I had to tell you.. ~ Jackson

t: omkring to om natten
s: Terrorville Distriktet, et lille stykke fra Moore Manor
p: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
v: det regner voldsomt, tordenvejr i det fjerne

Det var et par måneder siden hun sidste havde set noget til nogen af Moore-slægten.
Sidst hun havde set Jackson, havde hun forklaret ham alt og det havde efterladt hende med en følelse af svigt og ensomhed. Alligevel kunne hun ikke bare overlade ham til den skæbne der ventede ham hvis hun ignorerede advarslerne.
Cameron og Diedre havde fået til opgave af udslette Jackson Moore. Hvad han havde gjort havde Maddie ikke nået at høre før hun var på vej afsted for at advare Jackson. Men som altid, var Cameron hurtigere end Maddie og inden hun var nået ud af hovedkvarteret for Jægerne, var hun blevet slået ned af et eller andet bagfra. I en måned havde hun hængt nede i kælderen, iført sine bukser og en bh. Selvom det var flere måneder siden hun havde ammet sidst, var hendes bryster ømme og spændte og dette havde Cameron udnyttet til fulde. Piskesmæld var en rutineret lyd nu, og sårene over alt på hendes overkrop bekræftede blot hendes beskæftigelse de sidste par uger. Hendes ansigt var næppe til at genkende efterhånden. Med en skarp kniv var de startet ved næseryggen. Små strimler hud var blevet skåret løst og derefter gnedet med salt og jod. Hendes ene øje var mælkehvidt og det andet hævet og ømt. Hun manglede fingrenegle på otte ud af ti fingre - en enkelt fingre sad forkert i leddet og strittede derfor i en mærkelig retning. Stykket mellem hendes to næsebor var skåret op - men ikke fjernet. Hendes læber bar mærker efter at være blevet syet sammen gentagende gange.

Madeleine var blevet efterladt i Rotten Roots rendesten, blødende og næsten død. Alligevel, fik hun rejst sig. Hun havde kæmpet sig igennem gaderne, og var nu ikke langt fra det sted hun engang havde kendt som sit hjem - Moore Manor. Hun var nødt til at finde Jackson og advare ham - om så det måtte koste hende hendes liv...

//Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
//Og så en lille kommentar, eller nærmere to, ad og av! xD


Jackson havde været på Firestep nede i Angerforge distriktet, han var dog på vej hjem, han havde planlagt at gå inden regnen blev alt for slem men selvfølgelig skulle den i det sekund han trådte ud af kroen begynde at styrte ned i stedet for den smule støvregn der havde været, det var typisk.
Hans blonde hår havde fået en lettere mørk farve og klistrede til hans pande i stedet for den styling det normalt havde, fronten på skjorten var drivvåd og gennemsigtig der hvor den var hvid, man kunne tydeligt se hvor muskuløs han var sådan som skjorten klyngede sig til hans overkrop, læderjakken holdt ham dog tør alle andre steder end fronten af skjorten, han kunne jo selvfølgelig bare lukke den ville man mene men det var lang tid siden den havde kunnet lukkes, det var en han havde taget fra hans far skab da han var yngre og han havde på ingen måde tænkt sig at der skulle skiftes eller laves noget på den selvom den var slidt. De mørke bukser han bar var blevet endnu mørkere og klyngede sig til hans ben så de sad helt tæt ind mod lårene nu.
Han havde valgt at skyde genvej gennem en af de smalle veje der ledte ham direkte til gaden hvor Moore Manor lå og sikke et held at han havde gjort det! Det var Maddie han kunne se lidt længere fremme, hun tumlede frem som om hun endten var møg fuld eller simpelthen var kommet så slemt til skade.. Han kunne mærke et lille stik af bekymring i sig, en uvant følelse og valgte derfor at kalde efter hende, "Maddie?!", han måtte hæve stemmen i det et tordenbrag lød, tættere på end det havde været før og derfor satte han i løb for at nå hen til hende, hvad han så gjorde ham dog overrasket, han blev ikke længere forfærdet over sådanne syn men det var en overraskelse da han alligevel ikke havde regnet med at det var så slemt! "Hvad er der dog sket! Nej vent, det kan du svare på når jeg har fået dig i tørvejr", uden tøven samlede han hende forsigtigt op i sine arme sådan så han holdt hende som en mand holdt sin brud, hendes hoved ville sig mod hans skulder. Jackson kiggede kort ned på hende og satte så i hastig gang til Moore Manor.
Da de nåede frem var tordenen lige over dem, lynene slog ned hvad han ville gætter var lige uden for Doomsville og regnen havde blot taget til. Han bragte Maddie op på gæsteværelset hvor hun havde boet da hun var yngre, værelset lignede sig selv, dog mere koldt og tomt som om ingen havde været herinde i flere år. Jackson lagde hende forsigtigt på sengen og satte sig så på kanten, han strøg det våde hår ud af hendes ansigt og kiggede hende i øjnene. Hans berøring var varm og ufattelig blid som om han var bange for at skade hende yderligere. "Hvad er der dog sket med dig?..", hans øjne gled over hendes forslåede krop.

//Hey, ingen skal komme og sige at jeg ikke har smag for det groteske og morbide

Madeleine hørte en velkendt stemme i det fjerne - en stemme hun havde længtes efter at høre i det der føltes som evigheder. Men regnen overdøvede hendes spinkle svar - et svar som på alle tænkelige måder var logisk; ''Endelig..''
Der gik ikke mange sekunder før hun atter hørte hans stemme - og mærkede hvordan hun blev løftet op. Hun ville skrige af ren smerte, men hendes stemme kunne knap holde til at hun gispede. Trykkede ribben var det mindste af hendes problemer. Hun kunne nærmest intet se - det ene øje var ikke til at redde og det andet var for hævet til at hun kunne åbne det ordenligt. Hun kunne dog ænse omridset af det velkendte ansigt.
''De kommer efter dig..'' hviskede hun, efter at have rykket hovedet da han rørte ved hendes ansigt. Mange af sårene var gamle, men de nyere af dem sprang op da hun rykkede hovedet og blodet begyndte stille at løbe ud i hele hendes ansigt. Man kunne svagt ane hvad der var sket med hendes mælkehvide øje - flere huller efter nåle kunne skimtes. Relativt store huller...
''Lad være med at røre mig... For din egen skyld..'' mumlede hun og lukkede øjnene lidt. Jackson kendte næppe til Memoria - hendes latterlige evne til at dele minder, frivilligt og ufrivilligt. Han kunne risikerer at se hvad der var sket med hende... Det ville hun ikke udsætte ham for.

//Det er der vist ingen der kan påstå efter det


Jackson fjernede med det samme hånden fra i nærheden af hans ansigt da hun trak sig væk fra ham med et voldsomt ryk. Regnede hun med at han ville skade hende eller var det noget andet? Let rejste han sig så han ikke længere sad på sengen, han ville give hende noget plads indtil videre, men nogen blev nødt til at heale hende, heldigvis havde Moore familien en tilknyttet healer, det havde Jacksons onkel sørget for efter uheldet med Alison som Jackson stadig følte sig noget så skyldig over. "Hvem kommer efter mig? Du giver ingen lige nu Maddie..." Hans øjne gled atter engang over hendes krop, han blev nød til at hente healeren nu, ellers kunne det måske været for sent, måske de endda kunne redde hende øje? "Du bliver nødt til at ligge stille, du river bare sårene op... Jeg henter Alexander..".
Jackson rejste sig brat fra sengen og begav sig ned for at finder Alexander der havde et værelse nede i husets kælder etage samt at hans lazaret lå dernede. Der gik ikke længe før de begge var tilbage, Alexander var en ældre herre der besad magiske kræfter inden for healing, han var en af de bedste private healere i Doomsville og havde valgt at arbejde for Moore familien selvom han vidste der var en stor risiko for enten at miste livet eller komme til skade på anden vis. Han gav Jackson et krus med en klar væske i, vand, der dog var blandet med noget beroligende som ville slå hende ud, både for at hun ikke skulle mærke sine smerter men også så Alexander kunne arbejde uden at hun forhindrede ham i det. Han satte sig blidt på sengen med glasset i hånden og holdt det så mod hende læber, han hældte dog ikke, "Du bliver nødt til at drikke det her, det vil hjælpe på smerten". Han rørte hende ikke, kun glassets kant rørte blidt ved hendes læber hvor der ikke var nogen tydelige sår.

Madeleine havde aldrig brugt sine evner over for Jackson.
Dengang hun havde været lille, havde hun kunne telepati - men hun turde ikke bruge det på ham.
Nu var det ikke længere telepatien der skræmte hende - men tanken om at han så hende som den freak hun var.
Hun vidste at manden ville hjælpe hende, og hun ville ikke stoppe ham. Men hun drak intet.
I stedet rettede hun hovedet mod Jackson, og hendes stemme lød i hans sind til trods for at hun ikke bevægede læberne.
Smerten er det mindste af mine bekymringer lige nu, Jackson.
Hun havde brug for at fortælle ham det - Cameron og Diedre ville ikke spilde tiden når først de fandt ud af at Maddie var sammen med Jackson. Ingen af dem var i sikkerhed.
I en hurtig bevægelse havde hun tømt glasset, for at bevise at hun ikke modarbejdede dem. Jo hurtigere det var overstået, jo bedre.
Nu måtte hun bare håbe, at Memoria ikke satte ind mens hun var bevidstløs. Hvis det gjorde, ville både healeren og Jackson få sig en grim overraskelse så snart de rørte hende.
Der gik ikke længe, før hun ikke kunne holde øjnene åbne længere. Det hele snurrede i kroppen på hende, som om smerterne gik fra at gøre ondt til blot at være varme steder på hendes krop.
Hun lå der bare, stille som døden. Og alligevel, drømte hun. Drømmen, eller rettere sagt mindet, hjemsøgte hendes bevidstløse krop og fik hendes øjne til at fare rundt i hovedet på hende.
Hvor længe hun havde ligget sådan, anede hun ikke.
Men midt i healerens behandling havde hun grebet ud efter noget - efter nogen - efter Jackson.
Med fingrene låst om hans håndled lå hun der bare lidt, inden det hun frygtede ville ske, skete.
Som en film for øjnene af Jackson ville mindet udspille sig fra Maddies synspunkt.

Kælderen var mørk og fugtig. Lugten af blod hang tungt i luften på grund af blodet der løb ned af hendes ansigt.
Foran hende stod to hætteklædte skikkelser. Den ene stod med en tang - den anden med en blodig nål og tråd.
Den ene skikkelse holdte hende fastlåst, mens den anden begyndte at sy hendes læber sammen. Alle lod til at nyde det, undtagen Maddie.
''I det mindste vil hun ikke kunne sladre når vi er færdige.'' Lød en kvindestemme. Maddies hånd blev holdt frem foran hende, og tangen greb om neglen på langefingeren.
I et langsomt smertefuldt ryk blev neglen revet ud ved roden og det sammenbidte skrig lød rungende i kælderen.
''Alt dette, blot fordi hun ville beskytte en dæmon. Typisk, de bedste fordærves altid først.'' Lød kvindens stemme igen, mens den næste negl røg.

Madeleine slap ham igen, skælvende. På trods af at hun var bevidstløs, vidste hun hvad han havde set. Hun havde tvunget ham. Han skulle vide at hun ikke var sindssyg.
De var på vej, og de ville ikke stoppe før de havde fuldført deres mission..

Han kiggede på hende med et lettere bestemt blik, han ville nødigt tvinge hende til at drikke men hvis det var det der skulle til ville han gøre det fordi han vidste at det var det bedste for hende i sidste ende, at det var det der ville hjælpe hende. Jackson var overbevist om at hun havde sagt det højt, ikke at det var en stemme i hans hoved men at hun rent faktisk havde sagt tingene, "Det er lige meget, det her vil hjælpe... Jeg er ikke dum, du er kommet hertil af en grund, en grund der har fået dig tæsket synder og sammen men hvis vi ikke får gjort noget ved dine skader nu så ender jeg med at du dør og jeg vil ikke stå til at se mens det sker... Så drik nu Maddie...", han pressede glasset lidt mere mod hendes læber i håb om at hun ville drikke. Da hun endelig drak væsken i glasset gled et lille smil over hans læber hvorefter han stillede det å natbordet ved sengens side.
Han observerede hende med skarpe øjne, jo trættere hun blev desto bedre og da hendes øjne endelig lukkede sig i og hendes krop slappede helt af vidste han at det havde virket og at han nu kunne lade Alexander komme til at gøre det han nu engang skulle gøre, han stillede ikke spørgsmålstegn ved hans metoder. Alexander gik hurtigt i gang med at heale Maddie, han startede med de mest kritiske steder hvilket lige nu var hendes øjne, derefter arbejdede han sig stillede ned af hendes krop, han rørte på intet tidspunkt ved hende men hænderne gled lige over hendes krop mens et kridhvidt lys brød frem fra hans håndflader. Da han var færdig kiggede han på Jackson, det var tydeligt at han var udmattet, "Hun vil få sit syn igen men der vil gå et par dage da effekten lige skal træde i kraft, de mindre sår som dem ved læberne og diverse steder vil ikke efterlade ar, de større skader vil efterlade ar der med tiden vil forsvinde.. Hun skal nok komme sig men det er vigtigt at hun er sengeliggende det næste døgn i hvert fald..", Jackson nikkede til alt det han sagde og takkede ham let hvorefter Alexander forlod værelset, lukkede døren efter sig og uden tvivl forsvandt ned på hans værelse for at sove videre.
Jackson for sammen da hun ud af det blå greb fat omkring hans håndled, hun havde ordenligt fat og det var tydeligt hun ikke havde tænkt sig at give slip. Billederne skræmte ham, hvad fanden var det der skete?! Var det noget hun gjorde ved ham eller ej, men en ting var sikkert, det efterlod ham kun med flere spørgsmål end svar, hvem var dæmonen de var efter, den dæmon der havde korrupterede, ja hvem end det var havde han ikke kunne se da han havde set det fra personens øjne, ja næsten som om han var personen men han var næsten helt sikker på at det var Maddie, skaderne matchede dem hun havde haft. Da hun slap ham lagde han hendes arm tilbage på sengen og kiggede på hende med et tænksomt blik, blikket gled over hendes hænder, hendes negle var dog vokset ud igen men det havde været præcis de samme kvinden i mindet eller hvad det end var havde manglet. Det var ingen tvivl, det måtte være hende... Men hvem var dem der havde gjort dette mod hende og hvad skulle det hele dog betyde, hvorfor havde det fået hende til at opsøge Jackson?...
Efter at have betragtet hende noget tid gik han ud af værelset, lukkede døren efter sig, hun ville i hvert fald været ude indtil i morgen tidlig, så meget var sikkert og han kunne lige så godt få noget søvn.

Madeleine var bevidstløs indtil midt på dagen, og havde gentagende gange gennemlevet de meste groteske situationer i sine mareridt. Hun havde flere gange været ved at skrige, og utallige gange havde hun prøvet at gribe ud efter noget der ikke var der.
Da hun endelig vågnede var hun overbevist om at hun stadig var i kælderen. Hele hendes krop gjorde ondt, men ikke som tidligere. Hendes negle var tilbage og hun kunne næsten trække vejret ordenligt igen.
Hun åbnede øjnene, men lige meget hjalp det - lige nu var alt bare én stor grød. Sollys var dog noget hun anede, da der var langt lysere end i kælderen. Lugten af blod var minimal, og det samme var smerten i hendes ansigt. I løbet af en halv times tid var hun kommet op og sidde med benene ud over sengekanten. Hun prøvede at rette ryggen, men det gjorde stadig for ondt. Det samme når hun trak vejret dybt.
Hun kørte forsigtigt en fingerspids over sine læber og til hendes forbavselse var de små huller hvor tråden havde siddet væk.
En pludselig tanke skød ned i hende, da hun drejede hovedet hurtigt mod døren. Var der nogen derude?
Hun var tilbage på Moore Manor. Hun kendte den lugt, selvom det var flere år siden. Værelset, lyden af det gamle palæ.
Hun prøvede at åbne munden for at kalde på Jackson. Måske var han allerede i rummet? Hun kunne ikke høre ham.. Hun kunne knap nok se, og det var det der frustrerede hende mest.
Hun var nødt til at advare Jackson...! Det var det hun var kommet for!.. Hun prøvede omtumlet at rejse sig fra sengen ved at støtte sig til væggen. Godt gik det ikke ligefrem.

Jackson havde knapt sovet, han havde lagt sig i sengen men havde vendt og drejet sig indtil han simpelthen bare havde rejst sig, tankerne havde kørt rundt i hans hoved, der var så mange ting som bare ikke gav mening, den måde hun var blevet fuldstændig gennemtæsket og det at hun havde opsøgt ham, hvorfor havde hun slæbt sig selv gennem Doomsville for at finde ham? Og så var der selvfølgelig de billeder han havde set da hun havde grebet hans hånd? Der var alt for mange spørgsmål og alt for lidt svar til at han kunne falde i søvn.
Han havde siddet i stolen ved sengekanten og holdt øje med Maddie i et par timer, hans øjne opfangede de små bevægelser hun gav fra sig i søvne, den måde hun havde grebet ud efter et eller andet eller nogen, det var som om hun prøvede at vågne men ikke kunne grundet det Alexander havde givet hende.
Da solen var ved at stå op rejste han sig langsomt fra stolen og gik så ud af værelset, han kunne lige så godt finde noget mad, Maddie kunne vidst også godt trænge til noget.. Selvom de havde køkkenpiger kunne Jackson sagtens finde ud af lave mad, det var en af de hemmelige små ting som han virkelig nød men som ingen rigtig vidste om ham. En flaske med whiskey og et halv fyldt glas stod på bordet ved siden af komfuret hvor han var igang med både at lave noget suppe til Maddie da han regnede med det var det eneste hun ville kunne få ned. Han havde lavet nogle æg til sig selv som han spiste mens suppen blev færdig, da suppen endelig var færdig var flasken næsten tom og Jackson var en anelse beruset men det var sådan han håndterede emotionelle situationer. Let greb han en bakke med en skål suppe og et glas vand og gik atter engang op til værelset. Da han åbnede døren så han Maddie stå på skælvende ben, lænet op af væggen for ikke at falde. Hurtigt stillede han bakken fra sig og gik hen til hende, "Du skal tilbage i sengen lige nu", hans stemme var bestemt men alligevel også blid som han let greb hende om livet for at hjælpe hende tilbage i sengen.

Hun hørte godt nok nogen komme ind, og en stemme der kommanderede hende tilbage i sengen. Jackson burde vide at Madeleine aldrig var sengeliggende mere end et par timer - hun kunne ikke fordrage det. En eller anden greb hende om livet - sikkert for at få hende tilbage i sengen - men det endte blot med at hun rev sig fri af ham og atter støttede sig op af væggen. Hun prøvede at se på ham, man da hun kun kunne se skygger og en masse slørede genstande i bevægelse så hun ned på det eneste der stod stille - hendes fødder. Hun rystede ikke, ikke længere. Tværtimod så stod hun helt stift og stirrede ned på sine fødder.
Du burde ikke være her.. De er på vej.. Madeleines stemme ville atter lyde i Jacksons hoved. På trods af at hun var gennemtæsket for det, så ville hun beskytte Jackson med sit eget liv. Moore-børnene var det eneste familie hun havde tilbage..
Selv den dygtige healer som arbejdede for familien Moore burde vide, at Madeleine nok ikke ville komme sig 100% over det. Det vidste hun i hvert fald selv. Hun var uddannet i de torturmetoder, hun vidste hvad de gjorde ved folk... Hun vidste også hvad straffen var for at hjælpe dæmoner.
Hun bakkede hen til sengen og satte sig på sengekanten. Hun ville åbne munden, bare for at sige noget til ham - et eller andet. Men følelsen af at trådene stadig sad der hjemsøgte hende. Det var som om, hun ikke turde. Hun lukkede stille øjnene, uden at gøre så meget andet. Mon Jackson overhovedet ville tro på hende? Når hun nu fortalte ham at den kult hendes far havde sendt hende til som barn var dæmonjægere som var ude efter ham og hans familie?..
Hun havde kunnet lugte noget bestemt i hans ånde - Jackson havde drukket. Det gjorde hende ikke ligefrem tryg, og derfor var det nok bedst at holde sin afstand til ham. Det, og så det faktum at hendes evne nok ikke ligefrem var sat i bero.

Jackson slap hende med det samme da hun rev sig væk fra ham og trådte faktisk også et par skridt tilbage for at give hende den plads hun nu engang ønskede. Det sved et eller andet sted at hun virkede så bange for ham, som om hun troede han ville gøre hende ondt men samtidig kunne han også godt forstå hende, hun havde været igennem en meget traumatisk oplevelse og havde det været ham havde han heller ikke haft lyst til at folk rørte ved hende.
Han kiggede på hende med et sigende blik da han hørte hendes stemme, troede hun virkelig at han ville efterlade hende her og for slet ikke at tale om at han ikke bare ville stikke af fra hans hjem, hvis nogen var efter ham kunne de bare komme an, hans barndomshjem var helligt for ham og han ville ikke bare stikke af. "Hvis du tror jeg bare vil stikke af herfra, gemme mig så har du glemt hvem jeg er og for det andet ville jeg aldrig efterlade dig Maddie", han kiggede hende i øjnene med et intenst blik, munden var sat i en stram hård linje for at understrege hvor meget han mente det her. Der var ikke noget der kunne få ham til at skifte mening, ikke hende, ikke Alexander og ikke nogen anden, han gav ikke bare op.
Selvom han havde drukket havde denne lille alvorlige sekvens trukket ham ned på jorden igen, han følte sig ikke længere tung og sløv men han kunne godt se hvordan det at han lugtede af alkohol påvirkede hende men det måtte hun leve med, sådan var han altså nu. Jackson blev stående hvor han havde trukket sig tilbage fra hende, selv da hun satte sig på sengen trådte han ikke tættere på. Han gav hende plads.

//Jeg går ud fra at vores emne er afsluttet - grundet manglende svar fra min egen side.

//Jeg kan også se at du har skiftet karakter så det ville ikke give meget mening at forsætte det (:

//Jeps - men hvis du er frisk på emner med enten Maddie eller Neph, så må du skrive Kan jo altid spille Maddie som en NPC

//Super, så afslutter vi det bare her (:
//Lyder fristende men lige for tiden har jeg desværre ikke mulighed for at lave nye emner da jeg snart kommer ind i eksamens perioden, er færdig med skolen om 2 måneder så er meget meget fraværende for tiden (;

//du skriver bare

//Det skal jeg nok gøre! Håber snart der kommer tid til emner igen dog, savner det (:
//Syntes nemlig de emner vi har haft indtil videre har været gode!

//helt enig!

//Super, så vil jeg glæde mig til vi får lavet et nyt et, men det afhænger vist mest af mig hvornår det bliver kan jeg gætte mig til (;
//Men vi kan jo altid snakke om nogle emne idéer over PM hvis det er, så har vi tid til at komme op med en fantastisk idé jo!

//altså, jeg har altid tid til emner Så du kan jo bare skrive Du kan evt. få mit nr. over pm?

//Godt at vide, så er det dig jeg kontakter hvis jeg pludselig ud af den blå luft er ved at dø fordi jeg ikke får luftet min kreativitet! (;
//Lyder som en ganske god idé! (: