Let the bodies hit the floor! (Nephthys)

Sean var hjemme, hvilket han var meget på det seneste. Et hjem, der faktisk ikke var hans længere, da han i et øjebliks galskab havde givet det til Alane, mod de betingelser at han, hans familie og hans ting måtte blive i huset, hvad hun havde accepteret. Til tider så han hende...Men de snakkede aldrig sammen og det var aldrig mere end for et par sekunder på gangen eller i entreen. De var ikke længere et par, trods de havde holdt igennem så meget - tilmed utroskab - havde arbejdet alligevel drevet dem fra hinanden. Den ene mere travlt end den anden, Sean der havde gemt sig hos Familien Chase i over et halvt år...Der var intet at sige til de var gledet fra hinanden. Alligevel savnede Sean hende. Hun var en speciel kvinde, stærk, lige hans type. Nu druknede han det hele i kvinder, samtidig som han skubbede de få venskaber han havde, væk fra sig.
Han lukkede øjnene. Han havde mødt Luce i Dragons peak, sagt til hende der ikke var grund til de var venner mere og de aldrig skulle have kontakt. Et sted fortrød han det...Meget. Mest af alt ville han sadle hesten og ride tilbage til hende. De havde været så gode venner en gang...Var de også gledet fra hinanden? I så fald var det Luces skyld. Hun startede med at flygte!
Sean var alt i alt nok en lidt ensom mand. Også selv om han nu havde Fenris.
Hvem skulle have troet det? En tilfældig dag i kroen, i den lavere ende af byen. En tilfældig mand, der havde virket interesseret...Og Sean havde valgt at give efter og havde en eventyrlig nat. En ud af flere, skulle det vise sig og i princippet var han i forhold med manden, selv om de ikke kunne prale højt med det, da der nok var flere der ville mene det var aldeles upassende.
Ikke at han holdte sig fra andre sengepartnere af den grund. I stedet søgte han trøst i Fenris' selskab. Det eneste han snart havde, hvis ikke han ønskede at bruge tid med sine sønner, Daron og Xander. Elyas eller Connor.

Sigmund havde kommenteret det. Sean havde bedt ham holde det hemmeligt. To mænd. Det var nyt og visse sjæle i huset følte sig rastløse af det. Hvis Sean kunne finde på det...Hvad så ellers?
Og så nu, efter jordskælvet, der havde lagt den fattige del af Doomsville i ruiner, gjort en del hjemløse, uden mad og varme. Et sandt kaos, kombineret med alverdens af de nye, mærke væsner der invaderede Underworld. Sean var splittet mellem at blive hjemme og sørge for alle var i sikkerhed eller at ride ud og finde Luce, sikre sig hun var okay, finde Neph...
Han vidste ikke hvor hun var. Han havde ikke haft kontakt med hende, siden deres ridetur rundt. De havde blot nydt hinandens selskab, slået banditter ihjel og varmet hinanden på en kold nat. Det var efterhånden lidt tid siden.
Rastløst gled hans fingre over bordet, slog imod det i takt. Han sad på sit værelse og stirrede ud af altandøren, der stod på klem, ud på himlen, der havde vokset sig mørk og den lette støvregn, der langsomt gjorde alt vådt. En kølig brise trak ind i rummet, gjorde gulvet koldt - var det ikke for hans gulvtæppe - og kølede rummet ned. Rummet der blev sparsommeligt oplyst af stearinlys. Hans arbejdsbord flød, som altid. Hans seng var tom og efter Fenris tog hjem, alt for stille. Han var iklædt nogle løse bukser og en løs skjorte. Sårene over hans ryg var begyndt at heale, efter han havde beskytte Fenris mod et væsen. Overfladiske, men de drillede ham stadig, hvis han strækkede sig og fik hevet hul på sårskorperne. Han sad midt i et brev til familien Chase, som skulle gøre op med hans arbejde for dem her i Doomsville, opdaterer dem, men alt han kunne tænke på, var hans få bekendtskaber og hvad han skulle stille op med dem. Han havde netop fået styr på det hele....Og nu, hvor han vendte tilbage til civilisationen, blev det hele et kaos igen. Han var virkelig ikke god til det sociale. Han var god til at arbejde, men ikke god til at passe sine venskaber ordentligt. Eller var det på grund af de venner han valgte sig?
Han smed fjerpennen fra sig og lod begge hænder glide igennem hans mørkebrune hår, så det strittede til alle sider. Hans blik gled op mod loftet, som han mere eller mindre overgav sig. Han fandt ikke ud af det ved at tænke sig selv til sindssyge! Han snerrede svagt for sig selv og lukkede øjnene, i håb om at mediterer sig lidt til sin sædvanlige ro.
Og hvor mange gange skulle han fortryde han havde smidt det smykke væk, som Neph i sin tid havde givet ham?
Det dukkede op, ud af det blå, som om alle gamle fejl og følelser dukkede op og skulle genleves. Hvor meget ønskede han sig ikke bare en eller anden, der ville lægge sin hånd på hans skuldre og forsikre ham alt var eller ville blive okay? Men han kunne ikke spørge efter det. Alle forventede han var stærk, alle havde brug for ham. For hans råd, for hans ledelse. På intet tidspunkt, over for nogen som helst, burde han sænke skuldrene og vise blot en snert af den modløshed han selv følte inderst inde. I stedet var han begyndt at undgå for meget selskab. Lukkede sig inde med sit arbejde. Det var den nemmeste middelvej...Men i aften kunne han ikke engang koncentrere sig om det.

Nephthys havde nydt at være sig selv igen, lige siden hun begyndte at ses med Sean igen.
Efter skælvet havde ingen tid til at undersøge hvad der egentlig skete i skyggerne - og dér sad hun og ventede på enhver der var dum nok til at bevæge sig ud.
Men for en gangs skyld var hun af fri vilje på vej mod Seans hjem - ét gammelt minde hjemsøgte hende; smykkerne. Dem de engang havde båret som venner og allierede. Han kunne smide dem væk tusind gange og hun ville altid bringe dem til ham igen. Armbåndet var i ringe stand efterhånden. Indgraveringen var falmet, læderet revnet flere steder; det bar vidne om alle de skænderier og lykkelige stunder de to udødelige havde delt.
I denne aftenstund kom hun gående iført et sort skørt der fik hendes bevægelse til at ligne røg i vinden, et korsæt der fremhævede alle hendes former på en unaturligt flatterende måde og bare fødder - kulden påvirkede hende jo ikke ligefrem. Hun havde en taske over skulderen, hvori smykkerne gemte sig. Mon han overhovedet var interesseret i dem længere? Kappenålen til skulderen på kappen havde hun altid gemt til ham, men om han ville bruge den var hun i tvivl om - den ville gøre ham genkendelig...
Hun nåede hjem til Seans hus, og bankede roligt på døren. Sigmund vidste vel egentlig godt at hun kom, for i samme øjeblik hun bankede på åbnede den og hun blev mødt af varme fra husets indre. Uden invitation trådte hun indenfor, og gik direkte mod det eneste rum Sean egentlig var i regelmæssigt; hans soveværelse/kontor. Hun bankede ikke på, da hun ikke kunne høre andet end en pen der rammede bordet og en svag snerren. Han trængte til selskab og afslapning.
''Sikke pæn en velkomst! Er din snerren til ære for mig, eller har jeg endnu ikke gjort mig den fortjent!?'' grinte hun roligt da hun åbnede døren og trådte ind i rummet. Hun smilede varmt, venligt - velkendt. Hun savnede ham, hvert sekund, minut, time og dag. Men livet var som det var - og sådan måtte det bare være.
Hun lukkede døren bag sig, uden at give ham mulighed for at bede hende gå igen. Hun havde tænkt sig at blive lidt - det var trods alt en form for terapi mellem dem begge.

Huset var velkendt for Neph. Hun var en af de få personer der kom og gik, næsten som boede hun her. Sigmund kendte hende også og uanset om de var venner eller ej, lukkede han hende altid ind. Han havde gennemskuet at de var uundværlige for hinanden, tiltrak hinanden som to magneter, der bare ikke ville give slip. Hvor den ene var, kunne man roligt regne med at se den anden på et tidspunkt.
Sean åbnede øjnene og vendte sig hurtigt rundt, da Neph pludselig stod der. Ud af det blå dukkede der et lille smil frem på hans læber, som han opdagede hvem det var, der pludselig havde listet sig ind på ham, ind i hans hus, ind i hans mest private rum, hvor kun de mest betroede blev vist ind. Hans eget værelse.
Som han havde tænkt på hende var hun dukket op ud af blå luft. Det måtte han gøre noget oftere. Hver aften, når han drak sin the, faktisk. For der kunne han mest trænge til lidt selskab, nogen at dele nogle tanker med.
"Den er tiltænkt mig selv, bare rolig" forsikrede han hende, som han fik rejst sig fra sin stol. Lod brev være brev. Han skulle nok få det skrevet og sendt af sted, selv om familien virkede mere og mere bekymret for ham, som han ikke var så ofte hjemme hos dem for tiden og som han virkede mere og mere adspredt fra sine faktiske pligter.
Om han ønskede hun blev eller gik? Han ønskede hun blev. Og det gjorde ham intet hun lukkede døren og kom ind, gjorde tegn til at hun ville blive lidt længere. Måske var det lige hvad han trængte til, hvis han kunne snakke med hende, uden at det udviklede sig til et skænderi. Endnu et skænderi der kunne gnave sig ind i hans indre og forgifte ham. Måske vidste Neph hvad man skulle gøre...Alligevel tøvede han. Det var hans problem, ikke hendes, tilmed et mere ynkeligt et af slagsen.
Hans blik gled over hendes krop, der blev vist nok så fint frem og helt automatisk gled hans tanker på sidst de var sammen, hvordan de havde delt seng, for første gang i laaang tid. Det var som om det havde været et plaster på deres tidligere sorger og de nu igen var venner. Venner, bekendt...Faktisk var der ingen titel. De var der bare, for hinanden, med en loyalitet til hinanden, så stærk, at han tvivlede på nogen kunne vælte den. Neph passede ikke ind i nogle titler...Eller også passede hun ind i dem alle. Ven, bekendt, sengepartner, søster...Det hele og ingen af dem opfyldte hun. Han tvivlede på andre end dem selv kunne blive klog på det. Ja, selv var han jo ikke sikker! Og det var vel også lige meget. Nu var hun her jo og det var det vigtigste.
"Og hvad lister du så rundt og laver? Lister dig ind i andres huse og overrasker dem midt i deres arbejde?" spurgte han hende afslappet, som han slog let ud med armen og dermed gjorde tegn til at hun måtte sætte sig...Ja, lige der hvor der var plads.

Hun vidste jo godt at de havde haft deres hårde ture, deres skænderier og deres hadefulde kommentarer - men hun kunne ikke hade Sean, ikke længere. Hun manglede ham for meget til det.
Hun gik hen til ham med rolig skridt, og satte sig på et hjørne af bordet der ikke var optaget af papirer og andet arbejde.
Grunden til at hun var der? Ja, burde hun egentlig fortælle ham det ligeud?...
''Tja, nu har vi jo kendt hinanden i noget tid..'' sagde hun med et lille smil.
''Og jeg har noget til dig, måske en smule cheesy - men alligevel..'' sagde hun med et drilsk smil og rakte ham æsken med smykkerne i.
Et armbånd, en ring, en kappenål og en daggert - alt med symbolet på. Et symbol som engang havde været tegnet på deres venskab og tætte bånd.
''Jeg fik en fornemmelse af at du måske savnede noget af det lidt.'' smilede hun inden hun så sig omkring for at give ham privatliv til at åbne æsken.
Hun så hen på sengen og tænkte automatisk på dengang de havde begravet stridsøksen. Dengang hun havde drukket af ham, og de havde været så tætte som to kunne være. Hun savnede det, men på samme tid var det som om hun ikke kunne lade det gentage sig. Hun vidste ikke hvorfor, men tanken om at dele seng med ham igen, føltes farlig, utilregnelig. Hun smilede dog stadig for sig selv, mens hun gennemgik minderne, alle de lykkelige stunder de havde haft - både som venner, elskere, søskende... De havde ingen titler - de var overflødelige.

//lidt kort, jeg undskylder!

Hans beregnende blik gled over hende, som hun rakte ham boksen. Hvorfor gav hun ham altid gaver? Var det en måde at fortælle hun satte pris på ham eller fordi det symbol, der prydede deres fællesskab, som et banner fortalte hvilken familien eller hvilken by man kom fra i kamp og til fester, var et symbol til alle om at Sean allerede var ejet af nogen? At han var optaget, at de aldrig ville kunne så dybt ind, som Neph?
Han åbnede æsken og så ned i den. Neph havde ofte givet ham gaver. Armbåndet. Dolken, han kunne gemme på sin underarm, som den assassin han yndede at være til tider.
De to vinger. En fra en engel, en fra en dæmon. Teksten, der til tider var der og til tider ikke var der. I princippet var det ligegyldigt med teksten, for han huskede meningen af den og hver gang han så symbolet, vidste han hvad det betød. Også selv om resten af verdenen ikke gjorde.
Han ville udsmykket som ingen andre. Han satte æsken på bordet, oven på det brev han var i gang med at skrive og tog tingene op en efter en, som han undersøgte dem. Ringen. Ringen der gled på hans finger, som Neph uden tvivl havde et fremragende kendskab til hvor store hans fingre var. Armbåndet. Kappenålen. Og endelig dolken. Det hele symboliserede ham. Ringen hans rigdom, kappenålen hans elegance, dolken hans skjulte sider og evner, den måde han kunne balancerer mellem to verdener, den måde han kunne var farlig. En påmindelse for alle om at han ikke var et sølle lam, men den frådende ulv. Armbåndet, et tegn på at han havde folk tæt på sig, et symbol på deres forhold til hinanden.
"Med det symbol på alle mine ting, er det lige før jeg skal udnævne det til mit officielle symbol. Symbolet for mig, for familien McGivens. For os begge to. Måske vi skulle samle vores egen klan?" foreslog han, en smule i dril. Men at bruge symbolet til noget mere faldt han nærliggende. Det havde været der så længe, overlevet gennem så meget. Det ville være passende at bruge det officielt. Hans egen klan var nu ejet og beskytte hans unge søn, Xander, selv om han endnu rådgav drengen.
Han rakte armbåndet til hende...Kun for at række sit ene håndled frem samtidig. Det var nemmere hvis hun satte det på, så han ikke selv skulle famle med låsen.
Allerede følte han sig roligere, som var begge hans halvdele samlet igen.
"Det er på sin plads at sige tak for disse gaver...Eller lægger der en ide bag dem, en hensigt?" spurgte han drillende. Begge dele var nærliggende. Gaver...Eller også ønskede Neph noget til gengæld.
"Jeg har intet til dig" kommenterede han kort efter. Hvilken gentleman modtog, men gav ikke igen?
"Hvis du en dag ønsker dig noget, så sig til" sagde han og så på hende med et roligt blik. Det var kun passende. Selv for en hende.

Neph tog imod armbåndet da han rakte hende det, og satte det om hans håndled. Forventede han automatisk at hun ønskede noget til gengæld for det som retmæssigt var hans? Nej..
Hun smilede af ham, da han i dril snakkede om at de burde samle en klan. Hendes første indskydelse var, at der var så få som de to at det ville blive umuligt. Og en klan med kun to var vel... Ja, bare et venskab?
''Jeg tror ikke at en klan er noget for os to..'' grinte hun smilende.
''Medmindre det var noget hvor jeg fik lov til at træne med andre.'' smilede hun drilsk inden hun så på ringen på hans finger - den passede perfekt.
''jeg ønsker intet som tak, Sean. Alle tingene i æsken er retmæssigt dine, så at bede om noget som tak for at bringe dig dine ejendele er ikke ligefrem noget jeg har lyst til.'' sagde hun roligt.
''Vingerne symboliserer dig. Langt mere, end de nogensinde ville kunne minde om mig. Jeg er ikke hvad jeg har været. Den gamle tudse jeg skulle være blevet, sådan føler jeg mig for tiden. Jeg har ikke overskuddet til alt dette rod med væsner fra mørket. Jeg overvejer lidt at bede dem skride hjem igen.'' grinte hun og så på loftet lidt inden hun rejste sig og gik hen til hans seng. Hun stillede sig ved fodendens gavl, med læggene mod gavlen og lod sig selv glide ned i hans seng. Hun smilede.
''Hvordan kan det være at din seng altid er så meget bedre end min?'' grinte hun opgivende, men dog drilsk.

Han fik armbåndet på. Den var lige så kølig som ringen, blot til han fik varmet metallet lidt op. Fornemmelsen af det tynde armbånd om hans håndled var velkendt og på en måde savnet. Han studerede det lidt, mens han lyttede til Neph, før hans øjne endelig slap smykket og kiggede op på hende. Ja, hun var jo faktisk den eneste der havde givet ham et smykke han faktisk gik med!
Et let grin gled over ham. Han havde succesfuldt startet en klan, som han nu var rådgiver i. Ville han kunne starte en ny? Den anden havde han faktisk blot overtaget. Han havde aldrig skabt sin helt egen...Og hvad skulle den da også handle om?
"Man behøver ingen klan for at træne...Vi kan oprette en mulighed for folk at komme og træne. Især nu, med de nye monstre, kan det være relevant" svarede han afslappet. Om det var ren tankespil eller ej, var tanken underholdende. Men om han selv orkede at træne alle mulige tosser? Nah, ikke rigtig. Han gjorde det allerede i sit liv og havde ikke brug for yderligere.
Han rejste sig op og gik over til sengen, før han selv satte sig tungt i den. Han så Neph med et afslappet smil. Hans ene hånd gled hen over den ene dyne, med det bløde og mørke sengetøj, han faktisk altid brugte.
"Det er fordi jeg sover i det, uden tvivl" drillede han hende.
"Nyd det. Det er den eneste seng, der er så blød, du nogensinde vil finde" påstod han samtidig. Han havde lyst til at nærme sig hende. Sengen var en legeplads og han havde...Lyst til...At være tæt på hende. Men han var lidt i tvivl om hvorvidt det faktisk var noget de gjorde ofte eller om det andet blot havde været...Noget der bare var sket.

Neph havde en tendens til at være for frisk på ting hun godt vidste ikke var smarte. Som at gå i seng med sin bedste ven. Men hun kunne ikke lade være - hun ville ikke lade være. Hun havde brug for det i ny og næ - den nærhed han gav hende, den følelse af at hun var elsket og at nogen behøvede hende. Hun vidste ikke om det var sådan, men det var sådan hun havde det med ham. De var venner, elskere og familie - uden de blodige bånd til at komplicere deres forhold.
''Uden tvivl den bedste seng. Men jeg hader at indrømme det - for jeg ved at jeg kun sjældent kan sove i den.'' grinte hun, hentydende til de tåbelige skænderier de til tider havde.
''Du ved jeg har trænet rookies før.. Men jeg er ikke sikker på at jeg ville gøre det igen. Tænk hvis mine teknikker blev brugt mod de forkerte? Av for den, en satan at have på samvittigheden!'' sukkede hun med et lille smil. Hun kunne mærke det på ham - det var nemt nok når Sean ville noget, så vidste man det hurtigt. Derfor satte hun sig op og kravlede sig lidt ind til ham.
''Sean, jeg er i tvivl... Er det det rigtige vi gør?'' spurgte hun stille, en smule fortvivlet. Hun vidste det ikke selv længere. Er det det rigtige at gøre, at lege med hinanden på den måde? Sex, leg, intimitet. At snyde hendes underbevidsthed til at føle at hun har et fast holdepunkt når det eneste hun havde var en ven hun kunne søge hjælp hos til tider? Hun vidste det ikke længere. Hun ville ikke fortælle Sean om det, de følelser der gnavede i hende. Hun kunne ikke bede ham forstå det - hun turde ikke. Han var hendes eneste familie nu. Den eneste hun turde stole på. Hun havde brug for ham.

Alle de tanker, alle de begrænsninger, alle de filosofiske tankegange og tvivlende følelser. Han var træt af dem og han var træt af at tage sig af dem. Tidligere havde han elsket dem, så havde de drevet ham på grænsen til sindssygdom. Og nu? Nu ignorerede ham dem og levede som han ønskede, faktisk uden samvittighed. Jo, der var lidt samvittighed, men slet ikke så detaljeret som mange andres. Mere overordnet, mest for folk han brød sig om. Resten var bare...Fyld.
Han lagde sig ned på sengen og lagde armene bag nakken og så mod loftet, med undtagelse af de tidspunkter hvor han drejede hovedet og så på hende.
"Så må du komme lidt oftere" svarede han roligt og mente det. Hun måtte komme så tosset hun ville. Han tvivlede på han nogensinde, uanset hvad han lavede, ville bede hende gå. Måske hvis Fenris fyldte sengen op...Men det ville også være det eneste tidspunkt. Og så måtte man håbe hun ikke stødte ind i Alane. Han havde en ide om at de to måske ikke ville elske hinanden.
"Hvorfor tænke over det? Man kan træne folk, der virker gode, men som i næste nu bliver fjendske og slår folk ihjel, man helst så leve...Man kan træne en person, der virker ond, men som bagefter bruger det til at beskytte. Hvorfor skal vi definerer det? Vi kan give folk evnerne og så kan de selv bestemme hvad de vil bruge dem til. Resten er spild af energi" mente han. Ellers kunne man jo fortryde hele sit liv væk, uden tvivl. Camille havde en gang ønsket han skulle deltage i en skole og lære nogle børn nogle tricks, hvortil han havde takket nej. Han ville ikke tage imod ansvaret, alligevel hjalp han folk, hvis han mødte dem tilfældigt og kunne lide dem.
Hans blik gled over hendes ansigt, som hun kom tættere på og virkede ganske tvivlende. Han satte sig op igen og hans ene hånd lagde sig mod hendes kind, hvis hun tillod, og nussede den en smule. Han smilte svagt.
"Jeg syntes vi skal gøre hvad vi har lyst til og være ligeglad med resten?" foreslog han afslappet.