Not like they think -Rafaela-

På flugt igen. Det var da også bare så skønt. Stella susede igennem luften med tre eller flere vampyrer efter sig, og hvis hun ikke tog fejl - så havde de kun en ting i den forkerte hjerne. Stella kunne tage kampen op og risikere at tabe - blive voldtaget for hundrede gang hvis ikke over i hendes liv - og ende med at dø - hvilket virkelig ikke var en mulighed lige nu. De gyldne lokker fulgte hende og lignede næsten guldstøv. Stella blev dog omringet og tvunget i jorden, hvor de løftede hende op og smed hende i et træskur, hvor der sad en anden ung kvinde. Der blev sat fakler rundt om det lille skur og sagt nogle mærkelige ord; Hvad Stella og den unge kvinde ikke vidste var, at de nu var linket sammen. Det ville sige, hvad der skete for Stella ville Rafaela føle og omvendt. Derfor var deres liv også nu i den andens hænder.
Ilden udenfor blev slukket og mændene kom indenfor igen, de svang begge kvinder over deres skuldre og begyndte derpå deres gang imod et skjult hus gemt inde bagved træerne. De smed dem ind i en stor tom stue med vinduerne dækket med mørke gardiner. De bandt deres hænder om på ryglænet af stolene og deres fødder til stolbenene. Der var køligt herinde, ikke helt vildt men stadigvæk lidt. Det var nok til, at da de ikke havde meget tøj tilbage på deres hud, så havde de ikke rigtig det til at varme dem.
Stella vred sig helt vildt overfor disse tumper, hun prøvede at se om hun kunne vælte stolen og ødelægge den, men en af vampyrene kastede en dartpil og ramte hende i skulderen for at få hende til at stoppe.
”Nå, lad os se. Hvem tror i vi kan få flest penge for? Prinsessen eller tiggerpigen?” Spurgte den ene og lænede sig forover, så, at han havde øjenkontakt med dem begge to.
”Så, hvor meget tror du, at din far vil betale for at få dig tilbage?” Spurgte han og greb fast om Rafaelas ansigt med en hånd og klemte til.

Stella vendte blikket over imod ham, nok så hun uskyldig ud – men han skulle bare prøve på noget. ”Hvem vil først?” Spurgte en anden der trådte ud af skyggerne med armene overkors. Det så ud til at være deres leder, men Stella kunne udmærket se hvem han lignede. Han mindede hende om Julian, og derved vidste hun allerede, at denne dæmon var hendes halvbror – ikke, at han sikkert var ligeglad med det. Stella vendte sit blik over imod ham. ”Hvis du har den ting du kalder din manddom kær, så tror jeg bare du skal holde dine klamme tanker i en anden bane, måske lade dem gå udover dine kære vampyrer der.” Svarede hun hånligt og smilede skævt til ham. Han nikkede til en af vampyrerne som gik hen over gav hende et slag på kinden så hendes kind blev rød. Slaget ville kunne mærket på Rafaela også.

Rafaela havde som altid sneget sig ud om natten. Hun havde dog fået forbud for, at gå udenfor slottet efter hun var blevet voldtaget midt ude på gaden hvor det blot var en ung vampyr kvinde der lige hjalp hende med, at komme hjem. Hendes højre fod var forbundet da den stadig healede efter at være brækket. Hun var dårligt nok kommet ned fra slottets mur da hun mærkede et slag i baghovedet og besvimede lige i favnen på en af vampyrerne. Der gik med hende hen til et skur. De havde taget noget af hendes tøj af og smit det væk så hun blot havde undertøj på. Der var dog en ting der var godt ved og være dragonlycan og det var, at man ikke frøs med det samme og kunne gå nøgen rundt længe. Hun vågnede da hun mærkede, at hun blev kastet ind i skuret og ramte væggen og jorden. Hun satte sig op og tog til hovedet. Hun kiggede rundt i det tomme skur. Hun vidste ikke hvor hun var overhoved. Det var bare typisk, hvornår lærte hun, at hun skulle gøre hvad hendes far sagde til hende?
Der gik ikke lang tid før døren blev åbnet igen og en anden kvinde blev smidt ind til hende. Hun kiggede undrende på kvinden. Hvad ville disse mænd? Samlede de kvinder ind så de blev til slaver? Hun var forvirret og hendes hoved dunkede voldsomt.
Rafaela brummede lettere irriteret over, at vampyrerne løftede hende og bar hende ud af skuret og hen til et hus som hun aldrig havde set før. Hun bed dog vampyren der løftede hende hårdt i skulderen kort tid før han havde sat hende ned på stolen og bundet hende fast. Hun kiggede undersøgende på rebene. De ville blive nemme for hende, at komme fri, men hun skulle nu også passe på, for hun ville ikke skade kvinden der var ved siden af hende. Hun begyndte dog langsomt og varme hele sin krop op. Hun bed sig hårdt i underlæben da hun havde det som om et stik ramte hende i skulderen. Men der var intet smerten kom fra kvinden ved siden af hende. Hun kiggede væk fra vampyren der var gået hen til dem, men blev tvunget til og se på ham "Tror mere han vil give jer valget døden eller livet" snerrede hun af ham. Hun kiggede ham vredt i øjnene.

Hun kiggede hen imod en stemme der kom henne fra skyggerne. Hun kendte hverken stemmen eller manden der kom frem, men hun kunne bestemt ikke lide ham. Hun var normalt en der kunne lide alle, men der var grænser for det! Hun kiggede undersøgende på manden med rolige øjne som om hun var en sød lille engel der ikke kunne finde på noget som helst, men hvis man spurgte hendes storebror var hun en fandens besat djævel, men at man ikke kunne lade være med og elske hende. Hun kiggede væk fra vampyrerne og manden da hun mærkede en smerte imod sin kind.

De ville bruge dem til sex indtil de fik pengene. Ikke noget nyt. Uh en ide - skære deres kønsdel af og tving dem til at æde den til at galskaben holder op. Det lød godt i hendes ører. Det burde hun gøre fra nu af. Han gik lidt tilbage og greb om en kniv - med et yderst skarpt blad. Han lod bladet danse henover Rafaelas kraveben så blodet kom til syne. Stella kunne mærke, hvordan det sveg på hendes eget. De måtte være knyttet på en eller anden måde, hvilket vil sige at de ikke bare kunne slippe væk alene - de måtte holde sammen, hvis det var muligt. Hun valgte så pænt at holde sin kæft. "Smid dem i fangehullet." Sagde dæmonen gnavent og forlod rummet. De andre løftede stolene op på deres ryg og begyndte at gå. De smed pigerne ned i et hul, hvor stolene gik i stykker. Der var flere meter op til lyset fra hvor de før havde været. Et lille lys fra et minumalt vindue, hvor lyset fra fuldmånen var det eneste lys de havde. "Er ud okay?" Spurgte Stella, hvorefter hun udslap et kort støn imellem hendes læber af faldet. Lidt et dumt spørgsmål, men det var en vane alle havde for det meste. "Mænd bliver bare ikke andet end syge i hovedet." Mumlede hun irriteret og satte sig op. Det tog hende lidt tid før, at hun kom på benene og lod hendes hænder mærke rummet. Det var rundt. Noget klistret tykt væske stødte på hendes fingre og Stella lod dem vandre op til hendes smalle næse. Blod. Stella lod sine fingre glide ind i hendes mund og smagen af engleblod danse på hendes tunge. Håbede på, at det hverken var fra Josh, Arycia eller Nora. Hun vendte sig om imod der, hvor lyset kom fra og gik undersøgende derhen. "Mit navn er Stella." Præsenterede hun sig selv for Rafaela.

Rafaela bed sig hårdt i underlæben da hun mærkede knivens blade køre hen imod hendes kraveben. Hun ville ikke skrige selvom smerten var stor, men den var alligevel ikke så stor som da hendes far sprøjtede blod ind i blodårene på hendes lår. Hun mærkede hvordan hendes varme blod løb ned af hendes krop. Hun kiggede ned i jorden. Hun burde lære og holde sin kæft lukket, men hvad hjalp det? Intet. Hun sad stille på stolen da den blev løftet op fra jorden. Hun skreg dog da de blev kastet ned i fangehulet. Hendes stol vendte flere gange rundt i luften under faldet. Da hun landede på gulvet på siden hvor stolen knækkede bag hende. Hun skreg højt af smerter og fik krøbet sig sammen. Tårerne trillede ned af hendes kinder imens hun lå på jorden. Hun lå i et godt stykke tid uden og svare pigen der hed Stella. Hun lukkede sine øjne og satte sig op. Hele siden hun var landet på havde fået nogle skrammer og nogle store blå mærker efter faldet. Hun kiggede rundt "Har det fint...Hedder Rafaela" gispede hun svagt af smerter imellem sine læber.

Det var tydeligt at Rafaela ikke havde det fint, men det var bare noget man sagde til den dag, at der var en som kunne se, at man ikke havde det fint. Stella lagde hovedet lidt på skrå og så ned på hende. "Jeg ved du ikke har det fint, det var et dumt spørgsmål." Svarede hun og blev ved med at kigge rundt omkring sig. Det virkede som et mærkeligt bur, aldrig havde hun været i noget lignende. Stella kunne mærke, hvordan Rafaelas krop gjorde ondt det var mærkeligt. "Vi er knyttet til hinanden på en eller anden måde. JEg kan mærke din smerte." Sagde hun så helt tilfældigt.

((Sorry lorte svar.))

Rafaela savnede sin far og sin storebror. Hun ønskede så inderligt, at de var hos hende og kunne beskytte hende. At Melvin var her og teleporterede hende og Stelle væk fra dette sted og hjem så de kunne plejes ordentligt. Hun kiggede på Stella "Det kunne jeg regne ud da du fik et stik i skulderen der oppe" hun bed sig i underlæben og kiggede hen imod en dør der var lidt langt væk fra dem. Man kunne ikke åbne den indefra. Kun udefra. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv overhoved. Hun rejste sig op og humpede hen til døren da den pludselig sprang op lige i hovedet på hende så hun fik døren i hovedet og væltede bagover. Det var mændende der var kommet tilbage.

En smerte spredte sig igennem hendes hoved af smerte, da døren blev sparket op i Rafaelas hoved. Stella klemte øjnene kort sammen og tog sit til hovedet. Det var et smart træk med at binde dem til hinanden - det gjorde Stella ikke rigtig fik chancen for noget angreb eller for at stikke af. De greb om dem op og førte Stella op af muren. Deres greb var fast og de fjernede hurtigt klæderne for så at voldtage den blonde dæmon. Stella var van til behandlingen og det gjorde også, at hun ikke var så skræmt. I stedet prøvede hun at fokusere på hendes nye evne og endelig lod den tillade, at hun fremmanede en kniv i sin ene og eneste frie hånd. Stella stak den i hjertet på den ene af dem, så han væltede ned fra hendes krop. Kniven forsvandt med det samme - så det lignede, at hun havde gjort det helt magisk. De andre havde forsøgt sig ved at voldtage Rafaela. De blev dog overrasket over, hvordan deres makkers overkrop blev dækket af blod. Stella valgte at stå nøgen - de kunne alligevel ikke tage hendes stolthed og hendes håb for at komme væk - væk fra hende. De rejste sig op og kiggede lidt frem og tilbage.

((Du styrer bare hvad der skal ske lidt ))

Rafaela lå stille på gulvet på ryggen. Hendes hoved dunkede og gjorde så ondt, at nogle tårer trillede ned af hendes kinder. Hun havde fået en bule i den ene side af banden så det næsten lignede at der skulle være nogle horn. Hun skulle lige til og rejse sig op da hun mærkede nogle mænd holde hende nede på gulvet. Hendes hoved dunkede for meget til hun overhoved kunne koncentrere sig om hvad der foregik rundt omkring hende. Hun lukkede sine øjne i håb om det dulmede smerten fra hendes hoved. En af mændende havde flået hendes tøj af og var begyndt og voldtage hende da hun begyndte og skrige. Det var både et skrig af smerte men også i håb om, at nogen hørte hende så de kunne hjælpe hende. Hun mærkede hvordan hun blev varmere og varmere og svedten løb ned af hendes krop. Der gik ikke særligt lang tid før hele hendes krop stod i en stor mørke lilla flamme. Mændende sprang hurtigt væk fra hende og manden der havde voldtaget hende skreg over smerten da hans lem blev brændt af hendes flammer. Alt var i flammer selv hendes hår. Hun rejste sig langsomt op og kiggede hen på Stelle. Hun vidste ikke hvordan hendes flamme ville påvirke Stella, men det ville hun sikkert snart finde ud af. Hun kiggede rundt på vagterne der havde voldtaget hende. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre af dem, men hun ville ikke være dette sted meget længere der var så 100% sikkert.

Skrigene fra Rafaela gjorde ondt i både hendes hoved og hjerte. Det var næsten ikke til at holde ud. Pludselig var Rafaela et stort bål, og flammerne slikkede sig op langs Stellas hud. Varmen var hed, og det var begrænset, hvor længe Stella ville kunne stå her - også alligevel skulle der meget til. Mændenes skrig var som sød musik i hendes ører. Et skævt smil kom på hendes læbe, da hun opdagede den ene af mændene var lemløs nu. Hun kiggede over på Rafaela. Døren stod stadigvæk åben - hvis de var hurtige kunne de slippe ud. "Døren." Sagde hun højt og satte i løb igennem rummet og nåede hen til døren. Skar ansigt et par gange af flammerne havde brændt hendes ene ben lidt. "Kom." Sagde hun hurtigt og ubevist fik hun to knive frem i sine hænder som hun kastede afsted og ramte de sidste to mænd i hjertet. Så snart de var faldt om forsvandt knivene igen. Stella vidste de skulle væk, med det samme. Pludselig blev hun revet ud og holdt op af væggen. Hun nåede ikke at reagere før endnu en lem var oppe i hende. Smerten voksede i hende og da hun slog blikket op på personen var det hendes halvbror. Han lignede Julian alt for meget. Det var helt uhyggeligt. Stella gispede lidt. "Hvordan føles det søster." Hviskede han i hendes ører med sin klamme stemme der kunne have fået hende til at kaste op. Hun kunne ikke få sig selv til at gøre noget - på grund af frygt. Den bredte sig rundt i hendes krop hurtigere end nået andet. "Jeg tror du har fået nok nu, vi ses senere prinsesse." Med de ord slap han hende og gik op af en lang vindeltrappe. Stella skulle lige komme til sig selv og tårerne brød løs - det skete ikke så tit, men i dag lige nu gjorde det. Hvor var Selicity når hun havde brug for hende? Ikke fordi hun ønskede at Selicity skulle være fanget sådan her et sted endnu engang.

Rafaela fik slukket flammerne omkring sig efter et lille stykke tid.  Hun løb efter Stella efter stella var løbet ud af døren. Hun stoppede dog brat op da hun så nogen længere fremme. Hun nåede ikke og stoppe Stella før det ville være forsent så hun gemte sig istedet bag en mur og holdt øje med hvad der skete med Stella. Hun var træt og ville kunne kunne starte sin evne igen før efter lidt tid så hun ville være ukamp dygtig. Hun gispede lidt da hun mærkede en smerte der kom fra Stella af. Hun skulle til og løbe hen til Stella for og trøste hende da nogen havde taget hårdt fat om hendes liv og holdt hende for næsen og munden så hun ikke ville kunne skrige eller råbe om hjælp samtidig med, at det ville afkræfte hende da hun skulle kæmpe for, at få vejret. Hun ville så gerne hjælpe Stella, men hun var selv fanget. Hun mærkede en nål ramme hende i nakken. Det var næsten som en lille prik for hende og hun gik ud som et lys.
Manden førte hende hen til et lille rum, hvor Stellas halvbror stod. Manden havde lagt Rafaela på et bord og spændt hendes arme og ben fast så hun ikke ville kunne rejse sig når hun vågnede. Rafaela vågnede efter lidt tid og kiggede til siderne. Alt var sløret for hende. Hun prøvede og sætte sig op, men forgæves. Hun kiggede rundt for og se om der var nogen, men der var ingen andre end Stellas halvbror. Rafaela kiggede forvirret på ham "Hvor er jeg? Hvad sker der? Hvad vil du mig?" man kunne godt høre på hende, at hun lige var vågnet og at hun var forvirret.

Pludselig gik hun ud som et lys og væltede om. De lod hende ligge på jorden. Endelig slog hun blinket op. Stella satte sig hurtigt op. Hun var her stadigvæk, Stella søgte efter Rafaela, men kunne ikke finde hende nogle stedet. Lidt bekymret rejste hun sig hurtigt op. Stella var lidt svimmel, men det stoppede hende ikke. Hun begyndte at gå op af trapperne og fik sig nogle hårde vindstød ind på hendes nøgne hud. Stella måtte stoppe op et par gange for at komme til sig selv. Det var så mange meter oppe i luften - så mange trin.

Dæmonen trådte ned foran Rafaela og klappede hende kort på kinden og lod sin hånd udforske hendes krop. "Du er på mit lille kontor. Der sker bare det, at jeg udforsker din skønhed." Svarede han og lod en kniv køre henover hendes mave og slikkede derefter blodet af kniven - hvilket afslørede at han var bloddæmon. "Jeg vil med dig, hvad jeg vil. Du har ingen ord her. Så snart din far betaler løsesummen så er du fri igen, til vi fanger dig igen. Hvad angår din lille blonde veninde. Så er hun ikke ligeså heldig. Vi kan ikke kræve så mange penge ud af hende som dig." Tilføjede han og kørte en finger rundt om hendes ene bryst.'

Stella gispede da kniven dansede henover hendes mave uden at give mærke - hvilket gjorde, at hun vidste, at Rafaela måske havde brug for hendes hjælp. Stella kravlede videre op af trinene selvom hele hendes krop skreg til hende, at den snart ikke kunne klare udmattelsen - men det var vel bare frygten der prikkede til hende og prøvede at få hende til at gøre noget hun ikke ønskede. Stella frøs voldsomt og stoppede kort med at bevæge sig fordi kulden var så voldsom at hver eneste nerve i hendes krop gjorde ondt. Lige nu havde hun lyst til at give op, men så kom nogle ord ind i hovedet på hende som Selicity havde sagt Stella, du bliver nødt til at falde ned, vi skal nok komme ud af det her sammen, vi har hinanden og så skal vi to skam nok klare alt Det fik hende til at slappe af i et lidt. Stella rejste sig op og forsatte med at bestige trinene.

Dæmonen havde forsat med at kærtegne og kysse Rafaelas krop. Hvert eneste punkt på hendes krop fik han afmærket med hans læber. Hvis hun prøvede at skrige eller sige noget havde han fyldt hendes mund med noget sagsmuld.

Hun kiggede trættende på dæmonen. Hun forstod ham overhoved ikke. Hun forstod ikke hvorfor han behandlede hende sådan. Hun gispede svagt da hun mærkede hans hånd køre udforskende rundt på hendes krop. På en måde nød hun, at han udforskede den og på den anden side brød hun sig overhoved ikke om det. Hun bed sig dog i læben da hun mærkede knivens skarpe blade køre hen over hendes mave og det varme blod stak frem og løb ned af siderne på hende langsomt som det også ville kærtegne hendes krop. Hun håbede Stella var ok. At der ikke var sket hende noget alvorligt. Hun valgte ikke og svare ham overhoved da hun ikke kunne finde noget og sige til ham. Hun lukkede sine øjne og prøvede at forestille sig, at det var hendes storebror Melvin eller hendes far Sakref der gjorde det.Hun blev langsomt mere rolig i kroppen. Hun gav nogle enkelte gisp fra sig der kunne nemt tolkes som om hun nød hans udforsken med hans hænder og læber. Hun åbnede sine øjne svagt og kiggede på dæmonen der faktisk var ret køn efter hendes mening. Hun prøvede og vride sin ene hånd løs. Hun ville prøve og være sød ved ham. Behandle ham som hun var overfor sin storebror når han var sådan overfor hende som dæmonen var "Jeg vil ikke gøre nogen modstand...herre" sætningen kom mere som en hvisken med en undertone af at hun prøvede og forføre ham.

Dæmonen var ikke dum, men overrasket over at den unge drage virkede så frivillig. Normalt ville kvinderne skrige og prøve at gøre modstand - det var nu også sjovest. Dog forsatte han med at kysse og kærtegne Rafaelas krop. Han så ingen grund til at stoppe overhovedet.

Stella var endelig nået op af trapperne og slog døren ind. Hun fremmanede ubevidst en bue og en pil som hun spændte og lod pilen flyve igennem luften og ramme manden lige under bæltestedet. Da hendes lillebror faldt til jorden kunne hun se pilen forsvinde sammen med buen og løb så derover, hvor hun sparkede hendes bror hvor pilen havde ramt ham. "Er du okay?" Spurgte hun og kiggede på Rafaela. Blodet gjorde hende tørstig - en side hun hadede ved sig selv som pesten. Dog vendte hun sig om imod hendes bror. "Hej lillebror. Hils vores far fra mig i helvede." Sagde hun og derpå fremmanede hun en kniv som hun stak i hjertet på ham imens hun så ham i de kulsorte øjne der ikke lyste af andet end ondskab.

Stella rettede sig op og vendte sig om imod Rafaela - og kunne ikke undgå at lade sit blik køre henover hendes nydelige krop - ingen grund til hvorfor hendes halvlillebror ikke skulle have valgt hende. Den sandfarvede hud med den lilla nuance henover maven og hals - samt hænder og fødder. Stella fangede slet ikke sig selv i at køre sine fingre henover den specielle hud. Hun lignede en som var i trance, men kom så til sig selv og fjernede hendes hånd fra den lette kærtegnelse igen. Stella slap Rafaela fri og smilede svagt til hende.

Hun havde lukket sine øjne og trak vejret dybt. Hele hendes krop dirrede for hver gang hun mærkede hans hænder og læber på sin krop. Det føltes underligt under hende og lige meget hvad hun prøvede at forestille sig kunne hun ikke slappe helt af og nyde det. Hun åbnede sine øjne og kiggede hen på døren da den sprang op. Hun smilede stille da hun så at det var Stella og at hun var ok. Hun kiggede dog hurtigt hen på ham da hun hørte et skrig fra ham da pilen havde ramt ham under bælte stedet. Hun trak vejret tungt og prøvede at berolige sig selv for ikke at gå helt amok over at hun blødte fra maven. Hun nikkede stille til Stella da hun spurgte om hun var okay. Hun kiggede op i loftet igen. De 2 måtte tage deres kamp selv og Stella havde vel sit og straffe dæmonen for.
Hun kiggede op på Stella da hun havde dræbt dæmonen og stillet sig ved hendes side. Hun lukkede sine øjne og gav et lille gisp fra sig da hun mærkede Stellas hånd kærtegne hendes krop. Det føltes på en underlig måde dejligt for hende, at mærke Stellas hånd kærtegne hende. Hun åbnede dog sine øjne hurtigt igen og kiggede roligt på Stella da hun havde fjernet sin hånd. Hun smilede stille og satte sig op efter Stella havde sluppet hende fri. Hun smilede roligt til hende "Tak for hjælpen" hendes stemme var rolig og sød. Hun gav Stella et ordentligt kram.

Stella nikkede til Rafaela da hun takkede hende for hjælpen. Selvfølelig ville hun hjælpe hende. Den første ting var at de var bundet sammen og den anden ting var, at Stellas mål ligesom var at få kvinder til at blive retfærdig behandlet. Det ville være imod alt hun stod for, hvis hun blot tænkte på sin egen røv hele tiden jo. Da Rafaela smed armene om hende og krammede hende - fik Stella kort et chok. Hun havde ikke mange veninder - og da Rafaela så krammede hende strømmede der en varm følelse ind i hende. Det var behagelig at blive hversat. "Det var så lidt. Jeg ville gøre det igen, hvis det var nødvendigt. Men jeg håber ikke, at det bliver nødvendigt." Svarede Stella med et smil på læben. Så trak hun sig derefter ud af krammet og kiggede på Rafaela og derefter blinkede hun kort med det ene øje. "Lad os se at komme væk herfra inden de andre opdager at deres leder er død." Sagde Stella så og greb fast om Rafaelas hånd, hvor hun gav den et klem. Stella kunne godt lide, at vise, at hun faktisk var der for at hjælpe - men også, at hun kunne stoles på. Hendes mål var jo ikke at hjælpe, mere at kæmpe for retfærdigheden -trods alt. Hun gik stille hen af de blanke trægulv med den unge drage i hånden. Der var ingen grund til at løbe - før at andrelinen nok skulle pumpe afsted i dem begge - når de engang blev opdaget - hvilket de jo ikke helt ville kunne undgå i sidste ende. Stella gav dog ikke slip på Rafaelas hånd de skulle være væk - og det skulle være NU!

Rafaela var glad for, at hun havde fundet en hun kunne stole på. Hun var på en måde tvunget til, at stole på hende nu hvor de var bundet sammen, men alligevel var der nu også noget der gjorde at hun ikke følte sig tvunget til det. Hun smilede roligt til Stella "I lige måde. Vil også til hver en tid hjælpe dig, hvis det bliver nødvendigt" hun kiggede roligt på Stella og slap hende fri fra krammet. Hun holdt fast i Stellas hånd. Man kunne tydeligt mærke på hvor stærkt de holdt hinanden hånd, at de havde begge stor styrke i sig samt, at de måtte klare dette sammen "Jeg er helt enig med dig" man kunne tydeligt høre på Rafaela, at hun var klar på at komme væk derfra. Det sveg lidt var hendes mave da hun stadig blødte, men det var ikke så slemt længere som det havde været for kort tid siden.
Rafaela gik roligt afsted med Stella og holdt fast i Stellas hånd. Hun kiggede rundt i hver en krog når hun gik forbi. Hun ville ikke blive overrasket bagfra ved og få flere knive stukket i sig, men det ville ikke overraske hende hvis nogen ville angribe dem igen, men hun ville ikke spille den svage mere. Hun havde ventet med og vise sit sande jeg indtil nu. Hun ville se hvad de duede til og de var nu ikke så stærke som hun troede.

Det lagde ikke normalt til Stella at slå ihjel - ved mindre vedkommende virkelig havde fortjent det som Dylan der - ellers hvis dethavde været for mad. Dog åd hun kun de mænd som fortjente det - hvilket var en hel del når man talte dem sammen. Stella nikkede glad til Rafaela. Nok var de forbundet lige nu, men hun følte at hunhavde en som hun kunne stole på ligenu - og det var hun glad for. Nu skulle de blot ud herfra og væk. Stella sank en klump imens hun stille kiggede sig omkring. Hendes og Rafelas skridt var næsten lydløse og det var ikke ligefrem fordi, at de ikke prøvede. DEr ville være nogle der angreb - det var der altid. Altid et eller andet og alligevel havde det altid lykkedes hende at slippe væk fra de problemer. Det havde jo også gjort - at hun var blevet god til at se sine problemer i øjnene og løse dem. Lyden af nogle der kom imod dem gjorde, at Stella trak Rafaela helt tæt på af væggen. Tre mænd kom gående i midten af gangen. Stellas hjerte bankede afsted, og hun åndede først ud da de var gået lidt længere ned. Så begyndte hun at gå igen. Hvis de var løbet før - kunne de være blevet opdaget af dem, og da Stella ikke kendte deres styrker så var det svært ligesom at planlægge et angreb. "Hvor tror i lige at i skal hen?" Kom det bagfra og det fik det til at krybe indeunder hendes hud. Hun vendte sig rundt og regnede med at Rafaela også snart ville overraske hende. "Altså. Vi regnede faktisk med at tage et smut ud af hoved indgangen." Svarede Stella og nikkede kort til ham. Nok gik både hende og Rafaela rundt uden noget som helst tøj på- men det gjorde dem ikke mindre kløgtige og stærke. Stelle fremmanede en daggert og lod sin venstre hånd have et godt greb om den. Hvis han skulle ønske at angribe dem - så ville ham fortryde det.

Rafaela fulgte roligt med Stella. Hun var blevet mere stædig og havde lagt en facade over den frygt der havde vist sig for kort tid siden. Nu var hun den rigtige Rafaela. Den som var stædig, ikke gav op, dræbte hvis hun blev nød til det og var ikke til og bøje psykisk hvis hun selv skulle bestemme det. Hun lænede sig helt ind til væggen da Stella trak hende med ind til væggen. Hun fulgte fyrene med øjnene. Hun blev dog stående da Stella begyndte og gå for hun var ikke selv helt sikker på, at fyrene var langt nok væk til de ville gå. Hun havde dog sluppet Stellas hånd. Hun kiggede på fyrene der var gået forbi hende. Der var dog en der blev ved hende. Han pressede hende ind imod væggen. Hun bed manden ved halsen med sine skarpe tænder så han blev kvalt. Hun slap ham og listede ind bag fyrene der var gået hen til Stella. Hun satte ild til sine hænder tog hårdt fat ved deres lem bagfra og brændte dem af. Hun lukkede sine øjne og prøvede og lukke deres skrig ud da de langsomt begyndte og brænde op levende.

Det måtte hun sige - at brænde folk levende var aldrig nået hun selv ville have kunne tænke sig til, men igen det var heler ikke en evne hun ejede - hun havde sin egen og det var hun udmærket tilfreds med. Så snart skrigene kom kiggede hun hurtigt til siden, men flammernes fængende skær gjorde at hun blev draget til at se på dem. Skrigene var lige nu blot overflødige. Da der ikke var andet tilbage end end aske på gulvtæppet. Stella kiggede på Rafaela til at de skulle forsætte deres løb inden der kom flere - godt nok selvom de kunne tage sig af dem - så betød det ikke at de skulle. Selvfølgelig skulle de have sig en lærestreg, men i forhold til det og hendes eget liv - så var hende selv højre sat end nogle idioter. Selvfølgelig var der en som havde hørt skrigene og kom løbende. Stella fremmanede en bue og affyrede en pil lige i lemmen på ham så han faldt sammen. Buen forsvandt i løbet af de næste sekunder under hendes kommando. Derefter løb hun og satsede på at Rafaela var bagved hende. De skulle finde ud sammen og selvom kvinden havde vist hende, at hun var i stand til at forsvare sin røv. Så var det ligesom lidt svært at sikre sig hun var med og sammetid passe på, at de ikke kom til skade - fordi det ville ramme dem begge to. Stella blev slået ud af hendes tanker da hun fik placeret en næve på hendes ene bryst. Stella sprang tilbage og tog sig kort til et venstre bryst for at suge smerten til sig. Så fremmanede hun en kniv i den anden og gik til angreb. MAnden var ligeså flydende i sine bevægelser som en hurtig fugl. Der var bare det at STellas bevægelser var som en kat. Hurtig og smedig. Til sidst lykkedes det hende at få kniven stukket ind igennem kraniet på shapeshifteren så han døde på stedet. Stella så kniven forsvinde lige bagefter og tog sig atter igen til brystet der var blevet slået. Hun skar kort ansigt, men kiggede sig så rundt efter Rafaela. "Rafaela?" Råbte hun lidt ned af den mørke gang hun var kommet fra. Det var dumt at råbe, men hun kunne ikke se kvinden lige nu- og det irriterende hende.

Rafaela var nu glad for sin evne selvom den var svær, at skjule når den først blev sat igang. Hun trak vejret roligt og nikkede stille til Stella før hun begyndte og løbe efter Stella. Det var dog stadig tydeligt, at se, at hendes ene fod ikke var helt healet endnu, men hun var stædig nok til og kæmpe for sit og Stellas liv. Hun mærkede en fyr tage fat om hende bagfra og holdte for hendes mund for, at hun ikke kunne råbe eller skrige. Hun mærkde en svag smerte på sit bryst. Det kunne kun være Stella der var i fare. Hun bed mandens hånd af og spyttede den ud. Hun hørte hvordan han skreg af smerte. Hun kastede ham væk fra sig og løb hen til Stella. Der løb blod ned fra hendes mundvig da hun ikke havde haft tid til og tørre det af sig Hun kiggede på Stella "Ikke spørg" hun grinte lidt for sig selv og tog fat i Stellas hånd og begyndte og løbe afsted med hende.

Rafaela kom heldigvis tilbage. Stelle gjode som hun bad om, ikke at spørge ind til blodet om hendes mund. Hun løb derpå med Rafaela igennem det store hus til de kom til hoveddøren. Den storedør måtte da være udgangen. Stella lukkede døren op og det eneste hun så var mærke og nogle trapper. Selvfølgelg skulle de ned af trapper. Hun havde besteget så mange bare for at komme op og redde Rafaela. I det mindste så det ud til at være en lukket gang, hvilket betød at der ikke ville være blæst til at slå ind på deres nøgne kroppe. Stella klemte lidt hårdere om Rafaelas hånd inden hun så begyndte at gå ned i mørket. Det var den eneste vej. De måtte gå denne vej hvis de ville ud uden at blive fanger her i alevighed - okay det lod måske lidt barsk. Stella sank en klump. Hun kunne knapt nok se, hvor hun skulle sæte sine fødder og varn æsten bange for at træde forkert - det kunne ende voldsomt galt. Stella sank en klump, stadigvæk med sin hånd i Rafaelas. Der sklle ikke slippes medmidnre det var virkelig nødvendigt. De kunne hurtigt blive væk fra hinanden, i det her mørke. Stella kunne mærke, hvordan der blev koldere og koldere i den imellem de mure der førte ned af. Det betød blot at lige nu bevægede de sig i en lufttunnel, som måske ikke var ekstrem holdbar.

Rafaela smilede da hun fik bekræftet, at hun ikke ville spørge ind til det med blodet. Det havde nok også set lidt barskt ud da hun havde bidt mandens hånd af. Hun tog fat i Stellas hånd og løb med hende hen til en stor dør der førte til en lille gang som var mørk og der var nogle trapper der gik ned. Hun gik langsomt ned af trapperne til og starte med da hun stadig kunne se lidt, men da det var blevet så mørkt, at hun ikke kunne se noget overhoved slap hun Stellas hånd og gik op i en stor lilla flamme. Hun lignede en levende flamme over det hele, men lignede heller ikke en der ville tage skade af ilden. Nu kunne de se hvor de gik og det ville blive varmere for dem jo længere ned de kom. Hun gik roligt ned af trapperne foran Stella så Stella kunne se hvor hun trådte. Da de var kommet for enden af trappen kom de til en lang gang der gik til højre og til venstre. Hun kiggede bagom på Stella "Højre eller venstre?" hun kiggede spørgende på Stella.