Some secrets will stay secrets- Jackson

Det havde været en uge siden hun faktisk havde været hjemme. Mon de havde lagt mærke til det? De havde sikkert ikke været hjemme så meget selv. Efter hvad hun havde gjort for Beths kæreste, så var hun endelig hjemme igen. Faktisk gik hun direkte ind til sit værelse, og håbede på at hendes brødre ikke fik et øjekast af hende i det ekstremt beskidte tøj. Det var derfor hun var taget hjem da solen var gået ned, for så var det svære for fremmede at få et forkert billed af den ellers perfekte familie. Da hun var kommet ind på sit værelse lukkede hun døren, og stod kort med ryggen imod den, imens hun tog en dyb indånding og lukkede øjnene ganske kort. Så trak hun sin engang hvide top over hovedet og gik hen til spejlet. Hun havde fået et par ar, hvilket hun ikke plagede at have. Et langt ved hendes side, fra bikinilinjen og et lille stykke op, også et henover det ene skulderblad fra et piskeslag - tydeligt. En smule blå mærker var ikke til at undgå at se. Hurtigt skiftede hun tøj, da hun hørte støj på gangen. Hun sparkede hurtigt tøjet lidt til siden, men den nye trøje dækkede ikke et lille sår på hendes hals fra en lille kniv - hendes sår healede jo ikke så. Alison satte hurtig sit hår op i en hestehale så man ikke bemærkede det var mindre kønt.
Så gik hun ud mod døren, og trådte ud på gangen. Jackson var hjemme. Hun stillede sig i dørkarmen forsigtigt og kiggede let imod ham.
"Jeg troede ikke du var hjemme." Sagde hun med et svagt smil på læben. Han kendte hende. Selvfølgelig kunne han se på hendes kropssprog at hun dækkede over noget. Overfor Jackson havde hun aldrig været god til at skjule hvis noget rystede hende, hun stod præcis sådan som hun altid gjorde når hun var en smule nede. I dørkarmen med armene bagved ryggen og smilede svagt. Trak knap nok vejret. Hun havde også været ude på et mindre vildt eventyr, men var da sluppet levende fra det. Det var tydeligt hun prøvede at være ligeså stærk mentalt som sine brødre, nogle dage lykkedes det hende bedre end andre - men specielt overfor Jackson. Så kunne hun ikke holde sig selv skjult væk. Han var nok den eneste person, som hun faktisk turde at vise svaghed overfor, og dog var hun bange for at han ville se hende som svag.

Hun troede hun havde sneget sig ind i huset uden nogen havde set hende, troede tydeligvis ikke at Garret og ham ikke havde lagt mærke til at hun ikke var hjemme, der tog hun fejl. Jackson havde været ved at gå ud af sit gode skind, efter han var blevet kidnappet sammen med Aria havde han holdt vågent øje med hende og Garret, passede på dem begge uden egentlig at sige der var sket ham noget, det var ikke helt ved siden af at Jackson kunne være væk i længere perioder af gangen, sådan havde det været efter uheldet med hans eks og Alison.
Jakcson havde godt set hvor beskidt hun var, hvordan hun nærmest slæbte sig gennem huset for at komme til sit værelse, det kunne godt være hun var en voksen kvinde og hun kunne passe på sig selv men trangen og behovet for at beskytte hende ville aldrig forsvinde og det ville han egentlig heller ikke have! Han stod lænet op af væggen overfor døren ind til hendes værelse, han ville lade hende komme til ham men samtidig kunne han ikke stoppe sig selv i at ville være der for hende, der var tydeligvis sket noget og han ville gerne vide det.
Da hun trådte ud af døren kunne han straks se på hendes øjne at hun vidste hun var opdaget, lige overfor ham kunne hun intet skjule, hans blik gled over hende, stoppede først lige ved halsen hvor han kunne se kanten af et sår titte frem, hun var kommet til skade! Let knyttede han hænderne for ikke bare at flyve op, han kunne ikke styre sig selv når han vidste nogen havde skadet hende, den sidste der havde gjort det havde han dræbt, hans egen kæreste som han troede elskede ham men det viste sig at være en kæmpe løgn. "Jeg har været hjemme hele ugen...", han holdt en lille pause før han trådte hen til hende, han trak hende ind til sig så hendes hoved hvilede mod hans brystkasse, armen omkring ryggen på hende, ganske blidt for ikke at skade hende hvis der skulle være eventuelle skader udover det på halsen, "Du ved jeg er her for dig Ali, jeg vil gøre alt for dig... Jeg har været bekymret, det blev jeg efter anden dagen da du ikke kom hjem..", han hviskede det let mod hendes hår. Han var som et lam omkring hende, hun kunne snog ham om sin lille finger og det vidste hun godt.

Han havde været hjemme hele ugen. Selvfølgelig. Hun sank kort en klump, men da han kom tæt på og trak hende ind til sig. Så kunne hun ikke undgå at vikle sine arme omkring ham. Det var nu godt at være hjemme igen, og hun skulle nok klare den. Alt skulle nok blive fint. Og lidt skyldfølelse gav det hende også, at han havde været så bekymret for hende. Det gjorde det svært faktisk at holde noget hemmeligt overfor ham. Klanen var det eneste hun faktisk holdt hemmeligt med alt kraft, fordi det havde hun svoret på. Alison slappede mere af. Det kunne mærkes på hendes vejrtrækning. "Jeg klare den Jackson. Det skal nok gå..." Hviskede hun så han stadigvæk kunne hører det. Hvis han spurgte hende, ville hun svare ham. Hvis ikke, så ville hun nok ikke sige noget. Alison havde blot hjulpet sin veninde fra at miste en hun elskede, det var måske ikke det mest smarte - men hun havde handlet impulsivt. Der var nogle dage, at hun glemte hvor højt Jackson egentlig elskede hende, ikke fordi det var med vilje, men fordi, at hun nogen gange glemte kort at føle. Og når det skete, så føltes alting som et sort hul. Mest af alt fordi, der var ting i fortiden hun aldrig var kommet sig over. "Jeg er ked af du var bekymret..." Sagde hun så og sank en klump, og pressede sig lidt mere ind imod hans brystkasse. Det var rart at være hjemme igen. Det var nok det bedste sted at være, medmindre man havde brug for frisk luft til hjernen.

Han holdt hende blot tæt ind mod sig, sagde ikke noget i et godt stykke tid da han bare havde brug for at mærke at hun egentlig var okay og at hun stadig var her. Han frygtede en dag at hele hans familie bare ville efterlade ham og at han ville være alene, han vågnede tit badet i sved grundet drømmene om at de forlod ham, glemte ham og aldrig ville se ham mere. De tanker fik ham til at knuge hende en anelse tættere ind til sig. Uden rigtig at tænke over det kyssede han hende på toppen af hovedet, han ville gøre alt for hende, hvis hun spurgte ham ville han ikke kunne sige nej og det vidste han godt. "Det ved jeg godt Alison, du er en voksen, stærk og selvstændig kvinde men du vil altid være min lillesøster og derfor vil jeg gøre alt hvad der står i min magt for at være der for dig og beskytte dig". Han trak sig lidt væk så han kunne kigge hende i øjnene, han holdt dog stadig om hende, han var ikke parat til at give slip endnu. "Det skal du ikke være, det vil jeg altid være fra det øjeblik du træder ud af døren til du kommer tilbage, det er en bi effekt af sådan som du har snoet mig omkring din finger", han sagde det med en drillende tone som han kiggede hende i øjnene.
"Kom, så skal jeg lave noget varm kakao"... Som mor plejede at lave den men han sagde det ikke, tænkte det blot. Han trak hende med sig ned mod køkkenet mens han stadig havde en arm omkring hende. "Så hvor har du egentlig været henne? Det er sjældent du tager afsted uden at sige noget til bare en af os", han slap hende da de kom ind i køkkenet og forsvandt et øjeblik ud i forrådskammerat for at finde ingredienserne for så at gå igang med at lave den varme kakao på komfuret.

Alison ville sikkert aldrig forstå det med at være en beskyttende storebror, men hun var stadigvæk beskyttende overfor sine brødre. Ali vidste Jackson var bange, og hun hadede at han var det - for hun ønskede bare han skulle være glad. Ali lagde hovedet lidt på skrå og så på Jackson, et skævt smil bredte sig på hendes læber. Og fulgte med ham ud i køkkenet. Alison kørte en hånd igennem sot hår imens hun kiggede efter ham da han smuttede ind i forrådskammeret. Hun åndede let ud og satte sig på nærmerste bordplade - en vane hun havde haft siden hun var lille. " jeg hjalp en veninde, også krævede det større chance at de slap væk end jeg gjorde - og ja tingene blev lidt grimme. En af mine veninder er forsvundet så vi ledte lidt efter hende men fandt hende ikke." Sagde hun så og sank let en klump. Aria havde været væk rigtig længe, ikke at Jackson kendte til hendes veninder så vidt hun vidste af. Aria var en kompliceret person at læse, men set var mange. "Men det godt at være hjemme igen" smilede hun så.

Let greb han en grydeske fra en krukke der stod ved siden af komfuret, ilden i komfuret brændte allerede og den varme chokolade ville snart være færdig, den skulle egentlig bare lige gennemvarmes. Generelt var både Garret og Jackson gode til at lave mad, ikke at de gjorde det så tit da de havde hushjælpen til det men efter deres forældres død havde det lidt været deres link til deres moder, da hun altid havde været i køkkenet når hun havde tid. Let rørte an rundt i gryden en enkelt gang for så at åbne skabet over vasken og trække to kopper ud af det som han stillede på bordet. Han greb den varme gryde og hældte så den varme chokolade op i kopperne, den ene gav han til Ali og den anden tog han selv.
Jackson hoppede op på bordpladen ved siden af hende så de sad side og side. Det var rigtig at han bekymrede sig meget når det gjaldt Ali, mere end Garret gjorde men sådan havde det været siden uheldet med Jacksons kæreste, han følte sig stadig skyldig for det.
"Forståeligt at du så tog afsted men næste gang så efterlad lige en seddel så vi ved hvor du er henne", han sendte hende et lille drillende smil som han blidt skubbede sin skulder mod hendes. "Så jeg gætter på i aldrig fandt hende veninden der er væk? Kom de andre sikkert hjem?". Det var sjældent at Ali snakkede med ham om hendes venner.

Alison betragtede blot Jackson imens han ordnede tingene. Hun havde aldrig rigtig noget at få så meget ud af deres forældre som Jackson og Garret havde. Ærlig talt så kunne hun knapt nok huske deres forældre, trist nok. Deres onkel havde altid været der i starten til hun var gammel nok til at forstå, ellers var hun nok mest knyttet til Jackson. Efter det med hans ekskæreste i hvert fald. Selvfølgelig vidste hun godt at han følte en smule skyld, også selvom hun ikke ønskede han skulle. Men at sige til ham, at hun kunne se hver eneste af hans inderste følelser, hvad han rigtig følte - det kunne få ham til at prøve at undgå hende. Fordi man ikke ville læses. Det var altid værst at se sig selv i spejlet dog, så kunne hun se alt hun virkelig holdt inde. Alison rystede tankerne fra sig da han satte sig op ved siden af hende. "Hvis jeg vidste jeg skulle lege heltinde havde jeg gjort det... og rigtigt. Vi fandt hende ikke." Alison kunne godt lide følelsen af det varme krus i hendes hænder - det var dejlig varmt. "Jeg vil gætte på de andre kom sikkert hjem. Min veninde der ejer kroen i Doomsville har en lidt speciel evne, og forud sagde vores fælles venindes kærestes død. Intens ikke?" Hun rystede let på hovedet for at fortsætte. "Vi fandt ham inden, og jeg tog mig af dem der kom imod dem imens de fik ham væk." også var jeg fanget i en irriterende fangekælder resten af ugen med et par idioter der prøvede at prikke til bjørnen.
Alison holdt tog det sidste til sig, det var ikke ligefrem fordi, at Jackson ikke selv ville kunne regne det ud. Dette her var nok det meste hun havde snakket om sine veninder. Nu vidste Jackson da at ejeren af kroen, Katerina Rivers var en af hendes veninder. Smart at vide, måske lidt. Alison lagde stille hovedet mod Jacksons skulder og lukkede øjnene forsigtigt i. Bare for at finde roen, det var næsten skønt. "Jeg gætter på Garret ikke er hjemme, eller bare har travlt?" Spurgte hun i en let hvisken. Garret var nok den hun undrede sig mest over, hun så ham ikke hele tiden, og var måske også begyndt at passere ham engang imellem uden at se ham. Hun elskede ham, men han virkede bare ikke altid til at bekymre sig omkring hende - men det var også bare ud fra hendes synsvinkel.

Han kunne ikke lade være med at smile en anelse over hendes ordvalg, heltinde.. Det var nok ikke det han ville bruge om hans søster men det var der jo grunde til, hun havde aldrig reddet ham men samtidig var han stolt over at hun ville gå så langt for at sørge for at dem hun holdt af var i sikkerhed. Let slikkede han sine læber efter han havde taget en tår af den varme kakao for at sikre sig at han ikke havde et fint overskæg af kakao på overlæben. Let lod han blikket glide ned på hende mens han stillede koppen på køkkenbordet, et stykke fra hans ben så han ikke kom til at vælte den. "Er det normalt at hun sådan bare uden videre forsvinder eller et det her en første gangs ting?", han respekterede at hun ikke fortalte noget personligt om hendes veninder men derfor kunne han jo godt vise interesse i det og det gjorde han så ved sådanne spørgsmål i stedet for.
Let gled et af hans øjenbryn op, forudse døden, det lød godt nok ubehageligt... Huh, han kom en del på kroerne omkring i Doomsville så han vidste godt hvem det var hun talte om, det var det første ansigt han kunne sætte på en af hendes veninder, ikke at han havde tænkt sig at jage hende ned og få hende til at sørge for at Alison var i god behold hvis hun nu engang skulle være væk så længe.... Nej slet ikke..
"Det var da i det mindste noget, det gætter jeg så på at din veninde er ret så glad for. Jeg kunne umuligt forstille mig hun blev glad for at høre at hendes kæreste skulle dø", han greb koppen og tog endnu en tår, han vidste der var noget usagt i hendes sidste sætning men valgte ikke at prikke mere til hende, det var rart at hun endelig bare delte noget med ham.
"Jeg har faktisk ikke set Garret længe.... Han har ikke været hjemme rigtig længe nu.", han sagde det med en lettere lav stemme. Det var sjældent et godt tegn i deres familie.

Om det var normalt Aria sådan forsvandt. Det var ikke fordi hun så hende hverdag, ikke mere i hvertfald. Men det virkede også underligt, at hun bare sådan forsvandt ud i det blå. Alison rystede let på hovedet en enkelt gang.
"hun plager ikke at forsvinde uden i hvert fald at sige noget." Svarede hun hurtigt og tog sig endnu en tår. Katerinas evne var creepy, det indrømmede hun. Prøv at tænk, hvis hun havde kendt hende dengang, eller hun havde levet dengang deres forældre døde - måske ville hun kunne stoppe det? Desværre var det ingen mulighed.
Beth havde været glad for Geralt var i sikkerhed for nu. Til det nikkede hun og varmede dejligt sine fingre om koppen.
Til det med Garret slog hun blikket lidt ned. Hun vidste ikke om de gerningsmænd der havde hende holdt fanget havde sendt et brev eller noget til ham - faktisk håbede hun det ikke, også alligevel. Så ville hun gerne se lige præcis hans reaktion på sådan et brev, men hun ville heller ikke være en lille møgunge som lavede sjov med sådan noget. Selv hvis man skulle tro det, ville hun vise bevis på noget andet - men kun hvis hun virkelig elskede den person. Andre ville hun bare vende ryggen til, og være ligeglad med deres mening.

Alison drak sin kakao færdig, og lod sin håndryg køre henover sine læber for at fjerne eventuelle kakaorester, og satte kruset på bordpladen ved sin side, og vendte hovedet mod Jackson.
"Du var også væk på et tidspunkt. Ikke at du behøver at tale om det." Sagde hun så og sank en klump. Det hun gjorde nu, var bare at vise, at hun havde lagt mærke til hans fravær. Dog som hans lillesøster, spurgte hun aldrig for meget indtil det - fordi, hun vidste det ikke var sikkert han ville fortælle om det. Men hun havde bemærket det. Der var ensomt når ham og Garret begge var væk - specielt hvis hun ikke vidste hvorfor. Måske var det påtide hun strammede lidt op, og begyndte at forlange at vide noget. Det var alt for svært bare sidde og vente - det havde hun efterhånden gjort så længe. Og at tage ned og spise på kroen hjalp ikke altid lige let på det.