A Search? -Ancalagon-

Krigen var startet igen, det var som om den aldrig sluttede. De holde engang i mellem pauser på et par dage, til deres folk var færdige med at heale. Alting virkede bare så ligegyldigt, de kæmpede for at dræbe, drabte for at overleve, og overlevede for at kæmpe. Hvilken cirkel var det lige at leve i? Hun lærte aldrig rigtig at forstå den, dog stillede hun aldrig spørgsmål omkring dette.
Alle på slagsmarken var mænd, ikke en eneste kvinde var der. Medmindre man kom udenfra Evalines village, så ville man dog se Evaline som en kvinde. Hun stod halv overbøjet, med spyddet i sin hånd. omkring syv personer omkring hende, mens deres latter kunne høres runge i deres stemmebånd. Hvor typisk, de havde det med at omringe hende - Hvornår ville de dog lære, at alting blev så meget nemmere for hende, når man omringede hende.
Et kækt smil formede sig på de fyldige læber, hvor hun roligt løftede spyddet op vandret over hendes hoved. Mændene sprang mod hende, hvilket nok var noget af det mest latterlige hun havde set længe. Hun svang spyddet rundt som en rotator, sneen spredte sig omkring hende, samt blod der fik farvet snefnugene der faldt fra den lyse himmel, røde. Blod sprøjtede ud i sneen, der opslugte det ned til jorden. Mændene faldt til jorden med et bump, halsene var skåret op og deres munde kunne nemt ses bevæge sig, som om de higede efter luft. Luft der burde køre igennem deres halsrør og ned i deres lunger.
Hun svang spyddet mod jorden, for at fjerne blodet væk med kraft fra vinden. Da der ud i et kom en pil flyvende, hun nåede knap nok at rykke sig væk fra den, da pilen snittede hendes kind og skabte et smalt sår. Hun lagde hånden på hendes kind og rettede blikket mod personen, der sad oppe i et træ. Bue skytter? De var sjældne her omkring, da luften havde det med at ændre sig og tit få pilene til at flyve en helt anden retning, end man ønsker.

((it'll get longer when we start...))

Ancalagon havde vandret i godt en måned, gået fra kro til kro i søgning efter en helt speciel person, men intet held og det var først da han en aften sad på en kro og drak lidt mjød efter endnu en lang vandring, at han kom in tanke om at personen havde fortalt om et sted godt op i nordern hvor han kom fra, en landsby, eller mere en klan, bygget af samme matriale som person selv. Rollo, som var person Ancalagon ledte efter, huskede tilbage på de gange hvor Rollo havde snakket løs om den her klan og landsby som han voksede op i og var en respekterede kriger og havde vundet utallige mange kampe for klanens leder, men skred. Rollo havde aldrig fortalt resten af gruppen hvorfor han skred andet end at han bare skred en dag fra landsbyen, dog fik Rollo også nævnt hvor denne landsby egentlig lå henne, eller næsten, det var nemlig kun når han var fordrukken og ikke tænkte klart. Ikke destu mindre stoppede det ikke Ancalagon fra at prøve og finde hans gamle gruppe medlem deroppe, det kunne jo være at han var heldig. Godt pakket ind, med sin loyale ravn på sin skulder, under skindet han havde oversig, uden på det vinterbeklædning, som var uden på hans normale læder, blandet ind med en ringbrynje og med sin et hånds økse i siden og dolk i sin skede, bundet bag ved på bæltet, vendt vandret, var han klar til at tage nord på. Det var vidst ved at blive ekstra koldt oppe nord på, for det så ud til at sneen allerede var ved at falde, dog ikke så meget nu med det skulle nok komme.
Gående i sine egne tanker, lagde han ikke mærke til blod i sneen, hvilket fik ham ud af sine egne tanker og lagde så nærmere mærke til en død mand uden hoved og et spyd gået helt igennem kroppen. Et krigs råb lød fra hans anden side og han så op, kun til lige at dukke sig for et sværd som havde gået efter hovedet.
Ancalagon bakkede bagud og smed skindet han havde brug som skjold fra kulden og viste nu sig selv helt. Ancalagon havde allerede trukket sin ethånds økse, for endnu en kriger kom stormende mod ham, hvilket fik den første til at joine hvad nok var hans kammerat eller noget i den stil.
Det første sving kom fra den enes sværd, Ancalagon undveg under, jog sin økse et godt stykke op i maven på den første, tog hans sværd, parrede med det, svingede sin økse mod den anden kriger. Krigeren blokkerede men fik et økseblad hugget op mellem benene, hvilket fik det til at løbe ned med blod samtidig med at manden faldt om og skrev i smerte. Ancalagon gik hen til krigeren som lå i smerte og plantet sin økse vandret ned i ansigtet på ham. Blod sprøjtede op i ansigtet på Ancalagon som rejste sig op og kiggede rundt. Det gik først op for ham at han lige var trædet ind i hvad lignede klan krig, sikkert to klaner. "ûh Skítðu þér í brottu" bande han da nye folk stormede mod Ancalagon med våben over hovedet. Den første svingede sit våben, Ancalagon parrede våbnet med sin økse, plantet sin egen økse i skuldren på manden og gik videre til den næsten som fik nogle hurtige slag med øksen og faldt om, den tredje dog, han var stor, meget stor og mindede lidt om Rollo, dog modsat til Rollo, så ham her ret langsom ud, hvilket var sandt. Kæmpen af en mand, svingede sin kæmpe etbladet tohånds økse mod Ancalagon som gik nogle skridt tilbage. Han undveg mandens øksesving til han fik en åbning, hvilket han tog og gav kæmpen en på siden af hovedet, så hans kæbe flækkede. manden faldt om i sneen og prøvede at komme op, men plantet sin økse i ansigtet på denne mand også. Ancalagon rejste sig op og kiggede rundt, der var stadig fuld krig blandt stadig lignede to klaner og Ancalagon havde sikkert dræbt kriger fra begge klaner, for flere af dem lignede ikke hinanden i de krigsmøstre de havde malet i ansigtet.

Evaline var hurtig med at undvige pilene der susede mod hende, var de så uforberedte at de ikke engang havde læst op på lektion. Evaline var hurtig, hurtigere end der før hen kendte general Rollo. Hun kunne tit blive betegnet som et lyn, samt smidig i sine bevægelser som en slange. Inden bueskytten overhovedet kunne nå at affyre sin tredje pil, havde Evaline allerede brugt sit spyd til at lette sig fra jorden og nærmest flyve i flæsket på ham. Hun svag armene om hans liv og begge faldt ned i sneen, hun trak en af hans pile og stak den igennem hans hals op til flere gange. Lige til en anden person svang et sværd mod hendes ryg.
Hun tikkede kort med tungen, før hun brugte sine hænder til at sætte fra. Hendes hæl ramte manden i hagen, så han faldt bag over med blod hængende fra munden. Hun stod på hænder i kun få sekunder, før hun endnu engang stod på sine ben igen.
Hendes blik var koldt, nærmest skræmmende. Som om hun ikke ønskede noget, som om hun var en robot. Alting omkring hende virkede umenneskeligt, hendes bevægelser, hendes måde at opdage tingene på inden det skete. Hun sprang mod manden, som fik pilen i panden. Mens hun løb mod sit spyd igen, flere og flere folk dannede sig omkring hende. Dette tvang hende til at stoppe op, stadigvæk uden et smil på sine læber så hun bare på dem. Mændene havde sværd og dolke, kun få holde en økse i deres hænder. Hun rettede sin ryg op, hænderne var langs hendes sider.
Da mændene pludselig faldt ned på knæ, foran hende. Stadigvæk uden at trække en grimasse, blev hendes spyd kastet imod hende. Hun greb den med sin venstre arm, hvor blikket blev sendt mod nord. "Typical you princess... Every man around you, just keeps falling for ya..." Stemmen var kold, en smule dyb og drillende.
"Shut up Bjork... And get a move on, this  isn't a play date..." Evaline lød som altid en smule pissed, som om alting irriterede hende lige nu. Men kunne man blame hende, hun var i krig og omringet af mænd, der hele tiden regnede med at de snilt kunne tæve hende.
Hendes blik landede på den ny ankommende, lig lå for hans fødder. Dog ingen fra denne klan, hvilket for første gang skabte et kort smil på hendes læber. På grund af sneen, kunne hun intet se. Var dette Rollo der var kommet tilbage? Hvis det var, skulle han ikke regne med et fin velkomst fra hendes fars side af. Hun tog en dybindåndning og råbte med det samme. "ROLLO!!" Hvis manden reagerede, kunne hun se det på skikkelsen. Denne måde var nemmere end at løbe imod ham, hvis det ikke var Rollo ville han sikkert ikke reagere.

[[by the way.. Bjorks udseende http://images6.fanpop.com/image/photos/37600000/Vikings-Season-2-Floki-official-picture-vikings-tv-series-37651175-2655-3543.jpg ]]

Ancalagon trak nogle halv tunge åndedræt efter de intense kampe han lige havde være i, ikke fordi at ikke kunne lide en god kamp som en hver anden, men det var ikke lige derfor han var her. Da navnet Rollo blev nævnt, kiggede han bagud, var Rollo her?! Da han vendte sig rundt, så han hverken Rollo eller nogen som lignede ham, men en tøs i hvad lignede klan krigs tøj, mindede meget om hans eget tøj faktisk. Hun var dog omringet af folk som knælede for hende, måske var hun lederen af den ene klan? Var ellers så sjældent at kvinder forblev lederen i længere tid, hvert fald de få klaner han havde stødt på med krigs afstamining. Ancalagon tog sit skindslag over sig og brugte to tynde snorer til at holder det rundt om ham. Ancalagons ravn landede på hans skulder mens han bevægede sig mod kvinde, kunne være at hun vidste hvor Rollo var, siden hun kendte hans navn.
Da Ancalagon nærmede sig kvinden og gruppen af mænd, reagerede mange af mændene som var tættest og vendte sig med trukket våben, så Ancalagon ikke kunne komme tættere på kvinden. Uden at fortage en mine, kiggede Ancalagon med sine dragelignende øjne fra de to mænd som har trukket deres våben mod ham, klar til at dræbe ham. "Hey girl, is this the Shiseru tamashī City clan?" Spurgte han og kiggede fra kvinden til mændene. Manden som hed Bjork kom helt op i ansigtet på Ancalagon, "Call her that one more time and I'll split your skull in two outsider!" sagde han faretruende. Ancalagon hverken rykkede sig eller så bange ud, han kiggede bare direkte i øjne på manden som var en del højere end ham selv. Det mindede lidt om to tyre som stod overfor hinanden og prøvede hinanden af, se hvem der trak sig først.
"Ûh Skítðu þér í brottu" sagde Ancalagon again og bevægede pegefingeren og langfingeren rundt ved tændingen, dog henvist til manden foran sig som truede ham. "Looking for Rollo, he told me about his clan, so thought he might be here, but seems like he's not, so I'll be on my way again" forklarede han og skulle til at vende sig rundt for at fortsætte sin søgning, til Bjork førte sit sværd, så det blokerede Ancalagon fra at vende sig rundt. "if you don't get your guard dog to step away, he'll end up in the snow with a broken arm" advarde han til Evaline og til Bjork fyren.
"I like to see you try little mand" truede Bjork og knuede sit våbens håndtag. De andre mænd var klar og der kørte stadig adrenalin rus rundt i deres kroppe efter intens kampe.

Evaline trak ikke en mine, i det sekund hun opdagede det næppe kunne være Rollo. Rollo blev beskrevet mere skræmmende i hendes landsby, og af en grund kunne hun ikke se det skræmmende ved denne mand. Bjork var mere skræmmende at se på, hun stirrede derfor kun på manden foran hende mens han snakkede. "Yes... What'll you want here?..." Hun kiggede op og ned af ham, inden hun slog spyddet ned i sneen. "Bjork!" Hans navn blev sagt en smule hårdt. Ikke at Bjork plejede at reagere på hans navn, når han følte at han skulle sige noget, gjorde han det.
Det eneste han lyttede til, var de få ordre om at dræbe, eller hvis hun sagde han på ingen måder måtte dræbe personen. Dog ikke uden at brokke sig, tit truede han Evaline med at tæve hende, velvidende om at han selv ville tabe kampen stort.
Da manden begyndte at snakke i et andet sprog, løftede Evaline sine fødder og bevægede sig nu mod ham. "Bjork, get down puppy.." Lød det halv drillende fra hende, hun kunne på grund af hendes dyriske instinkt nemt føle denne mands styrke. "Wouldn't you like something to eat... You did kind of help us, not that we needed it at all.. But see it as a thank you, and if Rollo gets here... You're here to greet him." Hun stoppede op foran ham, de grå øjne havde et underligt skær, så koldt og blodigt. Men på samme tid virkede de så blide og varme, kulde og varme blandet sammen i et par øjne. "We won't force you, little man." Typisk hende at være uhøflig overfor fremmed, men de var på hendes landsbys territorium, hvilket hun hadede. Sneen lagde sig smukt i hendes hår, fik det til at glimtre.
Hun var køn på nogle punkter, dog kun for outsiders. Mændene indeni byen så hendes som en af dem, hvilket gjorde at de på intet tidspunkt så hende som en kvinde. Hun kunne skifte tøj foran dem, og de ville ikke skule ud af øjenkrogen. En af de få underlige ting, når Evaline enlig var en af de kønneste mest veltrænet kvinder i landsbyen. Desværre kun for Outsiders.
Hun fjernede blodet fra det lille sår på hendes kind, med hendes håndflade - inden hun drejede om på hælen og gik væk. "Bjork." Lød det halv kommanderende fra hende, mens hun trådte væk fra manden. Bjork brokkede sig, mumlede en del om ægteskaber som virkede halv forvirrende, hvis man lyttede til det. Han trak våbnet væk fra Ancalagons hals, inden han så småt gik væk fra ham, dog beholde han sit blik på den fremmed. Det kunne være en fælde, hvem vidste.

"I'm sure you didn't needed my help, wasn't here to fight those buffoons" svarede han og tørrede noget af blodet væk fra sin ansigt, så det blev mere tværret ud i hans ansigt. Ravnen på Ancalagons skulder lavede et lavt ravne skrap fra sig og begyndte at pudse sin fjerpragt, ignorerede snakken.
"Might as well, if he comes back to your clan" sagde han i enighed og fulgte efter tøsen. De andre mænd fulgte efter Evaline som nogle lydige vagt hunde, hvilket fik Ancalagon til at gå ud fra at hun var klan lederen.
Bjork så meget tends ud hver gang han så på Ancalagon, det var tydeligt at han på ingen måde stolede på Ancalagon, hvilket nok var det smarteste at gøre, hvis de vidste hvad Ancalagon egentlig var i virkeligheden.
Ancalagon havde placerede sin ethåndsøkse i sin metalring ved bæltet mens han gik som den bagerste trop. Mændene i gruppen havde spredt sig lidt ud da der stadig var krig og de kunne blive angrebet når som helst, hvilket de selfølgelig blev.
To pile fløj direkte forbi med få centimeter fra Evalines ansigt, fordi vinden lige bestemte at vende en anden retning, så pilene bare fløj lige forbi hendes ansigt. Flere grupper af mænd stormede den lille gruppe og Ancalagon, godt og vel 20-25 mænd omkring dem, alle vilde og fyldt op med adranalin rus. Ancalagon trak sin økse og dolk og vendte sin ryg mod Evaline og hendes 'vagthunde' og ventede på at modstanderne kom til ham.
krigerne i Evalines gruppe fyldte luften med krigsråb, præcis som modstanderne og da modstanderne kom tæt nok på, blev der spredt blod og våben samt kroppe der faldt om livløst.
Mange faldt fra modstanderne, men mange faldt også fra Evalines gruppe til det kun var Ancalagon, Evaline, Bjork og en håndfuld frygtløse kriger. Der begyndte at komme flere og flere fra den anden klan. Ancalagon havde tabt sin økse og var gået igang med at brutalt tæve løs på en af fjenderne til man ikke kunne kende ansigtet mere på personen. Han nåede kun lige at finde sin økse, så han kunne parrere et slag var en økse og slå personen ihjel. Selv Ancalagon var begyndt at få for mange imod sig, og lige i det at en fjentlig kriger bag Ancalagon skulle til at fælde ham, fik ham et spud borret i rygget af en som kastede det. En kæmpe gruppe fra Evaline kom stormende mod den som havde omringet Evaline, Ancalagon og Bjork som var de sidste tilbage i live.
Et kæmpe sammenstød skete og kæmpen fortsatte et godt stykke tid, mange fra den fjentlige klan, men også mange fra Evalines klan røg et slaget, dog vandt Evalines klan og en af de andre klan generaler som havde kommet dem til undsætning, gik direkte hen til Evaline og plantet sit eget spyd, dog en smule større end Evalines. "Who is that? What is he doing in our clan's territory, why haven't you killed him?!" spurgte han meget aggrassivt, han var samme race som Evalines far, dog slet ikke nær så stærk men stadig stærk nok til at lede Evaline's kriger.
Ancalagon sad på hug og tørrede blodet af sin økses blad og derefter rystet den i sneen til at fjerne resten. Hans ravn var fløjet op i et træ og sad sikkert og fulgte med i hvad der skete. Ancalagon rejste sig op og fulgte en ny mand med sine orange-rødlige øjne den nye mand som snakkede til kvinden som havde snakket til ham før, Ancalagon lugtede dæmon, det var tydeligt, de havde altid en stærk lugt.

Han valgte at følge efter hende, ordet mad måtte vel enlig være den virkelige grund. Sådan at begive sig op i bjergene på denne måde, det var sjældent man fandt noget spise ligt her oppe, så manden måtte være sulten. Hun kiggede dog på intet tidspunkt tilbage på ham, hun begav sig bare fremad.
Hendes kappe af ulvepels løftede sig engang i mellem, da vinden valgte at løfte den op. "What's your name?" Lød det fra hende, da en pil kom flyvende. Hun stoppede dog ikke med at gå, hendes ben forsatte fremad,  selv da folkene kom frem fra skjul og stormede imod dem. Da hendes tropper derimod valgte at løbe imod dem, reagerede hun arrigt. "STOP IT PATETIC FOOLS!" Skreg hun, men ingen lyttede til hende. En af de typiske ting der skete, hvorfor skulle hun også være med de nye tropper. Hvis hun havde været sammen med de normale tropper, som hun havde under sig, ville ikke en eneste være død lige nu! De folk kunne holde hovedet koldt, forstod hvordan man kæmpede og tog en kold tyrker når det krævede. Mens de nye, havde det med at springe ud i tingene.
Alle faldt omkring hende, hvilket hun helt sikkert ville høre fra, fra høvdingen. Dette bragte hende dog kun i dårligt humør. Som den ene side af hende, sprang styrken ind i hende. Hun svang spyddet omkring sig, noget så elegant. Sprang rundt som en anden abe og virkede næsten fortryllende når hun kæmpede, alting var så præcist ramt, som om hun havde set hvor alting skulle ramme og vidste at det ville ramme. Hendes hår forblev væk fra ansigtet, hvilket var svært når man havde langt hår.
Hun hev på intet tidspunkt efter vejret, dog begyndte sveden efter et godt stykke tid at falde fra hendes pande. Ikke et eneste sår, udover dem hun havde før var sket. Dog var der endnu flere end før, hvad skete der for dette? Var det kaniner der fødte børn i buskene, eller hvad skete der for dette. De kæmpede mod en enorm hær før, og nu var der en på samme størrelse. Det måtte ske at en af de andre generaler var blevet luret ud i ingenting, så hun derimod stod og skulle kæmpe mod to grupper!
Dog kom de hurtigt frem og kæmpede side om side, Evaline fik dog denne gang et sår op af armen. Dog på grund af en af de andre, der blev forvirret i sneen og kom til at angribe hende. Normalt dræbte man nok personen, Evaline derimod slog ham bare ud i et enkelt slag. Hvor hun kæmpede videre, da alting var færdigt - modstanderne der lå i sneen, der havde skiftet sig om til et tæppe af blod. Stod Evaline med rettet ryg og så på manden, der gik imod hende.
Hendes udtryk var rasende, samt irritabelt. Nok fordi hun vidste hvad han ville sige, samt det at hendes arm gjorde en smule ondt. Hun skulede til ham, mens han snakkede. Blodet løb voldsomt ned af hendes venstre arm, mens hun stod som om intet var sket.
"I dont know." Lød det fra hende, da han stillede det første spørgsmål. "His looking for Rollo." Lød det derefter fra hende. "Cause he didn't attack us, he killed a few of the enemies... Now... SHUT UP BEFORE I CUT YOUR FUCKING GUTS OUT!" Hun trådte et skridt tættere på ham, kendt som den stærkeste krigere i landsbyen. Var denne general dog nødtil at træde væk. Evaline var den eneste datter af høvdingen, hvilket betød - at når han en dag døde, ville hun være den nye høvding, til hun blev gift. Alle der trodsede hende, trodsede derfor hendes far.
"Anything else you want to talk about General?! 'Cause i see a lot of men hurting! Get your butt out of the snow, and help them!" Lød det vrissent fra hende, de andre mænd var allerede i gang. Bjork derimod, var meget over Evaline.  En af de eneste mænd der så hende som en kvinde, også den eneste der havde bedt om hendes hånd, men tabte kampen mod hende.

Det var tydeligt at tøsen havde magt i deres samfund, for den anden general som var noget så knotten, indledte sig efter tøsens order, dog fyrte han en kommentar af inden han gik hen for at se til de såret, your father will hear about your the lost of his recruits" og forlod så. Evaline.
Ancalagon rettet på sit tøj og gik så tilbage til Evaline da han gik ud fra at hun vil fortsætte til hendes landsby eller i det mindste vil slå lejer, efter som hun tilbød ham mad. De mistroende øjne som alle folk lagde på ham, rørte ham ik' og han var bedøvende ligeglad med hvad de tænkte om ham. En mand på hest kom ridende på hest hen til Evaline så hurtigt sneen nu tillod det, "Your father has ordered you to attack one of the key enemy camps to the west and you must go now, take those from your squard that are fit for fighting and leave the rest for Hielm and his warriors to take care of" fortalte spejderen Evaline og vendte hesten rundt og red tilbage mod landsbyen.
Ancalagon havde hørt hvad spejderen sagde og så rundt, der var stortset næsten ingen tilbage fra Evaline's squard, nogle få som stadig var i live og klar på at rykke ud. Ancalagon lavede en bestemt lav fløjtelyd, men som var tydelig for ravnen som føj ned til ham igen og landede på hans skulder og baskede lige kom med vingerne.
Han vendede opmærksomheden mod alle andre, Evaline havde på ingen måde nok mænd til at storme en lejer og sådan som hendes kriger stormede direkte i mod modstanderen, virkede det næsten helst som en umulig opgave hendes far lige havde givet hende.

Evaline sendte generalen en irriteret grimasse, inden hun gik forbi ham. "Like he wouldn't notice, if i got back with only 4 from my squad... idiot." Hviskede hun, mens hun begav sig videre. Hendes grå øjne søgte mod sneen, blodet der dryppede fra hendes arm fik hende til at bide sig hårdt i underlæben. Fucking våben, tænk at det var en af hendes egne idioter der angreb hende. Hun var nok den med den mindste krop, så hvordan kunne man på et tidspunkt tro hun var en af modstanderne.
Da rytteren stoppede foran hende, så hun op på ham. Seriøst, her havde hun fået at vide at hun skulle komme hjem, efter at være oppe at kæmpe mod dette hold. Som havde valgt at være to hold, hvilket kun irriterede hende endnu mere. General Hielm havde endnu ikke været i kamp, og alligevel lagde han hende i kamp. Var dette straffen for at trodse ham, og ikke have fået deres fange til at snakke endnu.
Hun nikkede kort, inden hun kiggede tilbage på de andre. "I'll do it alone, give me your horse." Lød det fra hende, med en bestemt stemme. "You take the men home towards the village, It won't be any different with them, so i do it alone... If everything ends up in a pile of shit, i will send the Black bird." Manden sprang af sin hest, hvor Evaline svang sig op på den. Hendes blik landede på den fremmed, hvor hun lavede et lille nik til ham. "Sorry sir, i won't be able to bring you food... But Bjork should be able to give you some bread." Hun hev i tøjlerne, så hesten drejede om.
Bjork kendte hende alt for godt, hun valgte tit de mest idiotiske opgaver, hvor chancen for overlevelse var lig med nul. Han sagde dog intet og rakte bare den fremmed et stykke brød - Intet blev sagt, før Evaline valgte at give hesten et ordentligt spark, dog først efter hun havde fået sit spyd i den såret hånd. Hesten red med fuld kraft afsted, deres heste var trænet til at løbe i sneen og på is, hvilket gjorde dem hurtige i den høje sne.

Ancalagon kiggede fulgte kvinden med øjne men hun red væk, hun var modig eller måske mere dumdristig? Hvert fald var hun ik' hands problem og tog imod brødet af ham der hed Bjork og siden der ik' var mere for ham at gøre her, pakkede han sig selv godt ind og travede videre samme vej som tøsen havde redet, dig tvivlede han, at han vil støde på hende da stedet kunne været gigantisk og chancen for at han vil støde på hende, var minimal. Med ravnen på sin skulder, travede han gennem sneen, han ravn kom under Ancalagons skind-slag når det blev for koldt og pakkede sig ellers bare sammen og faldt isøvn. Sneen var begyndt at falde tungere og der faldt mere end da der blev kæmpede, man kunne dog stadig høre krigsråb og slag omkring en, dog blev der holdt lidt igen med kampene da det var ved at blive for koldt og for utydeligt for ens syn til at see meget mere end 10-20 meter foran en.
Ancalagon nærmede sig hvad lignede en lejer, var det tøsens lejer? Eller var det en anden lejer? Måske dem tøsen og hendes klan kæmpede mod, hvert fald så undgik ham dem og fandt nogle halv store klippeblokke han kunne sidde en smule i læ for sneen, de formede lidt en hule, uden rigtig at være en hule. Han satte sig i åbningen hvor han var gået ind og nussede sin ravn lidt på brystkassen fordi han begyndte at spise lidt af sit brød.
Ancalagon kunne høre folk fra lejeren snakke, men kunne ikke høre hvad de snakkede om, men i det mindste kunne han da holde øje med lejeren fra hvor han sad og hvilede sig, før han skulle videre. Ancalagon prøvede at få et lille bål igang ved hjælp af det minimal brænde han havde kunne finde på vejen, dog efter et forsøg, fik han det lille bål op og køre, hvilket varmede bare en smule. Han bandt op åbningen til en lille pose hvor han havde meget lidt kød som han rev i mindre stykker og puttede det over det lille bål og gav det så til sin ravn, i stedet for at spise det selv, for han kunne sagens leve på brød hvis han skulle, hvor i mod hans ravn spiste kød og ikke andet, så den fik hans sidste kød mens han spiste sit brød han havde fået af Bjork.

Evaline forsvandt hurtigt i sneen. Hun red afsted, mens mændene brokkede sig over, at hun endnu engang valgte at smutte ind i en af fjendens lejre. Dette var efterhånden ved at være en vane for hende, som om hun altid skulle klare tingene selv. Derimod var det nemmere at snige sig ind på dem, hvis man var alene. Samt hendes evne gjorde alting så meget nemmere, alt hun havde brug for var at finde et sted at stille hesten også forsvinde i sneen.
Hun var derimod hurtigere end Ancalagon til at nå frem, han kravlede ind i en grotte, der var dannet af to klipper der havde slået sig sammen. Der inde stod hendes hest, samt alt hendes tøj. Folk kunne høres ude i den nu tæt faldende sne, vinden var så småt begyndt at æde alt lyden for ens øre. Alting omkring en kunne næsten ikke høres længere, omkring to timer gik, hvor Ancalagon sad. Til en Hvid ræv kom kravlende ind i grotten, den rystede sneen af den hvide pels. Dog var den venstre for pote rød, fra blod. Samt det at den haltede, roligt kravlede den ind og lagde øjnene på bålet Ancalagon havde skabt. Øjnene var grå, dog med et lille blåt skær i sig. Den satte sig foran bålet, stirrende på Ancalagon og hans ravn.
Den hvide pels var pjuskede og fik den til at ligne intet andet end en bold af pels. Ørene var rettet mod ham, til sneen suste ind i deres lille skjule sted. Hvor ørene blev trukket tilbage, og ud i et split sekund. Sad ingen andre end Evaline nøgen foran ham, hun greb fat i sit tøj og trak først overtøjet over sig. "Hvad laver du her? Dette er fjendens lejer... du er måske en af dem?" Hun så på ham ud af øjenkrogen, mens hun bandt båndet om hendes mave igen.
"Du virker en del mistænkelig, ønsker du at dræbe Rollo, eller er der noget andet du ønsker fra ham... For hvis du ønsker at dræbe ham, er du desværre nødtil at dræbe mig først." Hendes øjne blev kolde som sne, stikkende som knive og stadigvæk skindene som når solens stråler ramte sneen. Hun rejste sig op og tog bukserne på igen. Dog hele tiden med fokuset på Ancalagon, selvom hun ikke virkede til at have blikket på ham - Var hendes sanser fantastiske, hun kunne nemt nå at føle, hvis han rejste sig fra jorden og sprang imod hende.

Ancalagon havde ikke bemærkede hesten før den gav en lyd fra sig, han måtte havde siddet for tæt på indgangen og med modvind, gjorde det at han hverken havde fået færden af den eller hørt den. Han blev dog noget overrasket da en sneræv kom forpjusket ind i grotten, dog ignorerede han den og fortsatte med at fodre sin ravn resterne af kødet han havde. Dog vendte han blikket og så ud af øjenkrogen da den forvandlede sig til ingen anden end den der tøs som ledte gruppen af mænd. Af en eller anden grund overrasket det ham ikke, det at en sneræv bare uden videre tør komme ind hvor der er lys og et menneske, lignede ikke et dyrs naturlige adfær, med mindre det selvfølgelig var et meget sulten rovdyr som var stor nok til at dræbe et menneske. Hendes nøgenhed rørte ham ikke, som det nu gjorde for så mange andre mænd der bare vil blive tændt af ved første øjekast af en nøgen lækker tøs.
Han lagde hovedet en smule på skrå, som at lægge et øre til da hun snakkede til ham og svarede hende ikke lige med det samme. Dog da hun halv spurgte, halv truede ham, formede der sig et smørret grin, "hva' får dig til at tro det rævepige?" spurgte han tilbage. Han fortsatte med at nusse sin ravn uden at holde fokus på hende, da hans øjne lå på hans ravn. "But no, du ka' være ganske rolig er ikke her for at dræbe Rollo, så pak du bare din tough girl tilbage i din taske" svarede han og spiste noget mere af sit brød.
"Er her for at min gruppe igen" fortalte han klan kvinden og vendte sin opmærksomhed mod bålet og rykkede lidt til ilden for at få lidt mere liv i det mens han holdt om skindets kanter foran, så det ikke vil ryge af ham.
"Saka ykkarr ætla hon mëgâ Kíli þá?" spurgte han sin ravn og nussede dens fjerpragt og så fra sin fugl til Evaline med sine orange-rødlige krypdyrs øjne som lyste op en smule, da det stadig var lyst.
Han gav hende et smørret smil, ikke et smil som en fyr plejede at give en kvinde for at score og komme i bukserne på hende, nej Ancalagons smørret smil var nærmest mere over i det mystiske, for hans ansigts udtryk gav hverken tegn for om ham var glad eller sur, der var en vis primal aura over ham, hvilket hans øjne afslørret ret hurtigt at han ikke var af menneskelig afstamning.
Det var helt umuligt nu at gå nogle steder, en snestorm havde taget over hele området de befandt sig, hvilket fik Ancalagon til at se ud, snestormen stormede derud af og man var nærmest blind hvis man gik ud eller også vil man fare vild, da man ikke kunne se mere end nogle få meter fra en selv.

Evaline blev som sagt altid set som en mand i klanen, hvilket gjorde at hun ikke tænkte så meget over at være nøgen. Dog elskede hun følelsen af varmen fra tøjet, når hun havde det på. Hvilket nok var den største grund til hun tog det på, når hun havde brug for det. Hun lagde sine øjne på hans smil, hvor de kørte op i hans øjne. "Sjovt, her troede jeg du snakkede engelsk... Troede næsten du ikke forstod hvad jeg sagde, siden du ikke svarede med det samme." Hun smilte kækt for sig selv, mens hun lukkede sine bukser. Hun ville ikke engang svare på hans åndssvage spørgsmål.
Han var i fjendens lejer, så hvorfor skulle hun ikke tro det. Han var stor, hvilket sikkert betød... Mange muskler, ingen hjerne. Hun sukkede kort for sig selv, mens hun rettede blikket imod ham. tough girl act? Hun prøvede ikke at virke tough, hun var bare hende. Rollo var en del af klanen uanset om han ønskede det eller ej, i klanen var man loyal mod hinanden uanset hvad. Hun sukkede dybt for sig selv, hvorfor sukkede hun så meget? Sikkert på grund af stormen, det fik hende tit til at hive en ekstra gang efter luft.
"Hvorfor skred din gruppe fra dig?" Hun satte sig ned foran bålet, da hun opdagede hans øjne. "Wow... du har klamme øjne." Lød det lavt fra hende, et tegn på at hun ikke lige tænkte over hvad hun sagde. Hun kørte sine hænder igennem sit hår, for at få det op at sidde igen.
Vent hvis han ledte efter ham, hvorfor så lede her? Hvis Rollo ville være et sted, ville han være på en bar eller et sted med en masse ludere, han var nok den klammeste i klanen. Fra hvad folk havde fortalt hende i hvert fald, hun så ud mod sne stormen. "Burde Rollo ikke være et sted med mange kvinder, han er meget intressant i kvinder ikke?" Hun rettede blikket imod Ancalagon igen. "Sagde du nogle sinde dit navn? Tror ikke jeg fik fat i det." Hun begyndte så småt at lege med sit bælte, i ren kedsomhed. Dette ville nok være en af de få ting hun hadede allermest, vente tiden. Hun kunne nemt gå ud og forsøge at finde vej hjem, i sin ræve form ville kulden ikke være hård mod hende.
Dog skulle hun havde hesten med hjem, som ikke rigtig kunne gå udenfor i stormen. "Hvordan er Rollo overhovedet? Kan du beskrive ham? Er han stærk?" Lød det fra hende, mens de grå øjne forblev på ud gangen.

"Hva' fik dig til at tro det?" Spurgte han med et hævet øjenbryn, hun fik ham til at lyde som om han var en eller anden hulemand som ikke kunne snakke noget sprog. Ancalagon kiggede på tøsen, "lad os bare sige at jeg havde en periode hvor jeg ik' var helt mig selv" svarede han, uden at fortælle helt præcis hvad det egentlig var den rigtige grund, dog løj han ikke til hende, men heller ikke fortalte hele sandheden. Han ignorerede hende kommentar, var noget folk typisk kunne finde på at fortælle ham, dog mest når han havde drukket sig selv i hegnet og ikke rigtig kunne gå lige og dræbe folk ordentlig.
Grunden til at han ikke gjorde hende noget for den kommentar, han havde vendet sig til den kommentar men han havde på fornemmelsen at denne tøs, ville kunne hjælpe ham senere, desuden havde han ingen grund til at dræbe hende og forvandle sig til drage vil være døden for har, han vil nå og fryse ihjel hurtigere end han kunne nå at flyve ud af snestormen.
"Jovh, det troede jeg også, men indtil videre har jeg ikke set ham i min søgning efter ham på alle de kroer jeg har været på" svarede han, hvilket overrasket ham lidt. Normalt ville han kunne finde Rollo, ligge sovende hen over et krobord, væk i druk eller også så bare i en barkamp. "Det er derfor jeg er heroppe, kunne ikke finde ham hvor han plejede at være" forklarede han tøsen. "Ancalagon og du rævepige?" introducerede han og forsatte med et spørgsmål.
Ancalagon så ind i ilden og et kæk smil formede sig på hans læber "Høj, stor, muskuløs, en kærlighed for kæmp, en fanden farlig modstander og kan holde til nogle slag. Langt hår og hurtig af sin størrelse" beskrev han kort og begyndte at lege lidt med sin ravn som åbnede sit næb så Ancalagon kunne placere sin finger i dens næb, derefter lukkede ravnen sin mund og så prøvede Ancalagon at få sin finger fri. Kunne godt se lidt voldsomt ud for hans finger, men ravnen gjorde intet skade mod hans finger.

"Nok det at du snakkede engelsk ret godt, ikke andet." Hendes øjne var kolde, få gange ret uhyggelige. På denne måde kunne man se Rollo i hende, hendes øjne havde samme skær som Rollo, dog havde de fleste fra hendes landsby samme kropsbygning som Rollo. Kun de yngste virkede ikke særlig stærke, de var jo også først lige begyndt at være i krig. Rollo var på nogle punkter stærk, men deres landsby havde ændret sig en del fra sidst han var der. Alle var stærkere, de havde efterhånden valgt at lave en opgave på folks 30 års fødselsdag, skulle en mand have fundet to andre mænd, hvor de skulle nedlægge en drage. Her brugte de dragens skind til at bygge deres hytter, det beskyttede mod ild og holde bedre på varmen end man skulle tro.
Hun kiggede kort på ham, han gemte på noget, det var tydeligt for hende. Den måde han svarede hende på, men alligevel gemte på svaret, fik hende kun til at ignorere ham en smule. Han betød intet for hende, hun kunne sikkert nemt klare ham. Dog... Gad vide om hun ville kunne klare Rollo, hun var den stærkeste ud over hendes far, som var i landsbyen. Samt den hurtigste, hvilket nok var grundet til blandingen mellem Dæmon og shapeshifter, hvor hun var halv ræv.
"Hvad med underhulerne? Dette er et sted mændene fortrækker at gå ned i min landsby." Hun rykkede sig tættere på flammerne. "Det er kendt for deres kvinder, de skulle ikke være stærke på nogle måder. Men på den anden side, skulle de også være en form for sucubusser, de lever af ens ungdom, så hvis man har sex med dem, vil man få suget ens ungdom ud, til man er så gammel at man ikke kan gå.. Dog er det kun hvis man har sex med dem, men kvinderne skulle være som en drøm." Hun rakte hånden ind over flammerne. "Hvis han virkelig er så kvinde glad, ville han være gået derind for at få en dans eller to." Hun trak hånden ud roligt, mens udtrykket var koldt som altid.
Mens han beskrev Rollo, lyttede hun roligt til hans ord. "Så han er som alle vores mænd i landsbyen, udover Bjork... Bjork er en lille gnom." Hun gabte kort, inden hun lagde sig ned i jorden. "Det kan ikke lade sig gøre at smutte herfra, men du er velkommen til at smutte hvis det er... So if you don't mind, I'll take a nap here." Lød det fra hende, inden øjnene blev gemt væk bag hendes øjenlåg.

"Rollo er måske ik' den smarteste professor, men han er ik' dum" svarede Ancalagon rævepigen, dog ku' han godt være lidt dumdræsig når det kom om at vælge sin kamp, men sådan var Ancalagon nu også, dog han kunne også forvandle sig til en drage. "Jah, men modsat mange af jeres kriger, er Rollo et menneske men kæmper som en dæmon" kommenterede han og kiggede ud i det hvide lag af sne som fløj forbi hulen. "Hey, watcha name foxgirl?" Spurgte han inden hun faldt for tungt i søvn, da hun ik' fortalte ham sit navn.
Ancalagon lagde sig ikke til at sove, han stolede ikke på tøsen eller området eller folkene, han var en fremmet i landet og havde ikke lyst til at få skåret halsen over men han sover. En skikkelse, eller han gik ud fra det var en skikkelse, høj, stor bar et eller andet langt i sin hånd. Kunne det være Rollo? Han kendte området, men snestormen ville det være umuligt, selv for Rollo at finde rundt da man kun kunne se få meter foran sig.
Skyggen forsvandt ude i snestormen igen og der var ikke andet end et hvidt lag foran indgangen. Ancalagons ravn var kravlet ind under hans pelsslag for at holde varmen og sove da der ikke var mere at spise. Imens sad Ancalagon og spiste resten af hans brød til der heller ikke var mere tilbage af det. Han havde ingen idé om hvad tid på dagen det var, det kunne lige så godt være eftermiddag nu, så lang tid som det føltes at sidde i grotten og vente på at snestormen holdt op.
Desværre var det først en gang om aften, tidlig aften, at snestormen var begyndt at fortage sig. Det stog stadig hæftigt ned, men man kunne i det mindste se et godt stykke foran sig. Ancalagon kunne også høre lejeren ikke så langt fra hvor Evaline og Ancalagon var, dog så lod Ancalagon tøsen sove, hun var ikke grunden til han var her, men Rollo, så han rejste sig og gik videre ud for at finde Rollo, det lille bål var allerede gået ud, da Ancalagon ikke havde noget til at tænde det brædte brænde igen. Ancalagon så skyggen igen, dog denne gang var han 100 procent sikker på at hvad det end var, var virkeligt, skikkelsen bar en sort karpe, men den dækkede hele vejen rundt om skikkelsen så det eneste der passede på Rollo, var højden, så han begyndte at følge efter denne sorte skikkelse som.. var direkte på vej ind i lejeren?
Ancalagon gik rundt om lejeren, fandt et sted ved et snedækket træ og holdt øje med hvad skikkelsen gjorde.
Da skikkelsen kom til synes for klanen i lejeren, blev de med det samme opmærksomme og greb deres våben, klar på at nedlægge denne fremmet. Den fremmet spredte sine arme ud, som når man modtog folk med åbne arme, hvilket gav nogle underlige blikke fra folk i lejeren og lederen af lejeren kom frem, en gigantisk mand, tattooveringer over hele kroppen og ansigtet. En dobbelt blade økse der pludselig blev hevet frem bag ryggen  af den sorte skikkelse, var Ancalagon sikker, dette var Rollo!
Hvilket han var korrekt i, den lange karpe faldt af og frem stod Rollo, samme krigsmaling som Evalines klan brugte. Rollos økse bløj direkte i siden af lederen af lejeren, som på ingen tidspunkt så øksen komme og nærmest faldt om død. Rollo ventede ikke et sekund og fløj i flæsket de andre, svingede øksen som om det havde været en stav han havde svinget rundt med.
En mand skulle til at plante sin økse i ryggen på Rollo, da Ancalagon brød ud og kastet sin dolk i ryggen på fjeren og trak dolken ud af ryggen i fjernden og trak sin økse og gik eller igang med at nedlægge og kæmpe på livet løs med klanen som var en ret stor lejer, så det ud til, for der begyndte at storme ret så mange fjernder mod Rollo og Ancalagon, dog stoppede dem ikke.

Evaline så kort op på ham, hun var kold. Viste sjældent et smil, hvilket nok havde noget at gøre med at hun i virkeligheden var trænet til at skjule sine følelser. Hun åbnede kun op foran folk fra hendes klan, hun var også trænet i at holde vreden inde. Selvom man valgte at køre hendes psykisk, ville hun derimod bare stå og kigge på en, som om man ikke var andet end lorten selv. Hun adskillede sine fyldige læber fra hinanden, inden hun drejede om på siden. "Ingen af mændene i klanen er særlig kloge, alle går efter kamp, vi er den stærkeste klan i hele landet... Hvilket nok har noget imod at vi ikke har andet end dæmoner i vores klan, Rollo var en undtagelse, da han kunne slås som en... Jeg har aldrig mødt ham, hvilket gør jeg ikke kan sige så meget omkring ham." Hun lukkede endnu engang sine øjne i, for at lytte til Ancalagons dybe stemme. "Evaline... You don't need to know anything else, unless you plan to marry me." Lød det fra hende, med en halv træt stemme.
Hun faldt hurtigt i søvn, men det kunne nemt ses på hendes øjenlåg at hun næppe sov tungt. Hvis Ancalagon skulle ønske at gøre hende noget, ville hun vågne med et sæt. Samt det at en dolk nemt kunne spottes i hendes ærme, som et hurtigt våben at trække. Det blev vist med vilje, som et tegn på at han næppe skulle prøve på noget.
Han burde ikke frygte hende, da hun havde tilbudt ham mad, og næppe gjort ham noget ude i sneen endnu.
Lyden af kriger der råbte op, mens vinden slugte deres ord. Samt skikkelserne af blod og mænd der faldt, fik Evalines opmærksomhed efter noget tid. Hun så ud af stedet, med trætte øjne. "Seriøst..." Hun gned sig i øjnene, mens hun trak det ene ben op og lagde sin arm på knæet. "Hvorfor kæmpe, de dør alligevel i løbet af sne stormen." Hun rejste sig elegant op, mens øjnene landede på bålet der var gået ud. Det tog alligevel en time, måske mere før et bål gik helt ud, med gløder og det hele. Så giften burde som sådan snart trænge ind, hun svang ulve skinnet over sine skuldre, inden hun bevægede sig ud i sneen.
Hun stoppede udenfor lejeren, hvor hun ellers bare stod og så på. Ancalagon var nem at se, han var stor på en underlig måde, samt den person ved siden af ham. Hvem kunne dette være, kamp teknikken var ens med hendes klans, det at de kæmpede med økser kunne det være... Hun rystede kort på hovedet, for at fjerne tanken.
Evaline var den eneste i klanen der kæmpede med et spyd, hvorfor tænkte de fleste. Fordi hun kunne lide en udfordring, hun var god til at kaste dem, den ramte altid sit mål, når hun kastede den. Samt det at styre den, gav hende en anden form for balance. En mand sprang op bag hende, skreg mens han skulle til at svinge sit sværd mod Evaline. Evaline drejede hovedet og så på ham, som om han ikke var andet end en flue i en storm. Hun rykkede sig ikke, men han ende alligevel med at misse. Inden han faldt på knæ, hostede og hostede.
Det skete for alle, over 80 mænd havde omringet Ancalagon og Rollo, samt fået Rollos økse ud af hans hænder. Dog tog det kun kort tid, før de alle sammen faldt sammen, rystede og gispede efter vejret. Deres blodåre blev tydeligt, mens man kunne se hvordan deres blodåre sprang. Blodet flød over alt, selv manden ved Evalines side døde.
Evaline drejede om på hælen og begav sig endnu engang imod de to klipper, der havde forenet sig. Hun havde intet at gøre med denne Ancalagon, han ledte efter Rollo. Det gjorde hun ikke, hun kom heller ikke til det. Han var et sted i verden, og hun higede ikke ligefrem for at finde ham, ikke uden betaling. Hun gik indtil hesten, hvor hun lagde hånden på dens mule - Inden hun pressede sin pande mod dens, hendes øjne lukkede kort i. Giften havde virket, tænk at den havde fungerede. Her troede hun den var blevet dårlig, måske ikke god nok. Siden de stadigvæk bevægede sig, men det gik. Hun smilte for første gang for sig selv, inden øjnene åbnede sig og hendes øjne lagde sig i hestens blå øjne.
"It's done, we don't have to stay..." Hun kiggede kort tilbage, hvor smilet kort forsvandt. "Well, we need to stay, until the storms gone." Hun satte sig ned igen.

Det gav en varmen, det at kæmpe i sneen med varmt tøj på. Ikke desto mindre fik de nedlagt et par stykker før utroligt nok faldt alle om på jorden, gift lignede det, ud fra hvordan de alle sammen lå i sneen og trak efter vejret før giften fik gjort sit arbejde. Sne stormen var ved at blive værre igen og der vil ikke gå mere end få minutter før hele området vil være helt umuligt at kunne bevæge sig rundt uden at fare vild, selv for de bedste stifinder der fandtes, ville ikke kunne finde ud af denne snestorm. Ancalagon og Rollo brugte ikke tid på at tjekke de døde mænd, Rollo fandt sin økse og med meget hurtige skridt banede de vej gennem den dybe sne til at de stod foran den naturlavet hule af klippeblokke som formede en hule og gik ind, til så at finde Evaline tøsen sidde derinde.
Ancalagon satte sig ned og svang sin pelskarpe omkring sig for at holde varmen, da bålet var gået ud og ikke kunne tændes igen, begrund af stortset ingen træne mere, det hele var brændt.
Rollos øjne hvilede på Evaline mens han satte sig ned og pakkede sig selv ind i sin egen pelskarpe. Noget Ancalagon lagde mærke til, var at Rollo havde de samme møster malet i ansigtet og sikkert også kroppen, hvis han kendte sin gamle slagsbror korrekt, hvilket han plejet at gøre. Det var de samme mønster som klanens kriger havde på som Evaline havde på. Måtte være deres krigs tegn eller noget, dog spurgte han ikke indtil det, da han lige nu prøvede at holde sig selv varm, samtige holde sin ravn varm. Det havde nok ikke været særlig smart at bringe et dyr med op til så kolde områder, men hans ravn holdt ikke op med at følge efter ham, så han ændrede mening og tog den med sig.
Ancalagon så fra Evaline til Rollo, "Hvor har du været henne, du var hverken på kroer eller andre normale steder du plejer at holde til" Spurgte han med en undren og kiggede nøje på Rollo som havde stillet sin store tunge dobbelt blade økse op af klippevægen.
"Ser du, var også den opringelig idé, men blev meget hurtig restløs når man har vendet sig til at kæmpe sammen med en dr..." Han pausede og kiggede ud af øjenkrågen og tilbage på Ancalagon, "Níðhöggr" færlig gjorde han på det sprog Ancalagon og resten af hans band of brothers snakkede i hvis de ikke ville havde at folk skulle høre hvad de snakkede om, eller bare ikke vil forstyrres eller bare fik lyst til det.
Ancalagon hævede et øjenbryn, "Virkelig? Det ligner ellers dig at finde kampe hurtigere end nogen anden jeg kender" svarede han Rollo en smule overrasket.
Ancalagon kiggede over på Evaline, "hvor lang tid plejer jeres snestorme at vare?" Spurgte han hende.

Evaline stirrede på Rollo, som derimod stirrede tilbage. Hvorfor skulle hun holde op, han så på hende, havde samme krigsmaling på sig som hende, dog forstod hun ikke hvorfor. Han havde intet at gøre med sin klan mere, hvilket aldrig ville komme til at give mening for hende, ikke i denne tid. Nope, hun rettede hovedet mod Ancalagon, der begyndte at snakke. Da de begyndte at snakke, så hun lettere undrende ud. De snakkede et sprog, som hun endnu ikke kunne. Betød det at Rollo kunne mere end fire sprog? Hun lagde øjnene mod udgangen, hvor sneen hagede som altid.
Hans spørgsmål der blev stillet hende, fik hende til at se på ham ud af øjenkrogen og derefter over mod Rollo. "Det skifter, et par timer, andre gange dage, nogle gange uger. Det skifter." Hun lagde sig ned i jorden, hvor hun så op mod loftet. "Normalt plejer vi at varme hinanden, men da i er mænd, tænker jeg at i kan varme hinanden... I har næppe brug for min kropsvarme" Lød det halv drillende fra hende, Det at varme hinanden, var ikke intimt ment som sex. Nok mere, det faktum af at sidde tæt, gav en varme og desto mindre tøj man tog af, desto mindre kulde ville man føle! Hun sukkede blidt. Inden hun lukkede øjnene i.

Ancalagon nikkede til det Evaline og vendte blikket mod snestormen. Rollo kiggede på Evaline og smilede så, "daughter like father" sagde han bare og strak sig bare og bakkede sig nu godt ind i de varme klæder han havde på, bar selv på en pelskappe som han viklede omkring sig og så lukkede han øjne i.
Ancalagon havde også pakket sig ind, dog lagde han sig ikke til at sove, da han sad og tænkte på hvor han nu skulle finde de andre fra hans gruppe. Rogan ville nok tage tilbage til varmen, da han storset kun blev så langt oppe nord på, begrund af gruppen han var en del af. Dog Arne, vil nok være lidt nemmere, måske svære, han kunne være flere steder op nord på. Og så var der Erik, hvor kunne han mon befinde sig, måske havde han sluttede sig til nogle lejesvende, men then again, Arne og Erik var næsten uadskillige, de så vel hinanden lidt som brødre, så måske kunne han finde dem begge hvis han bare fandt ind af dem.
Efter noget tid lukkede hans øjenlå halvt i, dog stadig med et halvt på klem, til hvis der pludselig skete noget, så han kunne reagere i tide, for noget ville ske ham.

Evaline løftede et øjenbryn, i det Rollo undslap sin kommentar. "Well i take that as a compliment, since my father is rather scary and strong. So thank you... Rollo right?" Lød det fra hende, mens hun kort så på ham. Han var kendt for at befamle kvinderne, men i Evalines øjne virkede han nu ikke så farlig ligenu, på den anden side var der også mørkt og sne udenfor. Ville han blive hårdt såret, ville han næppe kunne slippe væk, hvor Evalines chancer var en smule større da hun kunne forvandle sig til en sne ræv. Hun tog sin kappe af, for at smide den over sig, hvor hun lagde sig om på siden.

Timer gik, sneen stoppede først i det mørket var helt faldet på. Stjernerne var klare og ikke en sky på himlen, hesten vrinskede hvilket var det der vækkede Evaline. Hun rejste sig op, mens et lille gab formede sig på hendes læber. Hun smed kappen omkring hendes skuldre igen, mens hun lod sine hænder køre over dens bløde pels. Hesten derimod holde øje med Ancalagon og Rollo, man kunne aldrig stole på nogle med en aura som Ancalagons. Auraen virkede næppe menneskelig, hvilket gjorde hesten en smule usikker. For Evaline, virkede hun måske en smule naiv. Da han havde hjulpet hendes gruppe før, havde hun valgt at stole en smule på ham. Samt det at han kendte Rollo, og åbentbart var gode venner med denne fyr. Hvad end han så var, valgte hun i hvert fald at stole en smule på ham.
"Hvad skal i så nu? Rollo? Tager du tilbage til landsbyen?"Spurgte hun, mens hun ikke helt forventede et svar. Det kunne ske at begge stadigvæk sov.

((Det er helt underligt ikke at have en to siders historie ved hvert svar fra dig XD!!))

Rollo havde givet hende et smørret smil og nikkede så for så at falde i søvn. Rollo lå bare med sin pelkappe omkring sig med halvt åben mund og en god omgang snorken, som han som altid gjorde når han sov. Ancalagon havde fået lidt søvn men havde ikke lagt sig ned da han sad med ryggen til de to andre, godt pakket sammen. Hans øjne var lagt ud mod natten, og vidste han ikke var den eneste nu som var vågen da han hørte Evaline stemme, "Han sover stadig" svarede Ancalagon uden at fjerne sit blik fra nattens mørke ude i havet af fint langt ny sne fra den vilde snestorm der havde været nogle timer tidligere. Ancalagon havde endda sin ethåndsøkse fremme.
Han brød sig ikke om den lugt som hans næse havde fået færden af, takket være hans dragegener til at kunne lugte ekstrem godt, bedre end mange andre væsner der fandtes.
Han havde kun set en enkel skygge som hurtigt gemte sig bag et af træerne. "Vi bliver skygget" sagde han så uden af fjerne blikket, da han følte hvad end skyggede dem, ville angribe hvis Ancalagon fjernede blikket.
"Vi må se og komme videre og jeg tror din fars landsby er bedst lige nu" fortalte han hende, da han ikke kendte området godt nok til at han ville begynde at gå syd på igen når det er så koldt og så med noget eller nogen som holdt øje med dem og hulen. Han rejste sig op og sparkede til Rollo som fik ham til at vække med et snork og så lidt rundt for at danne forbindelse til hvor han var.
"Rollo, vi tager hen til Evelines fars lejer og er der en dag eller to" forklarede han Rollo som rejste sig op og var enig med ham.
"Rollo hold øje med indgangen" fortalte han Rollo og vendte sig mod Evaline da Rollo gik hen med sin gigantiske dobbeltbladet økse fremme.
Ancalagon kiggede på Evaline, "hvor langt er der til din landsby?" Spurgte han hende da et højlydt brøl lød omkring dem, men var mere et ekko, som om at brølet stadig var et godt stykke fra dem.

(yea I know, er først hjemme kl 5 xD så er ret træt en del af dagene xD)

Evaline så mod Ancalagon, da han var den eneste der svarede. Det var tydeligt at Rollo sov, dog havde hun været ude for at mændene tit snorkede for at virke som om de sov, da kvinderne tit kunne finde på at skifte tøj på stedet, da mændene sov i nærheden af det hot spring der var i landsbyen. "I see." Lød det halv koldt fra hende, hun lagde sin pande mod hestens pande, hvor hun roligt tog en dyb indåndning. "Det er ved at være noget tid siden, det er grunden til jeg ikke sneg mig ud i stormen. Jeg kan nemt finde rundt i en storm som den." Hun var derimod også opvokset i et sted, hvor en storm nærmest var hverdag. Hvor hun havde lært at bevæge sig rundt, så længe hun var i sin ræve form, kunne hun nemt snige sig rundt.
Hun drejede hovedet mod dem, da han vækkede Rollo. "2-3 kilometer væk... Det går hurtigere på heste ryg, og jeg har desværre kun en hest." Hun rettede blikket mod den nu døde lejre, hvor et smalt smil formede sig på hendes læber. "De har sikkert et sted hvor hestene kan være, så de ikke blev skadet af stormen." Lød det fra hende, da brølet lød i grotten. En kold gysen tog fat i hende, dog bragte det kun et smil på hendes læber.
Landsbyen var opvoksede med en lyst til kamp, blod, dræb og selvfølgelig lysten til at blive gift. Da det at blive gift var en betydning på at man var stærk nok til at holde på en person, dog galte det mest mændene. Kvinderne var opvoksede med at en ren vaskespand var lykken. Evaline derimod, var opvokset med begge. Dog mest lysten til at slås.
Hun rettede blikket mod brølet, hvor hun bøjede sig en smule ned. "Hvad tror du det er?... Hvor svært tror du den er at nedlægge?" Hendes smil var grufuldt, dog på samme tid en smule opmuntrende, da det nærmest var en kær smilende. Der på samme tid fortalte en at man var på skideren.

Endnu et brøl lød, men var nu udenfor, endnu et lød og så igen og igen, men det kom alle gangene fra forskellige veje. Rollo gik pludselig ud af grotten før Ancalagon nåede at svare Evaline, for han havde vendt sig rundt, begrund af lyden fra Rollos fodspor i sneen.
Ancalagon gik hen mod indgangen, "hva' pokker laver.." mere nåede han ikke at sige før han så hvad det var Rollo faktisk havde gået ud efter, trolde og mange af dem, store, mørkegrønne trolde, skinbeklædt med knogler omkring dem som udsmykning, nogle af spyd, andre havde køller, men de fleste havde en form for økse, alle lavet selv, men ikke mindre farlig end nogen andre våben. Eneste forskel på normale våben og dem troldene havde, var at troldenes våben var 10 gange større end normale våben. Nogle af troldene havde endda net i deres anden hånd.
De kom frem fra skoven, bjerget og to blev langsomme synlige inde bagved i grotten som Ancalagon, Evaline og hendes hest befandt sig i. Et hvin kom fra hesten og faldt om, en af troldene havde gennemborede hesten med dens spyd og begyndte at trække den lidende hest tilbage til dem via et stort tykt reb som var meget svært at skære over med normale våben, hesten hvinede med spydet havde flænset hestens organer og sad fast uden på den anden side begrund af den måde spydspidsen var designede.
Rollo gik mod troldene, uden frygt, sin store tunge dobbeltblade kampøkse på skulderen, Ancalagon vendte sig til Evaline og et smørret smil formede sig på hans læber, "Trolde, skov klaner og bjergklaner ser det ud som, at dømme efter deres klæder og tøj, dog aldrig haft fornøjelsen af at nedlægge en.. som menneske" svarede han og gik ud efter Rollo, trukket sin egen et håndsøkse. Flere og flere meget store og meget frygtigydende trolde kom frem, ned fra bjerget og ud fra skoven, alle med farvede ansigter, dog modsætning til Evalines klan og den anden klan de er i krig med, var troldenes krigsmaling meget aggrassivt malede på og på ingen måde stiledede som Evalines klans ansigts male så ud.

Endnu et brøl fik det til at sitre i hendes krop, som spænding ellers sprang gennem hendes åre, kunne hun høre Rollo traske udenfor. Dette var fantastisk, hun kæmpede altid i krigen, var altid på side linjen. Mens dette betød at hun hurtigt skulle opleve en anden form for magt, en magt fra en anden person, udover det, skulle hun nu også se Rollo kæmpe, hvor der ikke var en gigantisk snestorm over ham, som slørede alle hans bevægelser. Hun smilte for sig selv, mens øjnene kørte rundt i grotten, hvornår angreb dette væsen? Var det de samme som hun kæmpede imod, sammen med ulve drengen? Hvis det var, skulle dette nok gå hen og blive en hård kamp.
Hvinet fra hesten, fik hende til at dreje blikket mod troldene. Hun rettede spyddet imod dem, hvor hun var hurtigere end man lige skulle regne med. Ud i et, var rebet skåret over, af ren styrke da hun hamrede spyddet ned i det. Hvor hun snurrede rundt på hælen, for at kaste spyddet mod trolden, der ville have rykket væk. Dog nåede det aldrig, før spyddet var kørt gennem kraniet på den, og havde sat sig fast i klippevæggen.
Endnu engang drejede hun om på hælen, for at gøre en ende på hestens liv, trak hun en dolk op af sine bukser, som gennembordet hjertet. "Odin will make good use of you..." Hviskede hun, inden hun lod hånden glide over dens manke en sidste gang, hun trak dolken ud igen og løb tilbage mod trolden. For kun at trække spydet ud, igen. Disse trolde var næppe nye for hende, de levede i forskellige områder, og havde det med at komme for tæt på hendes landsby engang i mellem. Hvor de snildt skar dem i småstykker og fodrede dem til ulvene, samt hundene.
Rollo der lod blikket falde mod hende, blev mødt af et koldt blik. "Så kæmp din glæde væk, gerne med en smule tortur." Lød det koldt fra hende, mens hun gik længere ind i mørket for at kæmpe imod den anden af dem. Seriøst, hvornår lærte de at de næppe ville kunne klare nogle med det blå maling i ansigtet. Kampen derinde var nem og hurtigt overstået, dette ville aldrig være hårdt for hende. Især ikke når de var så store, de havde svært ved at undgå hendes angreb, da de næppe kunne rykke sig selv rundt. Hvilket gjorde det hele nemmere for hende, hun vandrede derefter ud mod Rollo og Ancalagon.
Det lignede næsten en krig, som om de ønskede at kæmpe imod dem. Hun lod sit blik falde på Ancalagon, hvor hun gik mod ham, hamrede sit spyd ned i jorden og begyndte ellers at tage tøjet af ham, med et koldt udtryk som om dette var totalt normalt for hende. Hvor hun hev hans bukser en smule, så han rykkede tættere på hende. Dog kun for at kunne få dem af ham.