En hjælpende hånd - Geralt

Tid ~ Formiddag.
Vejr ~ Solrigt og skyfrit, en let brise, som frisker luften op.
Omgivelser ~ Markedspladsen, fyldt med boder, der indeholder smykker, madvarer, tekstiler og andre spændende ting. Folk går rundt for at handle ind, mens ejerne af boderne råber op om forskellige tilbud.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var normalt at Sophia hjalp til med de huslige pligter, men oftest handlede moderen på markedet. Denne dag havde hun dog endelig fået lov, efter længere tids plagen, moderen var ikke meget for det. Som regel endte det med problemer, eftersom byens befolkning ikke var meget for Santuiner – de var unaturlige.
Med kurven under armen og forklædet bundet om livet, begav Sophia sig mod markedet. Mønterne til indkøbet, var lagt i den lille forlomme på forklædet. Som normalt, fulgte broderen Telford med, og sad i dag på hendes skulder. Hun gik med oprejst pande og prøvede at ignorerer folk misbilligende blikke. I stedet for at lade sig gå på af dem, begyndte hun lavmælt at tale med Telford, måske ikke den smarteste idé. Hun var som yngre ofte blevet set ned på og behandlet dårligt, netop fordi hun havde dette bånd med en fugl, tvillingebåndet. Det var ikke nogen hemmelighed at man i underworld så ned på folk som hende, og behandlede dem nedværdigende. Sophia selv havde lært at ignorerer det, og til tider prøvede hun at belære folk.
Det varede ikke længe inden Sophia var nede på det store marked, hvor det vrimlede med folk over alt. Folk råbte fra boderne om forskellige tilbud og varer, forskellige dufte af krydderier, fisk og andre madvarer hang i luften. Hun gik med et smil på læben og åbne og nysgerrige øjne, hun elskede markedet og at observerer folkene, se tingene. Det varede noget tid, før hun fik gået hen til boderne, for at handle ind. Det første hun skulle skaffe var korn og mel, så de kunne få bagt brød. Derfor gik hun hen mod boden, som så ud til at sælge disse sager. Bag denne bod stod en bredskuldret og storvommet mand. Han havde ikke et venligt ansigtsudtryk, og så fra naturens side mut ud. Forsigtigt prøvede Sophia sig med et smil, da hun nærmede sig boden, som lige nu ikke var tætpakket med mennesker. Smilet hjalp dog ikke, og da hun kom nærmere lød hans dybe brummende stemme ”Kan du se at forsvinde, jeg handler ikke med folk som dig. Smut med dig tøs, du skræmmer kunderne væk. Det er ikke naturligt at være i familie med et dyr.” efterfulgt af korslagte og et blot vredere ansigtsudtryk. Folk ville normalt bare gå væk, finde et andet sted, men denne behandling gjorde hende vred. Hvorfor skulle hun behandles uretfærdigt, blot fordi hendes bror var en falk? I stedet for gik hun vredt nærmere og begyndte at tale ”Hvorfor behandler du mig sådan, jeg vil blot købe dine varer, der er INTET unaturligt ved mig. Jeg finder mig ikke længere i dette, din behandling af mig er grov. Varer fra din bod, vil jeg ikke bringe med hjem, du fortjener ikke mine penge” sagde hun med en alvorlig tone og et sammensnerpet ansigtsudtryk. Bodejeren var ikke vant til at blive svaret igen, og især ikke fra en lille pige, så i et stykke tid stod han helt paf. Dog ikke længe efter blev han mere rød i hovedet og slog med sin store hånd ud efter Sophia. En mindre skare af mennesker var stoppet op, da de havde hørt de vrede udbrud og så nu situation udspille sig, dog så ingen ud til at gribe ind eller komme hende til hjælp.
Forskrækket over slaget, der kom imod hende tumlede Sophia bagud, men endte med at snuble og ende på halen.