Its ok, you're safe. -Jackson-

Dagen havde været meget hyggelig, alle folk havde været friske, solen havde været højt oppe på himlen og ikke en sky på himlen. Rose måtte dog erkende for sig selv at dagen måtte falde sammen igen, alting virkede for godt. Smerter havde der intet været af for tiden, hvilket tit betød at de kom endnu større end normalt. Hendes øjne flakkede rundt på gaderne, mens hun begav sig mod sit hjem. To poser i hænderne med tilbehør til aftensmaden.
Hun stoppede kort op, da larm fra en gyde fik hendes opmærksomhed. Som den lille nyssgerrige person Rose var og blev, var hun nødtil at tjekke op om denne lyd, kunne det være et dyr? en kat måske. Hendes smil forblev på hendes læber, til hendes øjne blev mødt af en mand på i rodet. Bevidstløs, øjnene gemt væk bag hans øjenlåg, lod Rose sig sætte sig på knæ ved hans side. Placerede poserne ved hendes sider, inden hun fjernede en tot hår fra hans ansigt. Skræmmer i ansigtet, samt en smule blod omkring ham. Var han blevet angrebet? rullet i mudderet, måske fået stjålet sine ting. Hun kiggede forvirrede rundt, inden hun rejste sig op.

Da han endelig ville vågne op, havde Rose som altid taget endnu en fremmed med hjem, på trods af hendes fars råben. Havde hun brudt hans regl endnu engang, da fremmed mennesker kunne være noget så farlige. I følge Rose, kunne en person der lå i mudderet besvimet, næppe være så farlig eller skræmmende. Bare misforstået, TSK som hendes far dog kunne have lyst til at slå noget fornuft ind i det uskyldige/rare sind hun havde.

Det sidste han kunne huske var at han havde drejet ned af en af de mindre veje inde i byen, han var sikker på at han havde hørt noget bag sig, en lyd af fodtrin, tunge fodtrin, eller han var pludselig ikke helt sikker, det hele var en anelse mudret og gjorde nærmest ondt at skulle rode rundt i. En ting var han i hvert fald sikker på, det var at hele hans krop gjorde ondt og at det ikke gav nogen mening... Medmindre... Han var blevet overfaldet, var han ikke? Med et var det som om at billederne han havde prøvet at huske før bare dukkede op, der havde været fodtrin bag ham og da han havde vendt sig om for at se hvem det var havde han mærket en stærk smerte i baghovedet og var faldet forover for blot at mærke en solid støvle blive trampet mod hans ribben, derefter hans ryg og til sidst hovedet og så huskede han faktisk ikke mere.
Jackson kunne mærke en madras under sig, et tæppe over ham og han kunne hører nogen rumstere rundt i rummet han befandt sig i men af en eller anden grund kunne han simpelthen ikke åbne øjnene, det var som om at de bare ikke ville, de føltes så tunge som bly. Da han blev mere bevidst over smerten i hans krop kom han med et smertefuldt støn og ansigtet trak sig sammen i en minen der ikke kunne andet end at betyde han havde smerter og mange af dem. Som han endelig fik åbnet øjnene og blikket havde flakket rundt i rummet gik løb det ham koldt ned af ryggen og med et gik det op for ham at dette ikke var hans værelse...

//Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Rose Rumsterede selvfølgelig i rummet, hendes far var ikke hjemme og Joaquin havde endnu et arbejde at tage til. Ikke at det gjorde hende noget, hun var vantil at være alene hjemme, samt det faktum at Joaquin først lige var begyndt at bo hos dem, så hun var ikke helt vantil at have en omkring sig endnu.
Hun kom ind på værelset med bacon og æg, den normale morgenmad i deres hjem, hun var efterhånden blevet ret god til at stege bacon, samt æggene på panden. Alt sammen på grund af Joaquin, der nogle gange nægtede at spise andet end bacon.
Lyden af et smertefuldt støn der slap personens læber, fik Rose til at kigge tilbage på ham. Hun gik hentil senge kanten, hvor hun tog den våde klud der lå i en spand ved senge kanten, og vred den om, inden hun lagde den på hans pande. Hun kendte selv til følelsen af at få noget koldt på panden, når man havde enorme smerter, det var tit som om det dulmede smerterne engang i mellem. Plus det at smerter fik en til at svede og varmede kroppen op til det ukendelige, hvilket var en forfærdelig følelse i følge Rose i hvert fald. Da han pludselig åbnede øjnene, lå de brune øjne sig på ham. "E-Er du ok, skal jeg hente noget til dig? eller nok nærmere, har du brug for noget?!"Hun vidste aldrig selv hvordan man skulle tage sig af folk, især når de havde smerter, alle hans sår og skader havde hun taget sig af, ved at forbinde ham og forsøgt at køle hans krop lidt ned, så smerterne ville dulme. Men hvad ellers kunne man gøre, udover at vente på at han fik det bedre nu.

Jackson kiggede på kvinde der trådte hen til sengen han lå på hende, et kort øjeblik stirrede han faktisk bare på hende, han kunne hurtigt konstatere at han ikke kendte hende og faktisk aldrig havde set hende før så enten havde hun været involveret i hans overfald eller også havde hun fundet ham efter og havde så valgt at tage en fremmede, potentiel farlig mand med sig hjem. Enten så kunne hun forsvare sig selv eller også var hun bare umådeligt naiv.
Hendes spørgsmål og måden hun stammede på ledte Jackson til at tro at det måske var den sidste, en naiv menneske kvinde.
Der gik lidt tid inden han rent faktisk fik styr nok på sin tunge til at kunne svarer, hele hans ansigt virkede helt følelsesløst så det tog noget tid "Hvem er du og hvor har du taget mig hen?", hans stemme var grødet af smerte og søvn men havde samtidig også en dyb undertone til sig som mange fandt umådeligt tiltrækkende, hvilket han oftest udnyttede når han skulle finde sin mad. Ikke at kvinden foran ham var et måltid, hun var for ung og alt for naiv til at han overhovedet kunne overveje den tanke. Let slikkede han sine læber, hans mund og tunge var helt tør, føltes nærmest som sandpapir for slet ikke at tale om hans hals der mest af alt føltes som Sahara i tørken.

Rose drejede hovedet mod ham, i det han pludselig snakkede. Han lød en smule hæs, sikkert på grund af tørst, hvilket fik hende til at tage et glas med vand og placere på senge bordet. "Mit navn er Rose... eeh, du er i Doomsville, så bare rolig." Hun rystede lidt på hænderne og smilte kærligt til ham. "Jeg gør dig intet, er på ingen måder farlig for dig, ikke at jeg ligner en der ville kunne gøre meget skade." Hun kløede sig akavet i nakken.
Hun lænede sig en smule over ham. "Ville du kunne drikke selv? eller skal jeg hjælpe dig?" Hendes stemme var kærlig, med den varme undertone hun altid havde i sin stemme. Hvilket fik hende til at virke en smule underlig overfor fremmed, samt en smule naiv overfor dem, hvilket var helt rigtig hun var på ingen måde normal.
Hun undgik en smule øjenkontakt overfor folk omkring hende, hvis folk fik øjenkontakt med hende var hun tit nemmere at læse, samt nemmere at drille med de brune øjne, der virkede så tomme, men varme på samme tid. Hun rejste sig fra hans seng, ventede blot på hans svar, samt for at se om han ønskede at drikke det, eller om han ville bede efter noget andet at drikke.


((Sorry det er kort, men håber det kan bruges.))

Han kiggede på hende med et skeptisk blik, var hun ægte? Var hun virkelig så naiv at hun rendte og samlede skadede mænd op fra gaden for så at tage dem med hjem? Han kunne være en tyv, morder, voldtægtsforbryder og ja hvad kunne han ikke være! Ikke at han var noget af det... Eller måske bare en anelse. Jackson kunne mærke en lille trykken slappe af i brystet på ham da han hørte at han stadig var i Doomsville, det var da altid noget. Let gled blikket rundt i værelset atter engang for blot at lande på hende, han kunne stadig ikke ryste tanken af at der måtte stikke et eller andet ud men han kunne simpelten bare ikke finde det. "Sig mig, enten er du meget dum eller meget naiv men hvilken ung kvinde samler en potentiel harmfuld mand op fra gaden for så at tage ham med hjem og så endda være alene med ham?", hun mindede ham og Alison på nogle punkter og han kunne mærke hvordan den beskyttende storebror brølede inde i ham, hvis det havde været Ali der havde gjort det og han havde fundet ud af det var han flippet ud. Han vidste godt det ikke var det smarteste eller det mest søde man kunne sige men han kunne ikke holde det tilbage.
Jackson nikkede til hendes spørgsmål, "Ja, mange tak... Jeg kunne virkelig godt bruge noget vand".

((Ønsker du stadigvæk et svar, undskyld jeg har været dårlig til at svare >.