I'll keep you safe my dear. -CARRIE-

Solen stod højt, i skoven. Alex havde været oppe det meste af aften, for at holde Carrie i hånden. Carrie havde feber for et par dage siden, hvilket gjorde at Alex hver aften holde øje med hendes tempratur, der skulle jo nødig ske noget forfærdeligt med Carrie. Alex overreagere måske en smule, men hun havde set folk dø fra en lille feber. Så dette skulle ikke ske for hendes lille pige! Aldrig i livet. Hun vågnede før Carrie, ved hendes side.
Med forsigtige skridt, gik hun ud af det lille børneværelse. Alex kørte en hånd gennem sit brune hår, et træt suk slap hendes bløde læber. ”Mad, jeg må heller lave mad…” Hun gik ud i køknet, hvor hun fandt noget brød frem og smurte det ind i en lille bitte smule smør. Hun satte det på en tallerken, og gik ind til Carrie. Hun stillede den på det lille senge bord ved hendes hoved.
Alex havde ikke penge til at give hende en masse andet, som friske æbler eller mælk. Men brød og smør var der penge til, udover det. Var denne hytte også efterladt, hvilket gjorde at Alex havde valgt at bo der. når det regnede dryppede vandet ned fra taget, der var mange huller og vinduerne var ødelagtet. Om vinteren var det næsten ubærligt at være i hytten, de kunne desværre ikke rigtig gøre noget ved det.
Alex kørte sin hånd gennem Carries hår, med et kærligt smil på læben. Bukkede hun sig ned og kyssede hendes pande, hun var ikke varm mere. Feberen havde været væk i omkring 2 dage nu.

((Sorry det er så kort))

Carrie sov nogle lunde roligt for en gangs skyld. hun var heldigvis ikke syg mere, eller hun havde ikke feber mere. Hu rørte en smule på sig da Alex rejser sig, men vågner ikke af det. Mumlede bare nogle utydelige ord i søvne, og falder helt hen til søvnen igen. Men da hun lidt efter mærkede sin mor som kyssede hende blidt på panden, rørte hun stille på sig og slog langsomt øjnene op, og blinkede flere gange for at vågne helt op. Hun smilede bredt til sin mor, og satte sig op, og kløede søvnen ud af sine øjne. "Morgen mor" mumlede hun med en let træt morgenstemme. Hun så op på sin mor igen, og smilede et nuttet smil til hende.



//Sorry krea svigt xD//

Alex satte sig på gulvet da Carrie vågnede op "Har du sovet godt Carrie?" Hendes stemme var kærlig, som altid mod Carrie. Hendes brune øjne smilte af glæde, over at se sin datters trætte men nuttet smil. hun aede hende blidt på hovedet inden hun nikkede blidt mod maden, på senge bordet "Der er morgenmad til dig der" Hendes stemme var kærlig men også meget lav.
Alex rejste sig stille op og kiggede rundt i rummet "Har du det bedre i dag?"

Carrie gabte og nikkede stille. "Jeg har sovet god" sir hun stille, og prøver stadig at vågne helt op af søvnen. Hun så sig stille rundt i værelset for at være sikker på at hun var hvor hun troede hun var, og det så sådan ud. Hun så igen på sin mor, og smilede til hende da hun aer hende over hovedet, og så så på maden som stod ved siden af hende og tilbage på sin mor igen. "Tak mor" sagde hun lavt, og tager brødet. Hun tager en bid af det, og tygger det langsomt, men er egentlig ikke speciel sulten. Hun sluger det, og ser op på sin mor. "Meget" sir hun, selvom hun stadig føler sig træt, men det er langt fra så slemt som det var for nogle dage siden. "Skal vi ikk lave noget i dag mor?" spørger hun med en ivrig stemme, og springer bogstavligtalt ud af sengen. Det resultere i at hun for sorte prikker for øjnene, men hun ryster stille på hovedet, og så forsvinder det igen. Hun ser op på sin mor med et engle agtigt og uskyldigt smil.

Alex kunne ikke andet end at smile, når Carrie snakkede. den så dejlige barnlige stemme, der fyldte rummet var rar. Alex Smilte, da Carrie sagde at hun havde fået det meget bedre. Fantastisk, det ville sige at Carrie og hende kunne være udenfor og rent faktisk lave noget. i stedet for at være inde på dette kolde, smalle værelse.
Da Carrie hoppede ud af sengen, var Alex halvt over hende. hvis nu Carrie ville falde om, af at rejse sig så hurtigt op, der skete dog intet. Hun kiggede på brødet, som kun lige havde mistet et hjørne. Man skal ikke tvinge børn til at spise, for så bliver deres maver større. Sagde hun til sig selv inde i hovedet!
Alex kiggede ned på Carrie og kørte en hånd gennem hendes hår. "Jo, hvad har du da lyst til at lave?" Der var mange muligheder, da sommeren var halvejs færdig. hvilket betød at dette var den varmeste tid på året, de kunne svømme. Dog ville Alex helst undlade at svømme, nu hvor Carrie lige var kommet over sin feber.
De kunne tage på jagt, tage til byen og andre ting. lige hvad Carrie havde lyst til.

Carrie så på sin mor da hun var klar til at hjælpe, så snart Carrie sprang op, men hun havde ikke brug for hjælp, i hvert fald ikke nu. Hun smilede bredt, da hendes mor sagde ja til at de kunne komme lidt ud i dag, men hun var ikke helt sikker på hvad hun ville lave. "Øm.. byen eller noget?" sagde hun forsigtigt. "Eller parken?" hendes øjne lyste op da hun sagde det. Det var længe siden de havde været der sidst, og Carrie ville gerne der hen igen. Hun kunne ikke så godt huske det mere, men hun vidste at hun gerne vil der hen igen eller noget. Hun så sig kort rundt og så så på maden igen. Hun tog en lille bid mere af brødet, men kunne ikke spise mere af det. Hun så igen på sin mor, og smilede et piget smil.

Alex ulede Carries hår og gik forbi hende "Parken det bliver hehe" Hun havde godt opdaget Carries lyst til at komme ned i parken igen. hvor langtid siden var de der ikke sidst? det var ca et år siden de var der sidst, så det var imponerende at Carrie savnede det.
Alex tog fat i en hue og ren trøje, hvorefter hun satte huen på Carries lille hoved "Du skal nødig blive syg igen"Sagde hun med den altid så kærlige stemme, inden hun gav hende trøjen "Du har svedt i den trøje du har på, så skift okaii?" Hun satte sit hoved på skrå og ventede på at Carrie tog sin trøje.

Bare det at Carrie valgte at spise en smule af brødet var altid noget, det ville sætte hendes energi en smule mere op. så længe hun tog en bid af brødet, betød det at hendes appetit stille var begyndt at komme frem igen.

Carrie lyser mere op da hendes mor sagde, at de så tager over i parken. Hun smiler bredt, og kan næsten ikke lade være med at hoppe op og ned af spænding af, at skulle der hen igen, selvom hun ikke kan huske så meget fra den gang de var der sidst. Hun ser op på sin mor da hun finder en hue og en ren bluse frem, og giver Carrie huen på. Carrie lader hende sætte den på hendes hoved, og ser så på trøjen som hendes mor rækkede hende. Hun rakte hånden frem, og tog stille trøjen, og nikkede langsomt med halvt åben mund. Hun fik smidt den trøje som hun havde på nu, og tog den nye trøje over hovedet, og så så på sin mor, med et barnligt smil. Hun var mere eller mindre klar til at tage af sted nu, eller hun manglede måske sko, men det var vel underordnet ikke? Hun smilede stort, og gik helt over til sin mor. "så?" Spurgte hun sin mor.

Alex satte sig på hug foran Carrie "Sko min kære" Hun sagde det lidt drilsk, da Carrie som regl vidste at hun altid skulle have sko på når hun var ude og gå. hun rakte Carries små ballerinaer til hende, inden hun selv tog sine sko på "Vi smutter nu" Sagde hun med den altid så blide stemme, Hun rakte sine hånd ud til Carrie i det hun åbnede døren. "Hvis du får brug for en pause, skal du sig til" Sagde Alex med en letter bekymret stemme, forkølelsen kunne jo stadigvæk slå til.
Dog ønskede hun ikke at tænke over dette, mens hun hang ud med Carrie. Carrie skulle dog vide, at det altid ville være en mulighed at komme til at side ned, mens de gik mod parken.

Parken var et stykke derfra, omkring 10 minutters gå tur, det ville være hurtigere hvis de bare fløj. Carries vinger var dog endnu ikke kommet en smule frem, tegnene var at hendes ryg ville begynde at gå ondt og hendes hud ville strække sig. følelsen ville kun være der i omkring en månede, også ville hun selv kunne trække sine vinger ind og ud igen. så ville der dog gå længere tid, før hun kunne lære at flyve.

Carrie så på sin mor, og sukkede svagt. Selvfølelig ville hun ikke få lov til at gå uden sko på, og det vidste hun jo godt, men det kunne da være sjovt at gå uden sko. Hun så på ballerinaerne som hendes mor rakte frem mod hende, og tog så imod skoene og tog dem hurtigt på, og så så op på sin mor.
"Okay, så kom" Sagde hun, og hev nærmest sin mor med sig ud af hytten de var i. Hun nikkede ivrigt da hendes mor sagde, at hun bare skulle sige til hvis hun havde brug for en pause.
"Selvfølelig skal jeg nok det mor" lovede hun og smilede stort til hende. Carrie kom til at nyse en enkelt gang, men ikke noget som betød noget. Hun kiggede op på sin mor for at se om hun virkede bekymret på nogle måde over at hun havde nyst en enkelt gang. Hun havde det fint selvom hun nyste.

Carrie fulgte med hele vejen over til parken uden at sige noget. Det var trættende at gå så meget efter hun lige havde ligget syg, men hun vil ikke være der hjemme og ligge i sengen mere. Hun vil ud og brande energi af, også selvom hun nok ikke lige helt havde den. Mens de gik over til parken, så Carrie sig om for at ligge mærke til sine omgivelser på vejen der hen. Hun kunne ikke rigtig huske vejen, og de ting de kom forbi, men hun ville lære den at kende, så hun måske kunne finde tilbage her til på et tidspunkt.
Da de havde gået i ca. 9 minutters tid eller så, kiggede hun op på sin mor. Mon de snart var der henne? "Moar? Er vi der snart?" Hun smilede et let forsigtigt smil til hendes mor. Hun var faktisk ved at være træt af at gå så meget, men hun ville ikke standse nu. Hun ville helt hen til parken før hun gav sig selv lov til at hvile sig. Hun så sig kort rundt inden hun igen så på sin mor, og ventede blot på et svar på hendes spørgsmål.

Alex nikkede blidt, med en blid latter da Carrie begyndte at hive hende ud af døre åbningen. Lysten til at komme til parken, var på ingen måde utydelig for Alex. Carrie havde også lagt sy i langtid, at selv Alex næsten ikke turde at forlade hytten. ”Ja ja, jeg er med min kære” Hun kiggede blidt på Carrie, lige til hun nyste. Hendes øjne var en smule overrasket, men hun bed sig ikke fast i det. Et nys kunne være mange ting, og Carrie var opdraget godt. Ifølge Alex, i hvert fald. Hun satte en hånd på Carries hoved og smilte endnu engang til hende ”Prosit hehe” Hun satte sit hoved på skrå, mens de begyndt at gå. Hun vidste godt at Carrie var en smule bange for at Alex ville løfte hende op og ligge hende i seng igen, men Carrie havde lovet at sige til hvis det blev for meget for hende. Og det stolede Alex på, hun var måske kun 5 år, men hun var moden af sin alder.

Alex gik ved Carries side gennem hele turen, da de 9 minutter var gået. Hørte hun Carries lille stemme, var de der ikke snart spurgte Carrie. Alex vende sit hoved ned mod Carrie, det kunne nu godt ses at Carrie var ved at være træt. Den måde hendes skridt blev lidt tungere på, solgte hende lidt. ”Vi er der lige om lidt, er du ved at være træt? Jeg kan godt bære dig resten af vejen hvis det er” Hun smilte kærligt, men stoppede ikke med at gå. Det ville kun virke mere belastende for Carrie, hvis de stoppede op. Alex rettede sit hoved op mod kronerne på træerne. De var der snart, sagde hun engang for meget til sig selv. En kølig brise løb gennem deres hår og blæste nogle af de få hår op foran ansigtet. Alex fjernede det dog fra sit ansigt og derefter kiggede ned på Carrie med et lidt, bekymret men også kærligt smil.

Carrie skulle nok sige il hvis hun fik det dårligt eller blev træt eller noget, det havde hun jo lovet sin mor. Hun var lettet over sin mor ikke ville smide hende i seng igen da hun nyste. Et stort smil udspillede sig om Carries mund da hendes mor sagde prosit. Hun er ikke sikker på hvorfor hendes mor skal sige det, men hun er vant til at hun sire det hver gang Carrie nyser.

Da Carrie spørger om de snart er der, svare hendes mor at de snar er der. Hun nikker stille som på at hun har hørt svaret, og bliver ved med at gå sammen med sin mor. Hun ser op på sin mor da hun siger at hun sagtens kan bære hende resten af vejen hvis det er, men Carrie ryster stædigt på hovedet. "Jeg kan sagtens selv gå der over mor." forsikrer hun, selvom hun er ved at blive træt af at gå. Hvis de alligevel snart var der, vil hun forhåbentlig sagtens kunne klare at gå der hen selv.
Da de endelig kom der hen, var Carries ben smadrede af at gå. Hun så op på sin mor med et let træt smil, og ser sig så om.

Da de endelig var nået til parken, kiggede Alex blidt rundt. det så fint ud, der var som sådan ikke rigtig nogle folk i parken.
Parken var frodig, med nogle få træer hvor der hang nogle reb. som blev brugt som gynger, græsset var grønt. Alex smilte kærligt, hvor var det længe siden hun havde været i denne park. lige siden Carrie var født, havde de kun været i parken en enkelt gang.
Mest fordi Alex jo stadigvæk var eftersøgt, hendes fortid ville aldrig ændre sig. selv når hun fik et barn så smukt som Carrie, ville den forfærdelige fortid alligevel løbe ind i hende en dag.

Alex kiggede ned på Carrie, hendes ben rystede en smule. hvilket fik Alex til at sætte sig på hug foran Carrie, hun så det lettere trætte smil på hendes yndige små læber "Du ser træt ud, skal vi ligge os i græsset og tage en lur?" Sagde Alex med sin altid rolige stemme, vejret var jo meget godt. så at de sov udenfor ville nok ikke gøre det meste, tænkte hun.

Hun ser ikke blot træt ud, hun føler sig også træt. Hvorfor skulle der også være så langt mellem dem og parken? Carrie vidste dog godt at der kunne være meget længere, så hun skulle ikke brokke sig, men det gjorde hun alligevel inde i sig selv. Da hendes mor spurgte om de skulle tage en lur i solen, var Carrie fristet til at sige ja, men skulle de? Hun så sig om i parken, men så så på sin mor igen. Hun nikkede stille. "Okay" sagde hun så, og satte sig ned på det bløde græs, og betragtede stille sin mor til hun også satte sig ned eller noget, og lænede sig så ind til hende for at putte.


//sorry, kreasvigt xD//

Alex lagde sig i grasset, da Carrie satte sig ved hendes side. Hun havde et blidt smil på læben, inden hun åbnede munden ”Jeg skal nok holde mig vågen, så der ikke sker dig nået” Sagde hun blidt. Hun kiggede op mod den blå himle, da Carrie puttede sig ind til hende. Alex lukkede blidt sine øjne i og vende sig mod hende, hun holdte Carrie tæt ind til sig. ”Sov bare.” Hun hviskede det nærmest til Carrie. Det var dejlig varmt i solens lys, men Alex skulle også holde øje med at Carrie ikke blev solbrændt. Da Solen jo rammede hende direkte, hun åbnede sine brune øjne og kiggede stille på Carrie uden at sige et eneste ord.
Hendes brune øjne lyste nærmest op, hun køre sin venstre hånd gennem Carries hår og kyssede hendes panden. Der var så stille og beroligende i parken, det eneste man kunne høre var fuglenes kvidren.

Carrie smilede da hendes mor holdt hende ind til sig. Det gav en følelse af at være tryk og i sikkerhed. Hu nikkede langsomt da hendes mor sagde hun bare skulle sove. Carrie lukkede stille sine øjne i, og hendes vejrtrækning blev mere og mere dyb og regelmæssig, og Carrie sov snart.

Hun så ned. Der var virkelig langt, men hun var ikke bange for at falde ned. Jorden bevægede sig væk under hende, og viden havde fat i Carries hår. Hun lo højt, og kiggede op og fik øje på nogle vinger, men de var ikke som sådan hvide. De var nærmest sorte, men det var lige meget, så længe Carrie havde vinger som kunne bære hende gennem luften. Carrie så ned igen, men var de bare hende eller kom jorden tættere på? Hun prøvede at komme højre op, men det var umuligt, og snart var hun landet på joden. Hun kunne ikke røre sig, og lå bare udstrakt på jorden, da hun mærkede en pæn stor smerte i sin ryg.

Hun vågnede op med et sæt, og så sig rundt. Først kunne hun ikke huske hvor hun var, men fik så øje på sin mor, og faldt en del til ro. Hendes åndedræt var dog stadig let hurtigere end normalt, efter hendes drøm, men hun var allerede så småt ved at glemme sin drøm. En begyndende smerte var kommet frem på hendes ryg, og hun havde ingen ide om hvad det skyldes. Hun bed tænderne sammen for ikke at sige noget om smerten, og hun håbede ikke hendes mor ville ligge mærke til noget. Dette var ikke smerter fra almindeligt ondt i ryggen, men hvad det så var, vidste hun ikke. Hun smilede til sin mor, på trods af smerten, for hun ville ikke havde at hendes mor skulle blive bekymret for hende eller noget i den stil.

Alexs blik var placerede på den blå himmel, de små hvide skyer der langsomt bevægede sig mod vest. Der var vind stille, hvilket gjorde at solens stråler holde dem varme. Alex kiggede fra øjnekrogen ned mod Carrie, som sov sødt ved hendes side. Alex ønskede inderligt at Carrie kun ville møde glæde på sin vej, men det ville kun være svært. Alex var jo eftersøgt, og bare fordi hun fik et smukt barn som Carrie betød det ikke at hun nu ikke var eftersøgt. Verden ville blive ved, selv når Alex ønskede at tiden stoppede omkring hende. Nu hvor alt var så fredeligt, måtte verden godt stoppe. Hun kunne dø lykkelig, men stadigvæk med en smule sorg i brystet.
Hun havde aldrig snakket med Josh, siden han fik hukommelsen tilbage. Hun havde heller ikke fortalt ham, om Carrie. Alex lukkede stille sine øjne i, et lavt suk slap hendes læber. ”Jeg savner sig” Slap hendes røde læber, når hun lukkede sine øjne var kun Josh i hendes blik. Den måde han altid smilte til hende, og rakte sin hånd frem til hende når hun virkelig havde brug for det. Gid hun snart så ham igen, gid han var hos hende og Carrie lige nu.
Hendes øjne slog op, da Carrie hev sig selv op at sidde. Stille satte hun sig op og kiggede på Carries lidt forskræmte ansigt ”Hvad er der galt?” Sagde hun, men stoppede hurtigt i det hun lo mærke til Carries vejr trækning. ”Træk vejret, helt ned i maven.” Hun strøg sin hånd gennem Carries hår, med en forsigtig bevæggelse.
Da Carrie begyndte at bide tænderne sammen i smerte, kiggede Alexs uroligt på hende. Havde hun haft et mareridt? Eller var feberen begyndt at slå til igen, hun kende godt til Carries skjulende smil. Hurtigt, fik hun placerede en hånd på Carries pande. ”Føler du dig dårlig? Skal vi tage hjem? Er du okaii?” Alle spørgsmålene fløj ud af hendes mund, Carrie fik næsten ikke lov til at svare på dem. En blid brise strøg gennem deres hår, Alex fjernede sit hår fra ansigtet. Hun gjorde sit bedste for ikke at virke for bekymrende, måske var det grunden til at Carrie altid forsøgte at gemme sig væk bag et smil. Hver eneste gang, Carrie gemte sig bag smilet, var det som om Alex blev spidet af et sløvt sværd. Hvorfor ønskede hun ikke at sige noget til hende, havde hun gjort noget forkert over for hende? Var hun for overbeskyttende? Hun ønskede jo bare ikke at Carrie skulle lide de samme tvistede følesler som Alex havde lidt.

Carrie så på sin mor da hun spurgte om hvad der var galt, men hun kunne ikke få et ord over sine læber på grund af sin vejrtrækning. Da Alex sagde hun skulle trække vejret helt ned i maven, gjorde hun det, og hendes vejrtrækning blev mere normal. Hun smilede til sin mor da hun strøg en hånd gennem hendes hår.

Selvfølelig kunne hendes mor se på hende at der var noget galt. Det kunne hun altid, eller for det meste, så det var ingen overraskelse, men de spørgsmål som Alex stilede kom alt for hurtigt til Carrie kunne nå at svare på dem. "Mor, har det fint." sagde hun stille. Hun sukkede stille. Hun havde det faktisk fint, på nær en sær smerte i ryggen. Hun lænede sig op af sin mor, og kiggede op på hende. "Har ondt i ryggen." beklagede hun sig stille.

Det lettede på hjertet over at, hun var begyndt at trække vejret roligt igen. Det havde sikkert bare været et lille mareridt, som havde skræmt Carrie. Hun smilte kærligt til hende, da Carrie vende hovedet mod hende og sende hende det altid så nuttede smil. Følelsen for at kramme Carrie tæt og bare holde hende, var stor. Dog skulle hun jo forstille en voksen person, og ikke en lille pige der havde fundet noget så nuttet som Carrie. Hun følte endda for at gå hentil Josh og sige *Look what i made!* Da tanken strejfede hende, rødmede hun lidt og rystede blidt på hovedet.
Lige nu var Carrie okaii, med hendes vejrtrækning hun sagde endda også at hun havde det fint. Selvom hendes stemme var lav, der var noget hun skjulte. Måske burde hun spørger ind til det, men virkede det ikke som noget lidt træls noget. Hvor moren hele tiden ville vide alt, hun sukkede blidt. ”Ok-okaii” hun stammede lidt, da følelsen for at spørger ind var stor.
De sad i lidt tid, til Carrie lænede sig op af hende. Hun smilte blidt til hende, mens hun nussede hendes hovedbund. Da Carrie så fortalte om sin smerte i ryggen, kiggede Alex op mod skyerne og derefter ned på Carrie. ”Måske er du ved at få dine vinger” Hendes stemme var en smule drillende, der var jo en stor chance for at Carrie fik sine vinger snart.
Mange forældre tænkte over hvordan de skulle forklare deres pige børn, om blomsten og bien eller når de fik deres menstruation for første gang. Mens Alex frygtede at fortælle om Carries vinger, den smerte man gik rundt med i en uge også når vingerne kom ud. Ville det gøre ondt hver gang men bevægede dem, lidt ligesom når man fik sine første tænder.

Carrie så på sin mor, og kunne fornemme at det gjorde hendes mor mere rolig da Carrie begyndte at trække vejret normalt igen. Carrie lagde hovedet en smule på skrå da hendes mor pludselig rødmede. "Mor? Er du okai?" spurgte hun forsigtigt da hun ikke helt var bekendt med rødmen. Hun vidste ikke hvad det betød, eller noget. Hun så bare på sin mor med let store øjne.

Hun kunne høre på sin mor, at hun ikke helt troede på det Carrie sagde, men Carrie havde jo heller ikke sagt det hele endnu. Lidt efter, da Carrie lænede sig op af sin mor, smilede Carrie da hendes mor nussede hendes hovedbund. Da hun havde fortalt sin mor hvad der var i vejen, betragtede hun stille sin mor. Et bredt smil kom frem på Carries læber, da Alex sagde at hun måske var ved at få vinger. "Tror du virkelig at jeg snart får dem?" spurgte hun, og det var ikke til at tage fejl af den begejstring som også var at høre i hendes stemme. Hun ville virkelig gerne ha sine vinger snart, men hun vil også gerne undlade smerten hun havde nu, men det var nok ikke muligt. Hun bed igen tænderne sammen. Hvorfor skulle det også gøre ondt at få vinger, hvis det da ellers var det der var galt?

Hun sad i lidt tid og stirrede ud i luften, følelsen af hendes kinder der blev varme, fik hende til at ryste blidt på hovedet. Carries stemme fik hende til at tænke klart igen, hun blinkede et par gange inden hun fik tankerne væk fra Josh! "Hvad? Hvor? J-Jeg har det fint." Hun rystede endnu engang på hovedet, hvorfor tænkte hun lige på Josh!? hun burde ikke tænke på Josh, nu hvor Carrie havde det dårligt?
Hun klappede blidt Carrie på hovedet, først nu kom hun i tanke om hvor tit hun holde Carrie fra alt. Carrie havde jo aldrig rigtig mødt nogle folk, havde hun? hun havde jo fået folk til at passe Carrie, hver gang hun skulle tage sig af dusørjæger der var efter hende. Hun sukkede blidt, måske skulle hun tage Carrie med til byen, eller lade hende gå i skole? Hun havde dog ingen penge, hvilket fik hendes ide til at falde til jorden.

Alex nikkede blidt, til Carries spørgsmål "Ja, Jeg er sikker på det." Hun smilte kærligt til hende, der var en stor chance for det i hvert fald. desværre kunne det også bare være fordi, hun havde lagt forkert på jorden. "Der går dog noget tid med smerten, jeg skal nok prøve at se om vi kan finde nogle smertestillendes, hvis det bliver værre?" Hun spurgte mest om det, for at være sikker på at Carrie ønskede at tage medicin for det.
hun gad enlig ikke at kæmpe, for at få hende til at æde nogle piller. det kostede penge som de ikke rigtig havde!

Hun så på sin mor, som så ud til ikke at være helt sig selv lige nu? Hvor mon hun var henne af? Da hendes mor svarede, smilede Carrie blidt. "Okay" Svarede hun forsigtigt, og smilede barnligt da hendes mor klappede hende på hovedet.

Carrie var ved at springe op for at hoppe og danse da hendes mor sagde at hun var sikker på Carrie snart fik sine vinger, men hun ville alligevel ikke, da det gjorde ondt. Hun lyttede til det sin mor fortalte. Så hun ville ha smerte i noget tid? Hun skulle nok overleve det, og da Alex spurgte om hun skulle ha smertestillende for det, rystede Carrie på hovedet. Hun vil ikke ha smertestillende, men måske hvis det blev for uudholdeligt, men ellers ikke. "Gør det meget ondt?" spurgte hun forsigtigt. Hun vil gerne vide om det ville komme til at gøre ondt eller ikke.

Alex kunne ikke andet end at elske Carrie, den søde så uskyldige pige. Hvordan kunne folk ikke ende med at forelske sig i de store brune øjne og æblekinderne, hun plantede stille et kys på Carries hoved. Mens hun sagde Okay, hvis bare hendes far kunne se hvor fantastisk sød en datter han havde. Kunne han vel ikke andet end at smelte, og elske hende.

Alex klappede blidt Carrie på hovedet, smerten var forskellig fra person til person. Hun huskede sin egen smerte fra sine vinger, da hun begyndte at få dem. Der gik omkring to til tre dage, hvor hun ikke kunne andet end at græde på grund af smerten. Det værste var nok at hun var alene, da hun fik sine vinger. Alene nede i en dunkle kælder, dette skulle ikke ske for Carrie. Hun ville være der for hende og gøre sit bedste for at gøre smerten så lav som overhovedet muligt!
”Det er forskelligt, fra person til person.” Sagde hun med en blid lidt usikker stemme, hun ville helst ikke have at Carrie skulle frygte at få sine vinger. ”Hvis det nu gør meget ondt, skal du bare sig til… så køber jeg noget smertestillende, så det kan dulme smerten lidt… er det en deal?” Hun havde et kækt smil på læben, hun skulle nok tage sig godt af Carrie. Sagde hun inde i sit hoved, desværre ville der altid være problemer. Inden længe kunne hun nærmest føle sved der løb koldt ned af ryggen, der var nogle… eller noget, inde i buskene. Hvis det var en dæmon, skulle alt nok gå. Hun havde det nemt ved at stikke af fra dæmoner, men dusørjæger var en anden sag, de trænede sig selv til at fange dem der løb.
Hun gjorde sit bedste for at lade som ingen ting, men på samme tid være parat til alt! Hvis der skulle komme et angreb, var hun parat til at hoppe væk med Carrie i hendes arme. Hvis det kom ovenfra, var hun klar til at trække Carrie ind til sig og rykke væk hurtigt nok til intet ondt ville ske mod Carrie!

Hun sad og ventede på at Alex skulle svare hende på hendes spørgsmål om hvor ondt det gjorde at få vinger. Hun håbede ikke at det vil gøre alt for ondt. Da hendes mor endelig svarede på om hvor ondt det gjorde, nikkede hun stille. "Håber ikke det vil gøre ondt" Sagde hun, og så op på sin mor. Hun vil ikke ha meget smerte, men hvem vil også det? Ikke Carrie i hvert fald. Hun lyttede til det som Alex sagde, og nikkede så som svar på det. "Skal jeg nok mor." svarede hun stille. Hun puttede sig hel ind til sin mor, selvom de begge sad op. Det var faktisk meget behageligt at side sådan her med sin mor. Hun opdagede ikke sin mors nervøsitet. Hun havde ingen ide om at nogle holdte øje med dem lige nu.

Hun grinte kækt "Det håber jeg heller ikke, jeg vil ikke se dig i smerte." Hun satte sin hånd i sit skød. måske skulle de til at smutte hjem, hvis de blev her. ville der ikke gå langtid før en eller anden person ville komme dem imøde, hvis de var rigtig uheldig var det sikkert en dusørjæger.
Alex ville helst undgå, at Carrie skulle se noget forfærdeligt. hun ønskede ikke at hun skulle se en slåskamp, eller blod. Carrie blev dog født i en hytte omringet af de levende døde, indtil videre havde det ikke påvirkede hende. men så længe det forblev sådan, ville Alex gøre alt i sin magt for at undgå at se Carrie græde.
Nogle folk kaldte det at forkæle sit barn, ifølge Alex holdte hun bare sin datters humør oppe. det var jo ikke fordi Carrie fik alt hun pegede på, det havde hun jo på ingen måde råd til. hvilket gjorde at Carrie måtte værdsætte de ting, som hun endelig fik. hendes tøj var somregl hjemmelavet, kun hendes sko var købt.
Alex løftede forsigtigt Carrie op i sine arme, inden hun valgte at bevæge sig ud mod stien igen. hvis der var en der fulgte efter hende, ville det være nemmere at ligge Carrie ind i hytten også kæmpe langt væk. så Carrie ikke skulle se blod, eller et lig... hun smilte kærligt, for at skjule sin nervøsitet.