~XX~Let the Hunt Begin - Kibum & Sean

Fenris var let pakket. Hans øjne gled omkring sig. Hans påklædning bar hans rejse støvler, en op pakket rejse taske. Hans sværd trukket ved hans højre side. Der havde gået et par uger. Han havde hvilet og sovet godt. Han var udhvilet til denne rejse og jagt. De sataner skal betale for hvad de gjorde. Et ar lå stadig på Fenris's ene ribben, som 'minde' fra disse væsner. Hans hvide skjorte, som inden under bar påklædningen af en slagkofte og ude på bar han en let ringbrynje. En mindre dagger ved hans støvle. Hans bue og et par pile var pakket ned blandt hans grej og hans øjne gled rundt. Han ville finde disse bæster. Han havde Kibum pakket ned i Tasken, men indrettede den, så Kibum ville havde det let til at sidde på hans taske og holde fast, mens han bevægede sig i dette terrain.

Hans krop rykkede sig hurtigt inde for disse skove. Han havde været her i de sidste 400 år, som han brugte sammen med sin tidligere familie. Noget han bestemt var vant til. En del af ham var glad for at være opvokset her. Hans blik gled rundt omkring sig, mens han bevægede sig. Hans blik fangede nogle fodspor af 'noget' humanoid der havde bevægede sig i skoven. Han lod på knæ for at undersøge det. Det virkede frisk, måske mindre end en dag? ''Kan du dufte nogle Kibum?'' Hviskede fenris lavmældt, mens hans våben var klar. Han vidste der var et eller andet nær, men han vidste ikke hvad.

Illustration af hans påklædning (ignorer våbne) : [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hans øjne gled rundt omkring sig og den første kæmpe edderkop kom stormende imod ham. Han sprang op og jagede sit sværd imod den's øjne. Edderkoppen udstødte et større skrig og prøvede at sætte tænderne i Fenris, som var nu glad for at havde sin slagkofte, som holdte presset lidt tilbage, mens han jagede sit våben ned i kraniumet på bæsted. ''Dø! din Satan!'' Skreg fenris op, mens han jagede våbnet ned i kraniumet på bæstet. Den bukkede hovede kort for at trække sig tilbage. Sværdet blev næsten flået ud af Fenris's hånd, som han hoppede om bag edderkoppens ryg, mens den prøvede at trække sig væk fra Fenris. Han sprang om bag på ryggen af den og trak sværdet ud for at der efter bore det ned i ryggen på bæstet. Hans øjne var lettere morderiske, mens et smil lagde sig på hans læber, som han hørte bæstet skreg af smerte og efter kort tid sitret og lå på jorden. Stille og livløs.

Fenris øjne gled omkring sig, med et svagt smil. ''Kibum? Er alt vel?'' Han var ikke sikker på om Kibum mon havde faldet af, som han havde hoppet og bevægede sig rundt. Hans øjne gled undersøgende rundt for at se om han kunne spotte det stakkels dyr. Kibum måtte sikkert havde været skræmt, men han håbede at han ville huske på at Fenris var der både for at passe ham og give ham sit livs eventyr. Fenris tanker gled kort om Sean, mon han ville dukke op eller om han havde for travlt? Fenris gled øjnene ned mod falden edderkop og sparkede et kort sekundt til den, som han trak sit sværd ud og tørrede dens stinkende blod af i edderkoppens ud. Han fandt et mindre stykke lærred, som han bar i sin side taske ved hoften og smurte blodet af i lærrede og kastede den til siden.

//Skrive orden: Vánagandr -> Kibum -> Sean //

Kibum havde fundet det ret så skræmmende, men alligevel spændende, at han havde fået lov til at komme med Fenris på skovtur. I starten gav det ingen mening, og han havde aldrig, som sådan, været med på skovtur førhen. Men efter en kort tænkepause indenfor dette, så havde han med glæde takket ja og forvandlet sig til sin ræveform.

Så nu sad han der, indrettet i en taske, over Fenris' skuldre og ryg. Sammen med alt muligt grej, som Kibum havde gættet på, ikke ligefrem tilhørte en skovtur. Han havde nemlig spurgt lidt ind til det rundt i huset, og der havde han fået forskellige svar. Men han var nu alligevel taget med. Bue og pile - de skræmte ham, samt andre ting, som Kibum slet ikke turde røre ved. Så han sad i den ene ende af tasken og studerede sin hale.

Indtil han hørte Fenris snakke til ham, og han møvede sig op, så han kunne stikke hovedet op af tasken. Det lille hoved kom frit frem med de store ører strittende ud til siderne, men som hurtigt lagde sig bagover. Så snuste han, som Fenris havde spurgt ham om. Hvad han skulle dufte efter, det vidste han ikke helt. Eller, det forstod han ikke helt. Mad, måske? Han var nu begyndt at blive sulten, men så vidt som han kunne se, så var der ikke mad i rejsetasken. Måske havde Fenris glemt at pakke mad sammen til skovturen?
Men pludseligt, og med det samme, bemærkede Kibum det store bæst, der kom stormende imod dem. Og med det samme brugte han alle sine kræfter på at møve sig helt ud af tasken og forsvinde. Ud af syne. Væk fra dette bæst. Hurtig som den lille ræv var, styrtede han direkte hen imod en busk og krøllede sig sammen der. Han stirrede hen imod Fenris, men lukkede øjnene i og begravede sit ansigt ved sin store og pjuskede hale.

Da der langt om længe blev stille, kunne Kibum endnu en gang høre Fenris. Pyh, han overlevede det kæmpe bæst! Meget langsomt kom han på benene og stak hovedet ud mellem grenene og bladene, så han kunne spotte Fenris, og det kunne han. Så hurtig som han var, løb han hen til Fenris igen og med det samme om bag ham, da han bemærkede det livløse bæst.

Han havde ikke set meget til Fenris den sidste uge eller to. Det var ærgerligt, men intet han kunne gøre ved. Han havde dog mødt manden kort, men selv om det ikke var blevet til meget mere end et forslag om at gå på jagt efter de eller det monster der i sin tid havde angrebet ham, var det alligevel noget.
Han havde brugt sin tid på arbejde. Klanen så ud til at klare sig rimeligt godt under de nye omstændigheder og de havde fået stabiliseret flere tunneller, så de kunne gå rundt i kloakkerne, hvor de normalt kunne være dem selv. Familien Chase var rolige igen, efter han havde besøgt dem nogle dage. Nu var han dog hverken hos dem eller hjemme, men tværtimod i skoven, hvor han ledte efter Fenris. Han havde takket ja til turen, ment det ville blive sjovt, men af en eller anden grund havde de ikke aftalt mødested eller tid, andet end inde i skoven. Fenris havde vist nævnt nogle steder, en sti han skulle følge og han håbede da han havde fulgt den uden at fare vild.
Han kendte skoven, men ikke perfekt. Han kendte bedre byen og var normalt kun i udkanten af skoven, hvis det endelig var eller holdte sig til de store stier, der førte en sikkert igennem den. Alane havde lært ham at finde lidt bedre rundt i skoven, men det var stadig ikke hans stærkeste side.
Han smilte lidt ved tanken om han ville fare vild, inden han overhoved nåede at møde den mand, som han ellers håbede at finde rundt om hvert hjørne.

Han var iklædt nogle solide støvler, et par sorte bukser og en varm trøje. Det lå ikke til ham at iklæde sig rustninger og den slags. De var tungere, de larmede og forhindrede ham i at bevæge sig så frit, som han ønskede. Og så var de i vejen, hvis han havde brug for at forvandle sig.
Om hoften hang hans sværd og i den modsatte side en dolk. Han havde også et par dolke skjult rundt om på kroppen, blot for en sikkerheds skyld. Det mørkebrune hår havde været redt igennem, inden han gik hjemmefra, men strittede nu alligevel til alle sider, med undtagelse af pandehåret der hang lidt ned over hans pande. De grå øjne gled opmærksomt rundt i den mørke skov.
Hans sanser var spidsede. Alle lydene, alle skyggerne. Hvilken var en fjende og hvilken var blot hans fantasi eller et dyr i skovbunden?
Herinde, så dybt inde i skoven, var træerne mere døde og området mere stille. Han havde trukket sit sværd, da han generelt ikke følte sig specielt tryg lige nu, åben til alle sider.

Han havde selv været ret heldig med at undgå mulige fjender og havde derfor intet slået ihjel, da han hørte stemmer. Måske havde han på mirakuløs vis alligevel fulgt den rigtige sti, som Fenris havde fortalt ham om? Han fortsatte forsigtigt frem, som han nærmede sig, trådte han forsigtigt, så han kom næsten lydløst frem. En vane. Når man ikke vidste hvem man var ved at liste sig ind på, var det bedst at være helt stille. Han kontrollerede sit åndedræt. Som den trænede tyv og lejemorder han var, var han god til at bevæge sig næsten helt lydløst af sted. Også selv om en skov var en større udfordring med nedfaldne grene og tørre blade.

Da han kom tættere på, kunne han se liget af noget stort og behåret. Da han kom tættere på, lignede det en edderkop. En død en af slagsen. Han vidste de var her, der var spind mange steder, i flere størrelser. Han fik også øje på en skikkelse, han genkendte næsten med det samme. Hans smil voksede lidt. Han studerede kortvarigt manden og den hvide...Ræv? Før han begav sig fra sit skjulested og gav sig til kende for dem.
"Fenris!" han råbte ikke. Det ville være dumt at påkalde sig for meget opmærksomhed. Men han snakkede højt nok til at han uden tvivl ville bemærke ham. Hans øjne skinnede, da han nærmede sig dem. Endnu vidste han ikke at ræven var andet end blot en ræv og troede derfor de mere eller mindre blot var alene. Og dermed sagtens kunne agerer det par, som de var enige om de var.
"Du har allerede nedlagt dit første bytte" kommenterede han og lod hånden glide over et af edderkoppens ben ved kommentaren. Han skulle have taget nogle flasker med. Visse folk betalte godt for noget edderkoppegift. Nå, pyt!
"Så tager jeg det du er kommet dig helt?" spurgte han og lod blikket glide over Fenris for at bedømme om manden faktisk var kommet sig helt. Sidst havde han jo været helt...Ødelagt.

Fenris øjne gled rundt. Hans tanker undret sig lidt om Kibum mon stak af? Han var jo ikke vant til kamp, så måske kunne han vænne sig til det? Hans øjne gled over på Kibum, som han dukkede op fra busken. Han satte sig ned på knæ og samlede den op på skuldren, ''Kibum, holdt dig tæt. Jeg forstår at du er bange for kamp, men hvis du vil flygte, så sikre at du holder dig bag mig. Altid bag mig når jeg jager. Okay?'' fenris var blid, mens han nussede Kibum under kæben. Han jog sværdet ned i sin holder og greb der efter under hans anden side taske og fandt et par godbider frem. Det var tørret okse kød og han så op på kibum. ''Men jeg er stolt over at du ikke har stukket af. Værsego, god ræv.'' Han rakte det tørrede kød nær Kibum, som nemt ville kunne tag kødet mellem hans to fingre. Hans hånd lagde sig hurtigt igen, som han hørte en stemme kalde hans navn og han så i retningen hvor han spottede Sean.

Så han havde ville dukke op? Fantastisk! Fenris følte sig nu en smugle mere sikker. Han så over på Kibum og smilede lidt. Hans øjne gled tilbage på Sean og en varm stemme lagde sig i hans stemme bånd. ''Kibum. Dette er Sean. Han er en stor ven af Fenris og en mægtig jager. Han har reddet mit liv. '' Hans hovede drejet sig over på Kibum og smilede lidt. ''Sean, dette er Kibum. Min søster's kæledyr. Han er en Shapeshifter. Jeg har desværre lovet at passe ham, men det ville ikke ødelægge jagten så meget.'' Hans stemme var rolig, som han tænkte at præsentationen var iorden. Hans øjne gled tilbage på Sean og som han kom nærmere blev Fenris's læber mere og mere smilende. Han virkede glad. Meget. Noget, som han ikke helt har vist så meget der hjemme, men her ude var han fri. Følte sig mere tilpas. Han Så dog ned på edderkoppen og grinede lidt over Sean's kommentar. ''En skam virkelig. Jeg havde godt nok taget nogle vials med, men det er til det andet bytte, som vi er på jagt efter.'' Hans øjne gled tilbage på Sean, som hans anden sætning lagde sig. Fenris lagde hånden omkring Kibum's kæbe og nussede ham blidt, hvis han altså stadig var på Fenris's skuldre og ikke havde skjult sig i hans taske.

Han lyttede til Sean og et smilet stille forsvandt. ''Aret er der stadig, men såret er healet. Healeren gjorde et godt arbejde. Jeg har det vist stadig i mig inde for jagt. Kom, jeg ved hvor vi kan overnatte for natten, medmindre du har tænkt dig at vi fortsætter i løbet af natten? '' Hans øjne gled rundt. Han vidste at de stadig var inde for edderkoppernes territorium, så edderkoppen, som overfaldte Fenris. Havde set ham, som en trudsle for dens territorium, Det ville sikkert ikke vare længe før flere ville dukke op, så Fenris øjne gled omkring sig for at sikre at der endnu ikke var flere der kunne dukke op endnu.

''Men.. Mens vi taler om dette kan vi bevæge os, jeg fortrækker ikke at blive samme sted, efter at en edderkop har udstødt et skrig om hjælp'' Hans højre hånd havde gledet ned på sit sværd, som han vendte sig rundt og gik i retninge. Han så sig over skuldren i retningen af Sean og regnet med at han ville følge med. ''Kibum. Jeg har brug for dine øre til at lytte omkring hvis noget dukker op på afstand. Hvis noget dukker op, så giv et signal. Okay?'' Fenris stemme var rolig, mens hans stemme lyd en andelse bekymret. Han fortryd ikke så meget at havde medbragt Kibum. Hans øre og næse var fantastisk til at lugte for fare, så de kunne nemt vide, hvis 'noget' ville dukke op eller flygte sig fra dem.

Kibum forblev omme bag ved Fenris og gemte sig. Krøb sig så meget sammen, som han var i stand til i sin lille ræveform. Hvilket jo var ret let, når han var den mindste af alle ræveracer. Da Fenris talte og ligeledes samlede den lille ræv op på sin skulder, kiggede Kibum på ham med sin mørke, og nærmest skræmte, øjne. Ja, han var skræmt. Mere end skræmt. Aldrig havde han nogensinde set sådan et uhyggeligt bæst før! Og det var enormt!

Med det samme rakte Kibum ud med hovedet og tog godbidderne i munden. For derefter at skynde sig at kravle ned fra Fenris' skulder og krybe sammen på jorden ved siden af, hvor han lagde sig, med halen godt omkring sig. Stadig med godbidderne i munden. Så var han sikker på, at ingen andre ville tage godbidderne fra ham. Men væk var de nu hurtigt. Så Fenris havde alligevel pakket mad, og endda til ham!

Kibum hørte nogle komme tæt på, og med det samme løftede han hovedet og fik øje på en skikkelse af en mand. Lidt rester af tørret oksekød hang fra hans mundvige. Han bestirrede denne skikkelse, der trådte nærmere dem, og han kneb øjnene i. Hvem var han? Og hvad ville han?
Men Fenris så ikke ud til at ligne en, der var i fare. I stedet bemærkede Kibum, at han smilede over hele ansigtet. Et meget varmt og anderledes smil, som han aldrig havde set Fenris smile før. Så Kibum kiggede over på manden igen, da Fenris begyndte at præsentere manden for Kibum og Kibum for manden. En lille lav lyd kom fra ham af.

Kibum betragtede de to herrer, stadig liggende på jorden. Betragtede, hvordan de betragtede hinanden. Der var et eller andet. Men hvad, det vidste han ikke. Måske var de blot brødre! En bror af den store familie! Kibum syntes, at der hele tiden dukkede nye op til den store familie. Men nok om det.
Hurtigt kom den lille ræv på benene og luntede efter Fenris, da han begyndte at gå. Ører lige i vejret og den store og pjusket hale i luften bag sig. Han trippede let af sted på sine lange og tynde stænger af ben. Kibum kiggede op på Fenris. Nu hvor det bæst var dræbt, så glædede han sig endnu mere til skovturen! Som snart måtte finde sted, et eller andet sted. Nu hvor han tænkte over det, så var denne del af en skov faktisk pænt uhyggeligt.

Han havde hørt dem snakke sammen, omend han ikke havde lyttet efter og kun bemærket få ord.
Nu gled hans hånd ned over de stive hår på edderkoppens ben, mens han overvejede om han kendte til andre ting fra sådan en edderkop, som folk ville ønske at købe. Ikke lige nu, nej. Det var sjældent man brugte mere end giften fra sådan et dyr, ganske enkelt fordi resten var mere eller mindre ubrugeligt. Set fra Seans synspunkt, i det mindste.
Hans blik gled over ræven, som denne blev præsenteret. En shapeshifter? Noget af det laverestående i hierarkiet, men nu blev den jo også præsenteret som et kæledyr. Han vidste visse dæmoner kunne finde på at holde selv mennesker som kæledyr, en anden form for slaver, men shapeshifters gav i det mindste mening, da de var...Ja...Dyr.
Hans blik gengældte Fenris', og han kunne ikke selv lade være med at smile varmt.
Så de havde et skræmt kæledyr med på jagt. Så længe de var enige om at Fenris' var hans førsteprioritet, hvis det kom til det at redde hinanden igen. Men mon ikke de var bedre forberedt nu, hvor de selv jagtede monstret og ikke omvendt?
"Jamen hej Kibum" hilste han blot, uden at gøre tiltag til at nusse ham eller deslignende. Han var et kæledyr, man hilste ikke på andres kæledyr, før ejeren gav lov eller dyret selv kom. Det ville se dumt ud at en stor og farlig Arch-demon blev bidt af en sølle ræv, ville det ikke?

"Det gør intet. Så længe han kan løbe for sit liv, skulle det hele blive for farligt, går det nok" svarede han afslappet. Ja, for han regnede ikke med dette skræmte dyr faktisk kunne slås. Han gik tættere på dem, som Fenris snakkede om sit helbred. Hans blik gled igen ned over manden, som han konstaterede at manden stod normalt og ikke lignede en der havde smerter efter at nedlægge en edderkop. Alt i alt? Ja, manden virkede rask og rørlig. Hvilket var perfekt. Han havde lyst til at læne sig ind mod ham, placerer et kys, men han lod være. De havde selskab i dag og selv om det "bare" var en ræv, en shapeshifter, vidste han ikke om det alligevel var for...Farligt. Selv kæledyr kunne have en løbsk mund.
I stedet holdte han en anelse afstand.
Hans blik gled over skoven omkring dem. Mørket, stilheden, kun afbrudt af fugl eller to, en puslen mellem nogle buske. Rovdyrene kunne snige sit tættere på i dette øjeblik, stille som de kunne være. Og haps!
Ikke at han rigtig følte sig nervøs. Nuvel, hvis der dukkede en hel hær af edderkopper op, kunne det godt være han fik problemer, men ellers følte han sig ganske sikker. Alligevel nikkede han.
"Ja, lad os gå. Dumt at blive et sted, som et villigt offer. Lad os finde et sted at overnatte" medgav han og sendte Fenris et lille smil. Han havde savnet manden, trods alt.
Han dannede bagtrop. Fenris kendte vejen, ræven fungerede som bedre sanser, han selv passede bedst som bagtroppen, evt. den der blev angrebet først, hvis monstrene i denne skov var bare lidt fornuftige. Han satte sit sværd tilbage i skeden.

Han nulrede let ved ringen om den ene finger. Ringen og hans armbånd om den ene arm, hans kappenål og den ene dolk han havde med, bar det samme mærke. For det første var de lavet i noget flot og skinnende metal, for det andet bar de alle det samme symbol. En vinge fra en engel og en dæmon, der mødtes. Ikke mange kendte til symbolet, medmindre de havde kendt Sean længe. Men nu var det noget af det eneste symbol Sean faktisk gik med. Det hele var gaver fra Nephthys og han gik med dem konstant. De gav ham styrke, tryghed. Han vidste hun var bag ham, selv om hun fysisk ikke var der. Ja, det var som at have sin anden halvdel med sig hele tiden. Den halvdel, der sikrede hans indre balance, så han kunne optræde roligt og sikkert.
Ingen symboler fra Doomsville, fra dæmoner, ingen repræsenterede han, ud over sig selv. Som synlige symboler, i hvert fald, selv om han i princippet repræsenterede familien Chase også.
Han slap ringen igen og så sig over den ene skulder. Havde han hørt en lyd?

Fenris's øjne gled kort på Kibum, som hoppede ned fra hans skuldre efter at han havde givet ham noget tørret kød. Hans hånd gled ned langs siden og øjnene fortsatte i retningen af hans gamle hytte. Han fortsatte igennem et par grenne og begydte at gå væk fra stien og videre imod en anden retning. Hans øjene gled et par gange tilbage på Sean og Kibum og han lod mærke til Sean, som pillede ved en ring? Var Sean gift? Hans ansigt gled hurtigt i retningen af hjemmet, som han fortsatte. Tankerne gled omkring hvad ringen betød? Var det blot en gammel ring? Var Fenris blot noget legetøj? Han trak en gren, som dækkede en smugle for 'indgangen' til en større lysåbning. Hans tanker fortsatte med at glide omkring hvad Kibum ville reagere på at lege? Måske kunne fenris gøre Sean jalou? Et svagt smil dannede sig på hans læber. De havde jo aftalt at de havde det fint med at lege med andre. Måske skulle han lege med begge? En tanke, som fenris hurtigt strøj til side.

Dette var ofte stedet, hvor han tilbragte sin tid sammen med familien. De stille nærmede sig en lysåbning hvor et gammelt faldefærdig hus lå. Den så ud til næsten at havde braset sammen, men sod af gammel ild, som var det at den havde været sat i brand. Bag var en mindre have, som så ud til at være en smugle passet og ved et Træ, som hældte sig en smugle op af Huset, lå 3 gravkister. Den i midten var større end de 2 andre. Den havde intet navn. Kun symbolet af en ring, som omgav sig omkring en hvid fjer. På toppen lå en sort og vissen Rose, mens de to andre havde navnet på hver sin kiste, som dog var støvet lidt til med tidens tand. På den til højre stod der 'Katarine' og på den venstre side stod der 'Anastasia'. Fenris nærmede sig hytten, mens han virkede til at være samme humør, som de nærmede sig huset. Han løftede et par store bræder af bjælker til side og en fald lem dukkede til syne under den brændte aske. Han tog fat i den snavsede hængelås og løftede lemmen op.

''Vi kan sove her i nat.'' Hans øjne gled over imod Sean og Kibum, for at se om de var fulgt med. Han vidste at Sean stoppede op for at se et eller andet, men var usikkker på hvad.

Kibum luntede efter Fenris. Han glædede sig til skovturen. Bare der var mere mad, hvor end de var på vej hen. Han var faktisk ret så sulten allerede. Typisk. Nå, sådan måtte det være. Ellers måtte han ud og lede efter biller eller noget. De var måske nok lettere at indfange i ørkenen, hvor han oprindeligt stammede fra.

De nåede til et gammelt hus, som så ret så faldefærdigt ud. Hvad skulle de her? Han satte sig ned på sin bagdel og kiggede op på Fenris, der lod sig føre videre imod huset. Kort kiggede han hen på den nye mand, og derefter efter Fenris, som han atter luntede efter. Mon skovturen foregik herinde? Sjovt nok havde han endnu ikke forstået, hvad de oprindeligt lavede ude i skoven på dette tidspunkt.

Kibum luntede over til en busk, hvor han langsomt forvandlede sig bag busken. Netop fordi han intet tøj havde på sig. Det havde han pakket ned i Fenris' rejsetaske, hvis han nu skulle få brug eller lyst til at forvandle sig til sin menneskeform, og det havde han nu.  Kibum løftede hovedet, så fra skuldre og op kunne ses. Han var jo ikke særlig høj i det. Hænderne var placeret foran de nedre dele og de mørke ræve lignende øjne stirrede over på Fenris. "M-må jeg fåt mit tøj?".

Sean spejdede ud i mørket bag sig. Måske var han bare paranoid? Han lod de andre gå lidt i forvejen, mens han blev stående og sikrede sig der intet var. Så vendte han sig om og fulgte efter dem væk fra stien.
Hytten var blot en brændt ruin. Hans blik gled kortvarig over hytten, da det slog ham at Fenris måtte have boet her. Først da han opdagede gravene gik det op for ham at det nok havde været her familien havde boet. Han gik derover, mens Fenris begyndte at rode i ruinen. Hans hånd gled over indgraveringerne. Navnene stemmede overens med børnene. Han sendte Fenris et hurtigt blik, men manden virkede ikke specielt påvirket lige nu. Skjulte han det? Ignorerede han det? Eller var han kommet sig lidt over det, efter de havde snakket om det sidst de var rigtigt sammen?
Ringen, fjeren...
Han vendte sig væk fra gravene. Ville helst ikke tvinge Fenris til at vende sin opmærksomhed den vej. I stedet gik han over mod Fenris.

Han så over mod drengen, da denne snakkede. Han var ung og lille, kunne han se, selv om det ikke var meget af kroppen der var synlig. Et svagt smil gled over ham, da han blot vendte ryggen til. Ja, Fenris kunne give drengen lidt tøj. Imens begyndte han at vandre lidt rundt i ruinen, hvor han nu kunne komme til og kiggede sig omkring. På resterne. Prøvede at forestille sig hvordan stedet havde set ud, fuld af liv.
Ja, de kunne vel sove her i nat. Når det blev lyst kunne de jage. Hans blik gled rundt i lysningen. Men hvor skulle de begynde?

Huset havde et par hakker i dens dør kam, med et skarpt ville man nemt kunne opdage at det var indhugninger af højde på de to piger, som var dybere og dybere, jo højere de gik. Taget, som havde faldet ned og dækket største delen af huset, som efter at havde givet ind til den gamle ild, som engang var der. Jorden var stille på vej selv til at dække sin natur omkring det gamle hus, men det var stadig gammelt.

Fenris øjne gled over på Kibum, som han bedte om at få noget tøj. Han satte sin taske foran sig og fandt nogle løse bukser, et par ekstra lette støvler for Kibum's føder og en løs skjorte. Han gik over til Kibum og rakte det ud til ham. Han smilede lidt, mens han hviskede stille til Kibum. ''Kibum, du behøver ikke at være genert. Vi alle har det samme mellem benene.'' Efter at havde rakt tøjet til kibum, så han i retningen af Sean og gik tilbage til faldlemmen. Hans øjne gled omkring sig, mens han fik åbnet den gamle låge. Der var en stige ned og det hele så ud til at stadig være rent, som var det ikke så gammelt, som resten af stedet. Det var passet og plejet.

Inde i det, som engang var et tilflugt sted, var bedækket af bjælker af sten for at sikre det kunne holde, hvis huset brændte op eller blev indvaderet. Det var opdelt i fire værelser. En central stue, som de ville klatre ned til. Et lille brændekomfur, som havde sit rør ført op til den faldefærdig skårsten, som blot ville udstøde en svag røg, som var ofte svær at spotte og hvis man spottede den, ville man blot tro det var nogle gamle gnister fra ruinen, som var sat ild til.

Der var et badeværelse, som mest af alt bestod af et kar og de værse 'simple' genstande for at personer kunne gøre sin gerning. Ikke det mest luksus, men det var det mest 'nødvendig' tildelt.
Under karret, var der et mindre 'indgang' til brænde, som man kunne tænde op for og det ville varme vandet op i badekaret. de 3 andre værelser, var sove kamre. De to var med et par fulvoksne mennesker, mens det sidste værelse, var et lidt større, med forskellige malerier.

Hvis man gik ind og undersøgte malerierne, viste de forskellie årstider. De ofte viste en glæde, varme farver var malet, men nogle af dem havde klør flået nogle af malerierne oppe, mens andre var faldet til jorden og havde størknet blod på sig. Hvis man ikke vidste bedre, ville det ligne en sindsyg maler havde været igang med at lave værelset til et stort maleri.

Fenris tog sin taske og placerede den på stuen og køkkenet's træbord. Da det var et og samme rum. Hans øjne gled omkring sig. Han kløede sig kort i nakken og tænkte kort hvor henne han placeret brændet. Han gik over til et stort gammelt træskab, og fandt nogle brænde frem og lagde i brændeovnen for at få varme i rummet. Hans blik gled omkring sig, mens han tænkte at han kunne varme noget suppe op.

Over køkkenbordet var der skaber, som nemt ville kunne indeholde forskelligt former for urter og glas holdere fyldt med kryderier og grundet en koldere miljø, var der en dør, som havde ingraveret ordet 'køler rum' Fenris gik over til et af skabene og fandt nogle små starin lys frem og tændte dem for at lyse rummet op. Han satte sig ved bordet og stille slappede lidt af i ryggen.

Kibum stod fortsat med hænderne foran sine nedre dele og bestirrede Fenris. Han så til, da manden placerede sin rejsetaske foran sig og fandt tøj og støvler frem. Dejligt. Imens Fenris kom over imod ham, betragtede han ham. Specielt hans ansigtsudtryk.

Hurtigt nikkede Kibum og tog imod tøjet og støvlerne. "Men.." Han gjorde tegn med øjnene, der vendte sig imod Sean og han nikkede kort over imod den nye mand. Han ville helst ikke ses nøgen foran ham. Han stolede ikke på ham, da han ikke kendte ham. Langsomt kneb han øjnene i, imens han betragtede Sean ovre fra busken af, fuldkommen nøgen.

Da Fenris gik, skyndte Kibum sig at trække i de løse bukser og han trak den ligeledes løse skjorte over hovedet og rettede på den. Tøjet var en anelse for stort og heldigt for ham, sad der et sort bælte i bukserne, så han da kunne stramme dem ind, så de ville blive siddende. Derefter trak han i støvlerne. Hurtig som han var, også i sin menneskeform, luntede han efter Fenris ind i huset.

Han havde ryggen til Kibum og Fenris, som de udvekslede tøj og kommentarer. Selv var han en mere privat person, omend han langt fra følte sig genert hvad det angik. Trods alt levede han jo af det og mænd...Ja, alt i alt var det blot det samme.
Han stod på en gammel bjælke, der knagede under hans vægt og truede med at give efter. Han flyttede sig dog ikke, men brugte den til at komme lidt op og så et bedre overblik over området. Der var stille. Var det øjne han så mellem træerne? Her var stille, men monstrene lurede. Han lyttede. Men alt han hørte, var Fenris, da denne kravlede ned i hullet, ned til det lidt primitive "hjem", der skulle udgøre deres sovested. Han var ikke meget for at gemme sig under jorden, som en muldvarp, men på den anden side ville han ingen fred få ved at stå heroppe hele natten.
Derfor vendte han sig om og efter at Kibum var fulgte efter Fenris, gik han selv med, sørgede for at lukke lemmen efter sig.

Hulen var primitiv, men selv om han boede luksuriøst derhjemme, betød det ikke han ikke kunne nøjes. Ja, nogen gange var det jo ligefrem sjovt at bo sådan her, for en kort bemærkning.
Hans blik gled rundt, som Fenris fik tændt lys og satte sig. Han løsnede sit sværd og satte den op af væggen, ved siden af stigen til lemmen, så han hurtigt kunne tage det, hvis han skulle op igen. Han strakte sig dovent og vandrede over til Fenris. Hans hænder landede på mandens skuldre og gav ham en let massage. Ja, man kunne jo overveje om det var umuligt ikke at røre ved Fenris, når han var så tæt på?
"Så. Du nævnte søskende. Dem har jeg vidst ikke rigtig hørt om" kommenterede han, da han mente stilheden havde varet for lang tid. Hans blik gled over Kibum et øjeblik. Drengen var lille og stille. Et kæledyr. Spørgsmålet var bare om denne ville give dem flere problemer på turen? Han håbede det ikke.

Fenris øjne gled over på Kibum, da han mærkede Sean's hænder imod hans skuldre. Det var behageligt. Ringbrynjen, som havde lagt sig godt omkring hans tøj og de generelle påklædning. Han trak det yderste dele af tøjet og stille stod nu i bar overkrop og hans mørke bukser, med belted og sværdet ved hans side. Tøjet blev dumpet ved siden af ham, som han stille rettede ryggen forover og lænede sig med albuerne på bordet for at støtte sig. Han lukkede øjnene og stille lyttede. Mon Sean og Kibum havde en mistillid til hinanden?. Han lyttede til Sean's ord og smilede svagt.

''Jeg har en lillebror ved navn Alex. Han... Har en sjov ting med at ændre sig udseende. Noget, som han vidst elsker et par gange. Nogle gange ser du ham, som en mand og andre gange som en kvinde. Det er lidt uvist om han er det ene eller det andet. Fra min synspunkt er han født, som en dreng. ærko er en mand i mine øjne. '' Et svagt smil dannede sig på hans læber ved tanken om Alex. Han var ofte fraværende overfor Fenris. De talte ikke så meget sammen, men han følte ikke helt at kende så meget til Alex, som han måske burde? Måske burde han få flået Alex til en ferie for at lære ham bedre at kende?

Fenris lagde blikket i retningen af Kibum. ''Også er der min mindste lille søster Natasja. Ehm.. Kibum's ejer. Lige nu har min far taget Alex og Natasja på ferie, så jeg blev bedt om at passe Kibum. '' Et svagt smil lagde sig hans læber, mens han lukkede øjnene. Han tænkte lidt omkring, om de burde jage inde for natten eller om dagen? Hans øjne gled op på Sean. ''Kibum og Sean, jeg stoler på jer begge. Fra mit perspektiv kunne i løbe nøgen rundt hvis det passede jer, dog inde for disse væge, da jeg ikke gider at klaske edderkopper hele natten'' En svag latter gled op på hans læber, mens øjne gled over på Kibum. Han tænkte om han mon burde lave noget mad. ''Hvor sulten er folk?''

Kibum luntede indenfor i huset. Han kiggede rundt og betragtede hver og en del omkring sig. Han måtte nærstudere hele huset senere. Når han var faldet mere til ro. Han følte sig ikke tryg omkring denne Sean. Selv ikke, da Sean gik over til Fenris og lagde sin hænder på hans skuldre. Hvad lavede de?

Langsomt gik Kibum tættere på, men da Fenris vendte sit blik på sig, stoppede han op. Han kneb øjnene let i og betragtede dem, specielt Sean. Han stolede virkelig ikke på ham. Lige meget hvad. I nat ville han sove op og ned af Fenris, så han kunne passe på ham. Han var en del tryggere ved ham, end han var ved Sean.

"Sulten." Svarede han bestemt og kiggede på Fenris, direkte, med sine mørke ræve lignende øjne. Han var meget sulten. De godbidder mættede overhovedet ikke, kun i et par minutter.

Han kunne mærke mistroen emme fra ræven, mennesket, dyret. Hvorfor? Blot fordi han var fremmed? Dyr havde ofte en tendens til at hade alle andre end deres egen flok eller familie. Nåe ja, nok ikke alle...Men de var ofte reserveret over for fremmede. Han havde nu heller intet gjort for at gøre Kibum velkommen, mere havde han mere eller mindre ignoreret hans eksistens. Hans blik gled over til ræven. Dette kunne blive et problem, hvis de skulle på jagt. Hvis der opstod en farlig situation og han også skulle holde dette dyr i sikkerhed, foruden Fenris. Selv om Fenris havde førsteprioritet, kunne han jo ikke bare lade Kibum dø...Det var imod hans opdragelse. Hans indre gentleman.
Han trak vejret dybt. Han gad næsten ikke engang prøve at ændre det. Dyret ville stikke af, hvis han nærmede sig eller bide ham, hvis han rørte den, uden tvivl. Så kunne han stå der som en idiot. Så var det nemmere at ignorerer det. Det var jo virkelig ikke hans problem?

Han slap Fenris, som denne tog noget af sit tøj af. Han lænede sig op af bordet med et svagt smil.
"Jeg tror vores lille ven ikke er særlig glad for mig..." kommenterede han så endelig. Selv om han næppe så en løsning, nyttede det jo heller ikke at holde det hemmeligt.
"...Mon han er misunderlig?" foreslog han og så over på Fenris. Han havde bemærket det. Den måde ræven holdte øje med ham, når han var helt tæt på Fenris.
Han havde lyttet til det Fenris fortalte, men havde intet at kommenterer på det.
Klaske edderkopper? Sjovt. Han ville se det som en passende træning. Men nu var han nok også lidt speciel på det punkt.
Han smilte let til Fenris, som meldte sig som kok og rystede på hovedet.
"Nej tak, har spist hjemmefra" kommenterede han og blinkede sigende til Fenris. Hans arme gled over kors, som han stod der, op ad bordet.

Fenris stille rejste sig op og gik over og begyndte at rodde i sin taske. Hans øjne gled på Kibum, som lyd til at være sulten. Han tænkte at lave noget supper. Han havde pakket en smugle brød, men det var ofte 'håndfulde' brød, som var små boller. Han begyndte at gå over til en mindre gryde og begyndte at tømme en større trætønde, for en smugle vand, mens han der efter lukkede for ventilen og gik over for at sætte det over for at koge. Hans øjne gled på Sean kort, som han nævnte omkring at Kibum virkede ikke til at stole på ham. Han sukkede kort og grinte svagt. ''I er begge voksne nok. Håber jeg da. Tillid er jeres eget valg, stod det til mig ville jeg personligt lege med jer begge samtidig, hvis det skulle hjælpe.'' Fenris's stemme var rolig, mens en snær af drillent kunne nemt høres i hans stemme. Han grinte lidt over det og han fortsatte.

Han rørte lidt rundt i grøden, mens han begyndte at hælde kødet ned i gryden og lave noget gullash. Han roddet i skabet og tog en kniv frem, hvor efter han hev to stk. stadig friske katofler frem og fik skrællet dem med en køkkenkniv. Han grinede lidt over sig selv og stille fik tilføjet det sidste og rørte rundt i den lille gryde med en træske.

Hans øjne gled kort tilbage og der efter tilbage på grøden. Han fandt en træskål frem og stille efter at havde tilsat korrianter, salt, pebber og et fin skåret hvidløg for at give dybde til retten. Han så over imod Sean og nikkede blot anerkende og smilede svagt. ''Dit tab Sean. Ser ud til det bliver blot dig og mig der får noget spise Kibum.'' han tog en metal øse ske og begyndte at hælde en smugle af suppen op og placeret foran Kibum, hvis han havde sat sig ved bordet. Han lagde der efter en træske og stille smilede. ''værsego ana-'' Fenris stoppede sig selv og glippede øjnene op, som han var ved at sige noget forkert og grinte lidt, for at holde facaden. ''hehe.. jeg mener Kibum.. Skøre mig.'' latteren fyldte hans læber, mens han stille tog endnu en skål og placeret på bordet, med suppen i sig. Han fik trukket to hjemme bagt brødboller frem og lagde den ene over til Kibum, mens han selv satte sig overfor Kibum og så over på Sean. ''Der er stadig en smugle tilbage, hvis du vil havde Sean.'' Fenris stille hurtigt begyndte at spise noget af fylde i suppen, mens han dyppede brødet lidt i suppen, for at få noget af saften.

Kibum gik lydløst over og satte sig ved bordet i rummet. Han trak stolen ud og satte sig derefter ned. Han kiggede over på dem med små øjne, specielt på Sean. Han lyttede til det, som Sean sagde om ham og han rynkede brynene. Sean vidste godt, at han kunne høre ham, ikke?

Med det samme skålen med suppen blev stillet foran Kibum, begyndte han at spise det. Han smilede bredt. Det smagte rigtig godt! Han spiste hurtigt, det kunne ikke gå for hurtigt for ham. Derhjemme havde han været for spændt på denne skovtur, at han havde glemt at få noget at spise, før de tog videre af sted.

Kibum kiggede over på Fenris. Han virkede underlig, her i dette hus. Eller i hvert fald bare nu. Og hvorfor, det forstod Kibum ikke. Men et eller andet var der i hvert fald galt med ham.

Han fjernede sig fra bordet, da Kibum og Fenris satte sig for at spise. Rummet duftede - eller lugtede? - af kødretten. Sean spiste sjældent, hvis ikke aldrig, menneskelig mad. Det gav ingen næring for en som ham, mere fyldte det bare og så var der jo smagen. Mange spiste det for at 'blende' ind i civilisationen, men Sean følte ingen trang til den slags. Hellere ville han understrege over for enhver at han var overjordisk. Mystisk og farlig.
I stedet begyndte han at føle sig rastløs. Der var stille, der skete ingenting. Han gik over og lænede sig op af væggen, ved siden af stigen. Hans blik hvilede hovedsageligt på Fenris, der havde været tæt på at tale over sig. Sean havde nu nok en ide om hvad han måske ville have sagt og det gav ham kun endnu mere grund til at holde lidt øje med ham.
Men uanset hvad, om emnet gik manden på, skjulte han det. Alligevel mente Sean han kunne se en snert af et eller andet og for et øjeblik var han splittet mellem selv at gå lidt på jagt og at blive, for at sikre Fenris var okay. Ja, ræven måtte vel sove tidligt, gættede han på og måske kunne han snakke privat med Fenris senere.
Lege...Alle sammen, sammen. Umiddelbart vidste han ikke hvad han mente om ideen. Så Fenris havde leget med ræven før...Eller var det endnu en ny ide manden havde fået?

"Jeg smutter lidt" kommenterede han endelig. Han greb sværdet ved siden af stigen og satte det fast om hofterne på sig selv igen. Han greb fat i stigen og begyndte opstigningen.
Lemmen blev skubbet op og bum! Frisk luft, frihed, den kølige vind der løb ind mellem træerne. Han kom helt op og lukkede lemmen efter sig. Han kunne sagtens finde den senere.
Han så op mod den mørke nattehimmel og trak vejret dybt, før han begav sig væk fra lemmen. Han kunne sagtens klare sig selv, det vidste Fenris også godt. Han ville komme tilbage, når han havde fået brugt lidt af sin energi. Han var ikke så god til at lege "Normal hverdag i en hule". Faktisk bare normal hverdag generelt.
Med faste skridt gik han ind mellem træerne. Han ville se sig omkring, lære området at kende og se om der var nogle som helst tegn på det monster, de faktisk var her for.

Fenris's øjne gled på Kibum, som så ud til at nyde hans mad. En snær af glæde gled kort på hans øjne. Måske også en smugle stolthed. Han så der efter over på Sean, som så ud til at kede sig? Eller blot fandt denne situation kvalmene? Fenris vidste det ikke helt. Da Sean nævnte at han ville op og ud, nikkede Fenris kort, med en snær af bekymring ramte hans stemme bånd ubevidst. ''Gå nu ik for langt væk til vi ikke kan høre dig.'' Smilet lagde sig roligt på hans læber, mens han rejste sig op. Han lod skålet være og begyndte at samle tøjet op og gik over til det største sove værelse, med dobble sengen. Han så ind og stille kom i tanken om at han stadig havde roddet.

Lyden af lemmen, som blev smækket åben og en mindre vind gled ned igennem hulen, fik Fenris stille til at få lettet vejret kort. Han trådte over til sengen og smed tøjet. Han begyndte der efter at samle de forskellige ødelagte malerier op og satte dem til side. Han ville brænde dem senere tænkte han, kort for sig selv.

Han redte sengen, hvor efter at han stille så over på Kibum, som så ud til at nyd sin mad med største fornøjelse.''Kibum, du tager blot mere, hvis du er mere sulten.'' Han gik om bag kibum og nussede ham i nakken, som en slags bekræftigelse at han var glad for at Kibum også var her.

Han trådte der efter over til lemmen og så op, som han tænkte om Sean mon var okay? Eller også var det fordi han så Fenris opføre sig svag? Hvad end det var virkede det fjernt, men Sean kunne jo trods alt godt li at være den mystiske person. Eller det var i hvert fald det indtryk fenris fik. Han trådte der efter over til bordet og satte sig, mens han stille færdig gjorde sin mad i skålen.

Kibum åd suppen. Han var så sulten, og nu taknemmelig over, at Fenris havde lavet mad til ham. Det glædede han sig meget over, og var så taknemmelig.

Han betragtede Sean ud af øjenkrogene, da han sagde, at han ville gå ud lidt. Han fulgte ham med øjnene. Så var han og Fenris selv. Endelig var der tryghed igen. Han så efter Fenris, da han gik ind i et andet rum, og fortsatte med at spise sin suppe.

Kibum kiggede op på ham, da han kom tilbage igen. Så nikkede han. "Tak... Herre." Kibum bed sig lidt i underlæben, før han lukkede øjnene i og følte med det samme, at han slappede mere af. Det var betryggende, når Fenris var i nærheden af ham og han vidste godt, at han ville passe på ham. Han stolede inderligt på ham, også selvom han havde svært ved at tro på folk, på grund af sin fortid, men Lawless familien, og specielt Natasja og Fenris, var nogle af de bedste, fra hans side af.

Han havde set over sin skulder og grint til Fenris. De vidste begge to godt at var der en, der kunne passe på sig selv, var det Sean. Han fandt en stolthed i det, det at klare sig selv og passe sig selv, ikke være afhængig af andre. Han havde heller ingen ide om at efterkomme det, men det var vel også mere et udtryk på bekymring fra Fenris' side, end noget andet.

Træerne lignede hinanden. Luften var kølig og der gik ikke lang tid før både hans næse, ører og fingerspidser bar præg af den kølige luft, omend ikke noget der faktisk generede ham. Hans kølige og opmærksomme, grå blik gled over skyggerne omkring ham, som han blev mere van til dem, lærte dem bedre at kende. Lydene, duftene. Han var en jæger. Altid på jagt efter ofre eller en værdifuld genstand. Ude efter at slå ihjel eller snuppe noget. Han vidste hvordan man skulle læse sine omgivelser.
Der var ikke mange spor i jorden, hvilket nok også skyldtes edderkopperne, der mest svang sig fra træ til træ. Han fandt en stor, død gren, som han til tider brugt til at afprøve jorden foran sig, hvis han frygtede der var et skjult hul, eller til at fjerne spind på hans vej. Det var noget klistret stads!
Men han gik ikke for langt væk. Ville ikke risikerer at fare vild. I byen kunne han altid finde rundt, men i en skov var det som om hans indre kompas blev helt forvirret.
Han snuste til en bunke jord. Han nærstuderede nogle døde blade, før hans blik gled op af en af de ru stammer. Hans hånd gled fra træ til træ. Han studerede nogle af spindene, som edderkopperne havde efterladt. Til sidst kom han til et sted der virkede mere rodet end resten af stederne. Nogle spind var ødelagt og hang i laser. Jorden var rodet op. En død edderkop lå der, ikke så langt derfra og da han studerede den lidt, havde den ikke været død i mere end højst en dag, nok mindre. Sårene var som fra kløer og tænder. Et svagt smil gled over ham, som han så sporene fortsætte ind i skoven og i et øjeblik overvejede han om han burde gå videre alene eller gå tilbage og fortælle de andre det. Dette var sandsynligvis det bedste spor efter deres monster, uanset hvad var det bedre end at vandre forvirret rundt i håb om at finde noget brugbart.
Han afmærkede stedet ved at skære et mærke i et af træerne og placerer nogle døde grene rundt om træets fod. Bagefter vendte han om og begyndte turen tilbage. Efter ca. hver tiende meter stoppede han op og skar et nyt mærke i et træ - Så kunne han altid finde vej igen.
Utroligt nok lykkedes det ham at finde tilbage til den nedbrændte hytte igen, næsten uden problemer.
Igen gik han over til kisterne og studerede dem lidt, nu hvor Fenris ikke var her. Et bevis på historien, omend han ikke havde tvivlet på det var sandt. Hvorfor skulle en voksen mand ellers bryde grædende sammen? Det så man ikke så ofte.
Til sidst smilte han tilfreds. Han følte sig slet ikke træt...Men uanset hvad ville han nok vente på de andre, om de ville sove eller ej. Han sukkede svagt ved tanken om at vende tilbage til den lidt trykkende stemning i hulen, eller hvad man skulle kalde det. Så himlede han let øjne af sig selv, som han åbnede lemmen og begyndte nedstigning. Ikke uden at lukke lemmen efter sig igen.

Luften i hulen var lige så tung og jordet, som da han havde forladt den, med den svage duft af mad i sig. Han havde været væk i et stykke tid og det var ikke til at sige hvad de andre lavede nu.
Igen løsnede han sværdet fra sin side og så sig omkring for at bedømme hvad de andre lavede og stemningen i hulen. Den dunkle belysning, der blot gjorde hvert hjørne til en mur af mørke.

Fenris stille begyndte at se rundt. Hans øjne gled op på Kibum, som takkede ham for maden. Et svagt smil dannede sig på hans læber. ''Selv tak Kibum. Jeg ligger mig nok snart til køjs. Hvis du kunne rengøre gryden efter du er færdig med at spise ville det gøre en fremragende hjælp. Blot skyl det og vi rengøre det sidste imorgen tidlig. '' Fenris talte, mens han stille rejste sig op og gik over imod soveværelset. Han greb fat i den smugle støvede senge betræk og fik rystet støvet af sig. Han  begyndte der efter at ryste støvet af senge madrassen og puderne, hvor efter han lagde sig på sengen og stille lagde hænderne om bag nakken for at støtte dem.

Han hørte lyden af lemmen, som blev åbnet og han satte sig op. Han lyttede for en kort stund og der efter lagde sig og slappede lidt af. Han lukkede for en kort stund sine øjne og lyttede. Hans blik gled dog op igen og så op i det grove stenloft, som formede lofted. Mon han burde fjerne sine malerier? Han satte sig igen op igen og fjernede største delen af malerierne. Ofte af levende børn der legede, som havde overlevet hans tidligere vredes udbrud og der efter satte dem i et mindre hjørne bag en kommode. Hans blik gled tilbage på sengen og stille smed sig på sengen efter at havde redt den.

Han havde lagt sig stille og tænkte på hvordan jagten ville gå. Hans ene hånd gled over aret på hans ribben. Kløerne havde lagt sig dybt. Alt for dybt i følge Fenris. Det var ganske tynde strejer af noget, som ville nemt minde om en bjørneklo der havde revet ham over siden. Han lukkede stille øjnene og begyndte så småt at visualisere sig selv, stående over bæsted, som han havde slagted. Sammen med Kibum og Sean. Kibum, som sad på hans skuldre i sin ræve form og Sean, som stod ved hans side om side og de alle tre havde samlet et bål, for at brænde bæstets kød og knogler. hjertet var fjernet, sammen med hovedet. For at udsmykke hans væge, som blandt de udstoppede dyr han havde tidligere jagtet. Et svagt smil dannede sig på Fenris's læber, som han i sin egen verden lå i sin store dobble seng.

Kibum rejste sig fra stolen og gik med forsigtige skridt over til suppen, der stod klar til ham. Var Fenris ikke også sulten? Det kunne han ikke tænke på lige nu, for han var selv så virkelig sulten. Han greb fat om den store røreske og hældte suppe op i sin tallerken. Han hørte, hvad Fenris sagde og kiggede hen imod soveværelsets dør. Så nikkede han lidt, mere for sig selv.

Kibum trådte tilbage til bordet og stolen. Han trak endnu en gang stolen ud og satte sig ned. Så lydløst som muligt. Han ville gerne skynde sig at spise, så han kunne skynde sig ind til Fenris, før han ville falde i søvn. I sin ræveform, og putte op ved siden af ham. Det gjorde han altid ved Natasja. De puttede altid, men for tiden var hun ikke særlig tit hjemme, og han måtte putte med sit legetøj og mange puder. Puttede sig så meget, at han næsten blev helt væk blandt puderne.

Hurtigt var Kibum færdig med suppen. Han rejste sig med tallerkenen og skeen deri, og gik så over til vasken, hvor han skyllede sin tallerken og skeen. Han stillede det forsigtigt i vasken og kiggede på suppegryden. Skulle han gøre noget med den? Han anede det ikke og lod derfor vær. Hellere få skæld ud for ikke at have gjort det, end at gøre noget helt forkert. Efter de tanker var forsvundet, forvandlede han sig hurtigt og løb ind i soveværelset, hvor han sprang op i sengen til Fenris og kravlede op til hans ansigt.

Hans blik gled over den mere eller mindre tomme gryde og opvasken, der havde samlet sig. Han rynkede kortvarigt på næsen. En af de gode ting, ved ikke at gide spise sådan noget,var han aldrig skulle takkes med opvasken, oprydningen eller lugten. Nu kunne det stå der og lugte hele natten. Eller var han blot forvent?
Han gik lydløst videre, stillede sig i døråbningen ind til soveværelset. Hans blik gled over mod malerierne, der lige præcis tittede frem bag en kommode, så over sengen, hvor ikke kun Fenris lå, men også ræven. I et øjeblik studerede han dem blot, så gled et djævelsk smil over ham, som han begyndte at trække sin skjorte af.
Hans egen overkrop var muskuløs, selv om Fenris' var en lille tand mere muskuløs. Den var også arret. Flere ar der gik på tværs af hinanden, men især ryggen var ramt, da han oftere tog imod med den.
Han trak sine støvler af. Det hele blev lydløst lagt i en bunke på gulvet.
Han vidste ræven ikke ville blive glad. Og netop derfor havde han det mere lyst til det.
Han kralvede op i sengen, kravlede over Fenris, så medmindre de sov, ville de ikke kunne undgå at mærke det ryste i sengen eller vægten, når han satte en hånd eller et knæ ned. Da han kom langt nok op, gled hans ene hånd op langs overkroppen på Fenris, mens han blot smilte drillende. Han havde faktisk ikke tænkt sig at lave noget, også fordi han ikke vidste om Kibum var en sladderhank for de rigtige personer og fordi han fandt tanken om at gøre det med en tilskuer - eller lige frem en ekstra - ganske....Unaturlig.
I stedet lagde han sig ned på Fenris' ledige side, Helt tæt på ham, så han næsten lagde sig oven på manden. Hans ene arm hvilede over Fenris, mens han hvilede hovedet på en pude. Han havde måske vækket dem nu, hvis de var faldet i søvn og hvis ikke...Tja.
Da han lå på den side, som Kibum ikke rigtigt kunne se, gled et lille kys ned på Fenris' skulder.
I et øjeblik nåede han lige at tænke, at det var held sugemærket var væk.
Så gled hans tanker over på den kommende jagt. Han glædede sig...Og håbede de andre ikke ville sove for længe. Selv sov han nok ikke mere end nogle timer, ganske let.

Fenris stille lukkede øjnene og mærkede 'noget' som kravlede over hans seng og videre over hans krop. Det vare fire lette poter, så Fenris tænkte det sikkert nok var Kibum. Han åbnede det ene øje og så overpå Kibum, som så ud til at ligge sig på ham. Med den ene arm, som blot ville være en bjørneklo for Kibum, nussede han ræven under det ene øre og stille lukkede øjnene igen. Han lå virkelig behageligt. Hans tanker gled lidt om Sean mon var okay? Der virkede stille, men det varede ikke længe.

Han hørte nogle læne sig op af dørkammen. Sikkert nok Sean. Lyden af støvlerne, som blev placeret på gulvet og sengen, som knirkede en smugle da Sean lagde sig over for at ligge sig tæt på Fenris. Et svagt smil dannede sig på hans læber, som han mærkede Sean puttede sig ind til ham. Han ville nemt kunne ligge sin skuldre til rådighed, hvis Sean valgte at ligge med hovedet der istedet for puden.

Han mærkede Sean's kys imod sig og han åbnede stille øjnene og så på Kibum, som lå på hans kraveben tæt ved halsen. Han stille trak Kibum over ved siden af den modsatte side af sin hals og med den arm, som ikke lå tæt ved Sean, trak den sig tæt på Kibum og nærmest puttede hans krop tæt ind til Fenris hovede, blot for at bekræfte at Fenris gerne ville putte, men også ville trække vejret.

Hans anden hånd havde dog formået sig at svagt drille Sean, mens Kibum blev ført over på den anden side, end den Sean lå på. Så Fenris ville havde to fyre på hver sin side. En kinky tanker i følge Fenris. Hånden ville begynde at nusse Sean på maven, mens det ene øje lagde sig imod Sean. Fenris måtte indrømme at han var i lege humør. Og hans 'dyr' også afslørede sig, som den bulede sig i hans bukser.