidste ende.
Han var ikke så vild med at han ikke havde sine sanser lige nu, han var virkelig ikke vild med ikke at kunne placere hende og så kigge på hende, selvom han ikke kunne se hende, han virkede så uhøflig lige nu, det var slet ikke hans stil at være sådan.
Han håbede dog hun var okay, det virkede ikke som hun faldt, men det kunne sagtens være, han ville ikke havde kunnet mærke det via sanser hvis det var sket i hverfald, så det kunne godt havde været hent.

Hun kiggede lidt undersøgende på fyren. Han så ikke rigtigt ud til og være en fyr der kunne finde på og gøre skade på hende. Hun kiggede dog lidt underligt på han da han kun kiggede ligeud da hun stod skråt overfor ham. Hvorfor kiggede han kun ligeud? Hun spekulerede meget over det *Kunne han være blind?* tænkte hun lidt for sig selv. Hun var stadig meget nervøs for og han ville gøre skade på hende, men da han spurgte om hun var ok og smilede til hende blev hun lidt roligere og slappede lidt mere af "Jeg har det fint nok" sagde hun venligt dog med en undertone der tydeligt viste tegn på, at der var noget der gik hende på inderst inde. Hun stod lidt og trippede med fødderne da hun ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv overhoved. Skulle hun invitere fyren til et glas vand og måske få snakket lidt ud? Tankerne kørte rundt i hovedet på hende.

Han smilede endnu mere da hun sagde at hun havde det fint, det var han glad for at høre, han kunne ikke lide når folk kom til skade, der var alt for mange der var kommet til skade på grund af ham tidligere i hans liv, der skulle helst ikke være flere og slet ikke en fremmed.
"Det er jeg glad for" sagde han. Han var ved at få sin energi tilbage bare ved at stå og slappe af, det var faktisk ret rart, men det kunne han ikke rigtig før, da der var andre som kom gående frem og tilbage, og de var nok ikke så ville med at han bare stoppede og kiggede ud i luften, men når nu denne kvinde var her, så var det vel okay at stå lidt.
Han tog en dyb indånding da han endeligt kunne placere hende og rettede så sit ansigt mod hende, der var intet ved at kigge på folk, han kunne alligevel ikke se dem, men folk havde det med at finde det mere behageligt hvis man kiggede på dem, det havde han lært, så det ville han gøre.
Han roede lidt i sit hår og kløede sit lidt i nakken, han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige, skulle han bare gå og ønske hende god dag, eller hvad gjorde man efter man lige havde stødt ind i en anden person, han vidste det virkelig ikke, normalt holdte han sig mest for sig selv, så han undgik kontakt med andre, han var ikke god til at tale til folk, det var heller ikke de fleste der ville snakke med ham, mest fordi de ikke følte de havde hans opmærksomhed, men sådan var det at tale med en blind. "Øhm, jeg burde nok også sige undskyld... så mig ikke rigtig for" sagde han og grinede kort og lavmælt, bare for at bryde den akavet tavshed og bringe lidt humor ind i dette, hun måtte da have fanget at han var blind på dette tidspunkt, så det var da lidt sjovt, var det ikke? han vidste det ikke rigtig, men nu prøvede han.

Hun smilede stille til ham. Han virkede til og være en meget sød fyr. Hun følte sig mere rolig, men virkede også til og være mere genert end hun normalt var. Hun vidste ikke helt hvorfor. Det var en ny følelse der var kommet frem i hende. Hun havde aldrig haft den følelse i kroppen før overhoved.
Hun fumlede lidt med sine fingre og kiggede lidt på ham "Det er helt fint. Vi glemte nok begge og se os få" hun grinte stille over det hun sagde. Hun havde en ide om, at han var blind, men ikke sikker og nysgerrigheden voksede i hendes krop. Hun strakte sin arm imod ham for og være høflig "Jeg hedder Rafaela Zain Dreadheart Morladin" sagde hun nervøst. Hun vidste ikke om han vidste hvem kongen var og hvad han hed eller om han vidste hvem hun var. Prinsessen af Doomsville, men hun tog chancen. Enten kendte han hende og måtte tage konsikvensen der hvis der var nogle der eller også var hun bare heldig da der var mange som kendte hende efterhånden, men hun skiftede tit identitet når hun var i byen så det var ikke altid, at folk kunne regne ud, at det var hende.

Han stak sine hænder i lommen og stod nu mere i en afslappet position en han stod i før, han var helt anspændt før, men når nu det hele var overstået, kunne han godt slappe lidt af, der var ingen fare på færre.
Han smilede da hun introducerede sig selv, men den arm hun strakte mod ham, vidste han ikke helt om, han kunne godt mærke at der var noget der var nær ham, som blev strakt mod ham, han havde mødt sådan nogle episoder før, hvor folk ville gi hånd og det endte altid i noget rod fordi han ikke kunne finde deres hånd og give et ordentlig håndtryk. Han sukkede lidt.
Han kendte hende ikke på den måde at hun var kongens datter overhovedet, så meget kom han ikke ud at han kendte noget til en konge ellers hans navn. "Hej Rafaela, mit navn Aaron Corbet" sagde han og smilede til hende.
"Jeg kan mærke at du har noget rakt mod mig, og hvis jeg skal gætte ville jeg tro det er din hånd, men jeg vil helst undgå alt for meget rod, så du må meget undskylde men jeg gir dig ikke min hånd" sagde han stille men gav hende i stedet for et blidt og venligt smil.
Han vidste ikke rigtig hvad de skulle nu hvor de havde introducerede dem selv, men han kunne godt tænke at sætte sig et sted, måske ville hun også. "Nu når vi kender hinandens navne, vil du så gøre mig ved selvskab og måske sætte os på en café og få noget at drikke?" spurgte han venligt.

Hun kiggede lidt underligt på ham da han ikke tog imod hendes hånd. Hun havde overhoved ikke lige tænkt over, at han ikke kunne se den. Hun trak sin hånd til sig igen og slog sig kort på panden. *Hvor er jeg dum! Han kunne ikke se den! Sikke et fjols jeg er!* tænkte hun over sig selv. Hun smilede venligt til ham og lod sin hånd falde ned til siderne igen. "Det er rart, at møde dig Aaron" sagde hun venligt. Hun følte sig flov over, at hun ikke havde tænkt over, at han ikke kunne se den "Det er helt fint. Kunne haft regnet ud for længst, at du ikke kunne se mig eller min hånd. Det er vel en ren vane for mig. Det må du undskylde" man kunne godt høre på hendes stemme, at hun var blevet flov over situationen. Det havde været en lidt akavet situation for hende og sikkert også for ham. Det ville ihvertfald ikke undre hende. Hun smilede stille over hans invitation "Det vil jeg meget gerne" svarede hun venligt til hans spørgsmål "Skal du have hjælp til, at finde derhen eller hvordan er det?" hun ville da lige være venlig og spørge for hun vidste ikke hvor meget han kunne selv og ville selv. Det var aldrig til og finde ud af med de forskellige folk. Hvis han ville have hendes hjælp lod hun ham holde fast i hendes arm og førte ham hen til kroen det vilde svin og førte ham hen til et bord. Hvis det var, at han ikke ville have hendes hjælp gik hun blot ved siden af ham så hun var der hvis det nu var, at han ville have hendes hjælp.
Da de var kommet hen til kroen og havde sat sig ved et bord kom der en tjener hen til deres bord "Hvad ønsker I?" spurgte tjeneren hhøfligt som var en ung mand. Rafaela sad lidt og tænkte over hvad det var hun ville have "Jeg vil gerne have et glas vand tak" svarede hun høfligt og smilede venligt til tjeneren.
De sad ved et bord som var i et mørkt hjørne hvor man næsten ikke kunne se dem.

Han smilede anerkende til hende "det er også rart at møde dig Rafaela" sagde han med hans blide stemme.
Han lagde hovedet let på skrå, hendes stemme fortalte at hun var flov over at hun havde rakt hendes hånd mod ham, men der var intet at være flov over, han var lige så flov over at han ikke kunne tage hendes hånd og give hende et håndtryk, som en almindelig person ville gøre, men sådan var det bare.
"Du behøver ikke at sige undskyld, ville ønske jeg kunne men nogen gange er der bare normale ting man ikke kan" sagde han smilende.
Han blev glad over at hun takkede ja til at tage på café med ham, det var ikke lige hver dag at han fik selvskab, det var faktisk meget sjælendt.
Han blev lidt overrasket over at hun tilbød sin hjælp, det kunne nu være ret rart at give sine sanser en pause og blive fulgt afsted. "Det kan jeg ikke takke nej til" sagde han smilende og tog fat om hendes arm og lod hende føre ham.
Da de så endelig var kommet ind i varmen slappede han af med det samme og sukkede tungt da han satte sig ned. Det var rart at sidde ned, endeligt, det var noget han havde tænkt på at gøre i noget tid nu og nu havde han så også selvskab, det var bare endnu bedre.
Han tænkte lidt over hvad han gerne ville have da tjeneren kom hen og spurgte. "Jeg kunne godt tænkte mig en kop kakao" han elskede kakao, det var dog svært at lave når han var alene derhjemme, det var ret så farligt for ham med alt det varme.
"Tak for at hjælpe mig herhen" han smilede venligt til Rafaela. Hun var rigtig sød, det var nok ikke sidste gang de mødtes.

Hun smilede stille til ham. Hun var glad for, at han også syntes, at det var rart, at møde hende.
Hun f'lte sig meget flov over det. Hun vidste, at der var mange ting en blind ikke kunne. Hendes egen biologiske mor var jo også blind, men hun kunne jo godt se folk og andre levende væsner som dyr. Hun havde vel en evne til det? Det havde hun aldrig tænkt over og hendes mor gjorde næsten alt selv efterhånden. Gjorde hun ihvertfald sidst hun havde set hende.
Hun fniste lidt da han så overrasket ud over, at hun havde spurgt ham om hun skulle hjælpe. Hun smilede dog stille til ham og førte ham hen til caféen. Hun kunne tydeligt mærke på ham, at han blev mere afslappet efter de var kommet indenfor i varmen. Han spændte vel også musklerne og brugte alle sine kræfter når han var udenfor i kulden og omringet af mange mennesker? Det var kun noget hun gættede sig frem til for hun vidste det sådanset ikke.
Tjeneren nikkede stille efter han havde fået deres bestillinger for og bede kokken om og lave et glas vand og en varm kakao.
Rafaela smilede stille til ham "Det var så lidt" man kunne tydeligt høre glæden i hendes stemme. Tjeneren kom hen til dem og stilte deres bestilling på bordet og gik igen. Hun syntes, at det var en underlig tjener som ikke snakkede meget til kunderne eller bare smilede når han hentede og afleverede bestillinger.
Hun kiggede lidt på Aarons solbriller og var blevet meget nysgerrig for og finde ud af, hvorfor han blev blind og om han altid havde været det? "Har du altid været blind eller hvordan blev du det?" kom der pludselig ud af hendes mund. Hun var lidt flov over det, men hun var blevet så nysgerrig. Hun havde dog heldigvis ikke sagt det så højt. Hun havde kun sagt det så det kun var de 2 som kunne høre det.

Han kunne godt lide hende her, mon hun kunne blive en god ven, han havde ikke mange af dem, faktisk slet ikke nogen, de fleste var stået af da han mistede synet, men hun virkede til at være ret ligeglad med hans syn, hvilket gjorde ham meget tilpas omkring hende.
Han smilede af hendes spørgsmål, han var blevet ret overrasket over det, men han ville svare hende alligevel. "Jeg fik frataget mit syn af gud... Det lyder nok meget mærkeligt, men jeg var skytsengel engang, før jeg blev falden, en engel var sendt ned for at dræbe ham jeg passede på, jeg fik aldrig af vide hvorfor helt, men jeg ville ikke have at han skulle dø, så jeg beskyttede ham ved at dræbe den engel, på den måde blev jeg falden, fik revet mine vinger af og i stedet for at blive dræbt, fik jeg frataget mit syn, hellere det end at dø, selvom det stinker." sagde han og smilede svagt. Han sukkede, han hade den historie, men den var en stor del af ham, så han måtte leve med den.
Han vidste ikke hvad hun ville sige til det, men han håbede at hun ville forstå hvorfor han blev nød til at dræbe den engel, at hun ikke blev bange eller noget, for helt ærligt, hvad var der at blive bange for, han var blind, han kunne gøre hende intet.
Han kiggede ned på sin kakao, han startede med at sippe lidt til den varme væske, men efter lidt tog han en slurk, han elskede smagen af varm kakao, det smagte rigtig godt, sammen med flødeskum oven på, så var det bare perfekt. Han satte den ned igen, meget forsigtigt så han ikke kom til at hælde noget ud.

Hun sad stille og kiggede på ham imens hun lyttede til det han fortalte om hvordan han mistede sit syn. Hun blev helt overrasket og samtidig lidt chokkeret over måden det hele var sket i. Det var slet ikke sådan hun havde forestillet sig, hvordan det hele var gået til. Hun havde troet, at han havde fået sine øjne prikket ud af en eller anden eller var blevet født blind eller noget helt tredje, men tanken om, at han mistede det pga han ville redde en han beskyttede kom helt bag på hende. Hun sad lidt og tyggede lidt på det og smilede derefter stille til ham og tog en tår af sin vand "Det er en skrækkelig historie du fortæller, men jeg forstår godt, at du ville beskytte personen" sagde hun stille. Hun reddet normalt selv personer det blev undertrykket og detvar ikke altid de mest hensigtsmæssige måder hver gang.
Hun sad lidt og tænkte på klanen og det var som om en tung sort sky faldt over hende da tanken om klanen førte videre til hendes slaveliv nu og helt tilbage til da hendes far sendte hendes barn i døden få timer efter fødslen. Det var tydeligt, at se og mærke på hende, at den glade pige var forsvundet og var blevet erstattet til en mere deprimeret tøs.