What do you want from me?//Nephthys//

P: Hale.
S: Strandkanten ved blodøerne.
O: Det der nu er ved blodøerne.
V: Høj solskin.

Sandet var varmt, det samme med solen der skinnede højt på den smukke blå himmel. Wave lod sin hånd glide ned i det røde sand, lod det lege imellem sine finger og regne ned på jorden igen.
Han lå på maven, med halen ude i vandet og overkroppen halvt ovenover vande. Han elskede at se på det blodrøde sand, som blodøerne besad.
En enekelt krabbe kravlede forbi ham. Den prøvede i hærdigt at skræmme ham, for at han ikke skulle gøre den noget.
Det var spild af dets krafter. Selvfølgelig ville han ikke gøre en krabbe noget? Den var ikke hver at spise og heller ikke at jage.
Spild af tid.
Han drejede hovedet, da han pludselig kunne høre snad knaser under et par sko. Det landvæsnerne brugte som fodtøj.
Med et slag fra halen, sprang han helt ned i vandet igen og ventede nysgerrigt på, at ejeren af disse sko skulle komme frem.

Iført en lang hvid kjole og små gladiatorsandaler, gik Nephthys ned af standen.
Hun elskede vandet, og vinden. Naturen var så enestående på sine egne måder.
Hun nynnede en sang, en vuggevise, som virkede til at være gammel og i den grad ikke i brug længere blandt de normale husstande.

Hendes lange lyse hår bar stadig præg af de lyserøde striber. Endnu en tåbelig ting hun havde foretaget sig i Seans fravær.

En ferie, på Sagros'ner skulle nok få hende på ret køl igen.
Hn smilede mens hun gik.

En nynnen så fin, suste med vinden gennem strande. Han kunne høre på den lyse nynnen, at det var et hun væsen der nærmede sig.
Han kiggede bag stenen og fik med det samme øje på pigen, med det lyse hår der havde en form for lyserød farve i sig..
Krabben bemærkede også hendes tilstedeværelse, og forsvandt hurtigt i krabbegang, med de to stærke kløer tæt ind til sig.

Wave løftede på et øjenbryn af krabben.
Underlige dyr.
Han rettede opmærksomheden hen mod pigen igen. Forsigtigt, begyndte han at synge med på hendes fængende melodi. Om hans sirene kraft virkede på hende, vidste han ikke. Det plejede den at gøre.

D hun hørte en mandlige stemme, synge med hendes sang, stirrede hun direkte mod stemmens ejer.
Hun bed sammen, men smilede alligevel.
Hun gik direkte hen mod ham, uden egentlig st vide hvorfor. Men der var noget..... Tiltrækkende ved stemmen.

Hun smilede forsat, og så sig lidt omkring

Hun kom nærmere..
Sirene kraften måtte virke..
Han blev siddende bag den store sten og kiggede på hende i skjul. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre. Aldrig havde han været så tæt på et landvæsen, uden rigtig at ville æde det.. Men nu, var der en på vej hen imod ham, hypnotiseret af hans stemme... Hans sirene kraft..
Med et slag fra halen sprang han ned fra stenen og landede i vandet med et plask. Han kom op med hovedet og kiggede hen på pigen. Et landvæsen som hende, virkede så fredelig.. Som ville hun intet ondt.

Hun gik forsat, nærmest draget mod vandet. Og hvorfor ikke? Hvis hun ville svømme, gjorde hun det bare.
den høje lyd fra vandet fik hende kort til at slog med hovedet, ellers gik hun forsat mod vandet.
Hun satte sig i vandkanten og stirrede ud over vandet, mens hun smilede lidt sørgmodigt. et sted var der en mand der så hende som spøgelset af hans myrdede hustru... Og en der så hende som hans ven - en ven der var forelsket i ham. En klan der så hende som en forræder. Hun lukkede øjnene stille, og følte en underlig tomhed. Hvordan det var at være normal ville hun aldrig vide...

Hun satte sig ved vandkanten.. Hendes bevægelser var sørgmodig, som havde hun noget på hjertet der aldrig ville forsvinde..
Wave kiggede på hende, med et nysgerrigt glimt i sine mørkebrune øjne.. Hvem var denne pige? Hun var det første menneske, eller landvæsen han havde set på disse kanter og den første med skinnende hvidt hår som nyfalden sne. Udover at der også var lidt lyserødt i det, men det var ikke så kraftigt igen.
Han svømmede forsigtigt nærmere, gemte sig endnu engang bag en sten, for at se nærmere på dette hun køns væsen..

Hun ville skrige, hvis hun kunne. Flippe ud, få et psykisk meltdown. Men det var ikke en mulighed.
Ikke for en pige som hende.
egentlig så var hun vel som alle andre, bare uden familien, kærligheden eller stemmen.
Hun havde lært at nynne; halvkvalte lyde der kunne give effekten af sang i manglen på bedre. En måde a trøste sig selv når hun var alene, bange..

Hun stirrede ned i vandet, og uden rigtigt at gøre meget andet begyndte vandet at dampe, når det ramte hendes fødder. Som om hun var glohed.

Vandet begyndte at dampe, så snart hendes fødder rørte det..
Aldrig havde han set noget lignende.. Han vidste at landvæsnerne kunne en del kunstner, men han vidste ikke at de kunne få vandet til at dampe.
Han spærrede øjnene op, havde lyst til at svømme derhen bare for at se hvordan det kunne lade sig gøre, men lod vær da han ikke vidste om denne pige måske havde et våben på sig.
Men, hvor stor var chancen for det?
Han sprang væk fra stenen og svømmede forsigtigt over mod pigen. Han kunne mærke det boblende vand, da det var en del varme end det andet. Det fik ham til at trække sig lidt tilbage, men ikke så langt væk igen. Han kunne stadig ane pigens skikkelse oppe ved overfladen.

Hun sukkede, og rystede kort på hovedet af sig selv, inden vandet igen holdt op med at dampe.
stille legede hun med sandet i hendes ene hånd, velvidende at noget eller nogen så på hende.
Men hun havde aldrig oplevet noget fjendtligt her. Så hun sad helt roligt og legede med sandet.
Hun så igen ud mod horisonten, ønskende.

Han var ikke sulten og ikke i drillehumør, så hvorfor ikke prøve at snakke med hende. Dog var hans dialog ikke så god, som et født landvæsen, men lidt af deres sprog kunne han da. Det havde han lært, da han havde overhørt landvæsnerne i at snakke sammen.
Forsigtigt kom han op med hovedet, mens skuldrene var fremme og resten af kroppen var under det klare vand.
Hvad skulle man sige til sådan et landvæsen?
Han ville sige noget, da lyden af et skud pludselig rungede den friske luft. Skuddet landte i vandet foran ham, en meter mere og det havde ramt ham. Han dykkede forskrækket ned i vandet igen.
En mand kom løbende ned mod Nephthys.
"Skynd dig væk!" sagde han og kiggede ud mod vandet, hvor Wave før havde haft sit hoved fremme.

Hun stirrede på væsnet, der angiveligt lignede et menneske, kom til syne i vandet.
Men skud lød, og hun fór op som et årvågent dyr.
Hun blottede nu tænder, og med et ansigt der kunne mindes om en kats vendte hun sig om, og hvæsede højlydt af den mand der løb mod hende og råbte.
Hendes øjne, grønne og dyriske stirrede på ham - arrigt.

// http://fc06.deviantart.net/fs26/f/2008/181/0/0/Human_Morph___Cat_Woman_by_samborek.png <-- hvis du ikke kan forestille dig hendes udseende //

Manden hoppede et skridt tilbage, da han så det katteagtige lignende væsen.
"Jeg vil bare advare dig mod ham?" sagde manden forskrækket og pegede med en rystende finger ud i vandet.
Wave var ingen steder at se, men hvsi man kiggede godt efter kunne man ane hans skikkelse i det klare vand.
"De æder folk som os," sagde manden og rettede sin pistol ud mod vandet, han kunne ane Wave og ville skyde ham.

//Sejt //

Hun tog pistolen ved løbet, og blottede endnu engang tænder af manden. Hun vristede pistolen ud af hans greb, og smed den i vandet.
Så så hun igen på manden, og nikkede væk fra vandet - et tegn på at han skulle forsvinde.

Manden forsvandt med det samme, han kunne minde om en hund der stak halen imellem benene og forsvandt før at der skete den noget.
Wave så imponerede til, da pigen vristede pistolen ud af hånden på manden. Var det ham hun hjalp, eller havde manden mon forstyrret hende i et eller andet?
Han kom forsigtigt op med hovedet, så at manden løb væk som den kujon han var. Wave ville nogen gange ønske, at han kunne forfølge dem, men han ville for intet i verden begive sig op på land.
Han kiggede hen på pigen.

Hun satte sig som før i vandkanten og stirrede ud over vandet mens hendes ansigt blev menneskeligt igen. Hun lukkede kort øjnene, inden hun lod fødderne glide lidt længere ud i vandet.
Hendes øjne, brune og grønne, spejlede vandet og glimtede.
Hun smilede afslappet inden hun forsigtigt knappede sin kjole op, og lod den glide af skuldrene og ned og ligge på sandet. Hendes halvgennemsigtige underkjole sad stramte ind til kroppen, og fremhævede hendes former.

Hun rejste sig, tog sine sandaler af, og gik med rolige skridt ud i vandet.

Pigen forvandlede sig om til sig selv igen, så det hvide hår endnu engang glimtede som små krystaller i solens lys.
Wave kunne ikke undgå at bemærke, da hun tog sin kjole af, at den hun havde indenunder var stram og nærmest gennemsigtig.. Det log dog ikke til hans natur at tænke sådan om en kvindekrop, som mænd på landjorden ville have gjort. Han kunne sagtens synes at den var smuk, men det var ikke noget han ikke var van til at se, da havfruerne aldrig havde noget over deres barm, medmindre deres hår dækkede der.
Han satte hovedet på skrå, for at se hvad hun ville og om hun overhovedet havde set ham.

Hun nåede ud i vandet til det gik til hendes navle.
Hun smilede lidt og blev bare stående. Hun nød vandet mod sin krop.
Kølende, afslappende.
Hun sukkede, og lod sig glide ned under vandet med åbne øjne.
Men hvad hun så fik hende til at gispe forskrækket, og slog nærmest luften af hendes lunger.

Hun stirrede på væsnet foran sig, en mand - med en hale?
Hun kunne ikke stirre i mere end omkring to sekunder før hun måtte op for luft igen.

Hun hostede kraftigt.

Det havde tydeligvis forskrækket hende, da hun så den store hale under vandet.. Det forskrækkede nærmest alle..
Han fulgte med hende op til overfladen og svømmede lidt tættere på hende. Han ville spørge om hun var okay, men droppede det og lagde bare hovedet på skrå. En sirene skulle ikke vise medfølelse overfor et landvæsen, selvom det godt kunne være svært, da sirener ikke var så koldhjertet igen. De kunne sagtens være koldhjertet og ligeglade, men også kærlige og nysgerrige.
Han fortsatte med at kigge på hende, med sine mørkebrune øjne spærrede op.

i takt med at han lagde hovedet på skrå gjorde hun det samme - en form for mimik.
Hun vidste ikke hvem eller hvad han var - men han havde da ikke angrebet hende endnu.

Hun lod sin ene hånd hæves, som en hilsen til ham mens hun prøvede at smile.
Hun kvalte et host, og smilede forsat til ham

Han hævede selv sin hånd, der åbenbart var en hilsen for et landvæsen.
"Wave," sagde han og smilte forsigtigt til hende.
Han vidste ikke, om hun ville kunne forstå at det var hans navn, men det var en hurtig måde at sige det på.
Han smilte til hende og kiggede sig omkring. Der var ingen andre væsner i nærheden, skyderiet måtte have skræmt dem væk. Han kiggede igen hen på hende, med sine mørke øjne og satte hovedet på skrå igen, der fik ham til at virke meget uskyldig..

hun så på ham, og åbnede munden for at svare.
Kort kunne man skimme hendes tunge, der manglede halvdelen. Kløvet op på langs.
Hun lukkede hurtigt munden, og så lidt væk.
Hun forbandede måden hun ikke kunne sige noget på. Hun opgav næsten.

Hun så på ham igen, tøvende

Han satte hovedet på skrå, kunne hun ikke tale?
Det fik ham til at føle en smule medfølelse for hende.. Hvad var mon grunden til det? Havde nogen straffet hende, så hun ikke længere kunne tale med nogen? Han bemærkede godt at hendes tunge ikke var som de andres, men hvem havde mon gjrot det imod hende?
Var det en straffemetode oppe på jorden?
Han svømmede tættere på hende, med en rolig bevægelse, mens han smilte venligt.

Da han svømmede tættere på bakkede hun hurtigt, og snublede så hun igen røg under vand.
Hun fik hevet sig selv op over vandoverfladen igen og hostede voldsomt.
Forbandede balanceevne!

Hun så undskyldende på ham

Det gav et sæt i ham, da hun faldt bagover. Det var ikke hans mening at få hende til at vælte, han var vel bare blevet for nysgerrig og gået for tæt på?
Da hun kom op igen, smilte han lettet. Hvorfor, anede han ikke.
Han smilte tilbage til hende, for at vise at han ikke ville gøre noget. Hun var heldig at han ikke var sulten, for så ville han havde angrebet hende. Sulten var ikke nem at styre.